–

Mara Soc. coop. arl ved avvocati A. Clarizia, M. Pagliarulo og P. Ziotti,

–

Gruppo Samir Global Service Srl ved avvocato L. Tozzi,

–

den italienske regering ved S. Fiorentino og G. Palmieri, som befuldmægtigede, bistået af avvocato dello Stato C. Pluchino,

–

den franske regering ved R. Bénard, B. Fodda og M. Guiresse, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Biz, L. Malferrari og G. Wils, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 49 TEUF og 56 TEUF, artikel 67, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65), som ændret ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1952 af 10. november 2021 (EUT 2021, L 398, s. 23) (herefter »direktiv 2014/24«), og af proportionalitetsprincippet.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Mara Soc. coop. arl og på den anden side Ministero della Difesa (forsvarsministeriet, Italien) og Gruppo Samir Global Service Srl (herefter »Samir«) vedrørende tildelingen af en tjenesteydelseskontrakt til brug for det italienske forsvar.

Retsforskrifter

EU-retten

Direktiv 2009/81/EF

3

I 4., 6.-9., 16., 17., 20. og 27. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og om ændring af direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF (EUT 2009, L 216, s. 76, berigtiget i EUT 2012, L 292, s. 38) anføres følgende:

4

Dette direktivs artikel 1, som har overskriften »Definitioner«, foreskriver:

5

Det nævnte direktivs artikel 2 med overskriften »Anvendelsesområde« fastsætter:

6

Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Blandede kontrakter« fastsætter:

7

Bilag I til direktiv 2009/81, der har overskriften »Tjenesteydelser omhandlet i artikel 2 og 15« opregner tyve kategorier af tjenesteydelser, hvoraf den tiende, der benævnes »Støtte- og hjælpetransporttjenesteydelser«, indeholder CPV-referencenumrene 63100000-0 – 63111000-0, 63120000-6 – 63121100-4, 63122000-0, 63512000-1 og 63520000-0 – 6370000-6. Ifølge forordning nr. 2195/2002, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 213/2008 af 28. november 2007 (EFT 2008, L 74, s. 1), svarer CPV-referencenumrene 63100000-0 og 63110000-3 til henholdsvis »godsbehandling, -oplagring og hermed beslægtet virksomheds« og »godsbehandling«.

Direktiv 2014/24

8

89., 90. og 92. betragtning til direktiv 2014/24 har følgende ordlyd:

9

Artikel 1 i direktiv 2014/24, der har overskriften »Genstand og anvendelsesområde«, fastsætter følgende i stk. 1:

10

Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Blandede udbud« bestemmer følgende i stk. 3, andet afsnit:

11

Artikel 4 i direktiv 2014/24 med overskriften »Tærskelværdier« har følgende ordlyd:

12

Dette direktivs artikel 15 med overskriften »Forsvar og sikkerhed« bestemmer i stk. 1:

13

Artikel 16 i direktiv 2014/24 med overskriften »Blandede udbud, der omhandler forsvars- eller sikkerhedsmæssige aspekter« har følgende ordlyd:

14

Artikel 18 i direktiv 2014/24, der har overskriften »Udbudsprincipper«, fastsætter i stk. 2:

15

Dette direktivs artikel 67 med overskriften »Kriterier for tildeling af kontrakter« fastsætter:

Italiensk ret

16

Artikel 50, stk. 1, i decreto legislativo n. 50 – Codice dei contratti pubblici (lovdekret nr. 50 om lov om offentlige kontrakter) af 18. april 2016 (GURI nr. 91 af 19.4.2016, almindeligt tillæg nr. 10) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen (herefter »lov om offentlige kontrakter«), bestemmer:

17

Lov om offentlige kontrakters artikel 95 bestemmer:

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

18

Den 14. juli 2022 iværksatte forsvarsministeriet et offentligt udbud med henblik på tildeling af en offentlig tjenesteydelseskontrakt til brug for det italienske forsvar, der i det væsentlige bestod i aktiviteter som af- og pålæsning, stabling og afstabling af materialer samt flytning af materialer. Denne kontrakt, der vedrørte 2023 og kunne forlænges med tre år, var opdelt i ni delkontrakter.

