EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 18.12.2025
COM(2025) 761 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
om evaluering af hovedkonklusionerne af de pilotundersøgelser, der er foretaget i henhold til forordning (EU) 2016/792 om harmoniserede forbrugerprisindeks og det harmoniserede boligprisindeks
1.Baggrund
Ved forordning (EU) 2016/792 blev der indført en fælles ramme for udvikling, udarbejdelse og offentliggørelse af det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP), det harmoniserede forbrugerprisindeks til faste skattesatser (HICP-CT), ejerboligprisindekset (OOHPI) og boligprisindekset (HPI). Disse fire indeks benævnes under ét "de harmoniserede indeks".
I henhold til forordningens artikel 8 har Kommissionen mulighed for at iværksætte pilotundersøgelser, der gennemføres af medlemsstaterne på frivillig basis. Det kan den foretage ved behov for forbedrede grundlæggende oplysninger til udarbejdelse af harmoniserede indeks eller ved behov for forbedret sammenlignelighed imellem de harmoniserede indeks.
Unionens almindelige budget bidrager til finansieringen af disse pilotundersøgelser, hvor det er relevant.
Ved pilotundersøgelserne skal det vurderes, om det er gennemførligt at tilvejebringe forbedrede grundlæggende oplysninger eller vedtage nye metodologiske tilgange.
Resultaterne af pilotundersøgelserne evalueres af Kommissionen (Eurostat) i nært samarbejde med medlemsstaterne og de vigtigste brugere af de harmoniserede indeks. Dette sker under hensyntagen til fordelene ved at have forbedrede grundlæggende oplysninger eller nye metodologiske tilgange i forhold til de yderligere omkostninger ved udarbejdelse af harmoniserede indeks.
I henhold til artikel 8, stk. 5, i forordning (EU) 2016/792 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport med en evaluering, hvis det er relevant, af hovedkonklusionerne af pilotundersøgelserne. Den første rapport blev forelagt i december 2020. Dette er den anden rapport, der skal forelægges senest den 31. december 2025.
I den første rapport blev hovedkonklusionerne af pilotundersøgelserne for gennemførelsesperioden 2016-2017 evalueret. Denne rapport omfatter pilotundersøgelser, der er gennemført med finansiering fra Unionens almindelige budget for 2018-2022. Der er i de senere år iværksat yderligere runder, men de relevante undersøgelser er endnu ikke afsluttet og kan ikke evalueres.
Det samlede budget for finansieringen af HICP i 2018-2022 var på 5 548 290 EUR. Ca. 65 % af dette beløb var afsat til pilotundersøgelser. Budgettet for finansieringen af HPI/OOHPI var på 2 640 861 EUR. Omkring 20 % af dette beløb var afsat til pilotundersøgelser.
2.Pilotundersøgelser af harmoniserede forbrugerprisindeks
2.1.Overblik
Der var to overordnede prioriteter for pilotundersøgelser af HICP: forbedrede metoder og nye datakilder for HICP.
Disse prioriteter afspejler, at der fortsat er behov for, at HICP er relevant og metodologisk forsvarlig. Dataindsamlingen skal også moderniseres som reaktion på ændringer i forbrugsmønstre, datatilgængelighed og udviklingen i den digitale økonomi, samtidig med at der sikres overholdelse af forordning (EU) 2016/792.
Første prioritet for nye metoder til HICP er at forbedre de statistiske værktøjer, der anvendes til udarbejdelsen af dette indeks. Målet er, at HICP skal forblive teoretisk velfunderet, robust over for ændrede forbrugsmønstre og forenelig med bedste internationale praksis for prismåling. Finansieringen af undersøgelser under denne aktivitet har omfattet arbejde med metoder til måling af digitalisering, kvalitetsjustering og multilaterale indeksmetoder. Disse temaer omhandler mangeårige metodologiske spørgsmål og nye udfordringer som følge af mere komplekse forbrugsdynamikker. Målet er at sikre, at HICP måler inflationen med større nøjagtighed og sammenlignelighed imellem medlemsstaterne, samtidig med at man forbereder sig til fremtidige statistiske standarder.
