1.   Hver medlemsstat udpeger et nationalt kontaktpunkt til ERCC, som er til rådighed 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Udpegelsen sker ved anvendelse af den deltagerformular, der er opstillet i bilag I.

2.   ERCC holder tæt kontakt til medlemsstaternes kontaktpunkter med henblik på at kunne udføre sine almindelige opgaver samt indsatsopgaverne i denne afgørelse og afgørelse nr. 1313/2013/EU.

1.   CECIS skal kunne behandle dokumenter, databaser og informationssystemer på en sikker måde ved hjælp af »de sikre transeuropæiske tjenester for telematik mellem administrationerne« (sTESTA) eller en sammenlignelig tjeneste.

2.   Ved overførsel af dokumenter og oplysninger, som er klassificeret »EU CONFIDENTIAL« eller højere, skal der træffes særlige aftaler mellem ophavsmanden og modtageren/modtagerne, jf. Kommissionens afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom (4).

1.   Medlemsstaterne fremsender de relevante oplysninger til Kommissionen ved anvendelse af den deltagerformular, der er opstillet i bilag I.

2.   Medlemsstaterne giver oplysning om kontaktpunkter og, hvor det er relevant, andre beredskabstjenester, der tager sig af naturkatastrofer, teknologiske ulykker, strålingsulykker og miljøulykker, herunder utilsigtet havforurening.

3.   Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen om enhver ændring af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger.

4.   CECIS-databasen har en særlig del, der indeholder oplysninger om registreringen og tilgængeligheden af indsatskapaciteterne i EERC. Kommissionen sikrer, at de nationale kontaktpunkter for civilbeskyttelse har kontinuerlig adgang hertil.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at den særlige del af CECIS-databasen altid er ajourført, for så vidt angår status for tilgængelighed og alle nødvendige faktuelle oplysninger om de relevante karakteristika for de indsatskapaciteter, der er registreret i EERC.

6.   Om nødvendigt kan medlemsstaterne give andre relevante nationale myndigheder læseadgang til CECIS.

1.   Kommissionen forvalter og videreudvikler CECIS under hensyntagen til medlemsstaternes behov og krav.

2.   Medlemsstaterne etablerer et passende informationsteknologisk miljø til CECIS på deres område i overensstemmelse med de forpligtelser, de har indgået ifølge deltagerformularen i bilag I.

1.   Kommissionen sikrer, at medlemsstaterne og Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed har adgang til en særlig CECIS-applikation via internettet med tanke på den særlige type indsats, der finder sted i forbindelse med havforurening.

2.   Denne applikation, der er tilgængelig via internettet, skal også være til rådighed for tredjelande, der deler et regionalt havområde med Unionen. Derudover kan de relevante regionale havkonventioners sekretariater også gives adgang på ad hoc-basis.

1.   Medlemsstaterne registrerer deres moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter og eksperter i CECIS-databasen, jf. artikel 9, stk. 6, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

2.   De moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter og eksperter, der på forhånd er stillet til rådighed for EERC, registreres i en særlig del af CECIS-databasen.

3.   De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger holdes ajour.

1.   Modulerne og de tekniske støttehold kan sammensættes af ressourcer fra en eller flere medlemsstater.

2.   Hvis et modul eller et teknisk støttehold består af flere bestanddele, kan deployeringen af det pågældende modul eller tekniske støttehold i en indsats begrænses til de bestanddele, der er nødvendige for den pågældende indsats.

1.   Følgende selvforsyningselementer indgår i hvert modul, jf. bilag II:

2.   Den tilbydende medlemsstat sikrer overensstemmelse med selvforsyningskravene ved hjælp af følgende elementer:

3.   Der garanteres en selvforsyningsperiode fra indsatsens start på minimum

1.   Modulerne skal opfylde de generelle krav i bilag II.

2.   De tekniske støttehold skal opfylde de generelle krav i bilag II.

3.   De generelle krav i bilag II revideres fra tid til anden.

4.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at:

1.   EERC's kapacitetsmål fastsættes i bilag III.

2.   Kommissionen vurderer i samarbejde med medlemsstaterne mindst hvert andet år, om kapacitetsmålene er egnede, og reviderer dem om nødvendigt på grundlag af de risici, der er identificeret i de nationale risikovurderinger eller andre passende nationale og internationale informationskilder.

3.   Medlemsstaterne sender Kommissionen de relevante oplysninger om risici, der er nødvendige for at kunne vurdere kapacitetsmålene.

1.   De krav til kvalitet og interoperabilitet, der er fastsat i bilag IV, gælder for moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter og eksperter i EERC.

