Et første forhold, som kan tale for, at præjudicielle domme har virkning ex tune, følger direkte af den fortolkende funktion, der er tillagt Domstolen. At fortolke er at erkende og udtrykke en lovteksts mening, og den mening, der således er uddraget, har været indeholdt i de fortolkede bestemmelser fra deres udstedelse. Denne opfattelse, som følger af dommens retskonstaterende natur, er ofte blevet hævdet af teorien vedrørende intern ret, og det er ikke overraskende, at forfatterne i fællesskabsret har fremført samme argument; ikke desto mindre overses herved den erfaring, der er gjort vedrørende proceduren i henhold til artikel 177 samt den forskelligartethed, som Domstolens domme frembyder, både hvad angår kriterierne for fortolkningen og dens resultater.

Hvad angår fortolkningskriterierne må, ifølge sagsøgte, en hurtig gennemgang af de pågældende sager advare mod overdrevne forenklinger.

Når de spørgsmål, der stilles Domstolen af de nationale retter har kunnet løses enten på grundlag af forarbejderne, eller på grundlag af de hensyn, der ligger bag den fortolkede retsakt, eller dens forskellige sproglige affattelser, eller med henvisning til ordenes naturlige betydning, har Domstolen alene klargjort indholdet i den pågældende lovtekst og udtrykt fællesskabslovgivers vilje på det tidspunkt, da reglen blev udstedt.

Såfremt den systematiske fortolkning baseres på dele af det retssystem, der er tidligere end eller samtidig med den pågældende retsregel, kan det antages, i det mindste teoretisk, at fortolkningen ligeledes alene vedrører den betydning, som fællesskabslovgiven på det pågældende tidspunkt har villet give retsakten. Hvis den systematiske metode derimod anvendes ud fra det retssystem, der er gældende på det tidspunkt, da Domstolen afsiger sin dom, og hvis retssystemet har undergået forandringer, som den fortolkende dom tager hensyn til, er det kun ved et kunstgreb muligt at anse denne dom som en udtalelse af den fortolkede lovteksts oprindelige indhold.

Anvendelse af analogislutninger, rimelighedsbetragtninger, den sammenlignende metode og henvisning til almindelige retsprincipper i medlemsstaternes retsordener rejser ligeledes problemer.

Nogle kriterier fører således blot til en udtalelse om indholdet i de fortolkede bestemmelser, hvilket kunne tale for en virkning ex tunc, mens andre tager sigte på at udvikle og fuldstændiggøre fællesskabsretssystemet, og hvis Domstolens dom i så tilfælde ikke er rent konstaterende, kan det vanskeligt anerkendes, at den nødvendigvis skal have tilbagevirkende kraft.

Afgørelserne i de præjudicielle domme er ligeledes meget forskellige. Nogle fastslår bl.a., at en lovtekst skal fortolkes udvidende eller indskrænkende, andre fastslår, at en fællesskabsretsakt har bindende virkning, eller at en fællesskabsregel gælder umiddelbart, eller tillægger en fællesskabsnorm virkninger, ikke blot mellem medlemsstaterne eller fællesskabsinstitutionerne på den ene side og private på den anden side, men ligeledes mellem private. Hvis det, når Domstolen alene fastslår en bestemmelses betydning, med rette umiddelbart kan antages, at fortolkningen gælder fra det tidspunkt, da den pågældende bestemmelse er trådt i kraft, forholder det sig imidlertid anderledes, når dommen udfylder lakuner i retssystemet og fremtræder som en slags prætorialret. I det første tilfælde er der intet til hinder for, at den fortolkende dom har tilbagevirkende kraft, når den for borgerne i forhold til medlemsstateterne afføder subjektive rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte, men såfremt den afføder forpligtelser for private, må det undersøges, om den pågældende doms virkning ex tune strider mod grundlæggende retssikkerhedskrav. En fortolkende doms tilbagevirkende kraft giver ikke anledning til vanskeligheder i det omfang, hvor den betydning, som Domstolen tillægger den pågældende retsnorm, er en af de mulige betydninger, som kan udledes på grundlag af almindelig erfaring. Bortset fra dette tilfælde kan der kun tillægges en dom virkning ex tune, i det omfang fællesskabsretten på visse betingelser tillader, at normative retsakter har tilbagevirkende kraft.

