Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
D. SPIELMANN
fremsat den 8. september 2026 (1)
Sag C-671/24 P
BAWAG P.S.K. Bank für Arbeit und Wirtschaft und Österreichische Postsparkasse AG
mod
Den Fælles Afviklingsinstans
» Appel – Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – Den Fælles Afviklingsfond – afgørelse om beregning af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2023 – artikel 264, stk. 2, TEUF – begrænsning af en annullations tidsmæssige virkninger «
Indledning
1. Dette forslag til afgørelse vedrører en appel, som BAWAG P.S.K. Bank für Arbeit und Wirtschaft und Österreichische Postsparkasse AG (herefter »BAWAG«) har iværksat med påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets kendelse af 6. august 2024, BAWAG PSK mod Afviklingsinstansen (T-410/23, herefter »den appellerede kendelse«, EU:T:2024:534).
2. Ved denne kendelse annullerede Retten afgørelse SRB/ES/2023/23 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 2. maj 2023 om beregning af ex ante-bidrag for 2023 til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) (herefter »Afviklingsinstansens 2023-afgørelse«), for så vidt som den vedrører BAWAG, og opretholdt virkningerne af denne afgørelse, indtil Afviklingsinstansen havde truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af denne kendelse, og dette inden for en rimelig frist, som ikke kunne overstige seks måneder regnet fra den dag, hvor denne kendelse blev endelig.
3. I den foreliggende sag skal Domstolen afgøre, om Retten på gyldig vis kunne udsætte de tidsmæssige virkninger af den appellerede kendelse.
Tvistens baggrund
4. Baggrunden for tvisten fremgår af den appellerede kendelses præmis 2-4 og er fremstillet på følgende måde.
5. BAWAG er et østrigsk kreditinstitut. Ved Afviklingsinstansens 2023-afgørelse fastsatte nævnte instans under hensyntagen til artikel 70, stk. 2, i forordning (EU) nr. 806/2014 (2) ex ante-bidrag til Afviklingsfonden (herefter »ex ante-bidrag«) for 2023 (herefter »bidragsperioden 2023«) fra de institutter, der er omfattet af denne forordnings artikel 2, sammenholdt med dens artikel 67, stk. 4, herunder BAWAG.
6. Ved opkrævningsmeddelelse pålagde den kompetente nationale afviklingsmyndighed som omhandlet i SRM-forordningens artikel 3, stk. 1, nr. 3), BAWAG at betale sit ex ante-bidrag for bidragsperioden 2023 som fastsat af Afviklingsinstansen.
Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede kendelse
7. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. juli 2023 anlagde BAWAG søgsmål med påstand om, at Retten på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF annullerede Afviklingsinstansens 2023-afgørelse, for så vidt som den vedrører nævnte part. BAWAG fremsatte til støtte for sit søgsmål otte anbringender.
8. Retten gav ved den appellerede kendelse medhold i det af BAWAG anlagte søgsmål, idet den lagde til grund, at det under henvisning til dens afgørelse i dommen i sagen Dexia mod Afviklingsinstansen (Ex ante-bidrag 2022)(3) var åbenbart, at det skulle tages til følge, og annullerede Afviklingsinstansens 2023-afgørelse, for så vidt som den tilsidesatte SRM-forordningens artikel 70, stk. 2, med den begrundelse, at størrelsen af ex ante-bidragene for bidragsåret 2023 oversteg 12,5% af målniveauet (4).
9. Retten gav desuden medhold i Afviklingsinstansens påstand om, at virkningerne af afgørelsen af 2023, for så vidt som den vedrører BAWAG, blev opretholdt, indtil Afviklingsinstansen havde truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af Rettens kendelse, og dette inden for en rimelig frist, som ikke kunne overstige seks måneder regnet fra den dag, hvor nævnte kendelse blev endelig (5).
Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
10. Ved sin appel for Domstolen har BAWAG nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede kendelse ophæves delvist, for så vidt som virkningerne af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse, uagtet annullationen heraf, derved blev midlertidigt opretholdt, indtil Afviklingsinstansen inden for en rimelig frist, som ikke måtte overskride seks måneder at regne fra den dato, hvor den af Retten afsagte kendelse fik retskraft, havde truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af kendelsen.