19

Det i hovedsagen omhandlede udbud fastsatte som tildelingskriterium kriteriet om den laveste pris med den begrundelse, at de tjenesteydelser, der var omfattet af den nævnte kontrakt, udviste standardiserede karakteristika som omhandlet i artikel 95, stk. 4, litra b), i lov om offentlige kontrakter.

20

I dette udbud blev det præciseret, at der ved udførelsen af den samme kontrakt skulle betales løn i overensstemmelse med den kollektive overenskomst for sektoren. Tilbudsgiverne kunne derfor ikke tilbyde nedslag, der reducerede arbejdskraftomkostningerne. Ethvert eventuelt nedslag skulle udelukkende vedrøre vederlaget for tjenesteydelsen, således at den således foreslåede kommercielle handling alene reducerede den bydendes potentielle fortjeneste og ikke dennes personales løn.

21

For en af kontraktens delkontrakter, som vedrørte levering af tjenesteydelser til brug for Aeronautica Militare area Nord (Luftvåben i det nordlige luftrum), og som, henset til eventuelle fornyelser, var af en anslået værdi på 3 463 114,74 EUR, tilbød tre tilbudsgivere, herunder Mara og Samir, et nedslag på 100% i vederlaget for deres tjenesteydelser. Under disse omstændigheder blev det fastslået, at disse tre tilbudsgiveres bud var ligeværdige. Delkontrakten blev i sidste ende tildelt Mara ved lodtrækning.

22

Samir anlagde sag til prøvelse af afgørelsen om tildeling af den pågældende delkontrakt ved Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio, Italien), idet selskabet bl.a. gjorde gældende, at anvendelsen af kriteriet om den laveste pris var i strid med den gældende lovgivning.

23

Ved dom af 11. april 2023 gav denne ret sagsøgeren medhold med den begrundelse, at det i hovedsagen omhandlede udbud i henhold til artikel 95, stk. 3, litra a), i lov om offentlige kontrakter burde have fastsat kriteriet om det bedste forhold mellem kvalitet og pris som tildelingskriterium for kontrakten. Eftersom de i hovedsagen omhandlede tjenesteydelser er arbejdskraftintensive, burde denne lovs artikel 95, stk. 4, litra b), som henviser til kriteriet om den laveste pris ved tildeling af tjenesteydelseskontrakter og vareindkøbskontrakter, som udviser standardiserede karakteristika, ikke finde anvendelse.

24

Mara har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), som er den forelæggende ret.

25

Mara har med denne appel gjort gældende, at Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) har tilsidesat artikel 95, stk. 3, litra a), i lov om offentlige kontrakter. Ifølge den forelæggende ret kan denne bestemmelse ikke finde anvendelse på en kontrakt som den i hovedsagen omhandlede, der, selv om den er arbejdskraftintensiv, også udviser standardiserede karakteristika. Den ordregivende myndighed har med rette støttet sig på denne lovs artikel 95, stk. 4, litra b), idet den har fastsat kriteriet om den laveste pris som tildelingskriterium.

26

For det tilfælde, at Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) måtte finde, at Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio) med rette har udledt af artikel 95 i lov om offentlige kontrakter, at kriteriet om den laveste pris ikke kan anvendes ved tildeling af kontrakter om arbejdskraftintensive tjenesteydelser, som i øvrigt udviser standardiserede karakteristiske, har Mara gjort gældende, at denne artikel er i strid med EU-retten.

27

Det fremgår ganske vist af direktiv 2014/24, at dette bl.a. har til formål at fremme anvendelsen af kriteriet om det bedste forhold mellem kvalitet og pris ved tildelingen af offentlige kontrakter. Ved at forpligte de ordregivende myndigheder til at fastsætte dette tildelingskriterium, selv når den omhandlede kontrakt udviser standardiserede karakteristika, er den italienske lovgiver imidlertid gået ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål med direktiv 2014/24, og har således tilsidesat proportionalitetsprincippet.