2.   Kommissionen vurderer i samarbejde med medlemsstaterne mindst hvert andet år, om disse krav til kvalitet og interoperabilitet er egnede, og reviderer dem om nødvendigt. Kvalitetskravene baseres på etablerede internationale standarder, hvor sådanne standarder allerede eksisterer.

1.   Den certificerings- og registreringsprocedure, der er fastsat i stk. 2-8, gælder for moduler, tekniske støttehold, anden indsatskapacitet og eksperter i EERC.

2.   Certificering og registrering forudsætter, at kvalitetskravene i bilag IV opfyldes, dog med undtagelse af bufferkapaciteter, på hvilke artikel 25, stk. 3, finder anvendelse.

3.   Medlemsstater, der tilbyder EERC et bestemt modul, teknisk støttehold, anden indsatskapacitet eller ekspert, afgiver de oplysninger, der er fastsat i bilag V.

4.   Kommissionen vurderer, om det pågældende modul, det pågældende tekniske støttehold, den pågældende anden indsatskapacitet eller den pågældende ekspert kan medtages i EERC, og underretter straks den relevante medlemsstat om konklusionen. Ved denne vurdering tager Kommissionen navnlig opfyldelsen af kvalitetskravene, kapacitetsmålene, fuldstændigheden af de afgivne oplysninger, den geografiske nærhed og alle medlemsstaters deltagelse i betragtning, foruden andre relevante faktorer, som den fastlægger på forhånd, og som gælder for alle sammenlignelige moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter og eksperter.

5.   Såfremt det vurderes, at modulet, det tekniske støttehold, anden indsatskapacitet eller ekspert kan medtages i EERC, indleder Kommissionen certificeringsproceduren for det pågældende modul, det pågældende tekniske støttehold, den pågældende anden indsatskapacitet eller den pågældende ekspert på grundlag af de afgivne oplysninger og eventuelle andre oplysninger, som Kommissionen anmoder den relevante medlemsstats myndigheder om. I tilfælde hvor Kommissionen på grundlag af de forhåndenværende oplysninger anser kravene til kvalitet og interoperabilitet som værende opfyldt, kan den registrere modulet, det tekniske støttehold, anden indsatskapacitet eller ekspert i den frivillige pulje.

6.   Kommissionen underretter skriftligt den relevante medlemsstats myndigheder om sin vurdering af påkrævet uddannelse, kurser og/eller workshopper samt andre relevante certificerings- og registreringsbetingelser.

7.   Hvis alle certificeringsbetingelser er opfyldt, erklærer Kommissionen modulet, det tekniske støttehold, anden indsatskapacitet eller eksperten for certificeret til EERC og underretter medlemsstaten herom.

8.   Certificeringen af et modul, teknisk støttehold, anden indsatskapacitet eller en ekspert revurderes senest efter tre år, såfremt aktivet indsendes til ny registrering i EERC.

9.   Kommissionen vurderer i samarbejde med medlemsstaterne mindst hvert andet år, om certificerings- og registreringsproceduren er egnet, og reviderer den om nødvendigt.

1.   Medlemsstaterne kan anmode om et tilskud til finansiering af tilpasningsomkostninger individuelt for hvert modul, hvert teknisk støttehold, hver anden indsatskapacitet eller hver ekspert, uden at Kommissionen skal offentliggøre en indkaldelse af forslag. Tilpasningsomkostninger omfatter de omkostningselementer, der er omhandlet i artikel 21, stk. 2, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

2.   Til underbygning af anmodningen sender medlemsstaten Kommissionen planer for implementeringen af tilpasningsomkostningerne, der bl.a. omfatter de anslåede omkostninger og tidsplaner.

3.   Kommissionen vurderer og, såfremt de relevante krav opfyldes, godkender de i stk. 2 omhandlede implementeringsplaner, og specificerer, hvilke af de omhandlede omkostninger, der kan antages som tilpasningsomkostninger.

4.   Når anmodningen er vurderet, træffer Kommissionen tildelingsafgørelsen.

5.   Medlemsstaterne rapporterer detaljeret til Kommissionen om de afholdte tilpasningsomkostninger.

1.   Som en del af overvågningen af de fremskridt, der gøres med at opfylde kapacitetsmålene, vurderer Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne forskellen mellem de kapaciteter, som medlemsstaterne har registreret i EERC, og kapacitetsmålene i bilag III.

2.   Kommissionen og medlemsstaterne betragter kun de kapaciteter, der er registreret i overensstemmelse med artikel 16, som stillet til rådighed af medlemsstaterne for EERC.

