1. 

Det præjudicielle spørgsmål, som Bundesgerichtshof har forelagt, giver Den Europæiske Unions Domstol lejlighed til at uddybe sin retspraksis angående artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder ( 2 ) inden for et hidtil ubehandlet område. Domstolen har hidtil primært behandlet tvister mellem indehavere af intellektuelle rettigheder og internetbrugere, som downloader eller deler ophavsretligt beskyttet indhold, og hvis oplysninger begæres udleveret fra internetudbyderne med henblik på retsforfølgelse af de pågældende brugere, når sidstnævntes identitet er slået fast. ( 3 ) I denne sag drejer det sig imidlertid om et pengeinstitut, der under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed nægter at udlevere de oplysninger, der er nødvendige for at anlægge et civilt søgsmål mod den person, der benytter sig af de tekniske muligheder, som internettet frembyder, til at sælge forfalskede varer.

2. 

Det spørgsmål, som den foreliggende sag kort sagt omhandler, er, hvorvidt en tredjemand, som ikke har deltaget i en påstået krænkelse af den intellektuelle ejendomsrettighed, men som »er fundet i færd med at yde tjenester, der anvendes i de omtvistede aktiviteter, i kommerciel målestok« [artikel 8, stk. 1, litra c), i direktiv 2004/48] – i det foreliggende tilfælde et pengeinstitut – under henvisning til førnævnte direktiv og under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed kan nægte at give oplysninger (konkret om en kontoindehavers navn og adresse), som fordres af indehaveren af den intellektuelle ejendomsrettighed eller af den person, der er beføjet til at beskytte denne rettighed ( 4 ).

3.

Formålet med direktiv 2004/48 er ifølge tiende betragtning hertil indbyrdes at tilnærme medlemsstaternes lovgivninger med henblik på at sikre et højt, ækvivalent og ensartet beskyttelsesniveau i det indre marked. I ottende betragtning anføres, at »[f]orskellene mellem medlemsstaternes ordninger for håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er til hinder for et velfungerende indre marked og gør det umuligt at sikre, at intellektuelle ejendomsrettigheder nyder ensartet beskyttelse på hele Fællesskabets område. Denne situation fremmer ikke den frie bevægelighed i det indre marked eller skaber et klima til fremme af sund konkurrence mellem virksomhederne«, mens der i direktivets niende betragtning erindres om, at »[…] Udviklingen i brugen af internettet har skabt mulighed for øjeblikkelig global udbredelse af piratkopier […]«.

4.

I henhold til artikel 2, stk. 3, i direktiv 2004/48 berører dette direktiv ikke: »a) […] [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv 95/46/EF [af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger]«, hvilket ligeledes nævnes i 15. betragtning.

5.

I artikel 3 i direktiv 2004/48 fastsættes følgende:

»1.   Medlemsstaterne fastsætter de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af dette direktiv. Disse foranstaltninger, procedurer og retsmidler skal være fair og rimelige, de må ikke være unødigt komplicerede eller udgiftskrævende, og de må ikke indebære urimelige frister eller medføre ugrundede forsinkelser.

2.   Foranstaltningerne og retsmidlerne skal ligeledes være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og have afskrækkende virkning, og de skal anvendes på en sådan måde, at der ikke opstår hindringer for lovlig samhandel, og at der ydes garanti mod misbrug af dem.«

6.

I artikel 8 med overskriften »Ret til information« i direktiv 2004/48 fastsættes følgende:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente retslige myndigheder i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed og som svar på en velbegrundet og forholdsmæssig afpasset begæring fra rekvirenten, kan pålægge den krænkende part og/eller enhver anden person at give oplysninger om oprindelsen af og distributionskanalerne for de varer eller tjenesteydelser, der krænker en intellektuel ejendomsret, såfremt den pågældende:

[…]

[…]

2.   De i stk. 1 nævnte oplysninger omfatter i givet fald:

[…]

3.   Stk. 1 og 2 finder anvendelse med forbehold af andre lovbestemmelser, der:

[…]

7.

§ 19 i Markengesetz (den tyske varemærkelov, herefter »MarkenG«) af 25. oktober 1994, med senere ændringer, gennemfører under overskriften »Oplysningspligt« den i artikel 8 i direktiv 2004/48 regulerede rettighed i tysk varemærkelovgivning. Ovennævnte § 19, stk. 2, er affattet således:

»Når der foreligger en åbenbar overtrædelse eller en situation, hvor indehaveren af et varemærke eller et handelsnavn har anlagt sag mod den krænkende part, har indehaveren (uanset bestemmelserne i stk. 1) ligeledes krav på videregivelse af oplysninger over for tredjemand, der i kommerciel målestok

medmindre den pågældende person i medfør af §§ 383-385 i lov om civil retspleje er berettiget til at nægte at afgive vidneforklaring i sagen mod den krænkende part […]«

8.