28

Den forelæggende ret har konstateret, at det klart fremgår af en samlet læsning af artikel 95, stk. 3 og 4, i lov om offentlige kontrakter, at udbuddet vedrørende den i hovedsagen omhandlede kontrakt i henhold til gældende italiensk ret burde have været støttet på kriteriet om det bedste forhold mellem kvalitet og pris ved tildelingen heraf.

29

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt dette kriterium er relevant for tildelingen af en kontrakt vedrørende tjenesteydelser, der er kendetegnet ved en meget repetitiv karakter, og som i vidt omfang ikke indeholder elementer, der kan individualiseres. Af hensyn til en omkostningseffektiv og hurtig udbudsprocedure kan kriteriet om den laveste pris vise sig at være mere hensigtsmæssigt i forbindelse med denne type offentlige kontrakter vedrørende tjenesteydelser, der udviser standardiserede karakteristika.

30

Den pågældende ret har anført, at dens plenum, som har kompetence til at fastlægge de retlige principper, i dom nr. 8, der blev afsagt den 21. maj 2019, udtalte sig om forholdet mellem stk. 3 og stk. 4 i lov om offentlige kontrakters artikel 95, for så vidt som anvendelsen af kriteriet om det bedste forhold mellem kvalitet og pris ved tildelingen af arbejdskraftintensive tjenesteydelseskontrakter har til formål at beskytte arbejdstagerne, og at arbejdskraftintensive kontrakter, dvs. dem, for hvilke arbejdskraftomkostningerne udgør mindst halvdelen af kontraktens samlede værdi, under alle omstændigheder skal tildeles på grundlag af dette kriterium, selv om de udviser standardiserede karakteristika.

31

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at formålet om at beskytte arbejdstagerne i en situation som den i hovedsagen omhandlede allerede er opnået ved forbuddet mod at tilbyde et nedslag vedrørende arbejdskraftomkostningerne.

32

Under disse omstændigheder har Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Retsforhandlingerne for Domstolen

33

I henhold til artikel 62, stk. 1, i Domstolens procesreglement har Domstolen stillet parterne og andre berørte spørgsmål til skriftlig besvarelse vedrørende anvendelsesområdet for direktiv 2009/81 og direktiv 2014/24. Mara, den italienske regering og Europa-Kommissionen har besvaret disse spørgsmål ved indlæg, der blev indgivet henholdsvis den 26. november 2024, den 19. november 2024 og den 20. november 2024.

Det præjudicielle spørgsmål

Indledende bemærkninger

34

Parterne i hovedsagen og den italienske regering har i deres indlæg for Domstolen præciseret, at de tjenesteydelser, der er omfattet af den i hovedsagen omhandlede offentlige kontrakt, delvist vedrører behandling af gods med ammunition og sprængstoffer. Disse varer udgør imidlertid militært materiel som omhandlet i artikel 1, nr. 6), i direktiv 2009/81.

35

I denne henseende kan disse tjenesteydelser, således som generaladvokaten har anført i punkt 28 i forslaget til afgørelse, være »direkte knyttet til […] [militært] materiel« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra c). Levering af ydelser i form af godsbehandling, som ifølge de CPV-referencenumre, der er nævnt i denne doms præmis 7, henhører under den tiende kategori af tjenesteydelser benævnt »støtte- og hjælpetransporttjenesteydelser« som omhandlet i bilag I til nævnte direktiv, kan indebære fysisk adgang til det militære materiel der er indeholdt i dette gods, samt adgang til visse følsomme oplysninger vedrørende dette materiel.

36

Henset til den følsomme karakter, der er fremhævet i ottende og niende betragtning til direktiv 2009/81, af indkøb af varer og ydelser inden for forsvarssektoren, fastsætter dette direktiv en specifik lovgivningsmæssig ramme. Samordningen af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige kontrakter på dette område skal, således som det fremgår af fjerde., sjette og syvende betragtning til det nævnte direktiv, opfylde sikkerhedskravene, samtidigt med at den i øvrigt gør det muligt at nedbringe omkostningerne, navnlig for så vidt angår logistiktjenester, transport og oplagring.

