20.10.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 425/43


P9_TA(2020)0321

En ny industristrategi for Europa

Europa-Parlamentets beslutning af 25. november 2020 om en ny industristrategi for Europa (2020/2076(INI))

(2021/C 425/06)

Europa-Parlamentet,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 9, 151, 152, 153, stk. 1, og 2, samt artikel 173, der vedrører EU's industripolitik, og som bl.a. henviser til EU-industriens konkurrenceevne,

—

der henviser til artikel 14, 27 og 30 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til TEUF og traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig dens artikel 5, stk. 3, og til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

—

der henviser til artikel 3, stk. 3, i TEU, der omhandler det indre marked, bæredygtig udvikling og social markedsøkonomi,

—

der henviser til den europæiske søjle for sociale rettigheder,

—

der henviser til resultaterne af indekset over den digitale økonomi og det digitale samfund 2020, der blev offentliggjort den 11. juni 2020,

—

der henviser til Kommissionens dokument af 2. juni 2020 om køreplanen for lægemiddelstrategien — rettidig adgang for patienter til lægemidler til en overkommelig pris,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. maj 2020 med titlen »Et vigtigt øjeblik for Europa: Genopretning og forberedelser til den næste generation« (COM(2020)0456),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. maj 2020 med titlen »Kommissionens tilpassede arbejdsprogram for 2020« (COM(2020)0440),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. februar 2020»En europæisk strategi for data« (COM(2020)0066),

—

der henviser til Kommissionens hvidbog af 19. februar 2020 om kunstig intelligens — en europæisk tilgang til ekspertise og tillid (COM(2020)0065),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 19. februar 2020 om de konsekvenser, som kunstig intelligens, tingenes internet og robotteknologi vil have for sikkerhed og erstatningsansvar (COM(2020)0064),

—

der henviser til sin beslutning af 15. maj 2020 om den nye flerårige finansielle ramme, egne indtægter og genopretningsplanen (1),

—

der henviser til Kommissionens europæiske økonomiske prognose: forår 2020,

—

der henviser til Det Europæiske Råds formands konklusioner af 23. april 2020 efter videokonferencen mellem medlemmerne af Det Europæiske Råd,

—

der henviser til sin beslutning af 17. april 2020 om en EU-koordineret indsats til bekæmpelse af covid-19-pandemien og dens konsekvenser (2),

—

der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant af 8. april 2020 om EU's globale svar på covid-19 (JOIN (2020)0011),

—

der henviser til Det Europæiske Råds formands konklusioner af 17. marts 2020 efter videokonferencen mellem medlemmerne af Det Europæiske Råd om covid-19,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. marts 2020 med titlen »En koordineret økonomisk reaktion på covid-19-udbruddet« (COM(2020)0112),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2020 med titlen »En ny handlingsplan for den cirkulære økonomi — For et renere og mere konkurrencedygtigt Europa« (COM(2020)0098), til konklusionerne om »Mere cirkularitet — Omstilling til et bæredygtigt samfund«, som blev vedtaget at Rådet på dets 3716. møde afholdt den 4. oktober 2019 (12791/19) og til Kommissionens meddelelse af 2. december 2015 med titlen »Kredsløbet lukkes — en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi« (COM(2015)0614),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. marts 2020 om en ny industristrategi for Europa (COM(2020)0102),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. marts 2020 med titlen »En SMV-strategi for et bæredygtigt og digitalt Europa« COM(2020)0103),

—

der henviser til Kommissionens forslag til forordning af 4. marts 2020 om rammerne for at opnå klimaneutralitet og om ændring af forordning (EU) 2018/1999 (»den europæiske klimalov«) (COM(2020)0080),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. februar 2020 med titlen »Europas digitale fremtid i støbeskeen« (COM(2020)0067),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsprogram for 2020 med titlen »En mere ambitiøs Union« (COM(2020)0037),

—

der henviser til sin beslutning af 15. januar 2020 om den europæiske grønne pagt (3),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. januar 2020 om en investeringsplan for et bæredygtigt Europa (COM(2020)0021),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 28. november 2019 med titlen »Masterplan for en konkurrencedygtig omstilling af EU's energiintensive industrier, der muliggør en klimaneutral, cirkulær økonomi inden 2050«(rapport fra Gruppen på højt plan vedrørende energiintensive industrier),

—

der henviser til sin beslutning af 18. december 2019 om retfærdig beskatning i en digitaliseret og globaliseret økonomi: BEPS 2.0 (4),

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 12. december 2019 (EUCO 29/19),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 om den europæiske grønne pagt (COM(2019)0640),

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. juni 2019 med titlen »En ny strategisk dagsorden for EU 2019-2024« (EUCO 9/19),

—

der henviser til konklusionerne om en fremtidig strategi for EU's industripolitik, som blev vedtaget af Rådet på dets 3655. samling den 29. november 2018 (14832/2018),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. maj 2018 om »En ny europæisk kulturdagsorden« (COM(2018)0267),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. september 2017 med titlen »Investering i en intelligent, innovativ og bæredygtig industri — En ny strategi for Unionens industripolitik« (COM(2017)0479),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2017 om opbygning af en ambitiøs industripolitisk EU-strategi som en strategisk prioritering til fremme af vækst, beskæftigelse og innovation i Europa (5),

—

der henviser til sin beslutning af 1. juni 2017 om digitalisering af den europæiske industri (6),

—

der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse til Kommissionen om opbygning af en ambitiøs industripolitisk EU-strategi som en strategisk prioritering til fremme af vækst, beskæftigelse og innovation i Europa (O-000047/2017),

—

der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 med titlen »På vej mod en akt for det digitale indre marked« (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 med titlen »Digitalisering af EU's industri — Fuldt udbytte af det digitale indre marked« (COM(2016)0180),

—

der henviser til Parisaftalen, som blev ratificeret af Europa-Parlamentet den 4. oktober 2016,

—

der henviser til sin beslutning af 5. oktober 2016 om behovet for en europæisk genindustrialiseringspolitik i lyset af de nylige tilfælde med Caterpillar og Alstom (8),

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 15. december 2016 og 23. juni 2017,

—

der henviser til sin beslutning af 13. december 2016»En sammenhængende EU-politik for de kulturelle og kreative industrier« (9),

—

der henviser til Rådets konklusioner om en dagsorden for industriel konkurrenceevne, om den digitale omstilling af den europæiske industri og om pakken med teknologier til det digitale indre marked og modernisering af de offentlige tjenester,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2015 med titlen »Handel for alle — En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik« (COM(2015)0497),

—

der henviser til sin beslutning af 15. januar 2014 om genindustrialisering af Europa med henblik på at fremme konkurrenceevne og bæredygtighed (10),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. januar 2014 med titlen »En industriel renæssance i Europa« (COM(2014)0014),

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 22. maj 2013 og 22. marts 2019 (EUCO 1/19),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 54,

—

der henviser til udtalelserne fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om International Handel, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Regionaludviklingsudvalget og Retsudvalget,

—

der henviser til skrivelse fra Fiskeriudvalget,

—

der henviser til betænkningen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A9-0197/2020),

A.

der henviser til, at Den Europæiske Union har brug for en ny industristrategi i overensstemmelse med målet om klimaneutralitet senest i 2050, der vil skabe betingelserne for et innovativt, inklusivt, modstandsdygtigt og digitaliseret samfund og yde et væsentligt bidrag til den europæiske industris globale konkurrenceevne; der henviser til, at denne strategi bør opretholde et højt beskæftigelsesniveau og arbejdspladser af høj kvalitet, således at ingen lades i stikken; der henviser til, at en sådan strategi skal sikre den dobbelte omstilling til et europæisk industrielt grundlag, der er moderne, digitaliseret, udnytter det fulde potentiale af vedvarende energi, og som er meget energi- og ressourceeffektivt og klimaneutralt; der henviser til, at strategien også bør styrke EU's globale førerposition og mindske Unionens afhængighed af andre dele af verden i strategiske værdikæder gennem diversificering og ved at gøre dem mere bæredygtige, undgå udflytning af europæiske industrier og samtidig bevare et åbent marked;

B.

der henviser til, at covid-19-pandemien og dens konsekvenser har skabt en hidtil uset økonomisk nedgang i Europa, der risikerer at forværre uligheder og sociale spændinger i EU, især blandt de mest sårbare borgere;

C.

der henviser til, at den industrielle konkurrenceevne og klimapolitikken gensidigt styrker hinanden, og at en innovativ og klimaneutral genindustrialisering vil skabe lokale arbejdspladser og sikre den europæiske økonomis konkurrenceevne; der henviser til, at der bør anlægges en sådan tilgang i alle politikker, der vedrører den grønne og digitale omstilling;

D.

der henviser til, at EU er nødt til at frigøre det uudnyttede potentiale for iværksætteri, der findes blandt bestemte sociale grupper, hvor det endnu ikke er fuldt udviklet, herunder unge, migranter, ældre og kvinder; der henviser til, at EU's industristrategi kan være en lejlighed til at fremme iværksætterkulturen i underrepræsenterede eller ugunstigt stillede grupper og sætte dem i stand til fuldt ud at bidrage til den digitale og grønne omstilling;

E.

der henviser til, at alle økonomiske sektorer, og navnlig SMV'er, er blevet påvirket af covid-19-pandemien og den hidtil usete økonomiske afmatning, som den har skabt, og at nogle sektorer endda er gået fuldstændig i stå; der henviser til, at det i denne kontekst ikke vil være muligt at opnå en hurtig og retfærdig genopretning ved at fortsætte med »business as usual«, og at enhver fremtidsorienteret industristrategi bør begynde med at gøre noget ved det industrielle opsving og den globale konkurrenceevne på lang sigt, særligt inden for vækstsektorer og de sektorer, der er blevet ramt hårdest af covid-19-nedlukningsforanstaltninger;

F.

der henviser til, at ny gæld, som der er indgået aftale om for at overleve den økonomiske nedgang, sandsynligvis vil efterlade virksomheder med en mere skrøbelig finansiel struktur, hvilket vil føre til træg vækst og mangel på investeringskapacitet til den dobbelte omstilling til en økonomi, der er både digitaliseret og klimaneutral, energieffektiv og cirkulær;

G.

der henviser til, at Unionen under disse omstændigheder har brug for en industristrategi med to særskilte faser, hvoraf den ene fokuserer på genopretning og den anden på genopbygning og modstandsdygtighed; der henviser til, at den økonomiske genopretning bør baseres på en stærk social og miljømæssigt bæredygtig tilgang og bør støtte en industriel genopbygning i retning af en vellykket digital og grøn omstilling med kvalificeret arbejdskraft til at ledsage disse omstillinger og sikre en rimelig og retfærdig omstilling;

H.

der henviser til, at den europæiske industrisektor er stærkt sammenflettet, og at der er stærke indbyrdes forbindelser mellem medlemsstaterne og forskellige tilgange til virksomheder af forskellig størrelse; der henviser til, at en koordineret europæisk politik, der sikrer, at hele produktionskæden, fra store virksomheder til SMV'er, kan drage fordele af tiltagene, vil blive mere succesfuld med hensyn til at øge Europas globale konkurrenceevne og bæredygtighed;

I.

der henviser til, at EU fortsat bør stræbe efter ambitiøse handelsaftaler både multilateralt og bilateralt; der henviser til, at den europæiske industri inden covid-19-krisen ganske vist stadig udgjorde støttepillen i EU's økonomi og beskæftigede ca. 32 mio. mennesker, men at den allerede befandt sig ved en skillevej, idet dens bidrag til EU's BNP var faldet fra 23 % til 19 % i løbet af de sidste 20 år; der henviser til, at den i øjeblikket står over for en intens international konkurrence og ofte rammes af stadig mere protektionistiske handelsforanstaltninger fra tredjelande, som ikke har høje miljømæssige og sociale standarder;

J.

der henviser til, at den nye europæiske industristrategi skal sikre den dobbelte omstilling til et europæisk industrigrundlag, der er konkurrencedygtigt og bæredygtigt; der henviser til, at denne omstilling udgør en mulighed for EU til at modernisere sit industrielle grundlag, fastholde og tilbageflytte arbejdspladser og den vigtigste industrielle produktion og opbygge de færdigheder og den kapacitet, der er nødvendig for, at de samlede bestræbelser kan leve op til de mål, der er fastsat i klimaloven og til verdensmålene for bæredygtig udvikling (SDG'erne);

K.

der henviser til, at strategien skal tilvejebringe de nødvendige lovgivningsmæssige rammer til at muliggøre den dobbelte omstilling samt de nødvendige infrastrukturer og finansielle ressourcer og fokusere på princippet om »energieffektivitet først«, energi- og ressourcebesparelser, teknologier for vedvarende og nul- eller lavemissionsenergi, cirkularitet og ikke-toksicitet;

L.

der henviser til, at klimaændringer og miljøforringelse fortsat en af de største udfordringer ud over covid-19-krisen, og at de kræver en omfattende fælles tilgang; der henviser til, at EU's industrielle emissioner bidrager til Europas samlede drivhusgasemissioner; der henviser til, at dekarboniseringen af den energiintensive industri fortsat er en af de største udfordringer på vejen mod at opnå klimaneutralitet senest i 2050; der henviser til, at alle sektorer bør bidrage til at nå Unionens klimamål;

M.

der henviser til, at covid-19-krisen har sat fokus på den afgørende rolle, som digitale aktiver, herunder konnektivitet og net samt digitale færdigheder, spiller som redskaber, der gør det muligt for arbejdstagere og virksomheder at tilpasse den måde, hvorpå de udfører deres opgaver og operationer, til den akutte nødsituation; der henviser til, at den digitale infrastrukturs modstandsdygtighed og styrkelsen af arbejdstagernes digitale færdigheder er områder, der bør prioriteres, hvis man ønsker at styrke de europæiske virksomheders, navnlig SMV'ernes, konkurrenceevne;

N.

der henviser til, at EU's nye industristrategi bør fokusere på øget konnektivitet, styrkede digitale lag, det industrielle tingenes internet, kunstig intelligens, digitale ledger-teknologier, højtydende databehandling og kvantedatabehandling; der henviser til, at den digitale sektor også vil bidrage til den europæiske grønne pagt og den industrielle omstilling til klimaneutralitet, både som en kilde til teknologiske løsninger og optimering af industrielle processer, og ved at forbedre energieffektiviteten og den cirkulære økonomis resultater inden for den digitale sektor selv;

O.

der henviser til, at Unionens suverænitet og strategiske autonomi kræver et selvstændigt og konkurrencedygtigt industrigrundlag og massive investeringer i forskning og innovation med henblik på at udvikle lederskab inden for centrale støtteteknologier og innovative løsninger og sikre global konkurrenceevne; der henviser til, at Unionens industristrategi bør indeholde en handlingsplan til at styrke, forkorte, gøre de europæiske industriers forsyningskæder mere bæredygtige og diversificere dem med henblik på at mindske den overdrevne afhængighed af nogle få markeder og øge deres modstandsdygtighed; der henviser til, at der også bør være en strategi for intelligent tilbageflytning med henblik på at omfordele industrien i Europa samt øge produktionen og investeringerne og omfordele industriproduktionen inden for sektorer af strategisk betydning for Unionen;

1.

mener, at omstillingen til et socialt, økonomisk og miljømæssigt robust samfund, strategisk lederskab og autonomi og et velfungerende indre marked bør stå i centrum for alle Unionens strategier; mener derfor, at det er nødvendigt at skabe en fuldt fungerende og fremsynet lovgivningsmæssig og politisk ramme baseret på en forståelse af dynamikken mellem genopretningsplanen, vores ambitioner på klimaområdet og det digitale område og en effektiv industristrategi, der strømliner de forskellige tilgange, målsætninger og mål; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en omfattende revideret industristrategi, som vil skabe en klar politisk ramme og reguleringsmæssig sikkerhed og blandt andet:

a)

skaber betingelser for vækst på lang sigt, forbedrer EU's innovationsbaserede velstand og globale konkurrenceevne og opnår klimaneutralitet

b)

mobiliserer de nødvendige finansielle midler, herunder foranstaltninger til genopretning

c)

støtter og forvalter den dobbelte grønne og digitale omstilling med bevarelse og skabelse af arbejdspladser af høj kvalitet

d)

lever op til den europæiske grønne pagt

e)

sikrer de strategiske værdikæder og gør dem mere bæredygtige samt diversificerer og digitaliserer dem, også ved at fremme og støtte regelbaseret international handel

f)

styrker iværksætterånden, skaber et erhvervsvenligt klima, støtter SMV'er og tilskynder til oprettelse og opskalering af virksomheder, herunder nystartede virksomheder

g)

forbedrer Unionens strategiske modstandsdygtighed og uafhængighed, herunder inden for råstoffer, og styrker den teknologiske førerposition

h)

skaber betingelserne for en ligelig udvikling og tilskynder til den i alle Unionens regioner, uden at lade nogen i stikken;

2.

efterlyser en inkluderende industristrategi, hvis udvikling og gennemførelse involverer alle industrielle økosystemer, SMV'er, regioner, samfund og arbejdstagere; er af den opfattelse, at en stærk industristrategi kan bidrage til at bygge bro over potentielle kløfter og gøre det muligt at gribe de muligheder, der opstår som følge af den dobbelte omstilling; er af den faste overbevisning, at EU's industripolitik skal kunne stole på en stærk social søjle og tage hånd om de sociale konsekvenser af strukturændringer i tide;

3.

finder det afgørende at investere i aktive arbejdsmarkeder og tilbyde almene og faglige uddannelsesprogrammer, der tager sigte på at opfylde økonomiens behov; opfordrer Kommissionen til at indføre en EU-politik, der matcher antallet af arbejdspladser, der kan gå tabt i de traditionelle industrier, med efterspørgslen efter arbejdskraft i den digitale sektor og sektoren for den grønne omstilling; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme den økonomiske og sociale genoplivning af områder, der risikerer affolkning og fattigdom, og lægge særlig vægt på kønsforskelle, da det er usandsynligt, at disse nye arbejdspladser vil blive skabt i de samme regioner, som mister de traditionelle industrier, eller at de vil blive besat af de samme arbejdstagere;

4.

anser denne dobbelte omstilling for en mulighed for fossildominerede områder til at bevæge sig frem i front for så vidt angår innovation og i retning af et produktionssystem, som er foreneligt med målene om klimaneutralitet; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at denne omstilling fremmer betingelser for jobskabelse, der er rimelige og socialt retfærdige, i tråd med princippet om, at ingen skal lades i stikken, og som går hånd i hånd med en fuldstændig gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder, forbedring af sociale standarder og levestandarder og gode arbejdsvilkår; understreger i denne forbindelse, at der er behov for, at ethvert tiltag, der fremskynder den dobbelte omstilling, ledsages af tilsvarende politikker og konkrete foranstaltninger, der tager sigte på at tackle de negative konsekvenser både for regionerne og for de mest sårbare mennesker;

5.

understreger, at der med dette for øje skal fokuseres på regional og social samhørighed og på foregribelse og styring af omstruktureringer, der er skræddersyet til det lokale arbejdsmarkeds særlige karakteristika og behov, med henblik på at sætte gang i den økonomiske genoplivning af de berørte regioner og også tage sigte på at bekæmpe arbejdsløshed og fremme brugen af offentlige investeringer, også inden for vigtige sektorer, der er særligt ramt af pandemien, med henblik på at fremme job af høj kvalitet i hele Unionen; understreger, at det er vigtigt, at arbejdstagerne deltager i virksomhedernes ledelse og styring;

6.

insisterer på, at man skal have udpeget fremtidens kompetencer og satse på øgede investeringer i menneskelige ressourcer, uddannelse, målrettet træning, opkvalificering og livslang læring med henblik på at give mennesker og regioner fremtidsperspektiver og fremtidige indtægter samt skaffe faglært arbejdskraft til industrien; bemærker, at en konkurrencedygtig industri er stærkt afhængig af rekruttering og fastholdelse af kvalificeret arbejdskraft med afgørende færdigheder inden for bæredygtighed og digital omstilling af virksomheder, og at dette bør støttes med tilstrækkelig finansiering fra programmet for et digitalt Europa og programmet for det indre marked;

7.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at skride ind for at styrke koordineringen af uddannelsespolitikker med massive offentlige investeringer i dem over hele Europa; opfordrer endvidere indtrængende Kommissionen til at nedsætte en ekspertgruppe af interessenter, som har til opgave at udarbejde prognoser for, hvilke industrielle færdigheder der i fremtiden bliver mangel på, og hvilke flaskehalsproblemer der kan ventes, ved hjælp af kunstig intelligens og digitale ressourcer, navnlig understøttet af anvendelsen af big data;

8.

mener, at den nye langsigtede strategi for Europas industrielle fremtid bør bidrage til at bekæmpe de kønsbestemte forskelle med hensyn til løn og pension, der stadig påvirker det europæiske arbejdsmarked og det europæiske samfund; opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til kønsdimensionen ved gennemførelsen af den europæiske industristrategi — både i genopretnings- og i genopbygnings- og omstillingsfasen, herunder brugen af kønsbudgetteringsværktøjer til fastlæggelse af de finansielle instrumenter, der støtter Unionens industrielle og økonomiske vækst;

9.

fremhæver den centrale rolle, som den europæiske industri kan spille som aktiv fortaler for ambitiøse miljømæssige, sociale og økonomiske målsætninger, bl.a. på menneskerettighedsområdet; mener, at Unionen for at gennemføre dette er nødt til at opstille en overordnet ramme for due diligence for industrien med henblik på at udpege, følge, forebygge, afbøde og redegøre for miljømæssige og sociale risici, følgevirkninger, misbrug og skader i forbindelse med dens interne og globale aktiviteter og på tværs af forsyningskæder for at sikre minimumsstandarder og skabe lige vilkår;

10.

mener, at EU har brug for en industristrategi, der bidrager til industriel genopretning efter den nuværende økonomiske krise, tiltrækker investeringer, letter adgangen til kapital og stimulerer en effektiv konkurrence; mener derfor, at en opdateret strategi bør tage hensyn til to overordnede og indbyrdes forbundne faser: én, der er rettet mod fastholdelse af arbejdspladser gennem en reaktivering af produktionen og en tilpasning af den til en »ny normal virkelighed« efter covid og en anden fase, der er rettet mod genopbygning og omstilling;

11.

opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at styrke relevant eksisterende og fremtidig lovgivning med henblik på at prioritere den grønne og digitale omstilling og samtidig styrke konkurrenceevnen på lang sigt og den samfundsmæssige og økonomiske modstandsdygtighed i begge faser; opfordrer endvidere Kommissionen til at stimulere EU's interne efterspørgsel og vækst på lang sigt ved at tiltrække flere investeringer, såvel offentlige som private, i forskning og innovation, i udviklingen af de nye bæredygtige og digitale teknologier, herunder i arbejdskraftintensive industrier, i nye infrastrukturnet og -projekter, der er forenelige med målene i den europæiske grønne pagt, i energi- og ressourceeffektivitet og i den cirkulære økonomi;

12.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en omfattende rapport med en vurdering af status for Unionens økonomi og muligheden for at gennemføre den dobbelte omstilling i betragtning af de muligheder, som industrien, herunder SMV'er, har for at udnytte synergierne og minimere de risici, som de kan udgøre for hinanden, og for at maksimere fordelene; anmoder Kommissionen om på grundlag af sine konklusioner at tilpasse den strategi, der blev offentliggjort i marts 2020, til den nuværende situation og tage hånd om begge faser, samtidig med at der fortsat fokuseres på en grøn, digital, rimelig og retfærdig omstilling, som styrker Unionens suverænitet og dens strategiske autonomi;

13.

understreger, at Unionens industristrategi skal forfølge veldefinerede mål, og opfordrer af hensyn til fuld gennemsigtighed Kommissionen til at fastlægge klare, eksplicitte og konkrete definitioner af »strategisk«, »autonomi«, »strategisk autonomi«, »modstandsdygtighed«, »strategisk modstandsdygtighed« og andre relaterede koncepter for at sikre, at de foranstaltninger, der træffes med henvisning til disse koncepter, er specifikke og sigter mod EU's prioriteter og mål;

14.

mener, at traditionelle forsikringsinstrumenter er utilstrækkelige til at dække tabene som følge af afbrydelser i virksomhedsaktiviteter på grund af pandemien, og at der er behov for en ambitiøs løsning for hele EU for at foregribe og håndtere de negative virkninger af fremtidige pandemiske og systemiske kriser for mennesker, virksomheder og økonomien; opfordrer Kommissionen til at arbejde på at skabe en ramme, der involverer institutionelle investorer, medlemsstater og EU, for at dække tabene som følge af afbrydelser i virksomhedsaktiviteter i tilfælde af en fremtidig pandemi;

15.

glæder sig over Kommissionens forslag om at oprette et nyt genopretningsinstrument, nemlig Next Generation EU (NGEU), på 750 mia. EUR; beklager de nedskæringer i fremtidsorienterede programmer, som Det Europæiske Råd foreslog i juli 2020, både i den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 og i NGEU, og opfordrer til, at udgifterne fra EU's budget til klimaændringer øges til mindst 30 % af budgettet; mener, at disse nedskæringer vil undergrave grundlaget for en bæredygtig og modstandsdygtig genopretning for EU's industri og få negative afsmittende virkninger på opfyldelsen af Unionens mål om klimaneutralitet i 2050 samt for social retfærdighed og global konkurrenceevne; opfordrer derfor til et ambitiøst og stærkere langsigtet EU-budget for 2021-2027, som ikke går under Kommissionens forslag; fremhæver i denne forbindelse Parlamentets holdning til reformen af ordningen for EU's egne indtægter, herunder indførelsen af nye ressourcer, der er bedre tilpasset til og tilskynder til fremskridt med hensyn til EU's vigtigste politiske prioriteter;

16.

glæder sig over de foranstaltninger, som Unionen har truffet for at håndtere covid-19-krisen, ECB's likviditetsindsprøjtning, forhøjelsen af EIB's kapital til SMV'er og SURE-initiativet til at hjælpe medlemsstaterne med at finansiere kortvarige arbejdsordninger, opretholde beskæftigelsen og beskytte arbejdstagerne; glæder sig også over de ekstraordinære finansielle midler inden for rammerne af statsstøttereglerne til at støtte ellers solvente virksomheder og arbejdstagere i at imødegå den økonomiske nedgang som følge af pandemien; opfordrer ikke desto mindre Kommissionen til at sikre, at den støtte, der ydes i den akutte fase, er begrundet i konsekvenserne af pandemien og ikke fører til manglende reel konkurrence på det indre marked, og at ingen strategisk sektor forbigås; ser endvidere frem til en rettidig revision af Unionens statsstøtteregler med henblik på at give medlemsstaterne den nødvendige fleksibilitet med hensyn til målrettet støtte til fremme af dekarbonisering og digitalisering af industrien og navnlig af retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi; understreger i denne forbindelse, at enhver revision af statsstøttereglerne bør baseres på en konsekvensanalyse af den europæiske industris konkurrenceevne, tage hensyn til eventuelle forvridninger på globalt plan og være i fuld overensstemmelse med EU's klimaneutralitets- og miljømål for 2050 som vedtaget i EU's klimalov;

17.

understreger, at der kun bør ydes statsstøtte til virksomheder, der står over for de umiddelbare virkninger af covid-19, og at lempelsen af statsstøttereglerne bør være tidsbegrænset; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at foreslå en særlig statsstøtteordning, der tager sigte på at støtte de sektorer, der har lidt mest under covid-19-nødforanstaltningerne, såsom bilindustrien, turist-, luftfarts-, stål- og metalindustrien; opfordrer Kommissionen til at fastsætte fælles minimumskrav til virksomheder, der modtager finansiel bistand, for at undgå forskellige nationale kriterier, der giver anledning til yderligere forskelle; understreger, at den offentlige støtte, der modtages, bør sikre arbejdspladser og anvendes til at bringe de pågældende virksomheders aktiviteter i overensstemmelse med Unionens mål om klimaneutralitet og miljømål;

18.

understreger i forbindelse med nødbistanden vigtigheden af at yde støtte til virksomheder, der overholder gældende kollektive overenskomster, og som ikke er registreret i skattely;

19.

understreger endvidere, at enhver form for statsstøtte, der tildeles som følge af industripolitik eller andre politikker, skal overholde det fælles »princip om balance« for at sikre lige vilkår og undgå enhver form for skattemæssig dumping inden for EU og forvridning af konkurrencen;

20.

opfordrer Kommissionen til at fastlægge en klar, konsekvent og tilgængelig tilgang til markedsafgrænsning i konkurrencesager på tværs af forskellige brancher; understreger endvidere behovet for at sikre tilstrækkelig hurtighed, gennemsigtighed og forholdsmæssighed i den administrative og proceduremæssige ramme for EU's konkurrencesager, især med hensyn til EU's fusionskontrol;

21.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et rapporteringssystem om, hvordan udenlandsk protektionisme påvirker EU's industri, og foretage en regelmæssig vurdering af EU's konkurrenceevne inden for de forskellige industrisektorer sammenlignet med dets vigtigste globale konkurrenter, og til at handle hurtigt, hvis der er behov for tilpasninger af EU-reglerne;

22.

opfordrer Kommissionen til i lyset af en grundlæggende ændret global økonomisk kontekst at revidere EU's konkurrenceregler og søge at finde en balance mellem behovet for at klare den globale konkurrence og beskyttelsen af forsyningskæden og forbrugerne mod de potentielle negative konsekvenser af et mere koncentreret indre marked;

23.

mener, at de økonomiske ordninger, som de enkelte medlemsstater har indført for at hjælpe SMV'er, nystartede virksomheder og andre virksomheder med at håndtere likviditetsproblemerne på kort sigt, er nyttige, men i nogle tilfælde vil kunne øge disse virksomheders gæld; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at støtte EU-programmer og nationale programmer, der tilskynder til kapitaltilførsel, og til at lette genopretningen;

24.

opfordrer Kommissionen til at genoplive og forny ånden i Small Business Act gennem initiativer rettet mod at støtte især mikrovirksomheder og små virksomheder, eftersom foranstaltninger med én universalmodel ofte ikke er egnet til mikrovirksomheder og SMV'er; mener, at SMV'er er bedst tjent med ad hoc-støtteforanstaltninger, der fjerner bureaukratiske hindringer og sikrer, at den fornødne likviditet når virksomhederne gennem effektive og tilgængelige instrumenter med hurtige, smidige og SMV-venlige procedurer; understreger, at mange SMV'er ikke vil have den fornødne likviditet til at investere i en bæredygtig digital omstilling;

25.

understreger, at EU's finansieringsprogrammer har indvirkning på forøgelsen af de begunstigede virksomheders vækstniveau på lang sigt, men understreger også, at virksomheder, navnlig SMV'er, har store vanskeligheder med at få adgang til EU-midler; anmoder derfor Kommissionen om også at følge den kurs, der allerede er blevet anlagt, med at medfinansiere nationale midlertidige skatterabatordninger, der har til formål at fremme investeringer i digitale og miljømæssige teknologier;

26.

gentager, hvor vigtigt det er at gennemføre ad hoc-støtteforanstaltninger over for SMV'er gennem forsvarlig økonomisk støtte i den næste flerårige finansielle ramme; opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette et program med værdibeviser for SMV'er for at bakke op om deres indsats med hensyn til bl.a. opgradering af forældet udstyr, øget videnoverførsel og udpegelse af den mest effektive anvendelse af teknologier, herunder industriel kunstig intelligens, opkvalificering af arbejdsstyrken med de umiddelbart nødvendige færdigheder til at muliggøre fjernadministration af aktiver, produktionsovervågning og bedre samarbejde blandt medarbejdere samt miljømæssigt bæredygtige forretningsmodeller, tilgange til den cirkulære økonomi, energi og ressourceeffektivitet, områder, hvor digital knowhow ofte er afgørende og gør det muligt for SMV'er at forblive konkurrencedygtige;

27.

beklager, at der stadig er en betydelig kløft mellem store virksomheder og SMV'er med hensyn til integration af digitale teknologier i deres forretningsaktiviteter samt en kløft mellem frontløbere og efternølere inden for innovation; understreger, at der er behov for at øge SMV'ernes muligheder for så vidt angår deres evne til at absorbere innovative teknologier og reducere de digitale skævheder med hensyn til infrastruktur i mindre byer og landdistrikter og fjerntliggende områder; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til yderligere at støtte de europæiske digitale innovationsknudepunkter, som takket være viden om lokale økosystemer udgør en potentielt effektiv måde at mindske den digitale kløft på;

28.

mener, at socialøkonomiske virksomheder bør inddrages fuldt ud i udfaldet af industristrategien, da de skaber værdi for offentligheden og også bidrager til udviklingen af de lokalsamfund, de er forankret i; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for denne kategori af virksomheder, ved udformningen af de finansielle instrumenter og arbejdsprogrammer med henblik på at støtte deres adgang til finansiering;

29.

understreger, at der er særlige egenskaber, der gør den økonomisk bæredygtige omstilling til en klimaneutral og fuldt digital økonomi særlig velegnet til genopretningsforanstaltninger, der søger hurtigt at øge forbrugernes efterspørgsel og beskæftigelsen; understreger, at der er evidens for, at grønne og digitale projekter skaber flere arbejdspladser, leverer højere afkast pr. euro på kort sigt og fører til øgede omkostningsbesparelser på lang sigt sammenlignet med traditionelle finanspolitiske stimuli, da de er hurtige at skalere op, da teknologien er let tilgængelig (f.eks. vedvarende energikilder), de ofte involverer SMV'er og fremmer lokale økonomier gennem stærke beskæftigelseseffekter og således hurtigt øger forbrugernes disponible indkomst (f.eks. energieffektivitet), og de er mindre udsatte for eksterne chok og således vil bidrage til en mere solid social og økonomisk genopretning;

30.

bemærker, at EU-klassificeringssystemet for at bidrage til at identificere investeringer med store positive miljømæssige og sociale virkninger, hvor sådanne er tilgængelige, fastsætter rammerne for at fastslå, i hvilket omfang en investering er miljømæssigt bæredygtig, og sikre, at der ikke sker nogen væsentlig skade på miljømæssige og sociale mål;

31.

mener, at EU har brug for en innovativ industristrategi, der accelererer digitaliseringen af vores industrier og SMV'er, herunder traditionelle industrier, udvider EU's industrielle kapacitet inden for kritiske digitale infrastrukturer og kapaciteter og styrker det digitale indre marked og datamarkedet; er af den opfattelse, at Unionen skal støtte virksomheder i automatisering og digitalisering af deres knowhow og uddannelse og investering i digitalt udstyr (hardware og software), idet der lægges særlig vægt på at fremme kvinders deltagelse i digitaliseringsprocessen og i modernisering og forbedring af uddannelses- og kvalificeringssystemer; understreger vigtigheden af programmet for et digitalt Europa og for at fremskynde anvendelsen af befordrende og nyskabende teknologier i erhvervslivet; opfordrer til etablering af digitale innovationsknudepunkter i hele EU;

32.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til blandt andet at investere i dataøkonomien, menneskecentreret kunstig intelligens, intelligent produktion, tingenes internet (IoT), mobilitet, supercomputing, softwareudvikling og -teknologi, skyen, kvanteteknologi, modstandsdygtige, økonomisk overkommelige og sikre 5G- og 6G-højhastighedsnetværk, distributed ledger-teknologier (DLT'er), robotteknologi, batterier og satellitbaseret internet; opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre en rettidig gennemførelse af de relevante centrale foranstaltninger, der anbefales i værktøjskassen til cybersikkerhed i 5G-net, og navnlig til, hvor det er hensigtsmæssigt, at anvende de relevante restriktioner over for højrisikoleverandører af centrale aktiver, der er udpeget som kritiske og følsomme i EU's koordinerede risikovurderinger;

33.

understreger den afgørende rolle, som den digitale sektor spiller i at bidrage til omstillingen af den industrielle sektor, både som kilde til løsninger inden for ren teknologi og i optimeringen af industrielle processer og minimeringen af deres miljøbelastning; anmoder i betragtning af det store forbrug af energi og ressourcer i forbindelse med IKT Kommissionen om at vurdere de potentielle miljøvirkninger af den massive udvikling af digitale løsninger, men samtidig sikre europæisk lederskab inden for yderst energieffektive og cirkulære digitale teknologier og datacentre; opfordrer Kommissionen til at foreslå konkrete måder, hvorpå digitale løsninger kan tjene til at fremme den økologiske omstilling, og til at fastlægge en metode til overvågning og kvantificering af de digitale teknologiers miljøbelastning;

34.

understreger, at data spiller en central rolle i omstillingen af de europæiske industrier, og understreger betydningen af intelligent produktionsvækst og digitalisering; opfordrer Kommissionen til at gennemføre et fælles europæisk digitalt miljø og datamiljø og til at sikre og fremme interoperabilitet samt adgang til og en strøm af sikre data og software inden for Unionen og på tværs af sektorer, i virksomheder af alle størrelser og mellem offentlige institutioner; opfordrer endvidere Kommissionen til at sikre europæisk lederskab i forbindelse med fastlæggelsen af fremtidsorienterede standarder og udviklingen af fremtidsorienterede værktøjer og infrastrukturer til lagring og behandling af data og samling af europæiske data i centrale sektorer med EU-dækkende fælles og interoperable dataområder; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til navnlig at fokusere på projekter, der tager sigte på datastyring og -mærkning, standardisering af dataformater og datasikkerhed, til at udvikle og behandle data på europæisk jord, navnlig data fra offentlige organer, med henblik på at opbygge et bedre digitalt beskatningssystem, hvor overskud beskattes, og hvor virksomhederne har en betydelig interaktion med brugerne, og til at videreudvikle europæiske standarder og certificering inden for cybersikkerhed og dermed sikre øget konkurrenceevne, fremme disruptive teknologier, navnlig i forbindelse med kritisk infrastruktur, herunder ved at revidere net- og informationssikkerhedsdirektivet (NIS), og ved at oprette et netværk for kompetencecentre for cybersikkerhed; opfordrer endvidere Kommissionen til at sikre en fair platform for forretningsforbindelser, der gør det muligt for virksomheder i EU, navnlig SMV'er, at anvende data genereret på platforme effektivt;

35.

anerkender vigtigheden af en EU-tilgang til dataøkonomi, der er gennemsigtig, pålidelig, interoperabel og menneskecentreret; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til gradvist at reducere fragmenteringen i de forskellige nationale strategier og rette op på skævheder i markedsstyrken med henblik på at støtte en EU-dækkende strøm af data, interoperabilitet, dataforvaltning, beskyttelse og (gen)brug;

36.

understreger, at der er behov for en EU-lovramme for kunstig intelligens, robotteknologi og beslægtede teknologier, der tager stilling til etiske principper og grundlæggende rettigheder i forbindelse med udvikling, indførelse og anvendelse af disse teknologier samt sikkerheds- og ansvarsspørgsmål; fremhæver, at EU's industrielle innovation og konkurrenceevne nødvendiggør en horisontal ramme, som afspejler Unionens værdier og principper med henblik på at yde konkret vejledning og give retssikkerhed til både borgere og virksomheder, herunder borgere og virksomheder der befinder sig uden for EU's grænser;

37.

har den holdning, at ethvert nyt lovgivningstiltag i forbindelse med en revision af den gældende rammelov for intellektuelle ejendomsrettigheder bør overvejes omhyggeligt, eftersom dette kan få væsentlige virkninger for EU's stadig skrøbelige dataøkonomi, som stadig er under udvikling; mener ikke, at der bør være ejendomsrettigheder baseret på intellektuel ejendom for ikke-personlige data, som anvendes og produceres af teknologier såsom kunstig intelligens;

38.

opfordrer Kommissionen til at lade genopretningsplanen omfatte konkrete foranstaltninger til at tiltrække industrier til Europa, til at øge, styrke og fremme omfordelingen og diversificeringen af europæiske industrier for så vidt angår deres strategiske betydning og til, ud fra et klimaneutralitetsperspektiv, at afkorte og diversificere forsyningskæderne; understreger i denne forbindelse, at det er vigtigt at sikre, at Unionen producerer tilstrækkeligt med strategiske varer såsom medicinsk og sundhedsrelateret udstyr eller vedvarende energi til at være selvforsynende i krisetider, og tilskynder til, at der gøres brug af incitamenter til at opnå dette såsom kravet om at købe en højere grad af lokal (EU-/EØS-baseret) produktion fra sektorer, der modtager midlertidig støtte;

39.

anerkender risikoen for, at covid-19-krisen vil føre til øget økonomisk nationalisme og protektionisme, hvilket udgør en stor udfordring for en regelbaseret frihandel og globale værdikæder som følge af en renationalisering af produktionen og opløsningen af disse kæder; opfordrer i den forbindelse alle berørte parter til at diversificere og afkorte deres forsyningskæder og gøre dem mere bæredygtige for at mindske sårbarheder;

40.

opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at advokere for et åbent og regelbaseret multilateralt handelssystem, som er i overensstemmelse med de globale bestræbelser på at standse klimaændringer og tab af biodiversitet og med EU's høje miljømæssige og sociale standarder, forbedrer adgangen til internationale markeder for EU's virksomheder og forhindrer stærke internationale aktører i at misbruge deres markedsposition; er af den opfattelse, at Unionen i denne forbindelse bør anvende konkurrencepolitikken over for tredjelandsselskaber på passende vis, anvende handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter mere assertivt, således at der systematisk kan gribes ind over for urimelig dumping og subsidieordninger, og den eksisterende ordning med handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter kan styrkes;

41.

opfordrer Kommissionen til straks at foreslå et midlertidigt forbud mod udenlandske overtagelser af europæiske virksomheder inden for strategiske sektorer fra statsejede virksomheders side eller af virksomheder med tilknytning til tredjelandes regeringer; opfordrer endvidere Kommissionen til at overveje gensidigheden i markedsadgangen, til systematisk at styrke og undersøge EU's rammer for screening af udenlandske direkte investeringer med henblik på at beskytte adgangen til strategiske industrier, infrastruktur, centrale støtteteknologier og andre sikkerheds- og cybersikkerhedsaktiver samt for at blokere for fjendtlige overtagelser med henblik på at sikre konkurrenceevnen og mindske markedsforvridninger i det indre marked; glæder sig i denne forbindelse over hvidbogen om lige konkurrencevilkår i forbindelse med udenlandske subsidier; opfordrer til en kraftig styrkelse og en hurtig vedtagelse af forordning (EU) nr. 654/2014 (håndhævelsesforordningen); understreger, at dette er et vigtigt redskab til at beskytte Unionens interesser, når tredjelande vedtager ulovlige foranstaltninger, der har negative konsekvenser for EU's virksomheder;

42.

opfordrer Rådet til at fortsætte forhandlingerne om instrumenterne for internationale offentlige udbud, der giver mulighed for gensidighed og gensidige standarder; opfordrer Kommissionen til at foreslå passende retlige instrumenter, der tager hånd om de forvridninger, der forårsages i det indre marked, herunder i offentlige udbudsprocedurer; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at overveje at give forrang til virksomheder, der har og opretholder deres hovedkvarter, produktion og beskæftigelse i Unionen; opfordrer Kommissionen til i mangel af et stærkt internationalt instrument for offentlige udbud og effektive globale regler om adgang til offentlige udbud at undersøge muligheden for at indføre foranstaltninger til støtte for europæiske producenter, navnlig SMV'er, der står over for en stigende grad af konkurrence fra nye vækstlande, som ikke overholder de fælles internationale handelsregler og sociale miljøstandarder;

43.

har den holdning, at en omfattende tilgang til en industristrategi, der omfatter alle EU-politikker, kan spille en vigtig rolle i det økonomiske og »industrielle« diplomati; opfordrer Kommissionen til at gøre aktivt brug af netværket af EU-handelskamre i tredjelande til at skabe nye forretningspartnerskaber;

44.

glæder sig over ambitionen om at skabe førende markeder inden for miljømæssigt bæredygtige og digitale teknologier og innovative løsninger; mener, at finansiering af forskning og innovation er afgørende for innovative industrielle projekter og digital kapacitet, og mener, at dette bør gå hånd i hånd med Kommissionens nuværende analyse af retningslinjerne for vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse; er af den opfattelse, at modstandsdygtighed og strategisk autonomi bør betragtes som definerende kriterier, og at vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse bør være i overensstemmelse med Unionens mål om klimaneutralitet og digitalisering; opfordrer Kommissionen til at øge gennemsigtigheden i gennemførelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse og sikre deltagelse af SMV'er; opfordrer endvidere Kommissionen til at fremskynde europæiske frontløbere og/eller økosystemer inden for strategiske industrisektorer, der er i stand til at konkurrere på globalt plan og vil bidrage til at opnå en klimaneutral økonomi og digitalt lederskab uden at skabe konkurrenceforvridninger i Unionen eller undergrave tilliden til markedsåbenhed og -adgang;

45.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte arbejdet med værdikæder ved at sikre en passende opfølgning af de foranstaltninger, der foreslås for de seks strategiske værdikæder, der er udpeget af det strategiske forum for vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse, og til at skabe gennemsigtige betingelser for anvendelsen af fælles vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse, som vil være ensartede i alle medlemsstater, for at sikre, at de kommer hele Unionen til gode; opfordrer Kommissionen til i den aktuelle krise at investere i projekter, der har en klar europæisk merværdi, og forenkle de administrative processer, udvide kriterierne for ret til omkostningsdækning og øge finansieringen;

46.

anser »NGEU«-initiativet for hjørnestenen i den første fase af EU's industrielle genopretning efter covid-19; opfordrer Kommissionen til at sikre, at fonden gennemføres hurtigt, og kræver, at Parlamentet inddrages fuldt ud i beslutnings- og gennemførelsesprocessen for at sikre demokratisk ansvarlighed og maksimere gennemsigtighed og parlamentarisk kontrol; kræver, at NGEU for en effektiv fremrykning af de 750 mia. EUR skal:

a)

indeholde mål for sociale, bæredygtige og digitale investeringer med henblik på at minimere de skadelige virkninger og maksimere fordelene for klimaet, miljøet og den sociale dimension

b)

have særligt fokus på SMV'er, som er blevet hårdest ramt af covid-19-krisen, og støtte deres adgang til finansiering

c)

hvor det er muligt forvaltes direkte af Kommissionen i tæt samarbejde med medlemsstaterne og gennem europæiske programmer med henblik på at bevæge sig fremad på en mere koordineret måde for bedre at kunne påvirke det globale marked og maksimere gennemsigtigheden og den parlamentariske kontrol samt undgå intern og ekstern forvridning af det indre marked

d)

tage hensyn til de særlige forhold i medlemsstaterne, der er blevet ramt af krisen på forskellige måder

e)

fordele den finansielle støtte mellem de forskellige industrielle økosystemer, herunder mikrovirksomheder og SMV'er, alt efter den skade, de har lidt, den sociale indvirkning, de udfordringer, som de står over for, og størrelsen af den nationale finansielle støtte, de allerede har modtaget gennem de nationale støtteordninger, idet der tages hensyn til den strukturelle indbyrdes afhængighed mellem de forskellige værdikæder; tage hensyn til erfaringerne fra tidligere offentlige støtteforanstaltninger som reaktion på den økonomiske og finansielle krise i 2008-2009 og dens indvirkning på modstandsdygtighed og langsigtet økonomisk og social genopretning; tage hensyn til, at funden skal være betinget af kriterier, der sikrer, at finansiering ikke bruges til at betale af på gammel gæld eller fastholde forældet teknologi, og at de virksomheder, der støttes, er dem, som bidrager til langsigtet vækst og har et stærkt potentiale til at genoplive økonomien; tage hensyn til, at genopretningsudgifter også bør kanaliseres over til klima- og innovationsvenlige sektorer med høj multiplikatoreffekt, der vil bidrage til EU's fremtidige økonomiske modstandsdygtighed

f)

støtte nationale finanspolitiske ordninger, der tilskynder til egenkapitalinvesteringer i den private sektor og gør det muligt for virksomhederne at konvertere en del af de lån, der ydes af fonden, til egenkapital

g)

tildele målrettet finansiering til virksomheder, navnlig SMV'er, mikrovirksomheder og nystartede virksomheder, som har forretningsplaner og aktiviteter, der omfatter centrale innovationer, teknologier og tjenester, herunder fremme af den digitale og grønne omstilling, eller hvis operationer er nødvendige for Unionens strategiske autonomi inden for kritiske sektorer, med særlig henvisning til øget cirkularitet, ressource- og energieffektivitet og -besparelser og et skift til vedvarende energikilder; bidrage til at gøre vores forsyningskæder mere modstandsdygtige og mindre afhængige ved at flytte dem hjem, diversificere og styrke dem, samtidig med at man undgår forskelsbehandling af virksomheder, der befinder sig i en nødsituation, og som har behov for at blive ledsaget under deres omstilling

h)

afsætte midler til store virksomheder, der har troværdige planer om at gå over til en klimaneutral forretningsmodel

i)

styrke EIB's program for sikkerhedsstillelse og gøre det til et supplement til de nationale programmer, således at det kan fungere som en værdifuld forstærkning og styrke deres virkninger lokalt

j)

give forrang til virksomheder, der forpligter sig til gennemsigtighed, sikrer synlighed af EU's finansiering, etablerer systemer til fremme af arbejdstagernes deltagelse i virksomhedsanliggender og overholder deres ikke-finansielle rapporteringsforpligtelser;

47.

fremhæver behovet for at støtte en bæredygtig og retfærdig genopretning, der sikrer borgernes velfærd på den anden side af covid-19-krisen; er af den opfattelse, at fonden bør fremme de europæiske virksomheders bæredygtighed og konkurrenceevne samt sikre rimelige og retfærdige digitale og grønne industrielle omstillinger;

48.

mener, at Unionen sideløbende med den nuværende krise bør forberede og foregribe en anden fase af sin industristrategi, der sikrer konkurrenceevne, miljømæssig bæredygtighed og digitalisering af dens industrier og fører til langsigtet modstandsdygtighed på et socialt ansvarligt grundlag; minder om, at medlemsstaternes rolle vil være afgørende for en vellykket genopretning ved at supplere EU's begrænsede ressourcer, og at industripolitikken bør blive en horisontal opgave for Kommissionen;

49.

er af den opfattelse, at Unionen har brug for en industristrategi, der omfatter beskyttelsen af miljøets sundhed og biodiversiteten, og insisterer på behovet for at fremskynde en klimaneutral omstilling af vores industri; understreger, at investeringer skal være forenelige med målene om klimaneutralitet senest i 2050, da der ellers er risiko for at skabe strandede aktiver og fastlåsningsvirkninger til fossilbaserede og miljøskadelige teknologier;

50.

understreger, at en virkelig effektiv europæisk industristrategi og tilhørende politik nødvendigvis må funderes på ambitiøse klimaforanstaltninger og -mål baseret på klimaloven og fungere som køreplan for udformning af fremtidens industri, hvor alle sektorer bidrager til opfyldelsen af målet om klimaneutralitet så tidligt som muligt og senest i 2050;

51.

understreger nødvendigheden af at bringe den nye industristrategi på linje med målet om en klimaneutral økonomi senest i 2050, men påpeger samtidig, at EU's klimapolitikker skal være evidensbaserede;

52.

understreger, at der er et betydeligt potentiale i nationale og globale markeder for lav- og nulemissionsteknologier, vedvarende energikilder og bæredygtige produkter, processer og tjenester i hele værdikæden fra råstoffer til energiintensive industrier, fremstillingsindustrien og sektoren for industrielle tjenesteydelser; mener endvidere, at klimaloven i høj grad vil bidrage til at strømline indsatsen for at opnå klimaneutralitet senest i 2050, idet klimamålene for 2030 og 2050 fastsættes i EU-lovgivningen; mener, at der også er behov for en mere holistisk og systematisk politisk ramme for at sikre politisk sammenhæng på tværs af alle EU-politikker samt langsigtet investorsikkerhed og reguleringsmæssig forudsigelighed og en sammenhængende, gennemsigtig og inklusiv tilgang til forvaltning på alle politikområder, der baner vejen for en klar og stabil strategi for de europæiske industrier;

53.

glæder sig over det foreslåede industriforum; opfordrer Kommissionen til at gå videre med dets oprettelse og inden for denne ramme at etablere en dialog med en afbalanceret repræsentation af alle relevante videnskabelige eksperter, organisationer og interessenter, herunder civilsamfundet, forbrugerorganisationer og fagforeninger, til løbende at overvåge og regelmæssigt aflægge rapport om de fremskridt, der gøres inden for de enkelte industrisektorer på EU-plan hen imod de mål for klimaneutralitet, der skal nås senest i 2050, og til at rådgive Kommissionen om investeringers bidrag til og konsekvens med EU's miljø- og klimamål i overensstemmelse med forordningen om forvaltning af energiunionen;

54.

mener, at alle sektorer bør bidrage til opnåelsen af Unionens klimamål, og understreger i denne forbindelse, at det er vigtigt, at Kommissionen udvikler sektorspecifikke strategier, der fastsætter, hvilke foranstaltninger der skal til for at nå disse mål og sikre politikkohærens; opfordrer indtrængende til hurtigt at udfase fossile brændstoffer og fokusere på behovet for at oprette et yderst effektivt og klimaneutralt energisystem til globalt konkurrencedygtige priser for industrien; fremhæver den rolle, som rene, bæredygtige og økonomisk overkommelige energi- og råstoffer spiller i omstillingen til yderst energieffektive og klimaneutrale økonomier; understreger nødvendigheden af at sikre, at brugen af energikilder såsom naturgas kun er af midlertidig art i betragtning af målet om at opnå klimaneutralitet senest i 2050; understreger, at en yderligere integration af EU's energimarked vil spille en vigtig rolle med hensyn til at øge prisoverkommeligheden og energiforsyningssikkerheden; understreger i denne forbindelse behovet for at fremskynde udviklingen og integrationen af vedvarende energi i energimikset og fremme udbredelsen af brintproduktion baseret på vedvarende energikilder som en potentiel banebrydende teknologi for sektorer, hvor det er vanskelige at reducere emissionerne; glæder sig over lanceringen af en alliance for ren brint og en alliance for lavkulstofindustrier; understreger, at der er behov for at fremskynde forskning i produktion af brint i stor skala og grøn brændstofproduktion samt dekarboniseringsteknologier som f.eks. infrastruktur til opsamling og lagring af CO2 i industrielle processer, bioenergianlæg og produktionsanlæg af hensyn til energiomstillingen, samtidig med at man undersøger den potentielle brug af geotermisk energi; gentager, at dette kræver omfattende adgang til infrastrukturer for ren energi og støtteinfrastrukturer til en overkommelig pris svarende til de energiintensive industriers dekarboniseringsbehov;

55.

opfordrer EU-institutionerne, medlemsstaterne, regionerne, industrien og alle andre relevante aktører til at samarbejde om at øge EU's energieffektivitet og skabe førende markeder inden for klimarelevante teknologier og innovationer i EU og prioritere investeringer i energiinfrastrukturer; opfordrer Kommissionen til at sikre, at der gøres bedre brug af EIB som EU's klimabank til at øge bæredygtig finansiering til den offentlige og private sektor og til at bistå virksomheder i dekarboniseringsprocessen;

56.

understreger, at der er brug for omfattende anvendelse af omkostningsmæssigt konkurrencedygtige vedvarende energikapaciteter i alle økonomiske sektorer; anerkender, at EU er indehaver af 40 % af patenterne på vedvarende energikilder globalt, og understreger, at EU bør forblive førende inden for nyskabende vedvarende energiteknologier; understreger i den forbindelse, at behovet for at udvikle en robust industripolitik for vedvarende energi, som omfatter politikker for både udbuds- og efterspørgselssiden og muliggøre en sektorintegration af vedvarende energi, er afgørende for at sikre EU's langsigtede energiforsyningssikkerhed, teknologiske førerposition og strategiske autonomi; opfordrer indtrængende Kommissionen til at anerkende vedvarende energiteknologier som en vigtig strategisk værdikæde og et industrielt økosystem, der er berettiget til finansiering fra den strategiske investeringsfacilitet, og til at de bliver repræsenteret på passende vis i det kommende industriforum; understreger, at der er behov for at forberede støtteforanstaltninger til udvikling af vedvarende energiteknologier i Europa og sikre lige konkurrencevilkår for fabrikanter i og uden for Unionen;

57.

fremhæver, at den europæiske industri, hvis den skal være konkurrencedygtig, skal understøttes af et effektivt, bæredygtigt og fuldt sammenkoblet netværk for transport, digital infrastruktur og energiinfrastruktur; efterlyser en langsigtet investeringspolitik til at udruste og modernisere infrastrukturen og til indskrænkning af de administrative barrierer, der hindrer en hurtig udvikling af de transeuropæiske net; opfordrer til at afsætte mere finansiering til Connecting Europe-faciliteten inden for de tre sektorer for at forstærke investeringerne i infrastrukturer, sammenkoblinger, digitalisering og intelligente net, der er kompatible med målene i den europæiske grønne pagt; peger endvidere på, at det er nødvendigt at fremskynde projekt af fælleseuropæisk interesse og snarest muligt revidere forordningen om transeuropæiske energinet (TEN-E);

58.

fremhæver potentialet ved den cirkulære og ikkeforurenende økonomi med hensyn til modernisering af Unionens økonomi, nedbringelse af dens energi- og ressourceforbrug, prioritering af affaldsforebyggelse, incitamenter til innovation og omlægning af hele industrisektorer og disses værdikæder, produkter, produktionsprocesser og forretningsmodeller, hvorved man fremmer dematerialiseringen og afgiftningen af Unionens økonomi og gør Europa mindre afhængigt af primære råmaterialer og tilskynder til innovation, herunder skabelse af markeder for produkter og materialer baseret på kulstofneutrale eller kulstoffattige løsninger og løsninger, der anvender vedvarende energi som erstatning for produkter og materialer baseret på fossile brændstoffer, og udvikling af nye miljøvenlige teknologier og løsninger til forebyggelse af miljøvirkninger; fremhæver de stærke synergier mellem klimaforanstaltninger og den cirkulære økonomi, navnlig inden for energi- og ressourceintensive industrier og renoveringssektoren, og understreger, at sektorer har forskellige dekarboniseringsmuligheder og -udgangspunkter; understreger potentialet i den cirkulære bioøkonomi og den skovbaserede industri med hensyn til at fremme en konkurrencedygtig og bæredygtig industri;

59.

minder om, at den europæiske klima- og energipolitik vil kræve store mængder metaller og mineraler til sine strategiske teknologier; udtrykker bekymring over, at Europa er meget afhængig af andre dele af verden til sin forsyning med mange af disse metaller og mineraler og er i færd med gradvis at miste sin globale andel, selv for de materialer, hvor det har industrikapacitet; understreger, at Europas autonomi inden for strategiske sektorer ikke kan opnås uden et konkurrencedygtigt og bæredygtigt EU-økosystem for basale, værdifulde og kritiske materialer fra primære og sekundære kilder; understreger i denne henseende betydningen af handlingsplanen for den cirkulære økonomi, men påpeger, at Europa er nødt til at øge sin kapacitet på alle trin i værdikæden for råvarer, navnlig udvinding, genanvendelse og smeltning, raffinering og omdannelse; har den holdning, at anvendelsesområdet for handlingsplanen og alliancen for vigtige råstoffer ikke bør begrænses til kritiske råmaterialer, men bør være rettet mod udvikling af et integreret økosystem for hele den række af materialer, metaller og mineraler, der er nødvendige for energiomstillingen;

60.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en europæisk eksport- og importstrategi for vedvarende og ressource- og energieffektive teknologier;

61.

understreger potentialet i sektorsammenhæng og sammenkobling af energiforbrugende sektorer såsom bygninger og transport, og glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens meddelelse om integration af energisystemet;

62.

efterlyser en væsentlige investeringsstrøm til energirenoveringer af bygninger for at fremme det planlagte »renoveringsbølge«-initiativ gennem de nødvendige økonomiske midler under genopretningsplanen; understreger i denne sammenhæng, at man i forbindelse med det kommende forslag om renoveringssbølgen og medlemsstaternes forpligtelse til at udarbejde langsigtede strategier for at opnå en yderst energieffektiv og dekarboniseret bygningsmasse bør prioritere princippet om energieffektivitet først fuldt ud og dermed fremskynde gennemgribende renoveringer og erstatning af ineffektive varme- og kølesystemer, der er baseret på fossile brændstoffer; understreger, at integrerede, gennemgribende renoveringsprogrammer, der omfatter hele kommuner eller områder, kan iværksættes til en lavere pris og i et højere tempo, hvilket vil være til gavn for forbrugerne og reducere energiomkostningerne;

63.

påpeger, at procesopvarmning og -køling stadig er en af de ting, der bruges mest energi til i industrisektoren; understreger derfor, at det for at fremskynde reduktionsbestræbelsen for så vidt angår drivhusgasemissioner i industrien er nødvendigt at udnytte energieffektivitetspotentialet inden for industriopvarmning og -køling fuldt ud med øget fokus på anvendelsen af vedvarende energikilder baseret på elektrificering, varmepumper, bedre anvendelse af industrielle klynger og symbioser, der frembyder betydelige reduktionspotentialer inden for mange sektorer;

64.

fremhæver den grønne mobilitets potentiale til at skabe nye arbejdspladser, styrke den europæiske industri og støtte investeringer, der tager sigte på at udvide den bæredygtige transportinfrastruktur, hvilket vil gøre det muligt at opnå en multiplikatoreffekt gennem afgivelse af ordrer til et bredt spektrum af enheder — kontrahenter, underleverandører, leverandører og deres underleverandører — og reducere emissionerne fra transportsektoren; understreger, at der er behov for at fremskynde gennemførelsen af den europæiske batterialliance for at frigøre det potentiale, der ligger i dens strategiske værdikæde, øge mulighederne for innovative lokalt fremstillede batterier og genanvendelsen af metal i Europa, skabe europæisk merværdi, bidrage til Unionens bilindustris konkurrenceevne og lette overgangen til et dekarboniseret elforsyningssystem; efterlyser øgede investeringer i højhastighedstog og renovering af intercitytognet samt i offentlig transport med nulemission eller lav emission; understreger behovet for at fremme grøn mobilitet ved at investere i bedre infrastruktur såsom mere udbredte ladestationer; har den holdning, at kortere afstand mellem ladestationer vil åbne mulighed for, at markedet for elektriske køretøjer kan udvikle sig betydeligt og hurtigere, hvilket vil have en positiv indvirkning på vores miljø- og CO2-fodaftryk; opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge en omfattende strategi for udbredelse af en infrastruktur til hurtig opladning af elektriske køretøjer for at sikre, at forbrugerne tager de elektriske køretøjer til sig, idet de får sikkerhed for teknologiens potentiale og adgang til et tætvævet net af kompatible ladeinfrastrukturer, og opfordrer Kommissionen til at støtte europæisk bilproduktion;

65.

mener, at en vellykket energiomstilling i Europa vil kræve en betydelig mængde energi med ingen eller lav kulstofudledning og vedvarende energi til en overkommelig pris, også energi, som stammer fra tredjelande, og som anvender støtteinfrastrukturer; opfordrer til strategiske initiativer inden for EU og til, at energipolitik bliver et fokusområde for Unionens udenrigs- og naboskabspolitik, herunder finansiel støtte til alliancer vedrørende brint og grøn energi, der er baseret på vedvarende energi; har den holdning, at disse alliancer også bør udgøre en del af handelsaftalerne; understreger, hvor stor betydning stærke alliancer har med hensyn til at afhjælpe manglen på og sikre en bæredygtig forsyning af ressourcer og råstoffer;

66.

minder om EU's køreplan for en konkurrencedygtig omlægning af energiintensive industrier fra 2019, hvori omstillingen håndteres, samtidig med at de europæiske industriers konkurrenceevne opretholdes, og opfordrer Kommissionen til at gennemføre sin henstilling om at bidrage til at erstatte import fra tredjelande, der ikke overholder miljøstandarder i tilstrækkelig grad, og tilskynde til højere klimaambitioner hos EU's globale handelspartnere;

67.

opfordrer til en revision af EU's emissionshandelssystem (ETS) i overensstemmelse med klimamålene og en CO2-grænsetilpasningsmekanisme til at bidrage til en intelligent tilbageflytning af produktionen og kortere værdikæder; fremhæver den potentielt vigtige rolle, som en CO2-grænsetilpasningsmekanisme kan spille med hensyn til at forhindre kulstoflækage;

68.

påpeger, at over halvdelen af det globale BNP afhænger af naturen og de tjenester, som stammer herfra, og at en lang række sektorer er stærkt afhængige af naturen; bemærker, at mere end 90 % af biodiversitetstabet og presset på vandressourcerne skyldes ressourceudvinding og -forarbejdning; understreger, at EU's industripolitik bør harmonere med målene i biodiversitetsstrategien for 2030;

69.

understreger, at bevarelse af naturlige økosystemer på grundlag af One Health-tilgangen er afgørende for at sikre menneskehedens mest basale fornødenheder såsom rent drikkevand, ren luft og frugtbare jorder; opfordrer til, at der hurtigt udvikles solide indikatorer med henblik på at vurdere konsekvenserne for biodiversiteten og sikre en gradvis reduktion af forureningen som skitseret i EU's biodiversitetsstrategi;

70.

påpeger, at industrien stadig er en af de største kilder til miljøforurening, som udleder forurenende stoffer i luften, vandet og jorden; understreger den vigtige rolle, som direktivet om industrielle emissioner spiller ved at pålægge store anlæg forpligtelser til at minimere udledningen af forurenende stoffer; ser frem til den kommende handlingsplan for nulforurening for luft, vand og jord og revisionen af direktivet om industrielle emissioner, som bør medføre en markant reduktion af industriforureningen;

71.

fremhæver vigtigheden af industripolitikkens regionale dimension, eftersom de økonomiske uligheder mellem regionerne er vedvarende og risikerer at blive forværret af covid-19-krisens konsekvenser; understreger, at planer for ny regional udvikling skal gøre fremskridt med hensyn til strategier for omstilling til bæredygtighed og kombinere programmer for økonomisk genrejsning med aktive arbejdsmarkedsprogrammer for at forhindre og afbøde tilbagegangen i regionerne; opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne med henblik på udarbejdelse af mellem- og langsigtede prognoser for de færdigheder, der bliver brug for på arbejdsmarkedet;

72.

fremhæver i denne forbindelse de europæiske struktur- og investeringsfondes (ESI-fondenes) betydning med hensyn til at støtte skabelsen af kvalitetsjob med anstændige lønninger, virksomhedernes konkurrenceevne, bæredygtig økonomisk udvikling og modernisering og forbedring af uddannelses-, erhvervsuddannelses- og sundhedssystemerne;

73.

fremhæver behovet for at støtte en rimelig, inkluderende og retfærdig omstilling og behovet for at tackle sociale og økonomiske uligheder på andre måder end kun omskoling og skabelse af nye job i nye økonomiske sektorer for at sikre, at ingen lades i stikken, og at ingen arbejdstager udelukkes fra arbejdsmarkedet; mener, at en veludformet mekanisme for retfærdig omstilling, herunder en fond for retfærdig omstilling, vil være et vigtigt redskab til at lette den dobbelte omstilling og nå ambitiøse mål om klimaneutralitet; fastholder, at alle lokale interessenter, herunder repræsentanter for civilsamfundet og lokalsamfundet, bør inddrages i udformnings- og gennemførelsesfasen af de territoriale planer for retfærdig omstilling for at garantere en mere inkluderende omstilling og imødegå dens sociale konsekvenser; understreger, at investeringer i bæredygtig teknologi spiller en vigtig rolle i denne forbindelse ved at støtte den langsigtede økonomiske udvikling af de regionale økonomier; understreger, at en solid finansiering af mekanismen for en bæredygtig omstilling, herunder med betydelige ekstra budgetmidler, vil være et afgørende element i en vellykket gennemførelse af den europæiske grønne pagt;

74.

mener, at interregionalt samarbejde rettet mod bæredygtig og digital omstilling som i strategierne for intelligent specialisering skal styrkes for at stimulere regionale økosystemer; anmoder derfor Kommissionen om at støtte udviklingen af redskaber, som kan give regionerne en klar køreplan med en skræddersyet tilgang til at sikre industrielt lederskab;

75.

mener, at industriel omstilling kræver en betydelig forøgelse af forsknings- og udviklingsindsatsen, og at ny viden og innovation integreres i de eksisterende markeder og anvendes til at skabe nye markeder; understreger, at innovation er en af drivkræfterne bag de førende industrielle økosystemer, og at dette bør afspejles i forøget støtte til innovations- og iværksætterkapacitet i alle faser af innovationscyklussen; understreger nødvendigheden af at øge finansieringen til forskning, navnlig offentlig forskning af høj kvalitet, og til udvikling og innovation som afgørende elementer for at opnå den dobbelte omstilling, forbedre Unionens strategiske autonomi og øge den langsigtede konkurrenceevne; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at vedstå deres forpligtelse til at investere 3 % af deres BNP i forskning og udvikling for at fastholde Unionens førerrolle blandt de globale konkurrenter; beklager den nuværende mangel på innovativ kapacitet i SMV'er som følge af mangel på den nødvendige risikovillige kapital, omkostningerne og de indviklede administrative procedurer, mangel på tilstrækkelige færdigheder og manglende adgang til information;

76.

understreger, at det er nødvendigt at øge budgettet for programmer, der understøtter Unionens industrielle omstilling, og minder derfor om Parlamentets holdning til fordel for at forhøje budgettet for Horisont Europa til 120 mia. EUR og sikre, at programmet er i overensstemmelse med Unionens mål om klimaneutralitet, og at støtte InvestEU og programmet for et digitalt Europa ved hjælp af passende finansieringsinstrumenter med henblik på markedsudvikling af banebrydende teknologier og innovationer, og samtidig fremme synergier mellem regionale, nationale, europæiske og private finansieringskilder; opfordrer til reel støtte til Det Europæiske Innovationsråd (EIC) og Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT) og til at styrke deres opgaver; insisterer på, at en betydelig del af de midler, der er til rådighed for SMV'er under Horisont Europa, bør gennemføres via EIC og de samarbejdsorienterede dele af programmet med henblik på at skabe nye løsninger og fremme innovation, både trinvis og disruptiv; støtter etableringen af europæiske partnerskaber under Horisont Europa for at mobilisere investeringer fra den private sektor med henblik på at fremme overførsel af viden, teknologier og innovation fra forskningscentre og universiteter til de industrielle processer, idet man udnytter ordningen for industrielle økosystemer, og for at støtte genopretningen og den grønne og den digitale omstilling; opfordrer endvidere Kommissionen til at sikre, at disse partnerskaber bliver gennemsigtige og inkluderende under hele gennemførelsen, navnlig hvad angår deres strategiske forskningsdagsorden og årlige arbejdsprogrammer; understreger, at de også bør udelukke alle interessekonflikter og garantere en reel merværdi for samfundet;

77.

mener i øvrigt i denne forbindelse, at et bedre forberedt og mere modstandsdygtigt samfund er nøglen til at håndtere forstyrrende hændelser af europæisk eller globalt omfang og komme med sammenhængende politiske løsninger, og at koordinerede investeringer i FoU er afgørende i denne henseende; opfordrer med dette for øje Kommissionen til at støtte oprettelsen af et særligt instrument til pandemiberedskab og samfundsmæssig modstandsdygtighed, eftersom dette tiltag ville skabe betingelserne for en bedre koordinering på EU-plan, indkredse prioriterede områder og igangsætte foranstaltninger, der kræver medicinsk forskning af høj kvalitet og koordinerede FoI-investeringer;

78.

fremhæver betydningen af en forskningsbaseret lægemiddelindustri som en væsentlig bidragyder til at sikre en kvalitetspræget produktion og forsyning af prismæssigt overkommelige lægemidler for at nå ud til alle patienter med behov, styrke Unionens innovation, modstandsdygtighed, tilgængelighed og reaktionsevne og hjælpe med at håndtere fremtidige udfordringer; gentager, at det er nødvendigt at indføre en plan for formindskelse af risikoen for mangel på lægemidler for at få styr på eventuelle sårbarheder og risici for forsyningskæden for livsvigtige lægemidler, sikre fremtidig innovation med henblik på at adressere udestående uopfyldte behov og støtte sundhedssystemernes modstandsdygtighed, reaktionsevne og parathed til at håndtere fremtidige udfordringer, herunder pandemier;

79.

fremhæver den rolle, som centrale støtteteknologier spiller for opbygningen af teknologisk og innovativ kapacitet i hele Unionen; opfordrer Kommissionen til at skræddersy Horisont Europa og dens industrielle strategi til udviklingen, opskaleringen og markedsføringen af banebrydende teknologier og innovationer i Unionen med henblik på at slå bro over kløften mellem innovation og markedsføring, ved at yde risikovillig finansiering til teknologi- og demonstrationsprojekter i den tidlige fase og udvikle tidlige værdikæder med henblik på først og fremmest at støtte teknologier og produkter, processer, tjenester og forretningsmodeller, der har kommercielt omfang, kan opnå udbredelse på markedet, er nul- og lavemissionsbaserede, baseret på vedvarende energi, energi- og ressourceeffektive og cirkulære, og støtte udviklingen af forskningsinfrastruktur, også med henblik på at mindske de eksisterende forskelle mellem medlemsstaterne; tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle kvikskranker med strømlinet information om finansieringsmuligheder for industrielle demonstrationsprojekter inden for nyskabende teknologier;

80.

opfordrer Kommissionen til at undersøge foranstaltninger til at modvirke det potentielle tab af viden og innovation under den nuværende krise, herunder gennem instrumenter til støtte for virksomheder, der midlertidigt deler videnarbejdere med offentlige forskningsinstitutioner og universiteter med henblik på at muliggøre offentlig-privat forskning om offentlige prioriteter og bevare beskæftigelses- og innovationskapacitet i krisetider;

81.

opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at udvikle mulige skattemæssige incitamenter til at øge FoU-investeringerne, der er formindsket drastisk som følge af covid-19-krisen;

82.

opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte europæiske virksomheders evne til at innovere med udgangspunkt i en omfattende ordning for intellektuelle ejendomsrettigheder, øge fleksibiliteten i forbindelse med licensudstedelse for at opretholde en effektiv beskyttelse af deres FoU-investeringer, sikre rimelige afkast og samtidig fortsætte udviklingen af åbne teknologistandarder, der støtter konkurrence og valgmuligheder og EU-industriens deltagelse i udviklingen af centrale teknologier;

83.

anerkender, at en stærk og afbalanceret ramme for intellektuelle ejendomsrettigheder er en afgørende faktor, som understøtter den europæiske konkurrenceevne med henblik på at bekæmpe industrispionage og forfalskning, og opfordrer derfor Kommissionen til at bevare og styrke denne ramme; understreger, at det er nødvendigt at sikre paritet med USA og Kina med hensyn til immaterielretlige incitamenter inden for biovidenskab, så Europa bliver ved med at være en attraktiv placering for FoU-investeringer og industriel udvikling; opfordrer Kommissionen til at opretholde og udvikle Europas system for intellektuelle ejendomsrettigheder, som er i verdensklasse, ved at fremme en stærk beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, incitamenter og belønningsmekanismer for FoU for at tiltrække investeringer i udviklingen af fremtidig innovation til gavn for samfundet; glæder sig over meddelelsen om en handlingsplan for intellektuelle ejendomsrettigheder, som kan fremme et europæisk bidrag til udviklingen af standarder; støtter en bæredygtig produktion og beskæftigelse og en forbedring af tiltrækningskraften og omdømmet af EU's kvalitetsprægede produktion på verdensplan; anmoder Kommissionen om at tilskynde til overførsel af vigtige miljø- og klimateknologier til udviklingslandene ved at give åbne licenser til sådanne teknologier;

84.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at indføre det europæiske enhedspatent i henhold til aftalen om en fælles patentdomstolsmyndighed af 19. februar 2013;

85.

understreger vigtigheden af en sammenhængende og effektiv overordnet forvaltning for den industrielle omstilling, der sikrer overensstemmelse med relevant EU-lovgivning og -strategier, navnlig målene i den europæiske grønne pagt, hvilket er afgørende for dens succes; glæder sig over Kommissionens udpegelse af 14 økosystemer og den inkluderende tilgang med at samle alle aktører, der opererer i en værdikæde, med henblik på at fremme europæisk lederskab inden for strategiske sektorer og konkurrenceevnen på globalt plan; fremhæver behovet for at sikre, at SMV'erne vil trives inden for hvert økosystem; peger på behovet for at sikre gennemsigtighed i de udpegede industrielle økosystemer, især hvad angår de kriterier, der skal være opfyldt for at blive betragtet som en del af et økosystem, den nøjagtige opdeling pr. type aktør i hvert af de udpegede økosystemer og information om resultaterne og de emner, der diskuteres, og minder desuden om den rolle, som det industrielle forum og alliancerne spiller i forbindelse med disse økosystemer; understreger, at civilsamfundet, forbrugerorganisationer og fagforeninger bør deltage i passende omfang i fastlæggelsen af både de overordnede og sektorspecifikke industristrategier og -prioriteter; understreger, at økosystemer bør omfatte alle forbindelser til værdikæder, herunder SMV'er, og understreger, at SMV'er spiller en integreret rolle i skabelsen af industrialliancer og deres produktionskæder; fremhæver behovet for passende finansielle instrumenter til alliancerne;

86.

er af den opfattelse, at økosystemer vil være centrale elementer i den næste industrielle revolution ved at være en løftestang for avanceret og intelligent produktion og tilvejebringe prismæssigt overkommelig, ren, bæredygtig og sikker energi samt den nødvendige energiinfrastruktur og transformerende metoder til fremstilling og til levering af tjenesteydelser; opfordrer til en analyse af økosystemerne for at vurdere de enkelte sektorers behov for omstilling og bidrage til fastlæggelsen af en omstillingsplan; mener desuden, at støtte til samarbejde mellem industrien, den akademiske verden, SMV'er, nystartede virksomheder og vækstvirksomheder, fagforeninger, civilsamfundet, slutbrugerorganisationer og alle andre interessenter vil være afgørende for at kunne finde løsninger på markedssvigt og slå bro over kløften mellem idéen og dens virkeliggørelse, samtidig med at beskyttelsen af arbejdstagerne sikres, herunder i områder, der endnu ikke er omfattet af industrielle interesser, men som har stor samfundsmæssig merværdi; opfordrer til en forvaltning af disse økosystemer, der integrerer alle relevante interessenter fra industrisektorerne, som er afgørende for at opnå den grønne og den digitale omstilling; er af den opfattelse, at økosystemerne bør spille en rolle i forbindelse med fastlæggelsen af løsninger og foranstaltninger, der skal vedtages for at gennemføre den europæiske industristrategi og støtte solide europæiske værdikæder, som er afgørende for den dobbelte grønne og digitale omstilling;

87.

fremhæver, at investeringer i centrale værdikæder vil spille en afgørende rolle for at bevare vores fremtidige strategiske uafhængighed; mener, at det er nødvendigt at prioritere investeringer i industrisektorer, der er af afgørende betydning for vores strategiske uafhængighed, såsom sikkerhed, forsvar, klimarelevante teknologier, fødevaresuverænitet og sundhed; gentager navnlig lægemiddelindustriens betydning for at sikre fremtidig innovation med henblik på at håndtere udestående uopfyldte behov og for at støtte sundhedssystemernes modstandsdygtighed, reaktionsevne og parathed til at håndtere fremtidige udfordringer, herunder pandemier;

88.

fremhæver betydningen af industrien for vedvarende energi som en strategisk sektor med henblik på at styrke EU's konkurrencemæssige fordel, opnå langsigtet modstandsdygtighed og sikre energisikkerheden og samtidig øge den industrielle styrke; fremhæver endvidere, at sektoren for vedvarende energi bidrager til skabelsen af nye lokale arbejdspladser og forretningsmuligheder, navnlig for SMV'er, og til at sætte skub i fremstillingen af udstyr samt til at reducere energiomkostningerne og forbedre omkostningskonkurrenceevnen;

89.

fremhæver, at bilsektoren er blevet hårdt ramt af covid-19-krisen, som har tvunget virksomheder og arbejdstagere til hurtigt at tilpasse sig til ændringerne på udbudssiden og til nye sundheds- og sikkerhedskrav, oveni den omstillingsproces som sektoren allerede var i gang med før pandemien; er af den opfattelse, at omstillingen til intelligent og renere mobilitet er afgørende, efterhånden som vi udvikler os i retning af en klimaneutral, digital og mere modstandsdygtig økonomi, og at dette også bør ses som en mulighed for at skabe grøn vækst og rene job baseret på den europæiske industris globale konkurrencefordele inden for køretøjsteknologier; opfordrer Kommissionen til at opstille prioriteter for forskning og innovation, digitalisering og støtte til nystartede virksomheder, mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, herunder i bilsektoren;

90.

understreger, at turismesektoren også er blevet hårdt ramt af covid-19-krisen, og opfordrer Kommissionen til at opstille prioriteter med hensyn til at hjælpe og fremme genopretningen af sektoren i betragtning af dens bidrag til EU's BNP og Unionens konkurrenceevne; anmoder Kommissionen om at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og regionerne om at skabe muligheder for nye investeringer og yderligere innovationer for at opnå et europæisk turismeøkosystem, der er bæredygtigt, innovativt og modstandsdygtigt og beskytter arbejdstagernes og forbrugernes rettigheder;

91.

fremhæver det potentiale, som de kulturelle og kreative sektorer rummer med hensyn til at fremme innovation, fungere som katalysatorer for forandring i andre sektorer og anspore til opfindelser og fremskridt; bemærker, at innovative økonomiske sektorer bliver mere og mere afhængige af kreativitet for at fastholde deres konkurrencefordel; bemærker desuden, at de kulturelle og kreative sektorer med fremkomsten af stadig mere komplekse, kreative og indbyrdes forbundne forretningsmodeller i stigende grad bliver et afgørende element i næsten alle produkter og tjenester; mener derfor, at EU bør videreudvikle sine kreative og kulturelle aktiver, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at rette tilstrækkelig opmærksomhed mod de kulturelle og kreative sektorer i forbindelse med udformningen af en omfattende, sammenhængende og langsigtet ramme for industripolitikken, herunder adgang til finansiering og støtteprogrammer;

92.

fremhæver vigtigheden af Unionens rumpolitik, især med hensyn til at forbedre EU's kapaciteter inden for rumindustrien og frigøre potentialet i synergier med andre nøglesektorer og -politikker, navnlig med henblik på at udvikle avancerede teknologier og ledsage den industrielle omstilling;

93.

bemærker, at den kemiske industri bidrager til mange strategiske værdikæder og til produktionen af CO2-neutrale, ressourceeffektive og cirkulære teknologier og løsninger; efterlyser en bæredygtig kemikaliepolitik, der er i overensstemmelse med industristrategien;

94.

opfordrer Det Europæiske Miljøagentur til sammen med Det Europæiske Kemikalieagentur at udarbejde en rapport om kemiske produkter i miljøet i Europa; mener, at der i denne rapport bør foretages en vurdering af den systemiske karakter af farlige kemikalier i Europas produktions- og forbrugssystemer, brugen af dem i produkter samt forekomsten af dem i miljøet, og den skade, som de forvolder for menneskers sundhed og for økosystemerne;

95.

understreger, at det er afgørende at have en velfungerende og konkurrencedygtig sektor for lægemidler og medicinsk udstyr for at sikre bæredygtig adgang til lægemidler og garantere et højt niveau af sundhedsydelser for patienter i EU; mener, at Kommissionen bør fremme dialogen med medlemsstaterne og alle de relevante interessenter ved at skabe et lægemiddelforum under Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA's) tilsyn for at give mulighed for en omfattende drøftelse af spørgsmål vedrørende bl.a. lægemiddelbæredygtighed og indførelsen af ny teknologi i sundhedssystemerne; understreger, at dette forum bør tage hensyn til de forskellige nationale tilgange til prissætning og godtgørelse samt investering i og organisering af sundhedsplejen;

96.

anser offentlige indkøb for at være en afgørende drivkraft for industriel omstilling; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan gearingen af offentlige udgifter og investeringer kan udnyttes fuldt ud til at nå politiske mål, herunder ved at styrke bæredygtigheden og gøre offentlige indkøb centrale for Unionens økonomiske genopretningsplan ved at prioritere og fremme efterspørgslen efter miljømæssigt innovative, omkostningseffektive og bæredygtige varer og tjenesteydelser samt ved at give mulighed for flytning af centrale strategiske sektorer, såsom sundhedsrelaterede produkter, landbrug og teknologier til vedvarende energi, og fremme kortere og bæredygtige forsyningskæder; opfordrer Kommissionen og de offentlige myndigheder til at analysere betingelserne for at gøre bæredygtighed obligatorisk i forbindelse med offentlige indkøb på grundlag af miljømæssige, sociale og etiske kriterier, herunder CO2-fodaftryk, indhold af genanvendte materialer og arbejdsvilkår igennem hele livscyklussen, samt til at skabe øget bevidsthed om og gøre bedre brug af de eksisterende ordninger for fremme af grønne tjenesteydelser; insisterer på, at SMV'er bør have en rimelig chance for at deltage i offentlige udbud; opfordrer ordregivende myndigheder til systematisk at anvende en tilgang baseret på det bedste forhold mellem kvalitet og pris igennem hele produkternes og tjenesteydelsernes levetid; tilskynder dem til at anvende den bestemmelse (artikel 85 i forsyningsvirksomhedsdirektivet), som giver dem mulighed for at afvise tilbud, hvis andelen af varer med oprindelse i tredjelande udgør mere end 50 % af den samlede værdi af de varer, som tilbuddet omfatter;

97.

anerkender standardiseringens bidrag til det europæiske indre marked og til øget økonomisk, samfundsmæssig og miljømæssig velfærd, herunder forbrugernes og arbejdstagernes sundhed og sikkerhed; understreger, at det er nødvendigt at udvikle, vurdere og anvende harmoniserede standarder til at støtte industrier i at fremstille produkter på måder, der er effektive, sikre, cirkulære, bæredygtige og reproducerbare og sikrer høj kvalitet;

98.

opfordrer Kommissionen til at indføre et stærkt system af centrale præstationsindikatorer til at foretage forudgående konsekvensanalyser af Unionens forordninger og instrumenter og eventuelle nødvendige investeringer og overvåge fremskridt og resultater under hensyntagen til SMV-dimensionen; understreger, at systemet for centrale præstationsindikatorer bør være baseret på mål, som er specifikke, målbare, opnåelige, relevante og tidsorienterede;

99.

opfordrer Kommissionen til at styrke sin praksis for konsekvensanalyser og sikre, at den forud for fremlæggelsen af nye forslag til lovgivning eller vedtagelsen af nye foranstaltninger foretager en detaljeret konsekvensanalyse af de potentielle efterlevelsesomkostninger, konsekvenserne for beskæftigelsen og byrderne og de potentielle fordele for europæiske borgere, sektorer og virksomheder, herunder SMV'er; mener, at evalueringen af Unionens lovgivning og foranstaltninger i højere grad bør have fokus på gennemførelsen i medlemsstaterne og bør analysere, hvad der sker, når EU-lovgivningen gennemføres eller fortolkes på en måde, der skaber unødvendige og uventede reguleringsmæssige hindringer for både SMV'er og større virksomheder; anmoder Kommissionen om at støtte reguleringsmæssig kohærens og anerkende et initiativ om intelligent regulering, der er udformet med henblik på at mindske bureaukratiske byrder uden at underminere lovgivningens effektivitet eller sænke de sociale og miljømæssige standarder, navnlig når den traditionelle industri er nødt til at tilpasse sig på grund af reguleringsmæssige beslutninger; mener, at foranstaltninger med henblik på digitalisering og dekarbonisering bør udformes på en sådan måde, at de giver virksomheder, herunder SMV'er, muligheder og minimerer byrden for den berørte sektor;

100.

forventer, at den industrielle strategi ikke skaber unødvendige reguleringsmæssige byrder for virksomheder, navnlig SMV'er, og at den anvender »one-in-one-out«-reglen, som sigter mod at identificere eksisterende bestemmelser, der skal ophæves eller revideres, når der indføres nye bestemmelser, hvorved det sikres, at overholdelsesomkostningerne i en given sektor ikke stiger, med forbehold af medlovgivernes beføjelser; mener, at et sådant forslag skal være evidensbaseret, sendes til høring i brede kredse, sikre effektiviteten af lovgivningen og de sociale og miljømæssige standarder og vise klare fordele ved en europæisk indsats; mener, at EU skal styrke sit princip om at være »stort i store sager og småt i små sager« for bedre at sikre proportionalitet;

101.

understreger, at den offentlige forvaltning bør spille en central rolle med hensyn til at sikre et erhvervsvenligt økonomisk klima og mindske den administrative byrde for virksomhederne, samtidig med at der sikres fuldstændig anvendelse af Unionens etiske, sociale, miljømæssige og gennemsigtighedsmæssige standarder og regler om arbejdstagernes sikkerhed; mener, at e-forvaltningsværktøjer, politikker for digital innovation og forbedring af digitale færdigheder bør fremmes inden for den offentlige sektor og blandt dens ansatte; opfordrer Kommissionen til at sikre udveksling af national og regional bedste praksis på området, med særlig henvisning til offentlig forvaltning af den økonomiske konkurrenceevne;

102.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1)  Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0124.

(2)  Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0054.

(3)  Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0005.

(4)  Vedtagne tekster, P9_TA(2019)0102.

(5)  EUT C 334 af 19.9.2018, s. 124.

(6)  EUT C 307 af 30.8.2018, s. 163.

(7)  EUT C 11 af 12.1.2018, s. 55.

(8)  EUT C 215 af 19.6.2018, s. 21.

(9)  EUT C 238 af 6.7.2018, s. 28.

(10)  EUT C 482 af 23.12.2016, s. 89.