<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><CONCLUSION NNC="YES" xmlns:fmx="http://opoce" xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:noNamespaceSchemaLocation="http://formex.publications.europa.eu/schema/formex-05.58-20161101.xd"><BIB.CONCLUSION><REF.CASE FILE="n.a."><NO.CASE>C-616/19</NO.CASE></REF.CASE><NO.CELEX>62019CC0616</NO.CELEX><NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2020:648">EU:C:2020:648</NO.ECLI><NO.SEQ>0001</NO.SEQ><PAGE.FIRST.ECR>1</PAGE.FIRST.ECR><PAGE.SEQ>1</PAGE.SEQ><PAGE.LAST.ECR>17</PAGE.LAST.ECR><PAGE.TOTAL>17</PAGE.TOTAL></BIB.CONCLUSION><CURR.TITLE><PAGE.HEADER><P><HT TYPE="SC">Forslag til afgørelse fra generaladvokat Saugmandsgaard Øe – sag C-616/19</HT></P><P><HT TYPE="SC">Minister for Justice and Equality (Ansøgning om international beskyttelse i Irland)</HT></P></PAGE.HEADER></CURR.TITLE><TITLE><TI><P><HT TYPE="UC">Forslag til afgørelse fra generaladvokat</HT></P><P><HT TYPE="UC">H. Saugmandsgaard Øe</HT></P><P>fremsat den <DATE ISO="20200903">3. september 2020</DATE><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0001"><P>Originalsprog: fransk.</P></NOTE></P></TI><STI><P><HT TYPE="BOLD">Sag C-616/19</HT></P><P>M.S.,</P><P>M.W.,</P><P>G.S.</P><P>mod</P><P>Minister for Justice and Equality</P><P><HT TYPE="NORMAL">(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (ret i første instans, Irland))</HT></P></STI></TITLE><INTERMEDIATE><INDEX IDX.CLOSE="«" SEPARATOR=" – " IDX.OPEN="»"><KEYWORD>Præjudiciel forelæggelse</KEYWORD><KEYWORD>asylpolitik</KEYWORD><KEYWORD>spørgsmålet, om en ansøgning om international beskyttelse i en medlemsstat, efter at ansøgeren har fået subsidiær beskyttelse i en anden medlemsstat, kan antages til behandling</KEYWORD><KEYWORD>ansøgning i en medlemsstat, der er omfattet af forordning (EU) nr. 604/2013, men ikke af direktiv 2013/32/EU</KEYWORD><KEYWORD>direktiv 2005/85/EF</KEYWORD><KEYWORD>afvisningsgrunde</KEYWORD><KEYWORD>artikel 25, stk. 2, litra a) og d)</KEYWORD><KEYWORD>begrebet <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0001" REF.END="QE0001"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0001" CODE="00AB" ID="QE0001"/></KEYWORD></INDEX></INTERMEDIATE><CONTENTS.CONCLUSION><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">I.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD">Indledning</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0001"><NO.P>1.</NO.P><TXT>Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af High Court (ret i første instans, Irland), vedrører fortolkningen af reglerne om antagelse til behandling i direktiv 2005/85/EF<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0002"><P>Rådets direktiv af <DATE ISO="20051201">1.12.2005</DATE> (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="326" PAGE.FIRST="13" DATE.PUB="2005">EUT 2005, L 326, s. 13</REF.DOC.OJ>).</P></NOTE> om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtninges retsstilling i medlemsstaterne.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0002"><NO.P>2.</NO.P><TXT>De spørgsmål, som er forelagt Domstolen, er blevet rejst i forbindelse med tre tvister<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0003"><P>Disse tvister er blevet forenet af den forelæggende ret.</P></NOTE> mellem Minister for Justice and Equality og tre tredjelandsstatsborgere, der har anmodet Irland om tildeling af flygtningestatus, idet disse personer i øvrigt har fået subsidiær beskyttelse i Italien.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0003"><NO.P>3.</NO.P><TXT>Fortolkningsproblemet opstår i en helt særlig sammenhæng, idet Irland meddelte sin hensigt om at deltage i vedtagelsen af forordning (EU) nr. 604/2013<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0004"><P>Europa-Parlamentets og Rådets forordning af <DATE ISO="20130626">26.6.2013</DATE> om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="180" PAGE.FIRST="31" DATE.PUB="2013">EUT 2013, L 180, s. 31</REF.DOC.OJ>, herefter til <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0002" REF.END="QE0002"/>Dublin III-forordningen<QUOT.END REF.START="QS0002" CODE="00AB" ID="QE0002"/>). Jf. 41. betragtning til denne forordning.</P></NOTE> og således er omfattet af denne forordning, hvorimod denne medlemsstat ikke deltog i vedtagelsen af direktiv 2013/32/EU<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0005"><P>Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af <DATE ISO="20130626">26.6.2013</DATE> om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="180" PAGE.FIRST="60" DATE.PUB="2013">EUT 2013, L 180, s. 60</REF.DOC.OJ>).</P></NOTE> vedrørende de procedurer, der er knyttet til forordningen, og hverken er bundet af dette direktiv eller omfattet af dets anvendelse. Denne medlemsstat er fortsat underlagt det tidligere gældende proceduredirektiv, direktiv (EF) 2005/85, som var knyttet til forordning nr. 343/2003<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0006"><P>Rådets forordning af <DATE ISO="20030218">18.2.2003</DATE> om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="050" PAGE.FIRST="1" DATE.PUB="2003">EUT 2003, L 50, s. 1</REF.DOC.OJ>).</P></NOTE> (herefter <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0003" REF.END="QE0003"/>Dublin II-forordningen<QUOT.END REF.START="QS0003" CODE="00AB" ID="QE0003"/>).</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="2"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0004"><NO.P>4.</NO.P><TXT>Domstolen skal således tage stilling til et spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse i direktiv 2005/85 uden for de af EU-lovgiver fastsatte rammer i Dublin II-forordningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0005"><NO.P>5.</NO.P><TXT>Efter at have foretaget en analyse af de pågældende regler for antagelse til behandling i den særlige sammenhæng i den foreliggende sag vil jeg foreslå Domstolen at fastslå, at disse regler ikke er til hinder for, at Irland finder, at ansøgninger om tildeling af flygtningestatus som dem, der er indgivet af de i hovedsagen omhandlede tredjelandsstatsborgere, skal afvises, når de pågældende tredjelandsstatsborgere er blevet indrømmet subsidiær beskyttelse i en anden medlemsstat.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">II.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD">Retsforskrifter</HT></TXT></NP></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">A.</HT></HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">EU-retten</HT></HT></TXT></NP></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">1.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Dublin II-forordningen og Dublin III-forordningen</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0006"><NO.P>6.</NO.P><TXT>Dublin III-forordningen ophævede og erstattede Dublin II-forordningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0007"><NO.P>7.</NO.P><TXT>Mens Dublin II-forordningen ifølge artikel 1, sammenholdt med artikel 2, litra c), udelukkende fastsatte kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning som omhandlet i konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den <DATE ISO="19510728">28. juli 1951</DATE> (herefter <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0004" REF.END="QE0004"/>Genèvekonventionen<QUOT.END REF.START="QS0004" CODE="00AB" ID="QE0004"/>), har Dublin III-forordningen, som det fremgår af artikel 1, nu til formål at fastsætte sådanne kriterier og procedurer for så vidt angår ansøgninger om international beskyttelse, som ifølge den definition, der er indeholdt i denne forordnings artikel 2, litra b), der henviser til definitionen i artikel 2, litra h), i direktiv 2011/95/EU<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0007"><P>Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af <DATE ISO="20111213">13.12.2011</DATE> om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="337" PAGE.FIRST="9" DATE.PUB="2011">EUT 2011, L 337, s. 9</REF.DOC.OJ>).</P></NOTE>, er ansøgninger om flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">2.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Direktiv 2005/85</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0008"><NO.P>8.</NO.P><TXT>Direktiv 2005/85 er knyttet til Dublin II-forordningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0009"><NO.P>9.</NO.P><TXT>I henhold til artikel 1 i direktiv 2005/85 er formålet med dette direktiv at fastsætte minimumsstandarder for procedurerne for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0010"><NO.P>10.</NO.P><TXT>22. betragtning til dette direktiv har følgende ordlyd:</TXT><QUOT.S LEVEL="1"><CONSID><P><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0005" REF.END="QE0005"/>Medlemsstaterne bør undersøge substansen i samtlige ansøgninger, dvs. vurdere om den pågældende ansøger kan betragtes som flygtning i henhold til Rådets direktiv 2004/83/EF af <DATE ISO="20040429">29. april 2004</DATE> om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge, eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse[<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0008"><P><REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="304" PAGE.FIRST="12" DATE.PUB="2004">EUT 2004, L 304, s. 12</REF.DOC.OJ>.</P></NOTE>], medmindre andet er fastsat i nærværende direktiv, navnlig hvis det med rimelighed kan antages, at et andet land vil foretage undersøgelsen eller yde tilstrækkelig beskyttelse. Især bør medlemsstaterne ikke være forpligtet til at vurdere substansen i en asylansøgning, hvis et første asylland har givet ansøgeren flygtningestatus eller på anden vis ydet tilstrækkelig beskyttelse, og ansøgeren vil kunne tilbagetages til det pågældende land.<QUOT.END REF.START="QS0005" CODE="00AB" ID="QE0005"/></P></CONSID></QUOT.S></NP.ECR><?PAGE NO="3"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0011"><NO.P>11.</NO.P><TXT>Direktivets artikel 25, der har overskriften <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0006" REF.END="QE0006"/>Ansøgninger, der kan afvises<QUOT.END REF.START="QS0006" CODE="00AB" ID="QE0006"/>, bestemmer:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><PARAG IDENTIFIER="025.001"><NO.PARAG><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0007" REF.END="QE0007"/>1.</NO.PARAG><ALINEA>Ud over tilfælde, hvor en ansøgning i overensstemmelse med [Dublin II-forordningen] ikke behandles, behøver medlemsstaterne ikke at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til [direktiv 2004/83], hvis en ansøgning i henhold til denne artikel afvises.</ALINEA></PARAG><PARAG IDENTIFIER="025.002"><NO.PARAG>2.