22001D0220(02)

2001/133/EF: Afgørelse nr. 1/2001 truffet af Associeringsrådet EU-Ungarn den 19. januar 2001 om fastlæggelse af vilkårene og betingelserne for Republikken Ungarns deltagelse i det finansielle instrument for miljøet (Life)

EF-Tidende nr. L 049 af 20/02/2001 s. 0010 - 0012


Afgørelse nr. 1/2001 truffet af Associeringsrådet EU-Ungarn

den 19. januar 2001

om fastlæggelse af vilkårene og betingelserne for Republikken Ungarns deltagelse i det finansielle instrument for miljøet (Life)

(2001/133/EF)

ASSOCIERINGSRÅDET HAR -

under henvisning til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side(1), undertegnet i Bruxelles den 16. december 1991, særlig artikel 1 og 2 i tillægsprotokollen(2) hertil, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 1 i nævnte tillægsprotokol kan Ungarn deltage i Fællesskabets rammeprogrammer, særprogrammer, projekter og andre foranstaltninger, bl.a. på miljøområdet.

(2) I henhold til artikel 2 i nævnte tillægsprotokol fastlægger associeringsrådet vilkårene og betingelserne for Ungarns deltagelse i disse nævnte aktiviteter -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ungarn deltager fra den 1. januar 2001 i det finansielle instrument for miljøet (i det følgende benævnt "Life") i henhold til de vilkår og betingelser, der er fastsat i bilag I og II, som udgør en integrerende del af denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse gælder fra den 1. januar 2001 til udløbet af tredje fase af Life.

Artikel 3

Forslag, der indgives af Ungarn til Kommissionen inden den 31. oktober 2000 for Life-Natur og inden den 30. november 2000 for Life-Miljø, vil kunne tages i betragtning med henblik på vurdering.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft den første dag i måneden efter dens vedtagelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. januar 2001.

På associeringsrådets vegne

J. Martonyi

Formand

(1) EFT L 347 af 31.12.1993, s. 2.

(2) EFT L 317 af 30.12.1995, s. 30.

BILAG I

Vilkår og betingelser for Ungarns deltagelse i det finansielle instrument for miljøet (Life).

1. Ungarn deltager i alle foranstaltningerne i Life i overensstemmelse med de mål, kriterier, procedurer og frister, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1655/2000 af 17. juli 2000 om det finansielle instrument for miljøet (Life)(1).

2. For at deltage i programmet indbetaler Ungarn hvert år et bidrag til Den Europæiske Unions almindelige budget efter betingelserne i bilag II.

Associeringsudvalget kan justere dette bidrag for at undgå ubalance på budgettet under gennemførelsen af Life, hvis dette er nødvendigt for at tage hensyn til udviklingen i Life eller ændringer i Ungarns absorptionskapacitet.

3. Vilkårene og betingelserne for indgivelse, vurdering og udvælgelse af ansøgninger fra støtteberettigede institutioner, organisationer og enkeltpersoner i Ungarn er de samme som dem, der finder anvendelse for støtteberettigede institutioner, organisationer og enkeltpersoner i Fællesskabet.

Kommissionen kan tage ungarske eksperter i betragtning, når den i henhold til de relevante bestemmelser i afgørelsen om programmets oprettelse udpeger uafhængige eksperter, som skal bistå med projektvurderingen.

4. For at afspejle fællesskabsdimensionen af Life bør de transnationale projekter og aktiviteter, der foreslås af Ungarn, i det omfang det er relevant, indbefatte mindst én partner fra en af Fællesskabets medlemsstater.

5. Fællesskabets medlemsstater og Ungarn bestræber sig inden for de gældende bestemmelser mest muligt for at lette fri bevægelighed og ophold for eksperter og andre dertil beføjede personer mellem Ungarn og Fællesskabet i forbindelse med deltagelse i aktiviteter, der er omfattet af denne afgørelse.

6. Aktiviteter, der er omfattet af denne afgørelse, skal i Ungarn være fritaget for indirekte skatter, told, forbud og restriktioner for varer og tjenesteydelser, der skal anvendes i forbindelse med sådanne aktiviteter.

7. Uden at dette berører Europa-Kommissionens og Revisionsretten for De Europæiske Fællesskabers ansvar for overvågning og evaluering af programmet i henhold til artikel 9 i forordning (EF) nr. 1655/2000, vil Ungarns deltagelse i programmet blive løbende overvåget af Kommissionen og Ungarn på grundlag af et partnerskab. Ungarn deltager i alle andre særlige aktiviteter, som Fællesskabet iværksætter i denne sammenhæng.

8. I overensstemmelse med Fællesskabets finansforordninger skal kontrakter indgået med instanser i Ungarn indeholde bestemmelser om kontrol- og revisionsforanstaltninger, der gennemføres af Kommissionen og Revisionsretten eller under disses ansvar. Der kan foretages finansiel revision med henblik på at kontrollere sådanne instansers indtægter og udgifter i forbindelse med deres kontraktlige forpligtelser over for Fællesskabet. Af hensyn til samarbejdet og den gensidige interesse yder de ungarske myndigheder enhver rimelig og gennemførlig bistand, der under de givne omstændigheder måtte være nødvendig eller hensigtsmæssig til gennemførelsen af sådanne kontrol- og revisionsforanstaltninger.

9. Uden at dette berører de procedurer, der er omhandlet i artikel 3, stk. 7, og i artikel 11 i forordning (EF) nr. 1655/2000, deltager repræsentanter for Ungarn som observatører i de relevante udvalg for de spørgsmål, der vedrører dem. Repræsentanterne for Ungarn er ikke til stede ved behandlingen af de øvrige spørgsmål og ved afstemning i udvalgene.

10. Det sprog, der anvendes i alle kontakter med Kommissionen i forbindelse med ansøgningsprocessen, kontrakter, rapporter, der skal forelægges, og andre administrative arrangementer i forbindelse med programmerne, skal være et af Fællesskabets officielle sprog.

11. Fællesskabet og Ungarn kan når som helst opsige gennemførelsen af aktiviteter i henhold til denne afgørelse med 12 måneders skriftligt varsel. Projekter og aktiviteter, der er i gang på tidspunktet for opsigelsen, fortsætter, indtil de er fuldført på de i de pågældende aftaler fastlagte betingelser.

(1) EFT L 192 af 28.7.2000, s. 1.

BILAG II

Ungarns finansielle bidrag til Life

1. Ungarns finansielle bidrag til Den Europæiske Unions almindelige budget for deltagelse i Life beløber sig til 2280000 EUR for hvert af de to første regnskabsår. Dette beløb omfatter supplerende omkostninger af administrativ art.

Ungarns bidrag for den efterfølgende periode vil blive fastsat af associeringsrådet i løbet af 2002.

2. Ungarn betaler det ovennævnte bidrag, dels over det ungarske statsbudget, dels over Ungarns nationale Phare-program. Under iagttagelse af en særlig Phare-programmeringsprocedure vil de pågældende Phare-midler blive overført til Ungarn på grundlag af en særskilt finansieringsaftale. Sammen med den del, der kommer fra det ungarske statsbudget, vil disse midler udgøre Ungarns nationale bidrag, hvorfra Ungarn vil foretage betalinger i overensstemmelse med Kommissionens årlige indkaldelser af midler.

3. Der ansøges om Phare-midler efter følgende tidsplan:

- 1045000 EUR til bidraget til Life for det første år 2001

- 1045000 EUR for det andet år.

Den resterende del af Ungarns bidrag dækkes over det ungarske statsbudget.

4. Finansforordningen af 21. december 1977 vedrørende De Europæiske Fællesskabets almindelige budget(1) finder anvendelse, bl.a. hvad angår forvaltningen af Ungarns bidrag.

De ungarske repræsentanters og eksperters rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med deltagelse som observatører i arbejdet i det udvalg, der henvises til i bilag I, punkt 9, eller andre møder i tilknytning til gennemførelsen af Life, vil blive refunderet af Kommissionen på samme grundlag og efter samme procedure, som er gældende for ikke-statslige eksperter fra Den Europæiske Unions medlemsstater.

5. Efter denne afgørelses ikrafttræden og ved begyndelsen af hvert af de følgende år sender Kommissionen Ungarn en indkaldelse af midler svarende til landets bidrag til Life i henhold til denne afgørelse.

Dette bidrag vil blive udtrykt i euro og skal indbetales til en af Kommissionens eurobankkonti.

Ungarn betaler sit bidrag i overensstemmelse med indkaldelsen af midler:

- senest den 1. april for den del, der finansieres over dets statsbudget, forudsat at Kommissionen har sendt indkaldelsen af midler før den 1. marts, eller senest en måned efter, at indkaldelsen af midler er sendt, hvis senere

- senest den 1. april for den del, der finansieres over Phare, forudsat at de tilsvarende beløb er blevet sendt til Ungarn senest på dette tidspunkt, eller senest inden for en frist på 30 dage efter, at disse midler er blevet sendt til Ungarn.

Enhver forsinkelse ved betalingen af bidraget vil medføre, at Ungarn skal betale renter af det udestående beløb fra forfaldsdagen. Rentesatsen svarer til den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine transaktioner i euro i den måned, hvor forfaldsdatoen ligger, forhøjet med 1,5 procentpoint.

(1) EFT L 356 af 31.12.1977, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2673/1999 (EFT L 326 af 18.12.1999, s. 1).