Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
R. NORKUS
fremsat den 4. juni 2026 (1)
Sag C-41/25
HX, som kurator for Orsay GmbH
mod
Skarb Państwa, Naczelnik II Urzędu Skarbowego Warszawa-Śródmieście
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland))
» Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde på det civilretlige område – forordning (EU) 2015/848 – insolvensbehandling – artikel 6, stk. 1 – international kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes – anfægtelsessøgsmål – sag, der er rejst mod skattemyndigheden i en anden medlemsstat – princippet om staters retslige immunitet «
Indhold
I. Indledning
II. Retsforskrifter
A. Folkeretten
B. EU-retten
C. Tysk ret
III. De faktiske omstændigheder i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
IV. Bedømmelse
A. Det materielle anvendelsesområde for forordning 2015/848
1. Forholdet mellem forordning 2015/848 og forordning nr. 1215/2012
2. Anvendelsen af forordning 2015/848 på et anfægtelsessøgsmål vedrørende betalinger, der er foretaget til en skattemyndighed i henhold til en skattelov
3. Foreløbig konklusion
B. Den betydning, som påberåbelsen af princippet om retslig immunitet over for et anfægtelsessøgsmål har for udøvelsen af den retslige kompetence i en medlemsstat, hvor der er indledt insolvensbehandling
1. Indledende betragtninger
a) Forholdet mellem EU-retten og folkeretten
b) Kvalificeringen af den handling, der ligger til grund for de i anfægtelsessøgsmålet omhandlede betalinger, som en offentlig myndighedsakt
2. Spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at tillempe den retslige immunitet inden for Unionens retsorden
3. Anvendelsen af muligheden for at tillempe den retslige immunitet inden for Unionens retsorden
a) De grunde, der følger af forordning 2015/848
b) De grunde, der følger af den primære EU-ret
4. Afsluttende betragtninger
5. Foreslået besvarelse
V. Forslag til afgørelse
I. Indledning
1. »Par in parem non habet imperium« (en stat kan ikke undergives en anden stats kompetence) er udtryk for et princip i folkeretlig sædvaneret om retslig immunitet. Kan dette princip påberåbes til støtte for, at EU-retten ikke finder anvendelse? Kan dette princip nærmere bestemt gøres gældende mod anvendelsen af den afledte EU-ret, som fremgår af forordning (EU) 2015/848 (2), der vedrører international kompetence i forbindelse med insolvensbehandling, herunder sager anlagt mod offentlige myndigheder i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt? Dette er essensen i den foreliggende sag, der er indbragt for Domstolen.
2. I denne sag er Domstolen således blevet anmodet om at præcisere forholdet mellem et princip i folkeretlig sædvaneret vedrørende retslig immunitet og et af Unionens internationale privatretlige instrumenter, der finder anvendelse ved grænseoverskridende insolvensbehandling, og generelt om at tage stilling til rækkevidden af de beføjelser, som medlemsstaterne har tillagt Unionen, bl.a. i forbindelse med dens politik vedrørende oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.
II. Retsforskrifter
A. Folkeretten
3. I anmodningen om præjudiciel afgørelse henvises der til den europæiske konvention om statsimmunitet (3). Nogle af de berørte parter har ligeledes henvist til De Forenede Nationers konvention om staters retslige immunitet og deres ejendom (4), hvis artikel 5-8 har særlig betydning for denne bedømmelse (5).
B. EU-retten
4. I forbindelse med den foreliggende bedømmelse er følgende bestemmelser i forordning 2015/848 relevante: 2.-5., 8., 35., 63. og 66. betragtning, artikel 2, nr. 12), artikel 3, stk. 1 og 2, artikel 6, stk. 1 og 2, artikel 7, stk. 1, artikel 7, stk. 2, litra m), artikel 16, artikel 53, artikel 54, stk. 1, og artikel 55, stk. 1.
C. Tysk ret
5. § 129 i Insolvenzordnung (insolvensloven) med overskriften »Princip« fastsætter:
»1. Insolvenzverwalter [(kurator)] kan på de betingelser, der er fastsat i §§ 130-146, anfægte retshandler, der er gennemført inden indledningen af insolvensbehandlingen, og som er til skade for kreditorerne.
2. Undladelse heraf sidestilles med en retshandel.«
6. Insolvenslovens § 130 med overskriften »Kongruent fyldestgørelse« bestemmer:
»1. En retshandel, hvorved en konkurskreditor har opnået eller fået mulighed for at opnå sikkerhed eller fyldestgørelse, kan anfægtes:
1) hvis retshandelen er blevet gennemført inden for tre måneder forud for begæringen om indledning af insolvensbehandling, og hvis skyldneren var insolvent, da handelen blev gennemført, og kreditor på dette tidspunkt var bekendt med insolvensen, eller
2) hvis retshandelen er blevet gennemført efter insolvensbegæringen, og hvis kreditor var bekendt med insolvensen eller insolvensbegæringen, da handelen blev gennemført.
[…]
2. Kendskab til en insolvens eller insolvensbegæring svarer til at have kendskab til omstændigheder, hvoraf det nødvendigvis må konkluderes, at der foreligger en insolvens eller insolvensbegæring.
3. En person, der var tæt på skyldneren, da retshandelen blev gennemført (§ 138), formodes at have haft kendskab til insolvensen eller insolvensbegæringen.«
III. De faktiske omstændigheder i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
7. Orsay GmbH, der er et selskab med hjemsted i Tyskland, indgav den 25. november 2021 begæring om indledning af insolvensbehandling til Amtsgericht Offenburg (byretten i Offenburg, Tyskland). Ved skrivelse af 29. november 2021 underrettede Orsay den polske statskasse om denne begæring.
8. Den 17. og den 24. december 2021 indbetalte Orsay to beløb til den polske statskasse på henholdsvis 2 773 179 polske złoty (PLN) (ca. 590 000 EUR) og 3 557 487 PLN (ca. 768 000 EUR). Disse beløb vedrørte skyldig merværdiafgift (herefter »moms«) for månederne oktober og november 2021 vedrørende varer indført til Polen fra tredjelande.
9. Den 26. januar 2022 indledte Amtsgericht Offenburg (byretten i Offenburg) insolvensbehandlingen af Orsay. Den 1. november 2022 overdrog denne ret forvaltningen af Orsay til HX som kurator.
10. HX anlagde sag mod den polske statskasse ved den tyske ret i første instans med påstand om delvis tilbagebetaling af de momsbeløb, der blev indbetalt, efter at der var indgivet begæring om indledning af insolvensbehandling. Ifølge HX mindskede disse betalinger konkursmassen til skade for Orsays øvrige kreditorer. De indbetalte beløb bør derfor refunderes og tilbageføres til boet.
11. Retten i første instans og appeldomstolen fandt imidlertid i lyset af den indsigelse om retslig immunitet, som den polske statskasse havde fremsat over for dem, at sagen ikke kunne antages til realitetsbehandling, eftersom de tyske retsinstanser ikke havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen på grund af den polske statskasses retslige immunitet. HX har iværksat »revisionsanke« ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), som er den forelæggende ret.
12. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om den har retslig kompetence til at træffe afgørelse i et anfægtelsessøgsmål, der er anlagt mod en polsk skattemyndighed. Den har navnlig henvist til princippet i folkeretlig sædvaneret, hvorefter en stat navnlig ikke er undergivet en anden stats nationale jurisdiktion, når der er tale om jure imperii-handlinger, som henhører under en anden stats suverænitet. Den forelæggende ret har endvidere anført, at der ifølge dennes praksis kan gives afkald på statslig immunitet ved en folkeretlig traktat, en privatretlig aftale eller en udtrykkelig erklæring, der afgives i forbindelse med en specifik retssag ved retten. Forordning 2015/848 har dog ikke forrang for disse almindelige folkeretlige regler. Den forelæggende ret er således i tvivl om, hvorvidt artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848 fastsætter, at medlemsstaterne implicit giver afkald på deres retslige immunitet i forbindelse med insolvensbehandlinger og procedurer, der har tæt tilknytning hertil, f.eks. anfægtelsessøgsmål.
13. På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen det følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 6, stk. 1, i [forordning 2015/848] fortolkes således, at denne bestemmelse i lyset af anerkendelsen af udenlandske insolvensbehandlinger indebærer, at [medlemsstaterne] implicit giver afkald på princippet om staternes immunitet med hensyn til søgsmål, hvormed [kuratoren] i overensstemmelse med den gældende insolvenslovgivning gør gældende, at retshandler kan anfægtes over for en medlemsstat, fordi de er til skade for kreditormassen?«
14. Forelæggelsesafgørelsen indgik til Domstolens Justitskontor den 23. januar 2025. Den østrigske, den italienske og den polske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. I retsmødet den 9. februar 2026 blev der afgivet mundtlige indlæg af disse berørte parter, Kommissionen samt den spanske og den franske regering.
IV. Bedømmelse
15. Med det eneste spørgsmål, der er forelagt Domstolen i denne sag, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848 skal fortolkes således, at denne bestemmelse indebærer, at medlemsstaterne implicit giver afkald på princippet om retslig immunitet med hensyn til f.eks. anfægtelsessøgsmål.
16. De berørte parter og Kommissionen har i deres skriftlige og mundtlige indlæg givet udtryk for uenighed om, hvordan det præjudicielle spørgsmål skal besvares.
17. Inden jeg tager fat på behandlingen af det spørgsmål, der er forelagt i den foreliggende sag, skal det påpeges, at det kendetegnes ved dels grundlaget for det krav, som skyldneren indfriede efter at have indgivet begæring om indledning af insolvensbehandling, dvs. skattekravet, dels kreditors egenskab (efterfølgende sagsøgt i hovedsagen), dvs. en skattemyndighed i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt (6).
18. For at give den forelæggende ret et relevant svar vil jeg for det første fjerne enhver usikkerhed om, hvorvidt forordning 2015/848 finder anvendelse på et anfægtelsessøgsmål, der er anlagt mod en skattemyndighed i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt. Jeg vil navnlig påvise, at denne forordnings artikel 6, stk. 1, rent faktisk finder anvendelse på et sådant søgsmål. For det andet vil jeg undersøge, hvilken betydning princippet om retslig immunitet, der påberåbes over for et anfægtelsessøgsmål, har for udøvelsen af retternes kompetence i en medlemsstat, hvor der er indledt insolvensbehandling. Jeg vil navnlig beskrive forholdet mellem EU-retten og folkeretten og bekræfte, at det i hovedsagen omhandlede anfægtelsessøgsmål vedrører betalinger, der er foretaget i henhold til en offentlig myndighedsakt. Jeg vil således ikke blot forklare, hvorfor jeg antager, at det er muligt at tillempe princippet om retslig immunitet inden for Unionens retsorden, men også hvorfor jeg må konkludere, at der er sket en sådan tillempning som led i forordning 2015/848.
A. Det materielle anvendelsesområde for forordning 2015/848
19. Den italienske regering har, som den bekræftede i retsmødet, i det væsentlige gjort gældende, at en situation som den i hovedsagen omhandlede ikke henhører under anvendelsesområdet for forordning 2015/848, eftersom den er i modstrid med de begrænsninger, der fremgår af forordning (EU) nr. 1215/2012 (7), og som kan overføres på forordning 2015/848, da forordning nr. 1215/2012 er en generel forordning. Skattemyndighederne er desuden kun berørt af insolvensbehandlinger, for så vidt som disse vedrører deres aktive rolle som kreditorer.
