2001/8/EF: Kommissionens beslutning af 29. december 2000 om ændring af beslutning 2000/764/EF om BSE-test af kvæg og om ajourføring af bilag IV til beslutning 98/272/EF om epidemiologisk overvågning for overførbare spongiforme encephalopatier (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2000) 4411)
EF-Tidende nr. L 002 af 05/01/2001 s. 0028 - 0031
Kommissionens beslutning af 29. december 2000 om ændring af beslutning 2000/764/EF om BSE-test af kvæg og om ajourføring af bilag IV til beslutning 98/272/EF om epidemiologisk overvågning for overførbare spongiforme encephalopatier (meddelt under nummer K(2000) 4411) (EØS-relevant tekst) (2001/8/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked(1), senest ændret ved direktiv 92/118/EØF(2), særlig artikel 9, stk. 4, under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked(3), senest ændret ved direktiv 92/118/EØF, særlig artikel 10, stk. 4, og ud fra følgende betragtninger: (1) I Kommissionens beslutning 2000/764/EF af 29. november 2000 om BSE-test af kvæg og om ændring af beslutning 98/272/EF om epidemiologisk overvågning for overførbare spongiforme encephalopatier(4) er der fastsat strengere bestemmelser om testning af kvæg, der indgår i fødekæden. (2) I Kommissionens beslutning 98/272/EF af 23. april 1998 om epidemiologisk overvågning for overførbare spongiforme encephalopatier(5), senest ændret ved beslutning 2000/764/EF, er det fastsat, hvilke metoder og protokoller der skal følges, når kvæg undersøges for bovin spongiform encephalopati (BSE). (3) Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2777/2000 af 18. december 2000 om ekstraordinære støtteforanstaltninger for oksekødsmarkeder(6) er der indført en ordning, ifølge hvilken kvæg på over 30 måneder kan opkøbes til destruktion i stedet for at blive slagtet til konsum. Det er nødvendigt at gøre det klart, at forpligtelsen til at undersøge visse risikogrupper af dyr også gælder, når sådanne dyr opkøbes til destruktion. (4) Bestemmelserne om sundhedsmærkning af slagtekroppe, der er blevet undersøgt for BSE, bør gøres klare. (5) Rådet har opfordret Kommissionen til at fastsætte nærmere bestemmelser om, hvordan laboratorieundersøgelserne for BSE skal udføres, og hvordan undersøgelserne skal kontrolleres af myndighederne og overvåges af Kommissionen. (6) Beslutning 2000/764/EF og beslutning 98/272/EF skal ændres i overensstemmelse hermed. (7) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 I beslutning 2000/764/EF foretages følgende ændringer: 1) Artikel 1, stk. 1, affattes således: "1. Medlemsstaterne sikrer, at alt kvæg på over 30 måneder, - som har undergået særlig nødslagtning som defineret i artikel 2, litra n), i Rådets direktiv 64/433/EØF(7), eller - som er slagtet i overensstemmelse med kapitel VI, punkt 28, litra c), i bilag I til nævnte direktiv 64/433/EØF, fra den 1. januar 2001 undersøges ved hjælp af en af de godkendte hurtigtest, der er anført i bilag IV A til beslutning 98/272/EF. Bestemmelserne i dette stykke finder også anvendelse på dyr, der er omhandlet i første afsnit, og som opkøbes til destruktion i henhold til forordning (EF) nr. 2777/2000." 2) Artikel 2 affattes således: "Artikel 2 Alle kropsdele, inklusive huden, af dyr, der undersøges i henhold til artikel 1, skal holdes tilbage under officielt tilsyn, indtil der foreligger et negativt testresultat, eller indtil de er destrueret ved brænding, eller under særlige omstændigheder er brændt eller nedgravet under nøje overholdelse af betingelserne i artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 90/667/EØF(8). Når undersøgelsen omfatter et dyr, der er slagtet med henblik på konsum, påføres slagtekroppen ikke det sundhedsmærke, der er omhandlet i bilag I, kapitel XI, til direktiv 64/433/EØF, før der foreligger et negativt testresultat, medmindre der er indført et officielt system, der sikrer, at ingen dele af de undersøgte dyr forlader slagteriet, før der foreligger et negativt testresultat, undtagen hvis de under officielt opsyn sendes til destruktion ved forbrænding." 3) Artikel 3 affattes således: "Artikel 3 1. Medlemsstaterne sikrer, at prøver til BSE-test af kvæg indsamles i overensstemmelse med bilag IV, punkt 1, til beslutning 98/272/EF, som ændret ved nærværende beslutning. 2. Medlemsstaterne sikrer, at laboratorieundersøgelser for BSE i kvæg foretages af hertil godkendte laboratorier og under anvendelse af de metoder og protokoller, der er fastlagt i bilag IV, punkt 2 og 3, til beslutning 98/272/EF, som ændret ved nærværende beslutning. 3. Det nationale referencelaboratorium i hver medlemsstat, jf. bilag V i beslutning 98/272/EF, sikrer, at diagnostiske metoder og protokoller samordnes mellem de laboratorier, der er godkendt til at udføre laboratorieundersøgelser for BSE i kvæg, efterprøver med regelmæssige mellemrum, at de diagnostiske metoder og protokoller anvendes korrekt, og tilrettelægger med mellemrum sammenlignende undersøgelser, når det er relevant. 4. Kommissionen overvåger prøvetagning og laboratorieundersøgelser for BSE i kvæg, der gennemføres i medlemsstaterne, ved regelmæssige kontrolbesøg i overensstemmelse med Kommissionens beslutning 98/139/EF(9) og ved at tilrettelægge en sammenlignende undersøgelse for de nationale referencelaboratorier." Artikel 2 I beslutning 98/272/EF foretages følgende ændringer: 1) Bilag IV affattes som angivet i bilaget til nærværende beslutning. 2) I bilag V indsættes følgende som et yderligere referencelaboratorium for Spanien: " Laboratorio Central de Veterinaria de Algete Madrid Spanien (kun vedrørende BSE-test som omhandlet i bilag IV A)" Artikel 3 Denne beslutning anvendes fra den 1. januar 2001. Artikel 4 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 29. december 2000. På Kommissionens vegne David Byrne Medlem af Kommissionen (1) EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13. (2) EFT L 62 af 15.3.1993, s. 49. (3) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29. (4) EFT L 305 af 6.12.2000, s. 35. (5) EFT L 122 af 24.4.1998, s. 59. (6) EFT L 321 af 19.12.2000, s. 47. (7) EFT 121 af 29.7.1964, s. 2012/64. (8) EFT L 363 af 27.12.1990, s. 51. (9) EFT L 38 af 12.2.1998, s. 10. BILAG "BILAG IV PRØVETAGNING OG LABORATORIEPRØVER FOR TILSTEDEVÆRELSE AF BSE I KVÆG 1. Indsamling af prøver Myndighederne skal sørge for, at der indsamles prøver efter de metoder og protokoller, som er fastsat i Manual of Standards for Diagnostic Tests and Vaccines fra Det Internationale Kontor for Epizootier, seneste udgave. Hvis der ikke foreligger sådanne metoder og protokoller, skal myndighederne sørge for, at prøverne indsamles på en sådan måde, at prøverne kan udføres korrekt. Myndighederne sikrer, at prøver er korrekt mærket, så det dyr, prøven er taget fra kan identificeres. 2. Laboratorieprøver 2.1. Mistænkte tilfælde Væv fra kvæg, der sendes til laboratorieprøve i henhold til artikel 3, stk. 2, skal underkastes en histopatologisk undersøgelse i henhold til Manual of Standards for Diagnostic Tests and Vaccines fra Det Internationale Kontor for Epizootier, seneste udgave, medmindre materialet er autolyseret. Hvis resultatet af den histopatologiske undersøgelse er usikkert eller negativt, eller hvis materialet er autolyseret, skal vævet undersøges efter en af de andre diagnostiske metoder, der er fastsat i den ovennævnte manual (immunhistokemi, immumblotting eller påvisning af karakteristiske fibriller ved hjælp af elektronmikroskopi). 2.2. Dyr, der undersøges som led i det årlige overvågningsprogram, eller som underkastes rutineundersøgelse ved slagtning Kvæg, der undersøges som led i det årlige overvågningsprogram i henhold til bilag I, del A, og det målrettede overvågningsprogram i henhold til bilag I, del C, eller som undersøges i henhold til artikel 1 i beslutning 2000/764/EF, skal undersøges på et godkendt laboratorium ved hjælp af en af prøverne i bilag IV A. Hvis resultatet af overvågningsprøven er usikkert eller positivt, underkastes vævet straks konfirmatoriske undersøgelser på et officielt laboratorium. Den konfirmatoriske undersøgelse begynder med en histopatologisk undersøgelse af hjernestammen i henhold til Manual of Standards for Diagnostic Tests and Vaccines fra Det Internationale Kontor for Epizootier, seneste udgave, medmindre materialet er autolyseret eller på anden måde uegnet til undersøgelse ved histopatologi. Hvis resultatet af den histopatologiske undersøgelse er usikkert eller negativt, eller hvis materialet er autolyseret, skal vævet undersøges efter en af de andre diagnostiske metoder, der er nævnt i punkt 2.1, idet metoden dog ikke må være den samme som den, der er anvendt til overvågningsprøven. 3. Fortolkning af resultater Et dyr, der er blevet undersøgt i henhold til punkt 2.1, betragtes som et positivt BSE-tilfælde, hvis resultatet af en af prøverne er positivt. Et dyr, der er blevet undersøgt i henhold til punkt 2.2, betragtes som et positivt BSE-tilfælde, hvis resultatet af overvågningsprøven er positivt eller usikkert, og - resultatet af den efterfølgende histopatologiske undersøgelse er positivt, eller - resultatet af en anden diagnosticeringsmetode i henhold til punkt 2.1 er positivt. 4. Indberetning af resultater Alle positive BSE-tilfælde skal straks indberettes til myndighederne. Myndighederne indberetter positive BSE-tilfælde i overensstemmelse med direktiv 82/894/EØF(1). (1) EFT L 378 af 31.12.1982, s. 58. BILAG IV A 1. Immunblottingstest baseret på en western blotting-procedure til påvisning af det proteinase-resistente fragment PrPRes (Prionics Check-test). 2. Kemiluminescens-ELISA med en ekstraktionsprocedure og en ELISA-teknik med anvendelse af et forstærket kemiluminescerende reagens (Enfer-test). 3. Sandwich immunassay til påvisning af PrPRes gennemført efter denaturering og koncentrering (CEA-test)."