1.5.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 113/38


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/706

af 30. april 2015

om indledning af en undersøgelse vedrørende den mulige omgåelse af de antidumpingforanstaltninger, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/82 på importen af citronsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, ved import af citronsyre afsendt fra Malaysia, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia, og om at gøre denne import til genstand for registrering

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 5,

efter at have underrettet medlemsstaterne, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   INDLEDNING PÅ EGET INITIATIV

(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har besluttet i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 5, på eget initiativ at undersøge den mulige omgåelse af antidumpingforanstaltningerne over for importen af citronsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina og at gøre importen af citronsyre afsendt fra Malaysia til genstand for registrering, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia.

B.   VARE

(2)

Den pågældende vare, der muligvis er genstand for omgåelse, er citronsyre (herunder trinatriumcitrat 2-hydrat), i øjeblikket henhørende under KN-kode 2918 14 00 og ex 2918 15 00 og med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den pågældende vare«).

(3)

Den undersøgte vare er den samme som den, der er beskrevet i den foregående betragtning, men afsendt fra Malaysia, uanset om den er angivet med oprindelse i Malaysia, i øjeblikket henhørende under de samme KN-koder som den pågældende vare (»den undersøgte vare«).

C.   GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(4)

De gældende foranstaltninger, der muligvis omgås, er de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/82 (2) (»de gældende foranstaltninger«).

D.   BEGRUNDELSE

(5)

Kommissionen har tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at de gældende antidumpingforanstaltninger over for importen af den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina omgås ved import af den vare, der undersøges, via Malaysia.

(6)

Kommissionen har følgende umiddelbare beviser.

(7)

Det fremgår af Kommissionens oplysninger, at der er sket en betydelig ændring i handelsmønstret for eksporten fra Folkerepublikken Kina og Malaysia til Unionen efter indførelsen af foranstaltninger over for den pågældende vare (3) uden anden tilstrækkelig gyldig grund eller økonomisk begrundelse for en sådan ændring end indførelsen af tolden.

(8)

Årsagen til denne ændring synes at være afsendelse af den pågældende vare via Malaysia til Unionen. Undersøgelsen omfatter dog enhver praksis eller proces eller ethvert arbejde, for hvilken eller hvilket der ikke foreligger nogen tilstrækkelig gyldig grund eller økonomisk begrundelse ud over indførelsen af tolden,

(9)

Kommissionen har desuden tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at de afhjælpende virkninger af de gældende antidumpingforanstaltninger over for den pågældende vare undergraves med hensyn til både mængde og pris. Betydelige importmængder af den undersøgte vare synes at have erstattet importen af den pågældende vare. Der er desuden tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at importen af den undersøgte vare finder sted til priser, der ligger under den ikke-skadevoldende pris, der blev fastsat ved den undersøgelse, som førte til de gældende foranstaltninger.

(10)

Endelig har Kommissionen tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at den undersøgte vare sælges til dumpingpriser set i forhold til den normale værdi, der tidligere er fastsat for den pågældende vare.

E.   SAGSFORLØB

(11)

I lyset af ovenstående har Kommissionen konkluderet, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en undersøgelse, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 3, og indføre registrering, jf. grundforordningens artikel 14, stk. 5, af import af den undersøgte vare, uanset om den er angivet med oprindelse i Malaysia.

a)   Spørgeskemaer

(12)

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige for undersøgelsen, vil den sende spørgeskemaer til kendte eksportører/producenter og kendte eksportør- og producentsammenslutninger i Malaysia, til kendte eksportører/producenter og kendte eksportør- og producentsammenslutninger i Folkerepublikken Kina, til kendte importører og kendte importørsammenslutninger i Unionen og til myndighederne i Folkerepublikken Kina og Malaysia. Der kan, hvis det er hensigtsmæssigt, også indhentes oplysninger fra EU-erhvervsgrenen.

(13)

Under alle omstændigheder bør alle interesserede parter kontakte Kommissionen straks eller senest inden for de frister, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, og anmode om et spørgeskema inden for den frist, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, stk. 1, da fristen i denne forordnings artikel 3, stk. 2, gælder for alle interesserede parter.

(14)

Myndighederne i Folkerepublikken Kina og Malaysia vil blive underrettet om indledningen af undersøgelsen.

b)   Indhentning af oplysninger og afholdelse af høringer

(15)

Alle interesserede parter opfordres herved til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og fremlægge dokumentation herfor. Kommissionen kan desuden høre interesserede parter, hvis de anmoder skriftligt herom og kan godtgøre, at der er særlige grunde til, at de bør høres.

c)   Fritagelse for registrering af import eller foranstaltninger

(16)

I henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 4, kan importen af den undersøgte vare fritages for registrering eller foranstaltninger, hvis der ikke er tale om omgåelse.