– Der træffes afgørelse vedrørende realiteten, og virkningerne af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse opretholdes ikke, for så vidt som denne vedrører BAWAG.
– Subsidiært opretholdes virkningerne af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse kun, for så vidt som BAWAG under overholdelse af loftet på 12,5% i SRM-forordningens artikel 70, stk. 2, ville være forpligtet til at yde bidrag.
– Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
11. Afviklingsinstansen har, støttet af Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet, nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– BAWAG tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
12. Parterne har afgivet mundtlige indlæg i det fælles retsmøde for sagerne C-454/24 P, C-529/24 P, C-536/24 P, C-537/24 P, C-585/24 P, C-671/24 P og C-705/24 P den 17. marts 2026.
Appellen
Parternes argumenter
13. BAWAG har til støtte for sin appel fremsat et enkelt anbringende, hvorved det gøres gældende, at Retten, idet den midlertidigt opretholdt virkningerne af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse, tilsidesatte artikel 264, stk. 2, TEUF.
14. I denne henseende har BAWAG gjort gældende, at i henhold til Domstolens praksis (6) kan virkningerne af en retsakt kun opretholdes på grundlag af artikel 264, stk. 2, TEUF, når de umiddelbare virkninger af en annullation heraf vil kunne få alvorlige negative konsekvenser, og når den anfægtede retsakts lovlighed ikke anfægtes på grund af dens formål eller indhold, men på grund af ophavsmandens inkompetence eller tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.
15. Indledningsvis er den hævdede tilsidesættelse af loftet på 12,5% i SRM-forordningens artikel 70, stk. 2, imidlertid et anbringende, der vedrører sagens realitet, og som er rettet mod indholdet af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse, således at opretholdelsen af denne afgørelse ikke er begrundet i henseende til Domstolens praksis.
16. Dernæst ville den tilbagebetaling, der skulle ydes til kreditinstitutterne, i tilfælde af at Afviklingsinstansens 2023-afgørelse blev annulleret med øjeblikkelig virkning, i modsætning til hvad Retten fastslog i den appellerede kendelses præmis 42 og 43, ikke bevirke, at Afviklingsfonden blev frataget de finansielle midler, der er nødvendige for opfyldelsen af dens mål, og ville ikke skade målene om finansiel stabilitet og om oprettelse af en økonomisk og monetær union. Tilbagebetalingerne ville desuden være begrænset til de institutter, der har anlagt sag til prøvelse af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse.
17. Enhver anden afgørelse end annullation af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse med øjeblikkelig virkning ville være i strid med ånden i SRM-forordningens artikel 70, stk. 2, som har til formål at beskytte institutterne mod en urimelig finansiel byrde hvert år i den indledende periode, og ville fratage institutterne en effektiv domstolsbeskyttelse.
18. Endelig var det, da opkrævningen af bidrag for et beløb, der oversteg loftet på 12,5% af det endelige målniveau, der var anslået i 2023, savnede retsgrundlag, en fejl at lægge til grund, således som Retten gjorde i den appellerede kendelses præmis 42, at Afviklingsinstansens 2023-afgørelse ikke er behæftet med nogen fejl med hensyn til selve forpligtelsen til at betale de omhandlede bidrag. Af samme grund udvidede Retten rækkevidden af opretholdelsen af virkningerne af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse ud over, hvad proportionalitetsprincippet giver adgang til. I det højeste burde alene den del af bidragene, der ikke overskred nævnte loft, have været omfattet af den tidsmæssige opretholdelse af virkningerne af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse.
19. Afviklingsinstansen har anført, at såfremt dens appel i sag C-705/24 P, Afviklingsinstansen mod BAWAG P.S.K., fører til, at Rettens dom ophæves, mister BAWAG’s appel sin genstand, og har dernæst, støttet af Parlamentet og Rådet, gjort gældende, at den tidsmæssige opretholdelse af virkningerne af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse er begrundet og er i overensstemmelse med artikel 264, stk. 2, TEUF. I denne henseende har Afviklingsinstansen indledningsvis påpeget, at Domstolens praksis ikke begrænser de tilfælde, hvor virkningerne af en annulleret retsafgørelse kan opretholdes, til de tilfælde, hvor annullationen er begrundet i inkompetence eller tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, men også tillader det i tilfælde af alvorlige negative konsekvenser for de berørte personer, hvilket indbefatter annullationer, der er begrundet i materielle ulovligheder.