20. I denne forbindelse vil jeg indledningsvis undersøge forholdet mellem forordning 2015/848 og forordning nr. 1215/2012 og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt de begrænsninger af anvendelsesområdet, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012, finder anvendelse på forordning 2015/848, og først derefter vurdere, om den i hovedsagen omhandlede situation henhører under den sidstnævnte forordnings anvendelsesområde.
1. Forholdet mellem forordning 2015/848 og forordning nr. 1215/2012
21. Det siger sig selv, at hvis forordning 2015/848, som den forelæggende ret ønsker en fortolkning af, ikke finder anvendelse på et anfægtelsessøgsmål, der er anlagt af en kurator i en medlemsstat, hvor der er indledt insolvensbehandling, mod en skattemyndighed i en anden medlemsstat, er det ikke nødvendigt at undersøge, om denne skattemyndighed kan støtte sig på sin retslige immunitet over for den forelæggende rets udøvelse af international kompetence. Som jeg vil forklare i det følgende, deler jeg imidlertid ikke den italienske regerings forbehold med hensyn til, at forordning 2015/848 ikke finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede situation.
22. Spørgsmålet om, hvilket forhold der er mellem forordning 2015/848 og forordning nr. 1215/2012, er efter min opfattelse udtrykkeligt reguleret af disse forordninger og af retspraksis på området. Det fremgår nemlig af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, at denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område. Spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender og statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii) er udelukket fra dens anvendelsesområde. Det bestemmes desuden udtrykkeligt i forordningens artikel 1, stk. 2, litra b), at den ikke finder anvendelse på konkurs, akkord og andre lignende ordninger. Disse procedurer henhører til gengæld under anvendelsesområdet for forordning 2015/848, hvilket fremgår af stk. 1 i dennes artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde«.
23. Det skal i denne forbindelse påpeges, at denne udelukkelse for så vidt angår disse områder allerede fremgik af Bruxelleskonventionen (8) og de efterfølgende forordninger, der afløste denne, nemlig forordning (EF) nr. 44/2001 (9) og forordning nr. 1215/2012, der stadig er gældende, og for insolvensbehandlingers vedkommende fremgik af forordning (EF) nr. 1346/2000 (10), der er blevet erstattet af og ophævet ved forordning 2015/848.
24. Det fremhæves endvidere i en rapport fra Virgós og Schmit (11), at en insolvensbehandling, som er et kollektivt skridt, kræver, at de retlige situationer er entydigt fastlagt, hvilket kun kan fastslås ved et retligt instrument, der vedtages af de kontraherende medlemsstater (12). Henset til insolvensreglernes specifikke og undtagelsesmæssige karakter i forhold til de almindelige civil- og handelsretlige regler er det nemlig fuldt berettiget, at reglerne om international kompetence i forbindelse med insolvensbehandling og reglerne på det civil- og handelsretlige område er klart afgrænsede.
25. Det fremgår således i det væsentlige af Domstolens praksis, at de retlige instrumenter vedrørende fastlæggelsen af den internationale kompetence dels på det civil- og handelsretlige område, dels med hensyn til insolvensbehandling skal fortolkes på en sådan måde, at det undgås, at de retsregler, der er fastsat heri, overlapper hinanden, og at et juridisk tomrum undgås (13). De søgsmål, der er udelukket i medfør af forordningen om international kompetence på det civil- og handelsretlige område, er nemlig omfattet af anvendelsesområdet for forordningen vedrørende international kompetence med hensyn til insolvensbehandling. De søgsmål, der ikke falder ind under den sidstnævnte forordnings anvendelsesområde, er i overensstemmelse hermed omvendt omfattet af anvendelsesområdet for forordningen vedrørende det civil- og handelsretlige område (14), såfremt denne finder anvendelse (15).
26. Denne løsning blev kodificeret i forbindelse med den omarbejdning, der blev foretaget ved forordning 2015/848, som i tillæg til afgrænsningen af de lovgivningsmæssige anvendelsesområder vedrørende dels insolvensbehandling, dels det civil- og handelsretlige område udtrykkeligt fastsætter, at forordning 2015/848 i videst muligt omfang bør fortolkes på en måde, så lovgivningslakuner mellem denne forordning og forordning nr. 1215/2012 undgås (16). Logisk set bør begrænsningerne vedrørende de spørgsmål, der som nævnt i punkt 22 i dette forslag til afgørelse er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, derfor ikke overføres på anvendelsen af forordning 2015/848.
27. For at kunne anvende den ovenstående konklusion skal det ikke desto mindre sikres, at den i hovedsagen omhandlede situation reelt henhører under det materielle anvendelsesområde for forordning 2015/848.
2. Anvendelsen af forordning 2015/848 på et anfægtelsessøgsmål vedrørende betalinger, der er foretaget til en skattemyndighed i henhold til en skattelov
28. I henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848 vedrørende kompetencen for retterne i den medlemsstat, hvor der er indledt insolvensbehandling, til at behandle et anfægtelsessøgsmål er det dobbelte kriterium, der er relevant for at kunne konkludere, at søgsmålet er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, retsgrundlaget for dette søgsmål og den tætte forbindelse, der er mellem et søgsmål og insolvensbehandlingen, hvilket indebærer, at disse retter har kompetence til at behandle en sag, der følger direkte af en insolvensbehandling og har tæt tilknytning hertil (17).
29. Det fremgår med andre ord på ingen måde af ordlyden af artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848, sammenholdt med denne forordnings artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, at de kontekstuelle omstændigheder, der foreligger i hovedsagen, dvs. de omstændigheder, der er forbundet med grundlaget for det indfriede krav (et skattekrav) eller med kreditors egenskab (skattemyndighed og sagsøgt i hovedsagen), er relevante for fastlæggelsen af dens anvendelsesområde (18). Det er imidlertid ubestridt, at hovedsagen vedrører et søgsmål, der følger direkte af en insolvensbehandling, og anfægtelsessøgsmålet er i øvrigt det eneste eksempel på et sådant søgsmål, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848. Dette søgsmål er som følge heraf omfattet af forordningens anvendelsesområde.
30. Denne konklusion understøttes efter min opfattelse af den sammenhæng, hvori forordning 2015/848 indgår, og af dens formål.
31. Det skal påpeges, at de såkaldte anfægtelsessøgsmål består af en bred vifte af søgsmål, der som følge af skyldnerens insolvens har til formål at gøre transaktioner og dispositioner, som er foretaget af og til fordel for skyldneren, ugyldige. Disse civil- eller handelsretlige transaktioner og dispositioner spiller en vigtig rolle for skyldnerens liv, eftersom de påvirker dennes likviditet og kan have konsekvenser, når skyldneren bliver insolvent. For så vidt som skyldnere udøver civile og kommercielle aktiviteter, er de imidlertid også underlagt et større antal forpligtelser, bl.a. af skattemæssig karakter. Det kan derfor meget vel tænkes, at der ud over de fordringer, som er knyttet til civil- og handelsretlige transaktioner og dispositioner, forekommer fordringer, som er baseret på andre forpligtelser, bl.a. af skattemæssig karakter, og som ligeledes henhører under anvendelsesområdet for forordning 2015/848, når de er genstand for et anfægtelsessøgsmål.
32. Det fremgår i denne henseende udtrykkeligt af artikel 2, nr. 12), i forordning 2015/848, der vedrører definitionen af en »udenlandsk kreditor«, at dette begreb omfatter skattemyndigheder i andre medlemsstater end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt. I forordningen anvendes denne definition ganske vist på bestemmelser, der navnlig omhandler retten til at anmelde fordringer, og den vedrører derfor ikke situationer svarende til den, som den polske skattemyndighed befinder sig i i hovedsagen. Efter min opfattelse vil det imidlertid ikke være et relevant kriterium at anvende kompetencereglerne i forbindelse med insolvensbehandling forskelligt alt efter, hvilken egenskab de udenlandske kreditorer har i en retssag, eller hvilken rettighed disse udenlandske kreditorer udøver, dvs. retten til at anmelde fordringer eller retten til forsvar, når de anmodes om at tilbagebetale beløb, som en skyldner, der ikke råder over sine aktiver, har indbetalt (19).
33. De formål, der forfølges med forordning 2015/848, synes heller ikke at være til hinder for, at det undlades at anvende forordningens artikel 6, stk. 1, når der er anlagt et anfægtelsessøgsmål mod en skattemyndighed med henblik på tilbagesøgning af momsbetalinger, eftersom denne anvendelse afhænger af kriteriet om de udenlandske kreditorers egenskab eller af den rettighed, som disse kreditorer udøver. Denne forordning skal nemlig sikre en effektiv administration af insolvensbehandling (20), som tilgodeser kreditormassen (21), og fremme princippet om ensartet behandling af kreditorer (22). Disse formål kan imidlertid ikke opfyldes, hvis der sondres mellem, hvilken retlig ordning der finder anvendelse, på grundlag af det ovennævnte kriterium.
34. Målet om forudsigelighed med hensyn til den retslige kompetence på insolvensområdet og dermed retssikkerhed taler endelig for en fortolkning, hvorefter forordning 2015/848 finder anvendelse, når et anfægtelsessøgsmål er baseret på insolvens og rettet mod en sagsøgt, der har status som skattemyndighed i en anden medlemsstat end den, hvor der er indledt insolvensbehandling. En harmonisering i Unionen af de retlige kompetenceregler i omstødelsessøgsmål, der er baseret på insolvens, bidrager således til gennemførelsen af disse målsætninger (23), men risikerer at blive hindret, hvis den retlige ordning, der er fastsat i denne forordning, anvendes forskelligt alt efter skattekravets art og kreditors egenskab.
35. Det følger heraf, at hvis et anfægtelsessøgsmål, der er anlagt mod en skattemyndighed i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, udelukkes fra anvendelsesområdet for forordning 2015/848, vil det resultere i en uretmæssig begrænsning af forordningens rækkevidde og være i strid med de formål, der forfølges med denne forordning.
3. Foreløbig konklusion
36. I lyset af samtlige ovenstående betragtninger er det for det første min opfattelse, at de begrænsninger, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012, ikke kan overføres på insolvensbehandlinger, der er omfattet af undtagelsesbestemmelser i forhold til bestemmelserne på det civil- og handelsretlige område, og som henhører under forordning 2015/848. For det andet finder den sidstnævnte forordnings artikel 6, stk. 1, anvendelse, når anfægtelsessøgsmålet er rettet mod en betaling, som er foretaget til en skattemyndighed i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt.
37. Henset til denne konklusion vil jeg i det følgende vurdere rækkevidden af den retslige immunitet i Unionens retsorden og dens forhold til artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848 med henblik på at afgøre, om denne retslige immunitet er til hinder for, at den forelæggende ret udøver den retslige kompetence, der er fastsat i denne forordning.
B. Den betydning, som påberåbelsen af princippet om retslig immunitet over for et anfægtelsessøgsmål har for udøvelsen af den retslige kompetence i en medlemsstat, hvor der er indledt insolvensbehandling
38. For at jeg kan besvare det spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt i denne sag, er det nødvendigt at undersøge, om der findes nærmere regler om afkald på retslig immunitet inden for Unionens retsorden, og hvilke konsekvenserne de har. Ved denne undersøgelse skal der tages hensyn til en række EU-retlige parametre, som stammer fra både den primære ret og forordning 2015/848, men jeg vil først fremsætte nogle indledende betragtninger.
