Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender kan sammenfattes således:
<TI><P>Vedrørende sagens antagelse til realitetsbehandling</P></TI>Sagsøgeren hævder først, at den akt, der indeholder et klagepunkt mod hende, og som ligger til grund for klagen, ikke er brevet af 18. juni 1970. Dette brev er faktisk ikke en afgørelse i vedtægtens forstand. For det første opfylder det ikke betingelserne i vedtægtens artikel 25, stk. 1, da det ikke angiver de grunde, som berettiger bortfaldet af hendes krav på løn. For det andet hidrører det fra en myndighed, administrationens generaldirektør, for hvem Parlamentets forretningsorden af 12. december 1962 kun foreskriver en administrativ delegation af beføjelser, der udøves af ansættelsmyndigheden, mens en suspension af løn er en foranstaltning, som ved sin rækkevidde og indgribende betydning går udover en almindelig administrativ handling. Endelig er den påståede afgørelse meddelt sagsøgeren ved almindeligt, ikke-anbefalet brev og uden modtagelsesbevis.
Sagsøgte gør herimod gældende, at den afgørelse, der indeholder et klagepunkt imod sagsøgeren, netop er den, som er indeholdt i brevet af 18. juni 1970, og at klagen ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den er fremsat efter udløbet af enhver frist.
Denne afgørelse er behørigt begrundet, da den henviser til alle de, ældre som nye, omstændigheder, som har ført til, at sagsøgeren har mistet retten til løn. Desuden har den administrative myndighed — administrationens generaldirektør — som afgørelsen hidrører fra, fuld beføjelse til at træffe den. Svaret på den indsigelse, som sagsøgeren har rejst på dette punkt, ligger i selve karakteren af denne meddelelse. Vedtægtens artikel 60, som denne afgørelse ved brev er baseret på, kræver ikke en afgørelse af ansættelsesmyndigheden, men blot en simpel konstatering af den ubeføjede udeblivelse. I nærværende sag blev denne konstatering foretaget og meddelt den pågældende ved brevet af 18. juni 1970. Med hensyn til det forhold, at en sådan afgørelse er blevet meddelt ved almindeligt, ikke anbefalet brev og uden modtagelsesbevis, foreskriver vedtægten ikke særlige formaliteter for at konstatere betingelserne for anvendelsen af artikel 60.
Selv om man i øvrigt, for så vidt angår tab af retten til godtgørelse af sygdoms-udgifter, antager, at afgørelsen, der indeholder et klagepunkt, er truffet ved brevet af 7. januar 1972, kan klagen alligevel ikke antages til realitetsbehandling, idet brevet af 23. marts 1972 fra sagsøgerens rådgiver ikke kan suspendere klagefristerne.
For så vidt angår påstandene vedrørende anvendelsen af artikel 76 kan klagen endelig heller ikke på dette punkt antages til realitetsbehandling på grund af karakteren af selve denne bestemmelse, som ikke pålægger den administrative myndighed nogen forpligtelse, og som ikke binder dens kompetence med hensyn til ydelse af den særlige hjælp, som den foreskriver.
Sagsøgeren bemærker, at dersom brevet af 18. juni 1970 havde været en afgørelse, kunne denne ikke have fået virkning den 15. juni 1970, men tidligst den dag, da den blev modtaget af adressaten. Dersom klagefristen først var udløbet, ville den påståede afgørelse have haft retskraft: den ville have bundet Parlamentet på en sådan måde, at dette ikke havde kunnet beslutte ex post at udbetale løn, som forfaldt efter den 12. december 1970. Dersom man på den anden side antager, at vedtægtens artikel 60 faktisk er, hvad sagsøgte synes at hævde, en self-executing bestemmelse, således at brevet fra administrationens generaldirektør kan reduceres til en ren konstatering af faktiske omstændigheder, vil man ikke samtidig kunne hævde, at dette brev er en afgørelse.
Endelig kan det forhold, at vedtægten ikke foreskriver højtidelige former for den konstatering, som er foreskrevet i vedtægtens artikel 60, kun understrege det farlige og skadelige for tjenestemændene ved denne type konstateringer, hvis retlige regulering bør bedømmes efter princippet contra non valentem agere non currit prescriptio.