20. Det var desuden en fejl at antage, at de tilbagebetalinger, som en annullation af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse med øjeblikkelig virkning ville medføre, ikke ville have indvirkning på den finansielle stabilitet i bankunionen, som Domstolen i anden henseende tidligere har anerkendt betydningen af (7). Endelig vil en tidsmæssig opretholdelse af virkningerne af denne afgørelse hverken rejse tvivl om kreditinstitutternes forpligtelse til at betale bidrag for bidragsåret 2023 eller om Afviklingsinstansens forpligtelse til at nå målniveauet ved udgangen af den indledende periode og er nødvendig for at gøre det muligt for Afviklingsinstansen at vedtage en fælles holdning til bidragsperioderne 2022 og 2023.
21. Parlamentet har desuden gjort gældende, at BAWAG, idet denne part fik medhold i sine væsentligste klagepunkter i første instans, ikke er berettiget til at iværksætte appel til prøvelse af den appellerede kendelse, således at appellen må afvises.
Bedømmelse
22. Indledningsvis noterer jeg, at da BAWAG delvist har tabt sagen for Retten, er denne part berettiget til at iværksætte appel med påstand om delvis ophævelse af den appellerede kendelse, for så vidt som virkningerne af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse herved blev midlertidigt opretholdt, således at Parlamentets argumenter om, at appellen må afvises, skal forkastes.
23. Jeg minder om, at i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF kan Domstolen, såfremt den finder det nødvendigt, angive, hvilke af en annulleret retsakts virkninger der skal betragtes som bestående. Ved udøvelsen af den beføjelse, som Unionens retsinstanser er blevet tillagt ved denne artikel, skal disse tage hensyn til, om retssikkerhedsprincippet er blevet overholdt, og om andre offentlige eller private interesser er blevet respekteret (8).
24. Det er korrekt, at Domstolen i sin faste praksis har fastslået, at virkningerne af en EU-retsakt, der er blevet annulleret, kan opretholdes af retssikkerhedsmæssige grunde, bl.a. når de umiddelbare virkninger af en annullation heraf vil kunne få alvorlige negative konsekvenser, og når den anfægtede retsakts lovlighed ikke anfægtes på grund af dens formål eller indhold, men på grund af ophavsmandens inkompetence eller tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, hvilket navnlig omfatter fejl, der er begået med hensyn til den anfægtede retsakts retsgrundlag (9). Ikke desto mindre noterer jeg, således som generaladvokat Tanchev – i høj grad med rette – påpegede i sit forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Sverige (10), at det ved en nærlæsning af Domstolens praksis fremgår, at selv om dette element, bl.a. i dommen i sagen Parlamentet og Kommissionen mod Rådet og dommen i sagen Tyskland mod Parlamentet og Rådet, kan have været anset for at være en hindring for, at Domstolen træffer afgørelse om opretholdelse af en EU-retsakts virkninger (11), har Domstolen i andre tilfælde, som f.eks. i dommen i sagen Spanien mod Rådet og dommen i sagen Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, opretholdt virkningerne af en EU-retsakt, som var blevet annulleret med en begrundelse, der var forbundet med afgørelsens materielle lovlighed (12). I modsætning til hvad BAWAG har gjort gældende, er dette element derfor ikke er et krav, der skal opfyldes i alle tilfælde, men snarere afhænger af de foreliggende forhold (13).
25. I det foreliggende tilfælde er jeg af den opfattelse, at en annullation af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse, uden at dens virkninger blev opretholdt, indtil den blev erstattet af en ny retsafgørelse, ville kunne underminere gennemførelsen af SRM-forordningen, der udgør en væsentlig del af bankunionen, hvilken bidrager til stabiliteten i euroområdet (14).
26. For det første er der nemlig ikke rejst tvivl om selve Afviklingsinstansens forpligtelse til i henhold til SRM-forordningens artikel 69, stk. 1, at sikre, at Afviklingsfondens disponible midler svarer til mindst 1% af de dækkede indskud i alle de kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i alle de deltagende medlemsstater, og heller ikke om den deraf følgende forpligtelse for de berørte kreditinstitutter, herunder appellanten, til at indbetale ex ante-bidragene i henhold til SRM-forordningens artikel 70.