1. Indledende betragtninger
39. I denne forbindelse bør der indledningsvis redegøres for EU-rettens håndtering af den almindelige folkeret på sædvaneområdet (24) og de særlige forhold, der kendetegner EU-retten. Dernæst er det nødvendigt at præcisere kvalificeringen af den handling, der ligger til grund for de betalinger, som kurator ønsker at inddrive ved hjælp af anfægtelsessøgsmålet.
a) Forholdet mellem EU-retten og folkeretten
40. Det skal påpeges, at Unionen er et folkeretligt subjekt og derfor er indehaver af internationale rettigheder og underlagt internationale forpligtelser. Den er navnlig forpligtet til at overholde den almindelige folkeret, som den udgør en del af. Unionen skal endvidere sikre overholdelsen af de folkeretlige regler over for sine medlemsstater, således at de ikke tvinges til at tilsidesætte de forpligtelser, der følger af de kodificeringsinstrumenter, som de er omfattet af (25).
41. Det fremgår i denne henseende af artikel 3, stk. 5, TEU, der har kodificeret Domstolens praksis (26), at Unionen i forbindelserne med den øvrige verden bidrager til nøje overholdelse og udvikling af folkeretten. Følgelig er Unionen i forbindelse med vedtagelse af en retsakt forpligtet til at overholde folkeretten som helhed, herunder den folkeretlige sædvaneret, som har bindende virkning for Unionens institutioner (27).
42. Når dette er sagt, er Unionen, selv om den deler internationale organisationers »genetik« med hensyn til sin oprettelse på grundlag af en konvention, sin status som international juridisk person, sin statslige sammensætning og fastlæggelsen af dens beføjelser eller internationale virke, et unikt folkeretligt subjekt, der har en særlig karakter og ikke kan betragtes som en rent international organisation, men ikke udgør en stat (28).
43. Domstolen har gentagne gange fastslået, at de traktater, der danner grundlag for Unionen (29), har indført en ny autonom retsorden, som den skal værne om (30). EU-rettens autonomi kan i lyset af såvel medlemsstaternes ret som folkeretten begrundes under hensyn til Unionens og EU-rettens væsentlige karakteristika vedrørende bl.a. Unionens forfatningsmæssige struktur og selve arten af denne ret. EU-retten er nemlig kendetegnet ved den omstændighed, at den er udledt af en selvstændig kilde, som udgøres af traktaterne, ved dens forrang i forhold til medlemsstaternes retssystemer og ved den direkte virkning af en hel række bestemmelser, der gælder for medlemsstaternes statsborgere og for staterne selv. Disse karakteristika har givet anledning til et struktureret netværk af indbyrdes afhængige principper, regler og retlige forbindelser, der er gensidigt bindende for Unionen selv og dens medlemsstater og indbyrdes mellem medlemsstaterne (31).
44. Denne autonomi, der først og fremmest er karakteristisk for EU-rettens forhold til medlemsstaternes lovgivning (32), har også stor betydning for opfattelsen af retsforholdet mellem medlemsstaterne inden for Unionen og i sidste ende for, hvad der konkluderes om de konsekvenser, som forholdet mellem den folkeretlige sædvaneret og EU-retten har for dette retsforhold. EU’s medlemsstater har nemlig forpligtelser i forhold til både Unionens retsorden og den folkeretlige retsorden.
45. Jeg har i denne forbindelse ikke været den første til at erkende, at der består et vanskeligt forhold mellem Unionens forpligtelser til på den ene side at overholde folkeretten og på den anden side at sikre sin autonomi, eller at det er vigtigt at opretholde ligevægten mellem beskyttelsen af Unionens forfatningsmæssige identitet og garantien for, at EU-retten ikke vender sig imod det internationale samfund, men er en aktiv bestanddel heraf (33). For at sikre en harmonisk sameksistens mellem de forpligtelser og regler, der følger af to forskellige retsordener, kan hverken EU-retten eller folkeretten, navnlig på sædvaneområdet, benyttes til at unddrage sig kravene i den anden berørte retsorden.
46. Hvad generelt angår folkeretlig sædvane kan denne defineres som en »normativ proces, hvorved der skabes en folkeretlig regel, som i udgangspunktet er uskreven. […] [s]ædvanen skyldes en kombination af en konkret praksis og medlemsstaternes accept af, at den adfærd, der indgår i en sådan praksis, er af juridisk – og dermed bindende – karakter (opinio juris sive necessitatis)« (34). Der er således tale om en særlig konstruktion, for så vidt som dens eksistens ikke afhænger af adressaternes samtykke (35). Det er kun muligt at fravige folkeretlig sædvane i forbindelse med inter partes-forhold, eftersom denne sædvane, der er almengyldig, stadig er bindende for tredjeparter, der ikke har forpligtet sig til at anvende en bestemt regel i folkeretlig sædvaneret (36).
47. Hvad navnlig angår den retslige immunitet skal det påpeges, at den i folkeretlig sædvaneret beskytter staterne mod at blive retsforfulgt ved udenlandske domstole. Domstolen har i lyset af international praksis fastslået, at denne immunitet, der er baseret på princippet »par in parem non habet imperium«, hvorefter en stat ikke kan undergives en anden stats kompetence, ikke har en absolut værdi. Den anerkendes nemlig på grundlag af arten af de udførte handlinger. Immunitet kan navnlig udelukkes, hvis søgsmålet omhandler handlinger, der ikke henhører under offentlig myndighed, dvs. jure gestionis-handlinger, men anerkendes generelt, når tvisten vedrører suverænitetshandlinger, der er udført jure imperii. Denne fortolkning af rækkevidden af princippet om retslig immunitet følger af fast retspraksis (37).
48. Efter denne præcisering er det nødvendigt at klarlægge, hvordan den handling, der ligger til grund for de betalinger, som kurator ønsker at inddrive i hovedsagen, skal kvalificeres, og hvilke konsekvenser dette har for behandlingen af den problematik, der er rejst i den foreliggende sag.
b) Kvalificeringen af den handling, der ligger til grund for de i anfægtelsessøgsmålet omhandlede betalinger, som en offentlig myndighedsakt
49. Det fremgår som tidligere nævnt af Domstolens praksis, at retslig immunitet kun kan påberåbes, hvis der foreligger en offentlig myndighedsakt.
50. Der er i denne forbindelse ingen tvivl om, at et anfægtelsessøgsmål og det krav om tilbagebetaling, der gøres gældende i forbindelse hermed, er omfattet af insolvensreglerne. Der er heller ingen tvivl om, at de betalinger af skyldig moms, der er sket til skattemyndigheden, og som kuratoren ønsker omstødt, har hjemmel i en skattelov i en anden EU-medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt. Det er imidlertid klart, at kompetencen til at pålægge og opkræve afgifter i form af moms fremfor alt henhører under en stats regeringsbeføjelser. Disse beføjelser svarer til at have offentlig myndighed til at tilrettelægge de skatteindtægter, som de offentlige finanser i almindelighed afhænger af. De to retsforhold er således til stede i den foreliggende sag i den forstand, at det med anfægtelsessøgsmålet ønskes at inddrive betalinger, der er modtaget i henhold til en offentlig myndighedsakt.
51. Den forelæggende ret har, selv om den ikke er enig heri, henledt Domstolens opmærksomhed på, at det i en del af den tyske retslitteratur er lagt til grund, at når der er er anlagt et anfægtelsessøgsmål til prøvelse af en skatteretlig betaling, kan det antages, at der ikke er tale om udøvelse af offentlig myndighed. Det krav om tilbagebetaling, der gøres gældende i forbindelse med anfægtelsessøgsmålet, hviler i det væsentlige ikke på det tidligere retsforhold mellem den insolvente skyldner og modparten i anfægtelsessøgsmålet.
52. Efter min opfattelse er denne konklusion imidlertid ikke holdbar, når kriterierne i den praksis fra Domstolen, der er nævnt i punkt 47 i dette forslag til afgørelse, tages i anvendelse. Det afgørende kriterium for, hvordan en handling skal kvalificeres, er nemlig kilden til sagsøgerens krav. Det skal navnlig afgøres, om dette krav udspringer af en offentlig myndighedsakt. Karakteren af det søgsmål, som sagsøgeren har anlagt, har til gengæld ingen betydning for denne kvalificering. Domstolen har således fastslået, at et søgsmål, der havde til formål at opnå økonomisk erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgerne havde lidt – dvs. et søgsmål af rent civilretlig karakter – ikke kunne anses for omfattet af Bruxelleskonventionens anvendelsesområde, netop fordi det var rettet mod en handling foretaget under udøvelse af offentlig myndighed (38).
53. Efter min opfattelse kan denne retspraksis sagtens overføres på den i hovedsagen omhandlede situation. Når det afgøres, om en handling skal kvalificeres som jure imperii eller jure gestionis, skal det nemlig ikke ske på grundlag af karakteren af den rettighed, der udøves i forbindelse med en sag, eller karakteren af et søgsmål, der er anlagt ved de nationale domstole, men på grundlag af karakteren af den handling, der ønskes omstødt (39).
54. Det er i denne henseende vigtigt at fremhæve, at skattegældens eksistens og mere generelt den statslige kompetence til at fastlægge størrelsen af denne gæld ikke påvirkes af en handling som den i hovedsagen omhandlede. Retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, skal nemlig ikke tage stilling til skattens lovlighed, da denne lovlighed ikke er relevant i forbindelse med anfægtelsessøgsmål. Udøvelsen af denne kompetence afhænger imidlertid af lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, som således bestemmer, på hvilket tidspunkt denne udøvelse kan have virkning. Det er kun i denne henseende, at det kan pålægges en anden medlemsstats skattemyndighed at tilbagebetale beløb, som den har opkrævet under udøvelsen af sin offentlige myndighed.
55. Det ville derfor mildt sagt være kunstigt at fokusere på karakteren af den rettighed, der udøves i forbindelse med et anfægtelsessøgsmål, eller på selve søgsmålets karakter med henblik på at udligne den egentlige karakter af den handling, der ønskes omstødt, i det foreliggende tilfælde momsopkrævningen. En anden tilgang ville også have meget tvivlsomme konsekvenser for rækkevidden af princippet om retslig immunitet i Unionens retsorden.
56. For det første risikerer man, at selve sondringen mellem jure imperii- og jure gestionis-handlinger mister sin betydning, hvis der fremover tages udgangspunkt i karakteren af den rettighed, der udøves, eller af det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af sådanne handlinger. Hvis der som noget helt nyt i forbindelse med insolvensbehandlinger afviges fra den veletablerede praksis for kvalificering af disse handlinger, vil det navnlig stille netop den stat, der påberåber sig den retslige immunitet, i skyggen i retlig henseende (40). For det andet vil en sådan konklusion således føre til manglende retssikkerhed, eftersom kvalificeringen som jure imperii- eller jure gestionis-handlinger kan variere fra område til område (41).
57. Efter denne præcisering må det konstateres, at hvis man i den foreliggende sag følger den praksis, der består i at sondre mellem jure imperii- og jure gestionis-handlinger, bør vurderingen afsluttes med konklusionen om, at den retslige immunitet er til hinder for, at den forelæggende ret udøver den retslige kompetence, der er fastsat i forordning 2015/848, eftersom de betalinger, som kurator ønsker at anfægte til fordel for konkursmassen, fandt sted i henhold til en jure imperii-handling, der blev udført af en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen blev indledt. Af de grunde, som jeg vil beskrive i det følgende, anser jeg imidlertid den i hovedsagen omhandlede situation for at være klart mere kompleks, således at kvalificeringen af en handling som jure imperii ikke automatisk kan medføre, at den forelæggende rets udøvelse af international kompetence udelukkes.
