Sagsøgeren gør gældende, at den disciplinære forfølgning i medfør af vedtægtens artikel 87, 2. afsnit indledes på ansættelsesmyndighedens foranledning efter høring af tjenestemanden. Kommissionens beslutning af 26. februar 1971 om udøvelse af de beføjelser, der i tjenestemandsvedtægten er tillagt ansættelsesmyndigheden, bestemmer i artikel 5, at de beføjelser, der ved artikel 87, 2. afsnit, andet pkt. er tillagt ansættelsesmyndigheden (forudgående høring og indledning af disciplinær forfølgning), for så vidt angår tjenestemænd i kategorierne C og D udøves af personaledirektøren. I dette tilfælde havde personaledirektøren imidlertid bemyndiget en anden tjenestemand til at foretage den forudgående høring af sagsøgeren. En sådan delegation er ikke lovlig, da den klart strider mod den formelle tekst i selve den kommissionsbeslutning, i henhold til hvilken høringen blev foretaget. Beslutningen af 26. februar 1971 overlader en højerestående tjenestemand kompetencen til at foretage den høring, som går forud for indledningen af en disciplinær forfølgning, for derved at undgå, at en så vigtig handling ikke udøves af underordnede tjenestemænd, og at der ikke fremkommer tilståelser eller påståede tilståelser under tvivlsomme omstændigheder. I det foreliggende tilfælde udgør overtrædelsen af denne beslutning ikke en simpel formfejl men en processuel mangel; det drejer sig om en væsentlig mangel ved en disciplinær sag, som får virkning for lovligheden af hele forfølgningen.

Kommissionen hævder, at det af selve ordlyden i vedtægtens artikel 87, 2. afsnit og ved at sammenholde denne bestemmelse med artikel 7, 3. afsnit i bilag IX fremgår, at høringen, der går forud for den discilpinære forfølgning, ikke nødvendigvis skal foretages af ansættelsesmyndigheden selv. Domstolen har anerkendt dette princip i sin dom af 11. juli 1968 (sag nr. 35/67, Van Eick mod Kommissionen, Rec. 1968, s. 481); dette har sagsøgeren ikke bestridt.

Kommissionens beslutning af 26. februar 1971 præciserer i sin artikel 1, at det er formålet med de følgende bestemmelser at fastlægge betingelserne for udøvelsen af de beføjelser, der ifølge vedtægten er overladt ansættelsesmyndigheden. Særlige handlinger er forbeholdt denne myndighed, mens andre kan foretages af administrationen. Den forudgående høring, der er nævnt i artikel 87, 2. afsnit, er ikke forbeholdt ansættelsesmyndigheden; artikel 5 i beslutningen af 26. februar 1971 har kun til formål at give personaledirektøren beføjelse til at fastslå, om der skal indledes en forudgående høring eller ej, men forpligter ham på ingen måde til selv at indlede denne.

Denne fortolkning stemmer overens med Domstolens dom i de forenede sager nr. 27 og 30/64 (Fonzi mod Kommissionen, dom af 8. juli 1965, Rec. 1965, s. 616).

Det forhold, an personaledirektøren betroede den forudgående høring af sagsøgeren til en afdelingschef, en erfaren tjenestemand, der gennem mange år havde ledet afdelingen for personlige rettigheder, og som på grund af sin anciennitet var udpeget som direktørens stedfortræder, udgjorde hverken en krænkelse af teksten eller af ånden i de bestemmelser som med urette påstås overtrådt.

I hvert fald udgør krænkelsen af artikel 87, 2. afsnit ikke nogen væsentlig mangel, som kan påvirke lovligheden af disciplinærrådets meddelelse eller af afske-digelsesbeslutningen.

Sagsøgeren påpeger, at den tjenestemand, som har beføjelsen til at træffe afgørelsen om indledning af den disciplinære forfølgning, i dette tilfælde personaledirektøren, kun har ret til at støtte sig på oplysninger, der er fremgået af en forudgående høring, som han selv har foretaget. Da sagsøgeren imidlertid ikke er blevet afhørt af personaledirektøren selv og således ikke har kunnet fremføre sit synspunkt over for den kompetente myndighed, har personaledirektøren baseret sig på afhøringer foretaget af tjenestemænd, som ikke var kvalificerede hertil. Der er ikke i vedtægten hjemlet de ansatte i sikkerhedskontoret nogen beføjelse til at foretage afhøringer inden for rammerne af en disciplinær forfølgning, og erklæringer afgivet over for dem bør ikke tillægges nogen virkning; den tjenestemand, der af personaledirektøren havde fået til opgave at indlede den forudgående høring af sagsøgeren, havde helt og udelukkende gentaget de konstateringer og afhøringsrapporter, som de nævnte ansatte i sikkerhedskontoret var fremkommet med.