Ifølge de sagsøgte i hovedsagen må det ligeledes undersøges, om den fortolkende doms virkning ex tune er berettiget under hensyn til strukturelle ligheder mellem den nationale procedure og den præjudicielle procedure samt under hensyn til den af Domstolen afsagte doms betydning ultra partes. Da den præjudicielle sag først påbegyndes efter en forelæggelseskendelse afsagt af en national ret, er det rimeligt deraf at udlede, at Domstolens dom må tillægges tilbagevirkende kraft for at kunne afgøre tvisten mellem parterne i hovedsagen. Dette argument underbyder det princip, at fortolkende domme afsagt i henhold til artikel 177 i almindelighed har virkning ex tune. Denne opfattelse er så meget mere overbevisende, idet den også er blevet fremhævet vedrørende den tidsmæssige virkning af en dom, hvorved den italienske forfatningsdomstol erklærede en national lov forfatningsstridig. Dette svarer til, at den forfatningsstridige i norm erklæres ugyldig, og at ugyldigheden gælder fra normens udstedelse. Ifølge de sagsøgte i hovedsagen kan denne argumentation imidlertid ikke overføres på fortolkningen af fællesskabsretten, idet Domstolens dom, som afgør den korrekte fortolkning af den pågældende bestemmelse, gør enhver anden fortolkning ugyldig, men gør det ikke muligt at annullere bestemmelsen, hvis og i det omfang, den er blevet fortolket på den måde, som er blevet erklæret ugyldig.

Den erga omnes virkning, som med visse forbehold tillægges den præjudicielle fortolkning, har fået nogle forfattere til at tillægge retspraksis vedrørende artikel 177 en quasi-autentisk gyldighed. Man kan derfor fristes til at tillægge den præjudicielle fortolkning såvel som den autentiske fortolkning tilbagevirkende kraft. Denne argumentation bestyrkes af nogle af Domstolens domme, hvori Domstolen på udtrykkelig anmodning fra den nationale ret, og efter at have fastslået, at en fællesskabsbestemmelse har direkte virkning, hat statueret, at den har virkning ex tune. Det ville dog være risikabelt af disse domme at ville uddrage en afgørende retningslinje og en generel gyldighed. Ikke blot angår disse domme enkelte bestemmelser, men der foreligger også eksempler i modsat retning enten vedrørende virkningerne af den fortolkede regel, eller vedrørende virkningerne af den fortolkende dom. Når Domstolen spørges om, fra hvornår præcist en bestemmelse får direkte virkning, foretrækker den undertiden at anvende en stærkt tvetydig formulering, idet den præciserer, at den fortolkede norms direkte virkning senest skal regnes fra en bestemt dato. Hvad angår virkningerne af dommen henviste Domstolen i sag 43/75, (Defrenne, nævnt ovenfor) til den usædvanlige karakter af visse af denne sags omstændigheder og fastslog herefter, at dommens tilbagevirkende kraft var begrænset.

Til disse betænkeligheder kommer dem, som både hidrører fra en unaturlig tilstræbt overensstemmelse mellem den præjudicielle fortolkning og den autentiske fortolkning og fra de virkninger, som tilsyneladende må tillægges den autentiske fortolkning; en sådan argumentation støtter sig i for høj grad på analogien og metaforen; den autentiske fortolknings tilbagevirkende kraft er underkastet begræsninger og forbehold.