Anden prioritet er at indarbejde data fra alternative datakilder i HICP. Målet er at modernisere dataindsamlingen i overensstemmelse med digitaliseringen af detailmarkederne for at forbedre dækningen, effektiviteten og aktualiteten. De finansierede undersøgelser omfattede stregkodedata, web-scraped data og inddragelse af forskellige kilder. Dette afspejler behovet for at tilpasse forbrugerprisstatistikkerne til et miljø, hvor mange oplysninger indsamles elektronisk. Dette kræver ikke blot ny IT-infrastruktur, men også reviderede statistiske metoder til indarbejdelse af forskellige kilder på pålidelig vis.
Der er et vist begrebsmæssigt overlap mellem de to prioriteter, selv om de fremlægges hver for sig. Flere nationale projekter dækkede nødvendigvis begge prioriteter, såsom anvendelse af multilaterale indeksmetoder på data fra salgstransaktioner eller web-scraped data. Dette arbejde er beskrevet i rapporten under det relevante metodologiske emne og indeholder krydshenvisninger, hvor det er nødvendigt.
2.2.Det udførte arbejde
Pilotundersøgelser af metoder til måling af digitalisering
I disse pilotundersøgelser blev det undersøgt, hvordan HICP kan tilpasses til nye former for forbrug i den digitale økonomi. Målet var at udforme metoder og datakilder til måling af priserne på platformbaserede tjenester og grænseoverskridende internetkøb samt at forbedre udformningen af stikprøver. Det er blevet undersøgt, om det er gennemførligt at registrere deleøkonomitjenester, og der er udarbejdet forsøgsindeks på grundlag af administrative data. Andre undersøgelser omfattede grænseoverskridende internetkøb og udviklede metoder til at kvantificere onlineudgiftsandele og indarbejde dem i indeks for kategorier som beklædning og fodtøj. Sideløbende undersøgelser viste målbare virkninger på de årlige satser. Det metodologiske arbejde omfattede også udformning af stikprøver til digitalisering og afprøvede optimerede tildelingsmetoder baseret på udgifts- og prisforskelle.
Pilotundersøgelser af metoder i forbindelse med kvalitetsjustering
I disse pilotundersøgelser blev det undersøgt, hvordan kvalitetsændringer i produkter bedre kan indfanges i HICP for at mindske skævheder som følge af omsætning eller relanceringer. Målet var at afprøve og videreudvikle metoder samt udvikle værktøjer, hvor traditionelle overlapningsmetoder ikke slår til. Undersøgelserne viste, at hedoniske tidsseriemodeller afspejlede kvalitetsjusterede prisdynamikker bedre end basisgennemsnit, navnlig for varer med hyppige modelændringer. Andet arbejde omhandlede relanceringer i supermarkeder ved at kombinere multilaterale indeks med hedoniske tilgange for at bevare kontinuiteten. Yderligere projekter var med til at give værktøjer til prisindsamlere, herunder beslutningstræer i forbindelse med justeringsmetoderne og udvidede produktegenskaber i forbindelse med online- og stregkodedata.
Pilotundersøgelser af multilaterale metoder
I disse pilotundersøgelser blev det undersøgt, hvordan multilaterale indeksmetoder kunne anvendes til at konstruere HICP-serier ud fra store datasæt med høj omsætning, såsom stregkodedata og web-scraped data. Her blev forskellige tilgange undersøgt og deres resultater vurderet under alternative splejsnings- og kædestrategier. I flere undersøgelser var der fokus på produktgrupper som fødevarer, beklædning, husholdningsapparater og elektronik, og de viste, hvordan metoderne klarer sig på både stabile og volatile markeder. Undersøgelsen omhandlede også udfordringer såsom i) udvidelse af indeks over tid, ii) udledning af stratifikationer, når oplysninger om produktet er begrænsede, og iii) integrering af valideringsværktøjer i produktionssystemer. Samlet set har dette arbejde tilvejebragt solid dokumentation for gennemførligheden og udformningen af multilaterale metoder til forbrugerprisstatistikker.
Pilotundersøgelser af stregkodedata
I flere projekter blev anvendelsen af stregkodedata fra detailhandlere til HICP undersøgt. Her var der fokus på end-to-end-processer fra indsamling og rensning af data til klassificering og udarbejdelse af indeks. Der blev opbygget systemer til håndtering af store datasæt ved at anvende filtre for datauoverensstemmelser og udformning af workflows, der er egnede til højfrekvente varer med stor omsætning (f.eks. fødevarer, drikkevarer, husholdningsapparater og personlige plejeprodukter). I nogle pilotundersøgelser blev maskinlæring til produktklassificering også afprøvet for at reducere manuel kodning. Nogle medlemsstater undersøgte også egnede indeksformler og afprøvede bilaterale indeks- og kædestrategier til månedlig udarbejdelse.
