Associazione industrie siderurgiche italiana (i det følgende benævnt
Assider har subsidiært nedlagt påstand om annullation af det afslag, der eventuelt måtte foreligge med skrivelse af
De for tvisten relevante retsregler, sagens faktiske omstændigheder samt parternes anbringender og argumenter er omtalt i retsmøderapporten og vil derfor her kun blive omtalt i strengt nødvendigt omfang. Forud for gennemgangen af sagens realitet vil jeg kort omtale forskellige spørgsmål vedrørende formaliteten i de to sager.
Kommissionen har påstået sagen afvist, for så vidt angår Assider's subsidiære påstand, under henvisning til, at skrivelserne af
Domstolen skal imidlertid ex officio Jfr. dom af
Kommissionen kan i det foreliggende tilfælde ikke antages at have brudt sin tavshed med skrivelserne af
Af Domstolens praksis fremgår nemlig, at der ikke foreligger en udtrykkelig, og ej heller nogen bebyrdende, beslutning, og således ej heller en beslutning om afvisning, der kan afbryde passiviteten såfremt institutionen blot har meddelt den berørte virksomhed, at den har indledt undersøgelsen af de spørgsmål, denne har rejst Nævnte dom af Dom af Dom af
Men det er jo faktisk situationen i den foreliggende sag.
Kommissionen gør i skrivelsen af
I Kommissionens skrivelse af Jfr. Domstolens kendelse af
Kommissionens skrivelser af
Assider og den italienske regering har gjort gældende, at Kommissionen har udvist passivitet, idet den med urette har afvist at træffe de beslutninger, som den ifølge artikel 15B, stk. 4, i beslutning nr. 234/84/EKSF
Kommissionen har på sin side afvist enhver fortolkning udelukkende på grundlag af ordlyden af de omhandlede bestemmelser, der efter dens opfattelse kun er
Udfaldet af de foreliggende sager afhænger således af den fortolkning, der gives artikel 15B i beslutning nr. 234/84/EKSF og navnlig af de betingelser, som gælder for at anvende denne bestemmelse.
Da fortolkningen af retsregler blandt andet beror på reglernes formål, vil jeg først undersøge formålet med artikel 15B, hvilket trænger sig så meget mere på, som parterne i nærværende sag tillægger dette fortolkningsspørgsmål afgørende betydning.
Artikel 15B blev indført ved beslutning nr. 234/84/EKSF i den lovgivning for Fællesskabet, der blev vedtaget i begyndelsen af 80'erne for at imødegå den åbenbare krisesituation i jern- og stålsektoren. Bestemmelsen er således en del af den ved denne beslutning forlængede overvågnings- og produktionskvoteordning, ligesom den indgår blandt de øvrige foranstaltninger, der er truffet i forbindelse med krisen i og omstruktureringen af Fællesskabets jern- og stålindustri.
Sammenhængen mellem alle disse foranstaltninger er jo ganske klar. Den kommer til udtryk netop i de forskellige beslutninger Jfr. eksempelvis det næstsidste afsnit i punkt 1 i betragtningerne til beslutning nr. 234/84/EKSFi jfr. endvidere tiende betragtning til Kommissionens beslutning nr 3715/83/EKSF af Jfr. f. eks. Domstolens dom af
I punkt 4 (Politik for jern- og stålindustrien; foranstaltninger på kort sigt), afsnit 4 (kontrol med bevægelserne af jern- og stålprodukter over Fællesskabets grænser) i referatet fra nævnte møde hedder det: Jfr blandt andet dom af
Denne tankegang genfindes i niende betragtning til beslutning nr. 234/84/EKSF, hvori det hedder,
Stabilitet i de traditionelle handelsstrømme er altså ikke noget selvstændigt formål, men derimod et af kriseordningens midler. Denne stabilitet skal bidrage til, at omstruktureringen i jern- og stålsektoren sker under konkurrenceforhold, der er forenelige med grundprincippet om solidaritet mellem virksomhederne, et princip, der er grundlaget for hele krisepolitikken. I andet afsnit af den citerede betragtning ni til beslutning nr. 234/84/EKSF hedder det udtrykkeligt, at formålet med artikel 15B er
Med henblik herpå gives der ved artikel 15B Kommissionen to velafgrænsede midler til indgriben:
for det første en adgang til udtrykkeligt at anmode de berørte virksomheder om at forpligte sig til i det følgende kvartal at udligne ubalancen i deres traditionelle leverancer (stk. 4);
for det andet — for det tilfælde, at virksomhederne reagerer negativt herpå — adgangen til at nedsætte kvoterne til levering på det fælles marked for disse virksomheder, med en mængde, der er højst lige så stor som den mængde, der har fremkaldt ubalancen i de traditionelle leverancer (stk. 5).