Ifølge sagsøgte i hovesagen kan der heller ikke opstilles et princip, hvorefter en fortolkende dom afsagt i henhold til EØF-traktatens artikel 177 har virkning ex nunc, idet der ikke findes nogen udtrykkelig bestemmelse, der tillader Domstolen at afsige en fortolkende dom, der udelukkende gælder for fremtiden. Denne løsning frembyder de alvorligste ulemper, når Domstolen alene udøver sin, i udtrykkets enkleste og strengeste betydning, fortolkende funktion. En doms virkning ex nunc er ikke begrundet i et almindeligt princip, og kan følgelig kun antages på grundlag af den konkrete sags omstændigheder, og det er ikke overraskende, at Domstolen netop i den ovennævnte Defrenne-sag omhyggeligt begrundede sin afgørelse.

De sagsøgte i hovedsagen har af det anførte draget den slutning, at det ikke generelt kan afgøres, om fortolkende domme afsagt i henhold til EØF-traktatens artikel 177 i princippet har virkning ex tune eller ex nunc. Løsningen på dette problem afhænger derimod af de konkrete tilfælde, hvori Domstolen anmodes om præjudicielt at fortolke fællesskabsretten, og har begrundet deres opfattelse med den udtalelse i Defrenne- dommen, ifølge hvilken de praktiske følger af enhver retsafgørelse omhyggeligt må vurderes (Sml. 1976, s. 479) samt på den omstændighed, at der snarere bør anlægges en pragmatisk end en dogmatisk holdning til problemet. De har ligeledes henvist til generaladvokat Trabucchi's forslag til afgørelse i sag 2/73, (Geddo, Sml. 1973, s. 884) og til generaladvokat Capotorti's forslag til afgørelse i sag 50/76, (Amsterdam Bulb, Sml. 1977, s. 156). Ifølge sagsøgte tilkommer det Domstolen at bestemme enhver fortolkende doms virkning ratione temporis, ligesom det påhviler den at fastslå betydningen af den fortolkede bestemmelse.

Det må dog undersøges, om den foreslåede løsning støder på alvorlige vanskeligheder ved anvendelsen af fortolkende domme i nationale retsordener. Når dommen selv fastsætter sin tidsmæssige virkning, er der ingen særlige problemer, men der kan opstå vanskeligheder, når Domstolen, som det ofte er tilfældet, ikke udtrykkeligt fastslår, fra hvilken dato den fortolkede lovbestemmelse gælder. Svaret afhænger af de anvendte fortolkningskriterier eller af selve fortolkningens udfald. En fortolkning ud fra forarbejderne indebærer, at den pågældende dominar virkning ex tune, mens en fortolkning på grundlag af udviklingen i den normative og socioøkonomiske sammenhæng taler for en virkning ex nunc. En ren konstaterende fortolkende dom må derfor have virkning ex tune, mens en dom, som indfører nye regler i retssystemet eller anerkender uskrevne principper, derimod må have virkning ex nunc. Den sammenhæng, som dommen optræder i, kan ligeledes være medbestemmende for karakteren af dens virkning.

De sagsøgte i hovedsagen erkender ganske vist, at dommen i sag 113/75, (Frecassetti), er rent konstaterende og har tilbagevirkende kraft, men finder det dog indlysende, at dens virkninger ikke kan udvides til at omfatte forhold, der ligger tidligere end denne, idet det fundamentale princip om beskyttelse af den berettigede forventning ellers herved ville blive overtrådt. Det ville være urimeligt inden for den femårige forældelsesfrist og efter at importen er foretaget at kræve betaling af en afgiftsforskel, som den erhvervsdrivende ikke længere kan overvælte på sine medkontrahenter. Det kræver ingen dybere analyse uden videre at fastslå, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, når der ikke er tale om, at den erhvervsdrivende i god tro har overtrådt fællesskabsreglerne, skal anvendes i det foreliggende tilfælde. Når henses til de alvorlige økonomiske konsekvenser, som en forkert anvendelse af Frecassetti-dommen kan få, har de sagsøgte imidlertid fundet det nødvendigt at undersøge det foreliggende problem til bunds. Efter at have henvist til, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er en del af fællesskabsretsordenen, har de sagsøgte anført, at generaladvokat Mayras i sit forslag til afgørelse i de forenede sager 44-51/77, Union Malt mod Kommissionen, (Sml. 1978, s. 89), har sammenfattet betingelserne for, at de erhvervsdrivende kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, således; der kræves følgende:

