Fanara har anført, at tvisten mellem ham og Institut national d'assurance maladie-invalidité (INAMI) rejser er problem, som kan opdeles i tre aspekter:

Artikel 51 i forordning nr. 1408/71 bestemmer, at:

Artikel 51 indebærer en stabilisering af ydelser, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 46. Artikel 46 angår ydelser, der er fastsat autonomt, uden at fællesskabsretten griber ind, og ydelser, som erhverves efter fællesskabsretten. Fanara opfylder betingelserne i belgisk lovgivning, for at få tilkendt fuld pension alene i medfør af national ret og uden sammenlægning. Denne pension er blevet nedsat med det beløb, som den italienske pension udgjorde, i medfør af de nationale antikumulationsregler.

Den belgiske ydelse, således som den blev beregnet den 1. november 1976, bør betragtes uafhængigt af den italienske pension. Af den italienske pensionsrestance var den belgiske institution derfor kun berettiget til at tilbageholde et beløb, der svarede til det antal dage, hvori institutionen havde udbetalt forskud. Forskellen mellem dette beløb og det beløb, der blev betalt af INPS, skal udbetales til sagsøgeren.

Fanara har gjort gældende, at det forskudsbeløb, som skulle tilbagesøges, og som af sagsøgeren i hovedsagen er udregnet til 19627 BFR, ikke er fuldstændig korrekt, eftersom det svarer til en indeholdelse på 29,92 BFR i den belgiske ydelse i stedet for på 25,27 BFR.

I medfør af afgørelse nr. 101, truffet den 29. maj 1975 af Den administrative Kommission for vandrende arbejdstageres sociale sikring, er den dato, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af vekselkursen, den dato, fra hvilken disse bestemmelser får virkning for den berørte person.

Fanara har endvidere anført, at det i betragtning af det lange tidsrum, der hengår mellem den dato, hvorfra pensionen løber, og den dato, hvor den sidste beregning og fastsættelse finder sted, vil være mere logisk at lægge den valutakurs til grund, der er gældende på tidspunktet for de sidste operationer, hvorved pensionen fastsættes.

I hvert fald for så vidt angår den periode, som restancer, der betales af én institution til en anden, angår, må den beløbsmæssige afvikling følgelig ske på grundlag af den kurs, der er anvendt ved omvekslingen af de betalte beløb. Et sådant system giver mulighed for en rigtig anvendelse af antikumulationsbestemmelserne, og for, at fradraget i den pension, der skal nedsættes, sker med det ydelsesbeløb, der rent faktisk er betalt af en anden institution. Med denne løsning undgås det også, at den pågældende skal tilbagebetale uberettiget modtagne beløb i tilfælde, hvor valutakursen viser sig at være ufordelagtig som følge af vigende kurser for visse valutaer.

Fanara finder, at artikel 241 i arrêté royal af 4. november 1963 er uforenelig med forordningerne nr. 1408/71 og nr. 574/72 for så vidt angår beregning og fastsættelse af pensioner, fordi den har til virkning, at den pågældende går glip af de forhøjelser af den italienske pension, der har fundet sted siden den 1. november 1976. Fællesskabsforordningerne er gennemført for i visse henseender at begunstige vandrende arbejdstagere, ikke for at give de kompetente institutioner adgang til at tilegne sig beløb, der ikke tilkommer dem.

Fanara har endelig anført, at når retten til en ydelse er erhvervet alene i medfør af national lovgivning, kan der ikke være tale om at lade en valutanedskrivning få negative følger for de forsikrede. Dersom de endnu ikke erlagte ydelser, der er modtaget fra en institution i en anden medlemsstat, er mindre end de beløb, som er udbetalt foreløbigt, men som skulle udbetales alene i medfør af den nationale lovgivning, kan en eventuel difference ikke kræves af den pågældende; anvendelsen af de nationale antikumulationsbestemmelser må i intet tilfælde give sig udtryk i, at der sker fradrag i en pension, der består en ret til efter en national ordning, for beløb, der er større end de, som den pågældende rent faktisk har modtaget fra en anden institution.

Sagsøgte i hovedsagen har anført, at anvendelsen af artikel 111 i forordning nr. 574/72 og bilag 6 til samme forordning især i forholdet mellem Belgien og Italien hyppigt fører til, at modværdien i BFR af de italienske restancer, der betales til INAMI, er mindre end de forskudsbeløb, der kan tilbagesøges, således at der i forbindelse med tilbagebetalingen efter fællesskabsforordningerne, fremkommer et skyldigt beløb. Disse beløbsforskelle skyldes to årsager, der kan optræde i forening eller hver for sig: den fortsatte forringelse af den italienske lires værdi i forhold til belgiske francs og virkningen af artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

Ved beregningen af den ydelse, der faktisk skal udredes af Belgien i medfør af artikel 46 i forordning nr. 1408/71, sker omregningen af det italienske ydelsesbeløb, som påvirker det beløb, der skal udredes af Belgien, til belgiske francs i overensstemmelse med artikel 107, stk. 1 og 5, i forordning nr. 574/72 og afgørelse nr. 101 fra Den administrative Kommissionen for vandrende arbejdstageres sociale sikring, dvs. til de kurser, der gælder i det kvartal, hvor fastsættelsen får retsvirkning for arbejdstageren, hvilket svarer til det tidspunkt, hvor retten til invaliditetsydelsen indtræder.