Den i stk. 4 omhandlede foranstaltning har ikke sanktionskarakter. For af stk. 5 følger, at undladelsen af at efterkomme Kommissionens anmodning eller overtrædelsen af et tilsagn til Kommissionen ikke automatisk fører til nedsættelse af den i dette stykke omhandlede kvote. Det kan derfor antages, at der er tale om en blot og bar opfordring til virksomhederne om at vise deres gode vilje ved i solidaritetens navn at afholde sig fra at udvikle deres markedspositioner på relativt svagere konkurrenters bekostning, således at der i en periode præget af almindelig krise vil kunne opstå alvorlig risiko for hele jern- og stålsektoren. Og anvendelsen af stk. 4 må derfor efter min mening ikke nødvendigvis afhænge af en forudgående konstatering af, at en virksomhed, der har modtaget en sådan anmodning, har begået noget ulovligt.
Den i stk. 5 omhandlede nedsættelse af en virksomheds kvote udgør derimod ganske klart en sanktion, hvis anvendelse i vidt omfang beror på et skøn fra Kommissionens side. Dens anvendelse forudsætter, som anvendelse af sanktioner i det hele taget, at der foreligger en overtrædelse. Denne overtrædelse kan efter min mening ikke bestå blot i, at der er sket en betydelig forøgelse af de traditionelle leverancer. Sanktionering af en sådan forhøjelse forudsætter nødvendigvis en retsstridig adfærd, som forhøjelsen er en af følgerne af.
Domstolen har i kendelse af European Independant Steelwork Association mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, sag Kommissionens beslutning nr. 3717/83/EKSF af
I øvrigt indeholder netop beslutning nr. 234/84/EKSF andre bestemmelser, hvoraf det følger, at det absolut er lovligt på et af områderne for krisepolitikken at lægge vægt på ulovlig adfærd, som har fundet sted på andre af denne politiks områder.
Ifølge artikel 14c gøres tildelingen af tillægskvoter således afhængig af, at de berørte virksomheder ikke er blevet pålagt sanktioner for overtrædelse af prisreglerne (eller af, at de pågældende virksomheder har betalt eventuelt pålagte bøder).
Og i artikel 15A er det således desuden bestemt, at Kommissionen kan nedsætte en virksomheds kvoter, når den konstaterer, at den pågældende virksomhed har modtaget støtte, der ikke er tilladt af Kommissionen, eller at betingelserne for tilladelse af støtten ikke er overholdt.
Domstolen har i dommene Sag
Domstolen har i præmis 34 i dommen af Forenede sager
At nedsætte de kvoter, der kan leveres på det fælles marked, for virksomheder, som ved ulovlig adfærd har givet anledning til forstyrrelser i de traditionelle handelsstrømme, forekommer mig herefter ikke mindre acceptabelt endsige stridende mod de grundlæggende principper for det fælles marked for jern- og stålprodukter i forhold til den holdning, Domstolen anerkendte i de tidligere nævnte domme i Klöckner-Werkesagerne.
Dels udelukker EKSF-traktatens artikel 3, litra g), jo ikke
Dels er det efter traktatens artikel 5, tredje led, udtrykkeligt tilladt at gribe direkte ind i produktionen og
Det er endelig upåkrævet at fremhæve sammenhængen mellem disse forskellige principper og navnlig mellem princippet om fri bevægelighed og princippet om en konkurrence, der ikke fordrejes ved ulovlig praksis på prisområdet eller ved aftaler eller samordnet praksis mellem virksomheder eller ved tildeling af statsstøtte.
Kommissionen har i nærværende sag ligesom tidligere i sag 45/84 R anført, at såfremt artikel 15B ikke fandtes, »ville det være fristende for medlemsstaterne enten at træffe nationale udligningsforanstaltninger, hvilket ville slå Fællesmarkedet i stykker, eller at søge beskyttelsesklausulen i EKSF-traktatens artikel 37 bragt i anvendelse, og følgerne heraf ville være uoverskuelige og ville kunne skade det fælles marked meget mere end de begrænsede foranstaltninger ifølge artikel 15B (Sml. 1984, s. 1759, 1762).