De sagsøgte mener, at alle betingelserne for at anvende princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er opfyldt i det foreliggende tilfælde. De har en beskyttelsesværdig interesse, og deres økonomiske transaktioner er følgen af uigenkaldelige aftaler, der er endeligt indgået på et tidspunkt, der lå før afsigelsen af Frecassetti-dommen. Der kan ikke findes noget tilfælde, hvor det i den grad var umuligt at forudse en ændring af retstilstanden. De sagsøgte har i så henseende henvist til de italienske toldmyndigheders administrative praksis og Corte di cassaziones og de italienske retters faste praksis indtil Frecassetti-dommen. De har ligeledes påberåbt sig Kommissionens indlæg i denne sag og den omstændighed, at fællesskabsinstitutionen havde godkendt de italienske myndigheders praksis. Som uomstedeligt argument har de ligeledes henvist til en række retsakter og udkast fra fællesskabsinstitutionerne, især et dokument fra Toldlovgivningsudvalget af 7. februar 1972 (Toldunionens forvaltning 188/72), et foreløbigt udkast til direktiv af 27. december 1972 (Toldunionens forvaltning 1049/72), et oplysende notat af 7. juni 1973 (Toldunionens forvaltning 461/73), et foreløbigt udkast af 24. juli 1974 (Toldunionens forvaltning 569/72), et forslag til Rådets direktiv af 21. december 1973 (EFT C 14, 1974, s. 45), som i mellemtiden er blevet til Rådets direktiv 79/695/EØF af 24. juli 1979 om harmonisering af fremgangsmåderne ved varers overgang til fri omsætning (EFT L 205, 1979, s. 19), udtalelser fra Parlamentet og Det økonomiske og sociale Udvalg om forslaget til direktiv (EFT C 85, 1974, s. 24 og EFT C 125, s. 10), og endelig interne dokumenter udarbejdet af institutionerne efter afsigelsen af dommen i sag 113/75, såsom notatet af 23. august 1976 fra gruppen vedrørende økonomiske spørgsmål (R/12002/76), et notat af 12. april 1977 (R/l771/77), et notat af 16. maj 1977 (R/1161/77) og et forslag til direktiv af 28. juli 1977 (R/1876/77), hvis artikel 12, stk. 2, fuldt ud anerkender det princip, som blev fastslået af Domstolen i dom 113/75.

I øvrigt mener de sagsøgte i hovedsagen, at Kommissionen på dette punkt ved sin adfærd har pådraget sig ansvar, således at de erhvervsdrivende, hvis de ikke findes at være beskyttet af princippet om den berettigede forventning, kan kræve erstatning af Kommissionen for det tab, de har lidt.

Endelig er den fjerde betingelse, nemlig at der ikke foreligger nogen afgørende almen interesse til hinder for, at der tages hensyn til deres private interesser, ligeledes opfyldt i det foreliggende tilfælde. De sagsøgte i hovedsagen har anført, at der faktisk ikke er nogen problemer forbundet med fremtidigt at anvende fællesskabsreglerne, således som de er blevet fortolket af Domstolen, idet de pågældende handelstransaktioner alle er blevet gennemført og afsluttet, før /recaíseííí-dommen blev afsagt, og alle medlemsstater, herunder den italienske stat, fra denne dom straks har efterkommet det princip, der blev fastslået ved Domstolens dom. Det fremgår af forslag til forordning om efterberigtigelse af afgifter over for erhvervsdrivende, offentliggjort i EFT C 138 af 11. juni 1977, at den godtroende erhvervsdrivendes berettigede forventning altid beskyttes i tilfælde som det foreliggende. Det kan udledes af den anden betragtning og mere specielt af artikel 5 i dette forslag, at de kompetente myndigheder ikke kan foretage nogen efterberigtigelse, når de import- eller eksportafgiftsbeløb, hvis størrelse er konstateret, er mindre end det afgiftsbeløb, der forskriftsmæssigt skulle have været opkrævet, er blevet beregnet på grundlag af elementer, der er fastsat af de kompetente myndigheder selv eller anerkendt som overensstemmende af disse, når det fastslås, at anmelderen har handlet i god tro, og for sit vedkommende har overholdt alle gældende bestemmelser.

