29.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 179/92


RÅDETS AFGØRELSE

af 25. juni 2013

om forøgelse af antallet af generaladvokater ved Den Europæiske Unions Domstol

(2013/336/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 252, stk. 1,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 106A, stk. 1,

under henvisning til begæringen fra Domstolens præsident af 16. januar 2013, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 252, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kan Rådet på Domstolens begæring med enstemmighed vedtage at forøge antallet af generaladvokater.

(2)

Den 16. januar 2013 fremsatte Domstolen begæring om, at antallet af generaladvokater ved Domstolen forøges med tre. Begæringen blev begrundet med et ønske om at gøre det muligt for Domstolen fortsat at modtage en udtalelse i hver sag, hvor det er påkrævet, uden at den samlede sagsbehandlingstid for de berørte sager derved forlænges.

(3)

Af erklæring nr. 38 ad artikel 252 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om antallet af generaladvokater i Domstolen, der er knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, der vedtog Lissabontraktaten, fremgår, at hvis Domstolen begærer, at antallet af generaladvokater skal forøges med tre (elleve i stedet for otte), vil Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed, give sin tilslutning hertil.

(4)

For bedst at kunne imødekomme det ønske, som er kommet til udtryk ovenfor i betragtning 2, og fremme en optimal integrering af de nye generaladvokater har Domstolen foreslået, at en af generaladvokaterne påbegynder sin embedsvirksomhed den 1. juli 2013, som er den fastsatte dato for Kroatiens tiltrædelse, under forudsætning af, at alle ratifikationsdokumenter er blevet deponeret forud for denne dato, og at de to øvrige generaladvokater påbegynder deres embedsvirksomhed den 7. oktober 2015 i forbindelse med den delvise fornyelse af Domstolens sammensætning —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Antallet af generaladvokater ved Den Europæiske Unions Domstol forøges til:

—

ni med virkning fra den 1. juli 2013

—

elleve med virkning fra den 7. oktober 2015.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 25. juni 2013.

På Rådets vegne

E. GILMORE

Formand