Når derimod den italienske institution udbetaler restancebeløb til INAMI, er de gældende bestemmelser om valutaomveksling artikel 107, stk. 6, i forordning nr. 574/72, hvorefter INAMI lægger modværdien i belgiske francs af de italienske restancebeløb, der er omvekslet til betalingsdagens kurs, til grund.

I det omfang den italienske lire igennem længere tid har udvist en vigende tendens i forhold til belgiske francs, vil dette forhold i forbindelse med den tid, der hengår mellem det tidspunkt, hvor retten til ydelser indtræder, og det tidspunkt, hvor betalingen sker, nødvendigvis føre til, at betalingen sker til en kurs, der er lavere end den, der gjaldt på det tidspunkt, hvor afgørelsen blev truffet.

Artikel 51 indebærer, at de ydelser, der fastsættes af de kompetente institutioner fra det tidspunkt, hvor retten indtræder, senere tilpasses uafhængigt af hinanden i forhold til konjunkturudviklingen i debitorlandet uden at ændringen i den ene af ydelserne får virkning for den anden.

Det følger således af artikel 51 i forordning nr. 1408/71, at de ydelser, der udbetales af hver stat, udvikler sig meget forskelligt, eftersom de pristalsmæssige tilpasninger finder sted på forskellige tidspunkter med forskellige mellemrum og i forhold til forskellige konjunkturer.

Virkningerne af artikel 51 viser sig i forskellige henseender:

Artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er ikke nødvendigvis tilstrækkelig til, at der opnås fuld kompensation for vigende valutakurser, men kan tværtimod på grund af den manglende overensstemmelse mellem de nationale lovgivninger vedrørende pristalsmæssige tilpasninger have en virkning, der er modsat den, der tilstræbes.

Faldende valutakurser udgør således stadig for den vandrende arbejdstager en risiko for forringede indtægter og for institutionerne en kilde til vanskeligheder i forbindelse med de beløbsmæssige opgørelser, der her er tale om.

For denne risiko og disse problemer er der åbenbart hverken fundet eller tilstræbt en løsning på fællesskabsplan. Det er derfor på nationalt plan, at man i Belgien har søgt at finde frem til en løsning, idet man i arrêté royal af 4. november 1963 har indsat artikel 241, hvis stykke 2 finder anvendelse på Fanara.

INAMI har gjort gældende, at de i sagen foreliggende problemer, der følger af valutariske og pristalsmæssige forskelle i medlemsstaterne, ikke finder deres løsning i koordinationsbestemmelserne i forordningerne, og at der ikke på fællesskabsplan overhovedet er taget skridt til at løse dem. Der kan følgelig ikke være tale om, at en indgriben fra den nationale lovgivningsmagts side, hvorved problemet om tilbagesøgning af foreløbigt udbetalte beløb søges løst, kan være i' modstrid med forordningerne eller Rom-traktaten.

Kommissionen har i sit indlæg gjort gældende, at fællesskabsbestemmelserne overlader det til medlemsstaternes interne lovgivning at fastlægge betingelserne og de øvrige vilkår for de sociale sikringsinstitutioners tilbagesøgning af for meget udbetalte beløb. De eneste foreliggende fællesskabsbestemmelser på området er reglerne i artikel 111 i forordning nr. 574/72 om den bistand, som de sociale sikringsinstitutioner i de forskellige medlemsstater eventuelt skal yde med henblik på denne tilbagesøgning.

Der er naturligvis en grænse for denne kompetence for staterne til at regulere tilbagesøgningen af for meget udbetalte beløb. En social sikringsinstitution kan ikke under foregivende af at tilbagesøge et uberettiget oppebåret beløb berøve den pågældende en ret til ydelser, som er erhvervet i medfør at en anden medlemsstats lovgivning, eller som skal indrømmes ham under anvendelse af fællesskabsbestemmelserne. Med en omskrivning af ordlyden af artikel 111, stk. 1 og 2, i forordning nr. 574/72, kan det siges at være en forudsætning for tilbagesøgning af uberettiget oppebårne beløb, at den pågældende institution har udbetalt et beløb, der overstiger det, vedkommende havde ret til.

De begrænsninger, der følger af fællesskabsbestemmelserne, angår fastlæggelse af, hvilke uberettiget oppebårne beløb der kan tilbagesøges. Artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 574/72 bestemmer:

I et tilfælde som det foreliggende, hvor den pågældende havde ret til invalidepension i medfør af to medlemsstaters lovgivning — Belgiens og Italiens — fremkommer det uberettiget oppebårne beløb som forskellen mellem på den ene side de fulde belgiske invaliditetsydelser, som INAMI udbetalte den pågældende fra det tidspunkt, hvor retten til pension indtrådte, og indtil den endelige fastsættelse af hans rettigheder, og på den anden side de ydelser, der findes at påhvile den belgiske institution ifølge den koordinerede fastsættelse af den pågældendes rettigheder i overensstemmelse med artiklerne 45 og 46 i forordning nr. 1408/71.