1.   Hvis Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne identificerer potentielt væsentlige indsatskapacitetsmangler, jf. artikel 19 i denne afgørelse, undersøger den i samarbejde med medlemsstaterne, om de nødvendige kapaciteter er til rådighed uden for EERC, jf. artikel 12, stk. 2, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

2.   Kommissionen betragter kun følgende kapaciteter som værende til rådighed uden for EERC:

3.   Med henblik på at fastslå de i stk. 2, litra c), omhandlede kapaciteter fremsender Kommissionen en anmodning til de nationale kontaktpunkter, der beskriver vurderingen af de potentielt væsentlige indsatskapacitetsmangler, og opfordrer medlemsstaterne til at fremsende oplysninger om mulige kapaciteter, der måtte være til rådighed uden for EERC, jf. stk. 2, litra c).

4.   Kommissionen fastsætter i sin anmodning en svarfrist på op til 60 kalenderdage afhængig af, hvor kompliceret det forventes at være for medlemsstaterne at fastslå de i stk. 2 omhandlede kapaciteter.

5.   Medlemsstaterne informerer skriftligt og inden for fristen Kommissionen om de nærmere detaljer vedrørende eventuelle kapaciteter som omhandlet i stk. 2.

6.   Hvis en medlemsstat ikke afgiver skriftligt svar inden den fastsatte frist, antager Kommissionen, for så vidt angår den omhandlede vurdering, at medlemsstaten ikke har kapaciteter som omhandlet i stk. 2 til rådighed.

7.   På grundlag af medlemsstaternes oplysninger, og idet der udelukkende tages højde for de kapaciteter, der er omhandlet i stk. 2, vurderer Kommissionen, hvorvidt disse kapaciteter afhjælper de identificerede indsatskapacitetsmangler, jf. artikel 19 i denne afgørelse. Kommissionen anser først indsatskapacitetsmanglerne som afhjulpet, når antallet af kapaciteter i EERC og de i stk. 2 omhandlede kapaciteter tilsammen er lig eller overstiger kapacitetsmålene i bilag III.

1.   Hvis Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne identificerer potentielt væsentlige indsatskapacitetsmangler, jf. artikel 19, som ikke kan afhjælpes i henhold til artikel 20, underretter den skriftlig medlemsstaterne om, hvad den betragter som strategiske indsatskapacitetsmangler.

2.   Kommissionen opfordrer skriftligt medlemsstaterne til at afhjælpe de strategiske indsatskapacitetsmangler i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

3.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvorvidt, hvornår og hvordan de individuelt eller i samarbejde med andre medlemsstater påtænker at afhjælpe de strategiske indsatskapacitetsmangler.

1.   Når der er behov for EU-finansiering til at afhjælpe strategiske indsatskapacitetsmangler i overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, og artikel 21, stk. 1, litra j), i afgørelse nr. 1313/2013/EU, offentliggør Kommissionen en indkaldelse af forslag om støtte til medlemsstaterne.

2.   Ved besvarelse af indkaldelsen af forslag skal medlemsstaterne overholde bestemmelserne i artikel 21, stk. 1, litra j), nr. iii) og iv), i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

3.   Medlemsstaterne angiver bl.a., hvor stor en procentdel EU-finansiering, der er behov for.

1.   Alle omkostninger til det udstyr eller de menneskelige ressourcer, der kræves til i første omgang at oprette indsatskapaciteterne, er støtteberettigede.

2.   Løbende vedligeholdelses- eller driftsomkostninger er ikke støtteberettigede.

1.   Kommissionen fastsætter i det årlige arbejdsprogram de typer og antal bufferkapaciteter, der generelt kræves, under hensyntagen til risikoen for visse usædvanlige typer katastrofer i medlemsstaterne, usædvanligt voldsomme katastrofer eller andre faktorer, der gør en katastrofe usædvanlig, såsom sammenfald med en anden katastrofe, såvel som muligheden for midlertidige mangler i forbindelse med sådanne scenarier.

2.   Kommissionen indleder regelmæssigt de nødvendige finansielle procedurer med henblik på at dække de i artikel 21, stk. 2, litra d), i afgørelse nr. 1313/2013/EU omhandlede omkostninger, således at der sikres hurtig adgang til de bufferkapaciteter, der er defineret i det årlige arbejdsprogram.

3.   Bufferkapaciteter, som samfinansieres af Kommissionen, supplerer de eksisterende indsatskapaciteter, der er til rådighed for medlemsstaterne som en del af deres nationale beredskab, og erstatter ikke de eksisterende indsatskapaciteter.

