1

Soudal NV og Esko-Graphics BVBA har med deres appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets afgørelse af 6. december 2021, hvorved Retten afslog at indrømme dem status som intervenient i sag T-263/16 RENV og at tilføre akterne i denne sag disse selskabers skriftlige bemærkninger vedrørende de konklusioner, der bør drages af Domstolens dom af 16. september 2021, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, EU:C:2021:741), med henblik på afgørelsen af den nævnte sag (herefter »den appellerede afgørelse«).

Retsforskrifter

2

Det angives i artikel 1, stk. 3, litra c), i Rettens procesreglement, at i dette procesreglement forstås ved »part« og »parter« anvendt uden yderligere angivelse enhver part i sagen, herunder intervenienterne.

3

Dette procesreglements artikel 60 fastsætter, at procesfristerne forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage.

4

Det nævnte procesreglements artikel 79 bestemmer følgende:

5

Samme procesreglements artikel 142-145 fastsætter reglerne for intervention ved Retten.

6

Artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement bestemmer, at »[e]n anmodning om intervention skal fremsættes inden for en frist på seks uger, som løber fra offentliggørelsen af den i artikel 79 nævnte meddelelse«.

7

Dette procesreglements artikel 215 har følgende ordlyd:

8

Procesreglementets artikel 217 er affattet således:

9

Samme procesreglements artikel 219 bestemmer følgende:

Tvistens baggrund

10

Ved afgørelse (EU) 2016/1699 af 11. januar 2016 om skattefritagelse for overskydende fortjeneste, statsstøtteordning SA.37667 (2015/C) (ex 2015/NN) iværksat af Kongeriget Belgien (EUT 2016, L 260, s. 61, herefter »den omtvistede afgørelse«), fandt Europa-Kommissionen, at visse skattefritagelser, som Kongeriget Belgien havde indrømmet, udgjorde en støtteordning som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, som var uforenelig med det indre marked, og som var blevet gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF. Kommissionen anordnede, at den støtte, der således var ydet, skulle tilbagesøges fra støttemodtagerne, som senere skulle opføres på en endelig liste udarbejdet af Kongeriget Belgien.

Retsforhandlingerne for Retten og for Domstolen samt den appellerede afgørelse

11

Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 22. marts og den 25. maj 2016 anlagde Kongeriget Belgien og Magnetrol International NV sager med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, der blev registreret under henholdsvis sagsnummer T-131/16 og T-263/16.

12

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. maj 2016 anlagde Soudal sag med påstand om annullation af denne afgørelse, der blev registreret under sagsnummer T-201/16. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. juni 2016 anlagde Esko-Graphics sag med påstand om annullation af den nævnte afgørelse, der blev registreret under sagsnummer T-335/16.

13

Rettens justitssekretær meddelte efterfølgende parterne i sagerne T-201/16 og T-335/16, at formanden for den afdeling, der behandlede sagen ved Retten, havde besluttet at udsætte behandlingen af disse sager, indtil tvisten i sag T-131/16 og sag T-263/16 var blevet afgjort.

14

Ved kendelse af 17. maj 2018 besluttede formanden for Rettens Syvende Udvidede Afdeling at forene sagerne T-131/16 og T-263/16 med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del og den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

15

Ved dom af 14. februar 2019, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen (T-131/16 og T-263/16, EU:T:2019:91), annullerede Retten den omtvistede afgørelse.

16

Kommissionen iværksatte den 24. april 2019 appel til prøvelse af denne dom. Denne appel blev registreret under sagsnummer C-337/19 P.

17

Ved kendelser af 15. oktober 2019, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International, gav Domstolens præsident tilladelse til, at Anheuser-Busch InBev SA/NV, Ampar BVBA, Atlas Copco Airpower NV og Atlas Copco AB (C-337/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:909) samt Soudal og Esko-Graphics (C-337/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:915) intervenerede i sagen til støtte for Magnetrol Internationals påstande.

18

Ved dom af 16. september 2021, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, EU:C:2021:741), har Domstolen:

–

ophævet Rettens dom af 14. februar 2019, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen (T-131/16 og T-263/16, EU:T:2019:91)

–

forkastet det første og det andet anbringende i sag T-131/16 samt det første anbringende og det tredje anbringendes første led i sag T-263/16

–

hjemvist sagen til Retten med henblik på, at denne skulle træffe afgørelse om det tredje til det femte anbringende i sag T-131/16 samt det andet anbringende, det tredje anbringendes andet og tredje led og det fjerde anbringende i sag T-263/16

–

udsat afgørelsen om sagsomkostningerne.

19

Den 16. november 2021 tilsendte Soudal og Esko-Graphics, på grundlag af artikel 217 i Rettens procesreglement, Retten bemærkninger om de konklusioner, der bør drages af dom af 16. september 2021, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, EU:C:2021:741), med henblik på afgørelsen af tvisten i sag T-263/16 RENV (herefter »de omhandlede bemærkninger«).

20

Ved skrivelse af 6. december 2021, der blev forkyndt for Soudal og Esko-Graphics den 17. december 2021, underrettede Rettens justitssekretær dem om, at formanden for den afdeling, der behandlede sagen ved Retten, havde besluttet ikke at lade disse bemærkninger indgå i akterne i denne sag, eftersom de ikke udgjorde et dokument, der var foreskrevet i Rettens procesreglement.

21

Ved skrivelse af 29. december 2021, der var stilet til Rettens præsident og medlemmer, anmodede Soudal og Esko-Graphics – på grundlag af bl.a. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15. oktober 2019, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:915), og Rettens praksis – dels om, at den »fejl«, som Retten havde begået, blev rettet, dels om en bekræftelse af deres status som intervenient ved Retten, idet de udbad sig et svar inden for fem dage.

22

Ved skrivelse af 11. januar 2022 bekræftede Rettens justitssekretær modtagelsen af appellanternes skrivelse af 29. december 2021. Rettens justitssekretær henledte ligeledes appellanternes opmærksomhed dels på den »omstændighed«, at det ikke var fastsat i Rettens procesreglement, at de intervenienter, der havde fået tilladelse til at deltage i retsforhandlingerne ved Domstolen i sag C-337/19 P, kunne fremsætte bemærkninger i sag T-263/16 RENV, dels på dette procesreglements artikel 70, stk. 2, hvorefter Rettens præsident kan beslutte at genoptage en udsat sag inden udløbet af udsættelsen.

