<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><CONCLUSION NNC="YES" xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:noNamespaceSchemaLocation="http://formex.publications.europa.eu/schema/formex-04.cj-20080212.xd"><BIB.CONCLUSION><REF.CASE FILE="ECRCJ1997DAA.0600334301.case.xml"><NO.CASE>C-65/95</NO.CASE><NO.CASE>C-111/95</NO.CASE></REF.CASE><NO.CELEX>61995C0065</NO.CELEX><NO.SEQ>0015.0001</NO.SEQ><PAGE.FIRST>3345</PAGE.FIRST><PAGE.SEQ>1</PAGE.SEQ><PAGE.LAST>3375</PAGE.LAST><PAGE.TOTAL>31</PAGE.TOTAL></BIB.CONCLUSION><CURR.TITLE><LEFT>FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT RUIZJARABO COLOMER — FORENEDE SAGER C-65/95 OG</LEFT><RIGHT>SHINGARA OG RADIOM</RIGHT></CURR.TITLE><CONTENTS.CONCLUSION><TITLE><TI><P><HT TYPE="UC">Forslag til afgørelse fra generaladvokat</HT></P><P><HT TYPE="UC">Dámaso Ruiz-Jarabo Colomer</HT></P><P>fremsat den <DATE ISO="19961126">26. november 1996</DATE><NOTE NOTE.ID="E0001" NUMBERING="STAR"><P>Originalsprog: spansk.</P></NOTE></P></TI></TITLE><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>High Court of Justice (Queen's Bench Division) har forelagt Domstolen fem præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 64/221/EØF af <DATE ISO="19640225">25. februar 1964</DATE> om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed (herefter <QUOT.START ID="QS0001" REF.END="QE0001" CODE="00BB"/>direktivet<QUOT.END ID="QE0001" REF.START="QS0001" CODE="00AB"/>)<NOTE NOTE.ID="E0002" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>EFT 1963-1964, s. 109.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>High Court har fundet det nødvendigt at få besvaret disse spørgsmål for at kunne afgøre nogle sager om domstolsprøvelse (<QUOT.START ID="QS0002" REF.END="QE0002" CODE="00BB"/>judicial review<QUOT.END ID="QE0002" REF.START="QS0002" CODE="00AB"/>), der er anlagt af Mann Singh Shingara og Abbas Radiom i anledning af, at de britiske myndigheder har nægtet dem tilladelse til indrejse i Det Forenede Kongerige under henvisning til hensynet til den offentlige sikkerhed.</TXT></NP><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>De faktiske omstændigheder i Radiom-sagen og sagens behandling (ifølge forelæggelseskendelsen)</P></TI></TITLE><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>Radiom, der er iransk statsborger og siden 1981 har været gift med en britisk statsborger, opnåede irsk indfødsret i maj 1982. I maj 1983 fik han tidsubegrænset opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige, ikke på grund af, at han var statsborger i Fællesskabet (det er ikke godtgjort, at dette på daværende tidspunkt var Indenrigsministeriet (Home Office) bekendt), men i sin egenskab af borger i et tredjeland, idet ansøgningen om opholdstilladelse var indgivet under henvisning til, at han var gift med en britisk statsborger.</TXT></NP><NP><NO.P>4.</NO.P><TXT>Mellem 1983 og 1989 arbejdede Radiom i det iranske konsulats tjeneste, først i Manchester og senere i London. I 1989 afbrød Det Forenede Kongerige de diplomatiske forbindelser med Iran, og den <DATE ISO="19890309">9. marts 1989</DATE> meddelte Udenrigsministeriet (Foreign Office)<NOTE NOTE.ID="E0003" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>1 forelæggelseskendelsen hedder det, at meddelelsen blev givet af Home Office, men af bilaget til begæringen om domstolsprøvelse (bilag 1) fremgår det, at det i realiteten var Foreign Office.</P></NOTE> Radiom, at han, hvis han ikke forlod Det Forenede Kongerige inden for en frist på syv dage, ville blive tilbageholdt og udvist. Radiom forlod landet uden at afvente gennemførelsen heraf. Forholdet synes at være, at han på daværende tidspunkt fik at vide, at han ville blive udvist af hensyn til landets sikkerhed, men han fik ikke yderligere oplysninger.</TXT></NP><?PAGE NO="I-3346"?><NP><NO.P>5.</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19920702">2. juli 1992</DATE> skrev Radiom's advokater til Home Office og tilkendegav, at Radiom var statsborger i Fællesskabet, idet de samtidig ønskede oplyst, hvorledes han ville være stillet, hvis han vendte tilbage til Det Forenede Kongerige for at arbejde. Af det officielle svar af <DATE ISO="19920924">24. september 1992</DATE> fremgik, at det var besluttet at udvise ham af hensyn til landets sikkerhed (og at afgørelsen ikke kunne påklages), og at <QUOT.START ID="QS0003" REF.END="QE0003" CODE="00BB"/>Radiom, hvis han skulle forsøge at indrejse i Det Forenede Kongerige, vil blive nægtet indrejse af de anførte grunde, uden at han har mulighed for at klage. Såfremt han findes at være indrejst i Det Forenede Kongerige, vil han få pålæg om at udrejse, og heller ikke i dette tilfælde vil han have nogen klageadgang<QUOT.END ID="QE0003" REF.START="QS0003" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>6.</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19921013">13. oktober 1992</DATE> ansøgte Radiom's advokater formelt indenrigsministeren om udstedelse af en opholdstilladelse for EF-statsborgere til deres klient eller i tilfælde af afslag om en <QUOT.START ID="QS0004" REF.END="QE0004" CODE="00BB"/>detaljeret begrundelse<QUOT.END ID="QE0004" REF.START="QS0004" CODE="00AB"/>. De anmodede desuden om oplysninger om <QUOT.START ID="QS0005" REF.END="QE0005" CODE="00BB"/>hvilken klageadgang vor klient efter bestemmelserne i artikel 9 i direktiv 64/221/EØF har over for et sådant afslag<QUOT.END ID="QE0005" REF.START="QS0005" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>7.</NO.P><TXT>I indenrigsministerens afslag af <DATE ISO="19921123">23. november 1992</DATE> gentoges det, at han <QUOT.START ID="QS0006" REF.END="QE0006" CODE="00BB"/>... hvis han nu skulle forsøge at indrejse i Det Forenede Kongerige, eller hvis han rindes at have gjort dette, vil blive nægtet indrejse og/eller blive udvist på grund af ulovlig indrejse. Der er ingen mulighed for at klage over disse afgørelser<QUOT.END ID="QE0006" REF.START="QS0006" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0004" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Indenrigsministeren anførte nærmere følgende vedrørende direktivet: <QUOT.START ID="QS0007" REF.END="QE0007" CODE="00BB"/>I Deres brev omtaler De artikel 9 i direktiv 64/221/EØF, der omhandler de muligheder for klage, der kan benyttes af statsborgere i Det Europæiske Fællesskab (herunder irske statsborgere) ... Efter det over for mig oplyste, er det muligt at udvise eller nægte statsborgere fra EF-lande (herunder irske statsborgere) tilladelse til indrejse. Det er endvidere oplyst, at dersom grundene til udelukkelsen er af en sådan art, at afgørelsen normalt ikke kan påklages (det vil f.eks. sige hensynet til den offentlige sikkerhed eller offentlighedens interesse), har en EF-statsborger (herunder irske statsborgere) ikke adgang til at klage.<QUOT.END ID="QE0007" REF.START="QS0007" CODE="00AB"/></P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>8.</NO.P><TXT>Under den sag om domstolsprøvelse af afgørelsen, som Radiom har anlagt ved High Court den <DATE ISO="19931123">23. november 1993</DATE>, har han nedlagt påstand om, at det anerkendes, at han har ret til at opnå opholdstilladelse, og til at klage, eller at det pålægges indenrigsministeren at indhente en vejledende udtalelse fra en uafhængig myndighed.</TXT></NP><NP><NO.P>9.</NO.P><TXT>For High Court har indenrigsministerens repræsentant redegjort for de grunde, som førte til, at ministeren personligt beordrede Radiom udvist i 1989, og at han, efter personligt at have behandlet sagen, ikke ændrede standpunkt:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START ID="QS0008" REF.END="QE0008" CODE="00BB"/>... beslutningen om at udvise sagsøgeren fra Det Forenede Kongerige i 1989 blev truffet efter ordre fra den daværende indenrigsminister personligt. Denne begrundede sin afgørelse med, at sagsøgerens tilstedeværelse i<?PAGE NO="I-3347"?> Det Forenede Kongerige ikke var i offentlighedens interesse og stred mod nationale sikkerhedsinteresser.</P><P>... Grunden til, at afgørelsen i 1989 blev truffet, var, at man vidste, at sagsøgeren var tilhænger af vold mod medlemmerne af oppositionen mod Khomeni's styre i Iran, og at han også havde deltaget i indsamling af oplysninger vedrørende iranske modstandskredse i Det Forenede Kongerige. På daværende tidspunkt var det iranske styre i færd med at gennemføre et program for drab på modstandere. Disse drab foregik fortsat i hele Europa og andre steder. Grundene til afgørelsen i 1989 angik kun sagsøgerens personlige adfærd. Afgivelse af flere oplysninger om grundene til afgørelsen vil være i strid med Det Forenede Kongeriges sikkerhed.</P><P>Indenrigsministeren har personligt overvejet muligheden af at tilbagekalde udvisningsafgørelsen på baggrund af indgivelsen af begæringen om domstolsprøvelse, men på grund af sagsøgerens tidligere adfærd og de nu foreliggende oplysninger om ham, som er i indenrigsministerens besiddelse, og hvorefter sagsøgeren fortsat støtter og arbejder for den iranske regerings mål, finder ministeren, at en tilbagekaldelse af udvisningsordren ville stride mod nationale sikkerhedsinteresser.<QUOT.END ID="QE0008" REF.START="QS0008" CODE="00AB"/></P></QUOT.S></P></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>De faktiske omstændigheder i Shingarasagen og sagens behandling (ifølge forelæggelseskendelsen)</P></TI></TITLE><NP><NO.P>10.</NO.P><TXT>Shingara, der er født i Indien, har fransk statsborgerskab. Den <DATE ISO="19910329">29. marts 1991</DATE> forsøgte han at indrejse i Det Forenede Kongerige, men blev nægtet indrejsetilladelse ifølge en afgørelse, der blev truffet af indenrigsministeren personligt, idet det efter hans opfattelse <QUOT.START ID="QS0009" REF.END="QE0009" CODE="00BB"/>ville stride mod den offentlige orden og sikkerhed<QUOT.END ID="QE0009" REF.START="QS0009" CODE="00AB"/> at give ham tilladelse til indrejse i Det Forenede Kongerige.</TXT></NP><NP><NO.P>11.</NO.P><TXT>I den offentlige meddelelse om nægtelsen af indrejsetilladelse hed det endvidere: <QUOT.START ID="QS0010" REF.END="QE0010" CODE="00BB"/>De har ikke adgang til at klage over nægtelsen af indrejsetilladelsen, fordi denne er givet efter personlig instruks fra indenrigsministeren, der har truffet afgørelsen af de anførte grunde.<QUOT.END ID="QE0010" REF.START="QS0010" CODE="00AB"/> Dette udtryktes på samme måde i en anden meddelelse fra indenrigsministeren af <DATE ISO="19910426">26. april 1991</DATE>, hvori det ligeledes hed, at Shingara ikke havde adgang til at klage over afgørelsen.</TXT></NP><NP><NO.P>12.</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19921110">10. november 1992</DATE> skrev Shingara's advokater til Indenrigsministeriet og tilkendegav, at <QUOT.START ID="QS0011" REF.END="QE0011" CODE="00BB"/>Singh Shingara i henhold til artikel 9, stk. 2, i direktiv 64/221 burde have haft adgang til at forelægge sin klage for en administrativ myndighed og til personligt at fremføre sit forsvar (medmindre det kunne<?PAGE NO="I-3348"?> bevises, at hensynet til statens sikkerhed talte imod hans tilstedeværelse).</TXT><P>Under disse omstændigheder anmoder vi om, at der straks træffes de fornødne foranstaltninger til, at der kan iværksættes en administrativ klage, idet vi i modsat fald vil se os nødsaget til at indgive begæring om domstolsprøvelse.<QUOT.END ID="QE0011" REF.START="QS0011" CODE="00AB"/></P></NP><NP><NO.P>13.</NO.P><TXT>I svaret fra Indenrigsministeriet, der blev sendt den <DATE ISO="19930518">18. maj 1993</DATE>, bekræftedes det, at der ikke var mulighed for klage.</TXT></NP><NP><NO.P>14.</NO.P><TXT>Shingara indgav faktisk ikke nogen klage, men den <DATE ISO="19930715">15. juli 1993</DATE> ankom han til Dover havn sammen med sin hustru og børn og fik lov til at rejse ind i landet efter at have fremvist sit franske identitetskort. Han oplyste ikke fremmedpolitiet om, at han forinden havde fået afslag på sin ansøgning om indrejsetilladelse, og heller ikke om grundene til, at denne var blevet nægtet.</TXT></NP><NP><NO.P>15.</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19930722">22. juli 1993</DATE> blev Shingara anholdt i Birmingham på grund af ulovlig indrejse i landet. I meddelelsen herom, som han modtog samme dag, hed det: <QUOT.START ID="QS0012" REF.END="QE0012" CODE="00BB"/>... Jeg er bekendt med, at De ulovligt er indrejst i landet i medfør af section 33(1) i Immigration Aet 1971 ... Jeg agter at give ordre til, at De til sin tid skal udvises fra Det Forenede Kongerige. De vil i en særskilt skrivelse få nærmere oplysninger herom.<QUOT.END ID="QE0012" REF.START="QS0012" CODE="00AB"/></TXT></NP><NP><NO.P>16.</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19930730">30. juli 1993</DATE> gav retten tilladelse til, at der blev indgivet begæring om domstolsprøvelse (<QUOT.START ID="QS0013" REF.END="QE0013" CODE="00BB"/>judicial review<QUOT.END ID="QE0013" REF.START="QS0013" CODE="00AB"/>) med henblik på at anfægte tilbageholdelsen. Samme dag blev han løsladt og vendte tilbage til Frankrig.</TXT></NP><NP><NO.P>17.</NO.P><TXT>Shingara har for High Court anfægtet beslutningen af <DATE ISO="19930722">22. juli 1993</DATE> om at anse ham for ulovligt indrejst i Det Forenede Kongerige, at tilbageholde ham, at udvise ham fra Det Forenede Kongerige og at forbyde hans indrejse i Det Forenede Kongerige. Han har nedlagt påstand om, at beslutningen ophæves, og at det fastslås, at han eventuelt kan påklage forbuddet eller få sagen forelagt for en uafhængig myndighed i overensstemmelse med direktivets artikel 9, stk. 2.