27. For det andet deler jeg de bekymringer, som Retten gav udtryk for, da den i den appellerede kendelses præmis 42 og 43 anførte, at en øjeblikkelig tilbagebetaling af de berørte bidrag risikerede at fratage Afviklingsfonden finansielle midler, der kan vise sig at være nødvendige for opfyldelsen af dens mål om finansiel stabilitet og om oprettelse af en økonomisk og monetær union. Hvis virkningerne af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse ikke opretholdes, vil det nemlig kunne skade den fælles afviklingsmekanismes integritet, forstyrre dens funktion i tilfælde af et finansielt indgreb fra Afviklingsfonden og bringe den almene interesse i, at Afviklingsfonden råder over tilstrækkelig finansiel kapacitet, i fare. Dette udgør efter min opfattelse en tilstrækkelig grund til at opretholde virkningen af nævnte afgørelse, indtil den er blevet erstattet af en ny retsafgørelse.
28. For så vidt som Domstolen, således som jeg foreslår, træffer afgørelse om at forkaste appellerne i sagerne C-454/24 P, C-529/24 P, C-536/24 P, C-537/24 P, C-585/24 P og C-705/24 P, vil Afviklingsinstansens 2023-afgørelse desuden, ud over en materiel ulovlighed, der vedrører størrelsen af de opkrævede bidrag, være behæftet med annullationsgrunde med hensyn til ulovligheden af SRM-forordningens artikel 70, stk. 7, og gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 (15). I hver af disse sager vil Afviklingsinstansen derfor ikke kunne vedtage nye afgørelser, før der er vedtaget nye retsforskrifter. Da den tilpassede metode til beregning af ex ante-bidrag er berørt af den pågældende ulovlighed, vil det være op til Afviklingsinstansen i givet fald at anvende en ny beregningsmetode, således at det nøjagtige bidragsbeløb, der i sidste ende vil kunne opkræves af de berørte institutter, herunder appellanten, for bidragsårene 2022 og 2023, ikke kan fastsættes i en nær fremtid.
29. I denne henseende har Afviklingsinstansen og Rådet, støttet af Parlamentet og Kommissionen, i sagerne C-529/24 P, C-536/24 P, C-537/24 P, C-585/24 P og C-705/24 P gjort gældende, at det vil være nødvendigt med en frist på 30 måneder for at gennemføre tre procedurer, nemlig for det første en lovgivningsprocedure vedrørende begrundelsen for SRM-forordningens artikel 70, stk. 7, for det andet en procedure for vedtagelse af en ny gennemførelsesforordning og for det tredje en procedure for Afviklingsinstansens vedtagelse af nye afgørelser om fastsættelse af de bidrag, der skal betales.
30. Under disse omstændigheder foreslår jeg at forkaste det enkelte anbringende, som BAWAG har fremsat, og for at undgå en eventuel afbrydelse i bidragsordningen for bidragsperioderne 2022 og 2023 foreslår jeg Domstolen at opretholde virkningerne af Afviklingsinstansens 2023-afgørelse, for så vidt som den vedrører BAWAG, inden for en rimelig frist, som ikke kan overskride 30 måneder at regne fra den dag, hvor dommene i sagerne C-454/24 P, C-529/24 P, C-536/24 P, C-537/24 P, C-585/24 P, C-671/24 P og C-705/24 P afsiges, og indtil en ny afgørelse fra Afviklingsinstansen, der fastsætter ex ante-bidraget til Afviklingsfonden for det pågældende institut, træder i kraft.
Sagsomkostninger
31. Det følger af ovenstående betragtninger, at appellen skal forkastes. I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen følgelig afgørelse om sagsomkostninger.
32. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af artikel 184, stk. 1, heri finder anvendelse på retsforhandlingerne i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da BAWAG har tabt sagen, skal denne part tilpligtes at bære sine egne omkostninger samt betale de af Afviklingsinstansen afholdte omkostninger i overensstemmelse med sidstnævnte parts påstand.
