For så vidt angår sagens retlige grundlag og faktiske omstændigheder, skal jeg henvise til retsmøderapporten.

For det første forekommer det mig klart, at den nationale rets spørgsmål må omformuleres.

Det er fast retspraksis, at Domstolen ikke under en præjudiciel sag kan træffe afgørelse om, hvorvidt en national retsregel er forenelig med fællesskabsretten. Når en præjudiciel anmodning er upræcist formuleret, kan Domstolen imidlertid præcisere spørgsmålet om fællesskabsretten således, at den har mulighed for at udtale sig herom.

Som Kommissionen korrekt har anført, er det nødvendigt at henvise til bestemmelserne i Rådets direktiv 79/112/EØF af 18. december 1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler

EFT L 33, s. 1.

Dets anvendelsesområde, som defineret i artikel 1, stk. 1, er tilsyneladende sammenfaldende med de omtvistede franske bestemmelser, der ligeledes vedrører produkter, der er bestemt til den endelige forbruger

Det bemærkes, at direktiv 79/112/EØF blev ændret ved direktiv 89/395/EØF af 14.6.1989 (EFT L 186, s. 17), hvorved direktivets anvendelsesområde blev udvidet til at omfatte levnedsmidler, der er bestemt til etablissementer, så som restauranter, hospitaler og kantiner.

Af selve titlen til lov nr. 88-14 fremgår, at den omhandler anerkendte forbrugersammenslutningers søgsmålskompetence og forbrugeroplysning.

Direktivet synes endvidere at omfatte såvel den situation, hvor syntetiske sødemidler er bestemt til salg i uforarbejdet stand, som hvor disse indgår i et andet levnedsmiddel, der er bestemt til salg til den endelige forbruger (artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1).

Jeg skal imidlertid understrege, at de franske bestemmelser ikke ex professo regulerer salgsmåder og salgsfremmende metoder, men alene bestemmer, at de forbud, der er fastsat for mærkning af de pågældende produkter, også gælder for reklame, samt at selve direktivet opstiller visse krav med hensyn til reklame, bl. a. kravet om en korrekt information af forbrugeren (artikel 2).

Det er således min opfattelse, at den pågældende nationale lovgivning i sin helhed henhører under direktivets anvendelsesområde.

I artikel 3 er der derefter opregnet de obligatoriske oplysninger, som mærkning af levnedsmidler skal omfatte, dog bortset fra visse betingelser og undtagelser, der er fastsat i de følgende artikler.

Artikel 15 bestemmer endelig, at medlemsstaterne ikke ved anvendelse af ikke-harmoniserede nationale bestemmelser, som opstiller regler for mærkning af og præsentationsmåde for bestemte levnedsmidler, kan forbyde handel med levnedsmidler, som er i overensstemmelse med direktivets regler, bortset fra tilfælde, der er begrundet i bl. a. hensynet til den offentlige sundhed eller bekæmpelse af illoyal konkurrence, hvad der er af særlig interesse for denne sag.

Et så omfattende og generelt forbud kan i stedet for at sikre forbrugerne korrekt information i realiteten have den modsatte virkning, idet det kan være til hinder for en tilfredsstillende og fuldstændig information.

Et sådant forbud afskærer f. eks. fra at angive, at et levnedsmiddel ikke indeholder suklier, hvilket ofte er netop det, køberen vil vide.

Ved at forbyde oplysning om, at et produkt er blevet sødet med, eller at et sødemiddel har sødeevne, vanskeliggør man helt klart forståelsen af syntetiske sødemidlers virkning, eftersom der i det franske sprog ikke findes tilsvarende udtryk, der er let forståelige for størstedelen af befolkningen. Dette bevises af, at den nationale lovgiver, når der tales om syntetiske sødemidler, selv må anvende ordet sødeevne[artikel 10, litra a)].

Selve den undtagelse, der er hjemlet i de franske bestemmelser, og hvorefter det er tilladt at bibeholde betegnelser og fabriksmærker for sødemidler, der er bragt i handelen af lægemiddelsektoren før den 1. december 1987, udgør på den ene side en potentiel forskelsbehandling — markedsforholdene taget i betragtning — da den tilsyneladende giver franske produkter en bedre stilling, men gør på den anden side argumentet om forbrugerbeskyttelse (sammen med de øvrige fremførte begrundelser) lidet troværdigt, idet det, såfremt der er mulighed for forveksling, er uforståeligt, hvorfor nogle produkter må bibeholde de tidligere anførte oplysninger og andre ikke.

Særligt for så vidt angår hensynet til bekæmpelse af illoyal konkurrence har Chambre syndicale des raffineurs et conditionneurs de sucre i det væsentlige gjort gældende, at enhver anvendelse af ordet sukker i mærkningen af et hvilket som helst konkurrerende produkt er udtryk for illoyal konkurrence, når henses til at sukker har været genstand for gentagne nedvurderende kampagner.

Dette argument hører helt klart ikke til de mest underbyggede eller overbevisende. Jeg har svært ved at dele den opfattelse, at angivelsen sukkerfri i sig selv er en nedvurdering af sukker, der kan medføre, at forbrugeren tillægger det således nævnte produkt sundhedsskadelige virkninger.

Hvis man tilslutter sig denne betragtning, må det ligeledes antages, at omtale af en koffeinfri eller alkoholfri drik ikke er tænkt som oplysning af køberen, men har til formål at nedvurdere koffein og alkohol.

Lad mig også tilføje, at det anførte argument tilsyneladende beror på en undervurdering af forbrugernes opfattelsesevne og kritiske sans.

Endelig kan jeg ikke forstå, hvorledes de pågældende bestemmelser, som den franske regering har gjort gældende, kan være begrundet i hensynet til at forhindre uredelig handelsskik (indlægget s. 11), da et sådant forbud under alle omstændigheder forekommer at stå i et klart misforhold til det angivne mål.

Såfremt uredelig handelsskik forekommer, kan denne forhindres gennem generelle regler om forbrugerbeskyttelse eller illoyal konkurrence.

Det er indlysende, at fællesskabsretten ikke er til hinder for bekæmpelse af en illoyal konkurrence, der består i at nedvurdere et konkurrerende produkt ved mere eller mindre udtrykkeligt at tilskrive det helbredsskadelige virkninger. Men efter min opfattelse er det ikke det, der er tale om i nærværende sag.

De bestemmelser i den franske lovgivning, der skal sikre denne beskyttelse, er således heller ikke de bestemmelser, der er omdiskuteret under nærværende sag, men andre særlige bestemmelser, der f.eks. vedrører obligatorisk oplysning om eventuel forekomst af Phenylalanin og kravet om, at det anbefales gravide kvinder at indtage begrænsede mængder heraf.

Hertil skal jeg for det første bemærke, at forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner, som er forbudt i henhold til Traktatens artikel 30, ifølge Domstolens faste praksis

Jf. navnlig dom af 11.7.1974, Dassonville, præmis 5 (8/74, Sml. s. 837).

En lovgivning, som begrænser eller forbyder visse former for reklame og visse salgsfremmende metoder, kan, selv om den ikke direkte påvirker indførslerne, begrænse disses omfang, fordi den påvirker mulighederne for afsætning af de indførte varer. Det kan ikke udelukkes, at den omstændighed, at den pågældende erhvervsdrivende er tvunget til enten at anvende forskellige reklamesystemer eller salgsfremmende metoder, alt efter hvilken medlemsstat det drejer sig om, eller opgive et system, som han anser for særlig effektivt, kan udgøre en hindring for importen, selv om en sådan lovgivning gælder såvel for indenlandske som indførte varer

Dom af 15.12.1982, Oosthock's, pramis 15 (286/81, Sml. s. 4575).

Endelig skal jeg, som Domstolen gentagne gange har fastslået siden Rewe-dommen

Dom af 20.2.1979, 120/78, præmis 8, Sml. s. 649.

Direktiv 79/112/EØF, navnlig artiklerne 2 og 15, skal fortolkes således, at direktivet er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter enhver angivelse af ordet sukker eller enhver oplysning, der vækker forestillinger om sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller om dets næringsværdi, er forbudt i mærkningen af syntetiske sødemidler og i reklame herfor, når der er tale om egenskaber, som disse produkter også har.