Sagsøgeren anfører afsluttende, at princippet om den bundne kompetence og princippet om pligten til at bistå de ansatte er af en sådan art, at de berettiger hendes krav i henhold til vedtægtens artikel 76, således at klagen på dette punkt ikke bare er grundet, men at den også må antages til realitetsbehandling.
Sagsøgte svarer, at man, dersom det forudsættes, at sagsøgerens argumentation er rigtig, ikke længere vil kunne udpege den afgørelse, som klagen skal rette sig mod.
I øvrigt mener sagsøgte ikke, at man i forbindelse med artikel 60 kan tale om en self-executing bestemmelse. Sagsøgte mener snarere at burde henlede opmærksomheden på det forhold, at administrationen inden for rammerne af denne bestemmelse må begrænse sig til at konstatere tjenestemandens ubeføjede udeblivelse, da anvendelsen af den sanktion, som er foreskrevet, følger automatisk af selve vedtægten.
<TI><P>Vedrørende realiteten</P></TI><TI><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>Tab af ret til løn</TXT></NP></TI>Sagsøgeren hævder, at brevet af 18. juni 1970, selv hvis man hypotetisk antager, at det kan anses som en afgørelse, er klart retsstridigt, fordi det baserer sin påstand om, at de omstridte udeblivelser ikke var berettigede, på en fejlagtig forudsætning. Den lægeattest, som blev udfærdiget i Madrid den 15. juni 1970, viser rent faktisk, at fru Noé-Dannwerths udeblivelse ene og alene skyldtes hendes svigtende helbredstilstand.
Brevet af 18. juni 1970 har i øvrigt, ved at suspendere udbetalingen af lønnen, anvendt vedtægtens artikel 60 urigtigt, fordi denne bestemmelse, samtidig med at den bestemmer, at tjenestemanden ikke kan udeblive fra tjenesten uden forudgående tilladelse, i stk. 1 foreskriver en formel og udtrykkelig undtagelse for sygdoms- eller ulykkestilfælde og i stk. 2 ikke tager sigte på at pålægge den syge tjenestemand tab af hans løn.
Sagsøgte svarer, at fru Noé-Dannwerths udeblivelse tværtimod var ubeføjet. Den lægeattest, som blev sendt fra Madrid, er uden betydning i betragtning af forholdene i nærværende sag. Fru Noé-Dannwerth, som ikke havde fået tilladelse til at udeblive fra sit arbejde og langt mindre til at udeblive fra Luxembourg for at rejse til Madrid, kan ikke retfærdiggøre sin udeblivelse a posteriori ved at fremlægge en attest udstedt af en læge på opholdsstedet. Alle de omstændigheder, som forelå, da afgørelsen af 18. juni 1970 blev truffet, viser, at administrationen altid nøje har overholdt de bestemmelser i vedtægten, som sikrer beskyttelsen af tjenestemændenes rettigheder, mens sagsøgeren ikke på nogen måde har rettet sig efter vedtægtens bestemmelser, og særlig ikke bestemmelserne i artikel 59.
Efter at sagsøgeren har afsluttet sin fremstilling af de forhold som omhandles i svarskriftet, hvilket efter hendes mening er mangelfuldt og undertiden vildledende, henviser hun til, at invaliditetsudvalget ved sit møde i 1971 afgav sin udtalelse, ikke alene efter en klinisk undersøgelse men også under henvisning til dokumenterne i fru Noé-Dannwerths aktsamling. Dette er grunden til, at man har måttet stille medlemmerne af dette udvalg spørgsmålet, fra hvilket tidspunkt den af udvalget fastslåede invaliditet forelå, idet det er klart, at denne fuldstændige invaliditet ikke først er indtrådt den 6. september 1971, den dato, hvor udvalget afgav sin udtalelse. Sagsøgerens fysiske tilstand forandrede sig tværtimod ikke væsentligt efter juni 1970, eftersom der fra dette tidspunkt ikke fremkom nye momenter. I øvrigt gør sagsøgte sig skyldig i en åbenbar sammenblanding af to adskilte begreber: begrebet invaliditet på den ene side og begrebet sygdom på den anden side. I sit brev af 22. oktober 1971 erklærede administrationen sig faktisk rede til at betale sagsøgeren det lønbeløb, som var forfaldet til betaling fra den dato, hun blev erklæret invalid (1. oktober 1971), og til datoen for den attest, som dr. Renate Collier udstedte den 12. december 1970, og som bekræftede hendes invaliditet, mens Parlamentet for at begrunde efterbetaling af løn for denne periode fandt det nødvendigt at støtte sig til en lægeattest. På det strengt logiske plan skulle Parlamentet i realiteten, når det først havde godtaget, at fru Noé-Dannwerths invaliditet indtrådte den 12. december 1970, alene udbetale invalidepension fra denne dato.