58. I det følgende vil jeg først undersøge, om det er muligt at tillempe den retslige immunitet inden for Unionens retsorden, og dernæst, hvordan denne mulighed kan anvendes i den i hovedsagen omhandlede situation.
2. Spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at tillempe den retslige immunitet inden for Unionens retsorden
59. Det er ubestridt, at der i folkeretlig sædvaneret findes tre former for udtrykkeligt afkald på immunitet, som kan følge af en international aftale, en skriftlig kontrakt eller en erklæring for retten eller en meddelelse inden for rammerne af en bestemt procedure. Det er ligeledes ubestridt, at et sådant afkald, stadig inden for rammerne af den folkeretlige sædvaneret, kan være implicit, hvis dette afkald kan udledes af en international aftale eller en traktat.
60. Ifølge medlemsstaternes regeringer, der præciserede dette i retsmødet, er det kun et udtrykkeligt afkald på retslig immunitet, som medlemsstaterne selv har tilkendegivet, der kan være gyldigt i Unionens retsorden. Et sådant afkald kan således ikke være indeholdt i en afledt retsakt, og det kan heller ikke være implicit. Unionen, der har status som juridisk person, har nemlig ikke generel kompetence til at give afkald på immunitet på medlemsstaternes vegne.
61. I denne henseende skal det for det første påpeges, at Unionen er skabt af medlemsstaterne. Den udspringer af deres vilje, der kommer til udtryk i de bindende aftaler, som de selv har vedtaget, dvs. på nuværende tidspunkt EU-traktaten og EUF-traktaten, hvori de mål, der forfølges af Unionen, reglerne for EU-institutionernes funktion, beslutningsprocesserne og forholdet mellem Unionen og medlemsstaterne er fastlagt (42). Det er i øvrigt denne vilje hos medlemsstaterne, der har medført, at Unionen gradvist er blevet tildelt beføjelser, som medlemsstaterne har besluttet at overføre til denne, og har opnået en status som juridisk person, der adskiller sig fra medlemmernes.
62. Medlemsstaternes vilje har også medført, at de har indvilget i at begrænse deres suveræne rettigheder til fordel for Unionens retsorden på flere og flere områder (43). Denne begrænsning af de suveræne rettigheder er en direkte følge af overførslen af beføjelser på de områder, der er omhandlet i traktaterne, fra medlemsstaternes nationale retsorden til Unionens retsorden. Selv om medlemsstaternes begrænsning af deres rettigheder, over for hvilken de ikke kan påberåbe sig en efterfølgende ensidig retsakt, der er uforenelig med EU-retten, er endegyldig, er den alligevel reguleret ved traktaterne.
63. Det er indlysende, at begrænsningen af medlemsstaternes suveræne rettigheder til fordel for Unionens retsorden i form af overførsel af beføjelser ikke gør Unionen til en stat og heller ikke indebærer, at medlemsstaterne kategorisk mister deres suverænitet. Disse stater integreres nemlig på en sådan måde, at de indgår i »en proces for fælles udøvelse af suveræne rettigheder, bl.a. på områder, der vedrører disses væsentlige kendetegn« (44).
64. Når dette er sagt, er medlemsstaterne dog stadig »herrer over traktaterne«, da de er de eneste, der kan revidere dem (45), og de er overordnet set suveræne i klassisk forstand, eftersom de har beføjelse til at træffe beslutning om selve medlemskabet af Unionen (46). Medlemsstaterne bevarer endvidere deres suverænitet, bl.a. med hensyn til »deres nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder regionalt og lokalt selvstyre […] [og] centrale statslige funktioner« (47).
65. Selv om den retslige immunitet uden tvivl udgør et vigtigt aspekt af den statslige suverænitet såvel internt (48) som eksternt (49), befinder den sig i denne henseende mellem på den ene side begrænsningen af de suveræne rettigheder, hvor visse beføjelser overdrages til Unionen, og på den anden side denne suverænitet, der »fortsætter og bevares for EU-medlemsstaten« (50). Logisk set kan tiltrædelsen af Unionen forstås som medlemsstaternes accept af, at der sker en begrænsning af deres nationale suverænitet eller med andre ord af medlemsstatens frihed til egen organisering, som fremover afhænger af en kollektiv afgørelse på de områder, der er angivet i traktaterne.
66. Unionens udøvelse af normative beføjelser i stedet for medlemsstaterne indebærer navnlig, at traktaternes bestemmelser på forskellige EU-politikområder giver den ret til at handle med henblik på at vedtage materielle regler på grundlag af disse beføjelser. Unionen tillægges med andre ord beføjelse til at vedtage afledte retsakter, for at disse bestemmelser om Unionens kompetence kan få retsvirkning.
67. Vedtagelsen af afledte retsakter medfører imidlertid ikke, at medlemsstaterne mister enhver beslutningskompetence, eller at de forsvinder bag Unionen i den forstand, at denne vedtagelse ikke sker uden deres statslige deltagelse. Unionens »tredelte« institutionelle struktur (51) og procedurerne for vedtagelse af afledte retsakter er nemlig udformet på en sådan måde, at det i retlig henseende ikke er muligt at vedtage disse retsakter uden medlemsstaternes institutionelle deltagelse. Denne deltagelse sikres navnlig inden for Rådet.
68. Selv om medlemsstaterne har overdraget deres beføjelser til Unionen, for at denne kan vedtage afledte retsakter, er det som følge heraf ikke juridisk korrekt at konkludere, således som medlemsstaternes regeringer har antydet over for Domstolen, at Unionen i forbindelse med deres vedtagelse handler helt uafhængigt i forhold til sine medlemsstater som en særskilt retlig enhed, hvormed det udelukkes, at et afkald på retslig immunitet ikke blot kan eksistere i Unionens retsorden, men også kan følge af en afledt retsakt. Det er navnlig min opfattelse, at den omstændighed, at et afkald kan være fastsat i en afledt retsakt, ikke i sig selv er til hinder for, at den er retsgyldig, eftersom Unionen handler inden for de rammer, som medlemsstaterne har fastsat, og i overensstemmelse med beslutningsstrukturen, der bl.a. sikrer disse medlemsstaters deltagelse i den fælles beslutningsprocedure.
69. For det andet skal det derfor undersøges, om der kan foreligge et implicit afkald, som udledes af en afledt retsakt. I denne henseende kan en anerkendelse af kravet om en rent udtrykkelig undtagelse fra retslig immunitet virke uhensigtsmæssig i forhold til EU-retten, som består af et meget bredt regelsæt, der ikke betragtes som en simpel særordning af begrænset materiel rækkevidde, dvs. en række internationale traktater og en betydelig samling af afledte retsregler. Det kan således ganske enkelt vise sig at være umuligt at fastsætte en kategorisk betingelse om, at en fravigelse af folkeretlig sædvane skal være udtrykkelig (52). Det bør endvidere anføres, at et ønske om at give afkald, henset til denne implicitte karakter, ikke nødvendigvis skal være direkte rettet mod selve immuniteten, men også kan følge af en retshandels ordlyd eller logik. Et sådant ønske kan nemlig udledes af denne retshandel eller af dens logik, hvis dens anvendelse ikke har nogen retsvirkning, medmindre der foreligger et afkald.
70. Som medlemsstaternes regeringer har tilkendegivet, er det i øvrigt ubestridt, at betingelsen om, at afkaldet nødvendigvis skal være udtrykkeligt, heller ikke finder anvendelse i folkeretten, eftersom der findes regler om stiltiende afkald på retslig immunitet. I et tilfælde, hvor Unionen handler inden for rammerne af den kompetence, der er fastsat i traktaterne, kan jeg imidlertid til forskel fra medlemsstaternes regeringer ikke se nogen grund til at udelukke, at der i Unionens retsorden – i lighed med en international aftale, der er indgået mellem to eller flere stater i henhold til folkeretten – kan gives mulighed for stiltiende afkald.
71. Argumentet om, at Unionen har en anden status som juridisk person end medlemsstaterne, som medlemsstaternes regeringer støttede sig på i retsmødet, kan efter min opfattelse ikke afkræfte den ovenstående konklusion. Denne status afspejler nemlig de målsætninger, der er fastsat for Unionen, hvis kompetenceområde er omhandlet i traktaterne. Den giver navnlig Unionen mulighed for at handle både på internt plan (i kraft af retten til at indgå aftaler, erhverve og sælge goder og anlægge retssager) og på internationalt plan (navnlig i kraft af beføjelsen til at indgå internationale aftaler). Status som juridisk person tildeles således ud fra tanken om, at Unionen skal have mulighed for at tale med »én stemme« på den internationale scene og at udvise en sammenhængende og effektiv optræden udadtil (53), men gør det ikke muligt at udelukke udøvelsen af beføjelser, der afspejler medlemsstaternes vilje, således at disse medlemsstater ikke forsvinder helt bag Unionen, der har status som juridisk person.
72. I Unionens retsorden, der kendetegnes ved en form for »tillempning« af medlemsstaternes suverænitet (54), medfører begrænsningen af de suveræne rettigheder som følge af tiltrædelsen af Unionen, som kommer til udtryk ved denne udøvelse af beføjelser, imidlertid ikke automatisk, at der gives afkald på retslig immunitet i hele Unionens retsorden. En sådan konklusion, som anvendes konsekvent på alle de områder, der er omfattet af EU-retten, og som fratager medlemsstaterne muligheden for at modsætte sig, at de retsforfølges i en anden medlemsstat, er helt uden retsgrundlag i traktaterne og i hvert fald uforholdsmæssig.
73. Der kan med andre ord ikke af begrænsningen af medlemsstaternes suveræne rettigheder til fordel for Unionens retsorden udledes et generelt afkald på deres retslige immunitet i den forstand, at denne begrænsning kan gælde for alle de områder, der er fastsat i traktaterne, med hensyn til organiseringen af visse dele af disse staters nationale politikker.
74. For at tilgodese de mål, der forfølges af Unionen (55), og dens autonomi samt for at tage hensyn til dens strukturerede netværk af indbyrdes afhængige principper, regler og retlige forbindelser, der er gensidigt bindende for Unionen selv og dens medlemsstater og indbyrdes mellem medlemsstaterne (56), kan det imidlertid med rette konkluderes, at der inden for Unionens retsorden er sket en tillempning af den folkeretlige sædvaneret, for så vidt som den vedrører princippet om retslig immunitet. Det kan navnlig ikke udelukkes dels, at EU-retten kan indeholde bestemmelser om et enkeltstående afkald på retslig immunitet, dels at dette afkald ikke blot kan være udtrykkeligt, men også implicit, således som det fremgår af de gældende folkeretlige regler om afkald. Denne konklusion gælder så meget desto mere, som det er nødvendigt at sikre en harmonisk sameksistens mellem forpligtelser og regler, der følger af to forskellige retsordener, som beskrevet i punkt 45 i dette forslag til afgørelse.