Både Kommissionen og Rådet har fundet, at kun foranstaltninger som de i artikel 15B omhandlede i et vist omfang kunne sikre, at Fællesmarkedet fungerer normalt, og at herved de i traktatens artikler 2, 3 og 4 fastlagte mål og principper i videst muligt omfang overholdes.
Jeg skal i den forbindelse henvise til, at Domstolen i dom af Valsabbia m. fl. mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 907, præmisserne 53-55. Jfr. dom af Jfr. dom af
I de skrivelser, Kommissionen i april 1984 tilstillede jern- og stålvirksomhederne i Fællesskabet for at orientere dem om de regler, der ville blive fulgt ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 15B, anførte den, at den var klar over, at det var nødvendigt at bringe disse forskellige krav i overensstemmelse, og udtalte herved, at Denne sidste udtalelse synes at være en henvisning til artikel 4 litra b) i EKSF-traktaten.
Den i artikel 15B, stk. 5, omhandlede foranstaltning er altså blevet anset som det bedst egnede middel til i mangel af selvbegrænsning fra de berørte virksomheders side at genoprette de traditionelle handelsstrømme i tilfælde af forstyrrelser som følge af ulovlig adfærd, således at samtlige principper og mål i henhold til EKSF-traktaten samtidig i den foreliggende krisesituation overholdes i videst muligt omfang.
Som Kommissionen rigtigt har fremhævet i besvarelsen af en skriftlig forespørgsel i Europa-Parlamentet Skriftlig forrsporgsel nr. 813/84,
Efter denne redegørelse for formålet med artikel 15B må det spørges, om betingelserne for at anvende bestemmelsen er opfyldt i det foreliggende tilfælde, og om Kommissionen derfor uretmæssigt har undladt at træffe de deri omhandlede foranstaltninger.
De italienske klager blev indgivet den
Søgsmålene vedrører kun 1984, som er omfattet af anmodningerne, selv om forstyrrelserne ifølge den italienske regering fortsat forekom i de to første kvartaler i 1985.
Af alle de mange skrivelser og dokumenter, som sagsøgerne har knyttet som bilag til sagen, fremgår, at Kommissionen har erkendt, at der i 1984-kvartalerne (skrivelse af
De tal, der findes i bilaget til den italienske industriministers skrivelse af
Kommissionen iværksatte da også virkelig ordningen ifølge artikel 15B, hvilket skete, før den modtog anmodningerne.
Den organiserede således først i oktober 1984 bilaterale rådslagninger med de berørte medlemsstater for at sammenligne de statistikker, der forelå fra forskelligt hold, og for at få yderligere oplysninger og talangivelser for de enkelte virksomheder, ved hjælp af hvilke den kunne efterprøve nøjere, om de italienske klager var berettiget.
Da det kunne fastslås, at årsagen til ubalancen for produkter i grupperne la og II var øgede leverancer af halvfabrikata til produktion af små svejsede rør, forsøgte den dernæst på et møde i december 1984 at få virksomhederne til at overholde en art selvbegrænsning på grundlag af en ændret anvendelse af artikel 10, stk. 1, i beslutning nr. 234/84/EKSF, der indeholder bestemmelser om tildeling af tillægskvoter på området.
I den forbindelse skal jeg oplyse, at Kommissionen i retsmødet har erkendt, at der ikke er anledning til at opfatte initiativet som en anmodning om selvbegrænsning i henhold til artikel 15B, stk. 4. Den har herved tilføjet, at de berørte virksomheder udtrykkeligt har afvist, at de to problemer på nogen måde skulle kunne sammenkædes.
Kommissionen har endelig gennemført priskontrol hos de berørte virksomheder for så vidt angår leverancerne til Italien af de samme halvfabrikata, og i foråret 1985 indledte den over for ca. 15 virksomheder den i EKSF-traktatens artikel 36 omhandlede procedure, der i efteråret 1985 afsluttedes med anvendelsen i seks tilfælde af sanktioner for overtrædelse af EKSF-traktatens artikel 60. De bøder, der herved blev pålagt, blev betalt i december 1985.
