European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2563

18.12.2025

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2025/2563

af 24. november 2025

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Den Internationale Søfartsorganisation på forsamlingens 34. samling til vedtagelse af ændringer til koden om alarmer og indikatorer og til retningslinjerne for syn i henhold til det harmoniserede system for syn og certificering (HSSC)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 100, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Unionens indsats inden for søtransportsektoren bør sigte mod at forbedre søfartssikkerheden og beskytte havmiljøet og menneskers sundhed.

(2)

Den Internationale Søfartsorganisations (IMO's) forsamling forventes på sin 34. samling, der finder sted fra den 24. november til den 3. december 2025 (A 34), at vedtage ændringer til koden for advarsler og indikatorer (»koden«) og til retningslinjerne for syn i henhold til det harmoniserede system for syn og certificering (»HSSC-retningslinjerne for syn«).

(3)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på A 34, bør fastlægges, da nogle af de foreslåede ændringer til koden og HSSC-retningslinjerne for syn (i det følgende benævnt »kode, 2025« og »HSSC-retningslinjerne for syn, 2025«) kan få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/45/EF (1) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 391/2009 (2).

(4)

Unionen bør støtte vedtagelsen af koden, 2025, idet den vil sikre overholdelse af kravene i de IMO-instrumenter, der er blevet vedtaget eller ændret, siden koden blev vedtaget, og dermed fjerne modsigelser, tvetydigheder og unødvendige gentagelser.

(5)

Unionen bør støtte vedtagelsen af ændringerne til HSSC-retningslinjerne for syn, 2025, da de vil tage hensyn til de ændringer af IMO-instrumenter, der er trådt i kraft eller er blevet gældende siden 2023.

(6)

Unionen er hverken medlem af IMO eller kontraherende part i de relevante konventioner og koder. Rådet bør derfor bemyndige medlemsstaterne til at udtrykke Unionens holdning på A 34.

(7)

Denne afgørelses anvendelsesområde bør begrænses til indholdet af de foreslåede ændringer, i det omfang de kan berøre Unionens fælles regler og hører under Unionens enekompetence. Denne afgørelse bør ikke berøre kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) på forsamlingens 34. samling, skal være at tilslutte sig vedtagelsen af:

a)

koden for advarsler og indikatorer 2025, jf. bilag 14 til IMO-dokument MSC 110/21/Add.2 og den deraf følgende tilbagekaldelse af IMO-forsamlingens resolution A.1021(26), og

b)

retningslinjerne for syn i henhold til det harmoniserede system for syn og certificering (HSSC), 2025, jf. bilag 3 til IMO-dokument III 11/16/Add.1, og den deraf følgende tilbagekaldelse af IMO-forsamlingens resolution A.1186(33).

Artikel 2

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne som anført i artikel 1, omfatter de foreslåede ændringer, i det omfang disse ændringer hører under Unionens enekompetence, og i det omfang de kan berøre Unionens fælles regler. Holdningen udtrykkes af medlemsstaterne, der alle er medlem af IMO, og som handler i fællesskab i Unionens interesse.

Mindre ændringer af den holdning, der er omhandlet i artikel 1, kan tiltrædes uden en yderligere afgørelse fra Rådet.

Artikel 3

Medlemsstaterne bemyndiges herved til i Unionens interesse at give samtykke til at lade sig binde af de foreslåede ændringer, i det omfang disse ændringer hører under Unionens enekompetence.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. november 2025.

På Rådets vegne

L. LØKKE RASMUSSEN

Formand


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/45/EF af 6. maj 2009 om sikkerhedsregler og -standarder for passagerskibe (EUT L 163 af 25.6 2009, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2009/45/oj).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 391/2009 af 23. april 2009 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe (EUT L 131 af 28.5.2009, s. 11, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2009/391/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2563/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)