3. Anvendelsen af muligheden for at tillempe den retslige immunitet inden for Unionens retsorden
75. Der foreligger efter min opfattelse grunde, som følger af både forordning 2015/848 og den primære EU-ret, til at antage, at der kan udledes et enkeltstående og implicit afkald på retslig immunitet af denne forordning, hvilket skal undersøges i det følgende.
a) De grunde, der følger af forordning 2015/848
76. Det bør indledningsvis fremhæves, at der hverken i artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848, sammenholdt med denne forordnings artikel 3, stk. 1, eller i den nævnte forordning i sin helhed henvises til et udtrykkeligt afkald på princippet om EU-medlemsstaternes retslige immunitet, når der anlægges et anfægtelsessøgsmål mod en skattemyndighed i en anden medlemsstat end den, hvor der er indledt insolvensbehandling. Efter min opfattelse er der imidlertid flere grunde vedrørende den sammenhæng, hvori samme forordning indgår, og dens formål, som tyder på, at dette afkald kan udledes implicit.
77. Det skal for det første påpeges, at kravene om fastlæggelse af den retslige kompetence i henhold til forordning 2015/848 i det væsentlige er dem, hvoraf det følger, at retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling (57) og til at behandle enhver sag, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil, f.eks. anfægtelsessøgsmål (58). Den lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger, er lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes (59). Denne lovgivning indeholder regler om, hvilke fordringer der skal anmeldes i skyldnerens bo, der er under insolvensbehandling, og hvordan fordringer, som er opstået efter insolvensbehandlingens indledning, skal behandles (60). Enhver kreditor kan desuden anmelde sine fordringer i hovedinsolvensbehandlingen og i alle sekundære insolvensbehandlinger (61), herunder medlemsstaternes skattemyndigheder (62). Forordningen har således til formål at sikre alle kreditorer en ensartet behandling (63).
78. Hvis det anerkendes, at en skattemyndighed, der i øvrigt er nævnt udtrykkeligt blandt udenlandske kreditorer som omhandlet i artikel 2, nr. 12), i forordning 2015/848, kan påberåbe sig retslig immunitet i forbindelse med en tvist som den i hovedsagen omhandlede, vil det imidlertid netop resultere i, at der opstår en ulige behandling af kreditorerne, hvilket strider mod formålene med forordning 2015/848. Den polske skattemyndighed ville nemlig få dækket hele sin fordring forud for kreditormassen, hvorimod alle de øvrige kreditorer kun ville have ret til en forholdsmæssig andel af deres fordring, som i øvrigt afhænger af deres placering i konkursordenen. Det er endvidere klart, at de nationale skattemyndigheder i modsætning til den polske skattemyndighed ikke kan påberåbe sig immunitet for deres egne nationale retter (64).
79. En sådan tilgang ville mere generelt være til skade for den ensartede og sammenhængende anvendelse af de kompetenceregler, der er fastsat i forordning 2015/848, eftersom udøvelsen af den retslige kompetence i henhold til reglerne i denne forordning ville afhænge af den egenskab, som sagsøgte og den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, har, selv om intet i den nævnte forordning kan begrunde en sådan forskellig behandling på grundlag af denne egenskab (65).
80. For det andet fremgår det af forordning 2015/848, at dens vedtagelse blev anset for nødvendig for at virkeliggøre målet om rationel og effektiv afvikling af insolvensbehandlinger (66) og for at forbedre effektiviteten af insolvensbehandlinger med grænseoverskridende virkninger (67). Henset til de grænseoverskridende virkninger af virksomheders aktiviteter og dermed af insolvensbehandlinger i tilknytning hertil, peges der således på behovet for samordning af de foranstaltninger, der skal træffes vedrørende en insolvent skyldners aktiver, i forordningen. Det ansås navnlig for nødvendigt, at bestemmelserne om retternes kompetence, om anerkendelse og om den lovgivning, der finder anvendelse på dette område, fastlægges i en EU-retsakt, som er bindende og gælder umiddelbart i medlemsstaterne.
81. Det er i denne henseende åbenbart, at hvis en myndighed i en anden medlemsstat end den, hvor der er indledt insolvensbehandling, kunne påberåbe sig retslig immunitet, ville denne effektivitet risikere at blive bragt i fare. En sådan indsigelse mod udøvelse af retslig kompetence som led i forordning 2015/848 ville nemlig medføre, at de betalinger, der var foretaget til en udenlandsk kreditor, i det foreliggende tilfælde en skattemyndighed i en anden medlemsstat, ikke blev givet tilbage til konkursmassen, og være til skade for denne masse.
82. Forordning 2015/848 indeholder i øvrigt visse undtagelser fra de regler, der er fastsat i heri. Disse undtagelser er dog ekstraordinære (68). Det bør navnlig fremhæves, at hele denne forordning synes at afspejle EU-lovgivers klare ønske om at undgå enhver hindring for det retslige samarbejde mellem medlemsstaterne i forbindelse med insolvensbehandlinger og lader formode, at de jure imperii-handlinger ikke har nogen indvirkning på udøvelsen af retternes kompetence som omhandlet i forordning 2015/848.
83. Konklusionen om, at jure imperii-handlinger ikke har nogen indvirkning på denne udøvelse, synes i øvrigt at finde støtte i de øvrige retlige instrumenter vedrørende retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, hvori EU-lovgiver har sørget for udtrykkeligt at undtage søgsmål, der anlægges mod en stat for at drage denne til ansvar for handlinger eller undladelser under udøvelse af statsmagt, fra deres anvendelsesområde (69). Det er således min opfattelse, at når der ikke findes en sådan udtrykkelig undtagelse i forordning 2015/848, vidner det om ønsket om at undgå enhver virkning, der er knyttet til offentlige myndighedsakter, i forbindelse med de regler, der er fastsat i denne forordning.
84. Hvad mere generelt angår sikkerheden og forudsigeligheden i forhold til EU-retten er jeg i tvivl om, hvilken logik der ligger til grund for forordning 2015/848, som er en afledt retsakt, der har til formål at virkeliggøre de mål, der er fastsat i artikel 81 TEUF. Hvad er meningen reelt med de principper, der gælder for konflikter om international kompetence i forbindelse med insolvensbehandlinger, hvis medlemsstaterne har mulighed for at fravige dem, selv om denne forordning for det første er bindende i alle enkeltheder for dem og for det andet ikke fastsætter nogen undtagelse fra reglerne heri på grundlag af kreditors offentlige og udenlandske status, som gør det muligt at påberåbe sig retslig immunitet?
85. For det tredje og sidste skal det påpeges, at Domstolen har bekræftet, at den internationale kompetence til at behandle sager, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil, f.eks. anfægtelsessøgsmål, er en enekompetence (70).
86. Jeg er i denne forbindelse i tvivl om, hvorvidt det er muligt at sikre en effektiv retsbeskyttelse. Hvis den forelæggende ret ikke kan udøve sin kompetence til at træffe afgørelse i et anfægtelsessøgsmål, der er anlagt mod en skattemyndighed i en anden medlemsstat, risikerer kuratoren navnlig at miste adgangen til domstolsprøvelse, som udgør et af elementerne i den ret til en effektiv retsbeskyttelse, der fremgår af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Et søgsmål ved de polske domstole vil nemlig ikke kunne antages til realitetsbehandling som følge af enekompetencen. Indledningen af en sekundær insolvensbehandling i en anden medlemsstat end den, hvor hovedinsolvensbehandlingen er indledt, udgør imidlertid en undtagelse, som forudsætter, at skyldneren har et forretningssted (71) i denne anden medlemsstat (72).
87. Muligheden for at påberåbe sig retslig immunitet kan efter min opfattelse under ingen omstændigheder afhænge af, om det er muligt at indlede sekundær insolvensbehandling eller ej. Selv om det måtte være muligt indlede en sådan insolvensbehandling i hovedsagen, ville det desuden være i strid med dens formål, som i det væsentlige er at medvirke til en effektiv behandling af skyldners bo, der er under insolvensbehandling, eller en effektiv realisation af de samlede aktiver, at indlede denne behandling alene med henblik på at anlægge et anfægtelsessøgsmål (73). I mangel af et forretningssted ville kuratoren således ikke have nogen adgang til effektive retsmidler. En sådan konsekvens kan imidlertid ikke begrundes i karakteren af den offentlige myndighedsakt, der ligger til grund for de betalinger, som kuratoren ønsker omstødt.
88. Nogle medlemsstaters regeringer har i denne forbindelse anført for Domstolen, at muligheden for at påberåbe sig retslig immunitet ikke er betinget af, om det er muligt at indlede sekundær insolvensbehandling eller at anvende et andet retsmiddel til prøvelse af handlinger udført af skattemyndigheden i en anden medlemsstat end den, hvor der er indledt insolvensbehandling. De øvrige har gjort gældende, at der i det foreliggende tilfælde ikke er sket nogen fortabelse af adgangen til domstolsprøvelse, eftersom der blev udpeget en kompetent dommer, som imidlertid afviste sagen.
89. Disse argumenter fra medlemsstaternes regeringer, som bl.a. blev fremført i retsmødet, er jeg ikke enig i.
90. Retten har i sager, hvor der var rejst indsigelse om retslig immunitet, fastslået, at den forelæggende ret skal sikre sig, at de retsundergivne, hvis retten tager indsigelsen om retslig immunitet til følge, ikke fratages deres ret til adgang til domstolsprøvelse, som udgør et af elementerne i den ret til effektiv domstolsbeskyttelse, der fremgår af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder (74). Hvis det antages, at adgangen til domstolsprøvelse er sikret, selv om påberåbelsen af den retslige immunitet er til hinder for udøvelse af international retslig kompetence, bliver jeg navnlig i tvivl om, hvilken rækkevidde denne ret til en effektiv domstolsbeskyttelse har, og især hvorvidt den bliver ikke-eksisterende som følge af denne antagelse. Hvis man tilslutter sig den holdning, som medlemsstaternes regeringer har indtaget, risikerer man efter min opfattelse reelt at skabe en situation, hvor kuratoren ikke har adgang til domstolsprøvelse, uden at den pågældende har et forudsigeligt alternativ, der gør det muligt for denne at anlægge et anfægtelsessøgsmål mod den polske skattemyndighed.
91. Ud fra samtlige betragtninger vedrørende forordning 2015/848 må jeg konkludere, at denne forordning implicit indebærer, at der gives afkald på retslig immunitet. Denne konklusion om det implicitte afkald på retslig immunitet i det afledte retsinstrument, som forordning 2015/848 er, er ligeledes i overensstemmelse med den primære ret og vidner således om medlemsstaternes klare og utvetydige vilje til at lægge særlig vægt på de principper, der gælder for de kompetencekonflikter, som kan opstå på grund af de forskellige retsordener og deres egne kompetenceregler på insolvensområdet for så vidt angår retslig immunitet.
b) De grunde, der følger af den primære EU-ret
92. Den omstændighed, at der forekommer et implicit afkald på retslig immunitet i forbindelse med anvendelsen af forordning 2015/848, er efter min opfattelse ikke blot i overensstemmelse med den primære ret, der afspejler EU-medlemsstaternes vilje, men kan ligeledes understøttes af reglerne heri.
93. Det skal indledningsvis påpeges, at der allerede er sket tillempninger af den retslige immunitet inden for Unionen. Alle medlemsstater har nemlig accepteret Domstolens bindende kompetence, bl.a. i tvister, hvor de kan indstævnes for Domstolen, inden for afgrænsede områder (75). I visse tilfælde er det således muligt at foretage sådanne tillempninger af staters retslige immunitet for at tage hensyn til de særlige forhold, der kendetegner Unionens retsorden.
