Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
T. ĆAPETA
fremsat den 16. juli 2026 (1)
Sag C-273/24 [Naski] (i)
X.Y.
Yderligere procesdeltagere:
Prokurator Generalny og
Rzecznik Praw Obywatelskich
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen))
» Præjudiciel forelæggelse – artikel 267 TEUF – kompetence – formaliteten – retsstatsprincippet – uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – anmodning om en præjudiciel afgørelse indgivet til Domstolen af et dommerkollegium i afdelingen for civile sager ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) – ændring af dette dommerkollegiums sammensætning efter Domstolens besvarelse af det præjudicielle spørgsmål «
I. Indledning
1. Flere års tilbageskridt med hensyn til retsstatsprincippet i Polen har efterladt et sår, der vanskeligt lader sig hele på trods af landets vilje til at rette op på situationen.
2. Den foreliggende sag er et foruroligende eksempel på disse vanskeligheder.
3. Den giver Domstolen anledning til – ikke for første gang – at tage stilling til spørgsmål vedrørende fortolkningen af EU-kravene om en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, som fastsat i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Samtidig opfordres Domstolen til at angive retsmidlerne i tilfælde af tilsidesættelse af disse krav i en situation, hvor tilsidesættelsen er systemisk og har påvirket en stor del af retsvæsenet i Polen, men endnu ikke er blevet afhjulpet og udbedret på vellykket vis ved demokratiske processer i denne medlemsstat selv.
4. Vanskelighederne forstærkes af de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, der, som jeg vil redegøre nærmere for nedenfor, udspringer af et søgsmål anlagt af en daværende dommer til prøvelse af en afgørelse om at forflytte ham fra én afdeling til en anden ved en regional domstol i Polen, og som nu er blevet denne medlemsstats justitsminister.
5. Selv om det utvivlsomt er Domstolens opgave inden for rammerne af den præjudicielle procedure at fortolke de krav, der følger af retsstatsprincippet, således som disse er konkretiseret i artikel 19, stk. 1, TEU og chartrets artikel 47, for at vejlede en forelæggende ret med henblik på at afgøre, om visse regler eller situationer i det nationale retssystem er i strid med disse krav, henhører det efter min opfattelse ikke under Domstolens kompetence at afgøre, hvordan sådanne eventuelle tilsidesættelser skal afhjælpes. Derimod er det op til den enkelte medlemsstat at bringe retsvæsenet i overensstemmelse med disse krav.
6. Domstolen har i det væsentlige givet udtryk for dette i sin nylige dom af 24. marts 2026, Rzecznik Praw Obywatelskich (Udelukkelse af en almindelig dommer på grund af inhabilitet) (2). Under henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (Menneskerettighedsdomstolen) pilotdom i sagen Wałęsa mod Polen (3) fastslog Domstolen, at systemiske problemer i det polske retssystem kræver passende lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger fra den polske stats side(4). Jeg forstår denne konstatering således, at den også er udtryk for, at det ikke tilkommer Domstolen at finde løsninger på vedvarende systemiske uregelmæssigheder.
7. Med disse indledende bemærkninger in mente vil jeg først redegøre for de komplekse omstændigheder i den foreliggende sag så kort og enkelt som muligt. Jeg vil derefter give min vurdering af, hvorfor den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse overskrider Domstolens kompetence inden for rammerne af den præjudicielle procedure. Hvis Domstolen alligevel måtte tage stilling til den foreliggende sag, vil jeg endelig analysere det præjudicielle spørgsmål.
II. Baggrund
A. Bredere sammenhæng
8. Dommerne ved Domstolen har et godt kendskab til den bredere sammenhæng, der er præget af forringelsen af retsvæsenets uafhængighed i Polen efter de lovgivningsmæssige ændringer, som den tidligere regering indførte. Domstolen er blevet anmodet om at udtale sig om, hvorvidt forskellige elementer i disse ændringer er forenelige med EU-retten i en række traktatbrudsprocedurer, som Europa-Kommissionen har indledt, og den har fortolket den relevante EU-ret med henblik på at vurdere gyldigheden af disse ændringer i endnu flere præjudicielle afgørelser. Ændringerne er også blevet vurderet i flere domme fra Menneskerettighedsdomstolen, har givet anledning til omfattende international kritik og har endda ført til, at Kommissionen for første gang indledte proceduren i henhold til artikel 7, stk. 1, TEU (5).
9. Det ser ud til, at der er blevet udnævnt mere end 3 000 dommere siden de pågældende lovændringer (6).
10. Til dato og efter regeringsændringen i december 2023 synes Polen imidlertid endnu ikke at have truffet generelle foranstaltninger til at afhjælpe de uretmæssige udnævnelser af disse dommere. Polen har for nylig f.eks. foreslået at opdele dommere i tre kategorier – grønne (ca. 1 200 nyudnævnelser), gule (ca. 1 100 personer) og røde (ca. 350 personer ved de almindelige domstole og 80 personer ved Sąd Najwyższy (den øverste domstol, Polen, herefter »den øverste domstol«) og Naczelny Sąd Administracyjny (den øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Polen, »den øverste domstol i forvaltningsretlige sager«) – og at løse uretmæssigheden af deres udnævnelser forskelligt ved at lovliggøre nogle ved lov, lade nogle blive underkastet nye udnævnelsesprocedurer eller fjerne visse personer fra de stillinger, som de er blevet udnævnt til. Dette forslag blev forelagt Venedigkommissionen, som svarede ved udtalelse nr. 1238/2025 i marts 2026 (7), men indtil videre har den polske stat ikke truffet nogen konkrete lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger.
11. Dette er den foreliggende sags baggrund. Der er i øjeblikket en institutionel lammelse, således som X.Y. anførte i retsmødet for Domstolen. Dommere, der er udnævnt i procedurer forud for lovændringerne, ønsker ikke at have sæde i et dommerkollegium med personer, der er udnævnt til dommere ved procedurer i forlængelse af lovændringerne, og dermed legitimere deres udnævnelse. Samtidig kan borgere og parter, der er involveret i tvister ved polske domstole, ikke være sikre på, at sagerne vil blive afgjort af en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, og om de vil føre til gyldige domme.
B. De omstændigheder, der ligger forud for den foreliggende sag
12. For at forstå den foreliggende sag er det nødvendigt at gå tilbage til sommeren 2018.
13. X.Y., tidligere benævnt W.Ż., var dommer ved en regional domstol i Polen. Ved afgørelse af 27. august 2018 forflyttede præsidenten for denne ret X.Y. fra afdelingen ved den pågældende ret, hvor han varetog sit hverv, til en anden afdeling ved samme retsinstans uden hans samtykke.
14. I henhold til den relevante nationale lovgivning påklagede X.Y. denne afgørelse til Krajowa Rda Sadownictwa (det nationale domstolsråd, Polen, herefter »domstolsrådet«), som besluttede, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sagen (herefter »domstolsrådets afgørelse«).
15. Den 14. november 2018 indbragte X.Y. domstolsrådets afgørelse for den øverste domstol. Sagens behandling tilfaldt Izba Kontroli Nadzwyczajnej i Spraw Publicznych (afdeling for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager, Polen, herefter »afdelingen for ekstraordinær prøvelse«).
16. X.Y. fremsatte i forbindelse med dette søgsmål ligeledes en begæring om, at alle dommerne ved afdelingen for ekstraordinær prøvelse blev erklæret inhabile med den begrundelse, at de henset til den måde, hvorpå de var blevet udnævnt, ikke opfyldte kravene om retslig uafhængighed og upartiskhed. Behandlingen af denne inhabilitetsindsigelse tilfaldt Sąd Najwyższy (Izba Cywilna) (den øverste domstols afdeling for civile sager, Polen (herefter »afdelingen for civile sager«), der var sat af tre dommere.
17. I mellemtiden afviste afdelingen for ekstraordinær prøvelse imidlertid ved kendelse af 8. marts 2019, sat af en enedommer bestående af BD, X.Y.s søgsmål til prøvelse af domstolsrådets afgørelse (herefter »BD’s kendelse«), til trods for at dommerkollegiet sat af tre dommere ved afdelingen for civile sager var i besiddelse af sagsakterne, og at X.Y. ikke var blevet hørt.
18. BD’s kendelse afsluttede søgsmålet og dermed sagen om foreløbige forholdsregler, som dommerkollegiet sat af tre dommere ved afdelingen for civile sager var anmodet om at træffe afgørelse i. Dommerkollegiet sat af tre dommere, der var af den opfattelse, at BD’s kendelse var i strid med loven, besluttede imidlertid at forelægge visse spørgsmål for et udvidet dommerkollegium ved afdelingen for civile sager sat af syv dommere. Disse spørgsmål vedrørte bl.a. retsvirkningerne af BD’s kendelse som følge af den måde, hvorpå BD blev udnævnt til dommer.
