I.

Indledning

1.

Domstolen er for nylig blevet forelagt en række anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrørende den tidsmæssige begrænsning af den beskyttelse, som EU-retten  ( 2 ) garanterer forbrugerne. Domstolen har allerede afklaret en række aspekter vedrørende konstateringen af, at der er sket en tilsidesættelse af forbrugernes rettigheder, og de konsekvenser, der skal drages heraf, og den skal nu udtale sig om spørgsmål vedrørende adgangen til domstolsprøvelse, der har til formål at ophæve følgerne af en tilsidesættelse af disse rettigheder.

2.

Den foreliggende præjudicielle forelæggelse har baggrund i denne retspraksis. Med fire af sine seks præjudicielle spørgsmål anmoder den forelæggende ret nemlig Domstolen om præciseringer, der vil gøre den i stand til at afgøre, om de regler om forældelsesfrister, som i medfør af slovakisk ret finder anvendelse på forbrugernes søgsmål, er i overensstemmelse med EU-retten.

3.

I overensstemmelse med Domstolens anmodning vil nærværende forslag til afgørelse være koncentreret om de to første præjudicielle spørgsmål. Med disse spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om nationale bestemmelser, der for det første fastsætter en forældelsesfrist på tre år, som beregnes fra tidspunktet for den ugrundede berigelse, og for det andet en forældelsesfrist på ti år, der imidlertid kun finder anvendelse, hvis forbrugeren godtgør, at den ugrundede berigelse er forsætlig, er forenelig med EU-retten.

II.

Retsforskrifter

A.

EU-retten

1.

Direktiv 93/13/EØF

4.

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF har følgende ordlyd  ( 3 ):

2.

Direktiv 2008/48/EF

5.

Direktiv 2008/48/EF  ( 4 ) har ifølge artikel 1 til formål at harmonisere visse aspekter af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit.

6.

Artikel 3, litra i), i direktiv 2008/48 definerer begrebet »årlige omkostninger i procent« (herefter »ÅOP«) som værende »de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i artikel 19, stk. 2«.

7.

Artikel 10 i direktiv 2008/48 med overskriften »Oplysninger, der skal angives i kreditaftalen« bestemmer følgende i stk. 2:

B.

Slovakisk ret

8.

I henhold til § 53, stk. 1, i Občiansky zákonník (den borgerlige lovbog) er urimelige kontraktvilkår i en aftale, der er indgået med en forbruger, ugyldige.

9.

Denne lovbogs § 107 bestemmer:

10.

Denne lovbogs § 451, stk. 2, definerer »ugrundet berigelse« som »en økonomisk fordel opnået ved hjælp af en retlig ugrundet ydelse, en ydelse baseret på en ugyldig retsakt eller en ydelse baseret på et ikke gældende retsgrundlag tillige med en økonomisk fordel, der stammer fra uhæderlige kilder«.

11.

Zákon č. 129/2010 Z. z. o spotrebiteľských úveroch a o iných úveroch a pôžičkách pre spotrebiteľov a o zmene a doplnení niektorých zákonov (lov nr. 129/2010 om forbrugerkredit samt andre kreditter og lån til forbrugere og om ændring af bestemte love, herefter »lov nr. 129/2010«) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, har til formål at gennemføre direktiv 2008/48 i slovakisk ret.

12.

I henhold til § 11, stk. 1, i lov nr. 129/2010 betragtes forbrugerkreditten som »rente- og omkostningsfri«, hvis forbrugerkreditaftalen ikke indeholder de oplysninger, der bl.a. kræves i henhold til denne lovs § 9, stk. 2, litra a)-k), eller til skade for forbrugeren ikke indeholder en korrekt angivelse af ÅOP.

III.

De faktiske omstændigheder i hovedsagen, retsforhandlingerne for Domstolen og de præjudicielle spørgsmål

13.

I 2011 indgik sagsøgeren i hovedsagen og kreditinstituttet PROFI CREDIT Slovakia s.r.o. en forbrugerkreditaftale for et beløb svarende til 1 500 EUR.

14.

Efter at have tilbagebetalt hele lånet, dvs. 3 698,40 EUR, oplyste en jurist i februar 2017 sagsøgeren i hovedsagen om, at kontraktvilkåret vedrørende udsættelsesgebyrerne var urimeligt, og at de oplysninger vedrørende ÅOP, som vedkommende havde modtaget, var ukorrekte.

15.

I maj 2017 anlagde sagsøgeren i hovedsagen sag med påstand om godtgørelse af de gebyrer, som ifølge sagsøgeren i hovedsagen var opkrævet med urette. I sit svarskrift gjorde PROFI CREDIT Slovakia gældende, at den berørte parts søgsmålsret var forældet.

16.

Den forelæggende ret, ved hvilken der er iværksat appel  ( 5 ), er af den opfattelse, at visse omstændigheder tyder på, at den omhandlede forbrugerkreditaftale til dels kan anses for at være i strid med de EU-retlige bestemmelser om forbrugerkredit  ( 6 ).

17.

Den første omstændighed består i, at i henhold til den omtvistede aftale kunne PROFI CREDIT Slovakia allerede fra kontraktforholdets første dag opkræve et gebyr på i alt 367,49 EUR som modydelse for forbrugerens mulighed for i fremtiden at få suspenderet tilbagebetalingen af lånet. På grund af dette gebyr modtog sagsøgeren i hovedsagen ikke det aftalte beløb på 1 500 EUR, men kun et beløb på 1 132,51 EUR, dvs. et beløb, der var 24% lavere, selv om det ikke var sikkert, at den pågældende forbruger ville gøre brug af muligheden for at udskyde tilbagebetalingen. Den forelæggende ret har anført, at disse gebyrer er ulovlige, og den synes at være af den opfattelse, at långiver oppebar det på grundlag af et urimeligt kontraktvilkår. Den har endvidere henvist til Radlinger og Radlingerová-dommen  ( 7 ), hvori Domstolen fastslog, at artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at det samlede kreditbeløb og størrelsen af den udnyttede kreditmulighed omfatter samtlige beløb, der stilles til rådighed for forbrugeren. Domstolen præciserede, at de beløb, som kreditgiver stiller krav om til betaling af omkostninger, der er forbundet med den omhandlede kredit, og som ikke rent faktisk udbetales til denne forbruger, skal udelukkes.

18.