1.   Unionens finansielle bidrag er betinget af, at de medlemsstater, der deltager i de finansielle procedurer, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, accepterer betingelserne i stk. 2-9. Kommissionen kan fastsætte yderligere betingelser i de finansielle procedurer.

2.   Medlemsstaterne stiller bufferkapaciteter til rådighed som en del af den frivillige pulje.

3.   Bufferkapaciteterne skal opfylde de nødvendige kvalitets- og certificeringskrav som fastsat i de finansielle procedurer, jf. artikel 24, stk. 2.

4.   Bufferkapaciteterne registreres i den frivillige pulje for den fulde periode som fastsat i de relevante rammekontrakter, rammeaftaler om partnerskab eller lignende ordninger. Enhver betingelse eller begrænsning pålagt af den eller de medlemsstater, der registrerer kapaciteterne, skal være behørigt begrundet i operationelle krav.

5.   Bufferkapaciteterne er ikke berettiget til den i artikel 17 omhandlede støtte.

6.   Kommissionen underretter straks gennem CECIS alle medlemsstater om bufferkapaciteter, der registreres i den frivillige pulje.

7.   Bufferkapaciteter, der er registreret i den frivillige pulje, skal være til rådighed for deployering under EU-mekanismen på de samme generelle vilkår som andre kapaciteter, der er registreret i den frivillige pulje, jf. artikel 11 i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

8.   Hvis der anmodes om bistand fra ERCC, følger deployeringen af bufferkapaciteter registreret i den frivillige pulje de operationelle procedurer for katastrofeindsatsen i kapitel 11.

9.   Bufferkapaciteter, der er registreret i den frivillige pulje, skal stå til rådighed for anvendelse i de medlemsstater, der har samfinansieret kapaciteternes tilgængelighed. Inden de anvendes på nationalt område, rådfører den pågældende medlemsstat sig med ERCC for at få bekræftet at:

1.   Der oprettes et uddannelsesprogram vedrørende katastrofeforebyggelse, katastrofeberedskab og katastrofeindsats. Programmet skal omfatte almene og specifikke kurser samt en udvekslingsordning for eksperter. Programmet sigter mod de i artikel 27 anførte målgrupper.

2.   Kommissionen er ansvarlig for koordinering og tilrettelæggelse samt for at fastlægge indholdet og tidsplanen for programmet.

1.   Uddannelsesprogrammets målgrupper er:

2.   Uddannelseskurserne er også åbne for deltagelse for udvalgte eksperter fra:

3.   Medlemsstaterne og Kommissionen udpeger deres deltagere til hvert uddannelsesforløb.

1.   Programmet består af en række kurser på introduktionsniveau, operationelt niveau og lederniveau.

2.   Kommissionen fastlægger i samarbejde med medlemsstaterne kurserne, deres indhold, undervisningsplaner og skema, herunder adgangskrav.

3.   Kommissionen sikrer, at underviserne og foredragsholderne er ajour med den relevante udvikling i EU-mekanismen.

1.   Kommissionen opretter og forvalter et øvelsesprogram vedrørende civilbeskyttelse.

2.   Øvelsesprogrammet vedrørende civilbeskyttelse gennemføres i henhold til en strategisk ramme, der opstiller øvelsernes mål og rolle i forhold til EU-mekanismen.

3.   Øvelsesprogrammet sigter særligt på at:

4.   Øvelsesprogrammets generelle prioriteter fastsættes i en samlet langsigtet plan. Denne omfatter elementer af relevante katastrofescenarier og -muligheder.

5.   Kommissionen:

1.   Kommissionen og medlemsstaterne udveksler de data, oplysninger og vurderinger, der er nødvendige, for at de kan overvåge, analysere og evaluere alle de relevante civilbeskyttelsestiltag under EU-mekanismen.

2.   Kommissionen opretter og forvalter en database, der kan bruges af medlemsstaterne og Kommissionen til at indsamle og udveksle data og formidle de identificerede erfaringer samt til at bevare overblikket over deres gennemførelsesstatus.

3.   Kommissionen fremmer identificeringen af erfaringer sammen med relevante interesseparter, herunder gennem tilrettelæggelse af møder.

1.   Kommissionen sikrer, at de erfaringer, som den selv, medlemsstaterne og relevante interesseparter har identificeret, indgår i beslutningsprocessen for den videre udvikling af EU-mekanismen.

2.   Navnlig skal de identificerede erfaringer bidrage til fastlæggelsen af:

3.   Kommissionen aflægger regelmæssigt rapport om programmet for erfaringsopsamling og opstiller i den forbindelse en liste over de identificerede erfaringer, planlagte afhjælpende foranstaltninger, ansvarsområder og tidsplaner samt gennemførelsesstatus for erfaringerne.