37

På grund af denne særlige karakter er indgåelse af offentlige kontrakter, der er omfattet af direktiv 2009/81, i henhold til artikel 15, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/24 udelukket fra dette sidstnævnte direktivs anvendelsesområde.

38

I det foreliggende tilfælde har parterne i hovedsagen og den italienske regering fremhævet, at kun noget af det gods, der er genstand for den omhandlede godsbehandling, indeholder militært materiel som omhandlet i artikel 1, nr. 6), i direktiv 2009/81, mens det øvrige gods omfatter varer, som ganske vist er bestemt for det italienske forsvar, men som ikke er konstrueret til eller tilpasset militære formål. På baggrund af disse oplysninger, som det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, skal den i hovedsagen omhandlede kontrakt kvalificeres som »blandet« i den forstand, at den både vedrører indkøb, der er omfattet af direktiv 2009/81, og indkøb, der er omfattet af direktiv 2014/24.

39

Det skal i denne forbindelse fastslås, at artikel 3 i direktiv 2009/81 og artikel 16 i direktiv 2014/24 hver især indeholder de bestemmelser, der har til formål at fastlægge, hvilket direktiv der finder anvendelse på sådanne blandede kontrakter.

40

Rækkevidden af disse bestemmelser er til dels forskellig. Selv om artikel 3 i direktiv 2009/81 principielt fastsætter en forpligtelse for den ordregivende myndighed til at anvende dette direktiv på disse blandede kontrakter, fastsætter artikel 16 i direktiv 2014/24 kun en mulighed for under visse betingelser at anvende direktiv 2009/81 på sådanne kontrakter.

41

Artikel 3 i direktiv 2009/81 bestemmer således, at en kontrakt, der vedrører udførelse af bygge- og anlægsarbejder, levering af varer eller tjenesteydelser, der henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2009/81 og delvist for direktiv 2004/18, nu erstattet af direktiv 2014/24, tildeles i overensstemmelse med direktiv 2009/81, forudsat at kravet i denne artikels stk. 1, hvorefter tildelingen af en enkelt kontrakt skal være berettiget af objektive årsager, samt betingelsen i den nævnte artikels stk. 3 om, at afgørelsen om at tildele en enkelt kontrakt ikke kan træffes med henblik på at sikre, at den pågældende kontrakt ikke omfattes af direktiv 2014/24, er opfyldt.

42

Artikel 16 i direktiv 2014/24 sondrer mellem blandede kontrakter, hvis forskellige dele »objektivt kan adskilles« eller »objektivt ikke kan adskilles«.

43

Hvad for det første angår blandede kontrakter, hvor de forskellige dele »objektivt ikke kan adskilles«, bestemmer artikel 16, stk. 4, i direktiv 2014/24, at en sådan kontrakt »[kan] tildeles, uden at dette direktiv anvendes, hvis den omfatter elementer, som artikel 346 [TEUF] gælder for«, og »ellers kan den tildeles i overensstemmelse med direktiv [2009/81]«.

44

Det første tilfælde, der vedrører anvendelsen af artikel 346 TEUF, er, henset til 16., 17., 20. og 27. betragtning til direktiv 2009/81, forbeholdt situationer, hvor indgåelsen af den omhandlede kontrakt når et sådant niveau af krav med hensyn til sikkerhed eller fortrolighed, at selv de specifikke bestemmelser i dette direktiv ikke er tilstrækkelige til at beskytte den pågældende medlemsstats væsentlige sikkerhedsinteresser. Der er imidlertid intet i de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, som giver anledning til at antage, at der foreligger en sådan situation i det foreliggende tilfælde, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

45

I det andet tilfælde, som vedrører blandede kontrakter, der indeholder dele, der objektivt ikke kan adskilles, hvorpå artikel 346 TEUF ikke finder anvendelse, tillader artikel 16, stk. 4, i direktiv 2014/24, men kræver ikke, at den pågældende kontrakt indgås i overensstemmelse med direktiv 2009/81, og overlader det således til den ordregivende myndighed at vælge at tildele denne kontrakt i henhold til den ordning, der er fastsat i dette direktiv, eller i henhold til den ordning, der er indført ved direktiv 2014/24.