Den anden omstændighed består i, at den ÅOP (66,31%), som fremgår af aftalen, er lavere end selve rentesatsen (70%), hvilket kan skyldes, at ÅOP ikke er beregnet ud fra det beløb, som rent faktisk blev udbetalt af PROFI CREDIT Slovakia. Den forelæggende ret har præciseret, at i henhold til slovakisk ret sanktioneres en ukorrekt angivelse af ÅOP ved, at långiver mister retten til renter og omkostninger i forbindelse med lånet.

19.

Den forelæggende ret har ligeledes anført, at den slovakiske lovgivning foreskriver to typer forældelsesfrister for sager anlagt af forbrugere, nemlig en subjektiv forældelsesfrist og en objektiv forældelsesfrist.

20.

Den subjektive forældelsesfrist er på to år og begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor forbrugeren får kendskab til den ugrundede berigelse  ( 8 ). Denne frist synes at være overholdt i den foreliggende sag. Sagsøgeren i hovedsagen modtog nemlig oplysninger om det omhandlede tab i februar 2017 og anlagde sag i maj 2017.

21.

Den objektive forældelsesfrist begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor en ugrundet berigelse faktisk har fundet sted  ( 9 ): Ifølge slovakisk ret er fristen ti år, når berigelsen er forsætlig, og tre år, når der ikke er tale om en forsætlig berigelse  ( 10 ). Denne anden frist forekommer allerede at være udløbet i den foreliggende sag, idet der er gået mere end tre år mellem betalingen af de omhandlede gebyrer (sandsynligvis i 2011) og sagsøgeren i hovedsagens anlæggelse af søgsmålet (i maj 2017).

22.

I denne forbindelse har den forelæggende ret bemærket, at de slovakiske retsinstanser anvender bestemmelserne om forældelsesfrister til fordel for forbrugerne. Disse retsinstanser fortolker forsætligheden af en ugrundet berigelse »smidigt« og anvender følgelig forældelsesfristen på ti år. Der er imidlertid blevet rejst tvivl om denne tilgang med den afgørelse, som blev afsagt af Najvyšší súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol) den 18. oktober 2018. Ifølge denne afgørelse, som bl.a. er truffet på grundlag af en analogi med definitionen af »forseelse« i zákon 300/2005 Z.z., Trestný zákon (den slovakiske straffelov)  ( 11 ), tilkommer det sagsøgeren, som påberåber sig den særlige objektive forældelsesfrist på ti år, der finder anvendelse på »forsætlig« ugrundet berigelse, at godtgøre, at långiver havde til hensigt at sikre sig en ugrundet berigelse til skade for forbrugeren. Godtgøres dette ikke, finder den generelle forældelsesfrist på tre år anvendelse. I henhold til zákon č. 99/1963 Zb., Občiansky súdny poriadok (lov nr. 99/1963 om den civile retspleje), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, skal de lavere retsinstanser følge den retspraksis, der følger af afgørelsen af 18. oktober 2018.

23.

På denne baggrund har Krajský súd v Prešove (den regionale ret i Prešov, Slovakiet) ved afgørelse af 12. juni 2019, indgået til Domstolen den 25. juni 2019, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen seks præjudicielle spørgsmål, hvoraf de to første, som der henvises til i Domstolens anmodning  ( 12 ), er affattet som følger:

IV.

Bedømmelse

24.

Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 93/13 og 2008/48, chartrets artikel 47 og effektivitetsprincippet er til hinder for, at der i et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af ydelser, der er leveret i henhold til et vilkår, der er erklæret urimeligt, anvendes en forældelsesfrist på tre år, som begynder at løbe fra tidspunktet for den ugrundede berigelse, dvs. fra det tidspunkt, hvor disse ydelser blev leveret. Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om disse EU-retsakter og effektivitetsprincippet er til hinder for, at en forældelsesfrist på ti år, som ligeledes begynder at løbe på tidspunktet for den ugrundede berigelse, kun finder anvendelse, hvis forbrugeren godtgør, at den omhandlede berigelse er forsætlig.

25.

Formuleringen af disse to spørgsmål kan give anledning til tvivl om forbindelsen mellem dem inden for den sammenhæng, hvori de indgår, og med hensyn til deres formål. Denne tvivl fremgår endvidere i et vist omfang af bemærkningerne fra visse parter, som har bestridt, at disse spørgsmål kan antages til realitetsbehandling. Jeg vil derfor fremsætte nogle indledende bemærkninger, inden jeg foretager en analyse af disse spørgsmåls antagelse til realitetsbehandling og sagens realitet.

A.

Indledende bemærkninger vedrørende de præjudicielle spørgsmål

1.

Sammenhængen mellem de to første spørgsmål

26.

Det skal bemærkes, at sammenhængen mellem det første og det andet præjudicielle spørgsmål ikke er klar.

27.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at dens andet spørgsmål kun er relevant, hvis det første spørgsmål besvares benægtende. Den er af den opfattelse, at det andet spørgsmål alene skal undersøges, hvis EU-retten ikke er til hinder for anvendelsen af en forældelsesfrist på tre år, dvs. hvis forældelsesfristen for et søgsmål anlagt af en forbruger med krav om tilbagebetaling er tre år regnet fra en ugrundet berigelse.

28.

I den foreliggende sag lader det til, at der er forløbet tre år fra betalingen af de omhandlede gebyrer og sagsøgeren i hovedsagens anlæggelse af søgsmålet. Den forelæggende ret har endvidere anført, at det i princippet er umuligt for sagsøgeren i hovedsagen at godtgøre, at den ugrundede berigelse er forsætlig, og drage fordel af den objektive forældelsesfrist på ti år.

29.

Under disse omstændigheder forekommer forældelsesfristen på tre år allerede at være udløbet. Ved anvendelse af denne frist er sagsøgeren i hovedsagens søgsmål med påstand om tilbagebetaling dermed som udgangspunkt forældet. Dette ville imidlertid ikke være tilfældet, hvis de nationale bestemmelser, som fastsætter en objektiv forældelsesfrist på tre år (det første spørgsmål), eller eventuelt dem, der ifølge den forelæggende ret pålægger en urimelig bevisbyrde i forhold til forældelsesfristen på ti år (det andet spørgsmål), ikke kan gøres gældende over for sagsøgeren i hovedsagen på grund af deres uforenelighed med EU-retten. Jeg udleder af formuleringen af spørgsmålene, at den forelæggende ret i det første tilfælde ikke er af den opfattelse, at sagsøgeren i hovedsagens søgsmål skal underlægges en objektiv forældelsesfrist. Med formuleringen af det andet spørgsmål kan sagsøgeren i hovedsagen derimod gøre en forældelsesfrist på ti år gældende.