19. Dette dommerkollegium sat af syv dommere ved afdelingen for civile sager besluttede at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.
20. Denne forelæggelse resulterede i dommen af 6. oktober 2021 i W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse) (8), hvori Domstolen foretog en fortolkning af EU-retten, og hvoraf det i det væsentlige fremgår, at BD’s kendelse, henset til omstændighederne ved hans udnævnelse, ikke kan anses for at være afsagt af en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov (9). Domstolen fandt derfor, at dommerkollegiet sat af syv dommere i sit svar til dommerkollegiet sat af tre dommere skulle konkludere, at det i overensstemmelse med princippet om EU-rettens forrang skulle erklære BD’s kendelse ugyldig (10).
C. Den foreliggende sag, det præjudicielle spørgsmål og sagen for Domstolen
21. Efter W.Ż.-dommen skulle dommerkollegiet sat af syv dommere ved afdelingen for civile sager svare dommerkollegiet sat af tre dommere, at dommerkollegiet sat af en enedommer ved afdelingen for ekstraordinær prøvelse ikke opfyldte kravene til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, hvilket ville gøre det muligt for dommerkollegiet sat af tre dommere at erklære BD’s kendelse ugyldig.
22. I perioden mellem indgivelsen af forelæggelsesafgørelsen (den 21.5.2019) og Domstolens dom i W.Ż.-sagen (den 6.10.2021) gik tre dommere fra dommerkollegiet sat af syv dommere ved afdelingen for civile sager imidlertid på pension.
23. Ved kendelse af 26. januar 2022 udpegede MB som præsident for den øverste domstol, der leder arbejdet i afdelingen for civile sager (herefter »formanden for afdelingen for civile sager«), et nyt dommerkollegium på syv dommere, hvori de tre pensionerede dommere og den dommer, der tidligere var formand for dette dommerkollegium, blev erstattet af nye personer.
24. Dette nye dommerkollegium består af: JK, førstepræsident for den øverste domstol, som retsformand og KS, CV og RX, som alle fire blev udnævnt til dommere ved den øverste domstol i forlængelse af lovændringerne af det polske retssystem. De tre øvrige dommere havde sæde i det oprindelige dommerkollegium: KW, som fortsat er den refererende dommer, samt PW og ZW. Disse tre dommere blev udnævnt til den øverste domstol inden disse lovændringer.
25. Dette kan sammenfattes i følgende oversigt:
|
|
Tidligere dommerkollegium |
Nyt dommerkollegium |
|
1) |
TN, formand |
JK, førstepræsident for den øverste domstol, formand – ny |
|
2) |
A – pensioneret |
KS – ny |
|
3) |
B – pensioneret |
CV – ny |
|
4) |
C – pensioneret |
RX – ny |
|
5) |
KW, refererende dommer |
KW, refererende dommer – uændret |
|
6) |
PW |
PW – uændret |
|
7) |
WZ |
WZ – uændret |
26. KW, der er refererende dommer i dommerkollegiet sat af syv dommere, har besluttet at indgive den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, da han er i tvivl om, hvorvidt ændringen af dette dommerkollegiums sammensætning er i strid med EU-retten.
27. Denne dommer har bl.a. fremhævet, at ændringen af dette dommerkollegiums sammensætning blev foretaget uden objektive grunde og i strid med afdelingen for civile sagers tidligere praksis, hvor et dommerkollegium blev suppleret i stedet for at blive genudpeget i sin helhed. Dommerkollegiet består desuden af et flertal af nye personer, der er blevet udnævnt på samme betingelser som dem, hvorunder BD blev udnævnt til dommer. Dette tyder på, at sådanne foranstaltninger kan anses for at have til formål at påvirke dommerkollegiets afgørelse. Dette indtryk forstærkes af den omstændighed, at ændringen blev foretaget af MB som formand for afdelingen for civile sager, som ligeledes blev udnævnt til dommer ved den øverste domstol under de samme omstændigheder som BD, og at emnet for den bedømmelse, som dommerkollegiet skal foretage, netop er omstændighederne ved BD’s udnævnelse. Følgelig vil enhver afgørelse fra dommerkollegiet være behæftet med de samme mangler som dem, BD’s kendelse var behæftet med.
28. Det fremgår endvidere af forelæggelsesafgørelsen, at X.Y. har indgivet inhabilitetsindsigelser mod de fire nye personer i dommerkollegiet, som endnu ikke var blevet behandlet på tidspunktet for anmodningen om præjudiciel afgørelse (11).
29. På denne baggrund har KW som refererende dommer i dommerkollegiet sat af syv dommere besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Når en domstol i sidste instans i en medlemsstat (øverste domstol), efter at have modtaget [Den Europæiske Unions Domstols] fortolkning af EU-retten med hensyn til de retlige konsekvenser af en tilsidesættelse af denne medlemsstats grundlæggende retsforskrifter vedrørende udnævnelse af dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) – i en situation, hvor:
a) Republikken Polens præsident har truffet afgørelse om udnævnelse til et dommerembede ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) på trods af, at der forinden var blevet indgivet en klage over [domstolsrådets] afgørelse, herunder en anmodning om udnævnelse til dommerembedet, til den kompetente nationale domstol (Naczelny Sąd Administracyjny) (øverste domstol i forvaltningsretlige sager); denne sidstnævnte domstol har suspenderet gennemførelsen af den nævnte afgørelse i overensstemmelse med national ret og klagesagen ikke blev afsluttet, hvorefter (Naczelny Sąd Administracyjny) (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har besluttet at ophæve afgørelsen fra domstolsrådet med henvisning til dens ulovlige karakter og fjernet den permanent fra retsordenen, hvorved afgørelsen om udnævnelse til dommerembedet ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) savner det retsgrundlag, der kræves i henhold til artikel 179 i Konstytucja Rzeczypospolitej Polskiej (Republikken Polens forfatning) i form af en anmodning fra domstolsrådet om udnævnelse til dommerembedet, og
b) et nationalt organ (Krajowa Rada Sądownictwa (domstolsrådet)), som – henset til omstændighederne omkring dets oprettelse i retsvæsenet og dets funktionsmåde – ikke opfylder kravene til et forfatningsmæssigt organ til sikring af retsvæsenets uafhængighed og dommernes uafhængighed, har gennemført den forudgående udnævnelsesprocedure under tilsidesættelse af principperne om gennemsigtighed og retfærdighed, for så vidt som den blev oprettet i henhold til bestemmelserne i ustawa z 8 grudnia 2017 r. o zmianie ustawy o Krajowej Radzie Sądownictwa oraz niektórych innych ustaw (lov af 8.12.2017 om ændring af lov om domstolsrådet og visse andre love) (Dz. U. af 2018, pos. 3),
– og hvor [den nævnte domstol i sidste instans] skal træffe afgørelse om et retsspørgsmål, der forelægges for den, ved at anvende den fortolkning af EU-retten, som EU-Domstolen har anlagt – skal bestemmelserne artikel 2, artikel 6, stk. 1 og 3, samt artikel 19, stk. 1, andet afsnit TEU samt artikel 267 TEUF sammenholdt med chartrets artikel 47, da fortolkes således, at de er til hinder for, at nogen af de personer, der er udnævnt til dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) i strid med de nationale retsforskrifter, der er beskrevet i punkt 1, litra a) eller b), ovenfor, kan deltage i afgørelsen af det pågældende retsspørgsmål, og skal [disse bestemmelser] anses for at være til hinder for ændringer i sammensætningen af [dommerkollegiet] ved retten, der har forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål, når sådanne ændringer finder sted, efter at Domstolen har afsagt dom som svar på det pågældende spørgsmål, og ændringen i sammensætningen ikke er begrundet i objektive forhold (f.eks. dødsfald eller pensionering af den dommer, der deltog i det dommerkollegium, der forelagde spørgsmålet om præjudiciel afgørelse),
– og er [de nævnte bestemmelser] til hinder for, at en person, der er udnævnt som Prezes Sądu Najwyższego (retspræsident for Sąd Najwyższy (øverste domstol)), med ansvar for Izba Cywilna (afdelingen for civile sager), og som også er udnævnt til dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), i strid med de nationale retsforskrifter, der er beskrevet i punkt 1, litra a) og b) ovenfor, træffer en hvilken som helst afgørelse i sagen, der indebærer en løsning af dette retsspørgsmål, herunder træffer afgørelse om navnlig Sąd Najwyższys (øverste domstol) sammensætning eller tidspunktet for sagens behandling, eller af enhver anden person, der også er udnævnt til dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) i strid med de nationale retsforskrifter, der er beskrevet i punkt 1, litra a) eller b), hvorfor sådanne afgørelser eller procesledende foranstaltninger derfor skal anses for at være uden retsvirkning,
– og [skal de nævnte bestemmelser fortolkes] således, at en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), hvis udnævnelse ikke er behæftet med nogen af de i punkt 1, litra a) eller b) ovenfor beskrevne mangler, har ret og pligt – med henblik på at forhindre, at en sag afgøres af en domstol, som ikke er en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov som omhandlet i EU-retten – til at nægte at deltage i et dommerkollegium ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), hvor flertallet af medlemmerne er udnævnt til dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) i strid med de nationale retsforskrifter, der er beskrevet i punkt 1, litra a) eller b), og – såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende – også således, at en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), der er udnævnt til dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) uden de mangler, der er omhandlet i punkt 1, litra a) eller b), og som er den refererende dommer i en sag, der vedrører det pågældende retsspørgsmål, har ret til at udpege et dommerkollegium ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) til at afgøre dette spørgsmål uden hensyntagen til bestemmelserne i national ret, som giver Prezes Sądu Najwyższego (retspræsident for øverste domstol)) med ansvar for Izba Cywilna (afdelingen for civile sager), beføjelse til at bestemme sammensætningen af dommerkollegiet i sager, der behandles i Izba Cywilnej Sądu Najwyższego (afdelingen for civile sager ved den øverste domstol), med henblik på at gennemføre EU-retten og fortolkningen heraf som anlagt af Domstolen, og således, at enhver person, der er udnævnt til dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) i strid med de nationale retsforskrifter, der er omhandlet i punkt 1, litra a) eller b) ovenfor, eller enhver anden person, der er udnævnt til dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) i strid med de nationale retsforskrifter, der er omhandlet i punkt 1, litra a) eller b), ovenfor, ikke bør påtage sig ledelsesfunktioner ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) (f.eks. som retspræsident for øverste domstol, herunder funktionerne som Pierwszy Prezesa (første retspræsident) eller som Przewodniczący Wydziałów w Izbach Sądu Najwyższego (formand for afdelingerne ved den øverste domstol) eller funktioner i Sąd Najwyższys (øverste domstol) organer (f.eks. som medlem eller stedfortrædende medlem af Kolegium Sądu Najwyższego (kollegiet ved den øverste domstol eller som Rzecznik dyscyplinarnego Sądu Najwyższego (anklager i disciplinærsager ved den øverste domstol)), hvilke funktioner således kun kan varetages af lovligt udnævnte dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), hvorefter de nævnte personer bør udelukkes fra udførelsen af handlinger, der falder inden for kompetencen for de dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), der udfører ovennævnte funktioner, på grund af deres mulige faktiske eller juridiske påvirkning af udøvelsen af Sąd Najwyższys (øverste domstol) retslige funktioner?«
30. Ca. en måned efter indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse til Domstolen i den foreliggende sag blev X.Y. genindsat i sit tidligere embede som dommer, og den 24. juli 2025 blev han udnævnt til justitsminister og fratrådte således sit embede som dommer samme dag (12).
31. Domstolen besluttede at anmode den forelæggende ret om en række yderligere oplysninger (13), som retten fremlagde den 9. april 2025.
32. X.Y., Prokurator Generalny (statsadvokaten, Polen), Republikken Polen og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen i den foreliggende sag.
33. Der blev afholdt retsmøde den 16. marts 2026, hvor alle disse parter med undtagelse af Republikken Polen afgav mundtlige indlæg. Rzecznik Praw Obywatelskich (Ombudsmanden, Polen) deltog også i retsmødet.
III. Bedømmelse
A. Indledende bemærkninger
34. Med henblik på den foreliggende sag er det vigtigt at holde for øje, at Domstolen i sin praksis har fastslået, at proceduren for udnævnelse af dommere nødvendigvis er et forhold, som er uløseligt forbundet med begrebet »domstol, der forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i chartrets artikel 47, stk. 2. En domstols uafhængighed måles derfor navnlig ud fra, hvordan dens medlemmer er udnævnt (14). Udnævnelsesprocessen har ikke kun konsekvenser for en domstols uafhængighed som sådan, men også for sammensætningen af dommerkollegiet i hver sag (15).
35. I Polen udnævnes dommere af republikkens præsident efter indstilling fra domstolsrådet, som har til opgave at sikre retters og dommers uafhængighed (16). Siden de lovændringer, der blev indført ved lov af 8. december 2017 (17), har Domstolen vurderet, at der hersker berettiget tvivl om domstolsrådets uafhængighed i forbindelse med dommerudnævnelser (18).
36. Domstolen har imidlertid også fastslået, at den blotte omstændighed, at en dommer er blevet udnævnt på grundlag af et forslag fra domstolsrådet i dets nye sammensætning, ikke er tilstrækkelig til at konkludere, at kravene i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 ikke er opfyldt (19).
37. For at afgøre, om en bestemt dommer er uafhængig, er det derimod nødvendigt at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dennes udnævnelse (20).
38. Desuden er det ikke alle fejl i forbindelse med en udnævnelse, der indebærer, at sammensætningen af en domstol er ugyldig; kun uregelmæssigheder, der kan give anledning til alvorlig og rimelig tvivl hos borgerne om, at denne dommer ikke er beskyttet mod udefrakommende indflydelse, navnlig fra andre dele af regeringen, er relevante (21).
39. Hvad der er vigtigere, har Domstolen på grundlag af en sådan helhedsvurdering fastslået, at de omstændigheder, under hvilke dommere blev udnævnt ved procedurer baseret på domstolsrådets afgørelse 330/2018 (22) og 331/2018 (23), giver anledning til alvorlig og berettiget tvivl hos borgerne om uafhængigheden og upartiskheden hos de personer, der blev udnævnt på grundlag af disse afgørelser.
40. Disse omstændigheder bestod i det væsentlige i, at afgørelser fra domstolsrådet, hvorved disse personer blev foreslået til udnævnelse som dommere af Republikken Polens præsident, blev suspenderet af den øverste domstol i forvaltningsretlige sager i afventning af Domstolens dom i A.B.-sagen (24), at præsidenten, uden at afvente Domstolens endelige afgørelse, udnævnte de pågældende dommere, og at den øverste domstol i forvaltningsretlige sager, efter at have modtaget Domstolens præjudicielle afgørelse i A.B.-sagen, annullerede de omhandlede afgørelser fra domstolsrådet (25).
41. På dette punkt er det nyttigt at minde om, at Domstolen i forbindelse med afgørelsen af, om en afdeling bestående af dommere, der er udnævnt ved procedurer, der giver anledning til tvivl om deres uafhængighed, er en »ret« i den forstand, at den er berettiget til at forelægge sagen for Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF, i Krajowa Rada Sądownictwa-sagen (26) fastslog, at afdelingen for ekstraordinær prøvelse, hvortil alle personer blev udnævnt på grundlag af domstolsrådets afgørelse 331/2018, ikke kunne anses for at opfylde denne betingelse, hvorved formodningen om, at en national ret opfylder kravene til en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF, blev afkræftet (27).
42. I sagen Prezes Urzędu Ochrony Konkurencji i Konsumentów (28) fastslog Domstolen, at formodningen var afkræftet for så vidt angår en person, der var udnævnt på grundlag af domstolsrådets afgørelse 330/2018. Domstolen udtalte, at selv om afdelingen for civile sager i modsætning til afdelingen for ekstraordinær prøvelse ikke er en nyoprettet afdeling, så lider proceduren for udnævnelse af dommere til afdelingen for ekstraordinær prøvelse (baseret på domstolsrådets afgørelse 331/2018) og proceduren for udnævnelse af dommere til afdelingen for civile sager (baseret på domstolsrådets afgørelse 330/2018) af de samme mangler, som »i sig selv [er] tilstrækkelige til at skabe rimelig og alvorlig tvivl hos borgerne om denne dommers uafhængighed og upartiskhed« (29).
43. Jeg vil benævne disse procedurer »procedurer, der anses for uregelmæssige«, da det kan konkluderes, at dommerne, der er udnævnt i henhold til domstolsrådets afgørelse 330/2018 og 331/2018, efter Domstolens opfattelse ikke opfylder EU-rettens krav om uafhængighed.
44. Som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, blev fire personer, der blev udnævnt til det nye dommerkollegium bestående af syv dommere, nemlig JK, KS, CV og RX, samt MB, der udnævnte dem til dette dommerkollegium, udnævnt til dommere ved afdelingen for civile sager på grundlag af domstolsrådets afgørelse 330/2018.
45. Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt vejledning om tre centrale spørgsmål: for det første hvorvidt EU-retten er til hinder for, at personer, som udnævnes ved procedurer, der anses for uregelmæssige, indgår i et dommerkollegium, der skal anvende EU-retten som fortolket af Domstolen (i W.Ż.-dommen), for det andet, om en afgørelse, hvorved en person, der udnævnes til formand for afdelingen for civile sager ved en procedure, der anses for uregelmæssig, skal anses for ikke at have retsvirkninger, og for det tredje hvilke konsekvenser sådanne uregelmæssigheder har for andre dommere i dommerkollegiet, og nærmere bestemt om disse dommere kan nægte at deltage i et sådant dommerkollegium, og om den refererende dommer har beføjelse til at udpege andre dommere til dommerkollegiet.
46. Efter min opfattelse har Domstolen i den foreliggende sag ikke kompetence til at besvare disse spørgsmål (jf. under B). For det tilfælde Domstolen måtte have en anden opfattelse, vil jeg imidlertid være den behjælpelig og også analysere disse spørgsmål (jf. under C).
B. Proceduremæssige indsigelser
47. Ombudsmanden og Kommissionen har i det væsentlige fremsat to formalitetsindsigelser i den foreliggende sag.
48. Den første indsigelse vedrører Domstolens kompetence. Disse parter har gjort gældende, at det er ufornødent for Domstolen at træffe afgørelse i den foreliggende sag, henset til betydningen af den efterfølgende udvikling vedrørende genindsættelsen af X.Y. som dommer og den efterfølgende udnævnelse til justitsminister.
49. Den anden indsigelse vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, henset til Kommissionens tvivl om, hvorvidt den forelæggende ret kan tage hensyn til Domstolens afgørelse.
1. Kompetencen
50. I henhold til artikel 267 TEUF har Domstolen kun kompetence til at besvare de spørgsmål, der er nødvendige for afgørelsen af en verserende tvist. Der skal med andre ord foreligge en sag, som skal afgøres af den forelæggende ret. Domstolen har ikke kompetence til at afgive responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, selv om sådanne spørgsmål kan være til nytte i andre sager (30).
51. I det foreliggende tilfælde er spørgsmålet, således som det fremgår af punkt 12-29 i dette forslag til afgørelse, forelagt inden for rammerne af en sag om foreløbige forholdsregler med forbindelse til tvisten i hovedsagen. I denne sag om foreløbige forholdsregler skal dommerkollegiet sat af syv dommere rådgive dommerkollegiet sat af tre dommere om den retlige eksistens af BD’s kendelse, som afsluttede hovedsagen og sagen om foreløbige forholdsregler.
52. Hovedsagen vedrører påstanden om annullation af domstolsrådets afgørelse. Hvis dette søgsmål tages til følge, ville det medføre, at X.Y. genindsættes i den relevante afdeling ved den regionale domstol, hvor han udøvede sit hverv. I mellemtiden blev X.Y. imidlertid genindsat i sit tidligere embede ved den pågældende ret og fratrådte derefter sit embede som dommer, efter at han var blevet udnævnt til Republikken Polens justitsminister. Som Ombudsmanden og Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, er påstanden følgelig uden genstand.
53. Som svar på Domstolens spørgsmål (jf. punkt 31 i dette forslag til afgørelse) har den forelæggende ret imidlertid forklaret, at den ikke tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt X.Y. var blevet genindsat i den afdeling af den regionale domstol, som han var blevet overflyttet fra, idet sådanne konstateringer ikke henhører under dens kompetence. Ifølge den forelæggende ret er dens opgave, som består i at træffe afgørelse om inhabilitetsanmodningen for at sikre, at hovedsagen behandles af et behørigt sammensat dommerkollegium, den samme, uanset eventuelle faktiske ændringer vedrørende hovedsagen, for så vidt som det søgsmål, som X.Y. har anlagt til prøvelse af domstolsrådets afgørelse, ikke er blevet tilbagekaldt. X.Y.s inhabilitetsindsigelse mod dommerne i afdelingen for ekstraordinær prøvelse er med andre ord fortsat gyldig, og det er derfor fortsat nødvendigt at behandle denne anmodning og løse alle de retlige spørgsmål, som den rejser. I retsmødet bekræftede X.Y., at søgsmålet om annullation af domstolsrådets afgørelse ikke var blevet tilbagekaldt.
54. Det er korrekt, at Domstolen har fastslået, at den forelæggende rets angivelse af, at hovedsagen stadig verserer, er bindende for Domstolen og i princippet ikke kan anfægtes af parterne i hovedsagen (31).
55. Dette ændrer imidlertid ikke ved den omstændighed, at det med henblik på at efterprøve Domstolens egen kompetence i givet fald tilkommer den at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale ret har forelagt sagen (32).
56. Domstolen har således fastslået, at »[s]åfremt det viser sig, at det forelagte spørgsmål klart ikke er relevant for tvistens afgørelse, må Domstolen fastslå, at den ikke kan træffe afgørelse« (33).
57. I det foreliggende tilfælde verserer hovedsagen, som sagen om foreløbige forholdsregler vedrørende inhabilitetsindsigelsen mod dommere er knyttet til, på den ene side stadig formelt. Dette kunne være et argument for, at Domstolen skal træffe afgørelse i den foreliggende sag.
58. På den anden side er det imidlertid klart og ubestridt, at X.Y. ikke længere kan genindsættes i sit tidligere embede som dommer ved den regionale domstol i Polen (34). Følgelig har søgsmålet i hovedsagen ikke længere nogen genstand for X.Y. som dommer og sagsøger i denne sag.
59. Det, som X.Y. i det væsentlige gjorde gældende i retsmødet, er, at der stadig er en interesse i at fortsætte hovedsagen ud fra hensynet til beskyttelsen af borgernes almene interesser i henhold til EU-retten. Han henviste til den bredere sammenhæng og forklarede, at fortsættelse af den situation, hvor dommere, der er udnævnt uretmæssigt, fortsat har sæde i dommerkollegier, indebærer en risiko for alvorlig og uoprettelig skade for borgerne og medfører en tilsidesættelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.
60. Efter min opfattelse og på grundlag af disse bemærkninger forekommer det mig, at X.Y. i sin egenskab af justitsminister faktisk har besluttet ikke at tilbagekalde det søgsmål, som han havde anlagt, da han var dommer, med henblik på at modtage en fortolkning af EU-retten fra Domstolen, som vil være af almen interesse med hensyn til at løse de problemer, der stadig findes i det polske retssystem.
61. Domstolen har imidlertid ikke kompetence til at fortolke EU-retten inden for rammerne af den præjudicielle procedure ved at afgive responsa, selv om svaret ville være gavnligt for den almene interesse (35).
62. Et eventuelt senere erstatningssøgsmål kan heller ikke udgøre en begrundelse for, at Domstolen kan træffe præjudiciel afgørelse. Et sådant søgsmål verserer ikke (36), hvorfor Domstolen ville skulle besvare et hypotetisk spørgsmål (37), som måske aldrig vil blive indbragt for en ret (38).
63. Sammenfattende kan den omstændighed, at sagen formelt stadig verserer, under de foreliggende omstændigheder ikke veje tungere end reglen om, at Domstolen ikke har kompetence til at afgive responsa eller hypotetiske udtalelser inden for rammerne af den præjudicielle procedure, navnlig i en situation, hvor Domstolen er bekendt med, at hovedsagen er blevet uden genstand (39).
64. Efter min opfattelse er Domstolens rolle med hensyn til at vejlede de nationale retter i forbindelse med fortolkningen af EU-retten i konkrete sager afgørende for at bevare lovligheden af den præjudicielle forelæggelsesprocedure og Domstolens judicielle og ikke rådgivende karakter i forbindelse med denne procedure.
65. Jeg er derfor af den opfattelse, at Domstolen ikke har kompetence i den foreliggende sag, da det ville overskride dens judicielle funktion at træffe præjudiciel afgørelse i en sag, der er blevet uden genstand.
2. Formaliteten
66. Subsidiært, såfremt Domstolen måtte finde, at der stadig foreligger en verserende sag, skal den processuelle indsigelse om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag kan antages til realitetsbehandling, behandles.
67. I denne henseende er Kommissionen under henvisning til dommen i sagen G m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen) (40) i tvivl om, hvorvidt den forelæggende ret i henhold til national ret kan tage hensyn til Domstolens dom.
68. I dommen i sagen G m.fl. (41) afviste Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af den refererende dommer i et dommerkollegium sat af tre dommere ved en regional domstol i Polen. Med spørgsmålene ønskede den refererende dommer oplyst, om en dommer, der er medlem af det samme dommerkollegium, og som er blevet udnævnt under visse omstændigheder, der er specifikke for denne retsinstans, opfylder kravene til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov i henhold til EU-retten.