I øvrigt havde denne tjenestemand gjort de strafferetlige subsumptioner af de handlinger, sagsøgeren blev beskyldt for, og som var indeholdt i disse rapporter, til sine egne; han overskred således sine beføjelser og udøvede en kompetence, som kun tilkommer kriminaldommeren. Hans subsumptioner blev gentaget i den rapport, som personaledirektøren tilsendte disciplinærrådet; disse var derfor, da de blev gentaget flere gange, af en sådan art, at de kunne få afgørende indflydelse på opfattelsen både hos disciplinærrådet og hos den tjenestemand, der traf afskedigelsesbeslutningen.

Mangelen af en forudgående høring af sagsøgeren ved den kompetente tjenestemand og hans afhøring ved ukvalificerede tjenestemænd har således været en alvorlig ulempe for ham under hele den disciplinære forfølgning.

Den disciplinære forfølgning var fra starten behæftet med mangler. Disciplinærrådets udtalelse af 7. marts 1972 og afskedigelsesbeslutningen af 14. april 1972 bør annulleres; afgørelsen om suspension af 11. januar 1972 bør annulleres af de samme grunde.

Kommissionen bemærker, at rapporten fra sikkerhedskontoret er resultatet af en administrativ undersøgelse, der går forud for enhver disciplinær forfølgning og foretages efter anmodning fra personale-direktoratet; denne repport blev af personaledirektøren forenet med hans egen rapport. Disse to rapporter var samlet i den aktsamling, som forelå under disciplinærrådets og ansættelsesmyndighedens forhandlinger; deres indhold er blevet meddelt sagsøgeren, som under hele forfølgningen har haft rig lejlighed til at gøre sine synspunkter gældende.

Med hensyn til subsumptionen ma man for det første fastslå, at sagsøgeren, hvis han var blevet anmodet om at tage stilling til det materielle inhold af de nævnte omstændigheder over for personaledirektøren, ikke ville have afgivet afvigende erklæringer; personaledirektøren havde derfor ikke kunnet gøre andet end rejse sag for disciplinærrådet.

Sagsøgeren har i øvrigt også under den disciplinære forfølgning haft rig lejlighed til at forsvare sig.

Endelig har subsumptionen af de faktiske omstændigheder ikke haft nogen juridisk betydning, og de påklagede udtryk findes hverken i udtalelsen fra disciplinærrådet eller i afskedigelsesbe-slutningen; disse har kun drejet sig om de faktiske omstændigheder og har undersøgt, om der i disse omstændigheder lå en faglig forseelse, der kunne medføre en disciplinær sanktion.

Sagsøgeren erindrer om, at disciplinærrådet i henhold til artikel 4 i vedtægtens bilag II består af en formand og 4 medlemmer; i henhold til artikel 8 i vedtægtens bilag IX deltager formanden for disciplinærrådet kun i afstemninger, når der er tale om procedurespørgsmål eller i tilfælde af stemmelighed; endelig bestemmer samme bilags artikel 9, at den begrundede udtalelse, som disciplinærrådet skal afgive med stemmeflerhed om den sanktion, som det finder bør anvendes i anledning af de påklagede forhold, skal underskrives af samtlige medlemmer af rådet.

Det følger af alle disse bestemmelser, at vedtægten sondrer mellem disciplinærrådets formand og dets medlemmer, navnlig på den måde, at formanden ikke er medlem af rådet og derfor ikke må underskrive den begrundede udtalelse. Det er logisk, at formanden ikke deltager i rådets afgørelser, da dette består af to tjenestemænd fra ansættelsesmyndigheden og to fra personaleudvalget.

I den foreliggende sag har formanden for disciplinærrådet imidlertid ikke blot un derskrevet den begrundede udtalelse, men det fremgår desuden af forhandlingsprotokollerne fra rådets møder den 6. og 7. marts 1972, at formanden har taget aktivt del i forhandlingerne, skønt der ikke forelå en sådan situation, som ifølge vedtægten undtagelsesvis berettiger en sådan deltagelse.

Der foreligger af den grund samtidig en krænkelse af ligevægten i rådets rådslagninger og afstemninger og af en formel bestemmelse i vedtægten.

Kommissionen svarer, at formanden for disciplinærrådet ved sin underskrift under den af dette vedtagne udtalelse kun har autoriseret denne; denne underskrift kan klart ikke være noget bevis for, at formanden har deltaget i selve afgørelsen.