30.

Jeg vil derfor undersøge det første og det andet præjudicielle spørgsmål i den rækkefølge, som den forelæggende ret har stillet dem.

2.

Den sammenhæng, som de to første præjudicielle spørgsmål indgår i

31.

De to første præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, nævner ikke andre EU-retsakter end chartret. Det fremgår imidlertid af begrundelsen for forelæggelsen og navnlig af den praksis fra Domstolen, der er nævnt ovenfor, at det i denne retspraksis er fastslået, at den aftale, som er indgået mellem parterne i hovedsagen, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13 og 2008/48, og at sagsøgeren i hovedsagens søgsmål vedrører de pågældende direktiver. I tråd hermed har Europa-Kommissionen analyseret disse to spørgsmål i lyset af direktiv 93/13, hvorimod den slovakiske regering har analyseret dem i lyset af direktiv 93/13 og 2008/48.

32.

Med henblik på at fastlægge den sammenhæng, som disse to spørgsmål indgår i, skal det bemærkes, at de vedrører grænserne for medlemsstaternes procesautonomi med hensyn til reglerne for anlæggelse af søgsmål, som støttes på en tilsidesættelse af de EU-retlige bestemmelser om forbrugerbeskyttelse.

33.

Der er imidlertid hverken fastsat sådanne bestemmelser i direktiv 93/13 eller direktiv 2008/48. Det tilkommer i medfør af princippet om procesautonomi hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte sådanne bestemmelser, dog på den betingelse, at disse ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt den nationale ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt forbrugerne ved EU-retten (effektivitetsprincippet).

34.

Jeg skal endvidere præcisere, at den forelæggende ret ikke ønsker præciseringer, som gør den i stand til at afgøre, om den slovakiske forældelsesordning overholder ækvivalensprincippet. Under alle omstændigheder er der intet, der tyder på, at der er tale om en særlig ordning for søgsmål, der er baseret på EU-retten. Der er derfor ingen grund til at antage, at ækvivalensprincippet ikke er overholdt i den foreliggende sag.

35.

Hvad dernæst angår effektivitetsprincippet kan formuleringen af de præjudicielle spørgsmål give anledning til at antage, at den forelæggende ret alene anmoder Domstolen om at udtale sig om dette princip inden for rammerne af det andet spørgsmål. Det første spørgsmål indeholder nemlig ikke nogen udtrykkelig henvisning til dette princip. Den forelæggende ret har imidlertid i den indledende del af det andet spørgsmål præciseret, at dette spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at forældelsesfristen på tre år anses for at være i overensstemmelse med effektivitetsprincippet.

36.

Under disse omstændigheder skal de grunde, som har foranlediget den forelæggende ret til at forelægge disse to spørgsmål, undersøges i lyset af såvel effektivitetsprincippet som chartrets artikel 47.

37.

Domstolen har i sin seneste praksis vedrørende procesautonomi og direktiv 93/13 snarere henvist til ækvivalensprincippet og adgangen til effektive retsmidler  ( 13 ) – og i sjældnere tilfælde til en effektiv retsbeskyttelse  ( 14 ) – end til ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Derudover er det i forhold til direktiverne om forbrugerbeskyttelse  ( 15 ) svært at se, hvorledes kravene i chartrets artikel 47 hænger sammen med de krav, der udspringer af effektivitetsprincippet.

38.

Med henvisningen i sin praksis til retten til effektive retsmidler har Domstolen imidlertid fokuseret på spørgsmålet om, hvorvidt de processuelle bestemmelser, der er fastsat i den nationale retsorden i lyset af chartrets artikel 47, indebærer en betydelig risiko for, at en forbruger afskrækkes fra at varetage sine rettigheder på effektiv vis ved den domstol, hvor den erhvervsdrivende har anlagt sag  ( 16 ). Som jeg hvad angår forældelsesfristerne har redegjort for  ( 17 ), er det svært at adskille en rettighedsbaseret tilgang, der omfatter retten til effektive retsmidler, eller til en effektiv retsbeskyttelse, fra en tilgang, der er baseret på effektivitetsprincippet  ( 18 ).

39.

Under disse omstændigheder forekommer det mig, at anvendelsen af effektivitetsprincippet er bedst egnet til at tackle udfordringerne i forhold til disse frister, henset til den omstændighed, at forældelsesordningen skal vurderes som helhed, således som fastslået af den nationale lovgiver som svar på en mangel på bestemmelser i den afledte ret om forbrugerbeskyttelse vedrørende søgsmål med påstand om tilbagebetaling af en ydelse, der er leveret ifølge kontraktvilkår, der er i strid med EU-retten.

40.

Af de grunde, som jeg lige har redegjort for, vil jeg analysere det første og det andet præjudicielle spørgsmål i lyset af effektivitetsprincippet.

3.

Genstanden for de to første præjudicielle spørgsmål

41.

Det forekommer mig, at der er et vist modsætningsforhold i formuleringen af det første og det andet spørgsmål, i den udstrækning de beskriver en handling, som de omhandlede forældelsesfrister finder anvendelse på.

42.

Mens det første spørgsmål udtrykkeligt vedrører en forældelsesfrist, der finder anvendelse på »forbrugerens ret til tilbagebetaling af en ydelse, som følger af et urimeligt kontraktvilkår«, henviser det andet spørgsmål til en forældelsesfrist, der finder anvendelse på et søgsmål, der skyldes den omstændighed, at långiver ikke har angivet ÅOP »korrekt« og følgelig tilsidesætter en retsregel og gennem opkrævning af renter opnår en ugrundet berigelse. Det skal i denne sammenhæng for det første bemærkes, at den forelæggende ret har forklaret, at en ukorrekt angivelse af ÅOP bl.a. sanktioneres med, at kreditgiver mister retten til omkostninger. Ifølge den nationale lovgivning gælder dette ligeledes kreditgivers ret til renter. For det andet bemærkes, at sagsøgeren i hovedsagen har nedlagt påstand om pålæggelse af en sanktion, nemlig tilbagebetaling af gebyrerne, og, som det syntes at fremgå af formuleringen af det andet spørgsmål, dermed påstand om tilbagebetaling af de af kreditgiver opkrævede renter.