94. Det skal for det første imidlertid påpeges, at artikel 3, stk. 2, TEU, der vedrører Unionens mål, bestemmer, at Unionen skal give borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Oprettelsen af dette område er omhandlet i EUF-traktatens afsnit V. Det fremgår navnlig af artikel 81, stk. 1, TEUF, der udgør retsgrundlaget for forordning 2015/848, at »Unionen etablerer et samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, der bygger på princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser. Dette samarbejde kan omfatte vedtagelse af foranstaltninger vedrørende indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser«. Dette spørgsmål henhører under anvendelsesområdet for den delte kompetence mellem Unionen og dens medlemsstater, hvilket medfører, at medlemsstaterne begrænser deres suveræne rettigheder som beskrevet i punkt 62-66 i dette forslag til afgørelse, når Unionen udøver sin kompetence.
95. Da medlemsstaterne på tidspunktet for ratificeringen af traktaterne har indvilget i at deltage i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, at overholde EU-retten på dette område og at tildele Unionen delt kompetence, har de således ligeledes accepteret, at der i de afledte retsakter, der vedtages for at udvikle dette område, navnlig i overensstemmelse med artikel 81, stk. 2, TEUF, fastsættes principper for de kompetencekonflikter, der kan opstå som følge af de forskellige retsordener og deres egne kompetenceregler.
96. Det må heraf udledes, at denne accept derfor i overensstemmelse med de principper vedrørende kompetencekonflikter, der er fastsat i retsinstrumenterne på området, indebærer en accept af, at de tvister, der bl.a. kan opstå i forbindelse med insolvensbehandlinger, afgøres af retterne i andre medlemsstater, herunder tvister, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil.
97. I denne forbindelse skal det for det første fremhæves, at i henhold til protokol nr. 21, der er knyttet som bilag til EU-traktaterne, og som bl.a. vedrører Irland (76), har denne medlemsstat en særstatus i forhold til området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, for så vidt som de foranstaltninger, der træffes inden for rammerne af dette område, ikke automatisk er bindende for Irland, men afhænger af medlemsstatens frivillige deltagelse (77). For det andet deltager Kongeriget Danmark i henhold til protokol nr. 22, der vedrører denne medlemsstat, ikke i de foranstaltninger, der træffes inden for rammerne af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (78). Disse medlemsstater kan således ikke pålægges nogen forpligtelse på dette område. Dette gælder ikke for de medlemsstater, der deltager fuldt ud i dette område. Hvis det anerkendes, at det ved anvendelsen af den forordning, der gælder for konflikter om international kompetence i forbindelse med insolvensbehandlinger, er muligt at påberåbe sig princippet om retslig immunitet i den folkeretlige sædvaneret, kan dette imidlertid være åbenbart uforeneligt med de forpligtelser, der påhviler samtlige medlemsstater, som har tiltrådt traktaterne på samme vilkår og uden andre forbehold end dem, der er angivet i tillægsprotokollerne (79).
98. For det andet gælder konklusionen om, at der foreligger en implicit undtagelse fra retslig immunitet på området for insolvensbehandling, som understøttes af den primære ret, så meget desto mere i lyset af princippet om EU-medlemsstaternes lighed over for traktaterne, som Unionen sikrer overholdelsen af (80).
99. Dette princip udspringer af Domstolens praksis og blev først senere optaget i traktaterne (81). Domstolen har nemlig fastslået, at medlemsstaternes tilslutning til Unionen (tidligere Fællesskaberne) gør det muligt for dem at nyde godt af fordelene herved, men også pålægger dem forpligtelser. Den har navnlig præciseret, at det ikke kan tillades, at en medlemsstat ikke anvender en forordnings bestemmelser i deres helhed, men foretager et valg, således at »visse dele af [EU-]lovgivningen, […] som den finder stridende mod visse nationale interesser, bliver uden virkning […] idet den samtidig […] skaffer sig en utilbørlig fordel på sine partneres bekostning« (82).
100. Hvis den polske skattemyndighed i det foreliggende tilfælde får mulighed for at påberåbe sig retslig immunitet og dermed at forhindre den forelæggende ret i at udøve sin internationale kompetence som følge af det grundlag, hvorpå de betalinger, som kuratoren ønsker omstødt, er baseret, dvs. en offentlig myndighedsakt, vil det således i praksis give nationale interesser forrang for EU-retten og bringe medlemsstaternes ligestilling i forhold til de forpligtelser, der følger af EU-retten, i fare.
101. Når muligheden for at påberåbe sig retslig immunitet i denne forbindelse gør det umuligt at udøve international kompetence som omhandlet i forordning 2015/848, kan dette ses som en skjult metode til at give den nationale ret forrang for EU-retten. Som jeg har forklaret i punkt 62 i dette forslag til afgørelse, kan en sådan forrang imidlertid ikke begrundes i de principper, der gælder for Unionens retsorden.
102. Det fremgår ganske vist af artikel 4, stk. 2, TEU, at Unionen bl.a. skal respektere de centrale statslige funktioner. Der er imidlertid ingen tvivl om, at opkrævning af moms henhører under sådanne centrale funktioner eller endog under offentlige myndighedsbeføjelser. Selv om medlemsstaterne stadig er herrer over deres statslige funktioner, skal de overholde EU-retten, når de varetager disse funktioner (83).
103. I kraft af deres tilhørsforhold til Unionen forpligter medlemsstaterne sig nemlig til også at samarbejde loyalt og solidarisk på de områder, der henhører under deres centrale funktioner, således som det fremgår af artikel 4, stk. 3, TEU. Dette princip gælder for alle nationale institutioner. I retspraksis anvendes dette princip ofte til støtte for de forpligtelser, som medlemsstaterne og EU-institutionerne har i forbindelse med deres samarbejde (84), men hovedtanken bag dette princip er at sikre EU-rettens rækkevidde og effektivitet gennem gensidig respekt og bistand ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne. Logisk set indebærer samarbejdsprincippet ikke kun positive handlinger (at træffe foranstaltninger med henblik på at sikre EU-rettens effektivitet), men også negative handlinger (at undlade at træffe foranstaltninger, der ville være i strid med denne effektivitet eller med Unionens mål). Det er imidlertid klart, at en indsigelse om retslig immunitet udgør en negativ handling, som forhindrer den tyske ret i at udøve sin kompetence i henhold til EU-reglerne og dermed bringer disse reglers effektivitet i fare ved udøvelse af offentligretlige beføjelser (85).
104. Det gøres endelig opmærksom på, at en sådan indsigelse risikerer at skabe hindringer på kapitalmarkedet, der repræsenterer en af de centrale politikker, som Unionen ønsker at iværksætte for at fremme sin økonomiske udvikling og dermed også medlemsstaternes økonomiske udvikling. Usikkerheden om, hvordan fordringer skal behandles i tilfælde af grænseoverskridende insolvens, når det er muligt at påberåbe sig retslig immunitet, risikerer nemlig at dæmpe investeringerne og som følge heraf at mindske effektiviteten af det indre marked som helhed. Hvis anbringendet om en medlemsstats retslige immunitet tages til følge i hovedsagen, vil en EU-medlemsstats interesse således blive prioriteret frem for samtlige medlemsstaters kollektive interesser, selv om de sidstnævnte interesser ellers er uløseligt forbundet med hele idéen med Unionen.
105. Det er af alle disse grunde min opfattelse, at den primære EU-ret, der afspejler medlemsstaternes vilje, gør det muligt at tillempe princippet om retslig immunitet i den folkeretlige sædvaneret i enkelttilfælde og implicit, således at det må konkluderes, at forordning 2015/848 indebærer et stiltiende afkald på retslig immunitet (86).
4. Afsluttende betragtninger
106. Lad os antage, at den holdning, som medlemsstaternes regeringer har indtaget over for Domstolen, og hvorefter den retslige immunitet, som den polske skattemyndighed har påberåbt sig over for et anfægtelsessøgsmål ved de tyske domstole med henblik på tilbagesøgning af de momsbeløb, der er indbetalt til denne myndighed, i det væsentlige er til hinder for, at den forelæggende ret kan udøve den retslige kompetence, der er indført ved forordning 2015/848, eftersom denne forordning ikke fastsætter nogen mulighed for implicit afkald, skal tiltrædes.
107. Det vil ikke blot være vanskeligt at støtte en sådan holdning, henset til de grunde i den primære ret, der vedrører målsætninger og adfærdsregler, som medlemsstaterne har pålagt sig selv inden for Unionens retsorden, men den vil reelt også få et paradoksalt resultat, hvis den lægges til grund. Suveræniteten hos en anden medlemsstat end den, hvor der er indledt insolvensbehandling, vil nemlig blive beskyttet på bekostning af den sidstnævntes suverænitet, for så vidt som det vil ikke vil være muligt at anvende dens materielle insolvenslovgivning ifølge de lovvalgsregler for insolvensbehandling, der er fastsat i forordning 2015/848, på grund af en anden medlemsstats retslige immunitet.
108. Det skal endvidere påpeges, at insolvenslovgivningen ud over sin økonomiske eller regnskabsmæssige dimension også har en samfundsmæssig, mere menneskelig og grundlæggende dimension, da den ikke blot har til formål at bidrage til et velfungerende marked, økonomisk stabilitet og kredittillid, men også at sikre beskyttelsen af de interesser, som medlemsstaterne anser for væsentlige, i forbindelse med udøvelsen af deres suverænitet og ved vedtagelsen af materielle insolvensregler. Disse regler er således udtryk for samfundsmæssige argumenter, herunder arbejdstagernes argumenter og argumenter af skattemæssig, miljømæssig og anden karakter. Alle disse dimensioner afspejles konkret i den konkursorden, der fremgår af EU-medlemsstaternes materielle insolvenslovgivning.
109. Der skal imidlertid ikke megen fantasi til for at forstå, at en accept af retslig immunitet over for et anfægtelsessøgsmål vil svare til at fremsætte en »opfordring til at handle« i lighed med den polske skattemyndighed. Hvis det var muligt for denne myndighed at inddrive skattegælden i strid med den konkursorden, der er fastsat i tysk ret, uden at risikere at blive retsforfulgt i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, hvorfor skulle skattemyndighederne i de øvrige medlemsstater da ikke gøre det samme i forbindelse med alle andre grænseoverskridende insolvensbehandlinger? Medlemsstaterne kunne som følge heraf til deres store overraskelse stå over et skred i den ordning for forvaltning af grænseoverskridende insolvensbehandlinger, der er indført ved forordning 2015/848, men også en tilsidesættelse af alle prioritetsregler i deres nationale insolvenslovgivning, eftersom boet kunne forringes ved, at der udøves skattemæssige beføjelser i en anden medlemsstat til skade for andre kreditorer, og uden at der er adgang til domstolsprøvelse ved retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt.
110. Den holdning, som medlemsstaternes regeringer har indtaget over for Domstolen, udligner efter min opfattelse alle dimensioner af insolvenslovgivningen til fordel for den retslige immunitet som en bestanddel af deres suverænitet. Uanset hvor vigtig denne bestanddel er, er den imidlertid problematisk i forhold til respekten for suveræniteten hos en anden medlemsstat, hvis materielle ret lovligt bør finde anvendelse, og over for hvilken denne medlemsstats borgere kan have berettigede forventninger.
5. Foreslået besvarelse
111. Jeg foreslår derfor, at det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt Domstolen i den foreliggende sag, besvares med, at artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848, sammenholdt med denne forordnings artikel 2, nr. 12), og artikel 3, stk. 1, skal fortolkes således, at det heraf kan udledes, at der foreligger et implicit afkald på retslig immunitet, når det i henhold til den nævnte forordning fastslås, at retterne i en medlemsstat, hvor der er indledt insolvensbehandling, har international kompetence til at behandle sager, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil, og som er anlagt mod offentlige myndigheder i EU-medlemsstaterne.
