16.11.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 382/4


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/1702

af 10. november 2020

om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (1), særlig artikel 57, stk. 4, og artikel 58, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (2), bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013. Denne periode bør fastsættes til tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under den KN-kode, der er nævnt i kolonne 2 i tabellen.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 34, stk. 9, i forordning (EU) nr. 952/2013 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. november 2020.

På Kommissionens vegne

For formanden

Gerassimos THOMAS

Generaldirektør

Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion


(1)   EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1).


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering (KN-kode)

Begrundelse

1.

2.

3.

Kabelopruller bestående af følgende komponenter:

—

et kabel med en forbindelsesdel (et stik) i den ene ende til spænding 1 000 volt og derunder

—

en kabeltromle af plast forsynet med en fjederdrevet oprulningsanordning (herunder et bremsesystem til at låse oprulningen), et kontaktsystem af messing til eltransmission samt plastfittings.

Den er konstrueret til at blive indbygget i en støvsuger.

Se billeder  (*1).

8544 42 90

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 3 til afsnit XVI, og teksten til KN-kode 8544 , 8544 42 og 8544 42 90 .

Tarifering under pos. 8508 som dele til støvsugere er udelukket på grundlag af varens objektive kendetegn, idet varen ikke kan karakteriseres som værende udelukkende eller hovedsagelig egnet til en støvsuger.

Varen er en kombineret maskine (dens komponenter er sammenbygget således, at de udgør en helhed) i henhold til bestemmelse 3 til afsnit XVI, i det væsentligste bestående af et kabel udstyret med en forbindelsesdel henhørende under pos. 8544 og en oprulningstromle henhørende under pos. 8479 . Det er kablet, der udfører maskinens hovedfunktion.

Varen skal derfor tariferes under KN-kode 8544 42 90 som andre elektriske ledere, til spænding 1 000 volt og derunder, med forbindelsesdele.

Image 1


(*1)  Billederne er kun vejledende.