43.

Det første spørgsmål må derfor antages at vedrøre direktiv 93/13 og det andet spørgsmål direktiv 2008/48.

44.

Denne fortolkning af disse to spørgsmål afspejler indholdet af anmodningen om præjudiciel afgørelse. I fremstillingen af begrundelsen for den præjudicielle forelæggelse har den forelæggende ret nemlig angivet, at såvel en ukorrekt angivelse af ÅOP som uforholdsmæssigt høje gebyrer synes at udgøre en tilsidesættelse af bestemmelserne om forbrugerkredit. Denne ret har dermed udpeget to grunde til, at den kreditaftale, som er indgået mellem parterne i hovedsagen, kan anses for at være i strid med de EU-retlige bestemmelser, som finder anvendelse på forbrugerkredit  ( 19 ).

45.

De to første præjudicielle spørgsmål synes imidlertid at vedrøre forældelsesfrister, som finder anvendelse på ét og samme søgsmål anlagt af sagsøgeren i hovedsagen ved de slovakiske retter. Dette søgsmål forekommer at vedrøre ordningen om ugrundet berigelse i den slovakiske lovgivning, og jeg er af den opfattelse, at det i begge disse spørgsmål omhandlede tilfælde er samme årsag, som ligger til grund for den ugrundede berigelse. Hvad angår det andet spørgsmål skal det således undersøges, om direktiv 93/13 og 2008/48 lægger vægt på, at den erhvervsdrivendes berigelse skal være forsætlig. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at det omtvistede kontraktvilkår i det foreliggende tilfælde kan skabe virkninger, der er i strid med direktiv 93/13 og 2008/48. Af denne grund vil jeg analysere disse to spørgsmål i lyset af disse to direktiver.

46.

Jeg vil indledningsvis undersøge, om det er muligt at antage det første og det andet præjudicielle spørgsmål til realitetsbehandling (afsnit B). Med henblik på at give et hensigtsmæssigt svar vil jeg dernæst for det første anføre nogle generelle betragtninger vedrørende medlemsstaternes procesautonomi i forhold til forældelsesfristen for søgsmål om tilbagebetaling inden for rammerne af direktiverne om forbrugerbeskyttelse (afsnit C), og for det andet vil jeg undersøge spørgsmålene i den af den forelæggende ret anførte orden (afsnit D og E).

B.

Om formaliteten

47.

PROFI CREDIT Slovakia har hævdet, at uregelmæssighederne i den procedure, som er anvendt af den forelæggende ret med henblik på at forelægge Domstolen de omhandlede spørgsmål til præjudiciel afgørelse, og som består i, at kreditinstituttet ikke har haft mulighed for at udtale sig om begrundelserne for udsættelsen af sagen, har medført en tilsidesættelse af tvistens parters ret til en retfærdig rettergang.

48.

Derudover vedrører navnlig det første og det andet præjudicielle spørgsmål reelt fortolkningen af nationale regler, eftersom der ikke findes nogen bestemmelse i EU-retten, som harmoniserer medlemsstaternes lovgivninger om forældelse. Desuden begrænser chartrets artikel 51 anvendelsen af dette instrument til situationer, hvor medlemsstaterne gennemfører EU-retten. Endelig er disse spørgsmål ikke relevante for at afgøre tvisten i hovedsagen.

49.

Den slovakiske regering har gjort gældende, at i det omfang den præjudicielle anmodning vedrører det første spørgsmål, opfylder denne anmodning ikke kravene i artikel 94, litra c), i Domstolens procesreglement. I denne anmodning er der nemlig ikke angivet en begrundelse for, hvorfor den forelæggende ret nærer tvivl om foreneligheden af den generelle objektive forældelsesfrist på tre år med EU-retten. Hvis det første spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, er det desuden ufornødent at undersøge det andet spørgsmål.

50.

Jeg deler hverken de af PROFI CREDIT Slovakia eller de af den slovakiske regerings fremførte forbehold.

51.

Hvad indledningsvis angår den tvivl, som PROFI CREDIT Slovakia nærer med hensyn til retmæssigheden af den procedure, som er fulgt af den forelæggende ret, tilkommer det Domstolen at undersøge, om forelæggelsesafgørelsen blev vedtaget i medfør af de nationale bestemmelser vedrørende retternes sammensætning og virkemåde  ( 20 ).

52.

Hvad dernæst angår det af PROFI CREDIT Slovakia fremførte forbehold med hensyn til de præjudicielle spørgsmål, der ikke vedrører EU-retten, er det korrekt, at de to præjudicielle spørgsmål ikke nævner andre EU-retsakter end chartret. Som jeg har anført i punkt 31-33 i nærværende forslag til afgørelse, ønskes der med disse to spørgsmål en afklaring med henblik på, at den forelæggende ret kan træffe sin afgørelse om, hvorvidt de nationale regler om forældelsesfrister, som er fastsat i medfør af princippet om procesautonomi, er i overensstemmelse med direktiv 93/13 og 2008/48  ( 21 ).

53.

Det følger imidlertid af Domstolens faste praksis, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen  ( 22 ).

54.

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål, som er forelagt af de nationale retter, er relevante, og at Domstolen kun kan afslå at træffe afgørelse vedrørende sådanne spørgsmål, såfremt det fremgår, at den ønskede fortolkning savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af disse spørgsmål. Henset til bemærkningerne i punkt 31-33 i dette forslag til afgørelse er en sådan konklusion imidlertid ikke påkrævet i den foreliggende sag.

55.

Endelig bemærkes, at selv om begrundelserne for den forelæggende rets første spørgsmål ikke er klare, kan den slovakiske regerings forbehold være medvirkende til at forstå de hensyn, som ligger til grund for dette spørgsmål.

56.