I henhold til § 383, stk. 1, nr. 6, i Zivilprozessordnung (den tyske lov om civil retspleje, som affattet den 5.12.2005, med senere ændringer, herefter »ZPO«) anerkendes det, at personer, der som følge af deres stilling, hverv eller opgaver er blevet betroet forhold, som i sagens natur eller i henhold til lov skal hemmeligholdes, er berettiget til at nægte at afgive vidneforklaring om disse forhold.

9.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse er indgivet under en sag mellem det tyske selskab Coty Germany GmbH (herefter »Coty Germany«), der er indehaver af en eksklusiv licens til EF-varemærket »Davidoff Hot Water«, og Stadtsparkasse Magdeburg (herefter »Sparkasse«).

10.

I januar 2011 købte selskabet Coty Germany en flaske med parfumen »Davidoff Hot Water« på en internetauktion. Selskabet indbetalte købsprisen på den af sælgeren anførte konto i Sparkasse. Da Coty Germany havde konstateret, at det købte produkt var en forfalskning, anmodede selskabet internetauktionen om at angive det virkelige navn på indehaveren af den brugerkonto, hvorfra produktet var blevet solgt (salget var gennemført under pseudonym). Den angivne person medgav at være indehaveren af den pågældende brugerkonto på internetauktionen, men nægtede at være sælgeren af produktet, og nægtede under påberåbelse af retten til at nægte at afgive vidneforklaring at give yderligere oplysninger. Under henvisning til MarkenG’s § 19, stk. 2, henvendte Coty Germany sig herefter til Sparkasse og anmodede om navn og adresse på indehaveren af den konto, hvorpå købsprisen for forfalskningen skulle indbetales. Sparkasse nægtede under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed at videregive disse oplysninger. Coty Germany anlagde herefter sag ved Landgericht Magdeburg (førsteinstansdomstol), som pålagde Sparkasse at videregive de pågældende oplysninger. Sparkasse appellerede afgørelsen til Oberlandesgericht Naumburg under påberåbelse af § 383, stk. 1, nr. 6, i ZPO (hvortil der henvises i MarkenG’s § 19, stk. 2), der bl.a. beskytter pengeinstitutternes ret til at nægte at afgive vidneforklaring i civile sager under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed. Appeldomstolen gav ikke sagsøgeren medhold. Coty Germany iværksatte herefter revisionsanke ved Bundesgerichtshof og gentog sine påstande om at pålægge pengeinstituttet at videregive de anmodede oplysninger.

11.

På denne baggrund besluttede Bundesgerichtshof at udsætte sagen og forelægge Den Europæiske Unions Domstol følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 8, stk. 3, litra e), i direktiv 2004/48/EF fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national ordning, der i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede giver et pengeinstitut ret til under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed at nægte at give oplysning i henhold til direktivets artikel 8, stk. 1, litra c), om en kontoindehavers navn og adresse?«

12.

Der er i den foreliggende sag afgivet skriftlige indlæg af Coty Germany, Sparkasse, Europa-Kommissionen og den tyske regering.

13.

I sit skriftlige indlæg har Coty Germany argumenteret for, at artikel 8, stk. 3, i direktiv 2004/48 er til hinder for en national bestemmelse, der indebærer, at et pengeinstitut under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed kan nægte at videregive oplysning om en kontoindehavers navn og adresse til rekvirenter, der anmoder om disse oplysninger i medfør af direktivets artikel 8, stk. 1, litra c). Ifølge Coty Germany vil den part, der krænker varemærkeretten, på intet tidspunkt tillade personer, som yder krænkeren tjenester i medfør af artikel 8, stk. 1, litra c), i direktiv 2004/48, at videregive oplysninger vedrørende krænkerens identitet (der i henhold til direktiv 95/46 betegnes som personlige oplysninger) til indehaveren af den krænkede rettighed, og dette dilemma vil derfor til enhver tid forekomme i disse situationer. Coty Germany har gjort gældende, at der kan foretages en afvejning af de modstridende interesser ud fra sagens konkrete omstændigheder, idet det tages i betragtning, at personer, der sælger åbenlyse forfalskede varer, ikke fortjener at få beskyttet deres identitet.

14.