69. Domstolen fremhævede, at den omstændighed, at den anmodede fortolkning skal være nødvendig som omhandlet i artikel 267 TEUF, indebærer, at en national dommer, der beslutter at indgive en præjudiciel forelæggelse, alene kan drage konsekvenserne af denne fortolkning ved i lyset heraf at vurdere lovligheden af udnævnelsen af en anden dommer fra det samme dommerkollegium og i givet fald ved at udelukke sidstnævnte på grund af inhabilitet. Domstolen fandt imidlertid, at det ikke fremgik, at den refererende dommer i medfør af national ret alene kunne handle på denne måde (42).
70. Efter min opfattelse adskiller den foreliggende sag sig klart fra dommen i sagen G m.fl. I den nævnte dom var uafhængigheden af den dommer, som den forelæggende dommer havde rejst tvivl om, endnu ikke omfattet af en retsafgørelse fra den kompetente nationale ret, der kunne vurdere lovligheden af proceduren for udnævnelse af denne dommer.
71. Derimod vedrører den foreliggende sag personer, der blev udnævnt til afdelingen for civile sager ved en procedure (baseret på domstolsrådets afgørelse 330/2018), som Domstolen allerede har anset for at være uregelmæssig under hensyntagen til dommene fra den øverste domstol i forvaltningsretlige sager og Menneskerettighedsdomstolen (jf. punkt 42 i dette forslag til afgørelse), idet denne uregelmæssighed var så grundlæggende, at den stred mod EU-kravene om en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Den forelæggende ret i den foreliggende sag skal derfor i modsætning til den forelæggende ret i sagen G m.fl. ikke selv vurdere lovligheden af udnævnelserne af visse medlemmer af dommerkollegiet med syv dommere, men er i det væsentlige i tvivl om de konsekvenser, der følger af EU-retten, når en person er blevet udnævnt ved en procedure, der anses for uregelmæssig.
72. Jeg er derfor af den opfattelse, at såfremt Domstolen fastslår, at der stadig foreligger en verserende sag, kan anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag antages til realitetsbehandling.
C. Realiteten
1. Deltagelse i dommerkollegiet af personer, som er udnævnt ved procedurer, der anses for uregelmæssige
73. Med spørgsmålets første del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om kravene til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, således som de er sikret ved artikel 19, stk. 1, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, er til hinder for, at personer, der er udnævnt som dommere ved procedurer, der anses for uregelmæssige, deltager i dommerkollegier, der skal træffe afgørelse i sager i henhold til EU-retten.
74. I den foreliggende sag skal dommerkollegiet sat af syv dommere anvende Domstolens dom i W.Ż.-sagen for at rådgive dommerkollegiet sat af tre dommere om de retlige virkninger af BD’s kendelse om afvisning af X.Y.s søgsmål til prøvelse af domstolsrådets afgørelse.
75. W.Ż.-dommen giver efter min opfattelse selv svaret på den første del af den forelæggende rets spørgsmål.
76. Ved besvarelsen af spørgsmålet i W.Ż.-sagen præciserede Domstolen, at BD’s kendelse skal erklæres ugyldig, hvis den forelæggende ret konkluderer, at den pågældende dommer er blevet udnævnt i forbindelse med en procedure, der tilsidesætter en medlemsstats grundlæggende regler om proceduren for udnævnelse af dommere. Domstolen fastslog, at en person, der er udnævnt i forbindelse med en procedure, der anses for ulovlig, ikke opfylder de krav, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, om en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Den direkte virkning af artikel 19, stk. 1, TEU og princippet om EU-rettens forrang medfører således en forpligtelse for en national ret til at se bort fra BD’s kendelse (43).
77. Selv om Domstolen ikke anvendte en sådan formulering, er det min opfattelse, at den mest enkle måde at forstå Domstolens dom på er, at BD’s kendelse ikke kan have retsvirkninger i henhold til EU-retten, fordi denne person i henhold til EU-retten ikke er en dommer. Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU kræver navnlig, at alle dommere, der skal at anvende EU-retten, er uafhængige. Uafhængigheden sikres bl.a. ved procedurer for udnævnelse af dommere, som ikke må give anledning til rimelig og alvorlig tvivl hos borgerne om, at personer, der udnævnes til dommerembeder, er udsat for udefrakommende kontrol, navnlig fra andre regeringsgrene. Personer, der er udnævnt til dommere ved en procedure, som tilsidesætter de grundlæggende regler for proceduren for udnævnelse af dommere i national ret, og som selv rejser tvivl om, hvorvidt den er underlagt den lovgivende og den udøvende magts kontrol, er ikke dommere. Da retsafgørelser kun kan træffes af dommere, kan afgørelser truffet af personer, der er blevet udnævnt ved procedurer, der anses for uregelmæssige, ikke have retsvirkninger.
78. Hvor W.Ż.-sagen vedrørte en afgørelse truffet af en enkelt dommer, der udgjorde et dommerkollegium, er dommerkollegiet i det foreliggende tilfælde sat af syv dommere, hvoraf fire blev udnævnt ved en procedure, der er i strid med artikel 19, stk. 1, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47. I denne henseende fastslog Domstolen i dommen i sagen AW »T« (44), at den »allerede [har] fastslået, at tilstedeværelsen af en enkelt dommer ved den pågældende instans, der er udnævnt under de samme omstændigheder som dem, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til denne dom [i Krajowa Rada Sądownictwa-sagen], er tilstrækkelig til at fratage denne instans sin egenskab af en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2«.
79. Det følger heraf, at et blandet dommerkollegium, der er sammensat af dommere, der er udnævnt retmæssigt og uretmæssigt, ikke er en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, og opfylder derfor ikke kravene i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47.
80. Som jeg allerede har forklaret (jf. punkt 37 i dette forslag til afgørelse), afhænger afgørelsen af, om en udnævnelsesprocedure var uregelmæssig med henblik på at konkludere, at en udnævnt person ikke er en dommer, af alle omstændighederne i forbindelse med udnævnelsen, som de nationale domstole skal vurdere. Det tilkommer ikke Domstolen at foretage en sådan vurdering, selv om den kan vejlede de nationale retter om, hvilke forhold der skal tages i betragtning (45).
81. Selv om Domstolen ikke skal vurdere specifikke udnævnelser, navnlig ikke inden for rammerne af den præjudicielle procedure, har Domstolen ikke desto mindre, som jeg allerede har forklaret (jf. punkt 41 og 42 i dette forslag til afgørelse), anerkendt, at visse procedurer, hvor personer er blevet udnævnt til dommere ved den øverste domstol, var uregelmæssige, fordi dette var blevet fastslået af de nationale retter og Menneskerettighedsdomstolen.
82. Efter min opfattelse er personer, der blev udnævnt til dommerkollegiet sat af syv dommere i dets nye sammensætning, og som blev udnævnt til dommere ved den øverste domstol ved en procedure indledt ved domstolsrådets afgørelse 330/2018 eller 331/2018 – hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve – ikke dommere og kan ikke sidde i et dommerkollegium, der skal anvende EU-retten som fortolket af Domstolen, og som i henhold til national ret skal bestå af dommere.
83. Jeg er desuden enig i X.Y.s argumentation om, at der med spørgsmålet om uafhængighed også er et spørgsmål om dommeres upartiskhed i den foreliggende sag. Disse personer, der er udnævnt ved den samme procedure som BD til den øverste domstol, træffer faktisk afgørelse i deres egen sag. Hvis de konstaterer, at proceduren, hvorefter BD blev udnævnt, er uregelmæssig, vil dette påvirke deres egen dommerstilling. Som Domstolen har fastslået, skal de dommere, der træffer afgørelse i en konkret sag, nemlig ikke blot være uafhængige, men også upartiske i den forstand, at de ikke har nogen personlig interesse i afgørelsen af tvisten (46). Hvis de pågældende personer skulle anses for dommere og kunne udnævnes til dommerkollegiet (quod non), ville deres deltagelse i denne konkrete procedure blive forhindret af kravet om upartiskhed.
84. Sammenfattende foreslår jeg, at Domstolen besvarer spørgsmålets første del med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at personer, som er udnævnt til dommere ved den øverste domstol i strid med de grundlæggende regler i national ret om udnævnelse af dommere, hvilket rejser alvorlig og rimelig tvivl om disse personers uafhængighed hos borgerne, kan deltage i et dommerkollegium.
2. Retsvirkninger af afgørelser truffet af formanden for afdelingen for civile sager
85. Med spørgsmålets anden del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at afgørelser truffet af formanden for afdelingen for civile sager vedrørende sammensætningen af et dommerkollegium ved den øverste domstol, der skal træffe afgørelse, skal anses for ikke at have retsvirkninger, når de er truffet af en person, der er blevet udnævnt til dommer ved en procedure, der anses for uregelmæssig.