Som jeg allerede har nævnt i punkt 29 i dette forslag til afgørelse, er sagsøgeren i hovedsagens søgsmål i princippet omfattet af den objektive forældelsesfrist på tre år. Denne frist synes imidlertid at være udløbet i den foreliggende sag. For at dette søgsmål ikke skal anses for forældet, skal denne frist ikke kunne påberåbes over for sagsøgeren i hovedsagen. Den omstændighed, at denne frist ikke kan gøres gældende over for forbrugeren, kan skyldes, at den er uforenelig med EU-retten. Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at i forhold til forlængelsesfristen på ti år, hvormed de slovakiske retter sikrer beskyttelsen af forbrugerne i overensstemmelse med den retspraksis, der følger af dommen i sagen Gutiérrez Naranjo m.fl.  ( 23 ), er fristen på tre år ufordelagtig for forbrugere og indskrænker deres rettigheder, og nogle gange berøver den endog forbrugerne deres rettigheder. Den forelæggende ret syntes at være af den opfattelse, at den objektive forældelsesfrist på tre år kan gøre det umuligt at udøve de rettigheder, der er tillagt forbrugerne i henhold til EU-retten, eller i det mindste at den indebærer en ikke ubetydelig risiko for, at en forbruger afskrækkes fra at gøre sine rettigheder gældende ved en national domstol.

C.

Medlemsstaternes procesautonomi og forældelsesfristen for sager om tilbagebetaling inden for rammerne af direktiverne om forbrugerbeskyttelse

1.

Forældelsesfristen for sager om tilbagebetaling

57.

Som jeg har anført i punkt 33 i dette forslag til afgørelse, betyder EU-lovgivers manglende fastlæggelse af bestemmelser vedrørende søgsmål om tilbagebetaling af beløb, som er modtaget i medfør af kontraktvilkår, som er i strid med direktiv 93/13 og 2008/48, at det tilkommer medlemsstaterne at fastlægge sådanne bestemmelser. De kan således undergive sådanne søgsmål forældelsesfrister.

58.

Det er ganske vist korrekt, at i dommen i sagen Gutiérrez Naranjo m.fl.  ( 24 ) fastslog Domstolen, at en retslig konstatering af, at et kontraktvilkår er urimeligt, principielt skal genoprette den retlige og faktiske situation, som forbrugeren ville have befundet sig i, såfremt disse urimelige vilkår ikke havde eksisteret. Den fastslog endvidere, at den nationale rets forpligtelse til at tilsidesætte et urimeligt kontraktvilkår, der pålægger betaling af beløb, der viser sig at være uretmæssige, i princippet medfører en dertil svarende pligt til tilbagebetaling af de samme beløb.

59.

I mit nyligt fremsatte forslag til afgørelse i de forenede sager Raiffeisen Bank og BRD Groupe Société Générale  ( 25 ) fremførte jeg imidlertid flere argumenter til fordel for teorien, hvorefter denne dom ikke er til hinder for, at søgsmål om tilbagebetaling af betalinger foretaget i medfør af et urimeligt kontraktvilkår kan forældes. Jeg skal i denne forbindelse begrænse mig til at anføre, at Domstolen, som skulle udtale sig om en national retspraksis, der tidsbegrænsede de restituerende virkninger, i denne dom foretog en sondring mellem en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse og anvendelsen af en processuel bestemmelse såsom en rimelig forældelsesfrist  ( 26 ).

60.

Det samme gør sig gældende i andre domme, hvor Domstolen har fastslået, at søgsmål om tilbagebetaling i medfør af direktiv 93/13 og 2008/48 kan forældes.

61.

Dette er tilfældet med OPR-Finance-dommen  ( 27 ). Domstolen har ganske vist fastslået, at effektivitetsprincippet er til hinder for en betingelse om, at den sanktion, hvorefter en kreditaftale er ugyldig, og som ledsages af en pligt til at tilbagebetale hovedstolen, og som finder anvendelse i tilfælde af kreditgivers tilsidesættelse af pligten i henhold til artikel 8 i direktiv 2008/48, skal påberåbes af forbrugeren, hvilket skal ske inden for tre år. Denne konstatering skal imidlertid ses i lyset af den sammenhæng, som tvisten i hovedsagen i den omhandlede sag indgik i. Inden for rammerne af denne tvist, som var anlagt mod en forbruger, kunne den forelæggende ret nemlig ikke ex officio erklære en uretmæssig faktura ugyldig, og den var derfor nødsaget til at give långiver medhold i dennes påstand. Dette skyldes, at den nationale lovgivnings uforenelighed skyldtes forbuddet mod ex officio at undersøge, om forpligtelsen i artikel 8 i direktiv 2008/48 var overholdt  ( 28 ).

62.

Det samme gælder Cofidis-dommen  ( 29 ), hvori Domstolen inden for rammerne af direktiv 93/13 fastslog, at en retsplejeregel, som forbyder en national ret – efter udløbet af en forældelsesfrist – ex officio eller efter en indsigelse fremsat af en forbruger at fastslå den urimelige karakter af et kontraktvilkår, som kræves opfyldt af den erhvervsdrivende, er egnet til i tvister, hvori forbrugerne er sagsøgt, at gøre gennemførelsen af den forbrugerbeskyttelse, som tilsigtes med direktivet, uforholdsmæssig vanskelig.

63.

Hvad angår den slovakiske lovgivning, således som den i den foreliggende sag er tydeliggjort af den forelæggende ret, er der ikke noget, der tyder på, at udløbet af den objektive forældelsesfrist forbyder en ex officio påberåbelse af en urigtig angivelse af ÅOP, hvilket adskiller nærværende præjudicielle forelæggelse fra den forelæggelse, som gav anledning til OPR-Finance-dommen  ( 30 ). I henhold til § 11, stk. 1, i lov nr. 129/2010 synes et sådant forbud automatisk at blive sanktioneret med fritagelse for renter og afgifter.

64.

Der er endvidere intet, der tyder på, at udløbet af denne objektive forældelsesfrist betyder, at den nationale ret ikke ex officio kan gøre opmærksom på kontraktvilkårs urimelige karakter, hvorved de foreliggende sager adskiller sig fra den sag, der gav anledning til Cofidis-dommen  ( 31 ). Ifølge den borgerlige lovbogs § 53, stk. 1, anses urimelige kontraktvilkår i en aftale, der er indgået med en forbruger, nemlig for ugyldige. Kommissionen opfatter denne bestemmelse således, at der er tale om et absolut ugyldigt vilkår, og at en sådan ugyldighed ifølge den slovakiske doktrin er taget i betragtning af retten, endog uden at der er fremsat indsigelse af en forbruger og uden nogen tidsmæssig begrænsning. Jeg skal under alle omstændigheder bemærke, at den borgerlige lovbogs § 107 ikke forekommer at vedrøre søgsmål med påstand om, at et kontraktvilkår er urimeligt, men alene søgsmål om tilbagebetaling, der er omfattet af ordningen om ugrundet berigelse.

