98/222/EF: Kommissionens beslutning af 18. marts 1998 om ændring af beslutning 92/486/EØF for så vidt angår reglerne for samarbejdet mellem det fælles datacenter for edb-nettet Animo og medlemsstaterne (EØS-relevant tekst)
EF-Tidende nr. L 082 af 19/03/1998 s. 0050 - 0050
KOMMISSIONENS BESLUTNING af 18. marts 1998 om ændring af beslutning 92/486/EØF for så vidt angår reglerne for samarbejdet mellem det fælles datacenter for edb-nettet Animo og medlemsstaterne (EØS-relevant tekst) (98/222/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), senest ændret ved beslutning 92/118/EØF (2), særlig artikel 20, stk. 3, og ud fra følgende betragtninger: Som følge af forskellige arbejder i EF-regi, bl.a. i form af undersøgelser og seminarer, bør opbygningen af edb-nettet Animo revideres, for at der kan indføres et veterinærsystem, der integrerer de forskellige edb-applikationer; der er nødvendigt at ændre Kommissionens beslutning 92/486/EØF af 25. september 1992 om regler for samarbejdet mellem det fælles datacenter for edb-nettet Animo og medlemsstaterne (3), senest ændret ved beslutning 97/395/EF (4), for at fastsætte en overgangsperiode; der bør desuden fastsættes visse frister for revision af den nuværende ordning; de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 I beslutning 92/486/EØF foretages følgende ændringer: 1) I artikel 2a indsættes som stk. 3: »3. For perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 1999 sørger de i artikel 1 fastsatte koordineringsmyndigheder for, at de i samme artikel omhandlede kontrakter forlænges med et år. I forbindelse med stk. 3 anvendes følgende takstberegning: 386 ECU pr. enhed (central enhed, lokal enhed, grænseinspektionspost) for det samlede antal Animo-enheder, sådan som det fremgår af beslutning 96/295/EF, senest ændret ved beslutning 98/167/EF (*). (*) EFT L 62 af 3. 3. 1998, s. 33.« 2) Som artikel 5a indsættes: »Artikel 5a Nærværende beslutning vil blive revideret inden: - den 1. oktober 1998 for at tage hensyn til spørgsmålet om direkte forbindelser mellem nationale datacentre - den 31. januar 1999 for at tage hensyn til situationens udvikling, for så vidt angår udviklingen i opbygningen af edb-nettet Animo.« Artikel 2 Denne beslutning træder i kraft den 1. april 1998. Artikel 3 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 18. marts 1998. På Kommissionens vegne Franz FISCHLER Medlem af Kommissionen (1) EFT L 224 af 18. 8. 1990, s. 29. (2) EFT L 62 af 15. 3. 1993, s. 49. (3) EFT L 291 af 7. 10. 1992, s. 20. (4) EFT L 164 af 21. 6. 1997, s. 25.