European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/424

6.3.2025

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2025/424

af 4. marts 2025

om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2584 for så vidt angår en ajourføring af de standarder, der henvises til, og tilføjelsen af nye standarder, der henvises til

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (1), særlig artikel 10, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 (2), formodes interoperabilitetskomponenter og delsystemer, der er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele af standarder, hvis referencer er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, at opfylde de væsentlige krav, som de pågældende standarder eller dele af standarder omfatter, og som er fastsat i nævnte direktiv.

(2)

Kommissionen anmodede ved gennemførelsesafgørelse C(2023) 1057 (3) Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) og Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (Cenelec) om at udarbejde og revidere harmoniserede standarder til støtte for direktiv (EU) 2016/797.

(3)

Kommissionen har sammen med CEN og Cenelec vurderet, hvorvidt de standarder, der er udarbejdet og revideret af CEN og Cenelec, er i overensstemmelse med anmodningen i gennemførelsesafgørelse C(2023) 1057.

(4)

De harmoniserede standarder, der er udarbejdet, revideret og ændret af CEN og Cenelec på grundlag af gennemførelsesafgørelse C(2023) 1057, opfylder alle de krav, de har til formål at opfylde med undtagelse af standard EN 15313:2024 og EN 16207:2024. Referencerne for de nævnte standarder bør derfor offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

(5)

Standard EN 50716:2023 bør inden for rammerne af dens anvendelsesområde give formodning om overensstemmelse med visse krav i Kommissionens forordning (EU) 2016/919 (4), for så vidt som artikel 14 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1695 (5) finder anvendelse. Referencerne til den nævnte standard bør derfor offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

(6)

Med hensyn til standard EN 16207:2024 har Kommissionen konkluderet, at standarden kun bør give formodning om overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1302/2014 for afsnit 4.2.4.8.2, nr. 2 og nr. 4, i bilaget til nævnte forordning i overensstemmelse med bilag ZA til standarden og for afsnit 4.2.4.8.2, nr. 1, ved at tage standardens afsnit 8.1, i anvendelse. Referencen for nævnte standard bør derfor offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende med begrænsninger.

(7)

Med hensyn til standard EN 15313:2024 har Kommissionen, hvad angår afsnit 4.2.3.5.2.1 og 4.2.3.5.2.2 i bilaget til forordning (EU) nr. 1302/2014 og afsnit 4.2.3.6.2 til 4.2.3.6.5 i bilaget til forordning (EU) nr. 321/2013, konkluderet, at tolerancerne i standarden ikke må kumuleres med værdierne i de tidligere nævnte afsnit. Værdierne i disse afsnit bør betragtes som grænseværdier. Referencen for nævnte standard bør derfor offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende med begrænsninger.

(8)

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2584 (6) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(9)

Overholdelsen af en harmoniseret standard medfører en formodning om overensstemmelse med de relevante væsentlige krav i Unionens harmoniseringslovgivning fra datoen for offentliggørelsen af referencen for en sådan standard i Den Europæiske Unions Tidende. Denne afgørelse bør derfor træde i kraft på dagen for offentliggørelsen. Imidlertid bør tilbagetrækningen af referencerne for de harmoniserede standarder EN 14587-2:2009, EN 15313:2016, EN 15355:2019, EN 15624:2021, EN 16116-2:2021, EN 16286-1:2013, EN 45545-3:2013 og EN 45545-4:2013 udskydes med 18 måneder fra datoen for denne afgørelses ikrafttræden for at give alle berørte interessenter tilstrækkelig tid til at forberede sig på anvendelsen af de reviderede standarder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilag I til gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2584 ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Punkterne 1, 4, 6, 8, 10, 13, 15 og 17 i bilaget finder anvendelse fra den 6. september 2026.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. marts 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2012/1025/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 44, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2016/797/oj).

(3)  Commission Implementing Decision C(2023) 1057 final of 20.2.2023 on a standardisation request to the European Committee for Standardisation and the European Committee for Electrotechnical Standardisation as regards products in support of Directive (EU) 2016/797 of the European Parliament and of the Council (foreligger ikke på dansk).

(4)  Kommissionens forordning (EU) 2016/919 af 27. maj 2016 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for togkontrol- og kommunikationsdelsystemerne i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (EUT L 158 af 15.6.2016, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/919/oj).

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/1695 af 10. august 2023 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for togkontrol- og kommunikationsdelsystemerne i jernbanesystemet i Den Europæiske Union og om ophævelse af forordning (EU) 2016/919 (EUT L 222 af 8.9.2023, s. 380, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/1695/oj).

(6)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2584 af 15. november 2023 om harmoniserede standarder for interoperabilitet i jernbanesystemer, der er udarbejdet til støtte for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 (EUT L, 2023/2584, 21.11.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2023/2584/oj).


BILAG

I bilag I til gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/2584 foretages følgende ændringer:

1)

Række 29 udgår.