2.

Grænserne for medlemsstaternes procesautonomi

65.

Den omstændighed, at medlemsstaterne kan underlægge søgsmål om tilbagebetaling forældelsesfrister, indebærer ikke, at det råderum, de har i denne henseende, er ubegrænset. Forældelsesordningen skal overholde de krav, der følger af effektivitetsprincippet. I Domstolens praksis findes flere præciseringer af dette princip i forhold til forældelsesfristen for sager om tilbagebetaling på området for forbrugerbeskyttelse. Eftersom jeg for nyligt foretog en analyse af denne retspraksis i en sammenhæng svarende til den i den foreliggende sag omhandlede  ( 32 ), vil jeg begrænse mig til at henvise til de heraf indhøstede erfaringer.

66.

Når der foretages en vurdering af, om bestemmelser i national ret er forenelige med effektivitetsprincippet, skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retsplejeordning, såsom princippet om beskyttelse af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling. Der kan således kræves en vis årvågenhed fra forbrugerens side hvad angår overholdelsen af den pågældendes rettigheder, uden at effektivitetsprincippet tilsidesættes. Rimelige præklusive søgsmålsfrister, der fastsættes af retssikkerhedshensyn, kan i lyset heraf ikke i praksis antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten. Derimod kan en frist ikke anses for rimelig, hvis den kan medføre en betydelig risiko for, at en forbruger afholder sig fra effektivt at gøre sine rettigheder gældende ved den retsinstans, ved hvilken den erhvervsdrivende har anlagt sit søgsmål. En rimelig frist skal med andre ord være tilstrækkelig til, at forbrugeren kan forberede og iværksætte et effektivt retsmiddel  ( 33 ).

67.

En frists rimelige karakter – og dermed dens overensstemmelse med effektivitetsprincippet – skal imidlertid ikke udelukkende baseres på dens varighed. Der skal tages hensyn til alle bestemmelser vedrørende denne frist og navnlig den begivenhed, der udløser den  ( 34 ).

68.

En forældelsesfrist, sammenholdt med alle relevante bestemmelser, skal anses for at overholde effektivitetsprincippet, såfremt den er tilpasset det berørte områdes særlige karakter, således at den fulde virkning af de relevante bestemmelser i EU-retten ikke undermineres.

69.

Det er på baggrund af denne belysning af retspraksis, at de præjudicielle spørgsmål skal analyseres. Det skal nærmere bestemt vurderes, om forældelsesfristen i slovakisk ret kan anses for rimelig i henhold til Domstolens praksis.

D.

Det første præjudicielle spørgsmål

70.

Det fremgår af den forelæggende rets forklaringer, at den objektive forældelsesfrist på tre år begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den ugrundede berigelse rent faktisk er forekommet. Jeg afleder heraf, at den betaling, som forbrugeren har foretaget med den hensigt at opfylde kontrakten, udgør en begivenhed, som udløser denne frist. Denne frist skal derfor beregnes i forbindelse med enhver betaling, som foretages af forbrugeren under aftalens gennemførelse  ( 35 ).

71.

Kreditaftaler som den, der er indgået mellem hovedsagens parter, opfyldes imidlertid principielt i løbet af perioder af betydelig varighed. Kreditaftalers økonomiske funktion består nemlig bl.a. i en umiddelbar betaling af et bestemt beløb, forhøjet med omkostninger og renter, som gradvist tilbagebetales af låntager.

72.

Hvis den begivenhed, som udløser forældelsesfristen på tre år, er enhver betaling fra låntageren, kan visse af denne låntagers handlinger inden for rammerne af en aftale, som opfyldes i en periode på over tre år, blive forældede inden aftalens udløb  ( 36 ). Dette er så meget desto mere rigtigt for så vidt angår handlinger, som hænger sammen med betalinger, der foretages umiddelbart efter aftalens indgåelse, hvilket kan bevirke, at de erhvervsdrivende »ekspederer« størstedelen af de betalinger, som skal foretages af deres kunder.

73.

Under disse omstændigheder vil forældelsesordningen systematisk fratage forbrugerne muligheden for at kræve tilbagebetaling af de betalinger, som er foretaget i medfør af kontraktvilkår, der er i strid med direktiverne på forbrugerbeskyttelsesområdet, inden udløbet af den omhandlede aftale. Det kan således ikke udelukkes, at en forbruger, der ikke er fuldt bevidst om, at aftalen er uforenelig med EU-retten, og som frygter, at den erhvervsdrivende eventuelt vil anlægge et søgsmål mod denne, vil være tilbøjelig til at opfylde sine forpligtelser ifølge aftalen. Det er under disse omstændigheder ikke usædvanligt, at forbrugeren forhører sig om en manglende overensstemmelse efter aftalens udløb hos en advokat eller en juridisk rådgiver. Dette er bl.a. tilfældet med hensyn til aftaler, som opfyldes over flere år, hvilket ikke udgør en tilstrækkelig lang periode til, at det af en forbruger, som har udvist en vis forsigtighed i forhold til varetagelsen af sine interesser, kan kræves, at vedkommende forhører sig om en sådan manglende overensstemmelse.

74.

På baggrund af det ovenstående bør det fastslås, at effektivitetsprincippet er til hinder for en national lovgivning eller en fortolkning heraf, hvorefter den forældelsesfrist på tre år, som finder anvendelse på søgsmål om tilbagebetaling – som er anlagt på baggrund af kontraktvilkår, som er konstateret urimelige i medfør af direktiv 93/13, og/eller kontraktvilkår, der er i strid med de krav, der er opstillet i direktiv 2008/48 – begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den ugrundede berigelse reelt finder sted.

75.

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål, da dette er blevet forelagt for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares benægtende. Jeg vil dog gå videre med min bedømmelse i tilfælde af, at Domstolen ikke skulle være enig i min bedømmelse af det første spørgsmål.

E.

Det andet præjudicielle spørgsmål

1.

Indledende bemærkninger om det andet præjudicielle spørgsmål

76.

Med henblik på at placere det problem, der er rejst med det andet præjudicielle spørgsmål, i den rette sammenhæng skal det bemærkes, at i henhold til slovakisk ret finder forældelsesfristen på ti år i modsætning til den objektive forældelsesfrist på tre år kun anvendelse, hvis det godtgøres, at den ugrundede berigelse er forsætlig. Der synes således ikke at være tale om en generel forældelsesfrist, der principalt finder anvendelse, men en særlig frist.

77.

På dette grundlag har den slovakiske regering bemærket, at det andet spørgsmål – som alene skal besvares, såfremt det fastslås, at den generelle objektive forældelsesfrist på tre år er i overensstemmelse med kravene i EU-retten – er irrelevant, eftersom den specielle forældelsesfrist på ti år medfører en yderligere fordel, som teoretisk set måske slet ikke eksisterer. Ifølge den slovakiske regering er EU-retten under alle omstændigheder ikke til hinder for en national lovgivning, som gør denne fordel betinget af, at forbrugeren godtgør, at den ugrundede berigelse er forsætlig. Denne betragtning kan desuden ikke drages i tvivl af dommen i sagen CA Consumer Finance  ( 37 ), som den forelæggende ret har henvist til, eftersom situationen i denne dom ikke kan sammenlignes med situationen i den foreliggende sag.

78.

Kommissionen for sit vedkommende har gjort gældende, at en situation, hvor forbrugeren skal påvise den forsætlige forseelse fra långivers side, for at den objektive forældelsesfrist på ti år finder anvendelse, er i strid med EU-retten på forbrugerbeskyttelsesområdet.

79.

Den har indledningsvis gjort gældende, at et vilkår er urimeligt som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, når det ikke har været genstand for individuel forhandling, og hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed til skade for forbrugeren. Kommissionen har af denne bestemmelse udledt, at långiver har det fulde ansvar for forekomsten af et urimeligt kontraktvilkår, og at det ved forekomsten af dette vilkår må antages, at den pågældende långiver ikke har handlet i god tro.

80.

Kommissionen har med henvisning til dommen i sagen Karel de Grote – Hogeschool Katholieke Hogeschool Antwerpen  ( 38 ) herefter anført, at den omstændighed, at det er forbrugeren, som skal bevise, at betingelserne for en længere forældelsesfrist end treårsfristen finder anvendelse, er i strid med, hvad Domstolen har fastslået, nemlig at i betragtning af karakteren og betydningen af den offentlige interesse, som den beskyttelse direktiv 93/13 giver forbrugerne, hviler på, skal direktivets artikel 6 anses for ligeværdig med nationale regler, der inden for den interne retsorden har rang af ufravigelige retsgrundsætninger.

81.

I modsætning til den slovakiske regering er Kommissionen endelig af den opfattelse, at dommen i sagen CA Consumer Finance  ( 39 ) er relevant inden for rammerne af den foreliggende sag.

82.

Den forelæggende ret er således i tvivl om, hvorledes det andet spørgsmål skal besvares med hensyn til de tre emner, hvorom parterne er uenige: Hvilken rolle hensigten spiller i den ordning, der er indført med direktiv 93/13 og 2008/48, hvorvidt flere objektive forældelsesfrister kan eksistere side om side i slovakisk ret, og hvorvidt dommen i sagen CA Consumer Finance  ( 40 ) er relevant.

2.

Hvilken rolle har hensigten i de ordninger, der er indført ved direktiv 93/13 og 2008/48?

83.

De argumenter, som Kommissionen har udledt af artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, synes at hvile på en fortolkning af dette direktiv, hvorefter det ved forekomsten af et urimeligt kontraktvilkår inden for den ved direktivet indførte ordning må antages, at det er en forsætlig forseelse af den erhvervsdrivende, som har indført vilkåret i den aftale, som blev indgået med forbrugeren.

84.

Det er korrekt, at kriteriet om god tro (eller snarere manglen på god tro) fremgår af artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13. Dette kriterium afspejler imidlertid på ingen måde de psykologiske fænomener, som følger med indgåelsen af aftalen. Denne bestemmelse henviser nemlig til dette kriterium for at beskrive det resultat, som et urimeligt kontraktvilkår skal føre til, for at det kan anses for urimeligt. Som det fremgår af ordlyden af denne bestemmelse, skal et sådant vilkår til trods for kravene om god tro indebære en betydelig skævhed.

85.

Der er således ikke tale om et subjektivt kriterium, men om et objektivt kriterium  ( 41 ). Denne fortolkning stemmer overens med sjette betragtning til direktiv 93/13, som lægger vægt på de objektive elementer i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger god tro  ( 42 ). Ud fra denne tankegang har Domstolen gentagne gange fastslået, at hvad dette krav angår skal den nationale ret efterprøve, om den erhvervsdrivende ved at handle loyalt og rimeligt med forbrugeren med rimelighed kunne forvente, at forbrugeren ville acceptere det omhandlede vilkår efter individuel forhandling  ( 43 ).

86.

Det er ligeledes korrekt, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 bestemmer, at ethvert kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt. Heraf følger, at indsættelsen af et urimeligt kontraktvilkår i aftalen og indholdet af dette vilkår ligger uden for forbrugerens kontrol. Man kan med sikkerhed argumentere for, at disse to elementer derimod alene ligger inden for den erhvervsdrivendes kontrol. Det er imidlertid ikke muligt heraf at udlede, at dette direktiv kræver, at den erhvervsdrivende forsætligt har indført det urimelige kontraktvilkår i den aftale, der er indgået med forbrugeren, eller at det har indført en formodning herfor.

87.

Inden for rammerne af den ordning, der er indført ved direktiv 93/13, er det uden relevans, om det var hensigten at indføre et urimeligt kontraktvilkår i aftalen eller at skabe en væsentlig ubalance til skade for forbrugeren. En sådan ordning styrker forbrugerbeskyttelsen, eftersom den udelukker muligheden for, at der indledes en debat vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt den erhvervsdrivende begik en fejl i henhold til dette direktivs artikel 6, eller om vedkommende derimod kan afkræfte den formodning, som er fastsat heri  ( 44 ). En erhvervsdrivendes ansvar skal nemlig kvalificeres som objektivt alene som følge af brugen af et urimeligt kontraktvilkår.

88.