33. I henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1 og 3, som i medfør af artikel 184, stk. 1, heri finder anvendelse på retsforhandlingerne i appelsager, bærer institutter, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Parlamentet og Rådet skal derfor hver bære deres egne omkostninger.
Forslag til afgørelse
34. Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe afgørelse således:
»1) Appellen forkastes.
2) Virkningerne af afgørelse SRB/ES/2023/23 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) opretholdes, for så vidt som denne afgørelse vedrører BAWAG P.S.K. Bank für Arbeit und Wirtschaft und Österreichische Postsparkasse AG, indtil en ny retsafgørelse, som skal erstatte den førstnævnte, træder i kraft, senest inden for en frist på 30 måneder at regne fra afsigelsen af dommene i sagerne C-454/24 P, C-529/24 P, C-536/24 P, C-537/24 P, C-585/24 P, C-671/24 P og C-705/24 P.
3) BAWAG P.S.K. Bank für Arbeit und Wirtschaft und Österreichische Postsparkasse bærer sine egne omkostninger og betaler de af Afviklingsinstansen afholdte omkostninger.
4) Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union bærer hver deres egne omkostninger.«
1 – Originalsprog: fransk.
2 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010, herefter »SRM-forordningen« (EUT 2014, L 225, s. 1). SRM er en forkortelse for »Single Resolution Mechanism«.
3 – Dom af 10.4.2024 (T-411/22, EU:T:2024:216).
4 – Den appellerede kendelse (præmis 26-37).
5 – Den appellerede kendelse (præmis 38-45).
6 – BAWAG har i denne henseende henvist til dom af 26.11.2014, Parlamentet og Kommissionen mod Rådet (C-103/12 og C-165/12, EU:C:2014:2400, præmis 92), af 1.12.2015, Parlamentet og Kommissionen mod Rådet (C-124/13 og C-125/13, herefter »dommen i sagen Parlamentet og Kommissionen mod Rådet«, EU:C:2015:790, præmis 89), af 7.9.2016, Tyskland mod Parlamentet og Rådet (C-113/14, EU:C:2016:635, præmis 84), og af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (C-584/20 P og C-621/20 P, herefter »dommen i sagen Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen«, EU:C:2021:601, præmis 175).
7 – Afviklingsinstansen har bl.a. henvist til dommen i sagen Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (præmis 177).
8 – Jf. bl.a. dom af 22.12.2008, Régie Networks (C-333/07, EU:C:2008:764, præmis 122), af 25.2.2021, Kommissionen mod Sverige (C-389/19 P, EU:C:2021:131, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis), og af 20.4.2023, Parlamentet mod Kommissionen (Godkendelse af et særligt problematisk stof) (C-144/21, EU:C:2023:302, præmis 136 og den deri nævnte retspraksis).
9 – Jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Parlamentet og Kommissionen mod Rådet (C-103/12 og C-165/12, EU:C:2014:2400, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis), dommen i sagen Parlamentet og Kommissionen mod Rådet (præmis 86) og dommen i sagen Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (præmis 175 og den deri nævnte retspraksis).
10 – C-389/19 P, EU:C:2020:874, punkt 129.
11 – Jf. dommen i sagen Parlamentet og Kommissionen mod Rådet (præmis 89) og dom af 7.9.2016, Tyskland mod Parlamentet og Rådet (C-113/14, EU:C:2016:635, præmis 84).
12 – Jf. dom af 7.9.2006, Spanien mod Rådet (C-310/04, EU:C:2006:521, præmis 138-141, sammenholdt med præmis 135-137), og af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 373-376, sammenholdt med præmis 333-372).
13 – I dom af 25.2.2021, Kommissionen mod Sverige (C-389/19 P, EU:C:2021:131), traf Domstolen således afgørelse om opretholdelse af retsvirkningerne af den omhandlede afgørelse, som var blevet annulleret med en begrundelse, der var forbundet med afgørelsens materielle lovlighed, under hensyntagen til risikoen for, at der opstod en alvorlig og uoprettelig skade for menneskers sundhed og miljøet.
14 – Jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (præmis 177).
15 – Rådets forordning af 19.12.2014 om ensartede betingelser for anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (EUT 2015, L 15, s. 1).