Bruxelles, den 5.2.2025

COM(2025) 32 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om delegationen af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2020/1056 om elektronisk godstransportinformation


1.Indledning

Forordning (EU) 2020/1056 om elektronisk godstransportinformation 1 ("eFTI-forordningen") fastlægger en retlig ramme, der gør det muligt for erhvervsdrivende at udveksle oplysninger i et elektronisk format med håndhævelsesmyndigheder om godstransport i EU ad vej, jernbane og indre vandveje samt ad luftvejen.

Formålet med eFTI-forordningen er at tilskynde til digitalisering af godstransport og logistik for at mindske de administrative omkostninger, forbedre de kompetente myndigheders håndhævelseskapacitet og øge transportens effektivitet og bæredygtighed. eFTI-forordningen trådte i kraft den 20. august 2020. Selv om de fleste bestemmelser fandt anvendelse fra datoen for deres ikrafttræden 2 eller fra den 21. august 2024 3 , vil kravet om, at medlemsstaternes myndigheder skal acceptere oplysninger, der forelægges til kontrol elektronisk, først finde anvendelse fra den 9. juli 2027 4 .

Hjørnestenene i eFTI-forordningen er harmoniseringen af datadefinitioner og -formater og foranstaltninger til forbedring af datastrømme med henblik på øget effektivitet. Med henblik herpå giver forordningens artikel 2, stk. 3, artikel 7, artikel 12, stk. 5, og artikel 13, stk. 3 Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter. Navnlig gælder det, at:

a)ved artikel 2, stk. 3, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter om ændring af bilag I, som indeholder lovpligtige oplysninger, der er omfattet af eFTI-forordningens anvendelsesområde

b)ved artikel 7 tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at supplere eFTI-forordningen ved at fastsætte og ændre det fælles eFTI-datasæt 5 og eFTI-dataundersættene 6

c)ved artikel 12, stk. 5, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at supplere eFTI-forordningen ved at fastsætte regler om certificering af eFTI-platforme 7 og om brugen af certificeringsmærket, herunder regler om fornyelse, suspension og tilbagetrækning af certificering

d)ved artikel 13, stk. 3, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at supplere eFTI-forordningen ved at fastsætte regler om certificering af eFTI-udbydere 8 , herunder regler om fornyelse, suspension og tilbagetrækning af certificering.

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. ovennævnte artikler, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 20. august 2020. Delegationen af beføjelsen forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

I overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, skal Kommissionen udarbejde en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Med nærværende rapport opfyldes nævnte forpligtelse.

2.Udøvelse af de delegerede beføjelser

Fra datoen for vedtagelsen af denne rapport har Kommissionen to gange udøvet sin beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i henhold til eFTI-forordningen:

·I overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, vedtog Kommissionen den 15. juli 2024 delegeret forordning (EU) 2024/2025 9 for at ændre del B i bilag I til eFTI-forordningen ved at indarbejde henvisninger til lovgivningsmæssige oplysningskrav i national ret, som er meddelt Kommissionen af medlemsstaterne i overensstemmelse med eFTI-forordningen.

·I overensstemmelse med artikel 7 vedtog Kommissionen den 26. juli 2024 delegeret forordning (EU) 2024/2024 10 for at supplere eFTI-forordningen for så vidt angår fastlæggelsen af det fælles eFTI-datasæt og eFTI-dataundersættene.

Kommissionen har endnu ikke udøvet de delegerede beføjelser, der er tillagt den i artikel 12, stk. 5, og artikel 13, stk. 3. De respektive delegerede retsakter er imidlertid under udarbejdelse og forventes vedtaget af Kommissionen i andet kvartal af 2025.

Den delegerede forordning, som supplerer eFTI-forordningen for så vidt angår fastsættelse af det fælles eFTI-datasæt og eFTI-dataundersættene, blev vedtaget efter fristen den 21. februar 2023, der er fastsat i eFTI-forordningens artikel 7, stk. 3. Dette skyldtes hovedsagelig kompleksiteten af datakortlægnings- og modelleringsaktiviteterne for det store antal EU-retsakter og nationale retsakter, der falder ind under eFTI-forordningens anvendelsesområde 11 . Covid-19-krisen havde også en indvirkning på dataindsamlingen og høringen, da medlemsstaternes myndigheder i transportsektoren på daværende tidspunkt var involveret i krisestyringssituationer.

I overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning 12 skal Kommissionen, inden den vedtager en delegeret retsakt, høre eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat. I forbindelse med udarbejdelsen af de to delegerede forordninger gennemførte Kommissionen relevante og gennemsigtige høringer af eksperter fra medlemsstaterne og operatører fra erhvervslivet, der deltager i det Digitale Transport- og Logistikforum ( E03280 ), navnlig i undergruppe 3: Delegerede retsakter om elektronisk godstransportinformation (eFTI). Eksperterne støttede bestemmelserne i de delegerede forordninger 13 .

Under hele proceduren og beslutningsprocessen sendte Kommissionen de relevante dokumenter til både Europa-Parlamentet og Rådet. Parlamentet og Rådet gjorde ikke indsigelse mod vedtagelsen af de to delegerede forordninger.

Kommissionen mener, at beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 2, stk. 3, artikel 7, artikel 12, stk. 5, og artikel 13, stk. 3, i eFTI-forordningen, bør opretholdes, så længe eFTI-forordningen fortsat finder anvendelse. Dette skal sikre ajourføringen af det fælles eFTI-datasæt og eFTI-dataundersættene i overensstemmelse med ændringerne af EU's og medlemsstaternes retlige bestemmelser inden for forordningens anvendelsesområde og i overensstemmelse med udviklingen med hensyn til relevante EU-standarder eller internationale standarder. Desuden har det til formål at fastsætte og ajourføre regler for certificering af både eFTI-platforme og eFTI-udbydere 14 .

3.Konklusion

Med udarbejdelsen af denne rapport opfylder Kommissionen sin forpligtelse til at aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om udøvelsen af de delegerede beføjelser i henhold til eFTI-forordningens artikel 14.

Kommissionen har aktivt og på passende vis udøvet de delegerede beføjelser, den er tillagt ved eFTI-forordningen. Kommissionen mener, at en forlængelse af denne delegation af beføjelser til at vedtage delegerede retsakter var og fortsat er hensigtsmæssig i overensstemmelse med artikel 14 i eFTI-forordningen (stiltiende forlængelse). En sådan forlængelse vil gøre det muligt for Kommissionen fortsat at supplere eFTI-forordningen og ændre dens bilag I, sikre ajourføringen af det fælles eFTI-datasæt og eFTI-dataundersættene og vedtagelsen af bestemmelser om en gnidningsløs og sikker datastrøm i eFTI-dataudvekslingsmiljøet (regler om certificering af eFTI-platform og eFTI-udbydere). Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at tage rapporten til efterretning.

(1)

   EUT L 249 af 31.7.2020, s. 33.

(2)

   I henhold til eFTI-forordningens artikel 18, stk. 3, finder artikel 2, stk. 2, artikel 5, stk. 4, artikel 7 og 8, artikel 9, stk. 2, og artikel 10, stk. 2, anvendelse fra datoen for forordningens ikrafttræden.

(3)

   Jf. artikel 18, stk. 2.

(4)

   I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, er denne dato beregnet til 30 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen for de første delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til forordningens artikel 7 og 8. Sidstnævnte retsakter trådte i kraft den 9. januar 2025.

(5)

   "Det fælles eFTI-datasæt": et omfattende sæt strukturerede dataelementer, som svarer til alle eFTI-dataundersættene, hvor de dataelementer, der er fælles for de forskellige eFTI-dataundersæt, kun medtages én gang.

(6)

   "eFTI-dataundersæt": et sæt strukturerede dataelementer, som svarer til de lovgivningsmæssige oplysninger, der kræves i medfør af en bestemt EU-retsakt eller national ret, jf. eFTI-forordningens artikel 2, stk. 1.

(7)

   "eFTI-platform": en løsning baseret på informations- og kommunikationsteknologi (IKT) såsom et operativsystem, et operativmiljø eller en database beregnet til at blive brugt til behandling af eFTI.

(8)

   "eFTI-udbydere": en fysisk eller juridisk person, der leverer en eFTI-tjenesteydelse til de berørte erhvervsdrivende på grundlag af en kontrakt.

(9)

    EUT L 2024/2025, 20.12.2024 .

(10)

    EUT L 2024/2024, 20.12.2024 .

(11)

   I alt 182 EU-retsakter og nationale retsakter er i øjeblikket omfattet af forordningens anvendelsesområde. På dette grundlag er der oprettet et tilsvarende antal eFTI-dataundersæt.

(12)

   EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.

(13)

   Dokumenter og rapporter fra de relevante møder kan findes i Kommissionens register over ekspertgrupper og lignende enheder (europa.eu) .

(14)

   Disse regler har et teknisk indhold. De vil blive medtaget i de delegerede retsakter (i øjeblikket under udarbejdelse), som Kommissionen er tillagt beføjelse til at vedtage i henhold til artikel 12, stk. 5, og artikel 13, stk. 3 i eFTI-forordningen.