(17)

Da den mulige omgåelse finder sted uden for Unionen, kan der indrømmes fritagelse i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 4, for producenter af citronsyre i Malaysia, som kan bevise, at de ikke er forretningsmæssigt forbundet (4) med nogen producent, der er omfattet af de gældende foranstaltninger (5), og hvis det kan fastslås, at de ikke er involveret i nogen form for omgåelse, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 1 og 2. Producenter, som ønsker at opnå fritagelse, bør indgive en behørigt dokumenteret anmodning inden for den frist, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, stk. 3.

F.   REGISTRERING

(18)

I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, bør import af den undersøgte vare gøres til genstand for registrering for at sikre, at der kan opkræves antidumpingtold på et passende beløb fra datoen for registrering af importen af varer, der er afsendt fra Malaysia, hvis undersøgelsesresultaterne skulle vise, at der er sket omgåelse.

G.   FRISTER

(19)

Af hensyn til en forsvarlig forvaltning bør der fastsættes frister, inden for hvilke:

—

interesserede parter kan give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter skriftligt og indsende spørgeskemabesvarelser eller andre oplysninger, der skal tages i betragtning i forbindelse med undersøgelsen

—

producenter i Malaysia kan anmode om fritagelse for registrering af importen eller for foranstaltninger

—

interesserede parter kan fremsætte skriftlig anmodning om at blive hørt af Kommissionen.

(20)

Det skal bemærkes, at de fleste proceduremæssige rettigheder, der er fastsat i grundforordningen, kun kan respekteres, hvis parterne henvender sig til Kommissionen inden for de frister, der nævnes i denne forordnings artikel 3.

H.   MANGLENDE SAMARBEJDSVILJE

(21)

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til de nødvendige oplysninger eller undlader at afgive dem inden for de fastsatte frister eller på anden måde lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der drages positive eller negative konklusioner på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

(22)

Hvis det konstateres, at en interesseret part har givet urigtige eller vildledende oplysninger, skal der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

(23)

Hvis en af de interesserede parter helt eller delvist undlader at samarbejde, og der derfor drages konklusioner på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.

(24)

Hvis en af de interesserede parter ikke indsender svar elektronisk, anses dette ikke for manglende samarbejdsvilje, forudsat at den pågældende part kan påvise, at indsendelse af svar på den ønskede måde ville indebære en urimelig ekstra byrde eller urimelige ekstra omkostninger. I givet fald skal den interesserede part omgående kontakte Kommissionen.

I.   TIDSPLAN FOR UNDERSØGELSEN

(25)

Undersøgelsen vil i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 3, blive afsluttet senest ni måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne forordning i Den Europæiske Unions Tidende.

J.   BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER

(26)

Det skal bemærkes, at personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (6).

K.   HØRINGSKONSULENT

(27)

Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten i handelsprocedurer griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til oplysningernes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan arrangere en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.

(28)

En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende undersøgelsens indledende fase, skal anmodningen fremsættes senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne kommissionsforordning i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

(29)

Høringskonsulenten vil også skabe mulighed for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremføre andre synspunkter og modargumenter i spørgsmål vedrørende bl.a. om en eventuel ændring i handelsmønstret, en (u)tilstrækkelig gyldig grund eller økonomisk begrundelse for en sådan ændring, de afhjælpende virkningers underminering af de gældende foranstaltninger og dumping for så vidt angår den normale værdi, der var fastsat for den undersøgte vare.

(30)

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/trade-policy-and-you/contacts/hearing-officer/ —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Der indledes hermed en undersøgelse i henhold til artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1225/2009 for at afgøre, om importen til Unionen af citronsyre og trinatriumcitrat 2-hydrat, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 2918 14 00 (Taric-kode 2918 14 00 10) og ex 2918 15 00 (Taric-kode 2918 15 00 11) afsendt fra Malaysia, uanset om den er angivet med oprindelse i Malaysia, omgår de foranstaltninger, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/82.

Artikel 2

I medfør af artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1225/2009 skal toldmyndighederne tage de nødvendige skridt til registrering af den import til Unionen, der er beskrevet i denne forordnings artikel 1.