86. Indledningsvis finder jeg det vigtigt at påpege, at formanden for afdelingen for civile sager blev udnævnt til dommer ved denne domstol i forbindelse med en procedure baseret på domstolsrådets afgørelse 330/2018. Som allerede nævnt har Domstolen allerede anset denne procedure for at være tilstrækkelig uregelmæssig til at rejse alvorlig tvivl om de udnævnte personers uafhængighed.
87. Denne del af spørgsmålet har faktisk to aspekter: dels om en afgørelse truffet af en person, der uretmæssigt er udnævnt som dommer, har retsvirkninger, dels om en eventuel uregelmæssighed ved en sådan afgørelse automatisk påvirker gyldigheden af sammensætningen af det dommerkollegium, der er udpeget ved en sådan afgørelse og de afgørelser, dommerkollegiet træffer. De fleste af parterne i sagen for Domstolen har rejst tvivl om det andet aspekt af dette spørgsmål.
88. I Daka-dommen (47) sondrede Domstolen mellem afgørelser om den interne organisation af en retsinstans og retsafgørelser, der afslutter en sag. Domstolen konkluderede dernæst, at den første type afgørelse, selv om den træffes af en person, der er udnævnt til dommer ved en procedure, der anses for uregelmæssig, »ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde, at de dommerkollegier, der er konstitueret således, og for hvilke disse sager er indbragt, ligeledes skal anses for ikke at udgøre en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, i EU-rettens forstand« (48). I Daka-dommen gav Domstolen således en fortolkning, der er relevant for det andet aspekt af spørgsmålet.
89. Denne konstatering er nemlig i overensstemmelse med andre domme fra Domstolen, hvori den har fremhævet, at vurderingen af lovligheden af sammensætningen af en retsinstans eller et dommerkollegium, der skal træffe afgørelse, ikke kan afhænge af ét forhold, men skal vurderes på grundlag af alle relevante omstændigheder (49). Som Ombudsmanden har gjort gældende, skal den blotte omstændighed, at et dommerkollegium er sammensat af en afgørelse truffet af en person, der er blevet udnævnt til dommer ved en procedure, der anses for uregelmæssig, selv om den kan tages i betragtning som et forhold, ikke i sig selv fratage dommerkollegiet sin egenskab af en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Hvis alle dommerne i et sådant dommerkollegium var dommere og havde truffet en selvstændig afgørelse i overensstemmelse med loven, ville afgørelsen fra et sådant dommerkollegium, selv om det var udpeget af en person, der er uretmæssigt er udnævnt til dommer, ikke være ugyldig.
90. Dette spørgsmål adskiller sig imidlertid fra spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse truffet af en person, der er udnævnt til dommer ved en procedure, der anses for uregelmæssig, kan anses for at være retsgyldig.
91. Efter min opfattelse afhænger besvarelsen af dette spørgsmål af, om visse afgørelser, som ikke i sig selv er afgørelser, hvorved en sag afgøres, men som fastlægger den måde, hvorpå en sag skal afgøres, i henhold til national ret overlades til dommere eller derimod kan træffes af personer, der har administrative funktioner ved en ret.
92. Selv om det i national ret er fastsat, at sammensætningen af dommerkollegier besluttes af en dommer, der udøver en vis funktion ved retten, såsom en retspræsident eller en afdelingsformand, har en afgørelse om sammensætningen af et dommerkollegium ikke retsvirkninger, hvis den person, der har truffet afgørelsen, ikke er en dommer på grund af de uregelmæssigheder, der er anerkendt i en procedure, hvorved denne person er blevet udnævnt til dommer. National ret kan imidlertid fastsætte bestemmelser om den automatiske sammensætning af dommerkollegierne på grundlag af f.eks. algoritmer eller andre fordelingssystemer, som blot omdannes til en afgørelse truffet af en person, der varetager en bestemt funktion ved en ret. I et sådant tilfælde er det uden betydning, om den person, der træffer afgørelsen, er en dommer eller ej.
93. Hvis national ret overlader visse typer af afgørelser om den interne organisation af en retsinstans til en person, der er dommer, med henblik på at sikre overholdelsen af dommeres uafhængighed og upartiskhed, er en sådan afgørelse truffet af en person, der ikke er en dommer, ikke retsgyldig.
94. Jeg har på denne måde forståelse for X.Y.s argumentation, som jeg i det væsentlige er enig i, og hvorefter det kriterium, der skal anvendes på en afgørelse truffet af formanden for afdelingen for civile sager i den foreliggende sag, ikke er det, der er fastsat i Daka-dommen, men det kriterium, der blev fastsat i dommen i sagen Kommissionen mod Polen (Kontrol ultra vires af Domstolens praksis – EU-rettens forrang) (50). I den nævnte dom vurderede Domstolen bl.a. præsidenten for Trybunał Konstytucyjnys (forfatningsdomstol, Polen) funktioner. Domstolen fremhævede, at de organisatoriske afgørelser, som den nævnte domstols præsident træffer, uden tvivl kan påvirke denne domstols virksomhed, hvilket indebærer, at sådanne afgørelser skal træffes af en person, der er blevet udnævnt på grundlag af regler, der ikke efterlader nogen rimelig tvivl med hensyn til, om præsidentens prærogativer og funktioner anvendes som middel til at påvirke denne domstols judicielle virksomhed eller som middel til politisk kontrol med denne virksomhed (51).
95. Sammenfattende foreslår jeg, at Domstolen besvarer spørgsmålets anden del med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at afgørelser om den interne organisation af en retsinstans ikke har retlig gyldighed, hvis sådanne afgørelser på grundlag af national ret er overladt til en dommer, og den person, der træffer en sådan afgørelse, er blevet udnævnt til dommer ved en procedure, der er i strid med artikel 19, stk. 1, TEU. Den manglende retlige gyldighed af en sådan afgørelse om sammensætningen af et dommerkollegium kan imidlertid ikke automatisk føre til den konklusion, at dommerkollegiets sammensætning er ugyldig, eller at det pågældende dommerkollegiums afgørelse ikke har retsvirkninger.
3. Konsekvenser
96. Med spørgsmålets tredje del ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at konstateringen af, at dommerkollegiet sat af syv dommere ikke er en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, gør det muligt for de dommere, der indgår i dette dommerkollegium, at nægte at deltage, og om den refererende dommer i et sådant tilfælde selv kan udpege dommerkollegiets sammensætning.
97. I W.Ż.-dommen udtalte Domstolen under henvisning til dommen i sagen A.B. m.fl., at »såfremt det fastslås, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU er tilsidesat, skal princippet om EU-rettens forrang fortolkes således, at det forpligter den forelæggende ret til at undlade at anvende disse bestemmelser og i stedet anvende de tidligere gældende nationale bestemmelser, idet den selv udøver den prøvelse, som er fastsat ved sidstnævnte bestemmelser« (52).
98. Selv om den direkte virkning af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med princippet om EU-rettens forrang, kan føre til, at der ses bort fra nationale regler, der er i strid med denne bestemmelse, afhænger afhjælpningen af de mangler, der herved skabes, således af national ret.
99. Efter min opfattelse kan de tre behørigt udnævnte dommere nægte at deltage i dommerkollegiet sat af syv dommere. De kan påberåbe sig EU-rettens forrang med henblik på at konkludere, at dommerkollegiet er uretmæssigt sammensat, og kan i givet fald undlade at anvende en bestemmelse i national ret, der fører til en anden konklusion. Der synes imidlertid ikke at være nogen bestemmelse i national ret, der forbyder disse dommere at nægte at deltage i proceduren, indtil dommerkollegiet er sammensat. Det er derfor ikke nødvendigt at undlade at anvende en bestemmelse i national ret. Desuden er muligheden for, at disse dommer nægter at deltage i et sådant dommerkollegium, ikke en rettighed, der er tildelt ved EU-retten, men følger snarere af den omstændighed, at det omhandlede dommerkollegium ikke har været sammensat af syv dommere, og at de udnævnte dommere ikke kan tage sæde, før det er sammensat på denne måde.
100. Selv om princippet om forrang gør det muligt for dommere at anse dommerkollegiet for ikkeeksisterende, kan dette princip ikke løse spørgsmålet om, hvordan dommerkollegiet gyldigt skal sammensættes. Dette spørgsmål skal afgøres i henhold til national ret, som i sig selv skal være i overensstemmelse med EU-retten. Medmindre national ret giver mulighed for, at den refererende dommer sammensætter et dommerkollegium, skaber EU-retten følgelig ikke en sådan ret under omstændigheder, hvor der ikke er nogen formand for afdelingen for civile sager, der er blevet retmæssigt udnævnt til dommer, og som skal udnævne dommere til dommerkollegiet.
101. Selv om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU kan være tilstrækkeligt klar til at give denne bestemmelse direkte virkning, der gør det muligt at konkludere, at betingelsen om dommeres uafhængighed ikke er opfyldt (53), kan det med andre ord ikke anses for tilstrækkeligt klart til at indeholder regler om organiseringen af retsvæsenet i en medlemsstat og således give den refererende dommer ret til at sammensætte et dommerkollegium.
102. Artikel 19, stk. 1, TEU kan anvendes som målestok for at vurdere lovligheden og undlade at anvende eksisterende nationale regler (en negativ afgørelse), men bestemmelsen kan ikke erstatte eller skabe manglende nationale regler (en positiv afgørelse).
103. Løsningen for sammensætningen af dommerkollegier vil derfor skulle findes ved en fortolkning af national ret (54), som igen skal være i overensstemmelse med EU-retten (55). Hvis en sådan løsning ikke kan findes i national ret, kan dette være et signal til lovgiver om, at en sådan mangel, som ikke kan afhjælpes ved en juridisk fortolkning, skal afhjælpes ved hjælp af lovgivningsmæssige foranstaltninger.
104. Sammenfattende foreslår jeg, at Domstolen besvarer tredje del af det forelagte spørgsmål med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at disse bestemmelser giver dommere mulighed for at nægte at deltage i et dommerkollegium, hvis sammensætning omfatter personer, som er blevet udnævnt til dommere ved en procedure, der i sig selv er i strid med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, indtil dommerkollegiet er gyldigt sammensat. Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU fastsætter imidlertid ikke en ret for en refererende dommer til at danne et dommerkollegium under sådanne omstændigheder.
IV. Forslag til afgørelse
105. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen fastslår, at den ikke har kompetence til at besvare det spørgsmål, som Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) har forelagt i den foreliggende sag.
Subsidiært foreslår jeg Domstolen at besvare dette spørgsmål som følger:
»1) Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
skal fortolkes således, at
disse bestemmelser er til hinder for, at personer, som er udnævnt til dommere ved Sąd Najwyższy (den øverste domstol, Polen) i strid med de grundlæggende regler i national ret om udnævnelse af dommere, hvilket rejser alvorlig og rimelig tvivl om disse personers uafhængighed hos borgerne, kan deltage i et dommerkollegium.
2) Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder,
skal fortolkes således, at
afgørelser om den interne organisation af en retsinstans ikke har retlig gyldighed, hvis sådanne afgørelser på grundlag af national ret er overladt til en dommer, og den person, der træffer en sådan afgørelse, er blevet udnævnt til dommer ved en procedure, der er i strid med artikel 19, stk. 1, TEU. Den manglende retlige gyldighed af en sådan afgørelse om sammensætningen af et dommerkollegium kan imidlertid ikke automatisk føre til den konklusion, at dommerkollegiets sammensætning er ugyldig, eller at det pågældende dommerkollegiums afgørelse ikke har retsvirkninger.
3) Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder,
skal fortolkes således, at
disse bestemmelser giver dommere mulighed for at nægte at deltage i et dommerkollegium, hvis sammensætning omfatter personer, som er blevet udnævnt til dommere ved en procedure, der selv er i strid med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, indtil dommerkollegiet er gyldigt sammensat. Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU fastsætter imidlertid ikke en ret for en refererende dommer til at danne et dommerkollegium under sådanne omstændigheder.«
1 – Originalsprog: engelsk.
i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
2 – C-521/21, EU:C:2026:242, herefter » Rzecznik Praw Obywatelskich -dommen«.
3 – Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.11.2023, (CE:ECHR:2023:1123JUD005084921).
4 – Jf. Rzecznik Praw Obywatelskich -dommen (navnlig præmis 62).
5 – Efter regeringsændringen i december 2023 og i betragtning af den nye regerings intentioner om at genoprette retsstatsprincippet i Polen trak Kommissionen sit begrundede forslag om at indlede proceduren i henhold til artikel 7, stk. 1, TEU tilbage den 29.5.2024.
6 – Jf. eksempelvis Rzecznik Praw Obywatelskich-dommen (præmis 58).
7 – Jf. »Urgent Joint Opinion of the Venice Commission and the Directorate General of Human Rights and Rule of Law (DGI) of the Council of Europe on the draft law concerning the status of judges appointed or promoted between 2018 and 2025 and other related matters« (den fælles hasteudtalelse fra Venedigkommissionen og Europarådets Generaldirektorat for Menneskerettigheder og Retsstatsprincippet (DGI) om lovforslaget om status for de dommere, der blev udnævnt eller forfremmet mellem 2018 og 2025, og andre relaterede spørgsmål), CDL-AD (2026) 002, 12.3.2026. Polen fremsatte forslag om en alternativ tilgang, som ikke blev kritiseret. Jf. Joint Opinion No 1276/2026 of the Venice Commission and the DGI of the Council of Europe on the draft law ‘on reinstating the right to a fair trial and hearing the case without undue delay’, proposed by the President of the Republic (fælles udtalelse fra Venedig-Kommissionen og Europarådets Generaldirektorat for Menneskerettigheder og Retsstatsprincippet (DGI) om lovforslaget »om genindførelse af retten til en retfærdig rettergang og behandling af sager uden unødig forsinkelse«, fremsat af republikkens præsident, CDL-AD(2026)020, 16.6.2026). Andre udtalelser om andre relevante spørgsmål vedrørende Polen findes på Venedigkommissionens websted: https://www.coe.int/en/web/venice-commission/poland.
8 – (C-487/19, EU:C:2021:798, herefter »W.Ż.-dommen«).
9 – Jf. W.Ż-dommen (navnlig præmis 138-154 og 161).
10 – Jf. W.Ż.-dommens præmis 155.
11 – XY har imidlertid anført, at hans inhabilitetsindsigelser mod disse fire personer i mellemtiden er blevet afvist af en dommer, som ifølge XY ligeledes er blevet udnævnt i åbenbar strid med loven.
12 – Disse faktiske omstændigheder blev bekræftet af X.Y. i retsmødet.
13 – Disse oplysninger vedrørte i det væsentlige dels spørgsmålet om, hvorvidt X.Y. var blevet genindsat som dommer, og konsekvenserne af denne omstændighed for de forskellige indledte sager, dels spørgsmålet om, hvorvidt den forelæggende ret i henhold til polsk ret har kompetence til at vurdere lovligheden i henhold til EU-retten af udnævnelsen af en anden dommer til medlem af det samme dommerkollegium samt dens kompetence i henhold til polsk ret til at efterprøve lovligheden af afgørelser truffet af præsidenten for den øverste domstol om udnævnelse af sammensætninger af dommere og de retsmidler, der er til rådighed til prøvelse af sådanne afgørelser.
14 – Jf. f.eks. Rzecznik Praw Obywatelskich-dommen (præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).
15 – Jf. f.eks. Rzecznik Praw Obywatelskich-dommen (præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).
16 – Dette er fastsat i artikel 186, stk. 1, i Republikken Polens forfatning. Desuden bestemmer artikel 179 deri: »Republikkens præsident udnævner efter indstilling fra [domstolsrådet] dommerne for en ubegrænset periode.«
17 – Disse ændringer omfattede ophør før tid af embedsperioden for dommere i dette organ og ændring af reglerne for udnævnelse af nye medlemmer, hvoraf de fleste tidligere blev valgt af dommere, mens de nye regler gav parlamentet denne beføjelse. Når disse ændringer placeres i den relevante sammenhæng såsom parallelle ændringer af loven om den øverste domstol, rejste de alvorlig tvivl om, hvorvidt proceduren for udnævnelse af dommere i Polen kontrolleres af den lovgivende og den udøvende magt. Jf. i denne henseende dom af 19.11.2019, A. K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 143). Jf. endvidere Menneskerettighedsdomstolens dom af 8.11.2021, Dolińska-Ficek og Ozimek mod Polen (CE:ECHR:2021:1108JUD004986819, §§ 309-312 og 320).
18 – Jf. f.eks. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere) (C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 101-108), og W.Ż.-dommen (præmis 150).
19 – Jf. f.eks. Rzecznik Praw Obywatelskich-dommen (præmis 83 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen har ligeledes fastslået, at den manglende mulighed for domstolsprøvelse for deltagerne i den pågældende udnævnelsesprocedure heller ikke i sig selv er tilstrækkelig til at konkludere, at en retsinstans eller et dommerkollegium bestående af dommere, der er udnævnt i forbindelse med en sådan procedure, ikke er »forudgående oprettet ved lov« som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, andet afsnit. Jf. dommens præmis 88.
20 – Jf. f.eks. Rzecznik Praw Obywatelskich-dommen (præmis 78 og 91 og den deri nævnte retspraksis).
21 – Jf. f.eks. dom af 26.3.2020, Fornyet prøvelse Simpson mod Rådet og HG mod Kommissionen (C-542/18 RX-II og C-543/18 RX-II, EU:C:2020:232, præmis 75), og Rzecznik Praw Obywatelskich-dommen (præmis 76 og 77).
22 – Domstolsrådets afgørelse nr. 330/18 af 28.8.2018 (herefter »domstolsrådets afgørelse 330/2018«) indeholdt anbefaling af syv kandidater til dommere i afdelingen for civile sager, herunder de fem personer, der er omhandlet i den foreliggende sag (MB, JK, KS, CV og RX).
23 – Domstolsrådets afgørelse nr. 331/2018 af 28.8.2018 (herefter »domstolsrådets afgørelse 331/2018«) indeholdt anbefaling af tyve kandidater til dommere ved afdelingen for ekstraordinær prøvelse, herunder BD, hvis kendelses virkninger ligger til grund for den foreliggende sag.
24 – Dom af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved den øverste domstol – søgsmål) (C-824/18, EU:C:2021:153, herefter »A.B.-dommen«).
25 – Jf. f.eks. dom af 21.12.2023, Krajowa Rada Sądownictwa (En dommers forbliven i sit embede) (C-718/21, EU:C:2023:1015; præmis 50-54, herefter »dommen i sagen Krajowa Rada Sądownictwa«).
26 – Jf. dommen i sagen Krajowa Rada Sądownictwa (præmis 40-78). Jf. endvidere f.eks. kendelse af 9.4.2024, T. (Audiovisuelle programmer for børn) (C-22/22, EU:C:2024:313), og af 21.06.2024, Kancelaria B. (C-810/23, EU:C:2024:543).
27 – En sådan formodning blev bekræftet i dom af 29.3.2022, Getin Noble Bank (C-132/20, EU:C:2022:235, navnlig præmis 69 og 72), hvor Domstolen endvidere forklarede, at en formodning kan afkræftes, når en endelig retsafgørelse, som er truffet af en national eller international ret, fører til, at det lægges til grund, at den dommer, der udgør den forelæggende ret, ikke har status som en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, som fastsat i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2.
28 – Jf. dom af 7.11.2024 (C-326/23, EU:C:2024:940, præmis 20-37). I denne sag tog Domstolen hensyn til Menneskerettighedsdomstolens dom af 3.2.2022, Advance Pharma sp. z. o.o. mod Polen (CE:ECHR:2022:0203JUD00146920). Jf. endvidere kendelse af 3.3.2025, Rabal og Drałka (C-586/24 og C-605/24, EU:C:2025:206).
29 – Dom af 7.11.2024, Prezes Urzędu Ochrony Konkurencji i Konsumentów (C-326/23, EU:C:2024:940, præmis 35).
30 – Jf. dom af 16.7.1992, Meilicke (C-83/91, EU:C:1992:332, præmis 25). Dette er blevet gentaget ved flere lejligheder. Jf. f.eks. dom af 22.3.2022, Prokurator Generalny (Den øverste domstols disciplinærafdeling – udnævnelse) (C-508/19, EU:C:2022:201, præmis 60 og 62).
31 – Jf. f.eks. dom af 2.2.2023, Towarzystwo Ubezpieczeń Ż (Vildledende standardforsikringsaftaler) (C-208/21, EU:C:2023:64, præmis 45 og deri nævnte retspraksis).
32 – Jf. dom af 16.12.1981, Foglia (244/80, EU:C:1981:302, præmis 18-21), jf. endvidere f.eks. dom af 22.6.2023, État belge (Omstændigheder, der er indtruffet senere end afgørelsen om tilbagesendelse) (C-711/21 og C-712/21, EU:C:2023:503, præmis 31).
33 – Dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis) (min fremhævelse).
34 – Ombudsmanden anførte, at X.Y. ikke længere kan genindsættes i den tidligere afdeling ved den domstol, hvor han havde udøvet sit hverv, da han ikke længere er dommer.
35 – Jf. i denne henseende f.eks. dom af 24.11.2022, Banco Cetelem (C-302/21, EU:C:2022:919, navnlig præmis 30-34), og kendelse af 29.1.2020, Zakład Ubezpieczeń Społecznych (C-522/18, EU:C:2020:42, navnlig præmis 26-35).
36 – X.Y. har i retsmødet bekræftet, at han ved sin tiltrædelse af stillingen som minister frafaldt erstatningskravet. Dette krav verserer derfor ikke på nuværende tidspunkt.
37 – Jf. i denne henseende kendelse af 10.6.2011, Mohammad Imran (C-155/11 PPU, EU:C:2011:387, præmis 19 og 20).
38 – Desuden forklarede ombudsmanden, at den ret, der træffer afgørelse i en erstatningssag, i henhold til polsk ret vil være bemyndiget til at vurdere lovligheden af domstolsrådets afgørelse med henblik på den pågældende sag. Derfor er det ikke nødvendigt, at domstolsrådets afgørelse annulleres, for at en civilret i fremtiden kan træffe afgørelse i en erstatningssag anlagt af X.Y.
39 – Ombudsmanden anførte i denne forbindelse, at når sagens genstand ikke længere er gyldig, er det den øverste domstols praksis at afslutte en sådan sag.
40 – Jf. dom af 9.1.2024 (C-181/21 og C-262/21, EU:C:2024:1, herefter »dommen i sagen G. m.fl.«).
41 – Jf. dommen i sagen G m.fl. (præmis 66-73).
42 – Jf. dommen i sagen G m.fl. (præmis 69 og 70).
43 – Jf. W.Ż.-dommen (præmis 152-155).
44 – Dom af 4.9.2025 (C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 57). Jf. ligeledes f.eks. dom af 16.7.2026 Rzecznik Dyscyplinarny Sądu Najwyższego (C-96/24, C-103/24 og C-112/24, præmis 84)
45 – Domstolen har således givet den forelæggende ret sådan vejledning i W.Ż.-dommens præmis 134-155.
46 – Jf. f.eks. dom af 14.11.2024, S (Ændring af dommerkollegiet) (C-197/23, EU:C:2024:956, præmis 60). Jf. ligeledes senest domme af 16.7.2026, Gekus (C-748/23, navnlig præmis 50-62), og Rzecznik Dyscyplinarny Sądu Najwyższego (C-96/24, C-103/24 og C-112/24, navnlig præmis 67-79), hvor Domstolen med hensyn til princippet om upartiskhed fastslog, at medlemmerne af et dommerkollegium, der skal tage stilling til, om en dommers deltagelse i en given sag er af en sådan art, at den strider mod de krav om en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, ikke selv må befinde sig i en situation, der er identisk med den pågældende dommers.
47 – Jf. dom af 1.8.2025, Daka m.fl. (C-422/23, C-455/23, C-459/23, C-486/23 og C-493/23, EU:C:2025:592, præmis 86, herefter »Daka-dommen«).
48 – Daka-dommen (præmis 87).
49 – Jf. i denne henseende Rzecznik Praw Obywatelskich-dommen (præmis 78 og 91 og den deri nævnte retspraksis).
50 – Dom af 18.12.2025 (C-448/23, EU:C:2025:975).
51 – Jf. dom af 18.12.2025, Kommissionen mod Polen (Kontrol ultra vires af Domstolens praksis – EU-rettens forrang) (C-448/23, EU:C:2025:975, præmis 278 og 279).
52 – W.Ż.-dommen (præmis 144).
53 – Som Domstolen for nylig har fastslået i Rzecznik Praw Obywatelskich-dommen (præmis 51): »Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU pålægger [...] medlemsstaterne en klar og præcis forpligtelse til at opnå et resultat, som ikke er undergivet betingelser med hensyn til den uafhængighed, der skal karakterisere de retsinstanser, som skal fortolke og anvende EU-retten« (min fremhævelse).
54 – Jf. i denne henseende Rzecznik Praw Obywatelskich-dommen (præmis 63-65).
55 – Ombudsmanden og Kommissionen har i denne forbindelse henvist til artikel 16, stk. 4, i procesreglementet for den øverste domstol, som kan anvendes analogt. X.Y. har som svar på et spørgsmål, der blev stillet i retsmødet, gjort gældende, at der findes en sædvaneregel om, at den næste dommer på listen udpeges, medmindre denne dommers arbejdsbyrde allerede er for tung. Spørgsmålet om, hvorvidt sådanne regler kan anvendes på en måde, der giver mulighed for at danne et dommerkollegium, når den person, der er udpeget til at varetage denne opgave, er udnævnt uretmæssigt, er et forhold, som den forelæggende ret skal efterprøve.