46

Hvad for det andet angår blandede kontrakter, hvor de forskellige dele »objektivt kan adskilles«, giver artikel 16, stk. 2, i direktiv 2014/24 den ordregivende myndighed mulighed for enten at tildele særskilte kontrakter for disse særskilte dele, idet det direktiv, der finder anvendelse på hver enkelt kontrakt, således fastlægges på grundlag af deres særlige kendetegn, eller at tildele en enkelt kontrakt, der således forbliver »blandet«.

47

Når den ordregivende myndighed vælger at anvende direktiv 2009/81 på denne enkelte kontrakt, skal dens afgørelse om ikke at tildele særskilte kontrakter imidlertid i henhold til det pågældende stykkes litra b), tredje afsnit, være »berettiget af objektive grunde«. Dette krav gælder derimod ikke, når den ordregivende myndighed under anvendelse af direktiv 2014/24 vælger at indgå en enkelt kontrakt.

48

Det fremgår i øvrigt af samme stykkes fjerde afsnit, at afgørelsen om at tildele en enkelt kontrakt på trods af, at der findes dele af kontrakten, der objektivt kan adskilles, »ikke [må] træffes med det formål at sikre, at kontrakter ikke omfattes af enten [direktiv 2014/24] eller direktiv [2009/81]«.

49

I modsætning til det krav, der er nævnt i denne doms præmis 47, finder dette krav også anvendelse i det tilfælde, hvor den enkelte kontrakt er tildelt under anvendelse af bestemmelserne i direktiv 2014/24. Eftersom der for det første er tale om et krav om god tro fra den ordregivende myndigheds side, og dette krav for det andet ikke må fratage kravet i artikel 16, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2014/24 dets effektive virkning, skal dette krav, der fremgår af dette stykkes fjerde afsnit, anses for tilsidesat, når det i lyset af samtlige relevante forhold fremgår, at den ordregivende myndigheds afgørelse om at tildele en enkelt kontrakt kun kan forstås ud fra denne ordregivende myndigheds ønske om at undgå anvendelsen af enten direktiv 2009/81 eller direktiv 2014/24.

50

Lovvalgsreglerne mellem direktiv 2009/81 og direktiv 2014/24, der er fastsat i dette sidstnævnte direktivs artikel 16, er nyere og desuden mere detaljerede end dem, der er indeholdt i artikel 3 i direktiv 2009/81. Artikel 16 i direktiv 2014/24 udtrykker derfor EU-lovgivers hensigt på tidspunktet for vedtagelsen af dette direktiv og skal anvendes til skade for artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/81, der, således som generaladvokaten har anført i punkt 39 og 40 i forslaget til afgørelse, har en anden rækkevidde, men skal anses for at være forældet af den lovgivningsmæssige udvikling, der er indført ved direktiv 2014/24.

51

Ifølge den italienske regerings indlæg for Domstolen var forsvarsministeriet af den opfattelse, at de forskellige dele af den i hovedsagen omhandlede tjenesteydelseskontrakt ganske vist objektivt kunne adskilles, men at de på grund af den samtidige godsbehandling skulle anses for at udgøre en del af en enkelt kontrakt, som skulle tildeles ved anvendelse af bestemmelserne i direktiv 2014/24.

52

Som anført i denne doms præmis 47 finder betingelsen i artikel 16, stk. 2, tredje afsnit, litra b), i direktiv 2014/24, hvorefter afgørelsen om at tildele en enkelt kontrakt skal være »berettiget af objektive grunde«, ikke anvendelse i et sådant tilfælde. Derimod finder betingelsen i dette direktivs artikel 16, stk. 2, fjerde afsnit, hvorefter denne afgørelse »ikke [må] træffes med det formål at sikre, at kontrakter ikke omfattes af enten [det pågældende] direktiv eller direktiv [2009/81]«, anvendelse.