Registreringen ophører ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

Kommissionen kan ved forordning give toldmyndighederne instruks om at ophøre med at registrere importen til Unionen af varer fremstillet af producenter, som har anmodet om fritagelse for registrering, hvis det kan fastslås, at de pågældende opfylder betingelserne for fritagelsen.

Artikel 3

1.   Der skal anmodes om spørgeskemaer hos Kommissionen senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne forordning i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Medmindre andet er angivet, skal interesserede parter give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter skriftligt og afgive spørgeskemabesvarelser eller andre oplysninger senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne forordning i Den Europæiske Unions Tidende, hvis der skal tages hensyn til deres bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen.

3.   Producenter i Malaysia, som ønsker fritagelse for registrering af importen eller for foranstaltninger, skal indgive en behørigt dokumenteret anmodning herom inden for samme frist på 37 dage.

4.   Interesserede parter kan også anmode om at blive hørt af Kommissionen inden for samme frist på 37 dage.

5.   Oplysninger, som indgives til Kommissionen i forbindelse med undersøgelser af handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, er ikke omfattet af ophavsrettigheder. Interesserede parter skal, før de forelægger Kommissionen oplysninger og data, der er omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter, der er berørt af undersøgelsen, oplysningerne og dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

6.   De interesserede parter skal forsyne alle skriftlige bemærkninger, som de ønsker, skal behandles fortroligt, med påtegningen »Limited« (7) — herunder de oplysninger, der anmodes om i denne kommissionsforordning, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter.

7.   Interesserede parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen »Limited«, skal indgive ikkefortrolige sammendrag heraf, jf. grundforordningens artikel 19, stk. 2, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part indsender fortrolige oplysninger uden også at indsende et ikkefortroligt sammendrag, der opfylder kravene til form og indhold, kan der ses bort fra sådanne fortrolige oplysninger.

8.   Interesserede parter opfordres til at fremsætte deres bemærkninger og anmodninger pr. e-mail, herunder scannede fuldmagter og erklæringer, dog med undtagelse af omfattende besvarelser, der skal afleveres personligt eller sendes anbefalet på en CD-rom eller DVD. Ved brug af e-mail udtrykker de interesserede parter deres accept af de regler, der gælder for elektronisk kommunikation, og som findes i dokumentet »CORRESPONDENCE WITH THE EUROPEAN COMMISSION IN TRADE DEFENCE CASES«, der er tilgængeligt på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2011/june/tradoc_148003.pdf. Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indsendelse af bemærkninger pr. e-mail.

9.   Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: CHAR 04/039

1040 Bruxelles

BELGIEN

E-mail: TRADE-R614-CITRIC-CIRCUMVENTION@ec.europa.eu

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. april 2015.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)   EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/82 af 21. januar 2015 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af citronsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 og om en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 15 af 22.1.2015, s. 8.).

(3)  Antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af citronsyre med oprindelse i Kina blev oprindeligt indført ved Rådets forordning (EF) nr. 1193/2008 (EUT L 323 af 3.12.2008, s. 1). Antidumpingforanstaltningerne blev opretholdt efter en udløbsundersøgelse ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/82.

(4)  I henhold til artikel 143 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF- toldkodeks (EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1) kan personer kun anses for at være indbyrdes afhængige: a) hvis den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed og omvendt; b) hvis de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner; c) hvis de er arbejdsgiver og arbejdstager; d) hvis en person direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5 % eller derover af den andens aktier eller anparter med stemmeret; e) hvis den ene af dem direkte eller indirekte kontrollerer den anden; f) hvis de begge direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand; g) hvis de tilsammen direkte eller indirekte kontrollerer en tredjemand; eller h) hvis de er medlemmer af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden: i) mand og hustru, ii) forældre og børn, iii) brødre og søstre (hel- eller halvsøskende), iv) bedsteforældre og børnebørn, v) onkel eller tante og nevø eller niece, vi) svigerforældre og svigersøn eller svigerdatter, vii) svoger og svigerinder. I denne sammenhæng betyder »person« en fysisk eller juridisk person.

(5)  Dog kan producenter, selv om de er afhængige i ovennævnte betydning af virksomheder, der er omfattet af de gældende foranstaltninger, alligevel opnå fritagelse, hvis der ikke er noget, der tyder på, at forholdet til de virksomheder, der er omfattet af de gældende foranstaltninger, er blevet indgået for eller brugt til at omgå disse foranstaltninger.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

(7)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til artikel 19 i forordning (EF) nr. 1225/2009 og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).