</TXT></NP><NP><NO.P>18.</NO.P><TXT>Indenrigsministerens repræsentant har for High Court forklaret grundene til afgørelsen af 1991 som følger: <QUOT.START ID="QS0014" REF.END="QE0014" CODE="00BB"/>... efter indenrigsministerens opfattelse var sagsøgeren involveret i aktiviteter, der fremmede den ekstremistiske sikhbevægelse i Det Forenede Kongerige og terrorisme andre steder. Sagsøgeren er leder af Babbar Khalsa (BK) i Frankrig, en sikhorganisation, der støtter<?PAGE NO="I-3349"?> terroristvirksomhed i Indien. Det ville være i strid med den nationale sikkerhed og uforeneligt med beskyttelse af kilderne til oplysningerne at anføre yderligere grunde.<QUOT.END ID="QE0014" REF.START="QS0014" CODE="00AB"/></TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>De præjudicielle spørgsmål</P></TI></TITLE><NP><NO.P>19.</NO.P><TXT>Før High Court of Justice afgør de to sager, har den fundet det nødvendigt at anmode Domstolen om at besvare en række spørgsmål vedrørende fortolkningen og anvendelsen af direktivet. Spørgsmålene er formuleret således:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><LIST TYPE="ARAB"><ITEM><NP><NO.P><QUOT.START ID="QS0015" REF.END="QE0015" CODE="00BB"/>1)</NO.P><TXT>1) Henviser udtrykket i artikel 8 i Rådets direktiv 64/221/EØF af <DATE ISO="19640225">25. februar 1964</DATE> <QUOT.START ID="QS0016" REF.END="QE0016" CODE="2019"/>samme adgang til at påklage ... som indlændinge har med hensyn til administrative afgørelser<QUOT.END ID="QE0016" REF.START="QS0016" CODE="2019"/></TXT><P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>til det særlige retsmiddel mod afgørelser om indrejse, som indlændinge har (i det konkrete tilfælde til at indbringe afgørelsen for immigration adjudicator),</TXT><P>eller</P></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>henviser udtrykket blot til de retsmidler, der kan anvendes mod administrative afgørelser i almindelighed (i det konkrete tilfælde at indgive begæring om domstolsprøvelse)?</TXT></NP></ITEM></LIST></P><P>Såfremt besvarelsen af spørgsmål 1 (1) følger alternativ a), henviser det nævnte udtryk i artikel 8 i direktiv 64/221 da blot til det retsmiddel, som indlændinge har under samme omstændigheder (i det konkrete tilfælde nægtelse af indrejse begrundet i hensynet til statens sikkerhed), eller henviser udtrykket tillige til de særlige retsmidler, som indlændinge har under tilsvarende eller lignende omstændigheder? Hvis dette er tilfældet, i hvor høj grad skal der da foreligge tilsvarende eller lignende omstændigheder?</P></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2)</NO.P><TXT>Når henses til besvarelsen af spørgsmål 1, skal artikel 8 i direktiv 64/221 da fortolkes således, at en statsborger i en EF-medlemsstat, der begrundet i hensynet til statens sikkerhed nægtes indrejse i Det Forenede Kongerige, har ret til at indbringe beslutningen for immigration adjudicator, hvis en britisk statsborger, der begrundet i hensynet til statens sikkerhed nægtes indrejse i Det Forenede Kongerige, ud fra en korrekt fortolkning af de relevante bestemmelser i den nationale ret har en sådan ret med henblik på at bevise, at han er britisk statsborger og derfor berettiget til at indrejse i Det Forenede Kongerige, uanset om hans tilstedeværelse i Det Forenede Kongerige er uønsket af hensyn til statens sikkerhed?</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>3)</NO.P><TXT>Finder de indledende udtryk i artikel 9, stk. 1, i direktiv 64/221 (<QUOT.START ID="QS0017" REF.END="QE0017" CODE="2019"/>hvis der ingen retsmidler findes, eller hvis retsmidlerne kun tager sigte på spørgsmålet om beslutningens lovlighed, eller ikke har opsættende virkning ...<QUOT.END ID="QE0017" REF.START="QS0017" CODE="2019"/>) tilsvarende anvendelse på artikel 9, stk. 2?</TXT></NP></ITEM><?PAGE NO="I-3350"?><ITEM><NP><NO.P>4)</NO.P><TXT>Har en statsborger i en EF-medlemsstat, når der er truffet beslutning begrundet i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed om at udvise ham fra en medlemsstat, hvori han ikke er statsborger, og han er udrejst, uden at beslutningen er påklaget, og uden at der er indhentet udtalelse fra en uafhængig kompetent myndighed i henhold til artikel 8 og 9 i Rådets direktiv 64/221, da ret til at forelægge beslutningen for en uafhængig kompetent myndighed efter artikel 9, stk. 2, såfremt han senere vender tilbage til eller søger at vende tilbage til den pågældende medlemsstat, når der er tale om:</TXT><P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>afslag på en begæring om opholdstilladelse</TXT><P>eller</P></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>afslag på en begæring om indrejsetilladelse</TXT><P>eller</P></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>c)</NO.P><TXT>en beslutning om udvisning?</TXT></NP></ITEM></LIST></P></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>5)</NO.P><TXT>Afhænger besvarelsen af spørgsmål 4 af, om</TXT><P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>ansøgeren er indrejst i medlemsstaten, før han anmoder om opholdstilladelse</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>ansøgeren er blevet udvist af medlemsstaten, før han har anmodet om opholdstilladelse, eller har aldrig anmodet om opholdstilladelse</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>c)</NO.P><TXT>ansøgerens tidligere udrejse skyldtes en beslutning om udvisning eller en trussel om tilbageholdelse og udvisning og blev efterfulgt af en beslutning om at nægte indrejse?<QUOT.END ID="QE0015" REF.START="QS0015" CODE="00AB"/></TXT></NP></ITEM></LIST></P></NP></ITEM></LIST></QUOT.S></P></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>De fællesskabsbestemmelser, der ønskes fortolket</P></TI></TITLE><NP><NO.P>20.</NO.P><TXT>Direktivet omhandler en samordning af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om retten for statsborgere i andre medlemsstater til at tage ophold og skifte opholdssted på deres områder eller om udvisning af sådanne statsborgere,<?PAGE NO="I-3351"?> når disse love og administrative bestemmelser indføres af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed. Som følge heraf vedrører direktivet først og fremmest betingelserne for disse personers ret til indrejse og ophold.</TXT></NP><NP><NO.P>21.</NO.P><TXT>Direktivet indeholder både materielle og processuelle bestemmelser. I de materielle bestemmelser (artikel 2, stk. 2, og artikel 3 og 4) opstilles der grænser for de grunde, som medlemsstaterne kan påberåbe sig <QUOT.START ID="QS0018" REF.END="QE0018" CODE="00BB"/>af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed<QUOT.END ID="QE0018" REF.START="QS0018" CODE="00AB"/> med henblik på at begrænse adgangen for statsborgere fra de øvrige medlemsstater til at opholde sig i landet. Der er ikke stillet præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af disse bestemmelser<NOTE NOTE.ID="E0005" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I forelæggelseskendelsen anerkendes det, at <QUOT.START ID="QS0019" REF.END="QE0019" CODE="00BB"/>begge sagsøgerne har anbringender, de vil fremføre vedrørende begrundelsen for sagsøgtes beslutninger om at udvise dem fra Det Forenede Kongerige ... at advokaterne ikke på sagens nuværende stade har søgt at udvikle deres anbringender vedrørende udvisningsgrundenes rigtighed eller tilstrækkelighed, og at der ikke er noget yderligere spørgsmål, der kræver forelæggelse ...<QUOT.END ID="QE0019" REF.START="QS0019" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>22.</NO.P><TXT>For så vidt angår de processuelle bestemmelser kræver direktivet, at hver enkelt medlemsstat skal give statsborgere fra de øvrige medlemsstater mulighed for at påklage administrative afgørelser, der træffes på dette område. Det er netop dette krav, de præjudicielle spørgsmål drejer sig om.</TXT></NP><NP><NO.P>23.</NO.P><TXT>I direktivets artikel 6 hedder det: <QUOT.START ID="QS0020" REF.END="QE0020" CODE="00BB"/>Den pågældende skal have meddelelse om de hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, der er lagt til grund for en beslutning, der vedrører ham, medmindre hensynet til statens sikkerhed er til hinder herfor.<QUOT.END ID="QE0020" REF.START="QS0020" CODE="00AB"/></TXT></NP><NP><NO.P>24.</NO.P><TXT>Direktivets artikel 7 bestemmer: <QUOT.START ID="QS0021" REF.END="QE0021" CODE="00BB"/>Beslutningen om nægtelse af at udstede eller forlænge en opholdstilladelse eller om udvisning skal meddeles den pågældende. I meddelelsen skal det angives, inden for hvilken frist han skal forlade landet. Bortset fra påtrængende tilfælde må denne frist ikke være kortere end femten dage, når vedkommende endnu ikke har modtaget en opholdstilladelse, og i alle øvrige tilfælde ikke kortere end en måned.<QUOT.END ID="QE0021" REF.START="QS0021" CODE="00AB"/></TXT></NP><NP><NO.P>25.</NO.P><TXT>Direktivets artikel 8, der særligt omhandler ordningen vedrørende adgangen til at påklage de nævnte beslutninger, har følgende ordlyd: <QUOT.START ID="QS0022" REF.END="QE0022" CODE="00BB"/>Den pågældende skal have samme adgang til at påklage den beslutning, hvorved indrejse, udstedelse eller forlængelse af opholdstilladelse nægtes, eller beslutningen om udvisning, som indlændinge har med hensyn til administrative afgørelser.<QUOT.END ID="QE0022" REF.START="QS0022" CODE="00AB"/></TXT></NP><NP><NO.P>26.</NO.P><TXT>Endelig hedder det i direktivets artikel 9:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><PARAG IDENTIFIER="009.001"><NO.PARAG><QUOT.START ID="QS0023" REF.END="QE0023" CODE="00BB"/>1.</NO.PARAG><ALINEA>Hvis der ingen retsmidler findes, eller hvis retsmidlerne kun tager sigte på spørgsmålet om beslutningens lovlighed, eller ikke har opsættende virkning, må beslutning om<?PAGE NO="I-3352"?> nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse eller om udvisning af en indehaver af opholdstilladelse, bortset fra påtrængende tilfælde, ikke træffes af den administrative myndighed før efter indhentet udtalelse fra en kompetent myndighed i værtslandet, over for hvilken den pågældende skal kunne fremføre sit forsvar og lade sig bistå og repræsentere i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er fastsat i den nationale lovgivning.</ALINEA><ALINEA>Denne myndighed skal være en anden end den, der er kompetent til at træffe beslutning om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse eller om udvisning.</ALINEA></PARAG><PARAG IDENTIFIER="009.002"><NO.PARAG>2.</NO.PARAG><ALINEA>Beslutningen om nægtelse af udstedelse af den første opholdstilladelse og beslutningen om udvisning før udstedelse af en sådan tilladelse skal på den pågældendes begæring forelægges den myndighed, fra hvilken forudgående udtalelse skal indhentes efter stk. 1. Den pågældende er da berettiget til personligt at fremføre sit forsvar, medmindre hensynet til statens sikkerhed taler derimod.<QUOT.END ID="QE0023" REF.START="QS0023" CODE="00AB"/></ALINEA></PARAG></QUOT.S></P></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>De nationale bestemmelser vedrørende udlændinges adgang til landet</P></TI></TITLE><NP><NO.P>27.</NO.P><TXT>Ifølge fast retspraksis kan Domstolen ikke fortolke nationale bestemmelser eller tage stilling til deres virkning inden for rammerne af proceduren ifølge EF-traktatens artikel 177. Af hensyn til forståelsen af sagernes baggrund finder jeg det dog hensigtsmæssigt at opregne de nationale bestemmelser, der finder anvendelse ifølge forelæggelseskendelsen.</TXT></NP><NP><NO.P>28.</NO.P><TXT>Disse bestemmelser findes i Immigration Aet 1971 (lov om indrejse og ophold), og af disse har følgende bestemmelser direkte betydning for de to hovedsager:</TXT><P><LIST TYPE="DASH"><ITEM><P>Section 1(1) bestemmer, at alle, der efter loven har ret til at opholde sig i Det Forenede Kongerige, frit kan bo i landet og indrejse i og udrejse fra det uden tilladelse eller hindringer med undtagelse af sådanne, som kan kræves i henhold til og i overensstemmelse med loven som betingelse for at fastslå deres ret, eller som i øvrigt lovligt kan pålægges.</P></ITEM><ITEM><P>Section 2(1) bestemmer, at britiske statsborgere har ret til at bo i Det Forenede Kongerige.</P></ITEM><ITEM><P>Section 3(1) bestemmer, at udlændinge med bestemte undtagelser ikke må indrejse i Det Forenede Kongerige uden tilladelse.</P></ITEM><?PAGE NO="I-3353"?><ITEM><P>Section 3(5)(b) indeholder bestemmelser om udvisning<NOTE NOTE.ID="E0006" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>[O. a.: Generaladvokaten oplyser, at han i den spanske originaltekst benytter ordene <QUOT.START ID="QS0024" REF.END="QE0024" CODE="00BB"/>deportación<QUOT.END ID="QE0024" REF.START="QS0024" CODE="00AB"/> og <QUOT.START ID="QS0025" REF.END="QE0025" CODE="00BB"/>expulsion<QUOT.END ID="QE0025" REF.START="QS0025" CODE="00AB"/> uden betydningsforskel for at betegne beslutninger, hvorved nogen, om fornødent ved anvendelse af magt, forpligtes til forlade en stats område].