53

Følgelig foretages undersøgelsen af det forelagte spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24 kun af Domstolen med forbehold for den forelæggende rets forudgående efterprøvelse af, at der i det foreliggende tilfælde ikke er sket en tilsidesættelse af kravet i dette direktivs artikel 16, stk. 2, fjerde afsnit.

Artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24 og proportionalitetsprincippet

54

Det forelagte spørgsmål, således som det er formuleret af den forelæggende ret, vedrører fortolkningen af artikel 49 TEUF og 56 TEUF, artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24 og proportionalitetsprincippet.

55

I denne henseende bemærkes for det første, at dette spørgsmål har til formål at gøre det muligt for den forelæggende ret at vurdere, om visse bestemmelser i lov om offentlige kontrakter er forenelige med EU-retten. Det er ubestridt, at denne lov gennemfører direktiv 2014/24 i italiensk ret.

56

For det andet følger det af de faktiske omstændigheder, der er fremlagt i anmodningen om præjudiciel afgørelse, og som er sammenfattet i denne doms præmis 21, at den anslåede værdi af den i hovedsagen omhandlede kontrakt overstiger den tærskel, der er fastsat i dette direktivs artikel 4, for at direktivet finder anvendelse.

57

Endelig fremgår det for det tredje af denne anmodning, at genstanden for tvisten i hovedsagen vedrører den mulighed, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 67, stk. 2, tredje afsnit, for at forbyde anvendelsen af »pris [...] som det eneste tildelingskriterium« i kontrakten – kriteriet om »den laveste pris« i henhold til den forelæggende rets formulering – samt medlemsstaternes forpligtelse til at overholde proportionalitetsprincippet i tilfælde af, at denne mulighed anvendes.

58

Under disse omstændigheder er det både nødvendigt og tilstrækkeligt at undersøge det præjudicielle spørgsmål i lyset af direktiv 2014/24 og proportionalitetsprincippet (jf. analogt dom af 4.5.2020, Asmel, C-3/19, EU:C:2020:423, præmis 44-48).

59

Det følger heraf, at det må lægges til grund, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24 og proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den ordregivende myndighed i forbindelse med offentlige kontrakter, der vedrører tjenesteydelser, som udviser standardiserede karakteristika, men hvis samlede værdi udgøres af mindst halvdelen af arbejdskraftomkostningerne, ikke må anvende prisen som det eneste kriterium for tildeling af disse kontrakter, selv i de tilfælde, hvor det i udbudsbekendtgørelsen er fastsat, at ethvert nedslag, der tilbydes af en tilbudsgiver, udelukkende skal beregnes på vederlaget for disse tjenesteydelser, uden at dette må medføre en nedsættelse af lønnen for de arbejdstagere, der er ansat af denne tilbudsgiver.

60

Som det fremgår af den forelæggende rets forklaringer, udviser den godsbehandling, der er omfattet af den i hovedsagen omhandlede offentlige kontrakt, »standardiserede karakteristika« som omhandlet i den italienske lovgivning, eftersom disse tjenesteydelser består af repetitive opgaver, der er lidet tekniske. Den forelæggende ret har ligeledes konstateret, at disse opgaver i vidt omfang er manuelle, således at de i hovedsagen omhandlede tjenesteydelser er »arbejdskraftintensive« som omhandlet i denne lovgivning, dvs. at arbejdskraftomkostningerne udgør mindst halvdelen af kontraktens samlede beløb.