112. Såfremt Domstolen vælger ikke at følge mit forslag til besvarelse af det præjudicielle spørgsmål, er det desuden vigtigt at fremhæve, at der i så fald bør tages stilling til den eksklusive karakter af den internationale kompetence, der er omhandlet i reglerne i forordning 2015/848, for ikke at hindre kurators adgang til domstolsprøvelse.
V. Forslag til afgørelse
113. Henset til det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål, som Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) har forelagt, således:
»Artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling, sammenholdt med denne forordnings artikel 2, nr. 12), og artikel 3, stk. 1,
skal fortolkes således, at
disse bestemmelser indebærer et implicit afkald på retslig immunitet, når det i henhold til den nævnte forordning fastslås, at retterne i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er indledt, har international kompetence til at behandle sager, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil, og som er anlagt mod offentlige myndigheder i EU-medlemsstaterne.«
1 – Originalsprog: fransk.
2 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 20.5.2015 om insolvensbehandling (EUT 2015, L 141, s. 19).
3 – Europarådet, European Treaty Series, nr. 74. Denne konvention blev udarbejdet af Europarådet og åbnet for undertegnelse i Basel (Schweiz) den 16.5.1972. Republikken Polen har ikke ratificeret denne konvention.
4 – Denne konvention, der blev vedtaget den 2.12.2004 af De Forenede Nationers Generalforsamling og åbnet for undertegnelse den 17.1.2005, er endnu ikke trådt i kraft.
5 – Bestemmelserne i denne konvention anses til tider for at være udtryk for principperne i folkeretlig sædvaneret (jf. J. Crawford, Brownlie’s Principles of Public International Law, Oxford University Press, Oxford, 2019 (9. udg.), s. 473 og den deri nævnte retspraksis).
6 – Det bør for en god ordens skyld fremhæves, at det er lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, der finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede insolvensbehandling (artikel 7, stk. 1, i forordning 2015/848, sammenholdt med 66. betragtning hertil), dvs. den tyske lovgivning. Ifølge den forelæggende ret fastsætter den tyske insolvenslovs § 129, stk. 1, og § 130, stk. 1, første punktum, nr. 2), at en retshandel, hvorved en kreditor er blevet fyldestgjort, og som er gennemført før insolvensbehandlingens indledning og er til skade for kreditorerne, kan anfægtes, hvis retshandelen er blevet gennemført efter indgivelsen af begæringen om indledning af insolvensbehandling, og hvis kreditor var bekendt med denne insolvensbegæring, da handelen blev gennemført. Det er ubestridt, at den polske skattemyndighed blev underrettet om den nævnte begæring, og at betalingerne til samme myndighed fandt sted i tidsrummet mellem insolvensbegæringens indgivelse og insolvensbehandlingens indledning.
7 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).
8 – Konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse (herefter »Bruxelleskonventionen«).
9 – Rådets forordning af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).
10 – Rådets forordning af 29.5.2000 om insolvensbehandling (EFT 2000, L 160, s. 1).
11 – Forklarende rapport af 8.7.1996 udarbejdet af M. Virgós og E. Schmit om konventionen om konkurs af 3.5.1996, dokument fra Rådet for Den Europæiske Union, 6500/96, DRS 8 (CFC) (herefter »Virgós/Schmit-rapporten«).
12 – Forordning nr. 1346/2000, der blev erstattet af og ophævet ved forordning 2015/848, afløste den europæiske konvention om konkurs (Rådets dokument CONV/INSOL/X1 ), som selv var resultatet af mere end 25 års drøftelser og forhandlinger. Konventionen trådte ikke i kraft, fordi Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ikke havde underskrevet den inden udløbet af den aftalte frist, der var fastsat til den 23.5.1996. Den første af disse forordningers ordlyd, der i det væsentlige er gengivet i den anden af disse forordninger, er imidlertid i det væsentlige identisk med konventionens ordlyd. Virgós/Schmit-rapporten kan som følge heraf give nyttige oplysninger om fortolkningen af den sidstnævnte forordning.
13 – Det følger herudover af retspraksis, at anvendelsesområdet for forordning 2015/848 til forskel fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012 ikke skal fortolkes bredt (dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 24-26).
14 – Dom af 4.9.2014, Nickel & Goeldner Spedition (C-157/13, EU:C:2014:2145, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis), og af 11.6.2015, Comité d’entreprise de Nortel Networks m.fl. (C-649/13, EU:C:2015:384, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). Det bør i denne forbindelse fremhæves, at de retningslinjer, der kan udledes af denne retspraksis, skal ses i den rette sammenhæng. Uanset hvilke praktiske vanskeligheder, der alligevel måtte opstå igen, navnlig i forbindelse med hybride eller indledende insolvensbehandlinger (jf. The Implementation of the New Insolvency Regulation, Recommendations and Guidelines, JUST/2013/JCIV/AG/4679, Max Planck Institute, s. 36-40 og 63-65), finder denne fortolkning af forordning 2015/848 og forordning nr. 1215/2012 således kun anvendelse, hvis der er tale om en situation, som udtrykkeligt er udelukket fra den sidstnævnte forordning og udtrykkeligt er omfattet af den førstnævnte.
15 – Artikel 1 i forordning nr. 1215/2012 indeholder en selvstændig definition af denne forordnings anvendelsesområde.
16 – Syvende betragtning til forordning 2015/848.
17 – Jf. i denne retning dom af 9.11.2017, Tünkers France og Tünkers Maschinenbau (C-641/16, EU:C:2017:847, præmis 22 og 28 samt den deri nævnte retspraksis). Det område, hvorunder søgsmålet henhører, skal nemlig identificeres ud fra, hvad dette søgsmål udspringer af (jf. i denne retning dom af 4.12.2014, H, C-295/13, EU:C:2014:2410, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).
18 – Det bør desuden anføres, at disse omstændigheder ganske vist kan være relevante, når det afgøres, om et område er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, som faktorer, der karakteriserer retsforholdet mellem parterne i tvisten eller tvistens genstand (jf. i denne retning dom af 7.5.2020, Rina, C-641/18, herefter »Rina-dommen«, EU:C:2020:349, præmis 32). Henset til ordlyden af artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848 og – som det vil fremgå af det følgende – den sammenhæng, hvori denne forordning indgår, og dens formål er sådanne faktorer imidlertid ikke relevante for fastlæggelsen af anvendelsesområdet for forordning 2015/848.
19 – Hvis der fastsættes et sådant kriterium, vil det i hvert fald ikke kunne undgås, at det bliver vanskeligere at gennemføre kompetencereglen i artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i forordning 2015/848, eller at denne regel mister sin effektive virkning.
20 – Første betragtning til forordning 2015/848.
21 – 41. og 48. betragtning til forordning 2015/848.
22 – 63. betragtning til forordning 2015/848.
23 – Dom af 16.1.2014, Schmid (C-328/12, EU:C:2014:6, præmis 33).
24 – Det skal herved præciseres, at mit forslag til afgørelse alene vedrører den folkeretlige sædvaneret.
25 – J.F. Delile, »Les effets de la coutume internationale dans l’ordre juridique de l’Union européenne«, Cahiers de droit européen, 2017, s. 159-192.
26 – Det fremhæves i retslitteraturen, at der er sket en udvikling i Domstolens praksis med hensyn til indarbejdelse af folkeretlige regler i Unionens retsorden, hvor der kan sondres mellem tre »epoker«. Den første epoke var præget af velvilje over for folkeretten i den forstand, at Det Europæiske Fællesskab i det væsentlige var bundet af enhver almindelig folkeretlig regel, som dets medlemsstater ikke havde fraveget, og det var således underforstået, at Domstolen i tilfælde af manglende EF-retlige regler skulle anvende de folkeretlige sædvaneregler. Den anden epoke adskilte sig fra den første i kraft af en modvilje mod at anvende de folkeretlige regler, som førte til krav om fællesskabsretsrettens autonomi og dens klare adskillelse i forhold til folkeretten, hvilket på sin vis skyldtes, at der på daværende tidspunkt ikke fandtes en udtrykkelig bestemmelse i de grundlæggende traktater om, at folkeretten skulle overholdes, men også for at tilskynde de nationale retter til at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen, idet man foretrak en tilgang, hvor fællesskabsrettens kilder i højere grad skulle findes i national ret end i folkeretten. I den tredje epoke, der tog sin begyndelse i 1990’erne, kendetegnes EU-retten ved en større åbenhed over for folkeretten som kodificeret i artikel 3, stk. 5, TEU (J. Malenovský, »Le juge et la coutume internationale: perspective de l’Union européenne et de la Cour de justice«, The Law and Practice of International Courts and Tribunals, bind 12, 2013, s. 218).
27 – Dom af 21.12.2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).
28 – Jf. f.eks. L. Dubouis, »La nature de l’Union européenne«, G. Cohen-Jonathan og J. Dutheil de la Rochère (dir.), Constitution européenne, démocratie et droits de l’homme, Bruylant, Bruxelles, 2003, s. 84.
29 – Tidligere Fællesskaberne.
30 – Udtalelse 1/91 (EØS-aftalen – I) af 14.12.1991 (EU:C:1991:490, præmis 35).
31 – Dom af 10.12.2018, Wightman m.fl. (C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
32 – Generaladvokat Kokotts stillingtagen vedrørende udtalelse 2/13 (Den Europæiske Unions tiltrædelse af EMRK), EU:C:2014:2475, punkt 159).
33 – Generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Rina (C-641/18, EU:C:2020:3, punkt 141).
34 – J. Salmon (red.), Dictionnaire de droit international public, Bruylant, Bruxelles, 2001, s. 283 og 284.
35 – A. Soussan, »Droit international non conventionnel et ordre juridique de l’Union européenne«, Union européenne et droit international, en l’honneur de P. Daillier, Editions Pedone, Paris, 2012.
36 – E. Leray og A. Potteau, »L’intégration du droit international coutumier dans l’ordre juridique communautaire«, La Semaine juridique, édition générale nr. 5, 3.2.1999, II 10022, s. 5.
37 – Jf. bl.a. dom af 19.7.2012, Mahamdia (C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 55), Rina-dommen (præmis 56 og den deri nævnte retspraksis) og dom af 3.9.2020, Supreme Site Services m.fl. (C-186/19, EU:C:2020:638, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
38 – Jf. dom af 15.2.2007, Lechouritou m.fl. (C-292/05, EU:C:2007:102, præmis 41). I Rina-dommen var det tilsvarende ikke på grundlag af det erstatningssøgsmål, der var anlagt ved den nationale ret, men på grundlag af de klassifikations- og certificeringsaktiviteter, som de pågældende selskaber udførte, at Domstolen – med forbehold af de efterprøvninger, som det tilkom den forelæggende ret at foretage – fastslog, at disse aktiviteter ikke blev udført under udøvelse af prærogativer som offentlig myndighed (denne doms præmis 49).
39 – Der gøres i denne forbindelse opmærksom på, at karakteren af de handlinger, der er omfattet af anfægtelsessøgsmålet, ikke ændres på grund af egenskaben af den fysiske eller juridiske person, der opfylder sin forpligtelse, eller den omstændighed, at skattekrav ikke inddrives af skattemyndigheden selv. Betalingen af skattegælden indebærer nemlig også, at denne myndighed accepterer denne betaling. Manglende betaling kan desuden have konsekvenser i medfør af skattelovgivningen, som ikke vedrører privatretlige forhold, således at betalingen af afgifterne er uløseligt forbundet med udøvelse af offentlig myndighed.