I henhold til sagsøgte er det tværtimod sagsøgeren selv, som sammenblander sygdom og invaliditet ved i årenes løb at hævde, at hendes sygdomstilstand gjorde hende uarbejdsdygtig. Sagsøgerens sygdom var allerede blevet anerkendt ved invaliditetsudvalgets møde i 1969, hvor udvalget imidlertid ikke konstaterede hendes fuldstændige uarbejdsdygtighed. Under disse omstændigheder er det ikke muligt at se, hvorledes Parlamentet kunne have anerkendt denne invaliditet uden en tilsvarende udtalelse afgivet af nævnte udvalg. Man må i øvrigt ikke sammenblande akut og forbigående sygdom, som midlertidigt gør tjenestemanden uarbejdsdygtig, med kronisk sygdom, som indebærer en vedvarende uarbejdsdygtighed. Denne sidste kan kun anerkendes inden for rammerne af de vedtægtsmæssige bestemmelser, især bestemmelserne i artikel 78.
I øvrigt må det understreges, at den påståede forsinkelse, hvormed Parlamentet har konstateret sagsøgerens invaliditet, giver fru Noé-Dannwerth en fordel på det økonomiske plan, selv om Parlamentet på nuværende tidspunkt ikke ønsker at rejse dette punkt.
<TI><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>Vedrørende godtgørelse af alle sygdomsudgifter</TXT></NP></TI>Sagsøgeren finder, at administrationens afvisning af at godtgøre hende alle sygdomsudgifter er uantagelig, såvel ud fra et billighedssynspunkt som ud fra et retligt synspunkt.
Administrationen har i realiteten aldrig svaret på de ansøgninger om en særlig sygeorlov, som sagsøgeren har indgivet, og denne passivitet er så meget mere uantagelig, som administrationen var vidende om, at fru Noé-Dannwerth allerede havde taget 6 måneders sygeorlov uden løn. I betragtning af hendes meget vanskelige finansielle situation burde tabet af retten til løn ikke også medføre, at sagsøgeren mistede retten til godtgørelse af faktisk afholdte sygdomsudgifter.
Denne afvisning strider i øvrigt samtidig mod vedtægten, hvis artikel 60 som sanktion kun foreskriver tab af retten til løn, og hvis artikel 72 giver adgang til at få dækket sygdomsudgifter uden at henvise til udbetaling af løn. Det må heller ikke her glemmes, at sagsøgeren i den periode, hvor lønnen var suspenderet, fuldt og helt var tjenestemand i institutionen.