61

Med henblik på at afgøre, om offentlige kontrakter vedrørende sådanne tjenesteydelser ikke er omfattet af den mulighed, som medlemsstaterne har i henhold til artikel 67, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2014/24, for at forbyde anvendelsen af prisen som det eneste kriterium for tildeling af disse kontrakter, skal det indledningsvis bemærkes, at denne bestemmelse ikke begrænser den mulighed, som den fastsætter for kontrakter vedrørende bestemte typer af varer eller tjenesteydelser, og at den ikke indeholder nogen undtagelse fra eller fravigelse af denne mulighed. Mere generelt gør den ikke muligheden for at forbyde anvendelsen af prisen som det eneste kriterium for tildeling af en kontrakt betinget af, at nogen betingelser er opfyldt. Som generaladvokaten har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, fremgår det således af ordlyden af den nævnte bestemmelse, at den tillægger medlemsstaterne en vid skønsbeføjelse.

62

Eksistensen af denne vide skønsbeføjelse bekræftes af opbygningen af dette direktivs artikel 67 som helhed.

63

Denne artikel kræver nemlig i stk. 1, at de ordregivende myndigheder ved tildelingen af offentlige kontrakter baserer sig på det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Den præciserer i stk. 2, at dette tilbud skal fastlægges efter en tilgang baseret på omkostningseffektivitet, og fastsætter udtrykkeligt i dette stykkes første afsnit muligheden for at fastlægge det nævnte tilbud på grundlag af det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

64

Valget af denne tilgang indebærer, at der fastsættes tildelingskriterier, som ikke blot omfatter prisen, men også kvalitative aspekter, der er forbundet med genstanden for den pågældende offentlige kontrakt. For at disse kvalitative aspekter kan anses for at være forbundet med genstanden for den offentlige kontrakt, er det i henhold til den pågældende artikels stk. 3 tilstrækkeligt, at de relaterer sig til de bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser, der skal leveres i henhold til kontrakten, for så vidt angår ethvert aspekt og ethvert trin i deres livscyklus.

65

Det fremgår således af en samlet læsning af artikel 67 i direktiv 2014/24, at en medlemsstats indførelse af et forbud mod, at de ordregivende myndigheder anvender prisen som det eneste kriterium for tildeling af en offentlig kontrakt, på ingen måde bevirker, at der ved gennemførelsen af dette direktiv indføres en undtagelse i forhold til en regel med en anden rækkevidde. En medlemsstats udøvelse af den mulighed, der er fastsat i denne artikels stk. 2, tredje afsnit, har alene den virkning, at den mulighed, som de ordregivende myndigheder i henhold til stk. 2, første afsnit, har for at anvende kriterier, der omfatter kvalitative aspekter, på denne medlemsstats område erstattes af en forpligtelse for disse til at indarbejde et eller flere sådanne kriterier i udbudsprocedurerne.

66

Den vide skønsbeføjelse, som medlemsstaterne råder over ved anvendelsen af denne mulighed, understøttes ligeledes af formålet med direktiv 2014/24. Som det fremgår af 89., 90. og 92. betragtning til dette direktiv, har EU-lovgiver ønsket at kombinere begrebet »det økonomisk mest fordelagtige tilbud« med begrebet »det bedste forhold mellem kvalitet og pris«. Idet EU-lovgiver har præciseret, at det i mangel af en national lovgivning fortsat står de ordregivende myndigheder frit for at anvende prisen eller omkostningerne som det eneste kriterium for tildeling af en offentlig kontrakt, har EU-lovgiver fundet det nødvendigt at tillade medlemsstaterne at forbyde eller begrænse anvendelsen af pris- eller omkostningskriteriet med henblik på tildeling af en offentlig kontrakt for at fremme mere kvalitetsorienterede offentlige udbud. Den har endvidere fundet, at ordregivende myndigheder bør tilskyndes til at vælge tildelingskriterier, der giver dem mulighed for at opnå bygge- og anlægsarbejder, varer og tjenesteydelser af høj kvalitet, og som bedst svarer til deres behov.

67

Hvad angår proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, må de regler, som medlemsstaterne eller de ordregivende myndigheder har vedtaget i forbindelse med gennemførelsen af bestemmelserne i direktiv 2014/24, i henhold til dette princip ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de mål, som forfølges med det nævnte direktiv (jf. i denne retning dom af 30.1.2020, Tim, C-395/19, EU:C:2021:810, præmis 45, og af 6.10.2021, Conacee, C-598/19, EU:C:2021:810, præmis 42).