Kommissionen har erklæret, at den for så vidt angår produkter i gruppe Ib fortsat afventer svar på de anmodninger, den har fremsat om yderligere oplysninger, ved hjælp af hvilke den i hvert enkelt tilfælde kan afgøre, hvorfra varerne hidrører, og gennemføre den forudgående nødvendige kontrol med de priser, virksomhederne har anvendt. Det må imidlertid konstateres, at disse anmodninger er fremsat henholdsvis den 2. og den
Når disse indledende skridt således blev taget, bliver det afgørende spørgsmål, om Kommissionen har kunnet blive stående herved, eller om den også som krævet af sagsøgerne burde have truffet de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 15B, navnlig i stk. 4, og eventuelt foranstaltninger i henhold til samme bestemmelses stk. 5.
I den forbindelse bemærkes, at proceduren i henhold til artikel 15B falder i tre på hinanden følgende led, nemlig først en medlemsstats indgivelse af klage, dernæst Kommissionens undersøgelse af, om klagen er berettiget, og så til sidst eventuelt vedtagelse af de omhandlede foranstaltninger.
Man kunne ganske vist fristes til at tro, at der foreligger en anerkendelse fra Kommissionens side af berettigelsen af en medlemsstats klage, når Kommissionen tilslutter sig medlemsstatens konstatering af, at der er sket væsentlige ændringer i de traditionelle leverancer (stk. 1).
Tilbage står dog, at Kommissionen ved behandlingen af en sådan klage ikke blot bør hense til de statistiske oplysninger, klagen støttes på, men også til
Kommissionens anerkendelse af, at de talmæssige oplysninger, en klage støttes på, er rigtige, er altså ikke absolut ensbetydende med at anerkende, at klagen er berettiget i den i artikel 15B forudsatte betydning.
Kommissionen kan ved vurderingen tage hensyn til andre forhold, der eventuelt vil kunne ændre den forholdsmæssige betydning af de talmæssige oplysninger og føre til at udsætte vedtagelsen af de i bestemmelsens stk. 4 og 5 omhandlede foranstaltninger eller bevirke, at disse ligefrem bliver unødvendige eller uhensigtsmæssige.
Sådanne forhold kan have forskellig karakter. I det foreliggende tilfælde har Kommissionen i skrivelserne af
Kommissionens kontrol kan også vedrøre årsagerne til de konstaterede svingninger og eventuelt føre til konstatering af overtrædelser på andre områder som f. eks. prisområdet, således som det har været tilfældet i nærværende sag.
Kommissionen har således bestemt et vidt skøn ved vurderingen af, om de forelagte klager er berettiget.
På baggrund heraf kunne man fristes til at mene, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde, hvor den hele tiden var i gang med at undersøge, om de italienske klager var berettiget, ikke og ikke engang stiltiende har besluttet at undlade at anvende de i artikel 15B, stk. 4 og stk. 5, omhandlede foranstaltninger, og at den således ikke har forholdt sig passiv.
Men der må jo nødvendigvis være grænser, og navnlig må der være tidsmæssige grænser for Kommissionens virksomhed i den forbindelse. Undersøgelsen kan ikke forlænges blot efter Kommissionens forgodtbefindende, men må logisk føre enten til en anerkendelse af klagen og til vedtagelse af foranstaltninger på grundlag heraf, eller til et udtrykkeligt afslag. Fremkommer et sådant, har klageren og alle de parter, der berøres af et afslag til klageren, et passende retsmiddel for at beskytte deres interesser i det i EKSF-traktatens artikel 33 omhandlede annullationssøgsmål.
Og selv om Kommissionen i de nævnte skrivelser af
Jeg finder det faktisk ubestrideligt, at når Kommissionen først havde konstateret, ikke blot at leverancerne var ændret væsentligt, men også at dette skyldtes overtrædelser af prisbestemmelserne, burde den også nødvendigvis have anerkendt, at klagen var berettiget. Det kan endog antages, at den efter disse konstateringer, i alt fald stiltiende, har anerkendt, at det var tilfældet.
En sådan stiltiende anerkendelse kan tilsyneladende også udledes af, at Kommissionen i oktober 1984 tilrettelagde samråd med de berørte medlemsstater. Af artikel 15B, stk. 4, fremgår jo, at
I alt fald har herefter betingelserne for at anvende artikel 15B, stk. 4, været opfyldt således at enhver ubegrundet forsinkelse med anvendelsen blev utilgivelig. I artikel 15B, stk. 4, er jo således bestemt, at hvis Kommissionen finder en medlemsstats klage berettiget
Der kan altså ikke herske den mindste tvivl om, at Kommissionen har pligt til at gå således til værks. For dels betyder anvendelsen af præsens i sig selv normalt, at der består en forpligtelse, og dels taler en sammenligning med stk. 5 — hvori det tilføjes:
Kommissionen burde endog have grebet ind i henhold til stk. 4,
Kommissionen havde endmindre pligt til, før den skred ind i henhold til stk. 4, at afvente resultatet af de
Ganske vist kræves der ikke i det foreliggende tilfælde en lige så hurtig behandling som ved en anvendelse af EKSF-traktatens artikel 37.