Pilotundersøgelser om web-scraped data
I disse pilotundersøgelser blev gennemførligheden af web-scraping for HICP afprøvet inden for områder som beklædning, elektronik, transporttjenester og turistprodukter (f.eks. flybilletter og pakkerejser). I forbindelse med projekterne blev der udviklet automatiserede web-scrapingværktøjer, undertiden kombineret med maskinlæring til produktklassificering. I forbindelse med projekterne blev statistiske modeller også undersøgt for at forbedre udarbejdelsen af indeks. I nogle tilfælde blev web-scraped data koblet sammen med traditionelle data eller stregkodedata for at udarbejde forsøgsindeks (f.eks. for bærbare computere, hotelpriser og forbrugerelektronik). Den operationelle anvendelse er fortsat begrænset, men web-scraping har allerede erstattet eller er blevet føjet til den manuelle indsamling for visse produktgrupper og har vist et klart potentiale for bredere anvendelse.
Pilotundersøgelser om indarbejdelse af priser fra forskellige datakilder
I disse pilotundersøgelser blev det undersøgt, hvordan forskellige datastrømme kunne kombineres for at forbedre dækningen, aktualiteten og nøjagtigheden af HICP. Der var primært fokus på huslejer og andre områder, hvor traditionelle undersøgelsesdata er omkostningskrævende eller ufuldstændige. Der blev inddraget administrative data om private huslejer fra branchesammenslutninger. Dette øgede antallet af observationer og geografiske oplysninger betydeligt. I forbindelse med andre undersøgelser blev brugen af onlineannonceringsdata og datasæt fra professionelle udlejere til udlejningsindekser undersøgt. Her blev en tilsvarende model og hedoniske metoder til at inddrage disse data afprøvet. I forbindelse med bredere pilotundersøgelser blev workflows til at kombinere stregkodedata, web-scraped data og feltundersøgelsesdata i integrerede workflows udviklet for at tackle udfordringerne med klassificering, imputering og konsistens på tværs af kilder.
3.Pilotundersøgelser om boligprisindikatorer
3.1.Overblik
I forbindelse med pilotundersøgelserne om boligprisindikatorer var der fokus på tre hovedprioriteter: i) forbedring af hyppigheden og aktualiteten af HPI og OOHPI, ii) forbedring af sammenligneligheden imellem vægtene for OOHPI og iii) tackling af specifikke metodologiske spørgsmål i forbindelse med udarbejdelsen af OOHPI.
Den første serie af projekter havde til formål at undersøge, om der kunne udarbejdes månedlige indikatorer eller flashindikatorer ud over den kvartalsvise hyppighed og tidsfristen på 85 dage, der i øjeblikket kræves i henhold til forordning (EU) 2016/792. Dette skal øge relevansen af disse indikatorer for brugerne og potentielt bidrage til at indarbejde OOHPI i HICP. En anden gruppe projekter blev udformet med henblik på at bringe vægtene for OOHPI i overensstemmelse med forordning (EU) 2023/1470 for at udarbejde harmoniserede og ajourførte tidsserier. Endelig blev der set på spørgsmål omkring måling for at forsøge at forbedre behandlingen af jord- og strukturkomponenter og finjustere delindeks (såsom selvbyggede boliger, renoveringsarbejder og større reparationer).
Disse aktiviteter havde alle til formål at styrke det metodologiske grundlag for HPI og OOHPI, forbedre sammenligneligheden imellem medlemsstaterne og forberede fremtidig integration med forbrugerprisstatistikker.
3.2.Det udførte arbejde
Pilotundersøgelser om udarbejdelse af et HPI og/eller OOHPI med månedlige mellemrum og inden for en kortere tidsfrist
I henhold til forordning (EU) 2016/792 skal HPI og OOHPI udarbejdes kvartalsvis og senest 85 kalenderdage efter udgangen af referencekvartalet. I forbindelse med disse projekter blev det undersøgt, om indeksene kan udarbejdes månedligt og inden for en kortere tidsfrist. Dette skal øge deres relevans for brugerne og i sidste ende muliggøre, at OOHPI kan indarbejdes i HICP. Disse projekter omfattede undersøgelse af datakilder (f.eks. web-scraping) samt skøns- eller ekstrapoleringsteknikker. Når de månedlige datakilder adskiller sig fra de datakilder, der i øjeblikket anvendes til at udarbejde de kvartalsvise indeks, er det nødvendigt at undersøge metoder til at kombinere disse kilder.