</P></NOTE> af bl. a. udlændinge, som af ministeren findes at være <QUOT.START ID="QS0026" REF.END="QE0026" CODE="00BB"/>conducive to the public good<QUOT.END ID="QE0026" REF.START="QS0026" CODE="00AB"/> (i offentlighedens interesse). En britisk statsborger kan ikke udvises.</P></ITEM><ITEM><P>I medfør af section 3(8) har den, der påstår at have britisk statsborgerret eller påberåber sig en undtagelse ifølge loven, bevisbyrden for det pågældende forhold.</P></ITEM></LIST></P></NP><NP><NO.P>29.</NO.P><TXT>For så vidt angår påklage af administrative afgørelser vedrørende indrejsetilladelse hedder det i section 13 (<QUOT.START ID="QS0027" REF.END="QE0027" CODE="00BB"/>appeals against exclusion from the United Kingdom<QUOT.END ID="QE0027" REF.START="QS0027" CODE="00AB"/>): <QUOT.START ID="QS0028" REF.END="QE0028" CODE="00BB"/>... en person, der efter denne lov nægtes indrejsetilladelse i Det Forenede Kongerige, [kan] klage til en <QUOT.START ID="QS0029" REF.END="QE0029" CODE="2019"/>adjudicator<QUOT.END ID="QE0029" REF.START="QS0029" CODE="2019"/>over afgørelsen om, at han skal have en tilladelse, eller over nægtelsen af tilladelse<QUOT.END ID="QE0028" REF.START="QS0028" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0007" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Afgørelser truffet af en <QUOT.START ID="QS0030" REF.END="QE0030" CODE="00BB"/>adjudicator<QUOT.END ID="QE0030" REF.START="QS0030" CODE="00AB"/> kan ligeledes på visse betingelser påklages til Immigration Appeal Tribunal (section 20 i Immigration Act). Både <QUOT.START ID="QS0031" REF.END="QE0031" CODE="00BB"/>adjudicators<QUOT.END ID="QE0031" REF.START="QS0031" CODE="00AB"/> og medlemmerne af Appeal Tribunal beskikkes af Lord Chancellor, normalt blandt jurister med en vis erhvervserfaring.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>30.</NO.P><TXT>Lovens section 13(5) udelukker mulighed for klage for den, over for hvem ministeren har erklæret, at nægtelsen af indrejsetilladelse er begrundet i offentlighedens interesse (<QUOT.START ID="QS0032" REF.END="QE0032" CODE="00BB"/>conducive to the public good<QUOT.END ID="QE0032" REF.START="QS0032" CODE="00AB"/>). I bestemmelsen hedder det: <QUOT.START ID="QS0033" REF.END="QE0033" CODE="00BB"/>Klage [<QUOT.START ID="QS0034" REF.END="QE0034" CODE="2019"/>appeal<QUOT.END ID="QE0034" REF.START="QS0034" CODE="2019"/>] kan ikke rettes mod en nægtelse af indrejsetilladelse eller mod nægtelse af visum, hvis Secretary of State attesterer, at han selv — og ikke en person, der handler efter bemyndigelse — har givet ordre til at nægte vedkommende indrejse i Det Forenede Kongerige med den begrundelse, at dette er i offentlighedens interesse, eller hvis indrejsetilladelse eller visum er nægtet i overensstemmelse med en sådan ordre<QUOT.END ID="QE0033" REF.START="QS0033" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0008" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I section 33 i Immigration Act defineres <QUOT.START ID="QS0035" REF.END="QE0035" CODE="00BB"/>entry clearance<QUOT.END ID="QE0035" REF.START="QS0035" CODE="00AB"/> som <QUOT.START ID="QS0036" REF.END="QE0036" CODE="00BB"/>en viscring, indrejsetilladelse eller andet dokument, som i henhold til forskrifterne for immigration skal antages som bevis eller nødvendigt bevis for, at en person, selv om han ikke er britisk statsborger, opfylder de fastsatte betingelser for indrejse i Det Forenede Kongerige (men ikke indebærer en arbejdstilladelse)<QUOT.END ID="QE0036" REF.START="QS0036" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>Den frie bevægelighed inden for Fællesskabet for medlemsstaternes statsborgere. Retten til indrejse i medlemsstaternes områder og begrænsningerne i denne ret af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed</P></TI></TITLE><NP><NO.P>31.</NO.P><TXT>Selv om jeg risikerer at gentage selvfølgeligheder, vil jeg erindre om, at EØF-traktaten allerede fra begyndelsen har sikret statsborgere i en medlemsstat ret til frit at bevæge sig til en anden medlemsstat med henblik på at udøve erhvervsmæssig virksomhed, det være sig som arbejdstagere (artikel<?PAGE NO="I-3354"?> 48), selvstændige erhvervsdrivende (artikel 52) eller tjenesteydere (artikel 59)<NOTE NOTE.ID="E0009" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Denne ret til fri bevægelighed gælder ifølge Domstolens praksis også for turister i deres egenskab af modtagere af tjenesteydelser (dom af <DATE ISO="19840131">31.1.1984</DATE>, forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="286/82+26/83" YEAR="1984" PAGE.ECR="377">286/82 og 26/83, Luisi og Carbone, Sml. s. 377</REF.DOC.ECR>) og for studerende (dom af <DATE ISO="19920226">26.2.1992</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-357/89" YEAR="1992" PAGE.ECR="I-1027">C-357/89, Raulin, Sml. I, s. 1027</REF.DOC.ECR>).</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>32.</NO.P><TXT>Ved fællesakten indførtes i tilslutning til <QUOT.START ID="QS0037" REF.END="QE0037" CODE="00BB"/>det indre marked<QUOT.END ID="QE0037" REF.START="QS0037" CODE="00AB"/> også begrebet <QUOT.START ID="QS0038" REF.END="QE0038" CODE="00BB"/>et område uden indre grænser<QUOT.END ID="QE0038" REF.START="QS0038" CODE="00AB"/>. I EF-traktatens artikel 7 A hedder det således, at <QUOT.START ID="QS0039" REF.END="QE0039" CODE="00BB"/>det indre marked indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for ... personer ... i overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat<QUOT.END ID="QE0039" REF.START="QS0039" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>33.</NO.P><TXT>I EF-traktatens artikel 8 A, som er indsat ved unionstraktatens artikel G, litra C, under overskriften <QUOT.START ID="QS0040" REF.END="QE0040" CODE="00BB"/>Unionsborgerskab<QUOT.END ID="QE0040" REF.START="QS0040" CODE="00AB"/>, bestemmes det, at <QUOT.START ID="QS0041" REF.END="QE0041" CODE="00BB"/>enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og gennemførelsesbestemmelserne hertil<QUOT.END ID="QE0041" REF.START="QS0041" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>34.</NO.P><TXT>Indførelsen af et unionsborgerskab med den dertil hørende, netop nævnte ret for indehaverne til fri bevægelighed på samtlige medlemsstaters område betegner et betydeligt kvalitativt fremskridt, for så vidt som man herved — som det med rette er fremført af Kommissionen — har løsrevet denne frihed fra dens funktionelle eller instrumentale bestanddele (forbindelsen med en erhvervsudøvelse eller opbygningen af det indre marked) og gjort den til en individuel og selvstændig ret, der følger af unionsborgernes politiske status.</TXT></NP><NP><NO.P>35.</NO.P><TXT>Jeg rinder det ikke nødvendigt i denne sag at redegøre for, i hvilket omfang den frie bevægelighed for personer under de efterfølgende etaper i EØF-traktatens udvikling har været til hinder for opretholdelse af kontrolformaliteter ved de indre grænser for personer, der er statsborgere i en anden medlemsstat<NOTE NOTE.ID="E0010" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dette problem angår særlig tiden efter den <DATE ISO="19921231">31.12.1992</DATE>, der var den seneste dato for gennemførelsen af bestemmelserne i traktatens artikel 7 A. Europa-Parlamentet anlagde den <DATE ISO="19931118">18.11.1993</DATE> sag (sag C-445/93) ved Domstolen i medfør af traktatens artikel 175 med påstand om, at det blev fastslået, at Kommissionen havde overtrådt traktaten ved ikke at fremsætte de nødvendige forslag om indførelse af den frie bevægelighed for personer inden for det indre marked i overensstemmelse med traktatens artikel 7 A. Kommissionen vedtog den <DATE ISO="19950712">12.7.1995</DATE> et forslag til direktiv om ophævelse af kontrollen med personer ved de indre grænser. I forslaget hed det, at denne ophævelse var en følge af den <QUOT.START ID="QS0042" REF.END="QE0042" CODE="00BB"/>klare og ubetingede forpligtelse, der indeholdes i traktatens artikel 7 A<QUOT.END ID="QE0042" REF.START="QS0042" CODE="00AB"/>. I betragtning heraf fandt Europa-Parlamentet, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sagen, og meddelte Domstolen dette, hvorefter Domstolen ved kendelse af <DATE ISO="19960711">11.7.1996</DATE> besluttede at slette den af registret. Heller ikke anvendelsen af Schengen-aftalen, som fra den <DATE ISO="19950326">26.3.1995</DATE> har været i kraft mellem syv medlemsstater, hører som sådan under fællesskabsretten.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>36.</NO.P><TXT>Det er efter min opfattelse tilstrækkeligt at nævne, at heller ikke forud for fællesakten var retten til indrejse i en medlemsstat for statsborgere i de øvrige medlemsstater, som<?PAGE NO="I-3355"?> påberåbte sig artikel 48, 52 eller 59, betinget af nogen form for administrativ tilladelse, idet der var tale om en ret, der fulgte umiddelbart af traktaten<NOTE NOTE.ID="E0011" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I præmis 17 i dom af <DATE ISO="19920707">7.7.1992</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-370/90" YEAR="1992" PAGE.ECR="I-4265">C-370/90, Singh, Sml. I, s. 4265 ff, på s. 4293</REF.DOC.ECR>, udtalte Domstolen: <QUOT.START ID="QS0043" REF.END="QE0043" CODE="00BB"/>Medlemsstaternes statsborgere har i denne forbindelse navnlig en ret, som udspringer direkte af traktatens artikel 48 og 52, til at indrejse og tage ophold i andre medlemsstater med henblik pi dér at udøve en erhvervsmæssig beskæftigelse som forudsat i disse bestemmelser (jf. herved dom af <DATE ISO="19760408">8.4.1976</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="31/75+48/75" YEAR="1976" PAGE.ECR="497">48/75, Royer, Sml. s. 497, præmis 3</REF.DOC.ECR>1, og af <DATE ISO="19910205">5.2.1991</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-363/89" YEAR="1991" PAGE.ECR="I-273">C-363/89, Roux, Sml. I, s. 273, præmis 9</REF.DOC.ECR>)<QUOT.END ID="QE0043" REF.START="QS0043" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>37.</NO.P><TXT>Rent konkret, og stadig for så vidt angår situationen forud for fællesakten, forbød bestemmelserne i den afledte ret udtrykkeligt, at retten til indrejse blev underkastet administrative tilladelser, idet der alene kunne kræves fremvisning af et identitetsdokument, der godtgjorde, at indehaveren var statsborger i en medlemsstat<NOTE NOTE.ID="E0012" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Således hed det i artikel 3 i Rådets direktiv 68/360/EØF af <DATE ISO="19681015">15.10.1968</DATE> om afskaffelse af restriktioner om indrejse og ophold inden for Fællesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer (EFT 1968 II, s. 477):</P><QUOT.S LEVEL="1"><NP><NO.P><QUOT.START ID="QS0044" REF.END="QE0044" CODE="00BB"/>1.</NO.P> <TXT>Medlemsstaterne skal tillade, at de i artikel 1 nævnte personer indrejser på deres område mod forevisning af gyldigt identitetskort eller pas.</TXT></NP><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Ved indrejse må der ikke stilles krav om indrejsevisum eller pålægges nogen anden lignende forpligtelse; dette gælder dog ikke familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat ...<QUOT.END ID="QE0044" REF.START="QS0044" CODE="00AB"/></TXT></NP></QUOT.S><P>Dette er udtrykt på samme måde i Rådets direktiv 73/148/EØF af <DATE ISO="19730521">21.5.1973</DATE> om ophævelse af rejse- og opholdsbegrænsningerne inden for Fællesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="172" DATE.PUB="1973" PAGE.FIRST="14">EFT L 172, s. 14</REF.DOC.OJ>).</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>38.</NO.P><TXT>Disse principper, såvel som de heraf følgende forbud, udgør en del af den gældende fællesskabsret (acquis communautaire), og de efterfølgende ændringer af EØF-traktaten har kun styrket dem. De er derfor bindende for samtlige medlemsstater<NOTE NOTE.ID="E0013" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det Forenede Kongeriges immigrationslovgivning er udtrykkeligt blevet ændret i denne retning. Section 7 i Immigration Aet 1988 fritager personer, der ifølge fællesskabsretten har ret til fri indrejse, for kravet om udstedelse af indrejsetilladelse i Det Forenede Kongerige.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>39.</NO.P><TXT>Der kan dog gælde visse begrænsninger i denne frie bevægelighed for personer. I forbindelse med de forskellige ændringer, der er sket i traktaten, har man på intet tidspunkt fuldstændig villet fratage medlemsstaterne deres traditionelle beføjelse til, som suveræne stater, at begrænse den frie bevægelighed for fremmede statsborgere ved at nægte dem ret til indrejse i eller udvise dem fra deres områder.</TXT></NP><NP><NO.P>40.</NO.P><TXT>Anerkendelsen af denne beføjelse, der dog begrænses af fællesskabsretten<NOTE NOTE.ID="E0014" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I dom af <DATE ISO="19741204">4.12.1974</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="41/74" YEAR="1974" PAGE.ECR="1337">41/74, Van Duyn, Sml. s. 1337</REF.DOC.ECR>, hedder det udtrykkeligt: <QUOT.START ID="QS0045" REF.END="QE0045" CODE="00BB"/>[ved direktiv 64/221] tilstræbes en begrænsning af det skøn, som national lovgivning i almindelighed tillægger de myndigheder, som har kompetence angående udlændinges indrejse og udvisning<QUOT.END ID="QE0045" REF.START="QS0045" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>, er i alle tilfælde sket i forbindelse med reguleringen af de rettigheder, jeg har nævnt ovenfor, nemlig i EF-traktatens artikel 48, stk. 3, for arbejdstagerne<NOTE NOTE.ID="E0015" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START ID="QS0046" REF.END="QE0046" CODE="00BB"/>Med forbehold af de begrænsninger, der retfærdiggøres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, indebærer den retten til ...