Sparkasse, der i sine indlæg har fokuseret på, at anmodningen om en præjudiciel afgørelse bør afvises, hvilket jeg berører umiddelbart herefter, har med hensyn til realiteten gjort gældende, at Coty Germany ved hjælp af en anden og mere enkel metode kan afsløre identiteten på den påståede krænker af varemærkeretten, nemlig ved at anlægge en straffesag, idet Coty Germany ad denne vej ville få adgang til de oplysninger, der er registreret hos skattevæsenet, eftersom princippet om bankhemmelighed ikke kan påberåbes over for denne myndighed. Sparkasse har endvidere anført, at dens ret til at nægte at afgive vidneforklaring ikke kan gøres afhængig af en afvejning af de modstridende interesser i den foreliggende sag. Sparkasse har desuden fremhævet, at et pengeinstitut i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt det skal videregive de ønskede oplysninger, ikke er i stand til at bedømme, hvorvidt den pågældende krænkelse af et mærke er åbenbar i medfør af MarkenG’s § 19, stk. 2, første punktum.

15.

Den tyske regering har anført, at artikel 8, stk. 1, litra c), i direktiv 2004/48 skal fortolkes således, at der ved besvarelsen af en anmodning om videregivelse af oplysninger inden for direktivets anvendelsesområde skal tages højde for den konkrete sags omstændigheder, og at de krav, der følger af proportionalitetsprincippet, skal opfyldes, når der foretages en afvejning af de modstridende grundlæggende rettigheder. Ifølge den tyske regering er EU-rettens bestemmelser om beskyttelse af oplysninger (konkret direktiv 95/46) ikke uden videre til hinder for, at man på baggrund af den foreliggende sags omstændigheder kan videregive de ønskede oplysninger. Endvidere er den tyske regering af den opfattelse, at den såkaldte »undtagelse« i henhold til artikel 8, stk. 3, litra e), i direktiv 2004/48 ikke finder anvendelse på den foreliggende sag. Den nationale bestemmelse, der gør det muligt at nægte at videregive de ønskede oplysninger under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed, er ikke en bestemmelse, der omhandler behandlingen af personoplysninger i det pågældende direktivs forstand. Efter den tyske regerings opfattelse er der snarere tale om en bestemmelse, der omhandler beskyttelsen af fortrolige kilder til information, i medfør af førnævnte artikel 8, stk. 3, litra e), herunder, ifølge den tyske regerings opfattelse, ligeledes selve de fortrolige oplysninger. Den nævnte bestemmelse i direktivet skal derfor fortolkes således, at den nationale retsinstans til enhver tid kan foretage en afvejning af de modstridende grundlæggende rettigheder og en vurdering af de omstændigheder, der foreligger i hver enkelt konkret sag.

16.

Afslutningsvis har Kommissionen i sit indlæg anført, at artikel 8, stk. 3, litra e), i direktiv 2004/48 ikke er til hinder for en national bestemmelse, som gør det muligt for et pengeinstitut at påberåbe sig princippet om bankhemmelighed med henblik på at nægte at videregive oplysninger, forudsat at den pågældende bestemmelse opfylder nogle nærmere fastlagte betingelser, nærmere bestemt at den opfylder kravene i medfør af retssikkerhedsprincippet, omhandler behandlingen af personoplysninger og giver den nationale retsinstans mulighed for at foretage en afvejning af de modstridende grundlæggende interesser i hver enkelt konkret sag.

17.

Inden besvarelsen af det realitetsspørgsmål, som rejses i forbindelse med spørgsmålet fra Bundesgerichtshof, er det hensigtsmæssigt at behandle det formalitetsspørgsmål, som Sparkasse rejste som sagsøgt i første instans. Sparkasse har anført, at den sag, som behandles af den forelæggende ret, ikke reguleres af direktiv 2004/48, men derimod alene af den nationale lovgivning, idet anmodningen om oplysninger ikke er forelagt i forbindelse med en sag om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed (artikel 8, stk. 1, i direktiv 2004/48, sammenholdt med MarkenG’s § 19, stk. 2, andet punktum), men derimod i forbindelse med en sag om »åbenlys krænkelse« af et varemærke (MarkenG’s § 19, stk. 2, første punktum), som ifølge Sparkasse ikke er omhandlet i det ovennævnte direktiv, (således som der vil blive redegjort for i det følgende).

18.