I forbindelse med pilotundersøgelser i tre af medlemsstaterne blev gennemførligheden af udarbejdelse af mere rettidige og hyppigere boligprisindikatorer undersøgt. Den første målsætning var at ændre dataindsamlingsprocessen eller at undersøge forskellige datakilder. Den anden målsætning blev nået ved at finde skønsmetoder, der gør det muligt at beregne et pålideligt indeks med få (eller færre) data til rådighed. Der blev også fundet mere præcise datasæt, hvilket har resulteret i pålidelige indeks med en højere hyppighed. Undersøgelserne trak på nye datakilder såsom byggepriser, web-scraped oplysninger og forbedrede administrative datasæt. I den forbindelse demonstrerede de både potentialet for at øge hyppigheden og aktualiteten af prisindeksene og begrænsningerne.
Pilotundersøgelser om forbedring af vægtene for OOHPI
Medlemsstaterne skal forelægge Eurostat vægtene for OOHPI i henhold til opdelingen i artikel 22 i forordning (EU) 2020/1148. Datakilder og sammenlignelighedsmetoder fremgår ikke af denne lovgivning, så Eurostat indledte arbejdet med en gennemførelsesretsakt for at fastsætte fælles kvalitetsstandarder. Denne proces førte til vedtagelsen af forordning (EU) 2023/1470, som fastlægger detaljerede specifikationer for disse vægte.
På denne baggrund reviderede og ajourførte to medlemsstater, der deltog i pilotprojekterne, deres vægte og indeks. De fik også mulighed for at gennemføre projekter på dette område. Disse projekter forventedes at tilvejebringe vægte, der var i overensstemmelse med forordningen. Ajourførte tidsserier af vægte fra 2010 og fremefter kunne derefter udarbejdes, og de således udarbejdede data kunne sendes til Eurostat.
I forbindelse med pilotundersøgelser i to medlemsstater blev kilderne til vægtene og deres overensstemmelse med udkastet til gennemførelsesretsakten for OOHPI og HPI vurderet. De undersøgte spørgsmål omfattede ajourføring af vægte til sidste kvartal af det foregående år, som krævet i forordningen. Relevansen og gennemførligheden af beregning af vægten for "Eksisterende boliger, som er nye i husholdningssektoren" (som også er et delindeks i OOHPI) blev også vurderet.
4.Evaluering af pilotundersøgelserne
Kommissionen evaluerer og godkender de endelige rapporter om pilotundersøgelserne. Resultaterne deles med de nationale statistiske kontorer, EFTA-landene og med Den Europæiske Centralbank. Projekterne blev præsenteret på årlige workshopper, og de endelige rapporter blev rundsendt via en onlineplatform, så resultaterne kunne deles med og drøftes af statistikerne. Denne udveksling bidrager til at identificere bedste praksis og opbygge en fælles forståelse af metodologiske muligheder, hvilket igen bidrager til at forbedre sammenligneligheden af HICP.
Pilotundersøgelserne af det metodologiske arbejde mundede ud i nye værktøjer og tilgange til HICP. Multilaterale indeksmetoder blev grundigt undersøgt og viste sig at være pålidelige på tværs af mange produktgrupper. Dette er stærke beviser for, at de kan forbedre kontinuiteten og sammenligneligheden. Arbejdet med kvalitetsjustering viste også, at hedoniske metoder forbedrer behandlingen af produktrelanceringer og hurtige kvalitetsændringer.
Projekter om digitalisering omhandlede nye forbrugskanaler og ændring af stikprøver af HICP under hensyntagen til tilgængeligheden af onlinedata. Forsøgsindeks for indlogerings- og transporttjenester blev beregnet ud fra administrative data om delingsplatforme. Undersøgelserne blev også anvendt til at registrere grænseoverskridende internetudgifter. Undersøgelser af udformningen af stikprøver viste, at effektiviteten kan øges ved at omfordele ressourcer efter udgiftsvægte og prisforskelle. Disse tilgange demonstrerede brugbare metoder til håndtering af digitalisering inden for HICP.
I forbindelse med pilotundersøgelserne blev anvendelsen af nye datakilder desuden afprøvet og udvidet. Projekter om stregkodedata og web-scraped data udvidede rækken af alternative kilder. Arbejdet med stregkodedata gik fra gennemførlighedsanalyse til udvikling af produktionssystemer. Nogle medlemsstater anvender allerede produktionssystemerne for udvalgte produktgrupper, mens andre er ved at forberede sig på at tage dem i brug. I forbindelse med projekterne blev der skabt rutiner for databehandling, udviklet maskinlæringsværktøjer til klassificering og afprøvet metoder til håndtering af manglende attributter. Stregkodedata har vist sig effektive til at udvide dækningen og øge observationshyppigheden, samtidig med at omkostningerne ved dataindsamling er blevet lavere.
Web-scrapingprojekter demonstrerede potentialet ved automatiseret dataindsamling på tværs af forbrugerområder. Der er opnået erfaring med scrapingteknikker, klassificering og indsættelse af links til eksisterende HICP-strukturer. I flere pilotundersøgelser blev inddragelsen af flere kilder desuden afprøvet. Dette viste, at det er muligt at kombinere stregkodedata, webdata og administrative data, hvilket forbedrer dækningen.
Undersøgelserne bekræftede, at metodologisk innovation og nye datakilder er tæt forbundne. Mange undersøgelser dækkede begge prioriteter ved at anvende multilaterale metoder på stregkodedata eller webdata. De præciserede også betingelserne, hvorunder nye teknikker kan indarbejdes med et godt resultat. Nogle undersøgelser førte ikke til umiddelbar anvendelse, men de gav ikke desto mindre afprøvede tilgange, der bidrager til en gradvis modernisering af HICP og HPI og skaber grundlaget for mere nøjagtige og rettidige statistikker i fremtiden.
Pilotundersøgelserne af boligprisindikatorer bidrog til fremskridt på flere områder, der er centrale for den fremtidige udvikling af HPI og OOHPI. Arbejdet med at forbedre aktualiteten og hyppigheden viste, at månedlig udarbejdelse er teknisk mulig. Dette er især tilfældet, når der anvendes administrative registre, byggedata eller web-scraped kilder. Disse undersøgelser fremhævede også de praktiske vanskeligheder ved at sikre tilstrækkelig dækning, stabilitet i dataadgangen og konsistens mellem månedlige og kvartalsvise indeks. Ikke desto mindre danner resultaterne grundlag for at vurdere, hvordan flash- eller månedlige indikatorer i sidste ende kan føjes til de eksisterende kvartalsvise rammer og gøre statistikkerne mere relevante for den politiske anvendelse.
Yderligere projekter omhandlede kvaliteten og sammenligneligheden af vægtene for OOHPI samt behandlingen af begrebsmæssige spørgsmål. Arbejdet med vægte gjorde det muligt for medlemsstaterne at afprøve, hvordan nationale kilder kunne tilpasses forordning (EU) 2023/1470 for at forbedre sammenhængen i de historiske serier og muliggøre mere regelmæssige opdateringer. Disse pilotundersøgelser var af undersøgende karakter, og ikke alle resultater er klar til brug. De gav dog værdifuld dokumentation, afklarede metodologiske udfordringer og bidrog til den fælles videnbase, der er nødvendig for at forbedre boligprisindikatorerne på tværs af medlemsstaterne.
5.Konklusioner
De pilotundersøgelser, der blev finansieret i 2018-2022, bidrog væsentligt til at forbedre Unionens prisstatistikker. De styrkede det metodologiske grundlag og datagrundlaget for HICP og bidrog til fremskridt med hensyn til boligprisindikatorer. Dette hjælper medlemsstaterne med at tilpasse sig til digitaliseringen, nye datakilder og udviklingen i statistiske standarder. Ud over deres umiddelbare resultater udvidede projekterne i) den fælles pulje af viden, ii) forbedrede sammenligneligheden på tværs af medlemsstaterne og iii) demonstrerede, hvordan innovation kan anvendes i praksis. Kommissionen anser pilotundersøgelserne for at være af afgørende betydning for den igangværende modernisering af prisstatistikkerne og vil fortsat støtte dem. Den opfordrer også medlemsstaterne til aktivt at anvende de finansieringsmuligheder til pilotundersøgelser, som den tilbyder.