<QUOT.END ID="QE0046" REF.START="QS0046" CODE="00AB"/></P></QUOT.S></P></NOTE> og i traktatens artikel 56,<?PAGE NO="I-3356"?> stk. 1, for selvstændige erhvervsdrivende<NOTE NOTE.ID="E0016" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START ID="QS0047" REF.END="QE0047" CODE="00BB"/>Bestemmelserne i dette kapitel [om etableringsretten] ... udelukker ikke anvendelse af love eller administrativt fastsatte bestemmelser, der indeholder særlige regler for fremmede statsborgere, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed<QUOT.END ID="QE0047" REF.START="QS0047" CODE="00AB"/>.</P></QUOT.S></P></NOTE>, der ligeledes finder anvendelse på den frie ret til udveksling af tjenesteydelser.</TXT></NP><NP><NO.P>41.</NO.P><TXT>De beslutninger, medlemsstaterne træffer under udøvelse af denne beføjelse, må alene være begrundet i hensynet til den offentlige sundhed, den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed. Som anført ovenfor, er direktivets formål netop at samordne de nationale regler, der gælder for disse foranstaltninger, både materielt og processuelt.</TXT></NP><NP><NO.P>42.</NO.P><TXT>Domstolen har i sin praksis specielt fastslået, at bestemmelsen om den offentlige orden som grundlag for beslutninger om begrænsning af den frie bevægelighed skal fortolkes snævert<NOTE NOTE.ID="E0017" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I dom af <DATE ISO="19751028">28.10.1975</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="36/75" YEAR="1975" PAGE.ECR="1219">36/75, Rutili, Sml. s. 1219</REF.DOC.ECR>, hedder det: <QUOT.START ID="QS0048" REF.END="QE0048" CODE="00BB"/>Medlemsstaterne har i medfør af forbeholdet i artikel 48, stk. 3 ... frihed til i overensstemmelse med de nationale behov at bestemme, hvad hensynet til den offentlige orden kræver; dette begreb må imidlertid i fællesskabsretlig sammenhæng og særligt i det omfang, det skal retfærdiggøre en afvigelse fra de grundlæggende principper om arbejdskraftens ligebehandling og frie bevægelighed, fortolkes snævert, således at dets rækkevidde ikke ensidigt kan afgøres af den enkelte medlemsstat uden fællesskabsinstitutionernes kontrol<QUOT.END ID="QE0048" REF.START="QS0048" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>43.</NO.P><TXT>Kort sagt har medlemsstaterne fortsat, af de særlige grunde jeg har omtalt, beføjelse til at nægte statsborgere fra andre medlemsstater tilladelse til at indrejse i og have ophold på deres områder. Denne beføjelse kan dog kun lovligt udøves under overholdelse af fællesskabsrettens regler.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>Klageadgangen i medfør af direktivets artikel 8 (det første og det andet præjudicielle spørgsmål)</P></TI></TITLE><NP><NO.P>44.</NO.P><TXT>Med de to første spørgsmål, som det er hensigtsmæssigt at behandle under ét, anmoder den forelæggende ret Domstolen om at fortolke direktivets artikel 8, for så vidt som det heri kræves, at beslutninger, der træffes af medlemsstaternes myndigheder om disse forhold, skal være undergivet <QUOT.START ID="QS0049" REF.END="QE0049" CODE="00BB"/>samme adgang til at påklage ... som indlændinge har med hensyn til administrative afgørelser<QUOT.END ID="QE0049" REF.START="QS0049" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>45.</NO.P><TXT>Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt der ved <QUOT.START ID="QS0050" REF.END="QE0050" CODE="00BB"/>samme adgang til at påklage ... som indlændinge har ...<QUOT.END ID="QE0050" REF.START="QS0050" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0018" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det engelske udtryk for denne klageadgang er generelt: <QUOT.START ID="QS0051" REF.END="QE0051" CODE="00BB"/>the same legal remedies<QUOT.END ID="QE0051" REF.START="QS0051" CODE="00AB"/>. Denne almindelige kategori indbefatter et snævrere begreb i form af sagsanlæg, som er omhandlet i direktivets artikel 9 under betegnelsen <QUOT.START ID="QS0052" REF.END="QE0052" CODE="00BB"/>appeals to a court of law<QUOT.END ID="QE0052" REF.START="QS0052" CODE="00AB"/>.</P></NOTE> skal forstås særlige klageadgange, der står åbne for landets egne borgere med hensyn til indrejse og ophold i deres egen stat eller med hensyn til udvisning, eller om der derimod skal forstås de<?PAGE NO="I-3357"?> klageadgange, som almindeligvis kan benyttes over for administrative afgørelser, uanset hvilket område de vedrører.</TXT></NP><NP><NO.P>46.</NO.P><TXT>Efter min opfattelse er det svar, der er i bedst overensstemmelse med reglen, det andet. Over for administrative afgørelser vedrørende udlændinge, der ønskes anfægtet, skal der kunne iværksættes de samme former for klage, som den pågældende stats egne borgere i almindelighed kan iværksætte mod enhver administrativ afgørelse.</TXT></NP><NP><NO.P>47.</NO.P><TXT>Selve ordlyden af reglen bekræfter, at udgangspunktet må være det almindelige system for påklage af administrative afgørelser. Ifølge direktivets artikel 8 skal udlændinge have samme adgang til at benytte dette almindelige system, når de ønsker at anfægte beslutninger truffet af administrationen i sager vedrørende deres indrejse, ophold eller udvisning under påberåbelse af den offentlige orden, sikkerhed og sundhed.</TXT></NP><NP><NO.P>48.</NO.P><TXT>Bestemmelsens formål fører til samme konklusion. Det ville ikke have nogen særlig mening, hvis direktivets artikel 8 alene vedrørte visse særlige former for klageadgang, landets egne statsborgere kunne benytte sig af, men som de ikke har brug for at benytte. Statsborgerne i hver enkelt medlemsstat har ikke dette behov for at påklage administrative afgørelser, hvorved de nægtes adgang til indrejse i eller udvises fra deres eget land, idet der pr. definition<NOTE NOTE.ID="E0019" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I præmis 22 i dommen i Shing-sagen, jf. fodnote 10, udtalte Domstolen, at der måtte gives Det Forenede Kongerige medhold i, at når en statsborger i en medlemsstat indrejser i og tager ophold i denne, sker dette på grundlag af de rettigheder, som er knyttet til hans statsborgerskab, og ikke på grundlag af de rettigheder, som han eller hun har i henhold til fællesskabsretten. Det fremgår da også af artikel 3 i den fjerde tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention, at en stat ikke fra sit territorium kan afvise eller udvise en af sine statsborgere.</P></NOTE> ikke kan træffes sådanne foranstaltninger over for dem<NOTE NOTE.ID="E0020" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>For så vidt angår lovgivningen i Det Forenede Kongerige (der ikke har ratificeret den fjerde tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention) erkendes dette også af den forelæggende ret, idet den anfører: <QUOT.START ID="QS0053" REF.END="QE0053" CODE="00BB"/>... en beslutning om at nægte nogen, hvis britiske statsborgerskab giver ham ret til ophold i Det Forenede Kongerige, indrejsetilladelse [ville] udgøre en oplagt og grov fornægtelse af opholdsretten som omhandlet i lovens section 1(1). Det er utænkeligt, at Secretary of State bevidst skulle handle så retsstridigt<QUOT.END ID="QE0053" REF.START="QS0053" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>49.</NO.P><TXT>Det ville derfor være temmelig ulogisk, hvis man i direktivet skulle have bestemt, at en særlig klageadgang — der er beregnet for landets egne borgere, men som ikke kan forklares i national ret, netop fordi den ikke har noget formål — også skulle gælde for fremmede statsborgere.</TXT></NP><NP><NO.P>50.</NO.P><TXT>Sagsøgerne hævder dog, at det rigtige svar må være det modsatte, da der for britiske statsborgere, der er berørt af disse administrative afgørelser, findes særlige klagemuligheder i Immigration Aet 1971.</TXT></NP><?PAGE NO="I-3358"?><NP><NO.P>51.</NO.P><TXT>Jeg er ikke enig i dette synspunkt. Selv om det forekommer at være inspireret af et prisværdigt formål, som jeg kan tilslutte mig, nemlig at udvide mulighederne for kontrol med administrative afgørelser, finder jeg, at det bygger på et urigtigt ræsonnement.</TXT></NP><NP><NO.P>52.</NO.P><TXT>Ifølge sagsøgerne kan de britiske forvaltningsmyndigheder faktisk nægte en britisk statsborger tilladelse til at rejse ind i (eller udvise ham fra) Det Forenede Kongerige, enten fordi de pågældende myndigheder ikke har kendskab til, at han er britisk statsborger, eller fordi hans statsborgerskab er omtvistet eller ikke tilstrækkeligt dokumenteret. Med henblik på denne situation har en britisk statsborger efter Immigration Aet en særlig adgang til at klage til <QUOT.START ID="QS0054" REF.END="QE0054" CODE="00BB"/>immigration adjudicator<QUOT.END ID="QE0054" REF.START="QS0054" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>53.</NO.P><TXT>Efter min opfattelse kan disse klagemuligheder ikke betragtes som en særlig adgang til at forelægge domstolene den pågældende afgørelse eller i egentlig forstand at få efterprøvet dens retlige gyldighed. Der er simpelt hen tale om retsmidler, der gør det muligt for den pågældende at bevise, at han er britisk statsborger. Når dette er bevist, kræves der ikke yderligere handling, idet sådanne personer ikke kan udvises af Det Forenede Kongerige eller nægtes tilladelse til indrejse.</TXT></NP><NP><NO.P>54.</NO.P><TXT>Endnu et argument, der er fremført for sagsøgernes standpunkt, er, at artikel 8 i direktivet ville være overflødig, da ingen stat, uanset om artiklen fandtes eller ej, kan nægte statsborgere fra andre stater den almindelige klageadgang, som den giver sine egne statsborgere, idet den herved ville gøre sig skyldig i en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der ville stride mod traktaten.</TXT></NP><NP><NO.P>55.</NO.P><TXT>Dette argument, der tilsyneladende er overbevisende, må ikke desto mindre forkastes. Der er intet til hinder for, at Fællesskabets lovgivningsmyndighed i et hvilket som helst direktiv om de konkrete forhold, direktivet vedrører, gentager de krav, der følger af det almindelige forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der opstilles i traktaten.</TXT></NP><NP><NO.P>56.</NO.P><TXT>Af samtlige disse grunde finder jeg, at direktivets artikel 8, når det kræver, at enhver medlemsstat skal give udlændinge samme adgang til at påklage beslutninger, som indlændinge har med hensyn til administrative afgørelser, henviser til de almindelige former for klage over sådanne afgørelser.</TXT></NP><NP><NO.P>57.</NO.P><TXT>Dette var i øvrigt også Domstolens konklusion i dommen af <DATE ISO="19901018">18. oktober 1990</DATE> i Dzodzi-sagen<NOTE NOTE.ID="E0021" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-297/88+C-197/89" YEAR="1990" PAGE.ECR="I-3763">C-297/88 og C-197/89, Sml. I, s. 3763</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, hvori den gennemgik direktivets artikel 8. Domstolens argumentation,<?PAGE NO="I-3359"?> som efter min opfattelse bør fastholdes, var følgende:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><NP><NO.P><QUOT.START ID="QS0055" REF.END="QE0055" CODE="00BB"/>58</NO.P><TXT>Efter denne bestemmelse anses de afgørelser, som direktivet omhandler, for <QUOT.START ID="QS0056" REF.END="QE0056" CODE="2019"/>administrative afgørelser<QUOT.END ID="QE0056" REF.START="QS0056" CODE="2019"/>, og der pålægges medlemsstaterne en forpligtelse til at give enhver, som berøres af en sådan foranstaltning, adgang til at anvende samme retsmidler, som indlændinge har med hensyn til administrative afgørelser. En medlemsstat kan derfor ikke uden at tilsidesætte forpligtelsen ifølge artikel 8 for de af direktivet omfattede personer indføre særlige klageordninger, som indebærer en ringere retssikkerhed end den, som gælder for de retsmidler, indlændinge har mod administrative afgørelser (dom af <DATE ISO="19800305">5.3.1980</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="98/79" YEAR="1980" PAGE.ECR="691">98/79, Pecastaing, Sml. s. 691, præmis 10</REF.DOC.ECR>).</TXT></NP><NP><NO.P>59</NO.P><TXT>Det følger heraf, at hvis forvaltningsdomstolene i en medlemsstat ikke har beføjelse til at udsætte gennemførelsen af en administrativ afgørelse eller til at træffe bestemmelse om retssikrende forholdsregler vedrørende gennemførelsen af sådanne afgørelser, mens de almindelige domstole har kompetence hertil, er denne medlemsstat forpligtet til at give de personer, der er omfattet af direktivet, adgang til at indbringe spørgsmålet for de almindelige domstole på samme betingelser som indlændinge. Det skal imidlertid understreges, at disse muligheder hovedsagelig afhænger af domstolenes organisation og af kompetencefordelingen mellem retterne indbyrdes i de forskellige medlemsstater, idet artikel 8 alene pålægger medlemsstaterne at indrømme personer, der er beskyttet af fællesskabsretten, en klageadgang, som ikke er mindre fordelagtig end den, som indlændinge kan udnytte mod administrative afgørelser (dom af <DATE ISO="19800305">5.3.1980</DATE>, Pecastaing, jf. ovenfor, præmis 11).