Ifølge Sparkasse fastsættes der i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2004/48 ikke en selvstændig materiel ret til at indhente oplysninger fra tredjemand, idet denne rettighed udelukkende anerkendes i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel eller industriel ejendomsrettighed – i den foreliggende sag et varemærke – og som svar på en velbegrundet og forholdsmæssig afpasset begæring fra rekvirenten. Sparkasse har gjort gældende, at den foreliggende sag ikke omhandler en situation, hvor indehaveren af varemærket (eller licenshaveren som i den foreliggende sag) har anlagt sag mod den, der har krænket varemærkeindehaverens rettighed, hvorefter rekvirenten anmoder tredjemand om nogle nærmere bestemte oplysninger, men at der derimod er tale om, at der gøres en selvstændig materiel ret gældende, som ikke er omhandlet i direktivet, men derimod udelukkende i den nationale lovgivning.

19.

Efter min opfattelse skal denne indsigelse afvises. Det forekommer mig faktisk ikke at være ubetydeligt, at forudsætningen »åbenlys krænkelse« blev indført i MarkenG i 2008, netop også i betragtning af de tilfælde, hvor indehaveren af den krænkede rettighed behøver disse oplysninger for at kunne identificere den krænkende part, dvs. i de sager, hvor der i henhold til bestemmelserne i tysk procesret, der ikke gør det muligt at anlægge et civilt søgsmål mod en unavngiven person, endnu ikke kan anlægges retssag om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, fordi den person, der anlægges sag mod, endnu ikke er identificeret. ( 5 )

20.

Efter min opfattelse er den affattelse, der bl.a. er indeholdt i den spanske udgave af artikel 8, stk. 1, i direktiv 2004/48, »en el contexto de los procedimientos relativos a una infracción de un derecho de propiedad intelectual« ( 6 ) [dansk udgave: »i forbindelse med sager om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed«], tilstrækkelig bred til at omfatte tilfælde som det foreliggende, hvor formålet med anmodningen om oplysninger tydeligvis er at anlægge søgsmål om krænkelse af et varemærke, i lyset af at der er tilstrækkelige indicier, som peger i retning af en krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed (»åbenlys krænkelse«). Det bør i denne sammenhæng påpeges, at der her er tale om en sag »i forbindelse med« en krænkelse af en varemærkerettighed. ( 7 )

21.

Jeg mener derfor, at det bør konkluderes, at den foreliggende sag ligeledes er omfattet af ovennævnte direktiv 2004/48, og at det præjudicielle spørgsmål, som Bundesgerichtshof har forelagt, kan antages til realitetsbehandling.

22.

Hvad angår spørgsmålets realitet skal det først og fremmest præciseres, at grunden til det af Bundesgerichtshof forelagte spørgsmål, hvilket ikke fremgår klart af ordlyden heraf, findes i MarkenG’s § 19, stk. 2. Som tidligere anført, anerkendes det i denne bestemmelse udtrykkeligt, at tredjemand, der anmodes om oplysninger, har ret til at nægte at videregive disse oplysninger, hvis tredjemand i medfør af ZPO’s §§ 383-385 har ret til at nægte at afgive vidneforklaring i et eventuelt civilt søgsmål mod den krænkende part. I den foreliggende sag har Sparkasse netop gjort brug af denne mulighed under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed. ( 8 )

23.

I den foreliggende sag skal det fastslås, om denne mulighed i tysk lovgivning for at nægte at videregive oplysninger, navnlig under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed, er i overensstemmelse med den ret til information, som anerkendes varemærkeindehaveren eller licenstageren i medfør af artikel 8 i direktiv 2004/48.

24.

Retten til information i henhold til artikel 8 i direktiv 2004/48 er en bestemmelse, som medvirker til, og som har til formål at sikre en effektiv beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, hvilket fremgår af enogtyvende betragtning til direktivet. Det umiddelbare sigte med denne rettighed er at sikre en vis udligning af de forskellige muligheder for at indhente information, som den påståede krænker af en intellektuel ejendomsrettighed og indehaveren af den pågældende ret råder over ( 9 ), med de deraf følgende virkninger, som den omstændighed, at indehaveren af rettigheden mangler de få nødvendige oplysninger for at kunne anlægge sag mod den påståede krænker, har på retsmidlernes effektivitet. Retten til information er naturligvis ikke en absolut ret, og faktisk indeholder artikel 8 selv en mulighed for, at medlemsstaterne kan fastlægge visse begrænsninger for udøvelsen heraf. Selv om bankhemmeligheden ikke er udtrykkeligt anført som en af disse begrænsninger, er stk. 3 imidlertid affattet som følger: »Stk. 1 og 2 finder anvendelse med forbehold af andre lovbestemmelser, der […] e) omhandler beskyttelsen af fortrolige kilder til information eller behandlingen af personoplysninger«. Desuden fastsættes i artikel 2, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/48 en begrænsning på den i artikel 8 knæsatte ret til information, idet det bestemmes, at det omhandlede direktiv »ikke berører« bl.a. direktiv 95/46.

