22.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 76/1


RÅDETS FORORDNING (EU) 2017/488

af 21. marts 2017

om ændring af forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,

under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 18. januar 2016 vedtog Rådet forordning (EU) 2016/44 (1), som af klarhedshensyn konsoliderede Rådets forordning (EU) nr. 204/2011 (2).

(2)

Ved artikel 16 i forordning (EU) nr. 204/2011 fik Rådet tillagt beføjelse til at ændre bilag VI til nævnte forordning efter en afgørelse truffet af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd eller Sanktionskomité. Denne tillæggelse af beføjelser blev imidlertid ikke medtaget i forordning (EU) 2016/44.

(3)

Forordning (EU) 2016/44 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 21 i forordning (EU) 2016/44 affattes således:

»Artikel 21

1.   Hvis Sikkerhedsrådet eller Sanktionskomitéen opfører en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ på listen, opfører Rådet de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer på listen i bilag II eller VI.

2.   Træffer Rådet afgørelse om, at en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ skal være omfattet af foranstaltningerne omhandlet i artikel 6, stk. 2, ændrer det bilag III i overensstemmelse hermed.

3.   Rådet meddeler sin afgørelse, herunder begrundelsen for opførelsen på listen, til den fysiske eller juridiske person, den enhed eller det organ, der er omhandlet i stk. 1 og 2, enten direkte, hvis adressen er kendt, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, der giver den pågældende fysiske eller juridiske person, enheden eller organet lejlighed til at fremsætte bemærkninger.

4.   Fremsættes der bemærkninger, eller forelægges der væsentlig ny dokumentation, tager Rådet sin afgørelse op til fornyet overvejelse og underretter den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet, jf. stk. 1 og 2, herom.

5.   Beslutter Sikkerhedsrådet eller Sanktionskomitéen at slette en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ på listen eller at ændre identifikationsoplysningerne for en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ på listen, ændrer Rådet bilag II eller VI i overensstemmelse hermed.

6.   Listen i bilag III revideres jævnligt og mindst hver tolvte måned.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. marts 2017

På Rådets vegne

E. SCICLUNA

Formand


(1)  Rådets forordning (EU) 2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning (EU) nr. 204/2011 (EUT L 12 af 19.1.2016, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EU) Nr. 204/2011 af 2. marts 2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT L 58 af 3.3.2011, s. 1).