</TXT></NP><NP><NO.P>60</NO.P><TXT>Der må herefter gives det svar, at artikel 8 i direktiv 64/221 af <DATE ISO="19640225">25. februar 1964</DATE> pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre de af direktivet omfattede personer en judiciel retsbeskyttelse, som ikke er mindre fordelagtig end den, de indrømmer deres egne statsborgere i forbindelse med klage over administrative afgørelser, navnlig hvad angår den myndighed, for hvilken en sag kan indbringes, og denne myndigheds beføjelser.<QUOT.END ID="QE0055" REF.START="QS0055" CODE="00AB"/></TXT></NP></QUOT.S></P></NP><NP><NO.P>58.</NO.P><TXT>I det britiske retssystem gælder der en almindelig adgang til at indbringe administrative afgørelser for domstolene ved <QUOT.START ID="QS0057" REF.END="QE0057" CODE="00BB"/>judicial review<QUOT.END ID="QE0057" REF.START="QS0057" CODE="00AB"/>. Kravet ifølge direktivets artikel 8 er derfor som udgangspunkt opfyldt ved, at adressaterne for sådanne afgørelser kan forelægge disse for de kompetente retter i form af en begæring om <QUOT.START ID="QS0058" REF.END="QE0058" CODE="00BB"/>judicial review<QUOT.END ID="QE0058" REF.START="QS0058" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>59.</NO.P><TXT>Under hele den skriftlige forhandling og specielt også under den mundtlige forhandling har parterne i hovedsagen indgående behandlet spørgsmålet om, hvilken af de to former for klage (nemlig på den ene side klage ifølge den britiske Immigration Aet og på den anden side <QUOT.START ID="QS0059" REF.END="QE0059" CODE="00BB"/>judicial review<QUOT.END ID="QE0059" REF.START="QS0059" CODE="00AB"/>) der<?PAGE NO="I-3360"?> giver den mest fuldstændige kontrol med administrative afgørelser om udlændinges adgang til eller udvisning af landet.</TXT></NP><NP><NO.P>60.</NO.P><TXT>Efter min opfattelse tilkommer det ikke Domstolen inden for rammerne af denne præjudicielle forelæggelse at udtale sig om, hvorvidt klage til en <QUOT.START ID="QS0060" REF.END="QE0060" CODE="00BB"/>adjudicator<QUOT.END ID="QE0060" REF.START="QS0060" CODE="00AB"/> eller til Appeal Tribunal er mere effektiv end <QUOT.START ID="QS0061" REF.END="QE0061" CODE="00BB"/>judicial review<QUOT.END ID="QE0061" REF.START="QS0061" CODE="00AB"/> for de almindelige domstole. Den fortolkning, Domstolen anmodes om at give, angår alene ordlyden af direktivets artikel 8, og svaret skal koncentreres om en analyse af denne bestemmelse.</TXT></NP><NP><NO.P>61.</NO.P><TXT>Men artikel 8 indeholder ikke en udtømmende opregning af de krav, fællesskabsretten stiller til de processuelle garantier, statsborgere fra medlemsstaterne skal tillægges med henblik på beskyttelse og påberåbelse af deres subjektive rettigheder, når disse rettigheder følger af fællesskabsbestemmelser.</TXT></NP><NP><NO.P>62.</NO.P><TXT>Der findes således allerede en fast praksis fra Domstolens side vedrørende effektiviteten af de former for klage, der kan benyttes til forsvar af rettigheder, som støttes på fællesskabsretten<NOTE NOTE.ID="E0022" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dette vil blive nærmere behandlet i det følgende, jf. punkt 72 ff.</P></NOTE>. Herefter skal der gælde et mindsteniveau for domstolsbeskyttelsen, som ikke kan tilsidesættes i medlemsstaternes retssystemer i forbindelse med borgernes adgang til at få efterprøvet administrative afgørelser.</TXT></NP><NP><NO.P>63.</NO.P><TXT>Det kan forekomme, at et nationalt system for klage over administrative afgørelser ikke fuldt ud opfylder kravene ifølge denne retspraksis. Således har Domstolen for Det Forenede Kongeriges vedkommende i dommen af <DATE ISO="19900619">19. juni 1990</DATE> i sagen Factortame m.fl.<NOTE NOTE.ID="E0023" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-213/89" YEAR="1990" PAGE.ECR="I-2433">C-213/89, Sml. I, s. 2433 ff.</REF.DOC.ECR>, særlig s. 2455.</P></NOTE> fastslået, at en national retsregel, som ifølge House of Lords var til hinder for, at britiske retter anvendte foreløbige forholdsregler til beskyttelse af rettigheder, der fulgte af en umiddelbart anvendelig fællesskabsbestemmelse, skulle tilsidesættes som uforenelig med fællesskabsretten.</TXT></NP><NP><NO.P>64.</NO.P><TXT>På samme måde må det antages, at hvis en <QUOT.START ID="QS0062" REF.END="QE0062" CODE="00BB"/>judicial review<QUOT.END ID="QE0062" REF.START="QS0062" CODE="00AB"/> af administrative afgørelser om udlændinges adgang til eller udvisning fra et land ikke giver mulighed for en fuldstændig og effektiv domstolsprøvelse af sådanne afgørelser, fordi der for domstolene gælder begrænsninger, der udelukker deres efterprøvelse af realiteten i disse afgørelser, skal man ifølge fællesskabsretten se bort fra disse begrænsninger og yde klagerne en tilstrækkelig domstolsbeskyttelse.</TXT></NP><?PAGE NO="I-3361"?><NP><NO.P>65.</NO.P><TXT>Man kan med andre ord ikke ved fortolkningen af direktivet se bort fra udviklingen i Domstolens praksis vedrørende domstolsbeskyttelse af rettigheder, der støttes på fællesskabsregler. Dette indebærer følgende krav:</TXT><P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>Medlemsstaterne skal ifølge direktivets artikel 8 yde statsborgere i Fællesskabet domstolsbeskyttelse i mindst samme omfang, som gælder for deres egne statsborgere i forbindelse med administrative afgørelser. Denne beskyttelse gives ved <QUOT.START ID="QS0063" REF.END="QE0063" CODE="00BB"/>judicial review<QUOT.END ID="QE0063" REF.START="QS0063" CODE="00AB"/> i Det Forenede Kongerige.</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>Denne form for beskyttelse vil ikke opfylde fællesskabsrettens almindelige krav ifølge den fortolkning, Domstolen har anlagt i sin praksis, hvis den ikke giver mulighed for en effektiv og fuldstændig domstolskontrol med administrative afgørelser på området for andre medlemsstaters statsborgeres indrejse i og udvisning fra landet, selv om disse administrative afgørelser er truffet af hensyn til den nationale sikkerhed.</TXT></NP></ITEM></LIST></P></NP><NP><NO.P>66.</NO.P><TXT>Det må dog erkendes, at affattelsen af direktivets artikel 9 synes at tillade visse begrænsninger i domstolskontrollen på dette område. I det følgende skal jeg gennemgå disse nærmere.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>Er den ved direktivets artikel 9 hjemlede udelukkelse eller begrænsning af adgangen til domstolsprøvelse gyldig?</P></TI></TITLE><NP><NO.P>67.</NO.P><TXT>I direktivets artikel 9 stilles der krav om, at der skal kunne indhentes en udtalelse fra en myndighed — der skal være en anden end den, der er kompetent til at træffe den endelige beslutning — i følgende tre tilfælde: <QUOT.START ID="QS0064" REF.END="QE0064" CODE="00BB"/>hvis der ingen retsmidler findes, eller hvis retsmidlerne kun tager sigte på spørgsmålet om beslutningens lovlighed, eller de ikke har opsættende virkning<QUOT.END ID="QE0064" REF.START="QS0064" CODE="00AB"/>. I hvilket omfang kan disse tilfælde fortsat betragtes som gældende ifølge fællesskabsretten i dag?</TXT></NP><NP><NO.P>68.</NO.P><TXT>Læsningen af denne bestemmelse giver mig anledning til at stille tre spørgsmål:</TXT><P><LIST TYPE="DASH"><ITEM><P>Er det ud fra et fællesskabsretligt synspunkt tilladeligt, at administrative afgørelser vedrørende den frie bevægelighed for personer kan udelukkes fra domstolskontrol?</P></ITEM><ITEM><P>Er det ud fra et fællesskabsretligt synspunkt tilladeligt, at der under en retssag vedrørende disse administrative afgørelser ikke kan ske materiel efterprøvelse?</P></ITEM><?PAGE NO="I-3362"?><ITEM><P>Er det ud fra et fællesskabsretligt synspunkt tilladeligt, at benyttelse af retsmidler mod sådanne afgørelser ikke har opsættende virkning, enten fordi der ikke er hjemmel til at give opsættende virkning, eller fordi opsættende virkning udelukkes?</P></ITEM></LIST></P></NP><NP><NO.P>69.</NO.P><TXT>Jeg skal forsøge at besvare hvert af disse tre spørgsmål særskilt. Jeg bemærker på forhånd, at de synes at måtte besvares benægtende i de to første tilfælde.</TXT></NP><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P>1)</NO.P><TXT>Udelukkelse fra domstolsprøvelse</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>70.</NO.P><TXT>Muligheden for at udelukke adgangen til at få de i direktivet omhandlede administrative afgørelser prøvet ved domstolene har muligvis været forståelig på fællesskabsrettens udviklingstrin i 1964, men forekommer mig nu, efter den udvikling, der er sket i retspraksis siden da, at være uforenelig med denne.</TXT></NP><NP><NO.P>71.</NO.P><TXT>Udviklingen i retspraksis er klart udtrykt af Domstolen i dom af <DATE ISO="19921203">3. december 1992</DATE>, Oleificio Borelli mod Kommissionen<NOTE NOTE.ID="E0024" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-97/91" YEAR="1992" PAGE.ECR="I-6313">C-97/91, Sml. I, s. 6313, præmis 14</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, hvori Domstolen henviser til sine tidligere afgørelser: <QUOT.START ID="QS0065" REF.END="QE0065" CODE="00BB"/>Som Domstolen har udtalt, bl. a. i dom af <DATE ISO="19860515">15. maj 1986</DATE> (sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="222/84" YEAR="1986" PAGE.ECR="1651">222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 18</REF.DOC.ECR>) og af <DATE ISO="19871015">15. oktober 1987</DATE> (sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="222/86" YEAR="1987" PAGE.ECR="4097">222/86, Heylens, Sml. s. 4097, præmis 14</REF.DOC.ECR>), er nødvendigheden af domstolsprøvelse af enhver beslutning truffet af en national myndighed, nemlig et almindeligt fællesskabsretligt princip, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner og er hjemlet i artikel 6 og 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention<QUOT.END ID="QE0065" REF.START="QS0065" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0025" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Henvisningen i dommen i Borclli-sagen til artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention må modificeres for så vidt angår administrative afgørelser, der vedrører offentligretlige forhold, jf. Eduardo García de Enterria i <QUOT.START ID="QS0066" REF.END="QE0066" CODE="00BB"/>The Extension of the Jurisdiction of National Administrative Courts by Community Law: the Judgement of the Court of Justice in Borelli and article<QUOT.END ID="QE0066" REF.START="QS0066" CODE="00AB"/> of the EC Treaty; Yearbook of European Law 1993, Oxford, s. 19-37. Selv om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fortolker begrebet <QUOT.START ID="QS0067" REF.END="QE0067" CODE="00BB"/>borgerlige rettigheder<QUOT.END ID="QE0067" REF.START="QS0067" CODE="00AB"/>, der er beskyttet ved konventionens artikel 6, stadig videre (se f.cks. dommene i sagerne Editions Périscope, Ortcnbcre og Procola), omfatter Menneskerettighedsdomstolens beføjelser ifølge denne artikel ikke rent forvaltningsretlige tvister. I dommen i sagen Schouten og Mcldrum (serie A, nr. 394, 1994) fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at sager, der alene vedrører offentlig ret, som f.cks. pligter ifølge skatte- og afgiftslove, ikke er <QUOT.START ID="QS0068" REF.END="QE0068" CODE="00BB"/>borgerlige<QUOT.END ID="QE0068" REF.START="QS0068" CODE="00AB"/> sager i artikel 6's forstand.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>72.</NO.P><TXT>I sit forslag til afgørelse af <DATE ISO="19900517">17. maj 1990</DATE> i Factortame-sagen henviste generaladvokat Tesauro allerede til <QUOT.START ID="QS0069" REF.END="QE0069" CODE="00BB"/>Domstolens faste praksis ... [hvorefter det står fast], at de nationale domstole har pligt til at sikre borgere, som ved direkte anvendelige fællesskabsbestemmelser er tillagt subjektive rettigheder, en <HT TYPE="ITALIC">fuldstændig og effektiv retsbeskyttelse</HT>...<QUOT.END ID="QE0069" REF.START="QS0069" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0026" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Punkt 15.</P></NOTE>.</TXT></NP><?PAGE NO="I-3363"?><NP><NO.P>73.</NO.P><TXT>Samme retspraksis blev fulgt i selve dommen i Factortame-sagen: <QUOT.START ID="QS0070" REF.END="QE0070" CODE="00BB"/>Ifølge Domstolens praksis er det i medfør af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde medlemsstaternes nationale retter, der skal sikre de retsundergivne den retsbeskyttelse, som følger af fællesskabsrettens direkte virkning ...<QUOT.END ID="QE0070" REF.START="QS0070" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0027" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Præmis 19.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>74.</NO.P><TXT>På området for arbejdskraftens frie bevægelighed betegnede Domstolen i ovennævnte dom i Heylens-sagen denne ret som en grundrettighed, der i henhold til traktaten tilkommer enhver arbejdstager i Fællesskabet. Domstolen udtalte derefter, at det er <QUOT.START ID="QS0071" REF.END="QE0071" CODE="00BB"/>af afgørende betydning for at sikre den enkelte en effektiv retsbeskyttelse, at der består en mulighed for at indbringe et søgsmål i ethvert tilfælde, hvor en national myndighed ikke anerkender den nævnte ret<QUOT.END ID="QE0071" REF.START="QS0071" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0028" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Præmis 14.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>75.