25.

I sit præjudicielle spørgsmål henviser den forelæggende ret udtrykkeligt kun til artikel 8, stk. 3, litra e), i direktiv 2004/48 som den bestemmelse, der i givet fald kan hjemle bankhemmelighed som en begrænsning eller sågar en undtagelse til retten til information i artikel 8, stk. 1, litra c). Spørgsmålet er således, om direktivets artikel 8, stk. 3, litra e), under omstændigheder som i den foreliggende sag åbner mulighed for, at et pengeinstitut under henvisning til en national lovbestemmelse, som omhandler retten til under visse omstændigheder at nægte at afgive vidneforklaring, kan påberåbe sig princippet om bankhemmelighed med henblik på at nægte at videregive oplysninger, hvorom der anmodes i medfør af den ret, der er fastsat i artikel 8, stk. 1.

26.

Jeg skal først og fremmest bemærke, at det i den foreliggende sag er relevant at rette blikket mod det andet af de forbehold, der er nævnt i litra e), nemlig det, som vedrører behandlingen af personoplysninger, og at se bort fra det første forbehold, der omhandler beskyttelsen af fortrolige kilder. Det er for mig at se klart, at betingelserne for dette forbehold ikke er opfyldt i den foreliggende sag, idet denne ikke omhandler beskyttelse af identiteten på en »kilde til information«.

27.

Med hensyn til dette andet forbehold, som er indeholdt i artikel 8, stk. 3, litra e), i direktiv 2004/48, skal jeg indlede mine overvejelser med at anføre, at det er min opfattelse, at den omtvistede nationale ordning, sådan som den er udlagt af den forelæggende ret, har to virkninger, nemlig for det første en umiddelbar virkning i form af et »bortfald« af den ret til information, der er anerkendt i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2004/48, og for det andet en indirekte virkning i form af en »påvirkning« af den grundlæggende ret til effektive retsmidler, og som mulig følge af sidstnævnte, af den grundlæggende intellektuelle ejendomsret.

28.

Det skal straks bemærkes, at det ovenfor nævnte bortfald af retten til information (og den indirekte begrænsning af de nævnte grundlæggende rettigheder) ligeledes sker som følge af kravet om »bankhemmelighed« som fastsat i ZPO’s § 383, stk. 1, nr. 6). Den forelæggende ret har spurgt, om formålet med at opretholde bankhemmeligheden kan være omfattet af undtagelsen i artikel 8, stk. 3, litra e), i direktiv 2004/48 til udøvelsen af retten til information i henhold til stk. 1, for så vidt som denne ret anerkendes »med forbehold af« især »andre lovbestemmelser, der […] omhandler […] behandlingen af personoplysninger«.

29.

Ud fra denne betragtning kan der sættes spørgsmålstegn ved, om den pågældende undtagelse finder anvendelse på den foreliggende sag, idet der kan rejses tvivl om, hvorvidt selve »bankhemmeligheden« som defineret i tysk lovgivning udgør en »lovbestemmelse« i medfør af artikel 8, stk. 3, litra e), i direktiv 2004/48, eller (om) hvorvidt formålet med ZPO’s § 383, stk. 1, nr. 6), hvortil der henvises i MarkenG’s § 19, stk. 2, er at lovgive om »behandlingen af personoplysninger«, hvilket navnlig den tyske regering har lagt vægt på i sit skriftlige indlæg ( 10 ).

30.

Ikke desto mindre skal det i adskillige situationer, som i den foreliggende sag, tages i betragtning, at det, der er afgørende for, om den pågældende bestemmelse skal finde anvendelse, er, hvorvidt de retslige myndigheder skal gives meddelelse om visse personoplysninger vedrørende konkrete personer ( 11 ). Desuden skal det ligeledes tages i betragtning, at artikel 2, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/48 under alle omstændigheder indeholder en hovedregel om overholdelse af bestemmelserne i direktiv 95/46 vedrørende beskyttelse af personoplysninger. Følgelig giver en fortolkning af artikel 8, stk. 3, litra e), i direktiv 2004/48 i overensstemmelse med den grundlæggende ret til beskyttelse af personoplysninger i artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) mig anledning til at anse den omtvistede nationale ordning for omfattet af direktivets artikel 8, stk. 3, litra e).

31.