Da således Den franske Republik den Kommissionens beslutning nr. 915/68/EKSF af
Den Kommissionens beslutning af Kommissionens beslutning af
Hvorledes kan man i nærværende sag tage stilling til, om det har været absolut nødvendigt at handle hurtigt?
Ifølge artikel 15B, stk. 2, skal medlemsstaten indgive klage senest otte uger efter udgangen af det kvartal, i hvilket de traditionelle leverancer er ændret væsentligt.
Ifølge bestemmelsens stk. 4 skal Kommissionens anmodning til de berørte virksomheder føre til en udligning af ubalancen
Det må rimeligvis kunne lægges til grund, at
En overskridelse af leverancerne i første kvartal 1984 skulle derfor have foranlediget Kommissionen til at anmode de omhandlede virksomheder om skriftligt at forpligte sig til at udligne uligevægten i deres traditionelle leverancer allerede i tredje kvartal i samme år.
Herefter kan det ikke som hævdet af Kommissionen anerkendes, at den før den anmodede de pågældende virksomheder om at påtage sig den i stk. 4 omhandlede skriftlige forpligtelse, først skulle anvende de
Dette synspunkt er i strid med reglen om udligning af ubalancen
Kommissionen har derfor undladt at opfylde en forpligtelse i henhold til artikel 15B, stk. 4. Herved
Sagsøgernes første søgsmålsgrund om at der foreligger en overtrædelse af artikel 15B, stk. 4, i beslutning nr. 234/84/EKSF, må således anerkendes, og jeg vil derfor kun subsidiært tage stilling til søgsmålsgrunden om magtfordrejning.
Logisk burde der ikke blive spørgsmål om anvendelsen af artikel 15B, stk. 5.
Som bestemmelsen er formuleret, kan Kommissionen jo kun træffe de deri omhandlede foranstaltninger, såfremt en virksomhed ikke indgår eller overholder en forpligtelse til selvbegrænsning. Anvendelsen af stk. 5 forudsætter altså, at stk. 4 er blevet anvendt. Imidlertid er det just påvist, at det netop ikke har været tilfældet i den foreliggende sag.
Nu har Kommissionen i retsmødet udtalt, at det efter dens mening var overflødigt at anmode vedkommende virksomheder om et skriftligt tilsagn vedrørende
Såfremt Domstolen skulle nå til det resultat, at Kommissionen herefter ikke har været forpligtet til at fremsætte en formelig anmodning om et sådant tilsagn (den var efter min mening forpligtet hertil) eller at virksomhedernes uformelle reaktion er ensbetydende med, at der har foreligget
Assider og den italienske regering har nemlig anført, at en anvendelse i det foreliggende tilfælde udelukkende af sanktioner på prisområdet er ensbetydende med, at formålet med artikel 15B er blevet tilsidesat.
Det er sagsøgernes opfattelse, at de i artikel 15B fastlagte foranstaltninger er selvstændige foranstaltninger, der i givet fald skal anvendes samtidig og i alt fald uafhængigt af de øvrige i fællesskabsretten fastlagte sanktioner, samt at de alene gør det muligt at gennemføre bestemmelsens egentlige formål.
Det må altså konkret afgøres, om de foranstaltninger, Kommissionen har truffet på baggrund af formålet med artikel 15B, har været tilstrækkelige og passende, eller om Kommissionens undladelse af at træffe de foranstaltninger, der udtrykkeligt er fastlagt i artiklens stk. 5, udgør en magtfordrejning, når henses til de beføjelser, som ved bestemmelsen er tillagt Kommissionen netop med henblik på gennemførelsen af dette formål.