68

Udøvelsen af den mulighed, der er fastsat i artikel 67, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2014/24, ville være i strid med proportionalitetsprincippet, hvis en medlemsstat besluttede at forbyde anvendelsen af pris eller omkostninger som det eneste tildelingskriterium for en type offentlige kontrakter, der er af en sådan karakter, at det viser sig umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at fastlægge kriterier, der gør det muligt at foretage en kvalitativ differentiering af de bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser, som er fastsat i tilbudsgivernes bud.

69

I det foreliggende tilfælde forekommer en regel som den, der er fastsat af den italienske lovgiver, hvorefter offentlige kontrakter vedrørende arbejdskraftintensive tjenesteydelser, selv om de udviser »standardiserede karakteristika«, skal tildeles på grundlag af kriteriet om det økonomisk mest fordelagtige tilbud på grundlag af det bedste forhold mellem kvalitet og pris, til trods for den omstændighed, at denne regel vedrører tjenesteydelser, der i sagens natur er lidet tekniske, forenelig med dette direktiv og med proportionalitetsprincippet.

70

Som generaladvokaten har anført i punkt 56 i forslaget til afgørelse, kan flere kvalitative aspekter, såsom organiseringen af og erfaringen hos det personale, der er udpeget til at udføre sådanne tjenesteydelser, nemlig have en indvirkning på kvaliteten af udførelsen af kontrakterne og følgelig på tilbuddenes økonomiske værdi. Under disse omstændigheder er det hverken umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at foretage en kvalitativ sondring mellem de tjenesteydelser, der er fastsat i tilbudsgivernes bud.

71

Denne fortolkning afkræftes ikke af den omstændighed, at der foreligger en forpligtelse for de ordregivende myndigheder, som en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede er rettet til, til i deres udbud at indarbejde reglen om, at ethvert eventuelt nedslag, der tilbydes af en tilbudsgiver, alene skal vedrøre vederlaget for de tjenesteydelser, som denne tilbudsgiver har leveret, og ikke vederlaget for de arbejdstagere, som denne beskæftiger. Da forbuddet mod at tilbyde nedslag, der kan medføre en nedsættelse af arbejdstagernes løn, er fastsat ved lov, skal det overholdes på samme måde af alle bydende. Eftersom et sådant forbud ikke gør det muligt at sammenligne tilbuddene, er det fortsat nødvendigt, henset til artikel 67, stk. 4, i direktiv 2014/24, der, sammenholdt med 90. betragtning til dette direktiv, kræver fastsættelse af tildelingskriterier, som sikrer muligheden for effektiv konkurrence og dermed en sammenligning af tilbuddene (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Montte, C-546/16, EU:C:2018:752, præmis 31), at basere tildelingen på kriterier, som intet har at gøre med det nævnte forbud, og som gør det muligt at sammenligne tilbuddene. Som det fremgår af denne doms foregående præmis, kan fastsættelsen af kriterier, der er baseret på kvalitative aspekter, være hensigtsmæssig med henblik herpå og kan derfor ikke anses for at være uforholdsmæssig.

72

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 67, stk. 2, i direktiv 2014/24 og proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den ordregivende myndighed i forbindelse med offentlige kontrakter, der vedrører tjenesteydelser, som udvider standardiserede karakteristika, men hvis samlede værdi udgør mindst halvdelen af arbejdskraftomkostningerne, ikke må anvende prisen som det eneste kriterium for tildeling af disse kontrakter. Det er i denne forbindelse ikke relevant, at udbuddet fastsætter, at ethvert eventuelt nedslag, der tilbydes af en tilbudsgiver, skal ydes alene på vederlaget for disse tjenesteydelser, uden at det kan medføre en nedsættelse af lønnen for de arbejdstagere, der er ansat af denne tilbudsgiver.

Sagsomkostninger

73

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.