</NO.PARAG><ALINEA><P>Medlemsstaterne kan afvise en asylansøgning i henhold til denne artikel, hvis:</P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>en anden medlemsstat har givet flygtningestatus</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>et land, der ikke er en medlemsstat, betragtes som ansøgerens første asylland i henhold til artikel 26</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>c)</NO.P><TXT>et land, der ikke er en medlemsstat, betragtes som et sikkert tredjeland for ansøgeren i henhold til artikel 27</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>d)</NO.P><TXT>ansøgeren har tilladelse til at forblive i den pågældende medlemsstat af andre årsager, som er lagt til grund for, at den pågældende har fået tildelt en status, der giver samme rettigheder og fordele som flygtningestatus i henhold til [direktiv 2004/83]</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>e)</NO.P><TXT>ansøgeren har tilladelse til at forblive på den pågældende medlemsstats område af andre årsager, der beskytter vedkommende mod udvisning så længe resultatet af en procedure vedrørende fastlæggelse af status i henhold til litra d) endnu ikke foreligger</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>f)</NO.P><TXT>ansøgeren har indgivet en identisk ansøgning, efter at der er truffet en endelig afgørelse</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>g)</NO.P><TXT>en person, som ansøgeren har forsørgerpligt over for, indgiver en ansøgning, efter at vedkommende i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, har indvilget i, at hans/hendes sag behandles sammen med en ansøgning, der er indgivet på hans/hendes vegne, og der ikke er kendsgerninger i forbindelse med den pågældendes situation, der begrunder en separat ansøgning.<QUOT.END REF.START="QS0007" CODE="00AB" ID="QE0007"/></TXT></NP></ITEM></LIST></ALINEA></PARAG></QUOT.S></P></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">3.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Direktiv 2013/32</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0012"><NO.P>12.</NO.P><TXT>Direktiv 2013/32 er knyttet til Dublin III-forordningen. Med dette direktiv skete der en omarbejdning af direktiv 2005/85.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0013"><NO.P>13.</NO.P><TXT>58. betragtning til direktiv 2013/32 har følgende ordlyd:</TXT><QUOT.S LEVEL="1"><CONSID><P><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0008" REF.END="QE0008"/>I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til [EU-traktaten og til EUF-traktaten], jf. dog protokollens artikel 4, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.<QUOT.END REF.START="QS0008" CODE="00AB" ID="QE0008"/></P></CONSID></QUOT.S></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0014"><NO.P>14.</NO.P><TXT>I henhold til dette direktivs artikel 1 er dets formål at fastsætte fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="4"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0015"><NO.P>15.</NO.P><TXT>Det nævnte direktivs artikel 33, der har overskriften <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0009" REF.END="QE0009"/>Ansøgninger, der kan afvises<QUOT.END REF.START="QS0009" CODE="00AB" ID="QE0009"/>, har følgende ordlyd:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><PARAG IDENTIFIER="033.001"><NO.PARAG><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0010" REF.END="QE0010"/>1.</NO.PARAG><ALINEA>Ud over tilfælde, hvor en ansøgning i overensstemmelse med [Dublin III-forordningen] ikke behandles, behøver medlemsstaterne ikke at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU, hvis en ansøgning i henhold til denne artikel afvises.</ALINEA></PARAG><PARAG IDENTIFIER="033.002"><NO.PARAG>2.</NO.PARAG><ALINEA><P>Medlemsstaterne kan udelukkende afvise en ansøgning om international beskyttelse, hvis:</P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>en anden medlemsstat har indrømmet international beskyttelse</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>et land, der ikke er en medlemsstat, betragtes som ansøgerens første asylland i henhold til artikel 35</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>c)</NO.P><TXT>et land, der ikke er en medlemsstat, betragtes som et sikkert tredjeland for ansøgeren i henhold til artikel 38</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>d)</NO.P><TXT>ansøgningen er en fornyet ansøgning, hvori der ikke er fremkommet, eller fra ansøgerens side er blevet fremlagt, nye elementer eller oplysninger af betydning for, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95, eller</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>e)</NO.P><TXT>en person, som ansøgeren har forsørgerpligt over for, indgiver en ansøgning, efter i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, at have indvilget i at få sin sag behandlet som led i en ansøgning, der er indgivet på vedkommendes vegne, og der ikke er kendsgerninger i forbindelse med vedkommendes situation, der begrunder en separat ansøgning.<QUOT.END REF.START="QS0010" CODE="00AB" ID="QE0010"/></TXT></NP></ITEM></LIST></ALINEA></PARAG></QUOT.S></P></NP.ECR></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">B.</HT></HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">Irske retsforskrifter</HT></HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0016"><NO.P>16.</NO.P><TXT>I henhold til section 21(2)(a) i International Protection Act 2015 (lov af 2015 om international beskyttelse) afvises en ansøgning om international beskyttelse, hvis en anden medlemsstat har indrømmet ansøgeren flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">III.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD">Tvisterne i hovedsagerne, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0017"><NO.P>17.</NO.P><TXT>M.S., M.W. og G.S. er tredjelandsstatsborgere med oprindelse i henholdsvis Afghanistan for så vidt angår de to førstnævnte og Georgien hvad angår den tredje, som efter at have fået subsidiær beskyttelsesstatus i Italien indrejste i Irland i 2017 og indgav en ansøgning om international beskyttelse til International Protection Office (kontoret for international beskyttelse, Irland).</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0018"><NO.P>18.</NO.P><TXT>Ved afgørelser af <DATE ISO="20171201">1. december 2017</DATE>, <DATE ISO="20180202">2. februar 2018</DATE> og <DATE ISO="20180629">29. juni 2018</DATE> afslog International Protection Office de ansøgninger om international beskyttelse, der var indgivet af henholdsvis M.S., M.W. og G.S., med den begrundelse, at de pågældende allerede havde fået subsidiær beskyttelsesstatus i en anden medlemsstat, nemlig Italien.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0019"><NO.P>19.</NO.P><TXT>M.S., M.W. og G.S. påklagede hver især disse afgørelser til international Protection Appeals Tribunal (ankenævn i sager om international beskyttelse, Irland), som ved afgørelser af henholdsvis <DATE ISO="20180523">23. maj</DATE>, <DATE ISO="20180928">28. september</DATE> og <DATE ISO="20181018">18. oktober 2018</DATE> afslog klagerne.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0020"><NO.P>20.</NO.P><TXT>Sagsøgerne i hovedsagerne har anlagt sag ved High Court (ret i første instans) med påstand om annullation af disse afgørelser.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="5"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0021"><NO.P>21.</NO.P><TXT>Med henvisning til dommen i sagen Ibrahim m.fl.<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0009"><P>Dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20190319">19.3.2019</DATE> (<NO.CASE>C-297/17, C-318/17, C-319/17 og C-438/17</NO.CASE>, herefter <NAME.CASE><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0011" REF.END="QE0011"/>Ibrahim-dommen<QUOT.END REF.START="QS0011" CODE="00AB" ID="QE0011"/></NAME.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2019:219">EU:C:2019:219</NO.ECLI></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE> har den forelæggende ret anført, at artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32 giver en medlemsstat mulighed for at afvise en asylansøgning, hvis en anden medlemsstat har indrømmet ansøgeren subsidiær beskyttelse, idet denne bestemmelse har udvidet den mulighed, der tidligere var fastsat i artikel 25, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/85, som udelukkende gav mulighed for en sådan afvisning, hvis ansøgeren var blevet indrømmet flygtningestatus i en anden medlemsstat.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0022"><NO.P>22.</NO.P><TXT>Den forelæggende ret har således anført, at en medlemsstat i henhold til direktiv 2013/32, sammenholdt med Dublin III-forordningen, ikke er forpligtet til at behandle en ansøgning om international beskyttelse, hvis denne beskyttelse allerede er indrømmet i en anden medlemsstat.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0023"><NO.P>23.</NO.P><TXT>Den forelæggende ret har imidlertid fremhævet, at Irland ganske vist har deltaget i vedtagelsen og anvendelsen af Dublin III-forordningen, men besluttede ikke at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af direktiv 2013/32, således at direktiv 2005/85 fortsat finder anvendelse i denne medlemsstat.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0024"><NO.P>24.</NO.P><TXT>I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret oplyst, om direktiv 2005/85, og bl.a. direktivets artikel 25, sammenholdt med Dublin III-forordningen, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, der gør det muligt at afvise en ansøgning om international beskyttelse, hvis ansøgeren allerede er indrømmet subsidiær beskyttelse i en anden medlemsstat. Den forelæggende ret er navnlig i tvivl om rækkevidden af de afvisningsgrunde, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 25, litra d) og e), navnlig for så vidt angår fortolkningen af begrebet <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0012" REF.END="QE0012"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0012" CODE="00AB" ID="QE0012"/> i disse bestemmelser.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0025"><NO.P>25.</NO.P><TXT>Den forelæggende ret ønsker desuden oplyst, om den omstændighed, at en tredjelandsstatsborger, der har fået subsidiær beskyttelsesstatus i en første medlemsstat, indgiver en ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat, udgør misbrug af rettigheder, således at sidstnævnte medlemsstat kan afvise en sådan ansøgning fra realitetsbehandling.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0026"><NO.P>26.</NO.P><TXT>Under disse omstændigheder har High Court (ret i første instans) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:</TXT><QUOT.S LEVEL="1"><LIST TYPE="OTHER"><ITEM><NP><NO.P><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0013" REF.END="QE0013"/>1)</NO.P><TXT>Skal henvisningen til <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0014" REF.END="QE0014"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0014" CODE="00AB" ID="QE0014"/> i artikel 25, stk. 2, litra d) og e), i direktiv 2005/85 forstås i betydningen den første medlemsstat, der har givet beskyttelse svarende til asyl til en ansøger om international beskyttelse, eller den anden medlemsstat, som en efterfølgende ansøgning om international beskyttelse indgives til, eller en af disse to medlemsstater?</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2)</NO.P><TXT>Når en tredjelandsstatsborger har fået international beskyttelse i form af subsidiær beskyttelse i en første medlemsstat og flytter til en anden medlemsstats område, er indgivelsen af en ny ansøgning om international beskyttelse i den anden medlemsstat da udtryk for misbrug af rettigheder, således at den anden medlemsstat kan indføre en bestemmelse, hvorefter en sådan efterfølgende ansøgning kan afvises?</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>3)</NO.P><TXT>Skal artikel 25 i direktiv 2005/85 fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat, som ikke er bundet af direktiv [2013/32<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0010"><P>Den oprindelige affattelse af det præjudicielle spørgsmål nævner direktiv 2011/95. Der er dog tilsyneladende tale om en skrivefejl, henset til forklaringerne i forelæggelsesafgørelsens præmis 11, hvori denne ret nævner <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0015" REF.END="QE0015"/>det omarbejdede proceduredirektiv 2011/95<QUOT.END REF.START="QS0015" CODE="00AB" ID="QE0015"/> og henviser til dette direktivs artikel 33, stk. 2, litra a). Det omarbejdede proceduredirektiv er imidlertid direktiv 2013/32, og artikel 33, stk. 2, litra a), indgår i dette direktiv og ikke i direktiv 2011/95.</P></NOTE>,] men er bundet af [Dublin III-forordningen], indfører en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en asylansøgning indgivet af en tredjelandstatsborger, der tidligere er givet subsidiær beskyttelse af en anden medlemsstat, afvises?<QUOT.END REF.START="QS0013" CODE="00AB" ID="QE0013"/></TXT></NP></ITEM></LIST></QUOT.S></NP.ECR></GR.SEQ><?PAGE NO="6"?><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">IV.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD">Bedømmelse</HT></TXT></NP></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">A.</HT></HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">Indledende bemærkninger</HT></HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0027"><NO.P>27.</NO.P><TXT>Med sine præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om indføjelsen i den nævnte lov af 2015<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0011"><P>Jf. punkt 16 i dette forslag til afgørelse.</P></NOTE> om international beskyttelse af en afvisningsgrund baseret på den omstændighed, at en person, der ansøger om en sådan beskyttelse, allerede har fået subsidiær beskyttelsesstatus i en anden medlemsstat, er i overensstemmelse med direktiv 2005/85 inden for rammerne af anvendelsen af Dublin III-forordningen. Den forelæggende ret har i denne henseende anmodet Domstolen om en fortolkning af de afvisningsgrunde, der er anført i dette direktivs artikel 25.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0028"><NO.P>28.</NO.P><TXT>Det skal indledningsvis fremhæves, at selv om direktiv 2013/32 ophævede direktiv 2005/85, gælder denne ophævelse ikke for Irland. Artikel 53 i direktiv 2013/32 bestemmer således udtrykkeligt, at direktiv 2005/85 ophæves <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0016" REF.END="QE0016"/>for de medlemsstater, der er bundet af nærværende direktiv<QUOT.END REF.START="QS0016" CODE="00AB" ID="QE0016"/>. Som det fremgår af 58. betragtning til direktiv 2013/32, deltager Irland imidlertid ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland. Følgelig er Irland fortsat omfattet af direktiv 2005/85, og dette direktiv er ikke ophævet i forhold til Irland.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0029"><NO.P>29.</NO.P><TXT>Hvad angår artikel 25 i direktiv 2005/85 har Domstolen allerede fortolket denne bestemmelse og undersøgt spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at der er indrømmet subsidiær beskyttelse i en første medlemsstat, gør det muligt for en anden medlemsstat at afvise en asylansøgning, som en tredjelandsstatsborger har indgivet i denne<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0012"><P>Jf. Ibrahim-dommen.</P></NOTE>. Spørgsmålet, der blev behandlet i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv sammen med Dublin II-forordningen, blev besvaret klart benægtende.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0030"><NO.P>30.</NO.P><TXT>Kan den omstændighed, at direktiv 2005/85 i den foreliggende sag betragtes inden for rammerne af anvendelsen af Dublin III-forordningen og ikke Dublin II-forordningen, medføre en anden fortolkning?</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0031"><NO.P>31.</NO.P><TXT>Denne problematik udgør kernen i den forelæggende rets første og tredje spørgsmål. Med disse spørgsmål, der er tæt forbundne, ønskes det således oplyst, om <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0017" REF.END="QE0017"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0017" CODE="00AB" ID="QE0017"/>, der er nævnt i dette direktivs artikel 25, stk. 2, litra d), kan være den første medlemsstat, som har givet beskyttelse svarende til den, der gives ved flygtningestatus, således at den subsidiære beskyttelse, som denne har givet, kan være en afvisningsgrund i forbindelse med Dublin II-forordningen (det første spørgsmål) eller i forbindelse med Dublin III-forordningen (det tredje spørgsmål). Jeg foreslår, at den rejste problematik først behandles med en analyse af de i artikel 25 i direktiv 2005/85 fastsatte afvisningsgrunde inden for rammerne af Dublin II-forordningen (afsnit B), hvorefter disse grunde undersøges inden for rammerne af Dublin III-forordningen (afsnit C). Til sidst vil jeg fremsætte nogle bemærkninger til det spørgsmål om misbrug af rettigheder, der er rejst i det andet præjudicielle spørgsmål.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">B.</HT></HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">De i direktiv 2005/85 fastsatte afvisningsgrunde inden for rammerne af Dublin II-forordningen</HT></HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0032"><NO.P>32.</NO.P><TXT>I dette afsnit vil jeg først undersøge artikel 25, stk. 2, i direktiv 2005/85, nærmere bestemt betydningen af denne bestemmelses litra d), således som den fremgår af ordlyden og sammenhængen, og dernæst de elementer af Ibrahim-dommen, der er relevante i denne henseende.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="7"?><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">1.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Artikel 25, stk. 2, i direktiv 2005/85</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0033"><NO.P>33.</NO.P><TXT>Artikel 25, stk. 2, i direktiv 2005/85 indeholder syv fakultative afvisningsgrunde, som gør det muligt for medlemsstaterne at afvise en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0034"><NO.P>34.</NO.P><TXT>Den første afvisningsgrund, der er fastsat i denne bestemmelses litra a), vedrører det tilfælde, hvor en <HT TYPE="ITALIC">anden medlemsstat</HT> har givet <HT TYPE="ITALIC">flygtningestatus</HT>. De to efterfølgende begrundelser i litra b) og c) vedrører det tilfælde, hvor et <HT TYPE="ITALIC">tredjeland</HT>, der anses for det første asylland eller et sikkert tredjeland, yder <HT TYPE="ITALIC">beskyttelse</HT>. Bestemmelsens litra d) og e) vedrører det tilfælde, hvor ansøgeren har tilladelse til at forblive i <HT TYPE="ITALIC">den pågældende medlemsstat</HT>, enten fordi vedkommende af denne medlemsstat har fået tildelt en status, der giver samme rettigheder og fordele som flygtningestatus i henhold til direktiv 2004/83, dvs. at denne medlemsstat har tildelt vedkommende subsidiær beskyttelsesstatus<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0013"><P>Som det fremgår af femte betragtning til direktiv 2004/83, har direktivet til formål at fastsætte bestemmelser om flygtningestatus samt <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0018" REF.END="QE0018"/>subsidiære former for beskyttelse, som giver enhver person, der har behov for en sådan beskyttelse, en passende status<QUOT.END REF.START="QS0018" CODE="00AB" ID="QE0018"/>. Domstolen har vedrørende personer med subsidiær beskyttelsesstatus fastslået, at direktiv 2004/83 har til formål at yde <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0019" REF.END="QE0019"/>en beskyttelse på medlemsstaternes område, der svarer til den, som flygtninge er indrømmet<QUOT.END REF.START="QS0019" CODE="00AB" ID="QE0019"/> (jf. dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20180424">24.4.2018</DATE>, <NAME.CASE>MP (Subsidiær beskyttelse af et offer for tidligere tortur)</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-353/16</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2018:276">EU:C:2018:276</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0055">55</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE> [litra d)], eller fordi denne medlemsstat beskytter ansøgeren mod udvisning, så længe resultatet af en procedure med henblik på at fastlægge, om den pågældende kan tildeles flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus, endnu ikke foreligger [litra e)]. Bestemmelsens litra f) og g) omhandler henholdsvis det tilfælde, hvor der er indgivet en identisk ansøgning, efter at der er truffet en endelig afgørelse, og det tilfælde, hvor der er indgivet en ansøgning af en person, som tredjelandsstatsborgeren har forsørgerpligt over for, efter at vedkommende har indvilget i, at hans/hendes sag behandles i forbindelse med en ansøgning, der er indgivet på hans/hendes vegne.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0035"><NO.P>35.</NO.P><TXT>Den foreliggende sag vedrører konsekvenserne af en subsidiær beskyttelse, der er givet i en første medlemsstat, og spørgsmålet er, om <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0020" REF.END="QE0020"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0020" CODE="00AB" ID="QE0020"/> som omhandlet i artikel 25, stk. 2, litra d) og e), i direktiv 2005/85 kan være denne første medlemsstat. Hvis dette er tilfældet, udgør den omstændighed, at Den Italienske Republik har givet tredjelandsstatsborgere som de i hovedsagen omhandlede subsidiær beskyttelse, i henhold til denne bestemmelses litra d) en grund til at afvise den ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i den anden medlemsstat, Irland. Hvis dette udtryk derimod alene vedrører den anden medlemsstat, udgør tildelingen af subsidiær beskyttelse i den første medlemsstat ikke en afvisningsgrund i henhold til dette litra.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0036"><NO.P>36.</NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Ordlyden</HT> af artikel 25, stk. 2, litra d), i direktiv 2005/85 giver ikke noget klart svar på dette spørgsmål. Bestemmelsens ordlyd er tvetydig, således som den forelæggende rets spørgsmål vidner om. Ifølge tredjelandsstatsborgerne omfatter begrebet <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0021" REF.END="QE0021"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0021" CODE="00AB" ID="QE0021"/> i litra d) og e) kun den anden medlemsstat, og tildelingen af subsidiær beskyttelse i Italien er ikke relevant, mens Irland og Europa-Kommissionen, ligesom den forelæggende ret, er af den opfattelse, at dette begreb omfatter både den første og den anden medlemsstat.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0037"><NO.P>37.</NO.P><TXT>Tvetydigheden styrkes af 22. betragtning til direktiv 2005/85. Ifølge denne betragtning har medlemsstaterne pligt til at undersøge substansen i en asylansøgning, medmindre andet er fastsat i dette direktiv, <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0022" REF.END="QE0022"/>navnlig hvis det med rimelighed kan antages, at et <HT TYPE="ITALIC">andet land</HT> vil foretage undersøgelsen eller yde tilstrækkelig beskyttelse<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0014"><P>Min fremhævelse.</P></NOTE><QUOT.END REF.START="QS0022" CODE="00AB" ID="QE0022"/>. Denne betragtning præciserer, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0023" REF.END="QE0023"/>medlemsstaterne [især] ikke [bør] være forpligtet til at vurdere substansen i en asylansøgning, hvis <HT TYPE="ITALIC">et første asylland</HT> har givet ansøgeren flygtningestatus eller på anden vis ydet tilstrækkelig beskyttelse, og ansøgeren vil kunne tilbagetages til det pågældende land<HT TYPE="SUP">[</HT><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0015"><P>Min fremhævelse.</P></NOTE><HT TYPE="SUP">]</HT>.<QUOT.END REF.START="QS0023" CODE="00AB" ID="QE0023"/></TXT></NP.ECR><?PAGE NO="8"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0038"><NO.P>38.</NO.P><TXT>Udtrykkene <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0024" REF.END="QE0024"/>et andet land<QUOT.END REF.START="QS0024" CODE="00AB" ID="QE0024"/> og <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0025" REF.END="QE0025"/>et første asylland<QUOT.END REF.START="QS0025" CODE="00AB" ID="QE0025"/> anvendes i denne betragtning på en måde, der kan omfatte såvel tredjelande som medlemsstater. I modsætning til udtrykket <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0026" REF.END="QE0026"/>land<QUOT.END REF.START="QS0026" CODE="00AB" ID="QE0026"/> i artikel 25, stk. 2, litra b) og c), i direktiv 2005/85, der udtrykkeligt og udelukkende henviser til et tredjeland, præciseres det ikke, at de lande, der er nævnt i ovennævnte 22. betragtning, ikke omfatter medlemsstaterne.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0039"><NO.P>39.</NO.P><TXT>Irland og Kommissionen har med støtte i denne betragtning gjort gældende, at begrebet <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0027" REF.END="QE0027"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0027" CODE="00AB" ID="QE0027"/> i artikel 25, stk. 2, litra d) og e), i direktiv 2005/85 omfatter såvel den første som den anden medlemsstat. Heraf har de konkluderet, at såfremt den første medlemsstat har givet tredjelandsstatsborgere, der indgiver en asylansøgning til en anden medlemsstat, subsidiær beskyttelse, kan den sidstnævnte stat afvise ansøgningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0040"><NO.P>40.</NO.P><TXT>En mere detaljeret undersøgelse af ordlyden af artikel 25, stk. 2, og den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, fører imidlertid til et andet svar.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0041"><NO.P>41.</NO.P><TXT>Som allerede anført udfærdigede EU-lovgiver denne bestemmelse ved brug af udtrykket <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0028" REF.END="QE0028"/>en anden medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0028" CODE="00AB" ID="QE0028"/> i litra a) og udtrykket <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0029" REF.END="QE0029"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0029" CODE="00AB" ID="QE0029"/> i litra d) og e). Når der er anvendt forskellige udtryk i litra a) og i litra d) og e), skyldes det, at lovgiver havde to forskellige situationer for øje. Udtrykket <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0030" REF.END="QE0030"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0030" CODE="00AB" ID="QE0030"/> kan derfor ikke anses for at svare til udtrykket en <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0031" REF.END="QE0031"/>anden medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0031" CODE="00AB" ID="QE0031"/>, og den <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0032" REF.END="QE0032"/>pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0032" CODE="00AB" ID="QE0032"/> er således ikke den første medlemsstat, i hvilken tredjelandsstatsborgeren har indgivet sin asylansøgning.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0042"><NO.P>42.</NO.P><TXT>Hvis lovgiver havde ønsket, at det forholdt sig anderledes, ville det have været logisk at tilføje – i samme bestemmelses litra a) – at den subsidiære beskyttelsesstatus, som var givet af en anden medlemsstat, udgjorde en afvisningsgrund ligesom flygtningestatus.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0043"><NO.P>43.</NO.P><TXT>Denne ordlydsfortolkning understøttes af en <HT TYPE="ITALIC">kontekstuel</HT> fortolkning, hvor der tages hensyn til definitionen i artikel 2, litra k), i direktiv 2005/85<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0016"><P>Artikel 2 i direktiv 2005/85 indeholder en række definitioner, bl.a. af begrebet <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0033" REF.END="QE0033"/>forblive i medlemsstaten<QUOT.END REF.START="QS0033" CODE="00AB" ID="QE0033"/>, der defineres som <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0034" REF.END="QE0034"/>at forblive på medlemsstatens område, herunder ved grænsen i den medlemsstat, hvor asylansøgningen er indgivet eller behandles, eller i transitområder i den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0034" CODE="00AB" ID="QE0034"/>.</P></NOTE> af udtrykket <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0035" REF.END="QE0035"/>forblive i medlemsstaten<QUOT.END REF.START="QS0035" CODE="00AB" ID="QE0035"/>, der er anvendt i dette direktivs artikel 25, stk. 2, litra d) og e)<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0017"><P>Litra d) og e) bestemmer: <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0036" REF.END="QE0036"/>[A]nsøgeren har tilladelse til at forblive i den pågældende medlemsstat.<QUOT.END REF.START="QS0036" CODE="00AB" ID="QE0036"/></P></NOTE>. Dette udtryk defineres således som at forblive på den medlemsstats område, hvor asylansøgningen er indgivet eller behandles.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0044"><NO.P>44.</NO.P><TXT>Det følger heraf, at <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0037" REF.END="QE0037"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0037" CODE="00AB" ID="QE0037"/> som omhandlet i nævnte artikel 25, stk. 2, litra d) og e), vedrører den medlemsstat, i hvilken tredjelandsstatsborgeren har indgivet en asylansøgning, i det foreliggende tilfælde Irland, og på hvis område vedkommende fortsat kan forblive som følge af<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0018"><P>Efter min opfattelse skal udtrykket <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0038" REF.END="QE0038"/>af andre årsager<QUOT.END REF.START="QS0038" CODE="00AB" ID="QE0038"/> i litra d) og e) forstås således, at de omfatter henholdsvis det tilfælde, hvor der tidligere er givet subsidiær beskyttelse, og det tilfælde, hvor der bl.a. af humanitære grunde er indrømmet ret til at forblive på medlemsstatens område.</P></NOTE>, at denne medlemsstat enten tidligere har givet den pågældende subsidiær beskyttelsesstatus [litra d)] eller er i færd med at behandle vedkommendes asylansøgning (for første gang) og har givet denne tredjelandsstatsborger tilladelse til at forblive på sit område, indtil der er truffet afgørelse om ansøgningen [litra e)].</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0045"><NO.P>45.</NO.P><TXT>Ibrahim-dommen afsagt af Domstolen – sat i Store Afdeling – som nærmere bestemt vedrørte afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32, bekræfter denne analyse. Som jeg vil redegøre for i det følgende afsnit, sammenlignede Domstolen denne artikel 33, stk. 2, litra a), med den bestemmelse, den erstattede, dvs. artikel 25, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/85. Det fremgår af Domstolens analyse, at den afvisningsgrund, der er baseret på en første medlemsstats tildeling af subsidiær beskyttelse, og som udtrykkeligt fremgår af nævnte artikel 33, stk. 2, litra a), hverken var fastsat i artikel 25, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/85 eller i noget andet litra i denne bestemmelse.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><?PAGE NO="9"?><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">2.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Ibrahim-dommen</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0046"><NO.P>46.</NO.P><TXT>Denne dom vedrørte fire asylansøgninger indgivet i Tyskland af statsløse palæstinensere for så vidt angår tre af sagerne og af en tredjelandsstatsborger i den fjerde sag, der alle havde fået subsidiær beskyttelsesstatus i en første medlemsstat, henholdsvis Bulgarien og Polen. Dommen vedrørte sager, som Domstolen havde forenet, og som jeg i det følgende vil henvise til som for det første Ibrahim-sagerne, og for det andet Magamadov-sagen. Et af de præjudicielle spørgsmål i disse sager vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende tyske ret med den begrundelse, at der var givet subsidiær beskyttelse i en første medlemsstat, kunne afvise asylansøgningerne ved straks at anvende artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32, selv om de faktiske omstændigheder i sagen helt eller delvist vedrørte perioder, der gik forud for dette direktivs og Dublin III-forordningens ikrafttrædelse.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0047"><NO.P>47.</NO.P><TXT>Domstolen fastslog i Ibrahim-dommens præmis 58, at artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32 ved at give en medlemsstat mulighed for at afvise en ansøgning om international beskyttelse, når ansøgeren er blevet indrømmet en subsidiær beskyttelse i en anden medlemsstat, har udvidet den mulighed, der tidligere var fastsat i artikel 25, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/85, som <HT TYPE="ITALIC">udelukkende</HT> tillod en sådan afvisning, hvis en anden medlemsstat havde givet ansøgeren flygtningestatus.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0048"><NO.P>48.</NO.P><TXT>Domstolen tilføjede i denne doms præmis 71, at direktiv 2013/32 således indførte en yderligere afvisningsgrund, der kan forklares ved den bredere lovgivningsmæssige ramme, som lovgiver fastsatte med vedtagelsen af Dublin III-forordningen samtidig med dette direktiv. Den nævnte forordnings anvendelsesområde er således – ligesom anvendelsesområdet for direktiv 2013/32 – blevet udvidet til at omfatte ansøgninger om international beskyttelse<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0019"><P>Jf. artikel 2, litra h), i direktiv 2011/95.</P></NOTE>, dvs. både ansøgninger om flygtningestatus og ansøgninger om subsidiær beskyttelsesstatus, og er ikke længere, som i henhold til Dublin II-forordningen, begrænset til asylproceduren og dermed til flygtningestatus.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0049"><NO.P>49.</NO.P><TXT>Forbindelsen mellem Dublin II- eller III-forordningen og de respektive proceduredirektiver, der er knyttet til dem, fremhæves ligeledes i Ibrahim-dommens præmis 72, hvori det præciseres, at artikel 25, stk. 1, i direktiv 2005/85 henviser til Dublin II-forordningen, mens artikel 33, stk. 1, i direktiv 2013/32 henviser til Dublin III-forordningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0050"><NO.P>50.</NO.P><TXT>Domstolens analyse fremhæver betydningen af den retlige ramme, inden for hvilken procedurereglerne finder anvendelse, idet den sondrer mellem to lovbestemte ordninger, nemlig ordningen styret af Dublin II-forordningen og ordningen reguleret af Dublin III-forordningen. Forskellen mellem disse to ordninger, der er en følge af udvidelsen af anvendelsesområdet for Dublin III-forordningen, afspejles i de forskellige retsakters overskrift<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0020"><P>Jf. fodnote 6 og 4 i dette forslag til afgørelse.</P></NOTE>, idet den første kun nævner <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0039" REF.END="QE0039"/>asylansøgning<QUOT.END REF.START="QS0039" CODE="00AB" ID="QE0039"/>, mens den anden henviser til <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0040" REF.END="QE0040"/>ansøgning om international beskyttelse<QUOT.END REF.START="QS0040" CODE="00AB" ID="QE0040"/>. Disse ordninger er begge blevet suppleret med en række retsakter, og jeg vil i det følgende henvise til disse ordninger, som suppleret, med udtrykkene <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0041" REF.END="QE0041"/>Dublin II-ordningen<QUOT.END REF.START="QS0041" CODE="00AB" ID="QE0041"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0021"><P>Foruden Dublin II-forordningen omfatter denne ordning navnlig tre direktiver: direktiv 2004/83, det såkaldte <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0042" REF.END="QE0042"/>kvalifikationsdirektiv<QUOT.END REF.START="QS0042" CODE="00AB" ID="QE0042"/>, som fastsætter minimumsbetingelserne for at opnå flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse og præciserer de rettigheder, der er knyttet hertil, direktiv 2005/85, det såkaldte <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0043" REF.END="QE0043"/>proceduredirektiv<QUOT.END REF.START="QS0043" CODE="00AB" ID="QE0043"/>, der <HT TYPE="ITALIC">alene</HT> vedrører flygtningestatus og drejer sig om tildeling og fratagelse af denne status, og Rådets direktiv 2003/9/EF af <DATE ISO="20030127">27.1.2003</DATE> om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="031" PAGE.FIRST="18" DATE.PUB="2003">EFT 2003, L 31, s. 18</REF.DOC.OJ>), det såkaldte direktiv <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0044" REF.END="QE0044"/>om modtagelsesforhold<QUOT.END REF.START="QS0044" CODE="00AB" ID="QE0044"/>, der fastsætter minimumsregler for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne.</P></NOTE> og <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0045" REF.END="QE0045"/>Dublin III-ordningen<QUOT.END REF.START="QS0045" CODE="00AB" ID="QE0045"/><NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0022"><P>Ud over Dublin III-forordningen omfatter denne ordning navnlig tre direktiver, som udgør en omarbejdning af de direktiver, der er nævnt i fodnote 21, nemlig henholdsvis direktiv 2011/95 (omarbejdning af kvalifikationsdirektivet), direktiv 2013/32 (omarbejdning af proceduredirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af <DATE ISO="20130626">26.6.2013</DATE> om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="180" PAGE.FIRST="96" DATE.PUB="2013">EUT 2013, L 180, s. 96</REF.DOC.OJ>) (omarbejdning af direktivet om modtagelsesforhold).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="10"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0051"><NO.P>51.</NO.P><TXT>Denne udvidelse af anvendelsesområdet forklarer efter min opfattelse ikke alene indsættelsen i artikel 33, stk. 2, i direktiv 2013/32 af en yderligere grund i bestemmelsens litra a), men også fjernelsen af to afvisningsgrunde fastsat i artikel 25, stk. 2, i direktiv 2005/85, dvs. grundene anført i litra d) og e), fra denne bestemmelse. Disse litraer samt litra f) i denne bestemmelse indgår nu alene i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, der vedrører en fornyet ansøgning i den samme medlemsstat, som ikke indeholder nye elementer eller oplysninger, med henblik på at opnå status som en person med international beskyttelse, dvs. flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0052"><NO.P>52.</NO.P><TXT>Domstolen fastslog desuden i Ibrahim-dommens præmis 73 og 74, at det følger af opbygningen af Dublin III-forordningen og opbygningen af direktiv 2013/32 samt af ordlyden af dette direktivs artikel 33, stk. 1, at den yderligere afvisningsgrund fastsat i dette direktivs artikel 33, stk. 2, litra a), ikke finder anvendelse på en asylansøgning, der stadig fuldt ud er omfattet af anvendelsesområdet for Dublin II-forordningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0053"><NO.P>53.</NO.P><TXT>Hvad angår en situation som den i Magamadov-sagen omhandlede, der, henset til datoerne for indgivelsen af asylansøgningen til den anden medlemsstat og anmodningen om den første medlemsstats tilbagetagelse<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0023"><P>Disse datoer er henholdsvis den <DATE ISO="20120619">19.6.2012</DATE> og den <DATE ISO="20130213">13.2.2013</DATE>. De ligger forud for ikrafttrædelsen af Dublin III-forordningen og direktiv 2013/32, den <DATE ISO="20130720">20.7.2013</DATE>, og Dublin III-forordningens ikrafttrædelse, den <DATE ISO="20140111">11.1.2014</DATE>.</P></NOTE>, <HT TYPE="ITALIC">er fuldt ud omfattet af anvendelsesområdet for Dublin II-forordningen</HT>, er den omstændighed, at der er givet subsidiær beskyttelse i den første medlemsstat, ikke en afvisningsgrund. Den anden medlemsstat skal i princippet behandle asylansøgningen, medmindre den beslutter at overføre ansøgeren til den første medlemsstat i overensstemmelse med Dublin II-forordningens artikel 16, stk. 1, litra e), og artikel 20<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0024"><P>Dublin II-forordningens artikel 16, stk. 1, fastsætter bl.a. de tilfælde, hvor den ansvarlige medlemsstat er forpligtet til at tilbagetage asylansøgeren og behandle vedkommendes ansøgning. Denne bestemmelses litra e) bestemmer, at denne forpligtelse finder anvendelse vedrørende en tredjelandsstatsborger, hvis ansøgning denne medlemsstat har meddelt afslag på, og som opholder sig på en anden medlemsstats område uden at have fået tilladelse til det. Som Kommissionen har gjort gældende i sine skriftlige indlæg i den foreliggende sag, finder denne bestemmelse bl.a. anvendelse, når den første medlemsstat har givet subsidiær beskyttelse, men ikke har tildelt flygtningestatus. Denne forordnings artikel 20 præciserer betingelserne for denne tilbagetagelse og bestemmer i stk. 1, litra d), at ansøgeren skal <HT TYPE="ITALIC">overføres</HT> til den første medlemsstat. Ifølge Kommissionen var det ikke nødvendigt, henset til denne mulighed for overførsel af tredjelandsstatsborgeren og den første medlemsstats tilbagetagelse af denne, at direktiv 2005/85 ligeledes fastsatte en afvisningsgrund i en sådan situation.</P></NOTE>, for at den første medlemsstat kan foretage denne behandling.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0054"><NO.P>54.</NO.P><TXT>Domstolens konklusion, hvorefter den afvisningsgrund, der er baseret på en første medlemsstats tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus, ikke er fastsat i direktiv 2005/85 og derfor ikke gør det muligt for den anden medlemsstat at afvise en asylansøgning, når de faktiske omstændigheder i sagen fuldt ud er omfattet af Dublin II-forordningen, understøtter den analyse, hvorefter dette direktivs artikel 25, stk. 2, herunder litra d), ikke fastsætter en sådan afvisningsgrund, og begrebet <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0046" REF.END="QE0046"/>den pågældende medlemsstat<QUOT.END REF.START="QS0046" CODE="00AB" ID="QE0046"/> i dette litra derfor ikke henviser til den første medlemsstat.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0055"><NO.P>55.</NO.P><TXT>Hvad derimod angår en situation, der i lighed med situationen i Ibrahim-sagerne <HT TYPE="ITALIC">er omfattet af anvendelsesområdet for Dublin III-forordningen</HT>, fandt Domstolen i denne dom, at den pågældende medlemsstat, dvs. den anden medlemsstat, har mulighed for at afvise asylansøgningen<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0025"><P>Jf. Ibrahim-dommen, præmis 74. Domstolen undersøgte således de øvrige præjudicielle spørgsmål i denne sag med henblik på at præcisere anvendelsen af artikel 33 i direktiv 2013/32.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0056"><NO.P>56.</NO.P><TXT>Domstolens konklusion i den pågældende sag finder anvendelse, når de faktiske omstændigheder i sagen <HT TYPE="ITALIC">fuldt ud</HT> er omfattet af anvendelsesområdet for Dublin III-forordningen og for direktiv 2013/32, dvs. når de finder sted efter datoen for Dublin III-forordningens ikrafttrædelse, den <DATE ISO="20140101">1. januar 2014</DATE>, i overensstemmelse med denne forordnings artikel 49, stk. 2, men ligeledes efter datoen for ikrafttrædelsen af direktiv 2013/32, den <DATE ISO="20150720">20. juli 2015</DATE>.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="11"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0057"><NO.P>57.</NO.P><TXT>Den samme konklusion gælder ligeledes, når de faktiske omstændigheder i sagen er <HT TYPE="ITALIC">delvist</HT> omfattet af anvendelsesområdet for Dublin III-forordningen<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0026"><P>Jf. i denne retning Ibrahim-dommen, præmis 74 og 78.</P></NOTE>, hvis den anden medlemsstats nationale lovgivning tillader, at direktiv 2013/32 straks finder anvendelse, før fristen for gennemførelsen af dette direktiv udløber, og forudsat at de faktiske omstændigheder finder sted efter den fælles ikrafttrædelsesdato for direktiv 2013/32 og Dublin III-forordningen<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0027"><P>Den <DATE ISO="20130720">20.7.2013</DATE> (jf. artikel 49, stk. 1, i Dublin III-forordningen og artikel 54 i direktiv 2013/32).</P></NOTE>, og hvis en del af disse faktiske omstændigheder – som det var tilfældet i Ibrahim-sagerne – finder sted efter Dublin III-forordningens ikrafttrædelse<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0028"><P>I Ibrahim-sagerne blev asylansøgningen i den anden medlemsstat indgivet den <DATE ISO="20131129">29.11.2013</DATE> og anmodningen om tilbagetagelse den <DATE ISO="20140122">22.1.2014</DATE>.</P></NOTE>. I denne situation finder såvel Dublin III-forordningen som direktiv 2013/32 anvendelse på disse omstændigheder.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0058"><NO.P>58.</NO.P><TXT>Selv om det følger af Ibrahim-dommen, at en medlemsstat i en situation, der <HT TYPE="ITALIC">fuldt ud</HT> er reguleret af <HT TYPE="ITALIC">Dublin II-forordningen</HT>, ikke kan afvise en asylansøgning med den begrundelse, at ansøgeren har fået subsidiær beskyttelse i en første medlemsstat, konstaterer jeg, at denne dom ikke besvarer spørgsmålet om, hvorvidt denne grund kan anvendes, når en medlemsstat – i det foreliggende tilfælde Irland – er omfattet af anvendelsesområdet for Dublin III-forordningen, men ikke af anvendelsesområdet for direktiv 2013/32, som er knyttet til denne.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0059"><NO.P>59.</NO.P><TXT>Hvad i øvrigt angår Domstolens konklusion, anført i dette forslag til afgørelses punkt 57, vedrørende anvendelsen af den yderligere afvisningsgrund, når de faktiske omstændigheder kun <HT TYPE="ITALIC">delvist</HT> er omfattet af anvendelsesområdet for <HT TYPE="ITALIC">Dublin III-forordningen</HT>, må det ikke desto mindre konstateres, at denne konklusion vedrører en situation, hvor den anden medlemsstat – til forskel fra situationen i den foreliggende sag – fuldt ud er omfattet af både Dublin III-forordningen og direktiv 2013/32.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0060"><NO.P>60.</NO.P><TXT>Gør den samme konklusion sig gældende, når den anden medlemsstat ikke er bundet af direktiv 2013/32?</TXT></NP.ECR></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">C.</HT></HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD"><HT TYPE="ITALIC">De i direktiv 2005/85 fastsatte afvisningsgrunde inden for rammerne af Dublin III-forordningen</HT></HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0061"><NO.P>61.</NO.P><TXT>I dette afsnit analyserer jeg først virkningen af Dublin III-ordningen i forhold til Dublin II-ordningen og logikken bag de overførsels- og afvisningsmekanismer, der er knyttet til hver af disse ordninger, som gør det muligt for den anden medlemsstat at undlade at behandle den ansøgning om international beskyttelse, som er blevet indgivet til den (afsnit 1). Dernæst redegør jeg for den inkonsekvens, der kan opstå som følge af Irlands særlige situation, idet Irland hverken er fuldstændig bundet af den ene eller den anden ordning, inden jeg foreslår den fortolkning, som efter min opfattelse følger af den af lovgiver udtrykte hensigt (afsnit 2 og 3).</TXT></NP.ECR><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">1.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Virkningen af Dublin III-ordningen og overførsels- og afvisningsmekanismerne</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0062"><NO.P>62.</NO.P><TXT>Dublin III-ordningen markerer en ny fase i oprettelsen af et fælles asylsystem. Den første fase, der svarer til Dublin II-ordningen, bestod i at fastsætte en række fælles standarder. I den anden fase, der svarer til Dublin III-ordningen, søgte lovgiver at skabe en tilnærmelse mellem flygtningestatus og subsidiær beskyttelsesstatus ved at behandle dem samlet på en ensartet måde og ved at øge de<?PAGE NO="12"?> pågældendes rettigheder i Unionen. En af lovgivers væsentligste og faste formål var at begrænse tredjelandsstatsborgeres sekundære bevægelser<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0029"><P>Jf. vedrørende Dublin II-ordningen dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20111221">21.12.2011</DATE>, <NAME.CASE>N.S. m.fl.</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-411/10 og C-493/10</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2011:865">EU:C:2011:865</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0079">79</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>, som omtaler det formål, der består i at undgå asylansøgeres forum shopping, og vedrørende Dublin III-ordningen dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20160317">17.3.2016</DATE>, <NAME.CASE>Mirza</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-695/15 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2016:188">EU:C:2016:188</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0052">52</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>, dvs. tredjelandsstatsborgeres flytning inden for EU for at opnå en beskyttelse eller levevilkår, der eventuelt er mere gunstige i en anden medlemsstat. Den indbyrdes tilnærmelse af procedurereglerne burde bidrage til at begrænse disse bevægelser<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0030"><P>Jf. bl.a. 13. betragtning til direktiv 2013/32.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0063"><NO.P>63.</NO.P><TXT>Hver fase førte til vedtagelsen af en ordning, der indeholdt en række indbyrdes samordnede retsakter<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0031"><P>Jf. i denne retning, vedrørende Dublin III-ordningen, dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20160317">17.3.2016</DATE>, <NAME.CASE>Mirza</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-695/15 PPU</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2016:188">EU:C:2016:188</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0041">41</REF.NP.ECR> og <REF.NP.ECR REF="NP0042">42</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>), og fodnote 21 og 22 i dette forslag til afgørelse.</P></NOTE>. Som det fremgår af Ibrahim-dommen, danner hver af disse ordninger en logisk ramme for anvendelsen af de af lovgiver fastsatte regler for antagelse til behandling.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0064"><NO.P>64.</NO.P><TXT>På grund af den væsentlige tilnærmelse mellem flygtningestatus og subsidiær beskyttelsesstatus inden for rammerne af Dublin III-ordningen foreskriver Dublin III-forordningen ikke længere – i modsætning til Dublin II-forordningen – at en asylansøger <HT TYPE="ITALIC">overføres</HT> fra den anden medlemsstat til den første medlemsstat, for at den sidstnævnte kan tilbagetage den pågældende efter at have givet vedkommende subsidiær beskyttelse og behandlet dennes ansøgning. Som Domstolen klart har fastslået, kan en sådan overførsel ikke længere kræves af den anden medlemsstat i denne sammenhæng<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0032"><P>Jf. kendelse af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20170405">5.4.2017</DATE>, <NAME.CASE>Ahmed</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-36/17</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2017:273">EU:C:2017:273</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0041">41</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>), og Ibrahim-dommen, præmis 78.</P></NOTE>. Den sidstnævnte medlemsstat har derimod mulighed for at <HT TYPE="ITALIC">afvise</HT> ansøgningen om international beskyttelse på grundlag af artikel 33 i direktiv 2013/32<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0033"><P>Jf. kendelse af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20170405">5.4.2017</DATE>, <NAME.CASE>Ahmed</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-36/17</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2017:273">EU:C:2017:273</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0039">39</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>) og Ibrahim-dommen, præmis 79 og 80.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0065"><NO.P>65.</NO.P><TXT>De to måder, hvorpå en ny ansøgning om international beskyttelse, der har til formål at opnå flygtningestatus, og som er indgivet i en anden medlemsstat, kan afslås, nemlig ved <HT TYPE="ITALIC">overførsel</HT> og ved <HT TYPE="ITALIC">afvisning</HT>, svarer således hver især til et bestemt lovgivningskompleks, der har sin egen logik på grundlag af den harmonisering, der er skabt.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0066"><NO.P>66.</NO.P><TXT>Det må konstateres, at Irlands valg, dvs. at deltage i vedtagelsen af Dublin III-forordningen uden at være bundet af direktiv 2013/32, der ledsager den, og dermed fortsat være underlagt anvendelsen af direktiv 2005/85, griber forstyrrende ind i denne logik ved at skabe en asymmetri, hvis konsekvenser lovgiver ikke har behandlet, og som jeg vil undersøge nedenfor.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">2.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Inkonsekvens, der kan følge af en asymmetrisk situation</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0067"><NO.P>67.</NO.P><TXT>Ved at være omfattet af Dublin III-forordningen, men <HT TYPE="ITALIC">ikke bundet af direktiv 2013/32</HT> kan Irland ikke støtte sig på dette direktivs artikel 33, stk. 2, litra a), med henblik på at <HT TYPE="ITALIC">afvise</HT> en asylansøgning indgivet af en tredjelandsstatsborger, som har fået subsidiær beskyttelse i en første medlemsstat. Ved at være omfattet af direktiv 2008/85, men <HT TYPE="ITALIC">ikke omfattet af Dublin II-forordningen</HT> kan denne medlemsstat i øvrigt heller ikke støtte sig på denne forordnings artikel 16 med henblik på at <HT TYPE="ITALIC">overføre</HT> en tredjelandsstatsborger til den første medlemsstat, for at denne kan behandle ansøgningen. En ren ordlydsfortolkning af direktiv 2005/85 inden for rammerne af Dublin III-forordningen kunne således indebære en forpligtelse for Irland til at behandle asylansøgningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0068"><NO.P>68.</NO.P><TXT>Alle de procesdeltagere, der har afgivet indlæg for Domstolen, og den forelæggende ret har fremhævet den inkonsekvens, der kan opstå som følge heraf.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0069"><NO.P>69.</NO.P><TXT>Der er således tale om to former for inkonsekvens. Den vedrører <HT TYPE="ITALIC">fo</HT>r <HT TYPE="ITALIC">det første</HT> sammenligningen af konsekvenserne af den beskyttelse, som gives af medlemsstaterne, med konsekvenserne af den beskyttelse, der gives af tredjelande.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="13"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0070"><NO.P>70.</NO.P><TXT>Det følger af artikel 25, stk. 2, litra b) og c), i direktiv 2005/85, at hvis et <HT TYPE="ITALIC">tredjeland</HT> har ydet beskyttelse, der anses for tilstrækkelig, har Irland ikke pligt til at behandle asylansøgningen og kan afvise den, hvorimod det skal behandle den, når en første <HT TYPE="ITALIC">medlemsstat</HT> har givet subsidiær beskyttelse. Denne forskel er så meget desto mere overraskende, henset til den gensidige tillid, som medlemsstaterne i princippet skal vise, og den grad af beskyttelse, som EU-lovgiver har bestræbt sig på at fastsætte for tredjelandsstatsborgere.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0071"><NO.P>71.</NO.P><TXT>Subsidiær beskyttelse er således en status, der er indført af EU, og som supplerer og tilføjes den flygtningestatus, der er indført ved Genèvekonventionen. Den er blevet muliggjort af den gensidige tillid, som udgør kernen i den europæiske opbygning og navnlig det fælles europæiske asylsystem<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0034"><P>Jf. i denne retning dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20111221">21.12.2011</DATE>, <NAME.CASE>N.S. m.fl.</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-411/10 og C-493/10</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2011:865">EU:C:2011:865</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0078">78</REF.NP.ECR>, <REF.NP.ECR REF="NP0079">79</REF.NP.ECR> og <REF.NP.ECR REF="NP0083">83</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>), og Ibrahim-dommen, præmis 83-85.</P></NOTE>. Det ville være i strid med ånden i det europæiske projekt, der har til formål at skabe dette asylsystem, hvis den beskyttelse, som gives af tredjelande, blev tillagt større vægt end den beskyttelse, der gives af en medlemsstat.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0072"><NO.P>72.</NO.P><TXT>Den nævnte inkonsekvens vedrører <HT TYPE="ITALIC">for det andet</HT> de paradoksale virkninger alene af behandlingen af den første ansøgning om international beskyttelse, og endog et afslag på denne ansøgning, i forhold til virkningerne af en afgørelse om tildeling af denne beskyttelse.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0073"><NO.P>73.</NO.P><TXT>Såfremt den første medlemsstat er <HT TYPE="ITALIC">i færd med at behandle</HT> ansøgningen om international beskyttelse, eller såfremt den har <HT TYPE="ITALIC">meddelt afslag på</HT> denne, har Irland, i henhold til henholdsvis litra b) og d) i Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0035"><P>Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b), bestemmer, at den ansvarlige medlemsstat er forpligtet til <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0047" REF.END="QE0047"/>på de betingelser, der er fastsat i artikel 23, 24, 25 og 29, at tilbagetage en ansøger, hvis ansøgning er under behandling, og som har indgivet en ansøgning i en anden medlemsstat, eller som opholder sig på en anden medlemsstats område uden opholdstilladelse<QUOT.END REF.START="QS0047" CODE="00AB" ID="QE0047"/>. Denne bestemmelse finder således bl.a. anvendelse, hvis den første medlemsstat har påbegyndt behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, og tredjelandsstatsborgeren er rejst til en anden medlemsstat, mens den pågældendes ansøgning var <HT TYPE="ITALIC">under behandling</HT>. Artikel 18, stk. 1, litra d), bestemmer, at den ansvarlige medlemsstat er forpligtet til <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0048" REF.END="QE0048"/>på de betingelser, der er fastsat i artikel 23, 24, 25 og 29, at tilbagetage en tredjelandsstatsborger eller statsløs, hvis ansøgning der er meddelt afslag på, og som har indgivet en ansøgning i en anden medlemsstat, eller som opholder sig på en anden medlemsstats område uden opholdstilladelse<QUOT.END REF.START="QS0048" CODE="00AB" ID="QE0048"/>. Denne bestemmelse finder således bl.a. anvendelse, hvis den første medlemsstat har <HT TYPE="ITALIC">meddelt afslag</HT> på ansøgningen om international beskyttelse, og tredjelandsstatsborgeren indgiver en ny ansøgning til den anden medlemsstat. I begge tilfælde kan den anden medlemsstat anmode den første medlemsstat om at tilbagetage tredjelandsstatsborgeren (i overensstemmelse med Dublin III-forordningens artikel 23 og 24), og hvis denne medlemsstat accepterer tilbagetagelsen, meddeler den anden medlemsstat tredjelandsstatsborgeren sin afgørelse om, at vedkommende skal <HT TYPE="ITALIC">overføres</HT> til den ansvarlige medlemsstat (i overensstemmelse med Dublin III-forordningens artikel 26).</P></NOTE>, ikke pligt til at behandle den ansøgning, som er indgivet til denne medlemsstat. Såfremt den første medlemsstat derimod har <HT TYPE="ITALIC">givet</HT> den beskyttelse, der er ansøgt om, i form af subsidiær beskyttelse, kan Irland hverken overføre ansøgeren til den første medlemsstat<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0036"><P>Jf. kendelse af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20170405">5.4.2017</DATE>, <NAME.CASE>Ahmed</NAME.CASE> (<NO.CASE>C-36/17</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2017:273">EU:C:2017:273</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0027">27</REF.NP.ECR> og <REF.NP.ECR REF="NP0028">28</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE> eller afvise ansøgningen på grundlag af artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32, idet dette direktiv ikke finder anvendelse på denne medlemsstat. Irland kan derfor være forpligtet til at behandle ansøgningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0074"><NO.P>74.</NO.P><TXT>Således forpligter en for tredjelandsstatsborgeren gunstig afgørelse som resultat af vedkommendes første ansøgning Irland til ikke desto mindre at behandle vedkommendes senere ansøgning om international beskyttelse, mens en situation, hvor der endnu ikke er truffet en første afgørelse, eller hvor afgørelsen er negativ, ikke tvinger Irland til at behandle en sådan fornyet ansøgning.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="14"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0075"><NO.P>75.</NO.P><TXT>Denne inkonsekvens skyldes de valg, Irland har truffet. Som det fremgår af 41. betragtning til Dublin III-forordningen<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0037"><P>Ifølge denne betragtning har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt deres ønske om at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af Dublin III-forordningen i medfør af artikel 3 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om disse to medlemsstaters stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.</P></NOTE> og af 58. betragtning til direktiv 2013/32, havde lovgiver ganske vist givet denne medlemsstat mulighed for at være omfattet af Dublin III-forordningen uden imidlertid at deltage i hele Dublin III-lovordningen. Lovgiver fastsatte ikke desto mindre ikke nogen løsning på denne asymmetriske situation. De nævnte medlemsstaters eventuelle valg blev accepteret på forhånd, idet der imidlertid ikke blev fastsat bestemmelser med henblik på at regulere de heraf følgende situationer og undgå den relevante inkonsekvens.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0076"><NO.P>76.</NO.P><TXT>Som jeg har redegjort for ovenfor, indeholder Ibrahim-dommen svar på spørgsmålet om, hvorvidt den anden medlemsstat har pligt til at undersøge substansen i en asylansøgning i to situationer, nemlig den situation, hvor asylansøgningen henhører under Dublin II-ordningen, og den situation, hvor ansøgningen henhører under Dublin III-ordningen. I begge disse situationer er den anden medlemsstat <HT TYPE="ITALIC">ikke forpligtet</HT> til at behandle asylansøgningen, hvis der er givet subsidiær beskyttelse i en første medlemsstat. Denne medlemsstat kan enten afvise ansøgningen (Dublin III-ordningen) eller overføre ansøgeren til den første medlemsstat (Dublin II-ordningen).</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0077"><NO.P>77.</NO.P><TXT>Denne dom besvarer derimod ikke det spørgsmål – som ganske vist er exceptionelt, eftersom det kun vedrører en enkelt medlemsstat – om den anden medlemsstat skal behandle substansen i en ansøgning om international beskyttelse, når denne medlemsstat er omfattet af Dublin III-forordningen, men ikke af direktiv 2013/32, således at den fortsat er omfattet af direktiv 2005/85, og denne ansøgning ikke fuldt ud henhører under hverken Dublin III-ordningen eller Dublin II-ordningen. Hvordan skal direktiv 2005/85 anvendes inden for rammerne af Dublin III-forordningen hvad angår spørgsmål om, hvorvidt ansøgninger skal behandles?</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0078"><NO.P>78.</NO.P><TXT>For at besvare dette spørgsmål skal dette direktiv undersøges på baggrund af de af lovgiver forfulgte formål.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="ITALIC">3.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Fortolkning af direktiv 2005/85 på baggrund af lovgivers udtrykte hensigt</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0079"><NO.P>79.</NO.P><TXT>Som anført i dette forslag til afgørelses punkt 62 er et af lovgivers hovedformål at begrænse sekundære bevægelser.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0080"><NO.P>80.</NO.P><TXT>Det må imidlertid konstateres, at hvis Irland har pligt til at behandle ansøgninger indgivet af tredjelandsstatsborgere på dets område, selv om de allerede har fået subsidiær beskyttelse i en første medlemsstat, kan denne situation tilskynde til sådanne bevægelser og således være i strid med ovennævnte formål. Tredjelandsstatsborgere har en interesse i at søge at få international beskyttelse i denne anden medlemsstat for at drage fordel af levevilkårene i denne stat.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0081"><NO.P>81.</NO.P><TXT>Eftersom det var lovgivers hensigt at tillade den anden medlemsstat, såvel inden for rammerne af Dublin II-lovrammen som Dublin III-lovrammen, at undlade at behandle en asylansøgning, når tredjelandsstatsborgeren allerede havde fået subsidiær beskyttelse i en første medlemsstat, bør denne mulighed efter min opfattelse ligeledes foreligge, når en medlemsstat, som det er tilfældet i hovedsagen, er delvist omfattet af begge disse lovrammer.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="15"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0082"><NO.P>82.