40 – Sondringen mellem jure gestionis- og jure imperii-handlinger baseres som bekendt på, om staten handler som privatperson i den forstand, at handlingens udførelse ikke indebærer udøvelse af offentlig myndighed, eller denne handling med andre ord er af en sådan karakter, at enhver borger kunne have udført den, eller om handlingen henhører under udøvelse af offentlig myndighed.
41 – Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i punkt 48 i dette forslag til afgørelse, er det afgørende kriterium for, hvorvidt den retslige immunitet finder anvendelse, nemlig karakteren af den handling, der anfægtes som led i et søgsmål. Der er efter min opfattelse ingen objektiv grund til, at det i forbindelse med insolvensbehandlinger skulle være muligt at fastsætte et nyt kriterium vedrørende karakteren af den rettighed, der udøves, eller det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af en sådan handling, med henblik på den pågældende handlings kvalificering.
42 – Artikel 1 TEU.
43 – Jf. i denne retning dom af 5.2.1963, van Gend & Loos (26/62, EU:C:1963:1), og udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 157.
44 – J.-D. Mouton, »Vers la reconnaissance de droits fondamentaux aux États dans le système communautaire?«, Les dynamiques du droit européen en début de siècle. Mélanges en l’honneur de J.-C. Gautron, Paris, Pedone, 2004, s. 473.
45 – Artikel 48 TEU.
46 – Artikel 50 TEU.
47 – Artikel 4, stk. 2, TEU. Min fremhævelse. Som bekendt er det imidlertid ikke altid så let i praksis at sondre mellem Unionens og medlemsstaternes forskellige politikområder.
48 – Dvs. en stats enemyndighed over sit område og sin befolkning, som kommer til udtryk ved dens uafhængighed, princippet om ikke-indblanding og dens frihed til egen organisering.
49 – Dvs. at alle stater, der er internationale retssubjekter, er lige, og ingen af dem er underlagt en andens myndighed.
50 – H. Gaudin, »L’identité de l’Union européenne au prisme de la souveraineté de ses États membres«, Revue générale du droit, Chronique de droit de l’Union, 2021.
51 – Hvor Rådet varetager medlemsstaternes interesser, Kommissionen varetager Unionens interesser, og Parlamentet værner om borgernes interesser.
52 – J. Malenovsky, »A la recherche d’une solution intersystémique aux rapports du droit international et du droit de l’union européenne«, Annuaire français de droit international, bind 65, 2019, s. 201-234.
53 – O. Blin, »La personnalité juridique de l'Union européenne après Lisbonne: véritable acquisition ou simple reconnaissance?«, X. Bioy (red.), La personnalité juridique. Traditions et évolutions, série »Les Travaux de l’IFR Mutation des normes juridiques«, n° 14, Presses de l’Université Toulouse 1 Capitole, LGDJ – Lextenso Editions, Toulouse, 2013, s. 131-142.
54 – H. Gaudin, op.cit.
55 – Det bør fremhæves, at der er tale om mål, som medlemsstaterne selv har fastsat.
56 – Jf. punkt 44 i dette forslag til afgørelse.
57 – Artikel 3, stk. 1, i forordning 2015/848.
58 – Artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/848.
59 – Artikel 7, stk. 1, i forordning 2015/848.
60 – Artikel 7, stk. 2, litra g), i forordning 2015/848.
61 – Artikel 45, stk. 1, i forordning 2015/848.
62 – Artikel 2, nr. 12), i forordning 2015/848.
63 – 63. betragtning til forordning 2015/848.
64 – Det er selvsagt kun muligt at påberåbe sig retslig immunitet for retterne i en anden stat.
65 – Det bør i denne forbindelse anføres, at den eneste medlemsstat, der overordnet set ikke er forpligtet til at anvende denne forordning, er Kongeriget Danmark, således som det fremgår af 88. betragtning til forordning 2015/848.
66 – Tredje betragtning til forordning 2015/848.
67 – Ottende betragtning til forordning 2015/848.
68 – Blandt disse undtagelser kan nævnes de undtagelser, der fremgår af artikel 20, sammenholdt med artikel 33, i forordning 2015/848, og som vedrører virkningerne af udøvelsen af international kompetence i henhold til denne forordning. Selv om påberåbelse af retslig immunitet i det foreliggende tilfælde er til hinder for udøvelsen af den kompetence, der er tilstrækkeligt godtgjort på grundlag af reglerne i den nævnte forordning, er der imidlertid ikke tale om en undtagelse, som er fastsat heri.
69 – Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) nr. 655/2014 af 15.5.2014 om indførelse af en procedure for en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender med henblik på at lette grænseoverskridende gældsinddrivelse på det civil- og handelsretlige område (EUT 2014, L 189, s. 59). Der skal naturligvis sondres mellem spørgsmålet om et EU-retligt instruments anvendelsesområde og spørgsmålet om udøvelsen af den kompetence, der følger af et sådant instrument. I det foreliggende tilfælde vedrører dette eksempel således udelukkende jure imperii-handlingers manglende virkning for udøvelsen af international kompetence i henhold til forordning 2015/848.
70 – Dom af 14.11.2018, Wiemer & Trachte (C-296/17, EU:C:2018:902, præmis 36). Denne dom gik ganske vist ud på at fortolke rækkevidden af den internationale kompetence i forbindelse med insolvensbehandlinger, der var omhandlet i forordning nr. 1346/2000, som blev erstattet af og gengivet nærmest ordret i artikel 3, stk. 1, i forordning 2015/848. Selv om der er indsat en supplerende regel i den sidstnævnte forordnings artikel 6, stk. 1, kan denne retspraksis vedrørende den internationale kompetences rækkevidde i forbindelse med den tidligere forordning efter min opfattelse overføres på det foreliggende tilfælde, idet disse søgsmål som omhandlet i forordning 2015/848 henhører under den samme internationale kompetence som selve insolvensbehandlingerne.
71 – Artikel 3, stk. 2, i forordning 2015/848.
72 – Det bør for alle tilfældes skyld fremhæves, at kurator i hovedsagen efter at være blevet spurgt herom i retsmødet præciserede, at det ikke har været muligt at fastslå, at der findes et sådant forretningssted.
73 – 48. betragtning til forordning 2015/848.
74 – Rina-dommen, præmis 55.
Det bør for en god ordens skyld præciseres, at Den Europæiske Menneskerettigheds dom af 27.11.2025, Renouard mod Frankrig (CE:ECHR:2025:1127JUD004691121, § 53 og 54), som den franske regering påberåbte sig i retsmødet, heller ikke gør det muligt at drage en anden konklusion. Det fremgår nemlig i det væsentlige af denne dom, at de franske domstoles tiltrædelse af indsigelsen om retslig immunitet ikke blev betragtet som en uforholdsmæssig begrænsning af sagsøgerens adgang til domstolsprøvelse, eftersom denne sagsøger rådede over retsmidler ved domstolene i De Forenede Arabiske Emirater. Hvis den retslige immunitet er til hinder for udøvelsen af retslig kompetence, vil der ikke være andre retsmidler til rådighed, men dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag. I en sag vedrørende uafhængig påberåbelse af retslig immunitet i forhold til andre eksisterende retsmidler, som gør det muligt at opnå erstatning, har Den Internationale Domstol ganske vist fastslået, at spørgsmålet om, hvorvidt en stat kan nyde immunitet ved retterne i en anden stat, er helt forskelligt fra spørgsmålet om, hvorvidt denne stat kan ifalde internationalt ansvar, og hvorvidt den har en erstatningspligt. Det skal dog fremhæves, at den sidstnævnte sag indgik i en meget speciel sammenhæng, der drejede sig om erstatning til ofre for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og hvor der også forelå særlige omstændigheder med hensyn til forhandlingerne om dette spørgsmål mellem de berørte stater (statens retslige immunitet (Tyskland mod Italien, intervenient: Grækenland) dom, ICJ Reports 2012, s. 99-102).
75 – Jf. artikel 258 TEUF – 260 TEUF.
76 – Denne protokol var oprindeligt bindende for Det Forenede Kongerige og Irland, men dette er ikke længere tilfældet efter Brexit. Fremover finder protokollen således kun anvendelse på Irland.
77 – Ifølge 87. betragtning til forordning 2015/848 har Irland imidlertid meddelt, at medlemsstaten ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.
78 – Kongeriget Danmark deltager ifølge 88. betragtning til forordning 2015/848 ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.
79 – Jf. i denne retning kendelse af 22.6.1965, Acciaierie San Michele mod Den Høje Myndighed (9/65, EU:C:1965:63).
80 – Artikel 4, stk. 2, TEU.
81 – Dom af 7.2.1973, Kommissionen mod Italien (39/72, EU:C:1973:13).
82 – Jf. bl.a. præmis 20, 24 og 25 i dom af 7.2.1973, Kommissionen mod Italien (39/72, EU:C:1973:13). Domstolen fastslog endelig, at den pågældende medlemsstat havde undladt at opfylde de forpligtelser, som den havde påtaget sig ved sin tilknytning til Unionen.
83 – Jf. bl.a. analogt dom af 13.4.2010, Bressol m.fl. (C-73/08, EU:C:2010:181, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
84 – Jf. f.eks. dom af 27.6.2000, Kommissionen mod Portugal (C-404/97, EU:C:2000:345, præmis 40), og kendelse af 6.12.1990, Zwartveld m.fl. (C-2/88-IMM, EU:C:1990:440, præmis 17-21). Denne kendelse indeholder i øvrigt en interessant analog fortolkning. I denne kendelse fastslog Domstolen, at protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter under ingen omstændigheder kan fortolkes således, at den gør det muligt for fællesskabsinstitutionerne ikke at overholde pligten til loyalt samarbejde. Når dette gælder for Unionen, hvorfor skal medlemsstaterne da – i det foreliggende tilfælde ved anvendelsen af reglerne om retslig kompetence – nyde retslig immunitet og unddrage sig denne pligt?
85 – Denne konklusion hænger selvfølgelig sammen med, at der findes særlige EU-retlige bestemmelser om international kompetence i forbindelse med insolvensbehandlinger. Når der ikke findes bestemmelser herom i EU-retten, er det derimod nødvendigt at tage udgangspunkt i national ret og i de folkeretlige principper (jf. analogt dom af 16.12.1981, Foglia, 244/80, EU:C:1981:302, præmis 24).
86 – Denne konklusion gælder naturligvis kun i forhold til medlemsstaterne. Selv om retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er blevet indledt, også har kompetence til at behandle sager mod tredjelandsstatsborgere (jf. dom af 16.1.2014, Schmid, C-328/12, EU:C:2014:6, præmis 33 og domskonklusionen), deltager disse statsborgere ikke i det europæiske projekt, og de kan ikke anses for at have givet afkald på retslig immunitet. Denne anskuelse bryder ganske vist med princippet om, at skattemyndighederne i en medlemsstat og et tredjeland skal behandles ens. Der er imidlertid tale om en naturlig konsekvens af den ordning, der er indført ved forordningen. Da tredjelande i øvrigt ikke er bundet af de kompetenceregler, der er fastsat i forordning 2015/848, kan der anlægges et anfægtelsessøgsmål i disse stater, hvilket gør det muligt at afhjælpe den forventede ulige behandling.