I henhold til artikel 2 i den italienske ministerielle anordning har forarbejderne pligt til med henblik på beregningen af støtten at opgive mængden af tilsvarende produkter, som de har forarbejdet i 1978.

Ved to skrivelser af 13. september 1979 har Associazione italiana industriali prodotti alimentari givet udtryk for tvivl om, hvorvidt bestemmelserne i denne forordning er forenelige med især forordning nr. 1731/79.

Ved skrivelse af 26. september 1979 afviste det italienske ministerium, at der var tale om uforenelighed og præciserede, at Italien modtog højst 64 °/o af det af Rådet fastsatte støttebeløb; man henviste herved til Kommissionens arbejdsdokument nr. VI.E.1/63/79 af 12. juli 1979.

I —Forordningerne nr. 1731/79 og nr. 1732/79 erklæres for ugyldige i det omfang der ikke herved a) i 1979/80 og b) i senere produktionsår tillægges sagsøgerne ret til en andel af produktionsstøtten til Williamspærer konserveret i sukkeropløsning, for en produktionsmængde (til hvilken der ellers skulle ydes støtte),

a)således at denne mængde udgør en procentdel af sagsøgernes tidligere produktion, der ikke er lavere end den procentdel, der ligeledes anvendes ved fastlæggelsen af den produktionsstøtte, der ydes sagsøgernes franske konkurrenter;b)således at denne mængde i procent svarer til sagsøgernes gennemsnitlige årsproduktion i de sidste tre år før det produktionsår, for hvilket støtten fastsættes.

a)manglende overholdelse af formforskrifter, idet betragtningerne til Kommissionens to forordninger, som er affattet generelt, ikke efter sagsøgernes mening redegør for de virkelige begrundelser, mens der ifølge sagsøgerne er tale om en beslutning, som ifølge traktatens artikel 190 skal begrundes;b)kompetencemangel og et urigtigt formål, idet udstedelsen af de anfægtede bestemmelser er begrundet med betragtninger af politisk art, som er traktatens artikel 39 uvedkommende;c)ulovlig forskelsbehandling af sagsøgerne i strid med artikel 7 (nationalitet) og artikel 40, stk. 3, (forskelsbehandling af producenter inden for Fællesskabet) samt overtrædelse af det almindelige ligebehandlingsprincip;d)magtfordrejning fra Kommissionens side vedrørende de beføjelser, som Rådet har tildelt den, når henses til den påståede aftale om deling af fællesskabsstøtten ;e)væsentlig faktisk vildfarelse og manglende indsamling af oplysninger, idet Kommissionen har lagt endog bevidst urigtige oplysninger fra de nationale myndigheder til grund i stedet for at anmode om præcise oplysninger fra de nationale producentorganisationer.

sagen afvises,

sagen antages til realitetsbehandling,

Ved kendelse af 10. december 1979 har Domstolen ligeledes besluttet i henhold til procesreglementets artikel 43 at forene de to sager med henblik på skriftvekslingen, den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Da Rådet på grund af sagens komplicerede karakter var nødt til at begrænse sig til de vigtigste omstændigheder, og da anvendelsen af de detaljerede bestemmelser er overdraget forskellige nationale myndigheder, kan det efter Kommissionens mening være nødvendigt for, at Rådet kan træffe en politisk afgørelse, at Kommissionen udsteder en række lovgivningsakter, uden at der er tale om en hierarkisk instruks til de nationale myndigheder. Hver enkelt retsakt er ligesom helheden af lovgivningsmæssig art, og sagsøgerne kan ikke udvælge visse foranstaltninger, som er genstand for disse retsakter, og betegne dem som beslutninger. Det påhviler i øvrigt sagsøgerne at bevise, at foranstaltningerne virkelig er beslutninger, og at de berører sagsøgerne individuelt og umiddelbart, idet hver af disse betingelser skal være opfyldt, for at sagerne kan antages til realitetsbehandling.

Kommissionen har henvist til, at Domstolen i sin dom af 5. maj 1977 i sag 101/76, Koninklijke Scholten Honig mod Rådet og Kommissionen (Sml. 1977, s. 797) har udtalt, at en retsakt ikke mister sin karakter af forordning, fordi det er muligt mere eller mindre præcist at angive antallet af de retssubjekter, eller endog hvilke retssubjekter, den finder anvendelse på til et bestemt tidspunkt . . .

Kommissionen har hævdet, at den ikke har anmodet om oplysninger vedrørende antallet af forarbejdningsvirksomheder eller om deres identitet, eller om, hvor meget hver af dem producerer, og at den kun har haft tal for den samlede produktion til rådighed, som blev meddelt af de franske og italienske myndigheder og faglige sammenslutninger. Ifølge Kommissionen har forordning nr. 1731/79 derfor lovgivningsmæssig karakter, fordi bestemmelserne heri er generelt formuleret, og finder anvendelse på alle, som udfører forarbejdning af Williamspærer, idet bestemmelserne ikke er dikteret af subjektive hensyn.

Mens Kommissionen har indrømmet, at sagsøgerne berøres umiddelbart af forordning nr. 1731/79 i det omfang, støtten fastsættes til 105 % af deres produktion i 1978/79, mener Kommissionen til gengæld, at de ikke berøres individuelt, fordi den pågældende forordning angår alle forarbejdningsvirksomheder uden undtagelse, dvs., såvel de eksisterende virksomheder som nye virksomheder, der endnu ikke har haft nogen produktion.

Ydermere berøres sagsøgerne hverken individuelt af denne forordning eller umiddelbart af de fleste af dens bestemmelser.

Kommissionen har i øvrigt i sin formalitetsindsigelse ikke bestridt, at der foreligger en beslutning om at dele det samlede disponible støttebeløb i forholdet 64 og 36 %, således at denne særskilte del af sagerne kan antages til realitetsbehandling.

Hvad angår forordningerne nr. 1731/79 og 1732/79 har sagsøgerne bestridt, at det skulle være muligt, som Kommissionen gør, at betinge spørgsmålet, om retsakterne eller dele af disse i virkeligheden er beslutninger, og om de berører sagsøgerne umiddelbart og individuelt, af tre særskilte betingelser. Det er tilstrækkeligt at påvise, at forordningerne ikke blot berører sagsøgerne umiddelbart (hvilket Kommissionen har indrømmet, for så vidt angår forordning nr. 1731/79), men også individuelt, idet det således er godtgjort, at de virkelig indeholder beslutninger i den i artikel 173, stk. 2, forudsatte betydning.

Ifølge sagsøgerne har Kommissionen undgået at udpege forarbejdningsvirksomhederne og fastsætte deres individuelle procentsatser, dvs., at træffe beslutninger i form af tilsvarende akter, ved at gå således frem:

a)den har givet afkald på det normale kriterium, nemlig gennemsnitsproduktionen i flere år, og har i stedet for som referenceperiode valgt et enkelt år, skønt der er tale om frugter, som er en letfordærvelig sæsonvare;b)den har som eneste referenceår valgt produktionsåret 1978/79, som for produktionen af Williamspærer konserveret i sukkeropløsning har været atypisk, fordi produktionen var særdeles lav, hvilket Kommissionen vidste;c)den har endeligt begrænset ydelsen af støtte til de virksomheder, som havde forarbejdet Williamspærer i referenceåret, dvs., til en snævrere gruppe end gruppen af eksisterende virksomheder.

Efter sagsøgernes mening har forordningerne følgelig en dobbelt natur, idet de på én gang har en beslutnings kendetegn og en lovgivningsakts kendetegn. Forordningernes funktion og formål er bl.a. at begrænse støtten til hver forarbejdningsvirksomhed, og det væsentlige er ifølge sagsøgerne, at forarbejdningsvirksomhedernes antal og identitet kan fastslås. Den omstændighed, at Kommissionen ser bort fra disse forhold, fordi den er i ond tro, berøver ikke retsakternes adressater deres karakter af en sluttet kreds. Grænsen for ret til støtte er blevet fastsat for hver enkelt producent i forordning nr. 1731/79, og tilbage står for de nationale myndigheder blot at beregne og udbetale støttebeløbene.

Sagsøgerne har understreget, at Kommissionens citat fra dommen i sag 101/76, Koninklijke Scholten Honig er ufuldstændigt, og at den pågældende passage i sin helhed lyder således:

En retsakt mister i øvrigt ikke sin karakter af forordning, fordi det er muligt mere eller mindre præcist at angive antallet af de retssubjekter, eller endog hvilke retssubjekter, den finder anvendelse på til et bestemt tidspunkt, når det står fast, at denne anvendelse sker som følge af en objektiv, retlig eller faktisk situation, som er beskrevet i retsakten, i forbindelse med dennes formål.

For at påvise den individuelle virkning har sagsøgerne gentaget de ovenfor fremstillede argumenter og især gjort gældende, at da ydelsen af støtte er forbundet med produktionen i produktionsåret 1978/79, er de eksisterende virksomheder (som har produceret i dette år) berørt individuelt af artikel 1 i forordning nr. 1731/79.

Vedrørende proceduren mener sagsøgerne, at Domstolen ikke bør træffe afgørelse vedrørende formaliteten, før der afsiges dom i sagen, især fordi Kommissionen kun har rejst formalitetsindsigelse mod en del af søgsmålet, nemlig mod kravet om delvis annullation af forordningerne, og ikke har udtalt sig om den øvrige del, hvori det hævdes, at der foreligger en beslutning om at tildele de italienske producenter højst 64 % af den samlede støtte for Williamspærer konserveret i sukkeropløsning.

Som svar på de af Domstolen stillede spørgsmål har Kommissionen under den mundtlige forhandling præciseret, at produktionstallene og produktionsårene 1973-1978 bortset fra året 1976 udviser et konstant fald i fællesskabsproduktionen, og at formålet med ordningen, især fastsættelsen af 1978 som referenceår, var at holde produktionen på dette lave niveau og ikke at stimulere den. Det er muligt, men ikke uberettiget, at en sådan begrænsning rammer marginalproducenterne, dvs., de producenter, som ikke har en stabil produktion, hårdere end den rammer de kooperative virksomheder, som har en jævn produktion.

Hvis de mængder, som de italienske myndigheder har opgivet for 1978, er for lave, og hvis de 57100 tons følgelig ikke gør det muligt at tildele de italienske virksomheder en støtte svarende til 105 % af deres produktion i 1978, må man i øvrigt ifølge Kommissionen foreslå Rådet at ændre forordning nr. 1640/79, hvorefter udbetaling af støtte er begrænset til 57100 tons.

i)bortset fra 1978 har de italienske producenter ifølge Kommissionens tal produceret over 75 % af den samlede fællesskabsproduktion af Williamspærer konserveret i sukkeropløsning;ii)Kommissionens tal for 1978, nemlig 64 %, var særlig lavt;iii)det unormale tal fra 1978 skyldes, at den italienske produktion for 1978 ifølge Kommissionens tal var mere end 40 % lavere end gennemsnittet for Italien i de foregående år, mens den franske produktion for 1978, ligeledes ifølge Kommissionens tal, var 13 % højere end gennemsnittet for Frankrig i de to foregående år.