</NO.P><TXT>På denne måde har Domstolen i sin praksis ophøjet borgernes ret til domstolsbeskyttelse til en væsentlig garanti inden for Fællesskabets retsorden. Til forskel fra, hvad der er tilfældet i forbindelse med artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention, er kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse på fællesskabsområdet ikke begrænset til blot at omfatte <QUOT.START ID="QS0072" REF.END="QE0072" CODE="00BB"/>borgerlige rettigheder<QUOT.END ID="QE0072" REF.START="QS0072" CODE="00AB"/>, men gælder for samtlige rettigheder i medfør af bestemmelserne i fællesskabsretten<NOTE NOTE.ID="E0029" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Modsætningen ses klart netop i spørgsmål vedrørende udlændinges adgang til indrejse og udvisning af udlændinge. I sager vedrørende disse forhold gælder garantien i henhold til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 ikke, selv om dette er tilfældet for konventionens artikel 13. I Den Europæiske Menneskerettighedskommissions beretning af <DATE ISO="19950627">27.6.1995</DATE> i sagen Chahal mod Det Forenede Kongerige (sag 22414/93), konkluderes det, at konventionens artikel 13 var overtrådt, idet <QUOT.START ID="QS0073" REF.END="QE0073" CODE="00BB"/>de britiske domstoles kontrol i sager, hvor den nationale sikkerhed påberåbes, er for begrænset til at opfylde kravene ifølge konventionens artikel 13<QUOT.END ID="QE0073" REF.START="QS0073" CODE="00AB"/>. Der var i denne sag spørgsmål om en efterprøvelse af en ordre om udvisning af en indisk statsborger, der var udstedt af de britiske myndigheder under hensyn til den nationale sikkerhed. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog i sin dom af <DATE ISO="19961115">15.11.1996</DATE> (endnu ikke offentliggjort): <QUOT.START ID="QS0074" REF.END="QE0074" CODE="00BB"/>Under hensyntagen til de omfattende mangler både ved sagsbehandlingen under domstolskontrollen og behandlingen i det rådgivende udvalg kan Domstolen ikke anse disse retsmidler, set under ét, for at opfylde kravene i konventionens artikel 13, jf. artikel 3<QUOT.END ID="QE0074" REF.START="QS0074" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>76.</NO.P><TXT>Jeg finder ikke, at der er grund til yderligere at udvikle disse betragtninger, som kan anses for at udgøre en del af den gældende fællesskabsret. Den klare retspraksis, jeg har redegjort for, gør yderligere kommentarer overflødige.</TXT></NP><NP><NO.P>77.</NO.P><TXT>Derimod tillader direktivet en <QUOT.START ID="QS0075" REF.END="QE0075" CODE="00BB"/>forringelse<QUOT.END ID="QE0075" REF.START="QS0075" CODE="00AB"/> af den processuelle minimumsgaranti, idet der ifølge direktivets artikel 9 ikke stilles krav om adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om udvisning, der er truffet af de nationale forvaltningsmyndigheder. Den eneste betingelse er, at der skal indhentes en udtalelse fra en anden national myndighed, som i øvrigt ikke er bindende.</TXT></NP><?PAGE NO="I-3364"?><NP><NO.P>78.</NO.P><TXT>Efter min opfattelse må denne mulighed, selv om den var tilladelig i 1964, på et tidspunkt hvor den ovennævnte praksis endnu ikke var udviklet, nu forkastes.</TXT></NP><NP><NO.P>79.</NO.P><TXT>Den tilladelige mindstebeskyttelse efter denne praksis indebærer nødvendigvis, at der skal være mulighed for domstolskontrol med administrative afgørelser, hvorved der gøres indgreb i rettigheder, der er tillagt ved fællesskabsreglerne, i det konkrete tilfælde i retten for enhver borger i enhver af Fællesskabets medlemsstater til at flytte til en anden medlemsstat.</TXT></NP><NP><NO.P>80.</NO.P><TXT>Den første af de tre muligheder, der nævnes i direktivets artikel 9, strider derfor mod et almindeligt fællesskabsretligt princip.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P>2)</NO.P><TXT>Begrænsninger i adgangen til domstolsprøvelse</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>81.</NO.P><TXT>Heller ikke den anden mulighed, der er omhandlet i direktivets artikel 9 (om en begrænsning af domstolsprøvelsen til alene at omfatte beslutningens lovlighed), synes i dag at være tilladelig, hvis man skal forstå den således, at den indebærer, at en domstol ikke kan påkende realiteten, men kun kan foretage en kontrol af, om de formelle krav til den administrative afgørelses lovlighed er opfyldt, dvs. f.eks. om den besluttende myndighed har haft den fornødne kompetence, og om sagsbehandlingen har været korrekt mv.</TXT></NP><NP><NO.P>82.</NO.P><TXT>Mens jeg i det foregående har fremhævet Domstolens praksis vedrørende kravet om, at der skal rindes procedurer for domstolsbeskyttelse af rettigheder ifølge fællesskabsretten, skal jeg i den nuværende sammenhæng lægge vægt på det krav om procedurernes <QUOT.START ID="QS0076" REF.END="QE0076" CODE="00BB"/>effektivitet<QUOT.END ID="QE0076" REF.START="QS0076" CODE="00AB"/>, der også opstilles i Domstolens praksis.</TXT></NP><NP><NO.P>83.</NO.P><TXT>Kravet om effektivitet har to aspekter, nemlig at der ikke må være begrænsninger i adgangen til domstolene, og at domstolene skal kunne sikre en tilstrækkelig beskyttelse i det rette øjeblik. Jeg skal vende tilbage til det sidste punkt under min omtale af foreløbige forholdsregler.</TXT></NP><NP><NO.P>84.</NO.P><TXT>Kravet om, at der skal bestå en adgang til at benytte retsmidler mod beslutninger om indskrænkninger i de frie personbevægelser, ville blive undergravet, hvis medlemsstaterne kunne opstille begrænsninger, der gjorde retsmidlerne virkningsløse i praksis.</TXT></NP><?PAGE NO="I-3365"?><NP><NO.P>85.</NO.P><TXT>Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis nationale regler begrænser domstolskontrollen til alene at omfatte ydre omstændigheder ved beslutninger om udlændinges adgang til eller udvisning fra landet og hindrer domstolene i at prøve sagens realitet, dvs. at tage stilling til beslutningens overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og de øvrige relevante retsregler.</TXT></NP><NP><NO.P>86.</NO.P><TXT>I Domstolens praksis er nogle af disse regler blevet fortolket som følger:</TXT><P><LIST TYPE="DASH"><ITEM><P>Beslutningen må kun være begrundet i den pågældendes personlige forhold (direktivets artikel 3). Den kan ikke støttes på <QUOT.START ID="QS0077" REF.END="QE0077" CODE="00BB"/>generalpræventive<QUOT.END ID="QE0077" REF.START="QS0077" CODE="00AB"/> grunde<NOTE NOTE.ID="E0030" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19750226">26.2.1975</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="67/74" YEAR="1975" PAGE.ECR="297">67/74, Bonsignore, Sml. s. 297</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>.</P></ITEM><ITEM><P>Tidligere straffedomme (direktivets artikel 3, stk. 2) kan ikke alene eller uden videre begrunde en udvisning, men må kun tillægges betydning, hvis der foreligger et personligt forhold, som indebærer en aktuel trussel mod den offentlige orden<NOTE NOTE.ID="E0031" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19871027">27.10.1987</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="30/77" YEAR="1977" PAGE.ECR="1999">30/87, Bouchereau, Sml. s. 1999</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>.</P></ITEM><ITEM><P>En udlændings personlige adfærd kan ikke betragtes som tilstrækkelig graverende til at begrunde en udvisning, hvis samme adfærd udvist af en af landets egne statsborgere ikke giver anledning til sanktioner eller foranstaltninger af anden art over for landets egne statsborgere<NOTE NOTE.ID="E0032" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19820518">18.5.1982</DATE>, forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="115/81+116/81" YEAR="1982" PAGE.ECR="1665">115/81 og 116/81, Adoui og Cornuaille, Sml. s. 1665</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>.</P></ITEM></LIST></P></NP><NP><NO.P>87.</NO.P><TXT>De nationale domstole ville ikke være i stand til at efterprøve, om administrative afgørelser på dette område er eller ikke er i overensstemmelse med disse og andre lignende regler samt de almindelige fællesskabsretlige principper (særlig proportionalitetsprincippet, jf. ovenfor), hvis de kun kunne tage stilling til den formelle gyldighed, og ikke den materielle begrundelse for beslutninger om udvisning<NOTE NOTE.ID="E0033" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dette udelukker ikke, at der ved vurderingen af så ubestemte begreber som f.eks. <QUOT.START ID="QS0078" REF.END="QE0078" CODE="00BB"/>den offentlige sikkerhed<QUOT.END ID="QE0078" REF.START="QS0078" CODE="00AB"/> og <QUOT.START ID="QS0079" REF.END="QE0079" CODE="00BB"/>den offentlige orden<QUOT.END ID="QE0079" REF.START="QS0079" CODE="00AB"/> overlades administrationen et vist skøn, som domstolene, og kun disse kan efterprøve efter de sædvanlige regler for kontrollen med administrationens skøn.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>88.</NO.P><TXT>Der kan derfor kun være tale om en <QUOT.START ID="QS0080" REF.END="QE0080" CODE="00BB"/>effektiv beskyttelse<QUOT.END ID="QE0080" REF.START="QS0080" CODE="00AB"/>, hvis domstolsprøvelsen muliggør en fuldstændig kontrol af den pågældende administrative afgørelse.</TXT></NP><?PAGE NO="I-3366"?><NP><NO.P>89.</NO.P><TXT>Jeg finder derfor heller ikke, at det andet tilfælde, der er nævnt i direktivets artikel 9, er i overensstemmelse med retten til domstolsbeskyttelse som et fællesskabsretligt princip.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P>3)</NO.P><TXT>Tilfalde, hvor retsmidlerne ikke har opsættende virkning</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>90.</NO.P><TXT>Det tredje af de i direktivets artikel 9 omhandlede tilfælde (<QUOT.START ID="QS0081" REF.END="QE0081" CODE="00BB"/>ikke har opsættende virkning<QUOT.END ID="QE0081" REF.START="QS0081" CODE="00AB"/>) giver anledning til flere vanskeligheder.</TXT></NP><NP><NO.P>91.</NO.P><TXT>For det første foreligger der et terminologisk problem. I den engelske version hedder det <QUOT.START ID="QS0082" REF.END="QE0082" CODE="00BB"/>where the appeal cannot have suspensory effect<QUOT.END ID="QE0082" REF.START="QS0082" CODE="00AB"/>. Dette udtryk er på et afgørende punkt forskelligt fra den franske version (<QUOT.START ID="QS0083" REF.END="QE0083" CODE="00BB"/>s'ils n'ont pas d'effet suspensif<QUOT.END ID="QE0083" REF.START="QS0083" CODE="00AB"/>), den spanske version (<QUOT.START ID="QS0084" REF.END="QE0084" CODE="00BB"/>cuando el recurso no tenga efectos suspensivos<QUOT.END ID="QE0084" REF.START="QS0084" CODE="00AB"/>), den italienske version (<QUOT.START ID="QS0085" REF.END="QE0085" CODE="00BB"/>se essi non hanno effetto sospensivo<QUOT.END ID="QE0085" REF.START="QS0085" CODE="00AB"/>) og den tyske version (<QUOT.START ID="QS0086" REF.END="QE0086" CODE="00BB"/>oder keine aufschiebende Wirkung haben<QUOT.END ID="QE0086" REF.START="QS0086" CODE="00AB"/>).</TXT></NP><NP><NO.P>92.</NO.P><TXT>Forskellen består i, at det i den engelske version hedder, at retsmidlerne <QUOT.START ID="QS0087" REF.END="QE0087" CODE="00BB"/>ikke kan<QUOT.END ID="QE0087" REF.START="QS0087" CODE="00AB"/> have opsættende virkning. Ifølge de øvrige sproglige versioner kan disse retsmidler have opsættende virkning, men har det ikke nødvendigvis, og bestemmelsen i direktivets artikel 9 gælder kun, når de processuelle bestemmelser, der gælder for retsmidlerne, ikke foreskriver, at de uden videre har opsættende virkning, men heller ikke udelukker muligheden for, at domstolene bestemmer, at retsvirkningerne af den anfægtede administrative afgørelse skal stilles i bero.</TXT></NP><NP><NO.P>93.</NO.P><TXT>Hvis den sproglige version, der stemte bedst overens med bestemmelsens betydningsindhold, var den engelske version, ville der opstå store problemer med hensyn til foreneligheden med fællesskabsretten i forbindelse med begrundelsen for et forbud mod at træffe foreløbige forholdsregler på dette område<NOTE NOTE.ID="E0034" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det samme problem er opstået ved forskellige lejligheder i visse medlemsstaters forratningsrctspraksis. Den spanske forfatningsdomstol har i dom nr. 115/1987 af <DATE ISO="19870707">7.7.1987</DATE> fundet artikel 34 i Ley Orgánica (grundlæggende lov) af <DATE ISO="19850701">1.7.1985</DATE> om udlændinges rettigheder og frihedsrettigheder i Spanien i strid med forfatningen. I denne bestemmelse hed det: <QUOT.START ID="QS0088" REF.END="QE0088" CODE="00BB"/>der kan ikke i noget tilfælde træffes bestemmelse om suspension af administrative beslutninger, der er truffet i medfør af bestemmelserne i denne lov<QUOT.END ID="QE0088" REF.START="QS0088" CODE="00AB"/>. Det franske forfatningsråd har i sin udtalelse af <DATE ISO="19860905">5.9.1986</DATE> vedrørende lov af <DATE ISO="19860909">9.9.1986</DATE> om gennemførelse af administrative afgørelser om udvisning af udlændinge anført, at sådanne afgørelser er tilladt, og at de ikke strider mod forfatningens artikel 66, idet de kan indbringes for forvaltningsdomstolene til prøvelse i forbindelse med en ansøgning om udsættelse af gennemførelsen.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>94.</NO.P><TXT>Jeg citerer her på ny dommen i sagen Factortame m.fl.<NOTE NOTE.ID="E0035" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Præmis 21.