Hvad angår den kurs, hvortil ydelserne skal omveksles, har Kommissionen anført, at det fremgår af afgørelse nr. 101 fra Den administrative Kommission for vandrende arbejdstageres sociale sikring og af artikel 51 i forordning nr. 1408/71, at fastsættelsen af de ydelser, der skal udredes til den pågældende af de forskellige medlemsstaters institutioner — når bortses fra det tilfælde, at der sker ændring i reglerne for fastsættelse eller beregning af ydelserne — ifølge artikel 46 sker én gang for alle. Når der én gang er sket en fastsættelse i medfør af denne artikel, følger hver enkelt national ydelse sine egne regler for så vidt angår de pristalsmæssige tilpasninger i medfør af den lovgivning, i henhold til hvilken den udredes. De pristalsmæssige forhøjelser af ydelserne, der foretages ifølge en medlemsstats lovgivning, kan således ikke påvirke størrelsen af de ydelser, der skal udredes af andre medlemsstaters institutioner.

Kommissionen har videre anført, at i det omfang den pågældende som i den foreliggende sag — ud over den foreløbige udbetaling af fulde belgiske invaliditetsydelser — i medfør af de belgiske regler har oppebåret de pristalsmæssige tilpasninger af ydelserne siden retten til ydelserne indtrådte, kan INAMI ved fastsættelsen af det beløb, der er betalt for meget til den pågældende, tage såvel disse tilpasninger i betragtning som de tilpasninger, som vedrører den del af ydelserne, der i medfør af artikel 46 i forordning nr. 1408/71 er opgjort til hans debet. Modsat gælder det, at eventuelle pristalsmæssige forhøjelser af den italienske proratapension, der er foretaget efter det tidspunkt, fra hvilket pensionen er beregnet, ikke kan have nogen indvirkning på fastsættelsen af det uberettiget oppebårne beløb. Forhøjelserne kan ikke fradrages i det belgiske ydelsesbeløb.

Det af en institution for meget udbetalte beløb — opgjort i overensstemmelse med de anførte regler — udgør grænsen for, hvad der kan tilbagesøges.

Når det herefter er fastslået, at en medlemsstats institution har udbetalt ydelser, som overstiger det beløb, den pågældende har ret til, og det for meget udbetalte beløb er beregnet, står flere muligheder åbne med hensyn til, hvorledes tilbagesøgningen nærmere kan ske.

For det første kan institutionen direkte over for den pågældende fordre tilbagebetaling af det for meget betalte beløb, såfremt denne direkte fra en anden medlemsstats debitorinstitution får udbetalt de ydelser, som sidstnævnte institution skal udrede.

Institutionen kan også henholde sig til den bistandsordning, der er foreskrevet i artikel 111 i forordning nr. 574/72. Når denne bestemmelse tages i anvendelse, inddrages den berettigede ikke direkte i foranstaltningerne vedrørende tilbagesøgningen af det uberettiget oppebårne beløb, som derimod alene foretages i forholdet mellem kreditor- og debitorinstitutionen.

I Fanara's tilfælde udbetalte den italienske institution hele restancen af den invalidepension, som Fanara havde krav på for perioden fra den 1. november 1976 til den 31. december 1978. INAMI har ikke ret til at beholde dette beløb, heller ikke selv om det var højere end beregnet. Forskelsbeløbet kan ikke alene forklares ved udsving i valutakurserne, men består også af pristalsmæssige forhøjelser af den italienske ydelse. Artikel 241, stk. 2, i arrêté royal af 4. november 1963, som INAMI har henholdt sig til, fører da også institutionen til at tage pristalsmæssige forhøjelser af den italienske ydelse til indtægt, hvilket er i direkte modstrid med artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, der bestemmer, at sådanne forhøjelser fortsat tilkommer den berettigede og ikke kan have nogen indvirkning på det ydelsesbeløb, der skyldes af andre medlemsstaters institutioner. En medlemsstat kan ganske vist påtage sig risikoen i tilfælde, hvor konjunkturerne udvikler sig således, at resultatet bliver ugunstigt for de berettigede. Men det er utilladeligt at søge at udligne den fordel, der således indrømmes nogle vandrende arbejdstagere, med en forringelse, der pålægges andre vandrende arbejdstagere.

I den foreliggende sag medfører den stilling, som Belgien indtager, at den berettigede i to henseender påføres et tab :

Sådanne bestemmelser er helt åbenbart i strid med fællesskabsbestemmelserne om fastsættelse af invaliditetsydelser.

På grundlag af det anførte kan det spørgsmål, som Tribunal du travail de Mons har stillet, efter Kommissionens opfattelse besvares på følgende måde :

I retsmødet den 20. november 1980 er der afgivet mundtlige indlæg af INAMI ved advokat Wattier, Mons, bistået af De Craene, tjenestemand ved INAMI, og af EF-Kommissionen ved juridisk konsulent J. Amphoux, som befuldmægtiget.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. januar 1981.