På baggrund af denne fortolkning af den nationale ordning mener jeg, at der i forbindelse med undersøgelsen af den tyske bestemmelses forenelighed med direktiv 2004/48 indledningsvis skal foretages en vurdering af førstnævnte med udgangspunkt i garantien vedrørende de berørte grundlæggende rettigheder. I denne forbindelse må det først og fremmest konstateres, at virkningen af den omhandlede nationale ordning er at udgøre en »begrænsning i udøvelsen« af den grundlæggende ret til effektive retsmidler og den intellektuelle ejendomsret i medfør af chartrets artikel 52, stk. 1. Det forholder sig således, at pengeinstituttets legitime interesse i at opretholde bankhemmeligheden, som er et udtryk for det fortrolige forhold mellem et pengeinstitut og dets kunde, udgør en begrænsning af varemærkeindehaverens eller licenstagerens (sidstnævnte i kraft af visse økonomiske rettigheder i forhold til det pågældende varemærke) grundlæggende rettigheder i medfør af chartrets artikel 52, stk. 1, nærmere bestemt af varemærkeindehaverens eller licenstagerens intellektuelle ejendomsret (chartrets artikel 17, stk. 2) og deres ret til effektive retsmidler i medfør af chartrets artikel 47 ( 12 ), som er en nødvendig bestemmelse for at beskytte den intellektuelle ejendomsret.

32.

I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, er begrænsninger i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder tilladt, hvis en af følgende forudsætninger er opfyldt: Begrænsningerne skal svare til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen (første forudsætning), eller indføres som følge af et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (anden forudsætning). Selv om jeg er klar over, at det henhører under den nationale rets kompetence endelig at fastslå det legitime mål med den omtvistede nationale ordning, er det efter min opfattelse klart, at den anden forudsætning er omdrejningspunktet her (om end jeg ikke vil udelukke, at der ligeledes kan være tale om »mål af almen interesse« (første forudsætning), som vedrører pengeinstitutternes udøvelse af en grundlæggende virksomhed med henblik på at sikre, at hele det økonomiske system fungerer). I denne forbindelse er jeg af den opfattelse, at en begrænsning af beskyttelsen af effektive retsmidler og af licensindehaverens intellektuelle ejendomsret under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed, hvorefter pengeinstituttet har forpligtet sig til ikke at afsløre oplysninger om sin kundes identitet og banktransaktioner uden kundens samtykke, grundlæggende er i overensstemmelse med nødvendigheden af at sikre retten (den i chartrets artikel 8 ligeledes benævnte grundlæggende rettighed) til beskyttelse af personoplysninger vedrørende pengeinstituttets kunder.

33.

Chartrets artikel 52, stk. 1, indeholder en detaljeret beskrivelse af de forudsætninger, der skal være til stede, for at der kan fastsættes »begrænsninger« for en grundlæggende rettighed. For at være lovlig skal en begrænsning af de i den foreliggende sag omhandlede grundlæggende rettigheder således opfylde alle de krav, som er fastlagt i den nævnte bestemmelse, dvs. at begrænsningen skal være fastlagt i lovgivningen, respektere de berørte rettigheder og friheder og afslutningsvis være passende og nødvendig for at nå det tilsigtede mål samt iagttage proportionalitetsprincippet.

34.

Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om den omtvistede tyske lovgivning opfylder kravene i chartrets artikel 52, stk. 1. På baggrund af den nationale rets mere indgående kendskab til de særlige forhold, der gør sig gældende i »et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede«, påhviler det denne ret endeligt at fastslå, om betingelserne for at fastsætte begrænsninger i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed er opfyldt.

35.

Under hensyntagen til Domstolens relevante retspraksis vil jeg i det følgende i korte træk redegøre for de oplysninger, der er nødvendige for, at den nationale ret under anvendelse af chartrets artikel 52, stk. 1, kan foretage en vurdering af, hvorvidt pengeinstituttets legitime interesse i at opretholde bankhemmeligheden lovligt kan begrænse retten til adgang til effektive retsmidler for personer, der som indledende skridt til ad rettens vej at håndhæve de rettigheder, der følger af et EF-varemærke, agter at gøre den ret til information gældende, som de indrømmes i henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2004/48, og hvorvidt den i yderste konsekvens eventuelt ligeledes kan begrænse den grundlæggende ret til intellektuel ejendomsret.

36.