</P></NOTE> <QUOT.START ID="QS0089" REF.END="QE0089" CODE="00BB"/>... at fællesskabsrettens fulde virkning ville blive begrænset lige så meget, hvis en national retsregel kunne forhindre en ret, der har fået forelagt en tvist,<?PAGE NO="I-3367"?> som skal afgøres efter fællesskabsretten, i at træffe foreløbige forholdsregler med henblik på at sikre den fulde virkning af den retsafgørelse, der skal træffes om eksistensen af de rettigheder, der gøres krav på efter fællesskabsretten<QUOT.END ID="QE0089" REF.START="QS0089" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>95.</NO.P><TXT>Reglen fra Factortame-sagen om foreløbige forholdsregler er senere blevet fastholdt i dom af <DATE ISO="19910221">21. februar 1991</DATE>, Zuckerfabrik<NOTE NOTE.ID="E0036" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-143/88+C-92/89" YEAR="1991" PAGE.ECR="I-415">C-143/88 og C-92/89, Sml. I, s. 415</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, og er for nylig blevet udvidet i dom af <DATE ISO="19951109">9. november 1995</DATE>, Atlanta<NOTE NOTE.ID="E0037" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-465/93" YEAR="1995" PAGE.ECR="I-3761">C-465/93, Sml. I, s. 3761</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>. I den sidstnævnte dom udvides de nationale domstoles beføjelser til, ud over at træffe bestemmelse om suspension af gennemførelsen af de anfægtede administrative afgørelser, på visse nærmere betingelser også at omfatte en beføjelse til at <QUOT.START ID="QS0090" REF.END="QE0090" CODE="00BB"/>træffe bestemmelse om foreløbige forholdsregler, som fastlægger eller bestemmer den omtvistede retstilstand eller retsstilling<QUOT.END ID="QE0090" REF.START="QS0090" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0038" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Betydningen af denne dom er blevet fremhævet af Eduardo García de Enterría i en artikel med titlen <QUOT.START ID="QS0091" REF.END="QE0091" CODE="00BB"/>Sobre la posibilidad de que las jurisdicciones nacionales adopten medidas cautelares positivas (y no sólo suspensiones) contra los actos de sus administraciones respectivas dictados en ejecución de reglamentos comunitarios cuya validez se cuestiona (sentencia Allanta del Tribunal de Justicia, <DATE ISO="19951109">9 de noviembre de 1995</DATE>)<QUOT.END ID="QE0091" REF.START="QS0091" CODE="00AB"/> i Revista Española de Derecho Administrativo nr. 88 (1995), s. 565-579. Om Domstolens praksis vedrørende foreløbige forholdsregler henvises til en artikel af samme forfatter <QUOT.START ID="QS0092" REF.END="QE0092" CODE="00BB"/>La batalla por las medidas cautelares. Derecho Comunitario Europeo y proceso contenciosoadministrativo español<QUOT.END ID="QE0092" REF.START="QS0092" CODE="00AB"/>, 2. udg., Madrid, 1995.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>96.</NO.P><TXT>På grundlag af denne faste praksis og efter det almindelige kriterium, hvorefter bestemmelser i den afledte ret så vidt muligt skal fortolkes på den måde, som bedst stemmer overens med traktatens bestemmelser og fællesskabsrettens almindelige principper, finder jeg, at udtrykket i artikel 9, stk. 1, i direktivet kun kan vedrøre processuelle regler, der — uden at indebære et forbud mod, at retsmidlerne har opsættende virkning — heller ikke kræver, at der nødvendigvis skal være tale om en sådan virkning.</TXT></NP><NP><NO.P>97.</NO.P><TXT>Fortolket på denne måde kan udtrykket anses for at være i overensstemmelse med fællesskabsretten, idet denne, selv om den er til hinder for et absolut forbud mod at tillægge retsmidler i sager vedrørende rettigheder ifølge traktaten opsættende virkning, ikke opstiller en forpligtelse til at give sådanne retsmidler opsættende virkning, men alene giver mulighed herfor.</TXT></NP><NP><NO.P>98.</NO.P><TXT>I Dzodzi-sagen, som jeg allerede har omtalt, havde en belgisk domstol forelagt Domstolen et spørgsmål om, hvorvidt bestemmelsen i direktivets artikel 9 skulle fortolkes således, at den krævede, at <QUOT.START ID="QS0093" REF.END="QE0093" CODE="00BB"/>... de af direktivet omfattede personer skal kunne begære, at en national retsinstans anordner retsskridt med øjeblikkelig virkning, inden den anfægtede afgørelse gennemføres, idet formålet dermed er at opnå beskyttelse mod risikoen for retstab<QUOT.END ID="QE0093" REF.START="QS0093" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>99.</NO.P><TXT>I svaret på dette præcist formulerede spørgsmål hedder det i dommen i Dzodzi-sagen<NOTE NOTE.ID="E0039" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Præmis 67.</P></NOTE>, <QUOT.START ID="QS0094" REF.END="QE0094" CODE="00BB"/>at artikel 9 ikke kan fortolkes således, at der består en forpligtelse til at give<?PAGE NO="I-3368"?> de af direktivet omfattede personer en judiciel klageadgang af den art, som Cour d'appel de Bruxelles omtaler<QUOT.END ID="QE0094" REF.START="QS0094" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>100.</NO.P><TXT>Det karakteristiske ved det system, der var beskrevet af den belgiske domstol, var: a) at der fandtes en adgang til — før en beslutning om afslag på opholdstilladelse eller om udvisning blev gennemført — at indbringe sagen for en retsinstans, og b) at sagen alene kunne påkendes af en retsinstans, der havde kompetence til at træffe afgørelse efter en hastesagsprocedure og til at træffe retssikrende forholdsregler med hensyn til opholdsretten.</TXT></NP><NP><NO.P>101.</NO.P><TXT>Domstolen besvarede det præjudicielle spørgsmål benægtende, men udtalte sig, da det ikke var nødvendigt for afgørelsen, ikke om muligheden for at forbyde enhver beskyttelsesforanstaltning under domstolsprøvelsen af de i direktivet omhandlede administrative afgørelser. Dette var efter min opfattelse allerede blevet udelukket ifølge Domstolens tidligere praksis.</TXT></NP><NP><NO.P>102.</NO.P><TXT>Under alle omstændigheder bekræfter de nævnte domme, at der altid skal være adgang for udlændinge til ikke blot for domstolene at anfægte afgørelser vedrørende deres ret til indrejse i eller udvisning fra en medlemsstat, men tillige mulighed for, at den kompetente nationale ret i forbindelse med sin kontrol enten skal kunne udsætte gennemførelsen af de pågældende afgørelser eller endog positivt skal kunne træffe foreløbige forholdsregler vedrørende den pågældendes retsstilling.</TXT></NP><NP><NO.P>103.</NO.P><TXT>Sammenfattende kan det tredje tilfælde i direktivets artikel 9, stk. 1, efter min opfattelse kun være gældende, for så vidt som det tager sigte på et nationalt retssystem, der åbner mulighed for at give et retsmiddel opsættende virkning, men ikke automatisk kræver dette. En national bestemmelse, der — som man må forstå den engelske version af dette begreb — absolut frakender sådanne retsmidler opsættende virkning, vil ikke være i overensstemmelse med fællesskabsretten.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>Det tredje præjudicielle spørgsmål</P></TI></TITLE><NP><NO.P>104.</NO.P><TXT>Med dette præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om de negative betingelser, der er anført i indledningen til direktivets artikel 9, stk. 1, som jeg netop har behandlet, tillige gælder for anvendelse af direktivets artikel 9, stk. 2.</TXT></NP><?PAGE NO="I-3369"?><NP><NO.P>105.</NO.P><TXT>Den forelæggende ret bemærker i forelæggelseskendelsen, at <QUOT.START ID="QS0095" REF.END="QE0095" CODE="00BB"/>parterne er enige om, at indledningen ... finder anvendelse på hele artikel 9. Retten er af samme opfattelse<QUOT.END ID="QE0095" REF.START="QS0095" CODE="00AB"/>. Også Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen går ind for, at spørgsmålet besvares bekræftende.</TXT></NP><NP><NO.P>106.</NO.P><TXT>Med de forbehold, der følger af det foregående vedrørende indholdet af indledningen til direktivets artikel 9, stk. 1, er jeg for mit vedkommende enig heri.</TXT></NP><NP><NO.P>107.</NO.P><TXT>De forhold, der kræver udtalelse fra en uafhængig national myndighed, er nemlig de samme både i de i stk. 1 omhandlede tilfælde (nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse eller udvisning af en indehaver af opholdstilladelse)<NOTE NOTE.ID="E0040" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Man må her have i erindring, at det i dom af <DATE ISO="19951130">30.11.1995</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-175/94" YEAR="1995" PAGE.ECR="I-4253">C-175/94, Gallagher, Sml. I, s. 4253</REF.DOC.ECR>, hedder: <QUOT.START ID="QS0096" REF.END="QE0096" CODE="00BB"/>Artikel 9, stk. 1, sigter mod den situation, at en statsborger i en medlemsstat allerede lovligt opholder sig i en anden medlemsstat. Dette er ikke alene tilfældet for en indehaver af en opholdstilladelse, men også for en statsborger i en anden medlemsstat, der i henhold til lovgivningen i værtslandet ikke behøver at have opholdstilladelse. Bestemmelsen finder derfor også anvendelse på en beslutning om at udvise en sådan statsborger af en medlemsstat.<QUOT.END ID="QE0096" REF.START="QS0096" CODE="00AB"/></P></NOTE> og de i stk. 2 omhandlede tilfælde (nægtelse af udstedelse af den første opholdstilladelse eller beslutning om udvisning før udstedelse af en sådan tilladelse).</TXT></NP><NP><NO.P>108.</NO.P><TXT>At disse forhold udtrykkeligt kun er nævnt i direktivets artikel 9, stk. 1, er alene et spørgsmål om opfattelsen eller opbygningen af det ordvalg, der indleder hele artiklen, men det fremgår klart af meningen med bestemmelsen, at stk. 2 finder anvendelse på de samme betingelser som stk. 1.</TXT></NP><NP><NO.P>109.</NO.P><TXT>Forskellene mellem de to stykker har således intet at gøre med den måde, hvorpå de virker inden for systemet for kontrol med administrative afgørelser på dette område, men alene med de særlige afgørelser, som de to stykker drejer sig om, og det tidspunkt, hvor kravet om udtalelsen bliver aktuelt.</TXT></NP><NP><NO.P>110.</NO.P><TXT>Som Domstolen har fastslået i den nævnte dom i Gallagher-sagen, <QUOT.START ID="QS0097" REF.END="QE0097" CODE="00BB"/>er forskellen mellem artikel 9, stk. 1, og artikel 9, stk. 2, nemlig netop, at udtalelsen i de i stk. 1 nævnte situationer indhentes, inden beslutningen træffes, mens udtalelsen i de i stk. 2 nævnte situationer indhentes, efter at beslutningen er truffet og kun på begæring af den pågældende udlænding, dvs. efter klage<QUOT.END ID="QE0097" REF.START="QS0097" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0041" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Præmis 20.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>111.</NO.P><TXT>Betingelserne for at anvende reglerne er derfor de samme for så vidt angår de to<?PAGE NO="I-3370"?> stykker i direktivets artikel 9, således som også alle parter i sagen har gjort gældende.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>Det fjerde præjudicielle spørgsmål: Rækkevidden af beslutninger om udvisning af statsborgere i Fællesskabet</P></TI></TITLE><NP><NO.P>112.</NO.P><TXT>Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret reelt oplyst, om en statsborger i en medlemsstat, der er blevet udvist fra en anden medlemsstat af hensyn til den offentlige sikkerhed, og som efter at være udrejst på ny ønsker at vende tilbage til dette område, har ret til at stille krav om en udtalelse i henhold til direktivets artikel 9, stk. 2, til trods for, at han ikke tidligere har påklaget udvisningsbeslutningen, og der ikke har været indhentet nogen udtalelse om denne.</TXT></NP><NP><NO.P>113.</NO.P><TXT>Jeg finder, at spørgsmålet, som det er stillet, bør omformuleres af Domstolen med henblik på at give en brugbar fortolkning af de omtvistede bestemmelser. Faktisk angik de to spørgsmål på dette punkt, der oprindelig var udformet af den nationale ret og senere ændret efter anmodning fra advokaterne for begge parter, anvendelsen af direktivets artikel 8 og 9<NOTE NOTE.ID="E0042" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Spørgsmålene lød oprindelig som følger: <QUOT.START ID="QS0098" REF.END="QE0098" CODE="00BB"/>Udelukkes eller ophæves rettigheder ifølge artikel 8 og 9 pi grund af en tidligere afgørelse om udvisning eller nægtelse af indrejse, når den medlemsstat, der har nægtet indrejse, anmodes om pi ny at vurdere, om en fællesskabsborger fra en anden medlemsstat kan opnå indrejsetilladelse? Afhænger svaret af, om den tidligere afgørelse vedrørte udvisning eller vedrørte nægtelse af indrejse efter udrejse under trussel om udsendelse? Udløser en beslutning om at afvise en fællesskabsborger ved grænsen til Det Forenede Kongerige automatisk dennes ret til efter artikel 9, stk. 2, at få sagen forelagt en uafhængig myndighed, også når der tidligere har været truffet beslutning om udvisning eller nægtelse af indrejse, eller må en sådan beslutning om udvisning antages blot at effektuere den første beslutning, uden at der udløses rettigheder efter artikel 9, stk. 2?<QUOT.END ID="QE0098" REF.START="QS0098" CODE="00AB"/></P></NOTE> på allerede gennemførte beslutninger om udvisning, og de begrænsede sig ikke til direktivets artikel 9, stk. 2.</TXT></NP><NP><NO.P>114.</NO.P><TXT>Domstolen bør efter min opfattelse i sit svar støtte sig på den praksis, som indtil nu er udviklet vedrørende foranstaltninger til udvisning af statsborgere i Fællesskabet (dommen i Adoui og Cornuaille-sagen, jf. ovenfor), for derefter at gennemgå anvendelsen af direktivets artikel 8 og 9 på de forhold, den forelæggende ret henviser til.</TXT></NP><NP><NO.P>115.