</NO.P><TXT>Eftersom overførsel til den første medlemsstat med henblik på tilbagetagelse af en tredjelandsstatsborger ikke er foreskrevet i Dublin III-forordningen og ikke længere er begrundet i denne forbindelse, eftersom den pågældende har fået tildelt subsidiær beskyttelse af denne medlemsstat, er det min opfattelse, at den anden medlemsstat i den særlige omhandlede sammenhæng skal kunne afvise ansøgningen på grundlag af direktiv 2005/85 som helhed, anvendt inden for rammerne af Dublin III-forordningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0083"><NO.P>83.</NO.P><TXT>En sådan tilgang er fuldt ud i overensstemmelse med 22. betragtning til dette direktiv. Ifølge denne betragtning bør en medlemsstat således ikke være forpligtet til at behandle substansen i en asylansøgning, hvis et første land – en medlemsstat eller et tredjeland – allerede har ydet tilstrækkelig beskyttelse. Som nævnt er lovgivers hensigt, der kommer til udtryk i denne betragtning, konkretiseret i direktivets artikel 25, stk. 2, litra b) og c), for så vidt angår tredjelande.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0084"><NO.P>84.</NO.P><TXT>Hvad angår medlemsstaterne gør jeg opmærksom på, at de i henhold til artikel 25, stk. 1, i direktiv 2005/85 ikke var forpligtet til at behandle substansen i en asylansøgning, hvis en af de i denne artikel opregnede afvisningsgrunde foreligger <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0049" REF.END="QE0049"/>ud over de tilfælde, hvor en ansøgning i overensstemmelse med [Dublin II-forordningen] ikke behandles<QUOT.END REF.START="QS0049" CODE="00AB" ID="QE0049"/>. Med andre ord føjer afvisningsgrundene sig til de tilfælde, hvor Dublin II-forordningen fastsatte muligheden for at overføre asylansøgeren til den første medlemsstat. Denne mulighed for overførsel var udtrykkeligt fastsat i Dublin II-forordningens artikel 16<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0038"><P>Jf. fodnote 24 i dette forslag til afgørelse.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0085"><NO.P>85.</NO.P><TXT>Det følger heraf, at medlemsstaternes mulighed for at undlade at behandle substansen i asylansøgningen i overensstemmelse med 22. betragtning til direktiv 2005/85 ligeledes fremgik af forholdet mellem dette direktiv og Dublin II-forordningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0086"><NO.P>86.</NO.P><TXT>Inden for Dublin III-ordningen gør jeg opmærksom på, at 43. betragtning til direktiv 2013/32 i det væsentlige har det samme indhold som 22. betragtning til direktiv 2005/85. Hvad angår medlemsstaterne er den nævnte 43. betragtning konkretiseret i artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32 ved den udtrykkelige angivelse af en afvisningsgrund, idet overførsel ikke længere foreskrives i Dublin III-forordningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0087"><NO.P>87.</NO.P><TXT>Det fremgår af denne analyse, at det – uanset hvilken ordning der finder anvendelse – var lovgivers klare hensigt, at den anden medlemsstat ikke skal være tvunget til at behandle en asylansøgning, hvis tredjelandsstatsborgeren har fået subsidiær beskyttelsesstatus.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0088"><NO.P>88.</NO.P><TXT>Den løsning, som jeg foreslår, er således i overensstemmelse med det af lovgiver forfulgte formål med direktiv 2005/85, således som det bl.a. fremgår af 22. betragtning til dette direktiv. Efter min opfattelse er det i øvrigt den løsning, der er mest i overensstemmelse med logikken i Dublin II- og Dublin III-ordningerne, og som gør det muligt at forhindre de i dette forslag til afgørelses punkt 69-74 nævnte former for inkonsekvens.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0089"><NO.P>89.</NO.P><TXT>Det skal fremhæves, at denne løsning ikke berører tredjelandsstatsborgerens rettigheder, således som de er harmoniseret og uddybet ved Dublin III-ordningen, eftersom tredjelandsstatsborgeren har fået subsidiær beskyttelsesstatus i en første medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Italien, som fuldt ud deltager i denne ordning.</TXT></NP.ECR><?PAGE NO="16"?><NP.ECR IDENTIFIER="NP0090"><NO.P>90.</NO.P><TXT>Ganske vist svarer dette til at tilføje en afvisningsgrund til de grunde, der udtrykkeligt opregnes i direktiv 2005/85, men efter min opfattelse er disse grunde udelukkende bestemt til at finde anvendelse inden for rammerne af Dublin II-forordningen, inden for Dublin II-ordningens logik, og tager således ikke højde for Irlands særlige situation<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0039"><P>Jeg gør i øvrigt opmærksom på, at artikel 25, stk. 2, i direktiv 2005/85, i modsætning til ordlyden af artikel 33, stk. 2, i direktiv 2013/32, ikke begrænser opregningen af afvisningsgrunde ved brug af udtrykket <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0050" REF.END="QE0050"/>udelukkende<QUOT.END REF.START="QS0050" CODE="00AB" ID="QE0050"/>. Jeg er af den opfattelse, at ordlyden af denne artikel 25, stk. 2, således gør det muligt for den nationale lovgiver i en situation, hvor der er asymmetri – som Irlands situation – at anlægge en bredere fortolkning af disse grunde.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0091"><NO.P>91.</NO.P><TXT>Ovenstående analyse kan ikke afkræftes af argumentet fremført af sagsøgerne i hovedsagen om, at afvisningsgrundene i artikel 25 i direktiv 2005/85 skal fortolkes indskrænkende, eftersom de indfører en undtagelse fra medlemsstaternes forpligtelse til at behandle substansen i asylansøgningerne. Et sådant argument kan således ikke være afgørende, hvis det ville føre til en fortolkning, der er i strid med de af lovgiver forfulgte formål. Som det fremgår af denne analyse, ville det – hvis Irland skulle anses for at være forpligtet til at behandle asylansøgningen – være i strid med disse formål og med de løsninger, der er vedtaget både inden for rammerne af Dublin II-ordningen og Dublin III-ordningen for de 25 medlemsstater, der har tilsluttet sig disse ordninger fuldt ud.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0092"><NO.P>92.</NO.P><TXT>Jeg skal tilføje, at den fortolkning, jeg foreslår, på ingen måde berører Domstolens fortolkning i Ibrahim-dommen af artikel 25, stk. 2, i direktiv 2005/85 for så vidt angår såvel denne bestemmelses litra a) som alle de øvrige litraer. Denne fortolkning er stadig fuldt ud gyldig, også i forhold til Irland, når de faktiske omstændigheder i sagen – som det var tilfældet i Magamadov-sagen – er fuldt ud omfattet af anvendelsesområdet for Dublin II-forordningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0093"><NO.P>93.</NO.P><TXT>Det er følgelig min opfattelse, at direktiv 2005/85, sammenholdt med 22. betragtning hertil, ikke er til hinder for, at den anden medlemsstat i sin lovgivning bestemmer, at den kan afvise en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til den, i det særlige tilfælde, hvor denne medlemsstat fortsat er omfattet af dette direktiv, samtidig med at den er omfattet af Dublin III-forordningen.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0094"><NO.P>94.</NO.P><TXT>Henset til min analyse af det første og det tredje præjudicielle spørgsmål finder jeg det ufornødent at behandle det andet præjudicielle spørgsmål. For alle tilfældes skyld vil jeg dog fremhæve, at en tredjelandsstatsborgers ansøgning om international beskyttelse, efter at vedkommende har fået subsidiær beskyttelse i en første medlemsstat, efter min opfattelse ikke i sig selv udgør misbrug af rettigheder. EU-lovgiver har anerkendt, at tredjelandsstatsborgere legitimt kan søge beskyttelse i Unionen, når de er tvunget af omstændighederne<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0040"><P>Jf. bl.a. første betragtning til Dublin II-forordningen og til direktiv 2005/85 samt anden betragtning til Dublin III-forordningen og til direktiv 2013/32.</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0095"><NO.P>95.</NO.P><TXT>Det skal desuden fremhæves – således som der er redegjort for i dette forslag til afgørelse – at lovgiver udtrykkeligt har taget højde for den omstændighed, at en tredjelandsstatsborger søger at få flygtningestatus i en medlemsstat efter at have fået subsidiær beskyttelsesstatus i en anden medlemsstat, både inden for rammerne af Dublin II-forordningen og Dublin III-forordningen. Den situation kan derfor ikke generelt og abstrakt kvalificeres som misbrug af rettigheder.</TXT></NP.ECR><NP.ECR IDENTIFIER="NP0096"><NO.P>96.</NO.P><TXT>Selv om det ikke i alle situationer kan udelukkes, at adfærd i forbindelse med forsøg på at få international beskyttelse udgør misbrug, skal den følgelig i det mindste gøres til genstand for en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde<NOTE TYPE="FOOTNOTE" NUMBERING="ARAB" NUMBERING.CONTINUED="YES" NOTE.ID="E0041"><P>Bevis på, at der er tale om misbrug, nødvendiggør bl.a., at det undersøges, om den pågældende har søgt <QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0051" REF.END="QE0051"/>at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel<QUOT.END REF.START="QS0051" CODE="00AB" ID="QE0051"/> (jf. bl.a. dom af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20121016">16.10.2012</DATE>, <NAME.CASE>Ungarn mod Slovakiet</NAME.CASE>, <NO.CASE>C-364/10</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2012:630">EU:C:2012:630</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0058">58</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>, og af <REF.DOC.ECR><DATE ISO="20141218">18.12.2014</DATE>, <NAME.CASE>McCarthy m.fl.</NAME.CASE>, <NO.CASE>C-202/13</NO.CASE>, <NO.ECLI ECLI="ECLI:EU:C:2014:2450">EU:C:2014:2450</NO.ECLI>, præmis <REF.NP.ECR REF="NP0054">54</REF.NP.ECR></REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>.</TXT></NP.ECR></GR.SEQ></GR.SEQ></GR.SEQ><?PAGE NO="17"?><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">V.</HT></NO.P><TXT><HT TYPE="BOLD">Forslag til afgørelse</HT></TXT></NP></TI></TITLE><NP.ECR IDENTIFIER="NP0097"><NO.P>97.</NO.P><TXT>På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer de spørgsmål, som High Court (ret i første instans, Irland) har forelagt, således:</TXT><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START CODE="00BB" ID="QS0052" REF.END="QE0052"/>Artikel 25, stk. 2, i Rådets direktiv 2005/85/EF af <DATE ISO="20051201">1. december 2005</DATE> om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne, undersøgt inden for rammerne af anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af <DATE ISO="20130626">26. juni 2013</DATE> om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der allerede er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at Irland i sin nationale lovgivning fastsætter en afvisningsgrund, der giver mulighed for at afvise en ansøgning om international beskyttelse indgivet af en tredjelandsstatsborger, når vedkommende allerede har fået subsidiær beskyttelse i en første medlemsstat.<QUOT.END REF.START="QS0052" CODE="00AB" ID="QE0052"/></P></QUOT.S></NP.ECR></GR.SEQ></CONTENTS.CONCLUSION></CONCLUSION>