Sagsøgte svarer, at tabet af ret til godtgørelse af sygdomsudgifter kun er en logisk følge af det tab af retten til løn, der skyldes ubeføjet udeblivelse fra arbejdet. Tabet af sidstnævnte ret har i realiteten ipso facto medført ophør af bidragsbetaling. Da der i en ordning, hvor der betales bidrag, sådan som en sygeforsikringsordning, ikke kan udbetales ydelser, uden at der indbetales bidrag, har tabet af retten til løn nødvendigvis medført, at tilknytningen til denne ordning ophørte. Selv om ordningen vedrørende dækning af sygdomsrisikoen for De europæiske Fællesskabers tjenestemænd ikke udtrykkelig omhandler det tilfælde, hvor tilknytningen suspenderes af grunde, som skyldes anvendelsen af vedtægtens artikel 60, er dette tilfælde imidlertid beslægtet med det, som omhandles i dette regelsæts artikel 3, stk. 1, hvorefter tilknytningen og dækningen af risikoen suspenderes for tjenestemænd, som har tjenestefrihed af personlige årsager. Det forhold, at fru Noé-Dannwerth fortsat var tjenestemand i den periode, for hvilken hun ikke længere har modtaget løn, er imidlertid ikke afgørende, da suspensionen af tilknytningen og dækningen af risikoen var den uundgåelige følge af tabet af ret til løn.
Sagsøgeren finder, at suspensionen af lønnen ikke er tilstrækkelig begrundelse for ophøret af dækningen af sygdomsrisikoen. Vedtægten bestemmer i realiteten, at tjenestemanden er sikret mod sådanne risici, uden i så henseende at tage det mindste forbehold. Det er heller ikke muligt at begrunde bortfaldet af retten til denne dækning, som følger af en ordret fortolkning, på basis af de bestemmelser, som er foreskrevet for en tjenestemand med tjenestefrihed af personlige årsager. De to tilfælde, nemlig den syge tjenestemand og en tjenestemand med tjenestefrihed af personlige årsager, kan overhovedet ikke sammenlignes, da tjenestemanden med tjenestefrihed af personlige årsager kender den risiko, som hans nye situation indebærer. Endelig glemmer sagsøgte, for så vidt angår det argument, der støttes på ophøret af betaling af bidrag som følge af tabet af løn, muligheden for en fortsat frivillig forsikring. Selv om man forudsætter, at sagsøgeren ikke havde kunnet fortsætte sin forsikring, havde hun i det mindste kunnet indgå aftale om sygeforsikring med en anden assurandør, som således i sit navn havde betalt de nødvendige bidrag.
Sagsøgte opretholder sit standpunkt vedrørende dette spørgsmål.
<TI><NP><NO.P>c)</NO.P><TXT>Vedrørende anvendelsen af vedtægtens artikel 76</TXT></NP></TI>Sagsøgeren hævder, at sagsøgte ved ikke at tildele hende ydelsen efter vedtægtens artikel 76 har undladt at respektere de grænser, som er fastsat for sagsøgtes skønsmæssige beføjelser og har forsømt sin pligt til at støtte personalet.
Den moderne retspraksis anerkender ikke længere det princip, hvorefter den skønsmæssige beføjelse er absolut og afhænger af fyrstens nåde. Inden for rammerne af vedtægtens artikel 76 kan institutionen således ikke nægte at give en tjenestemand, hvad den har indrømmet en anden. Der foreligger her et fundamentalt princip, som må respekteres, som udelukker muligheden for en vilkårlig afgørelse, og som binder den administrative myndigheds kompetence.
Denne er i øvrigt underkastet et andet princip, nemlig princippet om pligt til at støtte de ansatte. Selv om dette princip ikke optræder udtrykkeligt i specielle bestemmelser, kan det ikke bestrides. Det er i øvrigt kommet til udtryk med henblik på en bestemt situation i vedtægtens artikel 24.
Sagsøgte svarer, at selv om administrationens kompetence er bundet, er den det kun negativt, således at det ville være ulovligt at yde gaver, forskud eller lån, uden at det var konstateret, at modtageren befandt sig i en særlig vanskelig situation. Administrationen er imidlertid ikke forpligtet til at yde støtte i bestemt angivne tilfælde.
I øvrigt kan sagsøgeren i nærværende tilfælde ikke hævde, at der foreligger et tilfælde af magtfordrejning, som administrationen skulle have foretaget til skade for hende.
Man kan endelig ikke knytte den skønsmæssige beføjelse, som administrationen har ifølge vedtægtens artikel 76, sammen med den pligt til at støtte tjenestemændene, som vedtægten foreskriver for en bestemt situation i artikel 24. De to foreliggende tekster har i realiteten intet fælles og følger ikke det samme princip.