4.   Medlemsstaterne aflægger med jævne mellemrum rapport om fremskridtene med gennemførelsen af de identificerede erfaringer, som hører ind under deres nationale ansvar.

1.   Når der indtræffer en katastrofe i Unionen, eller der er overhængende fare for en katastrofe, og når der fremsendes en anmodning om bistand gennem CECIS, udfører Kommissionen, om nødvendigt og omgående, de i artikel 15, stk. 3, i afgørelse nr. 1313/2013/EU omhandlede opgaver.

2.   Når der indtræffer en katastrofe uden for Unionen, eller der er overhængende fare for en katastrofe, som måtte kræve civilbeskyttelsesbistand, underretter Kommissionen tredjelandet om mulighederne for at anmode om bistand under EU-mekanismen.

3.   En medlemsstat eller et tredjeland, der er berørt af en katastrofe eller truet af en nært forestående katastrofe, skal, såfremt landet ønsker at anmode om bistand under EU-mekanismen, rette en skriftlig anmodning om civilbeskyttelsesbistand til ERCC gennem de kompetente nationale myndigheder. Såfremt det ønsker at anmode om bistand under EU-mekanismen, De Forenede Nationer, De Forenede Nationers agenturer eller en af de i bilag VII opførte internationale organisationer, skal det rette en skriftlig anmodning om civilbeskyttelsesbistand til ERCC.

4.   Den bistandsanmodende part fremsender alle relevante oplysninger om situationen til ERCC, herunder navnlig om særlige behov, den ønskede støtte og det katastroferamte sted.

5.   Den bistandsanmodende part underretter ERCC om, hvor og hvornår (indgangspunkt og indsatssted), der ønskes bistand, samt om det operationelle kontaktpunkt på stedet, der styrer indsatsen.

6.   ERCC udarbejder i videst muligt omfang specifikke deployeringsplaner for hver anmodning om bistand. Disse skal omfatte henstillinger om ydelse af bistand, herunder opfordringer om at deployere moduler, tekniske støttehold, andre indsatskapaciteter eller eksperter, der er registreret i EERC, samt en vurdering af mulige kritiske behov. De specifikke deployeringsplaner skal følge den struktur og beskrivelse, der er angivet i bilag VI, og være baseret på de generelle, allerede eksisterende planer, der er omhandlet i artikel 15, stk. 3, litra c), og artikel 16, stk. 3, litra b), i afgørelse nr. 1313/2013/EU, som dækker de mest relevante typer katastroferisici og tager højde for de risikoscenarier, som medlemsstaterne har identificeret i deres risikovurderinger. De specifikke deployeringsplaner fremsendes til alle medlemsstater.

7.   Følgende kriterier, hvis rangorden kan variere afhængig af detaljerne i anmodningen om bistand, tages i betragtning ved udvælgelsen af kapaciteter i EERC:

8.   Medmindre andet er aftalt med medlemsstaterne, opfordrer ERCC ikke medlemsstater til at deployere specifikke kapaciteter fra EERC til områder med væbnet konflikt, trusler herom eller andre forhold, der truer indsatsholdenes sikkerhed.

9.   Medlemsstater, der modtager en opfordring om at deployere kapaciteter fra EERC, skal i overensstemmelse med artikel 11, stk. 7, i afgørelse nr. 1313/2013/EU underrette ERCC om deres endelige afgørelse om deployering. ERCC fastsætter den frist, inden for hvilken medlemsstaten principielt skal afgive svar. Fristen baseres på katastrofens karakter og er under alle omstændigheder på mindst to timer.

10.   Den bistandsanmodende part underretter ERCC om, hvilke tilbud om bistand der antages.

11.   Hvis bistanden er nødvendig for at opfylde et kritisk behov, og bistanden ikke er eller ikke i tilstrækkeligt omfang er til rådighed i EERC, underretter Kommissionen gennem CECIS straks alle kontaktpunker om den finansielle støtte til transportressourcer, der er til rådighed, jf. artikel 23, stk. 3, litra b), i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

12.   ERCC underretter medlemsstaterne om den bistandsanmodende parts valg af indsatshold og -udstyr. De medlemsstater, der yder bistanden, holder regelmæssigt ERCC fuldt orienteret om udsendelsen af indsatshold og -udstyr, herunder alle kapaciteter, der er en del af EERC.

13.   Kommissionen kan udvælge, udpege og udsende et eksperthold til at yde bistand på stedet, jf. artikel 17 i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

1.   De udsendte eksperter varetager de opgaver, der er beskrevet i artikel 8, litra d), i afgørelse nr. 1313/2013/EU. De aflægger regelmæssigt beretning til det bistandsanmodende lands myndigheder og til ERCC.

2.   ERCC holder medlemsstaterne underrettet om forløbet af ekspertudsendelsen.

3.   Det bistandsanmodende land underretter jævnligt ERCC om forløbet af igangværende aktiviteter på stedet.

4.   Ved indsatser i tredjelande underretter holdlederen jævnligt ERCC om forløbet af igangværende aktiviteter på stedet.

5.   ERCC samler alle de indkomne oplysninger og fremsender dem til medlemsstaternes kontaktpunkter og kompetente myndigheder.

1.   Den bistandsanmodende medlemsstat eller et af de bistandsydende medlemsstater underretter ERCC og de udsendte eksperter og indsatshold så hurtigt som muligt, når det vurderes, at der ikke længere er brug for deres bistand, eller der ikke længere kan ydes bistand. Indsatsens faktiske ophør tilrettelægges på en hensigtsmæssig måde af den bistandsanmodende part og medlemsstaterne. ERCC holdes underrettet om forløbet heraf.

2.   I tredjelande underretter holdlederen ERCC så hurtigt som muligt, når det på baggrund af relevante høringer af den bistandsanmodende part vurderes, at der ikke længere er brug for bistand, eller der ikke længere kan ydes effektiv bistand. ERCC fremsender disse oplysninger til Unionens delegation i det pågældende land samt til Kommissionens tjenestegrene, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og medlemsstaterne. ERCC varetager sammen med den bistandsanmodende part det faktiske ophør af de udsendte eksperter og indsatsholds bistandsindsats.

1.   De kompetente myndigheder i det bistandsanmodende land og i de medlemsstater, der har ydet bistand, samt de udsendte eksperter skal have mulighed for at fremsende deres konklusioner vedrørende alle indsatsens aspekter til ERCC. ERCC udarbejder herefter en sammenfattende rapport om den ydede bistand og eventuelle relevante identificerede erfaringer.

2.   I tillæg til artikel 33 og 34 følger ERCC sammen med medlemsstaterne op på gennemførelsen af de identificerede erfaringer med henblik på at forbedre bistandsindsatsen under EU-mekanismen

1.   Medmindre andet er aftalt, betaler den bistandsanmodende part omkostningerne for bistanden fra medlemsstaterne.

2.   En medlemsstat, som yder bistand, kan, navnlig under hensyntagen til katastrofens art eller omfanget af eventuelle skader, tilbyde sin bistand delvis eller helt gratis. Medlemsstaten kan også på ethvert tidspunkt helt eller delvis afstå fra at få dækket sine omkostninger.

3.   Medmindre andet er aftalt, sørger den bistandsanmodende part, så længe indsatsen varer, for fuld kost og logi til indsatsholdene og genforsyner dem for egen regning, hvis deres forsyninger og proviantering slipper op. Indsatsholdene skal dog være logistisk uafhængige og selvforsynende i en rimelig periode alt efter de anvendte hjælpemidler og underrette ERCC herom.

4.   Omkostningerne i forbindelse med udsendelse af eksperter og relevant logistisk støtte behandles i overensstemmelse med artikel 22, litra a), i afgørelse nr. 1313/2013/EU. Disse omkostninger kan komme i betragtning til EU-støtte.

1.   Undtagen i tilfælde af behørigt bevist svindel eller alvorlig tjenesteforseelse skal medlemsstater, der anmoder om bistand, afholde sig fra ethvert krav om erstatning fra medlemsstater for skader, hvor sådanne skader er en følge af en indsats, der er gennemført i henhold til EU-mekanismen og denne afgørelse.

2.   I tilfælde af skader forvoldt på tredjeparter som følge af indsatsen samarbejder den bistandsanmodende medlemsstat og den medlemsstat, der yder bistanden, om at nå frem til erstatninger for sådanne skader i overensstemmelse med gældende lov og relevante rammebestemmelser.

1.   Tekniske eksperter skal være til rådighed for indsatser og kunne rådgive om specifikke, meget tekniske emner og hermed forbundne risici.

2.   Vurderingseksperter skal være til rådighed for indsatser og kunne afgive vurderinger af situationen samt rådgive om passende forholdsregler.

3.   Koordineringseksperterne kan være stedfortrædende holdledere, personer med ansvar for logistik og kommunikation samt andet personale efter behov. Efter anmodning kan de tekniske eksperter og vurderingseksperterne indlemmes i koordineringsholdene med henblik på at bistå holdlederen i hele indsatsperioden.

4.   Holdlederen leder vurderings- og koordineringsholdet under en indsats. Holdlederen varetager forbindelserne til det katastroferamte lands myndigheder, til ERCC, herunder til ERCC's kontaktperson, til andre internationale organisationer og i forbindelse med katastrofeindsatser uden for medlemsstaterne i henhold til EU-mekanismen også til Unionens delegation i det pågældende land.

5.   Eksperter, der deployeres i forbindelse med beredskabsopgaver, kan efter aftale med den medlemsstat, der har indstillet dem, bemyndiges af Kommissionen til at varetage en hvilken som helst af de i artikel 41 omhandlede funktioner og skal kunne rådgive og rapportere om beredskabsforanstaltninger, herunder om administrativ kapacitet, behov for hurtig varsling, uddannelse, øvelser og bevidstgørelse i befolkningen.

6.   Eksperter, der deployeres i forbindelse med forebyggelsesopgaver, kan efter aftale med den medlemsstat, der har indstillet dem, bemyndiges af Kommissionen til at varetage en hvilken som helst af de i artikel 41 omhandlede funktioner og skal kunne rådgive og rapportere om passende forebyggelsesforanstaltninger og risikostyringskapacitet.

1.   Kommissionen samler oplysningerne om eksperter, som lagres i en ekspertdatabase, der er tilgængelig gennem CECIS.

2.   Eksperter, der medtages i EERC, identificeres særskilt i den i stk. 1 omhandlede database.

1.   ERCC skal kunne mobilisere og udsende de udpegede eksperter med meget kort varsel, efter at medlemsstaten har indstillet eksperterne til at deltage i en specifik mission.

2.   Kommissionen underskriver en tjenesteaftale med hver ekspert, der omfatter følgende elementer:

1.   De procedurer, der er omhandlet i artikel 49 og 50, gælder for alle anmodninger om transportstøtte.

2.   Anmodninger fremsættes skriftligt til Kommissionen af den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 56. De skal indeholde de oplysninger, der er angivet i del A i bilag VIII.

3.   I tilfælde af sammenlægning af transportkapaciteter kan en medlemsstat indtage en ledende rolle og anmode om finansiel støtte fra Unionen til hele operationen.

4.   Alle anmodninger om transportstøtte i henhold til denne afgørelse og tilhørende svar og udvekslinger af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen fremsendes til og behandles af ERCC.

5.   Anmodninger indsendes gennem CECIS eller pr. e-mail. Indsendelse af anmodninger, der omfatter EU-finansiering, via telefax eller e-mail accepteres på betingelse af, at de af den kompetente myndigheds underskrevne originaler derefter straks fremsendes til Kommissionen.

6.   Kommissionen kan imidlertid vælge at oprette et elektronisk udvekslingssystem til brug ved al kontakt med støttemodtagerne, herunder indgåelse af tilskudsaftaler og meddelelse af tilskudsafgørelser og alle ændringer af disse, jf. artikel 179 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 (5).

1.   Efter at have modtaget en anmodning om støtte underretter Kommissionen omgående de kontaktpunkter, der er udpeget af medlemsstaterne i henhold til artikel 9, stk. 7, i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

2.   I underretningen opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at give den detaljerede oplysninger om de transportressourcer, de kan stille til rådighed for den medlemsstat, der fremsætter anmodningen, eller enhver anden alternativ løsning, de kan foreslå, til imødegåelse af de behov, som det katastroferamte land har givet udtryk for. Kommissionen kan fastsætte en frist for fremsendelsen af disse oplysninger.

3.   Efter Kommissionens underretning af kontaktpunkterne, jf. stk. 1, kan den anmodede transportstøtte komme i betragtning til EU-samfinansiering, jf. dog artikel 53.

1.   Medlemsstater, der kan yde transportstøtte, underretter snarest muligt og senest 24 timer efter at have modtaget den i artikel 49 omhandlede underretning, medmindre andet fremgår af underretningen, Kommissionen om, hvilke transportressourcer de kan stille til rådighed på frivillig basis som svar på anmodningen om støtte til sammenlægning eller identificering af transportressourcer. Underretningen skal indeholde de oplysninger, der er angivet i del B i bilag VIII, samt de finansielle betingelser eller eventuelle restriktioner.

2.   Kommissionen indsamler hurtigst muligt oplysningerne om tilgængelige transportressourcer og fremsender dem til den medlemsstat, der fremsætter anmodningen.

3.   Foruden de oplysninger, der henvises til i stk. 2, sender Kommissionen medlemsstaterne alle andre oplysninger, den har vedrørende transportressourcer, der er tilgængelige fra andre kilder, herunder det kommercielle marked, og den letter medlemsstaternes adgang til disse supplerende ressourcer.

4.   Den medlemsstat, der fremsætter anmodningen, underretter Kommissionen om de transportløsninger, den har valgt, og skal være forbindelsesled til de medlemsstater, der tilvejebringer en sådan støtte, eller den operatør, der er udpeget af Kommissionen.

5.   Kommissionen underretter alle medlemsstaterne om det valg, som den anmodende medlemsstat har truffet. Denne medlemsstat holder regelmæssigt Kommissionen underrettet om udviklingen med hensyn til leveringen af dets civilbeskyttelsesbistand.

1.   Når den medlemsstat, der anmoder om transportstøtte, har identificeret en mulig transportløsning, men der kræves EU-finansiering for at muliggøre transporten af civilbeskyttelsesbistanden, kan medlemsstaten anmode om et tilskud fra Unionen.

2.   Medlemsstaten angiver i sin anmodning, hvilken procentdel EU-samfinansiering, den anmoder om, idet denne procentdel ikke må overstige 55 % af de støtteberettigede transportomkostninger, jf. artikel 23, stk. 2, i afgørelse nr. 1313/2013/EU, og maksimalt kan dække 85 % af de støtteberettigede transportomkostninger, jf. artikel 23, stk. 3, litra a) og b), i afgørelse nr. 1313/2013/EU. Kommissionen underretter omgående alle medlemsstaterne om anmodningen.

3.   Kommissionen kan etablere rammepartnerskaber med de relevante kompetente myndigheder i medlemsstaterne, jf. artikel 178 i delegeret forordning (EU) nr. 1268/2012.

1.   I tilfælde hvor den medlemsstat, der anmoder om transportstøtte, ikke har identificeret en transportløsning, kan den pågældende medlemsstat anmode Kommissionen om, at en transporttjeneste gives i kontrakt til private eller andre enheder med henblik på transport af dets civilbeskyttelsesbistand til det katastroferamte land.

2.   Efter at have modtaget en anmodning som omhandlet i stk. 1 underretter Kommissionen omgående alle medlemsstaterne om anmodningen, og den underretter den medlemsstat, der anmoder om en transporttjeneste, om alle tilgængelige transportløsninger og omkostningerne ved disse.

3.   På grundlag af den udveksling af oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2, bekræfter medlemsstaten skriftligt sin anmodning om en transporttjeneste og sit tilsagn om at tilbagebetale til Kommissionen i henhold til bestemmelserne i artikel 54. Medlemsstaten angiver, hvilken procentdel af omkostningerne den ønsker at tilbagebetale. Denne procentdel skal være mindst 45 %, for så vidt angår transport i henhold til artikel 23, stk. 2, i afgørelse nr. 1313/2013/EU og mindst 15 % for så vidt angår transport i henhold til artikel 23, stk. 3, litra a) og b), i afgørelse nr. 1313/2013/EU.

4.   Medlemsstaten underretter omgående Kommissionen om enhver ændring i anmodningen om en transporttjeneste.

1.   For at fastslå, om de kriterier, der er anført i artikel 23, stk. 1, litra d), i afgørelse nr. 1313/2013/EU, og principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (6) er overholdt, skal der tages hensyn til følgende:

2.   Medlemsstaterne indsender alle supplerende oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om kriterierne i artikel 23, stk. 1, litra d), i afgørelse nr. 1313/2013/EU er opfyldt. Medlemsstaterne underretter snarest muligt Kommissionen efter at have modtaget en anmodning fra Kommissionen om sådanne oplysninger.

3.   Kommissionen angiver andelen af den forfinansiering, der skal udbetales, som kan være op til 85 % af det anmodede EU-bidrag under forbehold af, at der er ressourcer til rådighed på budgettet. Der ydes ikke forfinansiering til tilskud, der ligger under grænsen for tilskud med lav værdi, jf. artikel 185 i delegeret forordning (EU) nr. 1268/2012, medmindre den medlemsstat, der anmoder om finansiel støtte, kan påvise, at den manglende forfinansiering vil bringe gennemførelsen af tiltaget i fare.

4.   Afgørelsen om finansiel støtte meddeles omgående den medlemsstat, der anmoder om finansiel støtte. Den skal også meddeles alle øvrige medlemsstater.

5.   Individuelle anmodninger om transporttilskud, for hvilke det anmodede EU-bidrag er mindre end 2 500 EUR, kan ikke komme i betragtning til EU-samfinansiering, medmindre de er dækket af de i artikel 51, stk. 3, omhandlede rammepartnerskaber.