Ifølge de sagsøgte i hovedsagen har den italienske stat efterkommet dette forslag til forordning ved at udstede artikel 3 i dekret fra republikkens præsident nr. 695 af 22. september 1978. Dette dekret er følgelig fuldstændig foreneligt med fællesskabsretten.

Som konklusion har de følgelig hævdet, at selv om Domstolen skulle fastslå, at disse fortolkende domme, afsagt i medfør af artikel 177, i princippet er konstaterende og har virkning ex tune, og at dette især gælder Frecassetti- dommen, må den anerkende, at det er nødvendigt at beskytte de erhvervsdrivendes rettigheder, som i god tro nøje har overholdt de pågældende regler, således som de er blevet fortolket før den domstolsafgørelse, som har ændret deres anvendelse.

Den italienske regering har henvist til og kritiseret de opfattelser, der blev gjort gældende i sag 33/76, og fremhæver navnlig, at den løsning, den havde foreslået, fremgik af dommen af 8. april 1976 i sag 43/75 (Defrenne, Sml., s. 455). I den pågældende dom antog Domstolen, at EØF-traktatens artikel 119 har direkte virkning, men begrænsede dennes tidsmæssige virkning til tiden efter dommens afsigelse bortset fra tilfælde, hvor arbejdstagere havde anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage.

Den italienske regering finder, at det kriterium, som blev lagt til grund i Defrenne-sagen, også må være afgørende i sager som den foreliggende. Ganske vist var det udelukkende hensigtsmæssighedsbetragtninger, der var afgørende for begrænsningen af artikel 119's direkte virkning. Men antagelsen af et krav på tilbagebetaling af beløb erlagt på et tidspunkt, hvor det ikke var fastslået, at der var tale om afgifter med tilsvarende virkning som told, men hvor det tværtimod var almindeligt antaget, at de ikke havde denne karakter, er uforenelig ikke blot med målsætningerne for EØF-traktatens artikel 13, stk. 2, men også med målsætningerne i den afledte fællesskabsret som følge af den yderligere påvirkning, som bliver resultatet i samhandelen inden for Fællesskabet.

Den italienske regering har gennemgået navnlig generaladvokatens opfattelse i sag 33/76 (Rewe, Sml., s. 2005), hvorefter omstændighederne i den pågældende sag ikke kunne sammenlignes med Defienne-sagens, og er af den opfattelse, at det — i betragtning af forskelsbehandling som følge af de forskellige nationale regler om frister for fortabelse af rettigheder og forældelse — stadig må afklares, om der ikke, navnlig i betragtning af traktatens bestemmelser i artikel 6, stk. 2, bør tillægges den økonomiske byrde, som bliver følgen af pligten til tilbagebetaling, samme betydning som den, der i Defrenne-sagen blev tillagt de skadelige virkninger af en fuldstændig tilbagevirkning.

Opgaven er således at undersøge, om de erhvervsdrivende som følge af en dom fra Domstolen, der tilsidesætter en indtil da almindeligt antaget fortolkning, får en ret, som de ikke tidligere har udøvet, til ikke at betale visse afgifter og gebyrer. I samme forbindelse må det afgøres, om medlemsstaterne under samme omstændigheder får ret til at opkræve de beløb, som de tidligere ikke mente at have ret til, når en dom fra Domstolen viser, at der i virkeligheden var pligt til at erlægge de pågældende beløb.