Selv om det antages, at den ved direktiv 93/13 indførte ordning hviler på ideen om, at den erhvervsdrivende skal have udvist en forsætlig forsømmelse, for at der kan være tale om et urimeligt kontraktvilkår, er en sådan forsømmelse ifølge dette direktiv ikke nødvendigvis sammenfaldende med begrebet »forsætlig forseelse« som omhandlet i en medlemsstats lovgivning. Forekomsten af et urimeligt kontraktvilkår som omhandlet i dette direktiv indebærer dermed ikke nødvendigvis, at alle betingelser for anvendelsen af den objektive forældelsesfrist på ti år i slovakisk ret er opfyldt.

89.

Det samme gør sig gældende hvad angår artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48, hvorefter en ukorrekt angivelse af ÅOP er i strid med denne bestemmelse, uden at den erhvervsdrivendes hensigt påvirker den pågældendes eller forbrugerens rettigheder.

90.

Ideen om, at alle urimelige kontraktvilkår skyldes en forsætlig eller ukorrekt adfærd fra den erhvervsdrivendes side, ligger dermed ikke til grund for den ordning, der er indført med direktiv 93/13. Dette direktiv kræver således ikke, at forbrugeren kan påberåbe sig en særlig forældelsesfrist, som finder anvendelse i tilfælde af ugrundet berigelse. Det samme gør sig gældende for så vidt angår den ordning, der er indført med direktiv 2008/48, og en ukorrekt angivelse af ÅOP.

3.

Sameksistensen af forældelsesfristerne

91.

Den slovakiske regering og Kommissionen har lagt vægt på den omstændighed, at den objektive forældelsesfrist på ti år udgør en yderligere frist i forhold til fristen på tre år. De er uenige om, hvilke indvirkninger sameksistensen af disse frister har i forhold til den længste frists forenelighed med EU-retten.

92.

Selv om det antages, at den generelle forældelsesfrist på tre år isoleret set i praksis ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges forbrugerne i henhold til Unionens retsorden  ( 45 ), er det vanskeligt at antage, at en særlig forældelsesfrist på ti år, som supplement til treårsfristen, ikke opfylder de krav, der stilles i forbindelse med effektivitetsprincippet.

93.

Ethvert tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national bestemmelse overholder effektivitetsprincippet, skal nemlig bedømmes, under hensyn til hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. I forbindelse med kontrollen af overholdelsen af dette princip skal der tages hensyn til alle bestemmelser vedrørende en forældelsesfrist  ( 46 ). I overensstemmelse med dette ræsonnement kan det i forbindelse med en sådan kontrol ikke ignoreres, at der er tale om en supplerende forældelsesfrist til en generel forældelsesfrist, hvis forenelighed med effektivitetsprincippet er blevet prøvet.

94.

I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, kan karakteren og betydningen af den offentlige interesse, som den beskyttelse, direktiv 93/13 giver forbrugerne, hviler på, ikke skabe tvivl om betragtningen, hvorefter det er lidet sandsynligt, at en særlig forældelsesfrist på ti år – der er et supplement til fristen på tre år, der er forenelig med effektivitetsprincippet – tilsidesætter de krav, der udspringer af effektivitetsprincippet. Selv om den erhvervsdrivendes hensigt i forhold til berigelsen af den pågældende ikke er relevant i forhold til EU-retten  ( 47 ), skal det fastslås, at EU-retten med hensyn til forsætlig berigelse ikke kræver, at en forbruger skal kunne påberåbe sig en særlig forældelsesfrist, som er længere end den generelle forældelsesfrist.

4.

Relevansen af dommen i sagen CA Consumer Finance

95.

I dommen i sagen CA Consumer Finance  ( 48 ) fastslog Domstolen, at direktiv 2008/48 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter bevisbyrden for den manglende opfyldelse af forpligtelser, der er foreskrevet i dets artikel 5 og 8 (oplysninger forud for aftalens indgåelse og vurdering af forbrugerens kreditværdighed), hviler på forbrugeren, med den begrundelse, at en sådan lovgivning tilsidesatte effektivitetsprincippet. Domstolen bemærkede nemlig for det første, at forbrugeren ikke råder over bevismidler, der vil gøre det muligt for vedkommende at bevise, at kreditgiveren ikke har opfyldt sine forpligtelser. Den bemærkede for det andet, at den effektive virkning af udøvelsen af de rettigheder, der gives i henhold til dette direktiv, sikres ved en national bestemmelse, hvorefter kreditgiveren i princippet er forpligtet til over for retten at bevise den korrekte opfyldelse af sine forpligtelser  ( 49 ).

96.

Jeg skal indledningsvis bemærke, at i dommen i sagen CA Consumer Finance  ( 50 ) opstod det retlige spørgsmål vedrørende bevisbyrden i en anden sammenhæng end sammenhængen i den foreliggende sag. Som i OPR-Finance-dommen  ( 51 ) vedrører den korte analyse i punkt 61 i dette forslag til afgørelse et søgsmål anlagt af en erhvervsdrivende mod en forbruger.

97.

Den retlige problemstilling vedrørende bevisbyrden, som var genstand for denne dom, vedrørte undladelser fra den erhvervsdrivendes side, som kunne danne grundlag for en forbrugers sagsanlæg eller en indsigelse fremsat ex officio af den nationale ret. Spørgsmålet om, hvorvidt den erhvervsdrivendes adfærd er forsætlig, er derimod ikke relevant inden for rammerne af den ordning, der er indført med direktiv 93/13 og 2008/48, for så vidt som sidstnævnte vedrører en ukorrekt angivelse af ÅOP.

98.

I tilfælde af, at Domstolen er af den opfattelse, at den objektive forældelsesfrist på tre år såvel som den frist, der er genstand for det første spørgsmål, ikke volder problemer i lyset af effektivitetsprincippet under sådanne omstændigheder som de i nærværende sag omhandlede, foreslår jeg, at det fastslås, at dette princip som hovedregel heller ikke er til hinder for en objektiv forældelsesfrist på ti år, som er et supplement til fristen på tre år, således som den frist, der er genstand for det andet præjudicielle spørgsmål.

99.

Uden at det berører ovenstående supplerende bemærkninger vedrørende det andet spørgsmål, fastholder jeg den opfattelse, som jeg fremførte i punkt 74 i dette forslag til afgørelse.

V.

Forslag til afgørelse

100.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det første og det andet præjudicielle spørgsmål forelagt af Krajský súd v Prešove (den regionale ret i Prešov, Slovakiet) således: