*****

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 3. maj 1989

om stoette ydet af den italienske regering til avispapirindustrien

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(90/215/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

efter i overensstemmelse med ovennaevnte artikel at have givet de interesserede parter lejlighed til at fremsaette deres bemaerkninger, og under henvisning til disse bemaerkninger, og

ud fra foelgende betragtninger:

I

Ente Nazionale per la Cellulosa e per la Carta (ENCC) er et offentligretlig selskab omfattende samtlige producenter af papir og cellulose samt celluloseforbrugende virksomheder i Italien. Det blev stiftet ved lov nr. 1453 af 13. juni 1935.

ENCC skal ifoelge sine vedtaegter fremme udviklingen af celluloseproduktionen i Italien, lette produktion og brug af nationale raamaterialer til produktion af cellulose, tilrettelaegge produktion og salg af papir, indsamle og udbrede oplysninger om produktion af cellulose og papir.

For at virkeliggoere disse maal yder ENCC stoette til skovbrug og forskning inden for papirfremstilling samt skovplantning; ENCC formidler endvidere stoette til udgivere, saerlig pressen, bl.a. i tilslutning til deres forbrug af avispapir.

ENCC's aktiviteter finansieres til dels ved hjaelp af afgifter paa indenlandsk produceret cellulose og andre typer papir og pap samt paa lignende importerede produkter, og til dels ved hjaelp af midler, der direkte stilles til raadighed af den italienske regering, og som er oeremaerket til udgivere.

Retningslinjerne for den via ENCC ydede stoette er blevet aendret gentagne gange. Kommissionen har efter en undersoegelse af deres forenelighed med faellesmarkedet godkendt disse aendringer.

Kommissionen afsluttede saaledes i november 1974 proceduren i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til ENCC's interventioner efter at have modtaget tilsagn fra den italienske regering om, at stoetten til forbrugere af italiensk avispapir og avispapir indfoert af ENCC ogsaa ville blive ydet til udgivere, som indfoerte avispapir direkte fra de oevrige medlemsstater, at der ikke ville blive ydet stoette til publikationer paa andre sprog end italiensk, hvor saadanne publikationer var bestemt til eksport, og at forskning inden for papirfremstilling ikke laengere ville blive finansieret ved hjaelp af provenuet af afgiften paa import fra de oevrige medlemsstater.

Den 16. juni 1976 vedtog Kommissionen en endelig beslutning 76/574/EOEF (1) vedroerende en ny stoetteordning til fordel for pressen (lov nr. 172 af 6. juni 1975) og stillede som krav til den italienske regering, at den skulle offentliggoere, at denne stoette kunne opnaas, uanset om udgiveren indkoebte papir hos ENCC eller indfoerte det direkte.

I november 1983 besluttede Kommissionen at afslutte den procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, som den havde indledt i april 1982 med hensyn til endnu en ny stoetteordning til fordel for udgivere, som blev forestaaet af ENCC (lov nr. 416 af 5. august 1981). Proceduren blev afsluttet efter den italienske regerings udsagn om, at stoetteforanstaltningerne til fordel for avispapirproduktion i Syditalien ikke var medtaget i loven,

samt at stoetteforanstaltninger til fordel for publikationer af kulturel karakter var genstand for restriktioner, som ville hindre, at samhandelsvilkaarene inden for Faellesskabet blev aendret i et omfang, som stred mod den faelles interesse.

Domstolen afgjorde praejudicielle spoergsmaal vedroerende foreneligheden med EOEF-Traktaten af de italienske afgifter paa cellulose og papir og de ved hjaelp af disse afgifter finansierede foranstaltninger den 19. juni 1973 (Capolongo mod Maya, sag 77/72), den 18. juni 1975 (IGAV mod ENCC, sag 94/74) og den 22. marts 1977 (Ianelli & Volpi mod Meroni, sag 74/76).

II

Ved skrivelse af 2. februar 1987 meddelte den italienske regering i overensstemmelse med EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, Kommissionen, at den planlagde at forlaenge og aendre lov 416/81, hvis gyldighedsperiode udloeb den 31. december 1985. Den italienske regering vedtog uden at afvente Kommissionens godkendelse den nye ordning i form af lov nr. 67 af 25. februar 1987. Supplerende oplysninger vedroerende den nye ordning blev forelagt Kommissionen ved skrivelse af 4. maj 1987. Kommissionen havde efter en foerste undersoegelse sine tvivl med hensyn til den nye lovs forenelighed med faellesmarkedet, og dette af tre grunde: ifoelge artikel 8, stk. 12, i lov 67/87 kunne ENCC erstatte op til 30 % af tilskuddene til pressen med tilsvarende maengder avispapir. ENCC havde angiveligt ydet tilskud til transportomkostningerne for den italienske avispapirfabrikant Cartiera di Arbatax (beliggende i Sardinien, provincia di Nuoro), og disse driftsstoetteforanstaltninger skulle fortsaette i henhold til lov 67/87:

ENCC's afdeling Sivas koeb og salg af avispapir ville angiveligt medfoere omkostninger paa 14,5 mia. lire i 1986 og 28 mia. lire i 1987, og en del af disse beloeb ville komme den italienske avispapirindustri til gode.

Kommissionen antog derfor, at lov 67/87 til fordel for udgivere i Italien tillige indeholdt elementer af statsstoette til fordel for italienske avispapirproducenter, og besluttede af den grund af indlede proceduren i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2. Den italienske regering blev underrettet om denne beslutning ved skrivelse af 6. juli 1987 og blev som led i proceduren opfordret til at fremsaette sine bemaerkninger hertil samt til at fremlaegge specifikke oplysninger vedroerende ENCC's interventioner paa avispapirmarkedet.

Den italienske regering fremsatte sine bemaerkninger ved skrivelse af 3. november 1987. Den italienske regering var, hvad angaar artikel 8, stk. 12, i lov 67/87, ikke enig med Kommissionen i, at muligheden for ENCC for at erstatte en del af tilskuddene til pressen med visse maengder avispapir kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstater. For dog at fjerne enhver tvivl, som Kommissionen endnu maatte have, ville den italienske regering instruere ENCC om at afstaa fra at benytte denne mulighed i henhold til artikel 8, stk. 12, i lov 67/87, hvilket ENCC hidtil heller ikke har gjort. Hvad angaar den paastaaede aftale mellem ENCC og Cartiera di Arbatax, oplyste den italienske regering, at denne ikke laengere bestod. Med hensyn til ENCC's interventioner paa avispapirmarkedet bekraeftede den italienske regering, at disse vedroerte beloeb paa 14,5 mia. lire i 1986 og forventedes at udgoere 21 mia. lire i 1987. Retsgrundlaget for disse interventioner var imidlertid ikke lov 67/87, men lov 1453/35 og et af republikkens praesident udstedt dekret af 18. april 1979.

Den italienske regering fremlagde ikke samtlige de specifikke oplysninger, som Kommissionen havde udbedt sig ved sin skrivelse af 6. juli 1987.

Som led i proceduren i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, indgik der endvidere bemaerkninger fra bl.a. regeringen for et tredjeland, med hvilket Faellesskabet har en frihandelsoverenskomst. Naevnte lands regering paastod, at ENCC indkoebte avispapir fra den nationale avispapirindustri til hoejere priser end priserne for avispapir indfoert fra de oevrige medlemsstater og til meget hoejere priser end dem, som visse leverandoerer i lande uden for EF anvendte.

Paa baggrund af disse nye paastande og i betragtning af, at der stadig ikke forelaa oplysninger om ENCC's koeb og salg af avispapir, genfremsatte Kommissionen ved telex af 29. januar 1988 sine tidligere anmodninger om oplysninger vedroerende alle aspekter af ENCC's interventioner paa avispapirmarkedet samt om fordelingen af provenuet af afgifterne paa papir og cellulose paa ENCC's forskellige aktiviteter. Kommissionen opfordrede tillige den italienske regering til at kommentere paastanden om, at ENCC betalte hoeje priser til italienske avispapirfabrikanter som anfoert i ovennaevnte EFTA-lands klage.

Den italienske regering svarede ved telex af 25. april 1988, at den allerede havde indsendt alle de oplysninger, som Kommissionen havde udbedt sig vedroerende lov 67/87, og at proceduren i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, kun gjaldt ordningen i henhold til lov 67/87. De bemaerkninger fra det paagaeldende tredjeland, som Kommissionen omtalte, havde ifoelge den italienske regering ingen relevans for denne ordning.

Kommissionen besluttede den 22. juni 1988 at afslutte proceduren i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til lov 67/87, fordi den fandt, at den italienske regering havde imoedekommet Kommissionens tre indvendinger over for loven: muligheden for ENCC i henhold til lovens artikel 8, stk. 12, for at erstatte tilskuddet til pressen med bestemte maengder avispapir var aldrig blevet benyttet og ville heller ikke blive benyttet i fremtiden; aftalen mellem ENCC og Cartiera di Arbatax var blevet bragt til ophoer; ENCC's koeb og salg af avispapir blev ikke finansieret paa grundlag af lov 67/87.

Samtidig besluttede Kommissionen at indlede en ny procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, med hensyn til de paastaaede elementer af statsstoette til fordel for den italienske avispapirindustri i ENCC's interventioner paa avispapirmarkedet, som fandt sit retsgrundlag i lov 1453/35 og praesidentens dekret af 18. april 1979. Den italienske regering blev ved skrivelse af 7. juli 1988 opfordret til at fremsaette sine bemaerkninger som led i proceduren og isaer at foere bevis for, at ENCC's interventioner ikke favoriserede italienske avispapirproducenter. Kommissionen udbad sig tillige oplysninger om afgifterne paa cellulose, papir og pap og om ENCC's anvendelse af provenuet af disse afgifter samt om ENCC's interventioner paa avispapirmarkedet.

III

Den italienske regering fremsatte sine bemaerkninger som led i proceduren ved skrivelse af 24. november 1988, ifoelge hvilke ENCC faktisk havde betalt hoejere priser for avispapir fremstillet i Italien i 1987 end for avispapir fra de oevrige medlemsstater og meget hoejere priser end for avispapir indfoert fra tredjelande.

Da disse tal ikke gav mulighed for at foretage en noejagtig beregning af det samlede beloeb for stoette til de italienske fabrikanter af avispapir, anmodede Kommissionen ved skrivelse af 4. januar 1989 den italienske regering om at supplere de fremlagte oplysninger, saerlig med hensyn til, hvilke maengder avispapir fremstillet i Italien, EF og tredjelande ENCC havde indkoebt i 1987 samt de tilsvarende oplysninger vedroerende priser og maengder for 1985 og 1986.

Da Kommissionen ikke modtog noget svar paa denne anmodning, fremsendte den den 1. marts 1989 en paamindelse til den italienske regering, hvori den bebudede, at der ville blive vedtaget en endelig beslutning paa grundlag af de oplysninger, som Kommissionen var i besiddelse af, hvis den italienske regering ikke fremlagde alle de noedvendige oplysninger inden to uger. Den italienske regering fremlagde en del af de manglende data ved skrivelse af 14. marts 1989, men dog kun en samlet opgoerelse og ikke en fordeling af ENCC's indkoeb af avispapir i 1985, 1986 og 1987 paa avispapir fremstillet i Italien, EF og det paagaeldende tredjeland.

Som led i hoeringen af andre interesserede parter i tilslutning til proceduren fremsatte regeringen for to andre medlemsstater og en fabrikant af avispapir i en tredje medlemsstat deres bemaerkninger.

IV

Anvendelse af offentlige midler i en medlemsstat til finansiering af et organ, som koeber og saelger avispapir paa den indenlandske presses vegne, indebaerer elementer af statsstoette til fordel for avispapirproducenterne i den paagaeldende medlemsstat, hvis naevnte organ giver indenlandsk fremstillet avispapir en fortrinsstilling frem for indfoert avispapir, hvad enten det gaelder maengder eller priser.

Selvom den italienske regering ikke har fremlagt alle de af Kommissionen oenskede oplysninger, foreligger der tilstraekkeligt bevis for, at ENCC gennem sin afdeling SIVA, i hvilken den er hovedaktionaer, faktisk giver italiensk avispapir en fortrinsstilling.

I 1984 indkoebte ENCC 81 417 tons italiensk avispapir og 6 279 tons indfoert avispapir; i 1985 indkoebte ENCC 74 082 tons italiensk avispapir og 20 119 tons indfoert avispapir; i 1986 indkoebte det 145 098 tons italiensk avispapir og 27 405 tons indfoert avispapir. Italiensk avispapir tegnede sig saaledes for 85 % af ENCC's indkoeb i 1984 til 1986.

I 1987 koebte ENCC 221 024 tons avispapir, hvis oprindelse ikke fremgaar af de af den italienske regering fremlagte oplysninger. Paa grundlag af de disponible data vedroerende priser og maengder lader det til, at naesten hele denne maengde paa 221 024 tons er af italiensk oprindelse.

De af ENCC indkoebte maengder af italiensk avispapir udgjorde 39 % af den italienske produktion i 1984, 42 % i 1985, 68 % i 1986 og ca. 85 % i 1987, medens den samlede maengde avispapir indkoebt af ENCC tegnede sig for 25 % af det italienske forbrug i 1984, 25 % i 1985, 37 % i 1986 og 43 % i 1987.

Hvad angaar de priser, som ENCC betaler for avispapir fremstillet i Italien, EF og tredjelande, fremlagde den italienske regering foelgende oplysninger (priser i lire/kg):

1.2.3,5 // // // // AAr // Avispapirtype (g/m2) // Oprindelse 1.2.3.4.5 // // // Italien // EF // Andre Lande // // // // // // 1985 // 45 // 802 // 800 // 721 // // 48 // 764 // 675 // 668 // 1986 // 45 // 827 // 676 // 723 // // 48 // 772 // - // - // 1987 // 45 // 820 // 763 // 696 // // 48 // 756 // - // - // // // // //

(1) EFT nr. L 185 af 9. 7. 1976, s. 32.

ENCC koebte i 1986/87 intet avispapir af typen 48 g/m2 af ikke-italiensk oprindelse. Avispapir af typen 45 g/m2 tegnede sig for 88 % af de af ENCC indkoebte maengder i 1985, 95 % i 1986 og 98 % i 1987.

Avispapiret blev solgt til den italienske presse til en ensartet pris paa 830 lire/kg i 1985, 805 lire/kg i 1986 og 790 lire/kg i 1987 for avispapir af typen 45 g/m2. For avispapir af typen 48 g/m2 var disse priser henholdsvis 795 lire/kg, 766 lire/kg og 756 lire/kg.

Kommissionen har draget foelgende konklusioner: ENCC har igennem aarene faaet en efterhaanden mere fremtraedende stilling som leverandoer af avispapir til den italienske presse; ENCC indkoeber hovedsageligt og i stigende grad italiensk avispapir; ENCC betaler hoejere priser til italienske avispapirproducenter end til deres konkurrenter i de andre medlemsstater og i tredjelande.

Den italienske regering yder saaledes stoette til den indenlandske avispapirindustri gennem ENCC.

Kommissionen anslaar, at den italienske avispapirindustri modtog en stoette paa ca. 900 mio. lire i 1985, 21 mia. lire i 1986 og 12 mia. lire i 1987; den samlede stoette i de tre aar udgjorde ca. 34 mia. lire (23 mio. ECU). I dette beloeb er ikke medtaget de supplerende fordele for de italienske avispapirproducenter, som ligger i, at de kan saelge hele deres produktion til en enkelt koeber.

V

Stoetten til den italienske avispapirindustri er en foelge af et misbrug af den stoetteordning til fordel for skovbrug, forskning inden for papirfremstilling, skovbeplantning og udgivere, over for hvilken Kommissionen i 1974 besluttede ikke at rejse indvendinger.

VI

Der bestaar konkurrence mellem fabrikanter af avispapir i Faellesskabet, og der foregaar en handel med avispapir mellem medlemsstaterne, selvom Faellesskabet som helhed daekker over halvdelen af sit avispapirbehov ved import fra tredjelande.

Samhandelen inden for Faellesskabet med avispapir tegnede sig for 17 % af faellesskabsproduktionen i 1984, 17,6 % i 1985, 19,4 % i 1986 og 21,6 % i 1987. De italienske avispapirproducenter deltager i konkurrencen inden for Faellesskabet.

Ifoelge oplysninger, som aarligt indsamles af den europaeiske sammenslutning af cellulose-, papir- og papindustrier, CEPAC, fremstillede Italien 207 000 tons avispapir i 1984, 178 000 tons i 1985, 212 000 tons i 1986 og 242 000 tons i 1987, hvilket udgoer ca. 10 % af produktionen i Faellesskabet og ca. 4 % af forbruget i Faellesskabet. Langt den stoerste avispapirfabrikant i Italien er Cartiera di Arbatax, som har en produktionskapacitet paa ca. 200 000 tons om aaret.

Italien eksporterede 29 000 tons avispapir i 1984, 28 000 tons i 1985, 11 000 tons i 1986 og 28 000 tons i 1987, hovedsagelig til USA.

I 1984 indfoerte Italien 177 000 tons avispapir, heraf 62 000 tons (35 %) fra de oevrige medlemsstater, i 1985 var tallet 232 000 tons, heraf 85 000 tons (37 %) fra de oevrige medlemsstater; i 1986 udgjorde importen 268 000 tons, heraf 104 000 tons (39 %) fra de oevrige medlemsstater, og i 1987 indfoerte Italien 303 000 tons avispapir, heraf 125 000 tons (41 %) fra de oevrige medlemsstater.

VII

Hvor finansiel stoette fra staten bevirker en styrkelse af visse virksomheders stilling i forhold til deres konkurrenter i Faellesskabet, maa den antages at paavirke disse andre virksomheder.

Den stoette, som den italienske regering yder til sin indenlandske avispapirindustri, paavirker saaledes samhandelen mellem medlemsstater og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen i den i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, anvendte betydning.

EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, fastsaetter, at stoette, der opfylder de deri fastsatte kriterier, i princippet er uforenelig med faellesmarkedet.

De undtagelser fra dette princip, der er fastsat i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 2, finder ikke anvendelse i denne sag i betragtning af den planlagte stoettes art og maalsaetninger.

VIII

EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, opregner de former for stoette, der kan anses for at vaere forenelig med faellesmarkedet. Spoergsmaalet om en stoetteforanstaltnings forenelighed maa afgoeres i en faellesskabssammenhaeng og ikke blot i henseende til en enkelt medlemsstat. Af hensyn til faellesmarkedets rette funktion og i henhold til principperne i EOEF-Traktatens artikel 3, litra f), maa de undtagelser fra EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, der er fastsat i samme artikels stk. 3, fortolkes strengt ved vurderingen af enhver stoetteordning eller individuel stoetteforanstaltning.

Disse undtagelsesbestemmelser kan i saerdeleshed kun bringes i anvendelse, saafremt Kommissionen kan fastslaa, at markedskraefterne alene, dvs. uden stoette, ikke vil kunne tilskynde de eventuelle stoettemodtagere til at soege et af de tilstraebte maal virkeliggjort. At indroemme en undtagelse i tilfaelde, som ikke bidrager til virkeliggoerelsen af et saadant maal, eller hvor stoetten ikke er noedvendig hertil, ville vaere ensbetydende med, at erhvervsgrene eller virksomheder i visse medlemsstater fik urimelige fordele, hvorved deres finansielle stilling ville blive kunstigt styrket, samt at vilkaarene i samhandelen mellem medlemsstaterne blev paavirket og konkurrencen fordrejet uden nogen begrundelse i den faelles interesse, jf. EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3.

Den italienske regering har ikke vaeret i stand til at give, og Kommissionen har ikke kunnet paavise nogen begrundelse for at fastslaa, at den paagaeldende stoette skulle vaere omfattet af nogen af undtagelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3.

IX

Hvad angaar undtagelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), for stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i visse omraader, maa det bemaerkes, at den italienske regering ikke har fremfoert betragtninger af regional art som begrundelse for ydelsen af den paagaeldende stoette.

Hvad angaar undtagelsen i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) (1), for stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i visse omraader, hvor levestandarden er unormalt lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse, er Kommissionen klar over, at den stoerste italienske fabrikant af avispapir, Cartiera di Arbatax, er beliggende paa Sardinien, som opfylder disse kriterier. Selvom Kommissionen principielt ikke betragter driftsstoette som forenelig med faellesmarkedet, besluttede den den 2. marts 1988 ved beslutning 88/318/EOEF (2) at bringe undtagelsen i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), i anvendelse paa lov 64/86, som vedroerer saerlige indgreb i Mezzogiorno, bl.a. stoette til at lette transportomkostningerne for sardinske virksomheder.

De ulemper, som Cartiera di Arbatax er udsat for som foelge af sin beliggenhed paa Sardinien, udlignes saaledes ved hjaelp af en specifik stoetteordning, og der er ingen regional begrundelse for supplerende stoette i form af ENCC's koeb af denne virksomheds produkter til kunstigt hoeje priser.

Anvendelse af undtagelse i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), paa stoette til fremme af udviklingen af visse oekonomiske omraader forekommer ikke relevant i denne sag, da det er Kommissionens faste politik kun at bringe denne undtagelse i anvendelse i forbindelse med investeringer eller jobskabelse i visse ugunstigt stillede omraader, hvor saadan stoette kan vaere berettiget.

Stoetten til den italienske avispapirindustri er hverken forbundet med investeringer eller jobskabelse, men ydes alene i forhold til de maengder papir, som saelges til ENCC.

Hvad angaar undtagelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra b), har stoetten til den italienske avispapirindustri hverken til formaal at fremme virkeliggoerelsen af et vigtigt projekt af faelleseuropaeisk interesse eller at afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den italienske oekonomi; den italienske regering har heller ikke fremfoert argumenter til fordel for eventuel anvendelse af disse undtagelsesbestemmelser.

Hvad angaar undtagelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), for stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, naar stoetten ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse, skoenner Kommissionen, at stoetten i form af ENCC's koeb af stigende maengder italiensk avispapir til kunstigt hoeje priser ikke fremmer udviklingen af den indenlandske avispapirindustri, men blot tjener til kunstigt at opretholde status quo i denne sektor. En saadan driftsstoette giver de italienske fabrikanter mulighed for at udsaette de noedvendige tilpasninger, som ville have sat dem i stand til at konkurrere paa lige fod med fabrikanter i de oevrige medlemsstater og i tredjelande.

Kommissionen skoenner tillige, at stoette, som er betingende for solgte maengder og salgspriser, fordrejer konkurrencen og paavirker samhandelen i meget hoejere grad end f.eks. investeringsstoette. Saadan driftsstoette til fordel for den indenlandske avispapirindustri paavirker derfor samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse.

X

Konklusion

Som naevnt under afsnit I har Kommissionen beskaeftiget sig med paa hinanden foelgende specifikke stoetteordninger til fordel for italienske udgivere, som alle forestaas af ENCC, der er et offentligt selskab, som ifoelge sine vedtaegter har til opgave at fremme skovbrugets og cellulose- og papirindustriens interesser i Italien. Kommissionen har bl.a. skulle sikre sig, at disse stoetteordninger ikke indeholdt bestemmelser, som kunne favorisere den indenlandske papirindustri.

Kommissionen noterer sig nu, at ENCC faktisk misbruger stoetteordningerne til fordel for den italienske presse - med henblik paa tillige at favorisere den italienske papirindustri - idet ENCC's saerlige stilling i forholdet til papirindustrien muliggoer dette.

Den italienske regerings stoette til den italienske papirindustri som led i anvendelsen af lov 1453/35 og praesidentens dekret af 18. april 1979 - i form af ENCC's indkoeb af stigende maengder avispapir fremstillet i Italien, samt i form af kunstigt hoeje koebspriser i forhold til markedsprisen - er uforenelig med faellesmarkedet. Den itali

enske regering har med denne stoetteydelse misbrugt den ved hjaelp af afgifter finansierede stoetteordning, over for hvilken Kommissionen i november 1974 besluttede ikke at rejse indvendinger. Finder Kommissionen, at en stoette misbruges, traeffer den beslutning om, at den paagaeldende stat skal ophaeve eller aendre stoetteforanstaltningen -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den stoette, som den italienske regering yder den italienske avispapirindustri som led i anvendelsen af lov 1453/35 og praesidentens dekret af 18. april 1979 - i form af ENCC's koeb af stigende maengder avispapir fremstillet i Italien samt i form af kunstigt hoeje koebspriser i forhold til markedsprisen - er uforenelig med faellesmarkedet og skal derfor omgaaende ophaeves fra tidspunktet for meddelelsen af denne beslutning til den italienske regering.

Artikel 2

Den italienske regering underretter senest to maaneder fra datoen for meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger den har truffet til at efterkomme den.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 3. maj 1989.

Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand

(1) Metoden for anvendelsen af denne undtagelsesbestemmelse er offentliggjort i EFT nr. C 212 af 12. 8. 1988, s. 2.

(2) EFT nr. L 143 af 10. 6. 1988, s. 37.