I chartrets artikel 52, stk. 1, fastslås det, at enhver begrænsning »skal være fastlagt i lovgivningen«, dvs. at den skal overholde legalitetsprincippet, og at en begrænsning således kun kan tillades, hvis den har et lovgrundlag i den nationale lovgivning, som er tilgængeligt, klart og forudsigeligt. ( 13 ) I den foreliggende sag forholder det sig imidlertid således, som den forelæggende ret har anført i punkt 22 i sin anmodning om en præjudiciel afgørelse: »I Tyskland er princippet om bankhemmelighed ganske vist ikke forankret direkte i en lovbestemmelse; det udledes derimod af en banks generelle pligt til at beskytte og undlade at gøre indgreb i kontrahentens formueinteresser«. I Tyskland, fortsætter Bundesgerichtshof, »[følger] [b]eskyttelsen af bankhemmeligheden derimod indirekte af ZPO’s § 383, stk. 1, nr. 6,), der berettiger til at nægte at afgive vidneforklaring for så vidt angår forhold, der er omfattet af princippet om bankhemmelighed […]. En kontoindehavers navn og adresse er i reglen også et af de forhold«.

37.

Som jeg påpegede i mit forslag til afgørelse i Scarlet Extended-sagen ( 14 ), skal udtrykket »lovgivning« i chartrets artikel 52, stk. 1, forstås i sin »materielle« og ikke kun i sin formelle betydning, hvorfor det kan omfatte såvel »skreven ret« som »uskreven ret« eller »ret, som er blevet udviklet« af domstolene. »En fast retspraksis«, som er offentliggjort og dermed tilgængelig, og som følges af lavere retsinstanser, kan under visse omstændigheder supplere en lovbestemmelse og tydeliggøre den, således at den bliver forudsigelig.

38.

Det tilkommer den forelæggende ret at bekræfte, hvorvidt det i henhold til retspraksis vedrørende ZPO’s § 383, stk. 1, nr. 6), er muligt at fastslå, at princippet om bankhemmelighed, der vel at mærke ikke er udtrykkelig knæsat i nogen bestemmelse i tysk ret, opfylder kravene til legalitetsprincippet som nævnt ovenfor (dvs. kravet om tilgængelighed, klarhed og forudsigelighed), og hvorvidt denne retspraksis kan legitimere en begrænsning af de førnævnte grundlæggende rettigheder, under forudsætning af at de øvrige betingelser i chartrets artikel 52, stk. 1, er opfyldt.

39.

I chartrets artikel 52, stk. 1, bestemmes det endvidere, at enhver begrænsning skal respektere de berørte rettigheders og friheders »væsentligste indhold«. Med hensyn til dette punkt består den mest alvorlige tvivl især i forbindelse med Coty Germanys ret til effektive retsmidler. I Tyskland afhænger retsmidlernes effektivitet, som indehaveren af licensen til det krænkede mærke påberåber sig, i tilfælde som det i den foreliggende sag omhandlede, tilsyneladende ene og alene af, at det pengeinstitut, som anmodes om oplysninger, og som har en kontraktlig fortrolighedsforpligtelse over for sin kunde, af en eller anden grund giver afkald på retten til at nægte at afgive vidneforklaring i medfør af ZPO’s § 383, stk. 1, nr. 6) ( 15 ). Det tilkommer ganske vist hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at håndhæve EU-retten i medfør af princippet om procesautonomi (således at den enkelte medlemsstat i princippet kan fastlægge regler for, hvornår bestemte personer kan påberåbe sig retten til at nægte at afgive vidneforklaring om forhold, som de er bekendt med). Den skønsmæssige beføjelse, som medlemsstaterne har i forbindelse med udøvelsen af denne kompetence, begrænses imidlertid af kravet om, at beskyttelsens effektivitet til enhver tid skal sikres, således at det i praksis ikke gøres umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden. ( 16 ) Det er under alle omstændigheder klart, at det væsentligste indhold ikke anses for respekteret, hvis den omtvistede nationale lovgivning indebærer, at adgangen til at opnå retsbeskyttelse for eventuelle indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder bortfalder.

40.

I chartrets artikel 52, stk. 1, andet punktum, fastslås følgende: »Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til […] et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder«. I denne forbindelse skal der foretages en vurdering af, hvorvidt det at hindre Coty Germany i at udøve retten til adgang til effektive retsmidler, og dermed ligeledes fjerne beskyttelsen af selskabets intellektuelle ejendomsret under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed i et tilfælde som det omhandlede er passende, nødvendigt og forholdsmæssigt med henblik på at nå det tilsigtede legitime mål, som efter min opfattelse, og som tidligere anført, går ud på at sikre retten til beskyttelse af oplysningerne om den påståede krænker, som det pengeinstitut, hvori krænkeren er kontohaver, er i besiddelse af.

41.