Hvad angår den første mulighed kunne man tro, at en løsning let kunne findes, dersom man henholder sig til de bestemmelser i den enkelte nationale retsorden, der regulerer condictio indebiti. En sådan henvisning til national ret fører imidlertid til forskellige løsninger, idet muligheden for tilbagebetaling endda kan være totalt udelukket i henhold til national lovgivning, jf. dommen af 26. juni 1979 i sag 177/78, Pigs and Bacon Commission mod McCarren, (endnu ikke offentliggjort).

Spørgsmålet må derfor søges løst på grundlag af fællesskabsretten. Tilbagebetaling af beløb opkrævet i form af afgifter, der anses for at have tilsvarende virkning som told, kan kun antages efter en dom fra Domstolen, som har fastslået, at den opkrævede afgift havde tilsvarende virkning som told, eller muligvis efter, at Kommissionen har udstedt direktiver, jf. EØF-traktatens artikel 13, stk. 3.

Til støtte for denne opfattelse gør den italienske regering gældende, at rækkevidden af begrebet afgift med tilsvarende virkning ikke er blevet defineret i traktaten. I henhold til traktatens artikel 13, stk. 2, skulle medlemsstaterne gradvis have afskaffet afgifter med tilsvarende virkning som told i løbet af overgangsperioden og i et tempo fastsat af Kommissionen dels ved direktiver, hvis indhold skulle følge af reglerne i artikel 14, stk. 2 og 3, dels ved direktiver vedtaget af Rådet i henhold til artikel 14, stk. 2. Det er imidlertid ubestrideligt, at Kommissionen i begyndelsen i de konkrete tilfælde definerede afgifter med tilsvarende virkning på grundlag af en analytisk undersøgelse af oplysninger givet af de forskellige medlemsstater i besvarelse af et spørgeskema, ligsom Kommissionen også foretog selvstændige undersøgelser; dette arbejde er ikke afsluttet for de seks gamle medlemsstaters vedkommende, skønt overgangsperioden er udløbet for flere år siden, og arbejdet er næppe blevet påbegyndt med hensyn til de nye medlemsstaters afgifter.

Med hensyn til den fælles landbrugspolitik bestemte forordningerne direkte, at opkrævning af afgifter med tilsvarende virkning er uforenelig med anvendelsen af importafgiftsordningen, endog før Kommissionen — den 15. oktober 1963 — udstedte det første direktiv om afgifter med tilsvarende virkning, men uden at give oplysninger eller præciseringer, der kunne gøre det muligt at afgrænse dem.

Den italienske regering har lagt vægt på den tøvende holdning i Kommissionens tjenestegrene og på, at det var nødvendigt, at Domstolen ved en konstant udvikling i retspraksis nøje fastlagde, hvilke betingelser der skulle være opfyldt for at kunne antage, at et gebyr eller en afgift opkævet ved import havde tilsvarende virkning som told. Man kan under disse omstændigheder ikke på medlemsstaterne overvælte ansvaret for opretholdelsen af afgifter med tilsvarende virkning indtil den fortolkende dom. Men hvis man gør det, må det antages, at den enkelte toldembedsmand ganske selvstændigt måtte tage ansvaret for følgerne af den direkte virkning af forbudet mod afgifter med tilsvarende virkning, endog før Kommissionen havde udstedt egnede direktiver og før Domstolens fortolkende dom forelå.

Den italienske regering har også hævdet, at der er forskel på den situation, at private har ret til ikke at betale en afgift med tilsvarende virkning, der er forbudt i henhold til en fællesskabsbestemmelse med direkte virkning, og den situation, at staten har en pligt til tilbagebetaling, der ikke følger af bestemmelsen med direkte virkning men derimod af, at der er konstateret ikke-overholdelse. Regeringen hævder, at begrebet om ikke-overholdelse i Fællesskabets retsorden som følge af Fællesskabernes institutionelle målsætninger har en anden betydning end den, der tillægges begrebet i national ret. Den skyldige stat fik fra fællesskabsinstitutionerne ikke pålæg om at inddrive den støtte og de restitutioner ved eksport, der blev tildelt under tilsidesættelse af fællesskabsretten.

Regeringen har ligeledes henvist til Kommissionens informationsnote nr. 75425312 af 30. maj 1975, der blev udsendt efter dommen af 12. november 1974 i sag 34/74 {Roquette, Smi. s. 1217) vedrørende fortolkningen af artikel 4 a, stk. 2, i Rådets forordning nr. 974/71. I noten gav Kommissionen udtryk for den opfattelse, at medlemsstaterne som følge af sagens særlige omstændigheder ikke havde pligt til at kræve tilbagebetaling af de beløb, som ikke skulle have været udbetalt i betragtning af Domstolens fortolkning af den pågældende artikel. Det følger logisk heraf, at et andet kriterium ikke kan anvendes i et sagsforhold, der udviser samme retlige problemstilling, og som har forbindelse med en bestemmelse af lignende karakter: Resultatet er det samme, uanset om visse beløb skal inddrives eller tilbagebetales af de nationale myndigheder. Tilbagebetalingspligten bør derfor ikke nødvendigvis anses for en følge af den uberettigede opkrævning.

Den italienske regering har fremhævet, at den foreslåede løsning er inspireret af dommen i sag 43/75 (Defrenne, nævnt ovenfor), hvori Domstolen udtrykkeligt — uanset om det skyldtes ganske særlige omstændigheder — sondrede mellem fastslåelsen af den manglende overholdelse og pligten til med tilbagevirkning at fjerne de skadelige følger, som ikkeoverholdelsen medførte. De grunde, der var afgørende for Domstolen, da den gik ud over den rent konstaterende virkning af de afsagte domme, nemlig de økonomiske følger, medlemsstaternes handlemåde, Kommissionens manglende initiativ og den forkerte vurdering af virkningen af de gældende fællesskabsbestemmelser, gælder også for området med afgifter med tilsvarende virkning som told og i almindelighed de tilfælde, hvor et beløb er opkrævet på grundlag af en fejlagtig fortolkning af fællesskabslovgivningen.

De økonomiske virkninger følger af en samtidig tilbagebetaling af beløb, der er opkrævet i årevis uden indsigelse og i den overbevisning, at de skulle betales; skaden har forskelligt omfang og fører til forskelsbehandling, når henses til de præklusions- eller forældelsesfrister, der gælder i den enkelte nationale lovgivning. Medlemsstaternes handlemåde og Kommissionens manglende initiativ var ligeledes afgørende, eftersom betaling og opkrævning af de pågældende beløb skete i den fælles og åbenbare overbevisning, at der ikke skete en kænkelse af fællesskabsbestemmelserne. Denne argumentation er særlig relevant med hensyn til afgiftsordningen for sundhedskontrol som følge af ordningens indviklede karakter. Først i 1970 — da fællesskabsbestemmelserne om en fælles markedsordning for de forskellige produkter, der var underkastet sundhedskontrol, allerede havde været i kraft i flere år — tog Kommissionen initiativer overfor kun to medlemsstater, initiativer, der ikke førte til noget konkret i ca. syv år, og som først blev genoptaget efter de forskellige af Domstolen afsagte domme.

Den italienske regering har herefter fremhævet, at tilbagebetaling af beløb enten til De europæiske Fællesskaber eller til medlemsstaterne som følge af en fejlagtig fortolkning af fællesskabsbestemmelserne, fører til en faktisk berigelse af de pågældende erhvervsdrivende, eller nærmere bestemt til en højere og uforudset fortjenstmargen, for de erhvervsdrivende indregnede naturligvis det tilsvarende beløb i deres produktionsomkostninger.

En restitutio in integrum, der måtte vise sig mere skadelig end det tab, som skulle erstattes, er ligeledes udelukket, når henses til Fællesskabets konkurrenceregler.

Tilbagebetalingen bliver i virkeligheden en støtte til den indenlandske erhvervsdrivende, der på deres kunder overvæltede den byrde, som uberettiget blev pålagt dem, og medfører et yderligere tab for eksportørerne' i de andre medlemsstater, der allerede har lidt et faktisk tab ved, at de måtte reducere deres eksport. Ifølge den italienske regering afføder en tilbagevirkende afskaffelse af en forskelsbehandling, der allerede uopretteligt har øvet indflydelse på handelsforbindelserne, idet de er blevet underkastet en anden ordning end forudset af fællesskabslovgiveren, en virkning, som går imod de målsætninger, der søges fremmet ved fællesskabsbestemmelserne, nemlig de frie varebevægelser på fællesskabsområdet og en ordning med fri konkurrence mellem de interesserede erhvervsdrivende. Det må således antages, at grundsætningen cessante ratione legis, cessat et ipsa lex (når de bærende tanker med en lov ophører med at have gyldighed, ophører også loven med at gælde) er relevant, og at fællesskabsbestemmelserne ikke må anvendes i strid med de af dem forfulgte målsætninger.

Hvad angår den tilsvarende men omvendte mulighed, at den fejlagtige fortolkning af fællesskabsbestemmelserne ikke har ført til opkrævning af afgifter, som burde være erlagt, er det ifølge den italienske regering ganske bestemt sværere at antage, at de argumenter, den har fremført med hensyn til den første mulighed, er på deres plads. Der er en fundamental forskel i og med, at opkrævning af skyldige afgifter, der dog aldrig som følge af en fejl er blevet beregnet og opkrævet, er i overensstemmelse med funktionen af og formålene med den fejlagtigt fortolkede lovgivning, og fordi forvaltningens vildfarelse netop er den sædvanlige og nødvendige betingelse for et krav om efterbetaling. Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at grundsætningen cessante ratione legis, cessat et ipsa lex også skal lægges til grund, når opgaven er, efter flere års forløb og muligvis til uoprettelig skade for de pågældende, at kræve efterbetaling af den told, som burde have været opkrævet. Argumenter i denne retning kan udledes af den nævnte note fra Kommissionen og af bestemmelserne i visse forslag til forordning, der allerede er fremsat af Kommissionen med henblik herpå. Den fælles overbevisning hos de erhvervsdrivende og toldmyndighederne kan der også tages hensyn til, eftersom det i dette tilfælde udelukkende er de byrder, som antages at skyldes ifølge den fejlagtige fortolkning, der er blevet lagt til grund af de pågældende erhvervsdrivende for at overvælte de tilsvarende omkostninger på tredjemand og for at fastsætte deres priser.

Ifølge den italienske regering kan grundsætningen om beskyttelsen af den berettigede forventning imidlertid ikke anføres til støtte for den nævnte løsning, fordi 1) medlemsstaterne ikke påtager sig nogen videregående eller anden pligt til korrekt fortolkning end den, der påhviler ethvert andet retssubjekt, 2) der ikke ses at kunne antages nogen retlig sanktioneret pligt for den interesserede erhvervsdrivende til at rette sig efter en muligvis ukorrekt fortolkning og 3) grundsætningen om beskyttelsen af den berettigede forventning ikke kan påberåbes med hensyn til anvendelsen af bestemmelser, som for medlemsstater og private har samme bindende virkning.

Den italienske regerings konklusion er, at Domstolen bør kende for ret: Pligten til henholdsvis at tilbagebetale og inddrive visse beløb er ikke nødvendigvis kongruent med retten til ikke at betale dem og til pligten til at opkræve dem. Den korrekte tilbagevirkende anvendelse af fællesskabsbestemmelserne — når en almindeligt udbredt fejlagtig fortolkning, der er fælles for begge parter i toldsagen, foreløbigt har ført til unødvendig betaling eller til manglende opkrævning af skyldige beløb — kan først kræves fra de tidspunkter, da der er fremkommet dels en autoritativ fortolkning af fællesskabsbestemmelserne, dels en autoritativ fastlæggelse af indholdet i konflikten mellem de pågældende bestemmelser og bestemmelserne i national ret.