Parternes påstande

23

Soudal og Esko-Graphics har nedlagt følgende påstande:

–

Den appellerede afgørelse ophæves.

–

Det bestemmes, at deres skriftlige bemærkninger skal tilføres sagsakterne i sag T-263/16 RENV.

–

Det fastslås, at appellanterne har bevaret deres status som intervenient i sag T-263/16 RENV, efter at Domstolen har hjemvist denne sag til Retten.

24

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–

Appellen afvises fra realitetsbehandling.

–

Subsidiært forkastes appellen som ugrundet.

–

Soudal og Esko-Graphics tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Om appellen

Formaliteten vedrørende appellen

25

Kommissionen har gjort gældende, at appellen skal afvises fra realitetsbehandling, både på grund af den appellerede afgørelses karakter og fordi appellen er iværksat for sent.

Afvisningspåstanden begrundet i den appellerede afgørelses karakter

–

Argumenter

26

Kommissionen har gjort gældende, at Retten med den appellerede afgørelse begrænsede sig til at afslå at føje de omhandlede bemærkninger til sagsakterne i sag T-263/16 RENV. Denne afgørelse om afslag henhører imidlertid ikke under en af de kategorier af afgørelser, der kan gøres til genstand for en appel i henhold til artikel 56, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

27

Selv om artikel 57, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ganske vist giver mulighed for at iværksætte en appel til prøvelse af en afgørelse fra Retten om afslag på en interventionsbegæring, har appellanterne desuden ikke i det foreliggende tilfælde indgivet nogen interventionsbegæring til Retten. Retten har derfor ikke afslået en sådan begæring, hvorfor denne bestemmelse ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

28

Ifølge Soudal og Esko-Graphics udgør Rettens afgørelse om ikke at føje de omhandlede bemærkninger til sagsakterne i sag T-263/16 RENV et implicit afslag på at anerkende dem som intervenient i denne sag.

29

Den begrundelse, som Domstolens præsident angav i kendelse af 15. oktober 2019, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:915), for at tillade Soudals og Esko-Graphics intervention i appellen, er imidlertid ligeledes relevant i sag T-263/16 RENV.

–

Bedømmelse

30

Med henblik på at undersøge, om appellen kan antages til realitetsbehandling, skal rækkevidden af den afgørelse, der er indeholdt i skrivelsen af 6. december 2021 fra Rettens justitssekretær, indledningsvis fastlægges.

31

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 217, stk. 1, i Rettens procesreglement bestemmer, at når Domstolen ophæver en afgørelse fra Retten og beslutter at hjemvise sagen til påkendelse ved Retten efter, at Retten har afsluttet den skriftlige forhandling om sagens realitet, kan parterne i sagen for Retten inden for en frist på to måneder fra forkyndelsen af Domstolens afgørelse indgive skriftlige bemærkninger om de konklusioner, der bør drages af denne dom med henblik på sagens afgørelse.

32

Det er ubestridt, for det første, at den foreliggende sag svarer til den situation, der er omhandlet i denne bestemmelse, og for det andet, at de omhandlede bemærkninger blev indgivet inden for den frist, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, forlænget med den afstandsfrist, der er fastsat i dette procesreglements artikel 60, således at afvisningen af bemærkningerne ikke skyldes, at de blev indgivet for sent.

33

Det følger heraf, at skrivelsen fra Rettens justitssekretær af 6. december 2021, på trods af at den er kortfattet, skal forstås således, at den – idet der heri henvises til Rettens afslag på at føje de omhandlede bemærkninger til sagsakterne i sag T-263/16 RENV med den begrundelse, at disse bemærkninger udgør et dokument, der ikke er foreskrevet i Rettens procesreglement – er et udtryk for Rettens afgørelse om ikke at indrømme appellanterne den status som intervenient i denne sag, som de mener at have opnået automatisk som følge af, at de fik tilladelse til at intervenere i appellen i sag C-337/19 P.

34

Denne bedømmelse understøttes af skrivelsen fra Rettens justitssekretær af 11. januar 2022, hvorved appellanternes opmærksomhed blev henledt på den »omstændighed«, at det ikke var fastsat i Rettens procesreglement, at de intervenienter, der havde fået tilladelse til at deltage i retsforhandlingerne ved Domstolen i sag C-337/19 P, kunne fremsætte bemærkninger i sag T-263/16 RENV.

35

Kommissionens argument om, at den appellerede afgørelse begrænser sig til at afslå at føje de omhandlede bemærkninger til sagsakterne i sag T-263/16 RENV, skal derfor forkastes.

36

Hvad angår retten til at iværksætte en appel til prøvelse af den appellerede afgørelse skal det fremhæves, at Domstolen den 8. marts 2022 besluttede, at den foreliggende appel, der var blevet iværksat i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, skulle kvalificeres som en appel iværksat i henhold til denne statuts artikel 57, stk. 1, og denne kvalificering blev efterfølgende meddelt parterne ved forkyndelsen af denne appel, der skete ved skrivelse af 14. marts 2022 fra Domstolens Justitskontor.

37

Den nævnte statuts artikel 57, stk. 1, bestemmer, at den, hvis begæring om intervention ikke er blevet taget til følge af Retten, kan appellere afgørelsen til Domstolen.

38

I den foreliggende sag er det ganske vist ubestridt, at Retten ikke med den appellerede afgørelse har afslået en interventionsbegæring, idet appellanterne ikke har indgivet en sådan begæring til Retten.

39

Det skal dog ligeledes bemærkes, at rækkevidden af den afgørelse, der knytter sig til skrivelsen af 6. december 2021 fra Rettens justitssekretær, og hvormed appellanterne blev nægtet status som intervenient i sag T-263/16 RENV, svarer til den rækkevidde, der ville have været forbundet med en afgørelse fra Retten om at afslå en interventionsbegæring indgivet af appellanterne, nemlig at en part, der gør gældende, at vedkommende i medfør af artikel 40, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol bør være omfattet af en særlig processuel bestemmelse på grund af dennes interesse i afgørelsen af tvisten, ved disse to afgørelser fratages samtlige de rettigheder, der følger af denne bestemmelse.

40

Når Domstolen har fundet, at en appel er begrundet, har ophævet Rettens afgørelse og har hjemvist sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse, kan det desuden ikke med rimelighed forventes af en intervenient i denne appel, der mener automatisk at have status som intervenient for Retten, at denne formelt indgiver en interventionsbegæring til sidstnævnte retsinstans med det ene formål at kunne iværksætte en appel i henhold til artikel 57, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol til prøvelse af afgørelsen om afslag på denne begæring.

41

En sådan begæring kan nemlig under alle omstændigheder kun afvises af Retten som værende for sent indgivet, eftersom artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement, sammenholdt med dette procesreglements artikel 79, fastsætter, at en interventionsbegæring skal fremsættes inden for en frist på seks uger, som løber fra offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af den oprindelige meddelelse om indleveringen af stævningen i den pågældende sag.

42

Den omstændighed, at det måtte blive konkluderet, at en intervenient i en appelsag, som hævder automatisk at være berettiget til status som intervenient ved Retten efter hjemvisningen af denne sag til Retten, ikke kan iværksætte en appel i henhold til artikel 57, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol til prøvelse af en afgørelse fra Retten, hvorved vedkommende nægtes denne status, alene fordi Retten ikke formelt har afslået nogen interventionsbegæring, ville i denne sammenhæng fratage den pågældende part enhver retsbeskyttelse, der gør det muligt for denne at forsvare de processuelle rettigheder ved Retten, som den pågældende mener at have efter denne statuts artikel 40, på trods af, at den nævnte statuts artikel 57, stk. 1, netop har til formål at sikre denne beskyttelse.

43

I det tilfælde, hvor nævnte intervenient i appelsagen med rette har påberåbt sig sin status som intervenient ved Retten i en sag, som Domstolen har hjemvist til Retten – hvilket spørgsmål skal afgøres på tidspunktet for realitetsbehandlingen af den foreliggende appel og derfor ikke kan afgøres på tidspunktet for vurderingen af, om appellen kan antages til realitetsbehandling – er der nemlig ikke andre retsmidler, der står til rådighed for intervenienten med henblik på at gøre sine processuelle rettigheder i henhold til samme statuts artikel 40 gældende.

44

For det første kan en intervenient i en appelsag således ikke i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol iværksætte en appel til prøvelse af en afgørelse fra Retten, hvorved vedkommende nægtes status som intervenient i den sag, som Domstolen har hjemvist til Retten.

45

Denne bestemmelse fastsætter, at der kan iværksættes appel til prøvelse af afgørelser, hvorved den pågældende sags behandling ved Retten er blevet afsluttet, samt af afgørelser, der afgør en del af en sags realitet, eller hvorved der tages stilling til en formalitetsindsigelse vedrørende Rettens kompetence eller en påstand om afvisning af sagen.

46

I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at den appellerede afgørelse ikke afslutter behandlingen af sag T-263/16 RENV ved Retten, og at den end ikke delvist afgør tvistens realitet i denne sag.

47

Selv om denne afgørelse rent faktisk afslutter en formalitetsindsigelse vedrørende appellanternes status som intervenient ved Retten, vedrører denne indsigelse desuden ikke en formalitetsindsigelse vedrørende Rettens kompetence eller en påstand om afvisning af sagen.

48

Domstolen har imidlertid fastslået, at appeller iværksat i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol til prøvelse af afgørelser fra Retten, hvorved der blev taget stilling til en formalitetsindsigelse af en anden art end de formalitetsindsigelser, som denne bestemmelse henviser til, skulle afvises fra realitetsbehandling (jf. i denne retning kendelse af 4.10.1999, Kommissionen mod ADT Projekt, C-349/99 P, EU:C:1999:475, præmis 10 og 11, og dom af 8.1.2002, Frankrig mod Monsanto og Kommissionen, C-248/99 P, EU:C:2002:1, præmis 46).

49

Det skal i øvrigt bemærkes, at når Retten tager stilling til en formalitetsindsigelse vedrørende manglende kompetence eller afvisning, træffer den afgørelse vedrørende en anmodning fra en part om, at den afslutter sagen uden at tage stilling til sagens realitet, hvorfor en sådan afgørelse skal kunne indbringes for Domstolen uden at afvente en eventuel afgørelse om sagens realitet. Dette er derimod ikke tilfældet med en afgørelse, der afslutter et processuelt stridsspørgsmål vedrørende en intervention.

50

Domstolen har således fastslået, at en afgørelse, hvormed Retten imødekommer en interventionsbegæring, ikke kan gøres til genstand for en appel iværksat i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (jf. i denne retning dom af 29.7.2019, Bayerische Motoren Werke og Freistaat Sachsen mod Kommissionen, C-654/17 P, EU:C:2019:634, præmis 29 og 30).

51

Denne løsning skal, henset til det ovenstående, ligeledes finde anvendelse på en appel iværksat til prøvelse af en afgørelse fra Retten, hvorved en intervenient i en appelsag nægtes status som intervenient i en sag, som Domstolen har henvist til Retten.

52

For det andet kan iværksættelsen af en appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol til prøvelse af den afgørelse, som afslutter behandlingen af den sag, hvori den berørte person hævder at have status som intervenient, ikke give denne person en tilstrækkelig retsbeskyttelse, da denne appel kun står åben for parterne for Retten, og da anvendelsen af et sådant retsmiddel under alle omstændigheder ikke gør det muligt at bevare nytten af en eventuel intervention ved Retten ved at sikre, at denne intervention tillades på et tidspunkt i proceduren, hvor den rent faktisk kan bidrage til forhandlingerne ved Retten.

53

Henset til det ovenstående må det fastslås, at der på grundlag af artikel 57, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan iværksættes en appel til prøvelse af en afgørelse, hvorved Retten ved at nægte at tilføre sagsakterne i en sag, som Domstolen har hjemvist til Retten efter ophævelse af dennes afgørelse, bemærkninger fra en intervenient i appelsagen, med den begrundelse, at disse bemærkninger udgør et dokument, der ikke er foreskrevet i Rettens procesreglement, implicit nægter denne intervenient status som intervenient i denne sag.

54

Det følger heraf, at Kommissionens afvisningspåstand, der er begrundet i den appellerede afgørelses karakter, må forkastes.

Afvisningspåstanden begrundet i, at appellen er iværksat for sent

–

Argumenter

55

[Som berigtiget ved kendelse af 18. april 2023] Kommissionen har anført, at det er fastsat i artikel 57, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at en appel til prøvelse af en afgørelse fra Retten om afslag på en begæring om intervention skal iværksættes senest to uger efter forkyndelsen af afgørelsen om afslag. Såfremt den foreliggende appel skulle anses for at være omfattet af denne bestemmelse, udløb fristen for dens iværksættelse den 10. januar 2022, eftersom den appellerede afgørelse blev forkyndt for appellanterne den 17. december 2021. Da denne appel blev iværksat den 28. januar 2022, skal den afvises fra realitetsbehandling.

56

En streng anvendelse af reglerne om procesfrister er af afgørende betydning for at sikre retssikkerheden og for at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlig behandling.

57

I den foreliggende sag er Kommissionen af den opfattelse, at appellanterne ikke med føje kan påberåbe sig, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, som begrundelse for, at appelfristen ikke er blevet overholdt. Kommissionen har navnlig gjort gældende, at begrebet »undskyldelig vildfarelse« skal fortolkes strengt. Appellanterne kan imidlertid ikke hævde, at de før modtagelsen af skrivelsen fra Rettens justitssekretær af 11. januar 2022 var uvidende om, at Retten havde truffet en endelig afgørelse. Tværtimod anerkendte de i deres skriftlige indlæg, at denne skrivelse begrænsede sig til at bekræfte Rettens tidligere holdning. Det kan derfor ikke antages, at Rettens adfærd var egnet til at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos en borger, der var i god tro, og som udviste en sådan agtpågivenhed, der kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende.

58

Soudal og Esko-Graphics har gjort gældende, at den fejl, som disse selskaber begik med hensyn til valget af retsgrundlag for deres appel, er undskyldelig.

59

Appellanterne har i denne forbindelse anført, at de ikke formelt havde indgivet nogen interventionsbegæring. Desuden blev Rettens afgørelse ikke forkyndt for dem ved en kendelse. Det fremgår heller ikke af skrivelserne fra Rettens justitssekretær, at Retten havde til hensigt at afslå en interventionsbegæring. Følgelig var Rettens adfærd egnet til at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos appellanterne med hensyn til, hvilken type appel der skulle iværksættes til prøvelse af den appellerede afgørelse. Ydermere handlede appellanterne i god tro og med en sådan agtpågivenhed, der kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende, således som deres skrivelse af 29. december 2021 vidner om.

60

Endvidere er Soudal og Esko-Graphics af den opfattelse, at appelfristen i det foreliggende tilfælde begyndte at løbe fra modtagelsen af skrivelsen af 11. januar 2022 fra Rettens justitssekretær. Det var således først efter modtagelsen af denne skrivelse, at appellanterne kunne opnå vished for, at afslaget på at føje de omhandlede bemærkninger til sagsakterne i sag T-263/16 RENV ikke var en konsekvens af en simpel fejlvurdering fra Rettens side, men af et standpunkt, som Retten bevidst indtog. Appellanterne har subsidiært gjort gældende, at forsinkelsen med iværksættelsen af deres appel må anses for undskyldelig, henset til den tvetydige adfærd, som Retten havde udvist.

–

Bedømmelse

61

Artikel 57, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol bestemmer, at den, hvis begæring om intervention ikke er blevet taget til følge af Retten, kan appellere afgørelsen senest to uger efter forkyndelsen af afgørelsen om, at begæringen ikke tages til følge.

62

Denne frist på to uger skal i henhold til artikel 51 i Domstolens procesreglement forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage.

63

I det foreliggende tilfælde fik appellanterne efter indleveringen af de omhandlede bemærkninger til Rettens Justitskontor tilsendt to skrivelser fra Rettens justitssekretær, dateret henholdsvis den 6. december 2021 og den 11. januar 2022.

64

Det fremgår af nærværende kendelses præmis 31-34 og 53, at Rettens justitssekretærs skrivelse af 6. december 2021 skal forstås således, at den indeholder Rettens afgørelse om ikke at indrømme appellanterne status som intervenient i sag T-263/16 RENV, hvilken afgørelse kan gøres til genstand for en appel i henhold til artikel 57, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

65

Det følger heraf, at fristen for at iværksætte en sådan appel begyndte at løbe den 18. december 2021, dagen efter forkyndelsen af denne skrivelse.

66

Den omstændighed, at Rettens justitssekretær som svar på en skrivelse fra appellanterne af 29. december 2021 tilsendte disse en ny skrivelse dateret den 11. januar 2022, kan ikke anses for at indebære, at en ny appelfrist begyndte at løbe.

67

For det første begrænser denne anden skrivelse sig nemlig til at »bekræfte modtagelsen« af appellanternes skrivelse af 29. december 2021. For det andet bemærkes, at selv hvis det antages, at skrivelsen fra Rettens justitssekretær af 11. januar 2022 skal læses som et afslag på de krav, som appellanterne havde fremsat i deres skrivelse af 29. december 2021, bekræfter denne skrivelse fra Rettens justitssekretær, henset til karakteren af disse krav, blot den afgørelse, der allerede var kommet til udtryk i skrivelsen fra Rettens justitssekretær af 6. december 2021.

68

Følgelig synes den foreliggende appel at være iværksat for sent.

69

Det fremgår i denne henseende af Domstolens faste praksis, at EU-bestemmelserne vedrørende procesfrister kun kan fraviges, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure i overensstemmelse med artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Domstol, idet en streng overholdelse af disse bestemmelser er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen (jf. i denne retning dom af 14.12.2016, SV Capital mod EBA, C-577/15 P, EU:C:2016:947, præmis 56, samt kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 20 og 21).

70

Endvidere forholder det sig således, at selv om disse EU-bestemmelser ligeledes kan fraviges i tilfælde af en undskyldelig fejl begået af en part, omfatter dette begreb, som skal fortolkes strengt, kun usædvanlige omstændigheder, navnlig hvor den pågældende institution har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne fremkalde en vildfarelse hos en borger, der er i god tro, og som har udvist en sådan agtpågivenhed, der kræves af en normalt påpasselig person (jf. i denne retning dom af 14.12.2016, SV Capital mod EBA, C-577/15 P, EU:C:2016:947, præmis 59, samt kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 42).

71

Det kan derfor ikke anerkendes, at en af en part begået fejl er undskyldelig, når overskridelsen af en procesfrist udspringer af en mangelfuld arbejdsgang i afdelingerne inden for den pågældende part eller af en tilsidesættelse af dennes interne regler, og ej heller når der er tale om en anvendelse af en bestemmelse, der ikke frembyder nogen særlige fortolkningsproblemer (jf. i denne retning dom af 15.12.1994, Bayer mod Kommissionen, C-195/91 P, EU:C:1994:412, præmis 28, kendelse af 14.1.2010, SGAE mod Kommissionen, C-112/09 P, EU:C:2010:16, præmis 24, samt kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 43).

72

Derimod kan denne undskyldelige karakter anerkendes i en ekstraordinær situation, hvor den pågældende part – som følge af en institutions adfærd og på baggrund af formuleringen af de gældende regler – var konfronteret med en reel usikkerhed, bl.a. med hensyn til identiteten af den anfægtelige retsakt eller med hensyn til fristerne for, hvornår der skulle anlægges sag til prøvelse af denne retsakt (jf. i denne retning dom af 18.10.1977, Schertzer mod Parlamentet, 25/68, EU:C:1977:158, præmis 19, og af 5.4.1979, Orlandi mod Kommissionen, 117/78, EU:C:1979:109, præmis 11).

73

Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at det kan anerkendes, at en fejl er undskyldelig, når en sådan ekstraordinær situation udspringer af en EU-retsinstans’ handlemåde (jf. i denne retning kendelse af 14.1.2010, SGAE mod Kommissionen, C-112/09 P, EU:C:2010:16, præmis 29, og kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 5.7.2018, Müller m.fl. mod QH, C-187/18 P(I), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:543, præmis 43).

74

I den foreliggende sag skal det indledningsvis bemærkes, at Rettens afslag på at indrømme Soudal og Esko-Graphics status som intervenient i sag T-263/16 RENV på trods af, at disse selskaber havde status som intervenient i appellen i sag C-337/19 P – således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 79 i forslaget til afgørelse – udgør et brud med en praksis, som Retten længe har fulgt og formelt bekræftet.

75

Navnlig fastslog Retten i præmis 24 i sin dom af 23. marts 1993, Gill mod Kommissionen (T-43/89, EU:T:1993:24), at eftersom Domstolen ikke havde truffet afgørelse om en intervenients omkostninger, men havde hjemvist sagen i sin helhed til Retten, bevarede denne intervenient i appelsagen sin status som intervenient i sagen for Retten efter hjemvisningen af sagen.

76

Retten fraveg ganske vist denne løsning i præmis 23-26 i sin kendelse af 16. juni 2020, Uniwersytet Wrocławski mod REA (T-137/16 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:275).

77

I præmis 65 i sin dom af 23. september 2020, Spanien m.fl. mod Kommissionen (T-515/13 RENV og T-719/13 RENV, EU:T:2020:434), bekræftede Retten imidlertid efterfølgende på ny, at den nævnte løsning var velbegrundet, idet den anførte, at denne løsning fulgte af retsplejehensyn og var forenelig med Rettens procesreglement.

78

Den omstændighed, at Kommissionen har iværksat en appel til prøvelse af denne sidstnævnte dom, er her uden relevans, eftersom den fortolkning, som Retten i denne dom anlagde af sine egne procesregler, under alle omstændigheder med føje kunne anses for at afspejle den praksis, som Retten fulgte på det tidspunkt, hvor appellanterne modtog skrivelsen fra Rettens justitssekretær af 6. december 2021.

79

Det skal dernæst fremhæves, at denne skrivelse var kortfattet, da det ikke udtrykkeligt var præciseret heri, at Retten nægtede sagsøgerne status som intervenient, og da skrivelsen, ud over en generel omtale af Rettens procesreglement, ikke indeholdt nogen henvisning til grundlaget for den trufne afgørelse og så meget desto mindre heller ikke nogen redegørelse for, hvorledes Retten fremover ville fortolke sine egne procesregler.

80

På baggrund af den sammenhæng, der er beskrevet i nærværende kendelses præmis 74-78, må den nævnte skrivelses kortfattede karakter anses for at kunne have fremkaldt en undskyldelig vildfarelse hos en borger, der var i god tro, med hensyn til rækkevidden af samme skrivelse og muligheden for straks at iværksætte en appel til prøvelse af den afgørelse, som skrivelsen indeholder.

81

Det kan ikke anses for et valg, som en normalt påpasselig og omhyggelig person ikke ville have truffet, når appellanterne i denne sammenhæng valgte at forsøge at fjerne denne uklarhed ved straks at henvende sig til Retten ved skrivelse af 29. december 2021 for at forelægge Retten en række argumenter vedrørende deres særlige processuelle situation og at anmode om en afklaring af det standpunkt, som Retten havde til hensigt at indtage vedrørende denne situation.

82

Endelig følger det af nærværende kendelses præmis 36-53, at retsgrundlaget for den appel, der skal iværksættes til prøvelse af Rettens afgørelse om at nægte en intervenient i en appelsag status som intervenient i en sag, som Domstolen har hjemvist til Retten, ikke på tidspunktet for nærværende appels iværksættelse klart fremgik af ordlyden af artikel 56 og 57 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol eller af Domstolens praksis.

83

Vanskeligheden ved på dette tidspunkt at afgøre, hvilken ordning der fandt anvendelse på den appel, som kunne iværksættes til prøvelse af den appellerede afgørelse, er her af afgørende betydning, idet en appel i henhold til denne statuts artikel 56 skal iværksættes inden for en frist på to måneder fra Rettens afgørelse, hvorimod en appel skal iværksættes inden for en frist på to uger i henhold til den nævnte statuts artikel 57.

84

Det følger af en kombination af samtlige de omstændigheder, der er anført i nærværende kendelses præmis 74-83, at den fejl, som appellanterne har begået med hensyn til fristen for, hvornår den foreliggende appel skulle iværksættes, må anses for undskyldelig.

85

Følgelig må Kommissionens afvisningspåstand, der er begrundet i, at appellen er iværksat for sent, forkastes.

86

Appellen må derfor anses for at kunne antages til realitetsbehandling.

Realiteten

Argumenter

87

Soudal og Esko-Graphics har med et enkelt anbringende gjort gældende, at Retten begik to retlige fejl vedrørende for det første afslaget på at tilføre sagsakterne i sag T-263/16 RENV de bemærkninger, som de ønsker at fremsætte vedrørende de konklusioner, der bør drages af dom af 16. september 2021, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, EU:C:2021:741), og for det andet afslaget på at indrømme dem status som intervenient i denne sag.

88

For det første følger det af Rettens praksis, at artikel 217, stk. 1, i Rettens procesreglement ikke definerer begrebet »parterne i sagen for Retten«, og at denne bestemmelse derfor ikke udelukker, at en sådan status kan indrømmes intervenienterne ved Domstolen, såfremt sagen hjemvises til Retten. I henhold til denne retspraksis burde Soudal og Esko-Graphics have kunnet indgive skriftlige bemærkninger som omhandlet i denne artikel 217, stk. 1, hvilket de gjorde inden for de frister, der er fastsat i denne artikel.

89

For det andet, og som Retten til stadighed har anført, er det af hensyn til en god retspleje og kontinuiteten i retsforhandlingerne ønskeligt, at en part, når vedkommende har fået tilladelse til at intervenere i en appel, bevarer sin status som intervenient i tilfælde af hjemvisning af sagen til Retten efter ophævelse af dennes afgørelse. Appellanterne burde derfor have været anset for at være intervenienter i sag T-263/16 RENV uden at skulle fremsætte en interventionsbegæring for Retten.

90

Denne løsning er tillige – således som det fremgår af Rettens praksis – begrundet med henblik på at gøre det muligt for Retten at træffe afgørelse om sagsomkostningerne, når Domstolen har udsat afgørelsen om disse inden hjemvisningen af den pågældende sag til Retten. Dette er netop tilfældet i den foreliggende sag.

91

Kommissionen er af den opfattelse, at Retten med rette afslog at indrømme appellanterne status som intervenient i sag T-263/16 RENV.

92

Artikel 217, stk. 1, i Rettens procesreglement tillader således ikke, at der efter Domstolens hjemvisning af sagen til Retten indgives skriftlige bemærkninger af »parterne i sagen for Domstolen« eller »parterne i appelsagen«, men alene af »parterne i sagen for Retten«. Dette procesreglements artikel 1, stk. 2, litra c), præciserer rækkevidden af denne artikel 217, stk. 1, ved at definere udtrykkene »parter« og »part« som omfattende »enhver part i sagen, herunder intervenienterne«.

93

Eftersom appellanterne ikke kan påberåbe sig en status som »part i sagen for Retten«, vil et medhold i nærværende appel være ensbetydende med at skabe en kategori af intervenienter sui generis, som hverken er underlagt overholdelsen af den frist, der er fastsat i artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement, eller de betingelser, der er opstillet i dette procesreglements artikel 143, stk. 2. Hvis der blev givet tilladelse til sådanne parters intervention, ville Kommissionen ikke have mulighed for at besvare de bemærkninger, som disse parter indgav. Ydermere ville en sådan løsning i praksis føre til en omgåelse af de foranstaltninger vedrørende udsættelse af visse procedurer, der vedtages for at muliggøre en udpegning og en præferencebehandling af »prøvesager«.

94

Desuden er den retspraksis fra Retten, som appellanterne har henvist til, begrænset til to afgørelser, hvoraf den seneste er genstand for en appel, hvorunder Kommissionen har bestridt, at en intervenient i appelsagen kan have status som intervenient ved Retten. Appellanternes situation adskiller sig i øvrigt fra situationen for parterne i de sager, der gav anledning til disse to afgørelser fra Retten.

Bedømmelse

95

Artikel 1, stk. 2, litra c), i Rettens procesreglement bestemmer, at udtrykkene »part« og »parter«, anvendt uden yderligere angivelse, i dette procesreglement omfatter enhver part i sagen, herunder intervenienterne.

96

Denne generelle bestemmelse præciserer imidlertid ikke de tilfælde, hvor Retten skal indrømme en person status som intervenient ved denne retsinstans.

97

Det forholder sig i denne forbindelse således, at selv om det nævnte procesreglements artikel 142-145 regulerer ordningen for intervention ved Retten ved at fastsætte reglerne for indgivelse af interventionsbegæringer og behandlingen af disse, omhandler disse artikler ikke den status, der skal indrømmes de personer, som af Domstolen har fået tilladelse til at intervenere i en sag på appelstadiet, når Domstolen har givet medhold i appellen, har ophævet Rettens afgørelse og har hjemvist sagen til Retten til afgørelse.

98

På tilsvarende vis indeholder det samme procesreglements artikel 217 og 218, som har til formål at fastlægge procedurens forløb og de regler, der finder anvendelse herpå i de sager, der gennemføres efter ophævelse af en afgørelse fra Retten og hjemvisning af sagen til Retten, heller ikke nogen regel, der præciserer statussen i sådanne procedurer for intervenienterne i appelsagen.

99

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at Rettens behandling af en sag efter en afgørelse fra Domstolen om ophævelse af Rettens afgørelse og hjemvisning af denne sag til Retten – som fremhævet af appellanterne – indgår i en kontinuitet med den appelsag, der er blevet gennemført ved Domstolen.

100

Denne kontinuitet afspejles udtrykkeligt i Rettens procesreglement. For det første fremgår det af dette procesreglements artikel 215, at sagen anses for indbragt direkte for Retten ved Domstolens afgørelse om ophævelse af Rettens afgørelse og hjemvisning af sagen til påkendelse ved Retten. Dernæst følger det af det nævnte procesreglements artikel 217, at den fastsatte frist for indgivelse af bemærkninger om de konklusioner, der bør drages af Domstolens afgørelse med henblik på sagens afgørelse, løber fra forkyndelsen af den nævnte afgørelse. Endelig bestemmes det i samme procesreglements artikel 219, at Retten træffer afgørelse om sagsomkostningerne ikke blot så vidt angår sagens behandling ved Retten, men også for så vidt angår appelsagens behandling ved Domstolen.

101

Det følger endvidere af artikel 61, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at såfremt Domstolen ophæver en afgørelse fra Retten og hjemviser sagen til Retten, er Retten bundet af de afgørelser om retsspørgsmål, der er indeholdt i Domstolens afgørelse.

102

Det påhviler følgelig Retten i forbindelse med den fornyede førsteinstansbehandling af søgsmålet, som gennemføres efter hjemvisningen af sagen til Retten, at afgøre, hvilke konsekvenser Domstolens dom i appelsagen skal have for udfaldet af tvisten mellem parterne.

103

Den fremsættelse af bemærkninger fra parterne i en sådan sammenhæng, som er tilladt i henhold til artikel 217 i Rettens procesreglement, har netop til formål at gøre det muligt for parterne at redegøre for deres holdning til disse konsekvenser for tvistens afgørelse og at supplere Rettens oplysninger herom.

104

I lighed med artikel 172 i Domstolens procesreglement, der tillader, at enhver part i den pågældende sag for Retten, som har en interesse i, at appellen tages til følge, eller at den afvises eller forkastes, kan indgive svarskrift for Domstolen, har artikel 217 i Rettens procesreglement således til formål at sikre kontinuiteten i retssagen i forbindelse med behandlingen af en og samme sag ved Unionens retsinstanser.

105

For det første forudsætter Domstolens indrømmelse af status som intervenient til en person imidlertid i henhold til artikel 40, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at denne person har kunnet godtgøre at have en berettiget interesse i afgørelsen af en for Domstolen indbragt retstvist.

106

Den omstændighed, at en intervenient i en appelsag nægtes status som intervenient ved Retten, når Domstolen har hjemvist sagen til Retten, medfører derfor – for så vidt som denne person ikke længere er i stand til at fremsætte en interventionsbegæring for Retten af den grund, der er anført i nærværende kendelses præmis 41 – at denne person fratages enhver mulighed for at fremsætte bemærkninger for Retten vedrørende de konsekvenser, der bør drages af en afgørelse fra Domstolen, som ikke desto minde har berørt vedkommendes interesser.

107

Artikel 40, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol bestemmer i øvrigt, at personer, der godtgør at have en berettiget interesse, kan intervenere i retstvister. Som det fremgår af denne statuts artikel 55 og 56 – i det mindste i den franske sprogversion af disse bestemmelser – adskiller begrebet »sag« i betydningen tvist sig imidlertid, for så vidt som det vedrører striden mellem parterne, fra begrebet »sag« i betydningen retssag, som vedrører den retssag, der verserer for den ret, for hvilken tvisten er indbragt.

108

Det kan ganske vist ikke fuldstændig udelukkes, at en intervenient i en appelsag i visse tilfælde ikke længere har nogen berettiget interesse i afgørelsen af en tvist ved Retten, bl.a. når Domstolen har truffet endelig afgørelse om visse aspekter af en sag, inden den har hjemvist den til Retten. Denne omstændighed kan imidlertid ikke i sig selv begrunde, at en intervenient i en appelsag ikke kan blive indrømmet status som intervenient i en sag, som Domstolen har hjemvist til Retten, eftersom det tilkommer Unionens retsinstanser under sagens behandling at efterprøve, om den berettigede interesse, der har begrundet en intervention, fortsat består (jf. i denne retning dom af 8.7.1999, Hüls mod Kommissionen, C-199/92 P, EU:C:1999:358, præmis 52-55).

109

I den konkrete sag blev appellanternes begæring om intervention ved Domstolen, som fremhævet af disse, imødekommet, fordi de havde en berettiget interesse i, at den annullation ex tunc og erga omnes af den omtvistede afgørelse, som Retten havde truffet bestemmelse om, blev endelig (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15.10.2019, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International, C-337/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:915, præmis 17), hvilken annullation netop udgør sagsgenstanden i sag T-263/16 RENV, hvori appellanterne hævder at kunne intervenere.

110

For det andet skal det bemærkes, at den løsning, som Retten valgte i den appellerede afgørelse, medfører, at kontinuiteten i retsforhandlingerne i en sag og omfanget af virkningerne af, at det tillades en part at intervenere ved Domstolen, gøres afhængig af, om Domstolen i henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol beslutter selv at træffe endelig afgørelse i sagen eller derimod at hjemvise sagen til Retten.

111

Som generaladvokaten har anført i punkt 87 i forslaget til afgørelse, kan en intervenient i en appelsag, når Domstolen træffer endelig afgørelse i tvisten fremfor at hjemvise sagen til Retten, fremføre sine argumenter for den EU-retsinstans, som skal træffe afgørelse i søgsmålet i første instans, mens vedkommende fratages en sådan mulighed, såfremt sagen hjemvises til Retten.

112

For det tredje synes Rettens løsning så meget desto mere at kunne påvirke kontinuiteten i retsforhandlingerne ved Unionens retsinstanser, som en intervenient i en appelsag – under overholdelse af de betingelser, der er defineret i artikel 40 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i de relevante bestemmelser i Domstolens procesreglement – på ny skal kunne deltage i proceduren ved Domstolen i tilfælde af, at der iværksættes appel til prøvelse af en ny afgørelse fra Retten truffet efter Domstolens hjemvisning af sagen til Retten, og at vedkommende følgelig med mellemrum skal deltage i proceduren ved Unionens retsinstanser inden for rammerne af en og samme tvist.

113

For det fjerde skal det påpeges, at artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement bestemmer, at såfremt appellen ikke tages til følge, eller såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagsomkostninger.

114

Det følger modsætningsvis af denne bestemmelse, at såfremt appellen tages til følge, men Domstolen hjemviser sagen til Retten, træffer Domstolen ikke afgørelse om sagsomkostningerne.

115

I et sådant tilfælde påhviler det nødvendigvis Retten at træffe afgørelse om sagsomkostningerne i forbindelse med appelsagen, således som det i øvrigt udtrykkeligt fremgår af artikel 219 i Rettens procesreglement.

116

Hvis en intervenient i en appelsag nægtes status som intervenient i en sag, der af Domstolen er blevet hjemvist til Retten, vil det derfor, når der er nedlagt påstande for Domstolen med henblik på at pålægge en anden part at betale denne intervenients omkostninger eller at pålægge denne intervenient at betale en anden parts omkostninger, indebære, enten at disse påstande ikke bliver behandlet af en af Unionens retsinstanser, eller at Retten skal træffe afgørelse om påstande, der vedrører en person, som ikke er part i sagen for denne retsinstans, og som derfor ikke har kunnet forsvare sine påstande under denne retssag.

117

Dette er netop tilfældet i den foreliggende sag.

118

I den foreliggende sag har Kommissionen nemlig nedlagt påstand om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne i appelsagen i sag C-337/19 P.

119

Da Domstolen i dom af 16. september 2021, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, EU:C:2021:741), udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne, skal Retten, som anført af appellanterne, i forbindelse med behandlingen af sag T-263/16 RENV træffe afgørelse om, hvorvidt appellanterne eventuelt skal pålægges at betale sagsomkostningerne vedrørende appelsagen i sag C-337/19 P.

120

For det femte kan de af Kommissionen fremsatte argumenter imod at indrømme en intervenient i en appelsag status som intervenient i en sag, som Domstolen har hjemvist til Retten, ikke tiltrædes.

121

For det første forholder det sig således, at selv om indrømmelsen af status som intervenient ved Retten til en intervenient i en appelsag ved Domstolen ikke er reguleret af de regler, der er fastsat i artikel 143 i Rettens procesreglement, kan det dog ikke konkluderes, at en sådan intervention ved Retten er tilladt uden nogen materielle krav eller formkrav. Den pågældende person skal således forudgående have fået tilladelse af Domstolen til at intervenere ved denne retsinstans på de betingelser, der er defineret i artikel 40 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i de relevante bestemmelser i Domstolens procesreglement.

122

Dernæst er det uden betydning, at denne løsning gør det muligt for en part at afgive bemærkninger, som de øvrige parter i sagen ved Retten ikke kan imødegå, eftersom Rettens procesreglement for det første ikke giver nogen generel ret til at imødegå de bemærkninger, der fremsættes i medfør af dette procesreglements artikel 217, og det nævnte procesreglements artikel 217, stk. 3, for det andet ikke desto mindre bestemmer, at det kan tillades, at der indgives yderligere skriftlige indlæg, såfremt omstændighederne tilsiger det.

123

Hvad endelig angår Kommissionens argument om, at en indrømmelse af status som intervenient ved Retten til en intervenient i en appelsag, som ligeledes er sagsøger i en sag, som Retten har udsat i forbindelse med udpegelsen af en »prøvesag«, ville føre til en omgåelse af denne afgørelse om udsættelse, skal det påpeges, at en sådan afgørelse om udsættelse ikke kan bevirke, at denne appellant ikke kan gives tilladelse til at intervenere ved en EU-retsinstans, når denne intervention skal godkendes i henhold til artikel 40 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15.10.2019, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International, C-337/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:915, præmis 14 og 18 og den deri nævnte retspraksis).

124

På baggrund af de ovenstående omstændigheder må det fastslås, at denne artikel 40, overholdelsen af de processuelle rettigheder, der er sikret intervenienterne ved Rettens procesreglement, og princippet om god retspleje, som led i et sammenhængende samspil mellem retsforhandlingerne ved Domstolen og Retten kræver, at en intervenient i en appelsag automatisk skal kunne nyde godt af en status som intervenient ved Retten, når en sag hjemvises til denne retsinstans, efter at Domstolen har annulleret en afgørelse fra Retten.

125

I det foreliggende tilfælde er det imidlertid ubestridt, dels at Soudal og Esko-Graphic ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15. oktober 2019, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:915), fik tilladelse til at intervenere ved Domstolen i sag C-337/19 P, dels at Domstolen ved dom af 16. september 2021, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, EU:C:2021:741), ophævede Rettens dom af 14. februar 2019, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen (T-131/16 og T-263/16, EU:T:2019:91), og hjemviste sagerne T-131/16 og T-263/16 til Retten med henblik på, at denne skulle træffe afgørelse om visse af de i disse sager fremsatte anbringender.

126

Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl ved at nægte appellanterne status som intervenient ved Retten i sag T-263/16 RENV.

127

Følgelig skal appellanternes eneste anbringende tages til følge, og den appellerede afgørelse skal ophæves.

Tvisten for Retten

128

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver Rettens afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

129

I det foreliggende tilfælde følger det af nærværende kendelses præmis 124-126, at Soudal og Esko-Graphics automatisk har status som intervenient ved Retten i denne sag og følgelig har samtlige de rettigheder, der følger af denne status, navnlig retten til at fremsætte bemærkninger i henhold til artikel 217, stk. 1, i Rettens procesreglement.

130

Det tilkommer derfor Retten at træffe de processuelle foranstaltninger, der følger af denne status.

Sagsomkostninger

131

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.

132

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, ligeledes finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

133

Selv om Kommissionen har tabt sagen, har Soudal og Esko-Graphic imidlertid ikke nedlagt påstand om, at denne institution tilpligtes at betale sagsomkostningerne. Følgelig bærer hver part sine egne omkostninger i forbindelse med den foreliggende appelsag.

1)

Den Europæiske Unions Rets afgørelse af 6. december 2021 om afslag på at indrømme Soudal NV og Esko-Graphics BVBA status som intervenient i sag T-263/16 RENV og at tilføre akterne i denne sag disse selskabers skriftlige bemærkninger vedrørende de konklusioner, der bør drages af Domstolens dom af 16. september 2021, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, EU:C:2021:741), med henblik på afgørelsen af den nævnte sag, ophæves.

2)

Soudal NV, Esko-Graphics BVBA og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.