17.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 133/15


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 457/2013

af 16. maj 2013

om fravigelse af forordning (EF) nr. 412/2008 og (EF) nr. 431/2008 for så vidt angår toldkontingenter for import af oksekød i perioden fra 1. juli 2013 til 30. juni 2014

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1), særlig artikel 144, stk. 1, sammenholdt med artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 412/2008 af 8. maj 2008 om åbning og forvaltning af et toldkontingent for import af frosset oksekød til forarbejdning (2) åbnes der hvert år for perioden fra 1. juli til 30. juni det efterfølgende år et toldkontingent for import af 63 703 tons ikke-udbenet-ækvivalent frosset oksekød, som er bestemt til forarbejdning i EU, idet kontingentperioden opdeles i fire delperioder. Ansøgninger om importrettigheder til dette toldkontingent kan indsendes i løbet af de første syv dage i måneden forud for hver delperiode. Dog er den samlede årlige mængde disponibel fra den første delperiode.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 431/2008 af 19. maj 2008 om åbning og forvaltning af et toldkontingent for import af frosset kød af hornkvæg henhørende under KN-kode 0202 og for varer henhørende under KN-kode 0206 29 91  (3) åbnes der hvert år et toldkontingent for import af 53 000 tons frosset kød af hornkvæg for perioden fra 1. juli til 30. juni det følgende år. Ansøgninger om importrettigheder til dette toldkontingent kan indsendes den 1. juni før kontingentperiodens begyndelse.

(3)

Som følge af Kroatiens tiltrædelse af EU den 1. juli 2013 bør det tillades importører i Kroatien at få del i de nævnte importkontingenter. Derfor er det nødvendigt at fravige forordning (EF) nr. 412/2008 og (EF) nr. 431/2008 for så vidt angår ansøgningsfristerne. Sådanne fravigelser bør dog ikke indvirke negativt på hverken medlemsstaternes virksomheder eller en effektiv forvaltning af toldkontingenterne.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EF) nr. 412/2008

Uanset artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 412/2008 skal ansøgninger om importrettigheder vedrørende delperioden fra 1. juli 2013 til 30. september 2013 indsendes fra 1. juli til 5. juli 2013, senest kl. 13.00 belgisk tid den 5. juli 2013.

Artikel 2

Forordning (EF) nr. 431/2008

1.   Uanset artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 431/2008 skal ansøgninger om importrettigheder vedrørende den kontingentperiode, der begynder 1. juli 2013, indsendes fra 24. juni til 5. juli 2013, senest kl. 13.00 belgisk tid den 5. juli 2013.

2.   Uanset artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 431/2008 giver medlemsstaterne Kommissionen meddelelse om de samlede mængder, der er ansøgt om importrettigheder til for den kontingentperiode, der begynder 1. juli 2013, senest kl. 13.00 belgisk tid den 12. juli 2013.

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. maj 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)   EUT L 125 af 9.5.2008, s. 7

(3)   EUT L 130 af 20.5.2008, s. 3