Artiklerne 8 og 9 i vedtægtens bilag IX udtaler sig på ingen måde imod, at formanden for disciplinærrådet medvirker ved dettes forhandlinger, idet det er hans opgave at lede diskussionen; han må blot ikke deltage i selve afgørelsen ved at stemme for eller imod et forslag vedrørende sagens realitet, undtagen hvis der foreligger stemmelighed. I det foreliggende tilfælde har medlemmerne af disciplinærrådet været enige i deres afgørelse såvel vedrørende den foreslåede sanktion som dem begrundede udtalelse, og formanden har således ikke været nødt til at stemme, hvilket han heller ikke har gjort.

Forhandlingsprotokollerne fra disciplinærrådets møder viser, at formanden ikke på nogen måde har overskredet sine beføjelser. Den søgsmålsgrund, der støttes på en påstået krænkelse af artikel 8 i vedtægtens bilag IX, savner ethvert grundlag.

Sagsøgeren klager over, at disciplinærrådets udtalelse og afskedigelsesbeslutningen har betegnet hans handlinger som ulovlige. Det fremgår imidlertid af de afhøringer, disciplinærrådet har foretaget, at han ikke havde anden hensigt end at gøre en person, som ønskede at opnå beskæftigelse hos Kommissionen, en tjeneste, og dette uden noget ønske om profit. Derfor indeholder disciplinærrådets udtalelse og afskedigelsesbeslutnin-gen i det omfang det der antages, at sagsøgeren stillede betalingen af et pengebeløb som nødvendig betingelse for indtræden i Kommissionens tjeneste, en fejlagtig vurdering af de faktiske omstændigheder.

Kommissionen fremhæver, at hverken disciplinærrådets udtalelse eller afskedi-gelsesbeslutningen benytter ordet ulovlig handling; disse to instanser har imidlertid bedømt de handlinger, som lægges sagsøgeren til last, som en alvorlig disciplinær forseelse.

Det er bevist ved sagsøgerens egne erklæringer og bekræftet af de erklæringer, som den pågældende person og Drescig har afgivet, at sagsøgeren faktisk har ladet ansøgeren tro, at han for at indtræde i Kommissionens tjeneste skulle betale et beløb på 12000 BF. Det kan heller ikke bestrides, at dette beløb blev betalt af sagsøgeren til Drescig for den pågældende persons regning. Det fremgår af alle sagens akter, at det ligeledes er med rette, det er antaget, at beløbet på 3000 BF for sagsøgeren udgjorde et forskud, som han senere har fået tilbagebetalt.

Det er således berettiget, at både udtalelsen fra disciplinærrådet og afskedigelses-beslutningen har bedømt de omstændigheder, der er bevist, og som belaster sagsøgeren, som en alvorlig disciplinær forseelse.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at den sanktion, han er pålagt, står i misforhold til grovheden af de forsømmelser, han er beskyldt for, især når man sammenligner med dem, er tillagt Drescig.

Kommissionen mener ikke, at denne søgsmålsgrund kan antages til realitetsbehandling; når det drejer sig om sanktionens størrelse, er det ikke Domstolens opgave at sætte sin vurdering i stedet for ansættelsesmyndighedens Domstolen skal begrænse sig til at undersøge, om de påberåbte faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om de juridisk udgør en disciplinær forseelse. Et klart misforhold mellem den disciplinære forseelse og den anvendte sanktion kan uden tvivl udgøre et tilfælde af magtfordrejning; en sådan magtfordrejning er imidlertid ikke blevet påberåbt i den foreliggende sag.

Det er derfor med rette, ansættelsesmyndigheden har antaget, at de handlinger, sagsøgeren er beskyldt for, er af en så alvorlig karakter, at de gør det berettiget at anvende sanktionen: afskedigelse uden fortabelse af retten til pension.

Sagsøgeren mener, at han har et krav på skadeserstatning mod Kommissionen på 30000 BF til salær til den advokat, som har bistået ham under den disciplinære forfølgning.

Kommissionen hævder under henvisning til artikel 10 i vedtægtens bilag IX, at tjenestemanden, såfremt en disciplinærsag ender med en beslutning om afskedigelse, selv skal betale sagens omkostninger, specielt honorar til en bisidder, der ikke tilhører Fællesskaberne.

Kun i tilfælde af annullation af såvel udtalelsen fra disciplinærrådet som af-skedigelsesbeslutningen er det Domstolens opgave at fastsætte skadeserstat-ningsbeløb.