</NO.P><TXT>Jeg skal indledningsvis slå fast, at udvisning af statsborgere fra de øvrige medlemsstater af værtslandet af hensyn til den offentlige sikkerhed fortsat er en lovlig foranstaltning ud fra et fællesskabsretligt synspunkt, og dette gælder fortsat efter fællesakten, hvori man opstillede princippet om ophævelse af de indre grænser.</TXT></NP><?PAGE NO="I-3371"?><NP><NO.P>116.</NO.P><TXT>Dette princip, der nu er optaget i traktatens artikel 7 A, og endog den frie bevægelighed, der er knyttet til unionsborgerskabet, som anerkendt ved artikel 8 A i traktaten om Den Europæiske Union, er ikke til hinder for, at medlemsstaterne udøver deres højhedsret til, af tungtvejende grunde at indskrænke andre landes statsborgeres frie bevægelighed inden for Fællesskabet og endog til at udvise dem fra deres område.</TXT></NP><NP><NO.P>117.</NO.P><TXT>Disse begrænsninger af den frie bevægelighed for andre landes borgere har visse træk til fælles med landsforvisning, der i de lande, hvor en sådan er hjemlet i loven, også indskrænker landets egne borgeres ret til fri bevægelighed i deres egen stat.</TXT></NP><NP><NO.P>118.</NO.P><TXT>Selv om en udvisning kan være tilladelig, har den dog ikke den virkning, at retten til fri bevægelighed inden for Fællesskabet frakendes i ubegrænset tid. I Adoui og Cornuaille-sagen fastslog Domstolen som svar på et spørgsmål om varigheden af foranstaltninger til udvisning af udlændinge<NOTE NOTE.ID="E0043" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. ovenfor i fodnote 31, præmis 12. Spørgsmålet lød ordret således: <QUOT.START ID="QS0099" REF.END="QE0099" CODE="00BB"/>Under hvilke betingelser kan en person, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, eller fået denne inddraget, fordi vedkommendes personlige forhold indebærer en fare for den offentlige orden i modtagerstaten, senere på ny få adgang til den pågældende stats område og erhverve opholdstilladelse? Kan der over for en statsborger i en medlemsstat træffes beslutning om en varig udvisning fra medlemsstatens område?<QUOT.END ID="QE0099" REF.START="QS0099" CODE="00AB"/></P></NOTE> følgende:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START ID="QS0100" REF.END="QE0100" CODE="00BB"/>Hvad angår muligheden for, at en person, over for hvem der er truffet beslutning om udvisning fra en medlemsstats område, atter kan rejse ind på den pågældende stats område og dér forny sin ansøgning om opholdstilladelse, må det understreges, at enhver statsborger i en medlemsstat, som ønsker at søge en stilling i en anden medlemsstat, atter kan ansøge om en opholdstilladelse. Indgives ansøgning herom inden for en rimelig frist, er den kompetente administrative myndighed i modtagerstaten forpligtet til at behandle den og navnlig tage hensyn til de anbringender, ansøgeren gør gældende som bevis for, at de forhold, der begrundede den første udvisningsbeslutning, har ændret sig.<QUOT.END ID="QE0100" REF.START="QS0100" CODE="00AB"/></P></QUOT.S></P></NP><NP><NO.P>119.</NO.P><TXT>Hvad enten den oprindelige beslutning om udvisning i sin tid blev påklaget og stadfæstet, eller den ikke blev påklaget og følgelig blev endelig efter udløbet af de i loven fastsatte søgsmålsfrister<NOTE NOTE.ID="E0044" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Under den mundtlige forhandling gjorde Radiom's advokat og repræsentanten for Det Forenede Kongeriges regering modsatte synspunkter gældende vedrørende gyldigheden af den oprindelige beslutning (af 1989), hvorved det blev pålagt Radiom at forlade Det Forenede Kongerige. Efter min opfattelse tilkommer det ikke Domstolen at udtale sig om dette punkt, som den forelæggende ret ikke konkret har stillet spørgsmål om.</P></NOTE>, finder jeg, at den løsning, Domstolen har fastslået i dommen i Adoui og Cornuaille-sagen, er fuldt ud anvendelig, hvilket har følgende to konsekvenser for den foreliggende sag:</TXT><P><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>Udvisningsbeslutningen har kun retsvirkning i et bestemt tidsrum (der normalt er fastsat i selve beslutningen), således at det er den pågældende forbudt på ny at indrejse i landet i denne periode.</TXT></NP></ITEM><?PAGE NO="I-3372"?><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>Til trods herfor har den udviste <QUOT.START ID="QS0101" REF.END="QE0101" CODE="00BB"/>efter en rimelig frist<QUOT.END ID="QE0101" REF.START="QS0101" CODE="00AB"/> ret til at søge sin sag taget op til fornyet overvejelse.</TXT></NP></ITEM></LIST></P></NP><NP><NO.P>120.</NO.P><TXT>Den første konsekvens er i nøje overensstemmelse med selve begrundelsen for udvisningsforanstaltningen, og dens lovlighed er yderligere blevet fastslået i dommen i Adoui og Cornuaille-sagen, hvori det hedder: <QUOT.START ID="QS0102" REF.END="QE0102" CODE="00BB"/>Er der imidlertid truffet en efter fællesskabsretten gyldig beslutning om udvisning af vedkommende, som fortsat har retsvirkning, og som dermed udelukker vedkommende fra den pågældende medlemsstats område, har den udviste ikke efter fællesskabsretten ret til at rejse ind på nævnte stats område, så længe hans fornyede ansøgning stadig er under behandling<QUOT.END ID="QE0102" REF.START="QS0102" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0045" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Præmis 12.</P></NOTE>. Så meget mere må indrejse fortsat være forbudt, hvis den nye ansøgning efter denne undersøgelse ikke imødekommes.</TXT></NP><NP><NO.P>121.</NO.P><TXT>Det er netop i sidstnævnte tilfælde, at kravet om adgang til domstolskontrol ifølge direktivet bliver aktuelt. Herefter kan en statsborger i Fællesskabet nemlig påklage et nyt afslag fra de nationale myndigheder — der er begrundet med, at de forhold, der førte til hans udvisning, fortsat består — og her benytte de fremgangsmåder, der er omhandlet i direktivets artikel 8 og 9<NOTE NOTE.ID="E0046" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>For så vidt angår artikel 9 kan det ske under påberåbelse af det tredje af de tilfælde, der er omhandlet i artiklen, idet dette er det eneste, jeg — som ovenfor anført — finder foreneligt med fællesskabsretten.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>122.</NO.P><TXT>Naturligvis må denne klageadgang ikke misbruges eller benyttes uden grund, hvilket vil være tilfældet, hvis der efter afslutningen af en sag så godt som straks følger en ny, der støttes på de samme forhold. Som fastslået i dommen i Adoui og Cornuaille-sagen skal der forløbe et rimeligt tidsrum mellem to klagesager.</TXT></NP><NP><NO.P>123.</NO.P><TXT>Disse betragtninger gør det muligt at give den forelæggende ret et svar, der ganske vist rækker langt ud over selve ordlyden af det fjerde præjudicielle spørgsmål, men som kan give retten de yderligere oplysninger, den har brug for ved sagens afgørelse.</TXT></NP><NP><NO.P>124.</NO.P><TXT>Svaret må være det samme for alle de tre tilfælde, som nævnes i det fjerde præjudicielle spørgsmål. Hvis den pågældende får afslag på en ansøgning om indrejsetilladelse eller opholdstilladelse eller eventuelt på ny bliver udvist, kan han i alle disse tilfælde udøve de rettigheder, som er tillagt ham ved direktivets artikel 8 og 9, også selv om disse beslutninger følger efter en forudgående<?PAGE NO="I-3373"?> beslutning om udvisning, der ikke i sin tid er blevet påklaget. Disse rettigheder kan dog kun udøves, når der er gået en rimelig tid mellem den oprindelige beslutning om udvisning og den pågældendes senere ønske om indrejse i den medlemsstat, der har truffet beslutningen.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>Det femte præjudicielle spørgsmål</P></TI></TITLE><NP><NO.P>125.</NO.P><TXT>Med det sidste præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om besvarelsen af det fjerde spørgsmål afhænger af, om den statsborger i en anden medlemsstat, der er blevet udvist af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, befinder sig i en af følgende tre situationer: a) han er indrejst på den pågældende medlemsstats område, før han har ansøgt om opholdstilladelse, b) han er blevet udvist af medlemsstaten, før han har ansøgt om opholdstilladelse, eller han har aldrig anmodet om en sådan tilladelse, eller c) hans tidligere udrejse skyldtes en beslutning om udvisning eller en trussel om tilbageholdelse og udvisning og blev efterfulgt af en beslutning om at nægte indrejse.</TXT></NP><NP><NO.P>126.</NO.P><TXT>Da dette spørgsmål slutter sig til det fjerde spørgsmål, som hviler på en forudsætning om, at de kompetente myndigheder tidligere har truffet beslutning om udvisning, vil det svar, jeg foreslår på det fjerde spørgsmål, blive det samme i alle de tre tilfælde.</TXT></NP><NP><NO.P>127.</NO.P><TXT>Det er nemlig forbudt en person, for hvis vedkommende der stadig gælder en beslutning om udvisning, at indrejse i landet, og han kan ikke benytte retten til fri bevægelighed. Som jeg allerede har anført, er dette ikke til hinder for, at han kan anmode de kompetente myndigheder om at overveje hans sag på ny, og at han yderligere kan påklage et eventuelt afslag.</TXT></NP><NP><NO.P>128.</NO.P><TXT>Så længe denne situation består, kan den pågældende medlemsstat modsætte sig, at den udviste på ny indrejser i landet. Den kan ligeledes modsætte sig, at den, der overtræder det forbud mod indrejse, som udvisningsbeslutningen indebærer, og indrejser i landet, fortsat opholder sig på dets område. Den kan endelig beslutte at udvise den pågældende, idet denne handling alene er en gennemførelse af den oprindelige udvisningsbeslutning.</TXT></NP><NP><NO.P>129.</NO.P><TXT>Når en statsborger, der gyldigt er blevet udvist, således som det blev fastslået i Adoui og Cornuaille-sagen, ikke har ret til at indrejse i den pågældende medlemsstat, så længe hans nye ansøgning behandles, kan han så meget mindre have denne ret, der nu ikke vil være en ret til indrejse, men en ret til ophold, når han er indrejst i landet i strid med en udvisningsbeslutning, der er truffet over for ham.</TXT></NP><?PAGE NO="I-3374"?><NP><NO.P>130.</NO.P><TXT>Det følger heraf, at beslutningen om under sådanne omstændigheder at udvise en person, over for hvem der allerede er truffet en gyldig beslutning om udvisning, som ikke er tilbagekaldt, kan gennemføres straks.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>Forslag til afgørelse</P></TI></TITLE><NP><NO.P>131.</NO.P><TXT>Jeg foreslår herefter Domstolen at besvare de af High Court of Justice forelagte spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 8 og 9 i Rådets direktiv 64/221/EØF af <DATE ISO="19640225">25. februar 1964</DATE> om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, som følger:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><LIST TYPE="ARAB"><ITEM><NP><NO.P><QUOT.START ID="QS0103" REF.END="QE0103" CODE="00BB"/>1)</NO.P><TXT>Udtrykket <QUOT.START ID="QS0104" REF.END="QE0104" CODE="2019"/>samme adgang til at påklage den beslutning ... indlændinge har med hensyn til administrative afgørelser<QUOT.END ID="QE0104" REF.START="QS0104" CODE="2019"/> i artikel 8 i direktiv 64/221 tager sigte på det almindelige system for påklage af disse afgørelser, der gælder i hver enkelt medlemsstat.</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2)</NO.P><TXT>Borgere i en medlemsstat, over for hvem der er truffet beslutning om udvisning fra eller nægtelse af tilladelse til indrejse i en medlemsstat af hensyn til den offentlige sundhed, sikkerhed eller orden, har ret til at påklage beslutningen til en domstol i medlemsstaten ved hjælp af en effektiv klageadgang, der sikrer en fuldstændig efterprøvelse af den administrative beslutning, herunder den materielle begrundelse for denne.</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>3)</NO.P><TXT>Indledningen i artikel 9, stk. 1, i direktiv 64/221 (<QUOT.START ID="QS0105" REF.END="QE0105" CODE="2019"/>Hvis der ingen retsmidler findes, eller hvis retsmidlerne kun tager sigte på spørgsmålet om beslutningens lovlighed, eller ikke har opsættende virkning<QUOT.END ID="QE0105" REF.START="QS0105" CODE="2019"/>) finder også anvendelse i forbindelse med samme artikels stk. 2. De to første tilfælde må betragtes som stridende mod det almindelige fællesskabsretlige princip om, at borgerne skal<?PAGE NO="I-3375"?> sikres en fuldstændig og effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tillægges dem ved umiddelbart anvendelige fællesskabsregler.</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>4)</NO.P><TXT>En borger i en medlemsstat, som er blevet nægtet ret til indrejse i en medlemsstat, eller som er blevet udvist af denne af hensyn til den offentlige sundhed, sikkerhed eller orden, kan påklage beslutningen herom under udøvelse af den adgang til at påklage, der er omhandlet i artikel 8 i direktiv 64/221. Har han ikke har gjort brug af denne klageadgang, eller har han ikke fået medhold, kan han efter en rimelig tid anmode de administrative myndigheder om på ny at overveje hans sag. Over for et eventuelt afslag fra disse myndigheders side på denne ansøgning kan han påberåbe sig bestemmelserne i direktivets artikel 8 og 9, medmindre de deri omhandlede rettigheder misbruges eller påberåbes uden grund.<QUOT.END ID="QE0103" REF.START="QS0103" CODE="00AB"/></TXT></NP></ITEM></LIST></QUOT.S></P></NP></GR.SEQ></CONTENTS.CONCLUSION></CONCLUSION>