Ifølge Domstolens praksis Jfr. f. eks. Domstolens dom af
I sagen her finder jeg det i alt fald helt ubegrundet som Kommissionen at ville sondre mellem et brud på en regel, hvorved der
Og jeg kan helt tilslutte mig generaladvokat Lagrange's udtalelse om, at Jfr. i den forbindelse generaladvokat Lagrange's forslag til afgørelse i sag
De to klagepunkter kan i øvrigt falde fuldstændigt sammen, blandt andet når den offentlige myndighed ikke råder over et skøn og er forpligtet til at følge én bestemt vurdering og ikke en anden Jfr. i den forbindelse generaladvokat Lagrange's forslag til afgørelse i sag
Dertil kommer, at Kommissionen utvivlsomt har afvist at anvende sine beføjelser efter artikel 15B, idet den har lagt til grund, at de skulle tjene et formål, der efter sagsøgernes opfattelse er forskelligt fra det tilsigtede.
Jeg skal her nævne, at Domstolen i dom af Sag
Efter min mening vedrører det af sagsøgerne fremførte klagepunkt altså virkelig magtfordrejning. Det er for realitetsbehandling af anbringendet herom tilstrækkeligt, at sagsøgeren udtrykkeligt påberåber sig magtfordrejningen og angiver de begrundelser, hvoraf magtfordrejningen ifølge sagsøgeren udspringer i forhold til ham. Beviset for, at der faktisk er begået magtfordrejning er et spørgsmål, der henhører under sagens realitet Jfr. i den forbindelse dommene af II. februar 1955 og
For at kunne afgøre, om anbringendet herom kan tages til følge, må man sammenligne det formål, myndigheden faktisk har forfulgt, og formålet i henhold til loven, dvs. det formål, der burde have været forfulgt, eller i det foreliggende tilfælde undersøge, om Kommissionen ved kun at træffe de foranstaltninger, den faktisk traf, og ved at afslå at træffe de foranstaltninger, der er omhandlet navnlig i artikel 15B, stk. 5, i beslutning nr. 234/84/EKSF, objektivt har tilsidesat det formål, disse foranstaltninger efter bestemmelsen har.
Hvorledes forholder det sig så hermed i det foreliggende tilfælde?
Artikel 15B blev vedtaget i den mest akutte fase af krisen inden for jern- og stålindustrien (jfr. tredje betragtning til beslutning nr. 3746/86/EKSF Kommissionens beslutning nr. 3746/86/EKSF af
Dens formål var på linje med det af Rådet udtrykte ønske at sikre,
Dette betød, at det skulle være muligt meget hurtigt at gribe ind for at standse en af en ulovlig praksis affødt væsentlig ændring i de traditionelle leverancer, og altså uden at afvente de eventuelle virkninger i form af en genoprettelse af de traditionelle handelsstrømme, som måtte være følgen af de sanktioner, der sædvanligvis anvendes over for en sådan praksis.
Kommissionen gjorde under sag
Af det anførte følger, at Kommissionen ved vurderingen af de tilfælde, den fik forelagt, ikke kunne se bort fra, at den ved artikel 15B netop var blevet udrustet med særlige virkemidler, der principielt var de bedst egnede egnede med henblik på at pålægge sanktioner for den adfærd, disse midler fandt anvendelse på.
Kommissionen skulle undtagen i tilfælde, hvor den var absolut sikker på hurtigt at kunne nå det i artikel 15B fastsatte mål ved hjælp af
Det har på baggrund af, at det var absolut nødvendigt at bringe de skadelige virkninger af den omhandlede ulovlige adfærd til ophør for de italienske virksomheders vedkommende, absolut kunnet anerkendes, at der blev tale om at anvende begge sanktionsformer.
Ganske vist ville man ikke ved at nedsætte kvoterne til levering på det fælles marked have haft sikkerhed for, at de ulovligt handlende virksomheder virkelig ville have nedsat deres eksport til Italien. Dette udgør — lad det være sagt en passant — et bevis for, at artikel 15B, stk. 5, ikke griber ind i de frie varebevægelser i større omfang end den bestemmelse, ved hvilken kvoterne for levering til det fælles marked principielt er indført.
En sådan nedsættelse ville imidlertid i høj grad have tilskyndet de omhandlede virksomheder til at genoprette de traditionelle handelsstrømme.
Kommissionen har i det foreliggende tilfælde gennemført sin undersøgelse og vedtaget
Kommissionen har i sin besvarelse af spørgsmål fra Domstolen, som blev afgivet den
Udviklingen har således også vist, at de
Af alle de anførte grunde foreslår jeg Domstolen, at Assider's og den italienske regerings søgsmål admitteres, og at Kommissionens stiltiende afslag på sagsøgernes anmodninger annulleres. I overensstemmelse hermed bør Kommissionen i medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 2, dømmes til at betale sagens omkostninger.