2)

Følgende indsættes som række 29a:

»29a.

EN 14587-2:2024

Jernbaneudstyr — Infrastruktur — Brandstuksvejsning af nye skinner — Del 2: Skinner i stålkvalitet R200, R220, R260, R260Mn, R320Cr, R350HT, R350LHT, R370CrHT og R400HT på mobile svejsemaskiner til andre steder end stationære anlæg«

3)

Følgende indsættes som række 34a og 34b:

»34a.

EN 15085-4:2023

Jernbaneudstyr — Svejsning af jernbanekøretøjer og komponenter — Del 4: Produktionskrav


34b.

EN 15085-5:2023

Jernbaneudstyr — Svejsning af jernbanekøretøjer og komponenter — Del 5: Inspektion, prøvning og dokumentation«

4)

Række 39 udgår.

5)

Følgende indsættes som række 39a:

»39a.

EN 15313:2024

 

Jernbaneudstyr — Driftskrav til hjulsæt — Vedligeholdelse af hjulsæt i drift og hjulsæt, der er skilt fra køretøjer

Begrænsning: Vedrørende afsnit 4.2.3.5.2.1 og 4.2.3.5.2.2 i bilaget til Kommissionens forordning (EU) nr. 1302/2014 af 18. november 2014 om en teknisk specifikation for interoperabilitet gældende for lokomotiver og rullende materiel til passagertog i delsystemet Rullende materiel til jernbanesystemet i Den Europæiske Union og afsnit 4.2.3.6.2 til 4.2.3.6.5 i Kommissionens forordning (EU) nr. 321/2013 af 13. marts 2013 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for godsvogne i delsystemet Rullende materiel til jernbanesystemet i Den Europæiske Union og om ophævelse af afgørelse 2006/861/EF må tolerancerne i standarden ikke kumuleres med værdierne i de ovennævnte afsnit. Værdierne i disse afsnit skal betragtes som grænseværdier«

6)

Række 40 udgår.

7)

Følgende indsættes som række 40a:

»40a.

EN 15355:2019 + A1:2023

Jernbaneudstyr — Bremser — Styreventiler og bremseafspærringsanordninger«

8)

Række 48 udgår.

9)

Følgende indsættes som række 48a:

»48a.

EN 15624:2021 + A1:2024

Jernbaneudstyr — Bremser — Udstyr til tomlastomskifter«

10)

Række 58 udgår.

11)

Følgende indsættes som række 58a:

»58a.

 

EN 16116-2:2024

Jernbaneudstyr — Krav til konstruktion af trin, håndbøjler og tilhørende adgangsforhold for personale — Del 2: Godsvogne«

12)

Følgende indsættes som række 61a:

»61a.

EN 16207:2024

Jernbaneudstyr — Bremsning — Kriterier for funktionalitet og ydeevne for elektromagnetiske bremsesystemer, som anvendes på rullende jernbanemateriel

 

Begrænsning: Når det drejer sig om Kommissionens forordning (EU) nr. 1302/2014 af 18. november 2014 om en teknisk specifikation for interoperabilitet gældende for det rullende materiel — lokomotiver og rullende materiel til passagertog i delsystemet »Rullende materiel« til jernbanesystemet i Den Europæiske Union, giver standarden formodning om overensstemmelse afsnit 4.2.4.8.2, punkt 2 og 4, i bilaget til denne forordning i overensstemmelse med bilag AZ til standarden og med punkt 1 i afsnit 4.2.4.8.2 i bilaget ved at anvende standardens afsnit 8.1«

13)

Række 64 udgår.

14)

Følgende indsættes som række 64a:

»64a.

EN 16286-1:2024

Jernbaneudstyr — Overgangssystemer mellem vogne — Del 1: Primære anvendelser«

15)

Række 89 udgår.

16)

Følgende indsættes som række 89a:

»89a.

EN 45545-3:2024

Jernbaner — Beskyttelse mod brand på jernbanekøretøjer — Del 3: Krav til brandbarrierers brandmodstandsevne«

17)

Række 90 udgår.

18)

Følgende indsættes som række 90a:

»90a.

EN 45545-4:2024

Jernbaner — Beskyttelse mod brand på jernbanekøretøjer — Del 4: Brandsikkerhedskrav til konstruktion af rullende materiel«

19)

Rækkerne 104, 105 og 106 affattes således:

»104.

EN 50463-1:2017

Jernbaner — Energimåling om bord på tog — Del 1: Generelt

EN 50463-1:2017/A1:2024


105.

EN 50463-2:2017

Jernbaner — Energimåling om bord på tog — Del 2: Energimåling

EN 50463-2:2017/A1:2024


106.

EN 50463-3:2017

Jernbaner — Energimåling om bord på tog — Del 3: Databehandling

EN 50463-3:2017/A1:2024«

20)

Følgende indsættes som række 114a:

»114a.

EN 50716:2023

Jernbaneudstyr — krav til softwareudvikling«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2025/424/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)