Henset til det første af kravene skal det indledningsvis undersøges, om begrænsningen af licenstagerens grundlæggende adgang til effektive retsmidler og til intellektuelle ejendomsrettigheder kan anses for at være passende med hensyn til at nå det tilsigtede mål, dvs. om begrænsningen som formuleret i chartrets artikel 52, stk. 1, »faktisk svarer til« et behov for, i dette tilfælde, at sikre retten til beskyttelse af oplysninger om kontoindehaveren.

42.

For det andet skal det fastslås, om begrænsningen reelt er nødvendig for at nå det pågældende mål, og denne vurdering forekommer at være særlig vigtig under den foreliggende sags omstændigheder. Begrænsningen af Coty Germanys grundlæggende rettigheder er kun nødvendig, hvis det tilsigtede mål (pengeinstituttets beskyttelse af sine kundeoplysninger) ikke kan nås ved at træffe en mindre indgribende foranstaltning. I denne sammenhæng skal det efter min opfattelse især vurderes, om de oplysninger, hvorom Coty Germany har anmodet Sparkasse, eventuelt kan indhentes ad anden vej eller via en anden kilde end pengeinstituttet ( 17 ). Der skal i denne forbindelse endvidere foretages en undersøgelse af, om det reelt er muligt at gennemføre det i Sparkasses skriftlige indlæg stillede forslag, om at Coty Germany kan anlægge straffesag mod en unavngiven person og derigennem få oplyst navnet på den formodede krænker. Den nationale ret skal i denne sammenhæng fastslå, hvorvidt det kan pålægges varemærkeindehaveren eller licenstageren at anlægge en sådan straffesag, og – forud herfor – hvorvidt denne foranstaltning overhovedet er praktisk mulig i henhold til gældende national ret (og i bekræftende fald, hvorvidt den i sidste ende ikke ville udgøre et uacceptabelt misbrug af strafferetsplejen, idet formålet er et andet end det tilsigtede).

43.

Afslutningsvis indebærer prøvelsen af begrænsningernes forholdsmæssighed, at det skal undersøges, hvorvidt formålet med at beskytte visse rettigheder frem for andre grundlæggende rettigheder i tilstrækkelig grad opvejer de ulemper, som en sådan beskyttelse medfører. Den nationale ret skal bl.a. tage højde for typen og omfanget af de oplysninger, som Coty Germanys anmodning omhandler, og som ifølge sagens akter tilsyneladende er begrænset til de oplysninger, der er strengt nødvendige for at kunne anlægge sag mod den påståede krænker, hvilke beviser der foreligger på, at der er sket en krænkelse af den intellektuelle ejendomsret ( 18 ), samt i hvilke henseender kontoindehaveren, der ønskes identificeret, kan have handlet ulovligt ( 19 ), idet der ligeledes skal foretages en vurdering af, hvorvidt personer, der formodes at sælge forfalskninger, er berettigede til beskyttelse af deres identitet, især, som anført af Coty Germany i sit skriftlige indlæg, henset til, at angivelsen af korrekt navn og adresse er omfattet af de forpligtelser, som enhver deltager i kommercielle transaktioner i god tro har ( 20 ), hvorvidt indehaveren af det beskyttede varemærke har lidt væsentlig skade, samt hvilken garanti Coty Germany giver med hensyn til brugen af de oplysninger, som selskabet måtte blive givet, således at de oplysninger, der måtte blive videregivet, kun anvendes til at anlægge sag mod den formodede ansvarlige for krænkelsen og ikke til andre formål end dette. Inden for rammerne af denne prøvelse af forholdsmæssigheden skal den nationale ret under alle omstændigheder iagttage alle de berørte grundlæggende rettigheder og følgelig foretage en afvejning af de modstridende grundlæggende rettigheder ( 21 ).

44.

Henset til de ovenstående betragtninger skal artikel 8, stk. 3, litra e), i direktiv 2004/48 efter min opfattelse fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, der ubetinget har til virkning, at et pengeinstitut under påberåbelse af princippet om bankhemmelighed kan nægte at videregive oplysning om en kontoindehavers navn og adresse, hvorom der er anmodet i medfør af artikel 8, stk. 1, litra c), i samme direktiv. Dette formål kan alene være foreneligt med den anførte bestemmelse i direktivet efter en forudgående vurdering, som foretages af den nationale ret, og som sikrer, at begrænsningen af de grundlæggende rettigheder, der berøres af den omhandlede nationale bestemmelse, er lovlig i henhold til artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

45.

På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det af Bundesgerichtshof forelagte spørgsmål på følgende måde: