Forenede sager
Jeg vil inddele min redegørelse på følgende måde. Først vil jeg behandle appelindstævntes formalitetsindsigelse om afvisning på grund af overskridelse af fristen samt, mere generelt, spørgsmålet om afvisning af appellen, for så vidt som Kommissionen herunder fremfører nye fakta. Derefter skal jeg undersøge de indsigelser, som Kommissionen har fremført mod PVC-dommen og den argumentation, som appelindstævnte i den anledning har fremført. Indsigelserne vedrører i) Rettens bedømmelse af de ændringer, der er foretaget i beslutningen, ii) de betingelser, der er fastsat i EØF-traktaten vedrørende udstedelse af Kommissionens retsakter, navnlig vedrørende udstedelse af autentiske sproglige versioner af en beslutning, iii) rækkevidden og fortolkningen af artikel 12 i Kommissionens forretningsorden (herefter benævnt
Rådets forordning nr. 17 af
Nemlig Atochem SA, BASF AG, NV DSM og DSM Kunststoffen BV, Etlichem SpA, Hoechst AG, Hüls AG, Imperial Chemical Industries PLC, NV Limburgse Vinyl Maatschappij, Montedison SpA, Norsk Hydro AS, Société artésienne de vinyle SA, Solvay et Cie, Shell International Chemical Company Ltd og Wacker Chemie GmbH.
Dette sker i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17og Kommissionens forordning nr. 99/63/EØF af
I beslutningen findes de fjorten PVC-producenter skyldige i en overtrædelse af EØF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved i de i beslutningen nævnte perioder at have deltaget i en aftale og/eller samordnet praksis, der blev påbegyndt omkring august 1980. I medfør af denne aftale og/eller denne praksis, hedder det, deltog producenterne, der leverer PVC i EF, i regelmæssige møder med henblik på at fastsætte målpriser og målkvoter, planlægge samordnede initiativer til prisforhøjelser samt føre tilsyn med nævnte hemmelige aftalers funktion (artikel 1). Foruden et påbud om straks at bringe de nævnte overtrædelser til ophør og for fremtiden at afstå fra den kritisable praksis (artikel 2), blev hver af de fjorten producenter pålagt en individuel bøde (artikel 3).
Med undtagelse af Solvay et Cie.
Dette skete i henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 14 i Rådets afgørelse af
PVC-dommen, præmis 9.
Vedrørende Rettens argumentation i PVC-dommen henvises til retsmøderapporten. Det er her tilstrækkeligt at anføre, at Retten besluttede at erklære Kommissionens beslutning for en nullitet på grundlag af konstateringen af, at i) der forelå PVC-dommen, præmis 32-50. Udtrykket anvendes i PVC-dommens præmis 49. PVC-dommen, præmis 51-65.
Procesreglement for De Europæiske Fællesskabers Domstol af
Ifølge appelindstævnte kan afgørelsen om procesfristers forlængelse under hensyn til afstanden Afgorelse om procesfristers forlængelse under hensyn til afstanden, vedtaget af Domstolen den
Se navnlig dom af
Domme af
Cockerill-Sambre-dommen, anført i fodnote 13, præmis 11. Se bl.a. tillige mere implicit, dom af
Jf. definitionen af begrebet
EKSF-traktatens artikel 77, EØF-traktatens artikel 216 og Euratom-traktatens artikel 189 pålægger medlemsstaternes regeringer pligt til at fastlægge hjemstedet for Fællesskabets institutioner ved overenskomst. Domstolen har gentagne gange konstateret, at denne forpligtelse ikke er blevet efterkommet: jf. dom af
Også Domstolen har bemærket dette, om end som en sidebemærkning: Se den i fodnote 17 nævnte dom af
Traktat af
Jf. artikel 37 i fusionstraktaten, i henhold til hvilken medlemsstaterne traf beslutningen af
Jf. R. Joliet og W. Vogel,
Dom af den
Jeg tager derfor som udgangspunkt, at til bedømmelse af de af Kommissionen i appelskriftet anførte indsigelser — men også af appelindstævntes argumenter Jeg kan således ikke gå nærmere ind på de af en række af appelindstævnte (især BASF AG, Hoechst AG og Société artésienne de vinyle) i deres svarskrift anførte ændringer i en bestemt sprogversion af beslutningen, som ikke udtrykkelig blev fastslået af Retten i PVC-dommen.
Derimod vil jeg med det samme understrege, at i den del af stævningen, der har overskriften Den vide formulering af artikel 51 i EØF-statutten med hensyn til ankegrunden, at Retten Vidrányi-dommen, citeret i fodnote 24, henholdsvis præmis 19 og 29. Se i den forbindelse allerede mit forslag til afgørelse i Costacurta-sagen, Sml. 1991 I, s. 5459, punkt 3, med henvisning til den erfaring, som i den forbindelse er opnået af medlemsstaternes højeste retsinstanser.
For at få en rigtig forståelse af ankegrunden og den følgende argumentation er det på sin plads først at citere præmis 35 i PVC-dommen. Denne præmis angiver nemlig, på hvilket grundlag Retten støtter sin analyse af de i beslutningen foretagne ændringer. I henhold til Domstolens dom af Sml. s. 905.
Efter Kommissionens opfattelse har Retten overtrådt retten, idet den har udtalt, i) at der ikke skulle foretages nogen undersøgelse af, om de ændringer, der var konstateret i ordlyden af den tyske version, var eller ikke var af afgørende betydning, og ii) at disse ændringer påvirker lovligheden af beslutningen i sin helhed, og dette gælder i forhold til alle sagsøgerne. Jeg vil begynde med det første spørgsmål, men vil først bringe det pågældende afsnit fra PVC-dommen i erindring.
Retten slog fast, at den af Kommissionen som kollegialt organ på mødet den PVC-dommen, præmis 40.
De appelindstævnte anfører derimod, at de forskelle, der var mellem den tekst, der blev forelagt Kommissionen som kollegialt organ, og ordlyden arden meddelte tyske versionaf teksten går langt ud over, hvad der er simple syntaktiske rettelser eller rettelser af stavefejl, de eneste ændringer, som ifølge dommen Det Forenede Kongerige mod Rådet må foretages efter vedtagelsen af retsakten. Den sondring, som Kommissionen foretager mellem væsentlige og ikke-væsentlige ændringer, finder ikke nogen støtte i praksis, og den kan ikke støttes på objektive kriterier.
Dette fører mig til en nærmere analyse af dommen Det Forenede Kongerige mod Rådet. I den sag blev Domstolen af Det Forenede Kongerige anmodet om at annullere Rådets direktiv 86/113/EØF af
... vedrører de ændringer, som Rådets Generalsekretariat har foretaget, kun begrundelsen til direktivet og ikke dets operative del. Begrundelsen er imidlertid blevet udfærdiget efter traktatens artikel 190, der indeholder et krav om, at forordninger, direktiver, beslutninger og afgørelser fra Rådet og Kommissionen skal indeholde en angivelse af de grunde, som ligger bag institutionens beslutning om at vedtage den pågældende retsakt, således at Domstolen kan udøve sine kontrolbeføjelser, og således at såvel medlemsstaterne som de berørte retsundergivne kan få kendskab til de betingelser, hvorunder fællesskabsinstitutionerne har anvendt traktaten (jf. dom af Det følger heraf, at begrundelsen til en retsakt udgør en væsentlig del af denne, hvorfor hverken Rådets generalsekretær eller medarbejderne i Rådets Generalsekretariat er beføjet til at ændre begrundelsen til retsakter, som Rådet har godkendt Dommen Det Forenede Kongerige mod Rådet, præmis 35, 36 og 37.
Da det i den pågældende sag var fastslået, at ændringerne i direktivet gik videre end simple rettelser af stavefejl eller fejl af grammatisk art, annullerede Domstolen det pågældende direktiv Dommen Det Forenede Kongerige mod Ridet, præmis 38 og 39 samt punkt 1 i domskonklusionen.
Det forekommer mig, at Retten er gået for let hen over nogle væsentlige forskelle mellem de omstændigheder, der forelå i dommen Det Forenede Kongerige mod Rådet, og i nærværende sag (jf. nedenfor i dette afsnit)
For så vidt angår det første punkt — de væsentlige forskelle vedrørende omstændighederne — adskiller de to sager sig først og fremmest fra hinanden med hensyn til de fastsatte ændringers Jf. navnlig præmis 35 i dommen Det Forenede Kongerige mod Rådet. Jf. præmis 33 i dommen Det Forenede Kongerige mod Rådet. De i forste led i præmis 41 anførte ændringer vedrører to små tilføjelser i punkt 7 i den meddelte og offentliggjorte tyske version af beslutningen i forhold til den tyske version af udkastet til beslutningen (af Det drejer sig om en ændring i beslutningens punkt 41, første afsnit. Det er udeladelsen af et enkelt ord, nemlig
En anden vigtig forskel mellem dommen Det Forenede Kongerige mod Rådet og nærværende sag er, i det mindste for så vidt angår det første anbringende, at det her kun drejer sig om
Endelig skal jeg endvidere henvise til en sidste, efter min mening væsentlig, forskel mellem situationen i sagen Det Forenede Kongerige mod Rådet og den i nærværende sag. I førstnævnte sag fandt en Også anvendelse af de kriterier, som Domstolen på dette punkt udviklede i dom af Dom i sagen Det Forenede Kongerige mod Rådet, præmis 6. Om betydningen heraf på sporgsmålet om, hvorvidt bestemmelser i Kommissionens forretningsorden kan påberåbes, se nedenfor, afsnit 55. Dette er ligeledes fast praksis: if. dom af
Jf. navnlig PVC-dommen, præmis 47 (om tilføjelse af et nyt afsnit til beslutningens punkt 27), 49 og 50 (i forbindelse med den ændring, der blev foretaget i den dispositive del af beslutningen), 61 (om den tidsmæssige kompetence for det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespørgsmål som ansvarsområde), 72 (om den fællesskabsretlige betydning af den stadfæstelsesprocedure, der er fastsat i forretningsordenen), 96 (om kvalifikationen af beslutningen som en beslutning efter EØF-traktatens artikel 189) og 98 (om meddelte og offentliggjorte retsakters fremtræden).
Se senest dom af
Den i EØF-traktatens artikel 190 krævede begrundelse skal derfor klart og utvetydigt gengive fællesskabsinstitutionens argumentation, som har ført til vedtagelsen af den anfægtede retsakt Jf. dom af Dommene Consorgan mod Kommissionen, præmis 14, og Sisma mod Kommissionen, præmis 8 (anført i fodnote 43). Se tillige dom af Se den i fodnote 43 nævnte dom Schwarze, Rec. s. 1096; jf. tillige Delacre-dommen, præmis 16. Der henvises vedrørende dette sidste punkt til dom af
Mere specielt, for så vidt angår Jf. bl.a. IAZ-dommen, anført i fodnote 43, præmis 37; dom af Dom af Der henvises især til VBVB-og VBBB-dommen, præmis 22, og dom af
Dom af
Ifølge Domstolen foreligger der derfor ikke nogen tilsidesættelse af den i artikel 190 pålagte begrundelsespligt, når der Dom af ACF Chcmicfarma-dommcn, præmis 80. Dom af Dom af
I den forbindelse blev det med rette bemærket, at begrundelsespligten er en uundgåelig følge af retten til at appellere, i den forstand at det giver mulighed for at udøve denne rettighed under de bedst mulige betingelser: se F. Schockweiler,
Derudover skal begrundelsen sætte Domstolen i stand til at udøve den
Men såfremt de af parterne anførte mangler ikke er af en sådan art, at de påvirker de pågældende virksomheders retsstilling Jf. Consten-Grundig-dommen, Sml. 1965-1968, s. 245; org. ref.: Rec. s. 511.
For så vidt angår nærværende problematik, nemlig hvordan stillingen er i forhold til EØF-traktatens artikel 190, når det gælder (begrænsede) ændringer, der foretages mellem det tidspunkt, da en beslutning i konkurrencesager vedtages, og det tidspunkt, da beslutningen meddeles og offentliggøres, anser jeg i særdeleshed Suiker Unie-dommen og Hasselblad-dommen for at være relevante Se henvisningerne til disse domme henholdsvis i fodnote 54 og fodnote 49
I Suiker Unie-dommen påberåbte en af parterne sig en fejl, der kun forekom i den franske version af den for parterne forkyndte beslutning, nemlig angivelsen af 1969/1970 som det år, da krænkelsen af konkurrencereglerne begyndte, i stedet for 1968/1969. Domstolen gav ikke den part, der ønskede at holde sig til den franske udgave, der var forkyndt for parten, medhold: af meddelelsen om klagepunkter fremgik det med tilstrækkelig klarhed, fra hvilket produktionsår Kommissionen havde til hensigt at foreholde sagsøgeren en samordnet praksis, og af processkrifterne fremgik, at den pågældende part også klart havde forstået beslutningen på denne måde. Herefter fastslog Domstolen, at beslutningen skulle forstås således, at tilsidesættelsen af konkurrencereglerne var konstateret fra 1968/1969 Suiker Unie-dommcn, præmis 227-232.
I Hasselblad-dommen drejede det sig om en fejltagelse, som i en beslutning var begået i alle de meddelte og offentliggjorte versioner på de forskellige sprog i forbindelse med betegnelsen af bestemmelserne i en eneforhandlingsaftale, som blev fundet i strid med EØF-traktatens artikel 85, stk. 1. En af de anfægtede bestemmelser forekom kun i en senere, ændret version af eneforhandlingsaftalen, mens to andre bestemmelser havde et andet nummer i den oprindelige version af eneforhandlingsaftalen. Domstolen anså det dog ikke for at være uoverkommeligt og udtalte, at beslutningen måtte antages at vedrøre de bestemmelser, som Kommissionen havde i tankerne (men som var forkert benævnt):
Hasselblad-dommen, præmis 40.
Derfor anser jeg også den parallel, som Hüls AG i sine skriftlige bemærkninger drager til artikel 66, stk. 1, i Domstolens procesreglement, for helt uberettiget. Denne bestemmelse giver Domstolen befojelser til inden to uger efter domsafsigelsen at
I den forbindelse først dette: De appelindstævnte har med føje anført, at Retten ikke lige ud har sagt, at lovligheden af en beslutning i sin helhed påvirkes, fordi der blev gennemført ændringer i en bestemt sproglig version, efter at den var vedtaget af Kommissionen som kollegialt organ. Alligevel er dette efter min mening nødvendigvis indeholdt i præmis 42, nærmere bestemt i sætningen Min fremhævelse.
Jeg anser en sådan konklusion for at være ude af proportion. Efter min mening kan tilsidesættelsen af EØF-traktatens artikel 190, såfremt den foreligger, kun have indflydelse på gyldigheden af beslutningen i Kriteriet for sondringen mellem en beslutning og en forordning er netop, hvorvidt retsakten er Almengyldig eller ikke, dvs. om kredsen af adressater er begrænset eller ikke: jf. allerede dom af EFT 1952-1958, s. 59, senest ændret ved punkt XVII i bilag I til akten vedrorende vilkårene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse og tilpasningerne af traktaterne (
At Kommissionen i nærværende sag kun har truffet én beslutning, ganske vist i forskellige retsgyldige versioner, kan ikke ændre dette, til trods for hvad Hüls AG, Société artésienne de vinyle (herefter benævnt
Suiker Unie-dommen, præmis 111 (min fremhævelse).
Ændringerne i beslutningens tyske version påvirker ikke på nogen måde muligheden ioide adressater, som får meddelt beslutningen på et andet autentisk sprog, som er deres eget, til af beslutningen nøje at forstå, hvilke klagepunkter der er rettet mod dem. Ændringer i én retsgyldigt sprogversion har derfor ingen indflydelse på beslutningens lovlighed i de andre retsgyldige sprogversioner.
Også på dette punkt finder jeg derfor, at fællesskabsretten er blevet tilsidesat, fordi der pålægges en sanktion, der ikke står i forhold til tilsidesættelsen.
Kommissionen anfægter Rettens bedømmelse af begge ændringerne med to anbringender, som jeg kan sammenfatte som følger. Med hensyn til
I afsnit 5 citerer Kommissionen fra konklusionen i mødereferatet fra kabinetschefernes I præmis 26, tredje led, i PVC-dommen henvises der pa en uheldig måde til dette dokument: Som sagt er referencen SEC(88) 2033 og ikke, som fastslået af Retten, I punkt 5 i appelskriftet gør Kommissionen gældende, at kabinetscheferne på deres Endelig meddeler Kommissionen i punkt 38 i sit appelskrift, at kommissionsmedlemmerne på det 945. møde i Kommissionen som kollegialt organ, den PVC-dommen, præmis 37. Se i den forbindelse tillige næste fodnote.
For så vidt Kommissionens argumentation støttes på disse faktiske omstændigheder, bør den derfor afvises. Konkret betyder afvisningen efter min opfattelse blot, at Domstolen ved bedømmelsen af den indsigelse, som Kommissionen har fremført i punkt 38 i sit appelskrift — som jeg har nævnt under i) i punkt 22, for så vidt angår den første ændring — skal se bort fra disse nye faktiske omstændigheder. Det betyder dog ikke, at
Således ifølge den tyske, franske, italienske og nederlandske version af PVC-dommen. Kun i den engelske version af denne dom anføres i præmis 37 og 46, at Kommissionen
Jeg konstaterer, at Rettens gengivelse af dette punkt i præmis 37 ikke er helt præcis: i) Retten nævner ikke, at der i det pågældende punkt Se ovenfor, fodnote 66.
Heraf må det efter min mening fremgå, at den konklusion, som Retten når frem til, nemlig at Kommissionen som kollegialt organ stiltiende har tilkendegivet, at den
Inden denne anden indsigelse undersøges, skal jeg lige citere den anfægtede passage i PVC-dommen:
PVC-dommen, præmis 47.
Efter min mening står det fast, at de ovenfor (i punkt 17, 19 og 20) omhandlede principper også skal finde anvendelse ved denne indsigelse: Kriteriet for at finde ud af, om ændringer, der er foretaget i en beslutning, betyder en tilsidesættelse af begrundelseskravet i EØF-traktatens artikel 190, er, om de har været af afgørende betydning for appelindstævntes forståelse af Kommissionens indsigelser og derved har skadet deres ret til den videst mulige retsbeskyttelse.
Efter min opfattelse har Retten med udtalelsen, PVC-dommen, præmis 44.
Ved en nærmere gennemlæsning af hele beslutningens punkt 27 — hvori det centrale er spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen havde tilsidesat rettighederne hos flere af de appelindstævnte ved at nægte dem fuld aktindsigt — bliver det endvidere klart, at det indføjede afsnit kun har en begrænset betydning: Det
VBVB-og VBBB-dommcn, citeret i fodnote 48, præmis 25 (min fremhævelse). Senere har Domstolen stadfæstet denne praksis i dom af
I betragtning af ovenstående anser jeg det ikke for nødvendigt at gå nærmere ind på Kommissionens tredje indsigelse, der er anført i punkt 22, første ændring, under iii), nemlig at den af Retten anvendte sanktion skulle være uforholdsmæssig.
SAV gør derimod gældende, at udeladelsen af
PVC-dommen præmis 49.
Retten fastslog derefter, at den i dommen i sagen Det Forenede Kongerige mod Rådet indeholdte løsning så meget desto mere må finde anvendelse,
PVC-dommen, præmis 50.
Domme af
Alligevel er jeg Retten har kun fastslåer, at denne ændring er gennemfort i artikel I i beslutningen. I punkt 43 i sit appelskrift anforer Kommissionen, at henvisningen til (EMC-Group) ligeledes forekom i artikel 5 i udkastet til beslutningen. Da det vedrører en fastslåen af faktiske omstændigheder, må jeg lade dette element ude af betragtning på dette sted. Af samme grund kan jeg heller ikke gå nærmere ind på Kommissionens argument (i slutningen af appelskriftets punkt 43) om, at den samme henvisning forekom i det forkyndelsesdokument, der var rettet til SAV. Se navnlig punkterne 2, 7, 8, 9, 26 (fodnote 1), 43, 48 og 54 i beslutningen. I punkterne 9, 26 (fodnote 1), 43 og 48 nævnes SAV's egenskab som moderselskab for LVM, et joint-venture, som DSM og SAV oprettede i midten af 1983, og hvori de samlede deres fælles PVC-interesser. En sådan henvisning til SAV's
Jf. den i fodnote 52 nævnte Cassella-dom, præmis 22.
For det første udleder Retten i præmis 55 i sin dom følgende af at sammenholde artikel 3 i Rådets forordning nr. 1 af Se vedrorende reference og indhold af denne bestemmelse ovenstående fodnote 64. Kommissionens forretningsorden (63/41/EØF) (EFT Anden Serie VII, s. 9). Forretningsordenen er siden blevet ændret på forskellige punkter, men ikke for sa vidt angår artikel 12: Se henholdsvis Kommissionens forelobige forretningsorden (67/426/EØF) (67/24/Euratom) (EFT Anden Serie VII, s. 14); Kommissionens afgorelse af
Derefter forkaster Retten Kommissionens argument om, at den bemyndigelse, Kommissionen som kollegialt organ har givet det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespørgsmål som ansvarsområde, til at udstede beslutningen på italiensk og nederlandsk, var i overensstemmelse med artikel 27 i forretningsordenen Se gengivelsen af denne bestemmelse i nedenstående afsnit 38. PVC-dommen, præmis 57. PVC-dommen, præmis 58.
PVC-dommen, præmis 59.
De appelindstævnte gør herimod navnlig gældende, at den sondring, Kommissionen foretager mellem det intellektuelle og det formelle element i en beslutning, er helt kunstig og ikke finder nogen som helst støtte i EØF-traktaten, forretningsordenen eller Domstolens praksis. Under retsmødet tilføjede de, at såfremt Kommissionen har ret, ville dette udelukke den i forretningsordenens artikel 12 foreskrevne bekræftelse af de sproglige versioner, der ikke blev forelagt Kommissionen som kollegialt organ til vedtagelse. Derved ville artikel 12 miste sin præceptive karakter.
Om dette princip, se bl.a. J. Amphoux,
Teksten i denne bestemmelse er næsten identisk med den tidligere artikel 163, stk. I, i EOF-traktaten. Denne artikel ophævedes ved fusionstraktatens artikel 19.
Dom af
Forretningsordenen indeholder dog en række undtagelser fra de kollegiale forhandlinger, navnlig den såkaldte skriftlige procedure i henhold til artikel 11, (hvorved godkendelse fra Kommissionens medlemmer indhentes skriftligt) og — navnlig — delegation af beføjelser, som er mulig i medfør af artikel 27, stk. 1. Siden ændringer heraf i 1975 Se henvisningen til Kommissionens pågældende afgørelse i fodnote 80.
De øvrige afsnit i artikel 27 lyder som følger:
For at finde svaret på dette spørgsmål, vil jeg undersøge Domstolens praksis, hvor ovennævnte AKZO-dom af Se, for så vidt angår proceduren for Retten, PVC-dommen, præmis 16. PVC-dommen, præmis 57.
Domstolen afviste i stærke vendinger dette anbringende. Til bedømmelse af, om bemyndigelsesproceduren var forenelig med kollegialitetsprincippet, således som dette bl.a. er blevet affattet i forretningsordenens artikel 27, henviste Domstolen først og fremmest til sin sædvanlige praksis, hvorefter:
AKZO Chemie-dommen, præmis 35. Domstolen henviser i den anledning til ovenstående, i fodnote 48 nævnte dom i sagen VBVB og VBBB, navnlig dommens præmis 14.
Derefter understreger Domstolen, at denne faste praksis bygger på to retlige overvejelser:
Hertil kommer, at en sådan ordning, når den begrænses til nærmere angivne foranstaltninger af forvaltningsmæssig eller administrativ art — hvilket udelukker delegation af principbeslutninger — er nødvendig, for at Kommissionen kan udføre sine opgaver, på grund af den væsentlige forøgelse i antallet af de retsakter, Kommissionen skal træffe. I ethvert besluttende organ må der nemlig sikres en hensigtsmæssig arbejdsform, hvilket princip har gyldighed for enhver organisation, der er udstyret med institutioner, og hvilket princip for Fællesskabernes vedkommende er kommet til udtryk i fusionstraktatens artikel 16, hvori det hedder, at AKZO Chemic-doinnlcn, præmis 36 og 37.
Nemlig præmis 38, 39 og 40 i AKZO Chemie-dommen.
Dernæst forekommer det mig, at der for Domstolens argumentation vedrørende godkendelse af Kommissionens delegations -eller bemyndigelsesprocedure lægges til grund, at kollegialitetsprincippet skal bringes i overensstemmelse med, og derfor rinder en begrænsning i, princippet om det beslutningsdygtige organs
Endelig opstiller Domstolen to kriterier, som kompetencedelegationen skal opfylde, såfremt den skal være i overensstemmelse med kollegialitetsprincippet. Bemyndigelsen skal for det første respektere visse Citatet stammer fra Domstolens dom af AKZO Chemie-dommen, præmis 39 in fine.
For det første er der udøvelse af kompetence på Jf. den sondring, som Domstolen, for så vidt angir kompetencefordelingen mellem Ridet og Kommissionen pi Fællesskabets landbrugsområde, allerede har udviklet i Koster-dommen mellem foranstaltninger, som bar iteres hjemmel ι selve traktaten, og gennemforelsesbestemmelser. dom af Se PVC-dommen, præmis 57. Domstolen har allerede pa et tidligt tidspunkt på EKSFomradet fastslået, at en diskretionär beføjelse, der var givet til en fællesskabsinstitution,
På et andet niveau ligger de såkaldte
AKZO Chemie-dommen, præmis 38. Med rette tilføjede Domstolen, at den beføjelse, som var tillagt Kommissionen ved artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17, nemlig hovedsagelig anvendes, når Kommissionen forventer, at virksomheden ikke vil underkaste sig kontrolundersøgelsen frivilligt. Se vedrørende nyere stadfæstelser heraf, dom af
Endelig er der det plan, hvorpå den For så vidt angår sidstnævnte foranstaltninger kan bl.a. henvises til de beføjelser, som Kommissionens ansatte i medfør af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 17 har, når de handler på Kommissionens vegne, under udførelsen af de kontrolundersøgelser, som Kommissionen har påbudt ved beslutning i medfør af artikel 14, stk. 3, i samme forordning. Også i forbindelse med EKSF har Domstolen gentagne gange fastslået, at den ordre, der danner grundlag for, at Den Høje Myndighed lader udføre en kontrolundersøgelse i medfør af EKSF-traktatens artikel 47, Dom af ICI-dommen, nævnt i fodnote 75, præmis 14; Geigy-dommen, nævnt i samme fodnote, præmis 5; Cassella-dommen, nævnt i fodnote 52, præmis 5; Cementhandelaren-dommen, nævnt i den foregående fodnote, præmis 13. VBVB-og VBBB-dommen, præmis 14, med henvisning til de i den foregående fodnote nævnte domme ICI mod Kommissionen, præmis 11-15, og Cementhandelaren mod Kommissionen, præmis 10-14. Se endvidere, ganske vist ikke i konkurrenceredig sammenhæng, dom af
Anvendelse af sondringen mellem beslutningsniveauer på den foreliggende problematik
Domstolen har i sin tid —da Fællesskabet kun havde fire officielle sprog — også anvendt disse bestemmelser på sig selv: jf. dom af
Se vedrorende respekt af sprogenes ligeberettigelse i Domstolens (tidlige) retspraksis, O. Riese,
I den forbindelse vil jeg gore opmærksom pa, at der i Kommissionens forretningsorden intetsteds findes en bestemmelse, der er analog med den af de appelindstævnte anione artikel 8 i Rådets forretningsorden (forretningsorden udstedt af Ridet den
De appelindstævntes argumenter om, at forelæggelsen af et udkast til beslutning i
PVC-dommen, præmis 37.
I modsætning til Retten er jeg af den opfattelse, at en bemyndigelse givet til det medlem af Kommissionen, der havde konkurrencespørgsmål som ansvarsområde, til at fastsætte
Selv om man, i betragtning af at (nogle af) de sproglige versioner, der skal udstedes, skal være retsgyldige, gik ud fra, at den bemyndigelse, som Kommissionen som kollegialt organ ifølge mødereferatet fra det 945. møde har givet det kommissionsmedlem, der havde konkurrencespørgsmål som ansvarsområde, er en foranstaltning af forvaltningsmæssig eller administrativ art i snæver forstand, mener jeg alligevel, at Kommissionen kunne give en sådan bemyndigelse. Ved nærmere eftertanke er de betingelser, som i AKZO-dommen blev fastsat for en sådan situation, nemlig opfyldt. Det er således først og fremmest, for så vidt angår Kun Wacker Chemie GmbH og Hoechst AG havde af Kommissionens svarskrift udledt, at beslutningen den
Vedrørende teksten i de to bestemmelser henvises til nedenstående afsnit 60.
I medfør af EØF-traktaten, henholdsvis artikel 188, stk. 3, og 168 A, stk. 4.
For Rådet følger denne forpligtelse af fusionstraktatens artikel 5; for Europa-Parlamentet af EØF-traktatens artikel 142. Denne forpligtelse gælder også for Det Økonomiske og Sociale Udvalg: se EØF-traktatens artikel 196, stk. 2.1 henhold til artikel 9, stk. 3, litra h), i protokollen vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank, skal Styrelsesrådet godkende Bankens forretningsorden.
Efter fusionstraktatens artikel 16 får Kommissionen således tilkendt en kompetence til selv at bestemme sin organisatoriske opbygning Jf. dom af Sammenlign fusionstraktatens artikel 5 (Rådets forretningsorden) og EØF-traktatens artikel 142 (Europa-Parlamentets forretningsorden). De relevante traktatbestemmelser er spredt: Det er således klart, at Kommissionens forretningsorden bl.a. skal være i overensstemmelse med kravene vedrørende antallet af medlemmer og deres uafhængighed (fusionstraktatens artikel 10), kollegialitetsprincippet og krav om beslutningsdygtighed i forbindelse med Kommissionens møder (fusionstraktatens artikel 17), men også f.eks. med princippet om det kollektive politiske ansvar for Europa-Parlamentet (EØF-traktatens artikel 144): jf. J. Amphoux,
Dom nævnt i fodnote 38.
Vedrørende indholdet af denne bestemmelse henvises til ovenstående fodnote 107.
Det følger heraf, at fysiske og juridiske personer ikke kan påberåbe sig, at der er sket en tilsidesættelse af sådanne regler, som ikke har til formål at beskytte borgerne. Nakajima-dommen, præmis 49 og 50.
PVC-dommen, præmis 78.
For Domstolen påberåber Kommissionen sig på ny Nakajima-dommen. Under retsmødet gjorde dens repræsentant gældende, at selv om Retten har taget stilling til denne dom — der er afsagt efter at skriftvekslingen i første instans var afsluttet — har dommen ikke fået den opmærksomhed, som den fortjener i den foreliggende problematik.
Retten henviser i præmis 77 i PVC-dommen ganske rigtigt til en lang række af Domstolens domme ikke blot i tjenestemandssager, men også på
Kun i dommene Bernusset og Bouteiller henvises der i forbifarten til Kommissionens forretningsorden. Bellardi Ricci-dommen indeholder overhovedet ingen henvisning i den forbindelse. I Bernusset-dommen gennemgår Domstolen den procedure, som Kommissionen i sag 94/63 havde fulgt for at opnå den anfægtede udnævnelsesbeslutning (nemlig den skriftlige procedure i henhold til forretningsordenens artikel 11), men kun for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de garantier var overholdt, som er fastsat i artikel 45 i tjenestemandsvedtægten for så vidt angår tjenestemænd, der kan komme i betragtning med henblik på forfremmelse: Der henvises til Sml. 1954-1964, s. 493; org. réf.: Rec. s. 612-613. Domstolen nævner med andre ord kun forretningsordenen i forbindelse med sin egen undersøgelse af de faktiske omstændigheder. Også i Bo u tei Iler-do m men henviser Domstolen, narrmest i en sidebemærkning, til Kommissionens
Denne sag vedrorte en påstand fra et fransk selskab om annullation af en af Rådets land b rugs forordninger, der tildelte produktionskvoter for isoglukose. Európa-Parlamentet optrådte som intervenient til stötte for sagsogerens påstand om tilsidesættelse af væsentlige formkrav. Sagsøgeren havde intetsteds påberåbt sig en bestemmelse i en fællesskabsinstitutions forretningsorden. I den af Retten citerede præmis 36 i Roquette Frères-domnien undersøgte Domstolen, om Rådet ved vedtagelsen af den anfægtede forordning havde hørt Parlamentet i henhold til EØF-traktatens artikel 43, stk. 2. Den anførte i den forbindelse kun, at Rådet havde undladt at soge en hastebehandling af den pågældende forordning, en mulighed, som er medtaget i Parlamentets forretningsorden (af generaladvokat Rcischl's forslag ti! afgorelse fremgår, at det drejer sig om artikel 14 i Parlamentets forretningsorden). Sammenlign den næsten identiske dom, som Domstolen afsagde samme dag i Maizena-sagen: dom af
Denne dom vedrørte en anmodning fra en italiensk drifts-lederforening om annullation af en rådsbeslutning om udnævnelse af medlemmer af Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Der blev intetsteds gjort gældende, at der forelå tilsidesættelse af Rådets forretningsorden: De anbringender, der blev gjort gældende, vedrortc tilsidesættelse af EØF-traktatens artikel 195 og Rådets magtmisbrug. Den eneste henvisning til Rådets forretningsorden findes i præmis 25, hvor Domstolen bemærker, at Rådet har truffet sin beslutning ifølge
Kun i den sidstnævnte dom, Funoc, støttede Domstolen sin retlige bedømmelse bl.a. på Kommissionens forretningsorden. Sagsøgeren havde påberåbt sig, at en kommissionsbeslutning om tilbagebetaling og tilbageholdelse af beløb i forbindelse med et projekt fra Den Europæiske Socialfond var ulovlig, da den ikke hidrørte fra det kompetente organ (nemlig selve Kommissionen), men fra kontorchefen i generaldirektorat V, som havde underskrevet beslutningen Funoc havde ifølge retsmøderapporten ikke påberåbt sig tilsidesættelse af Kommissionens forretningsorden, men af artikel 6, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2950/83/EØF af
Funoc-dommen, præmis 14.
Jeg kommer straks tilbage til denne doms betydning for problematikken omkring påberåbelse af bestemmelser fra en fællesskabsinstitutions forretningsorden (nedenfor, punkt 55).
Dermed være ikke sagt, at der bortset fra de af Retten nævnte domme og Nakajima-dommen ikke findes anden retspraksis, hvori Domstolen lader bestemmelser fra en fællesskabsinstitutions eller et fællesskabsorgans forretningsorden spille en rolle i den juridiske tandegang eller foretager en prøvelse af, om institutionens eller organets retsakter er i overensstemmelse med den pågældende forretningsorden. Men i ingen af dommene udtaler Domstolen sig udtrykkeligt om sådanne forretningsordeners juridiske status. Endvidere drejer denne retspraksis sig ikke om tvister mellem en institution og fysiske eller juridiske personer, Der henvises navnlig til dom af Også inden for denne gruppe domme er der store forskelle. Når det drejede sig om en medlemsstat, der som medlem af den pågældende institution gjorde gældende, at forretningsordenen var tilsidesat, fastslog Domstolen allerede udtrykkeligt, at institutionen var bundet af sin forretningsorden og ikke måtte fravige den: Se i den forbindelse dom af Det drejer sig om kendelserne af
Jeg mener, at svaret må være nuanceret. Af Domstolens praksis følger i hvert fald, at den anden situation snarere vil være en undtagelse end reglen. En fællesskabsinstitutions forretningsorden har nemlig — dette følger af AKZO-dommen og Nakajima-dommen (se ovenfor, henholdsvis punkt 41 og 48) — som hovedformål at regulere institutionens indre virke
Alligevel udelukker Domstolens praksis ikke helt, at en forretningsorden kan påberåbes af private, i hvert fald for så vidt den pågældende bestemmelse efter ordlyden i Nakajima-dommens præmis 50 Se henholdsvis præmis 14 in fine i VBVB og VBBB-dommen, der er nævnt i fodnote 4S, og præmis 14 in fine i Funoc-dommen, således som den er gengivet i ovenstående punkt 52. Deraf fremgår, at Domstolen anser det for muligt for en sagsøger at bevise, at de bestemmelser, der vedrører delegation eller meddelelse af bemyndigelse til at underskrive, er blevet tilsidesat.
Ifølge Retten opfylder bekræftelses-proceduren i særdeleshed følgende funktioner:
PVC-dommen, præmis 75.
De formforskrifter, som er knyttet til denne stadfæstelse, anser Retten for at være uundgåelige:
PVC-dommen) præmis 76.
PVC-dommen, præmis 72 og 75.
PVC-dommen, præmis 74 in fine og præmis 75.
PVC-dommen, præmis 75.
Førend jeg vil undersøge, om bekræftelsesproceduren faktisk indebærer disse funktioner, anser jeg en nærmere undersøgelse af de pågældende bestemmelser i forretningsordenen for at være relevant.
Anden afdeling i kapitel I vedrorer forberedelse og gcnncmforelsc af Kommissionens beslutninger. Forretningsordenen indeholder også et kapitel II,
PVC-dommen, prxmis 74.
Sammenholdes disse bestemmelser, betyder de, at Kommissionen med hensyn til de af Kommissionen som kollegialt organ trufne beslutninger skal gennemgå følgende procedure: i) Først skal der for hvert møde udarbejdes et I forbifarten skal jeg gøre opmærksom på, at forretnings-ordenen intetsteds udtrykkeligt stiller krav om, at Kommissionen, såfremt det drejer sig om en beslutning, som skal udfærdiges i flere retsgyldige sprog, tinder mødet allerede skal vedtage beslutningen på alle disse sprog, og ej heller, at alle de kommissionsmedlemmer, der har deltaget i vedtagelsen, skal underskrive. Artikel 12 i forretningsordenen pålægger heller ikke nogen streng frist for så vidt angår stadfæstelsen af beslutningerne i det eller de retsgyldige sprog. Af bestemmelsen om, at disse tekster skal vedføjes aet i henhold til artikel 10 godkendte mødereferat, der, i modsætning til hvad Retten anfører i præmis 74 i PVC-dommen, ikke skal godkendes af Kommissionen på det førstkommende møde, men
Såfremt Kommissionen nemlig f.eks. traf en beslutning på et område, som udelukkende hører til medlemsstaternes kompetence, ville denne beslutning ifølge Domstolen
Jeg kan heller ikke indse, hvilken yderligere garanti stadfæstelse giver med henblik på opfyldelse af de af EØF-traktaten pålagte formforskrifter, navnlig begrundelsespligten i traktatens artikel 190. Med hensyn til overholdelsen af artikel 190 følgende: Selv om det er rigtigt, at begrundelsen er en konstitutiv del af en fællesskabsretlig retsakt (se nedenfor, afsnit 73), stilles der i EØF-traktatens artikel 190, efter hvad der fremgår af Domstolens praksis (jf. ovenfor, punkt 16), først og fremmest en række betingelser vedrørende den
I modsætning til det, der gælder for forordninger, foreskriver EØF-traktatens artikel 191, stk. 2, ikke offentliggorelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende for så vidt angår beslutninger. En sådan offentliggorelse er derfor i henhold til EØF-traktaten ikke noget krav for, at en beslutning kan træde i kraft: jf. dommen Nederland og Leeuwarden Papicrwarenfabriek, nævnt ovenfor i fodnote 47, præmis 28. For en række kommissionsbeslutninger vedrorende EØF-traktatens artikel 85 og 86 er offentliggorelse obligatorisk i medfør af artikel 21 i forordning nr. 17; denne offcntliggorelsespligt gælder dog ikke for beslutninger, hvori der palægges boder i medfør af artikel 15 i forordning nr. 17 på grund af overtrædelse af artikel 85 eller 86. Efter Domstolens opfattelse hindrer dog hverken ordlyden af eller tanken bag artikel 21 i forordning nr. 17 Kommissionen i at foretage offentliggorelse, såfremt der ikke dermed offentliggores forretningshemmeligheder vedrorende de pågældende virksomheder; en sådan offentliggorelse kan endog
Alligevel giver Domstolen udtryk for smidighed med hensyn til den Dommen Europemballagc og Continental Can mod Kommissionen, nævnt i fodnote 75, præmis 10. I det foreliggende tilfælde anså Domstolen, at der var givet behørig meddelelse om beslutningen, da Continental faktisk (dvs. gennem breve fremsendt pr. post) havde modtaget meddelelse derom. Der henvises til nyere stadfæstelse af denne praksis, bl.a. den i fodnote 13 nævnte Cockcrill-Sambredom, præmis 10, og dom af ALMA-dommen, nævnt i fodnote 15, Sml. 1954-1964, s. 49; org. réf.: Rec. s. 190. Derfor fastslog Domstolen også i Continental Candommen, at selskabet ikke kunne fratage den til dette givne meddelelse sin virkning ved at påberåbe sig sin egen vægring ved at få kendskab til den: dommen Europeniballagc og Continental Can, nævnt i fodnote 75, præmis 10. Dommene nævnt i fodnote 75, ICI, præmis 39 og 40, og Geigy, præmis 18. Såvel for så vidt angår ICI som Geigy fastslog Domstolen, at de var blevet fuldt underrettet om indholdet af beslutningen, og at de rettidigt kunne have gjort brug af deres ret til at appellere Under sådanne omstændigheder havde de, ifølge Domstolen, ingen interesse i at påberåbe sig de pågældende mangler i forbindelse med meddelelsen. Det pågældende anbringende blev derfor forkastet: ICI-dommen, præmis 42, 43 og 44; Geigy-dommen, præmis 19. Suiker Unie-dommen, nævnt i fodnote 54, præmis 114. Vedrørende ordlyden af denne bestemmelse henvises til ovenstående fodnote 64. Suiker Unie-dommen, præmis 115.
Desuden bestemmer artikel 191, stk. 2, at beslutninger Dom af
I Consten-Grundig-dommen har Domstolen også udtrykkelig for så vidt angår en beslutning i medfør af EØF-traktatens artikel 85 fastslået, at Consten-Grundig-dommen, nævnt i fodnote 49, Sml. 1965-1968, s. 249; org. ref.: Rec. s. 510). Ibidem. Consten havde påberåbt sig overtrædelse af væsentlige formforskrifter, da beslutningen i den i De Europæiske Fællesskabers Tidende offentliggjorte tekst blev kaldt for et direktiv.
For en oversigt over de i medlemsstaterne udpegede kompetente myndigheder henvises til J.-V. Louis,
E. Grabitz,
Se dom af
Dommen Consorzio Cooperative d'Abruzzo, præmis 12; dom af
Først og fremmest skal jeg understrege, at Fællesskabets retsinstanser kun vil tage en anmodning fra en beslutnings adressat om som bevismiddel at pålægge Kommissionen at fremlægge det bekræftede mødereferat og den bekræftede original af beslutningen — der begge Sammenlign sagen BAT og Reynolds mod Kommissionen, hvori en af sagsøgerne havde anmodet Domstolen om at pålægge Kommissionen at fremlægge alle de dokumenter, den var i besiddelse af, vedrørende en bestemt konkurrencesag, for at undersøge, om Kommissionens beslutning var taget ud fra andre overvejelser end dem, der var nævnt i begrundelsen. Domstolens præsident afviste denne anmodning, da noget sådant udgør et
Men i det hypotetiske tilfælde at en part tilkendegiver en interesse som nævnt ovenfor, er det min opfattelse, at det bekræftede mødereferat og den bekræftede original af den af Kommissionen som kollegialt organ vedtagne retsakt absolut må spille en rolle. Det må nemlig for Fællesskabets retsinstanser være muligt på grundlag af disse dokumenter at undersøge, om der i den af det kollegiale organ vedtagne retsakt senere er foretaget ændringer, som ikke stemmer overens med Kommissionens viljeserklæring, således som den fremgår af de pågældende dokumenter. Jeg kan også sige dette på en anden måde: Når Kommissionens formand og generalsekretær underskriver det godkendte mødereferat fra et kommissionsmøde, hvorunder en bestemt beslutning blev vedtaget, og endvidere underskriver [versionen på originalsproget eller versionerne på originalsprogene] af denne beslutning, ser jeg deri en reel garanti for beslutningens adressat for, at den tekst, der bliver forkyndt for ham, faktisk stemmer overens med den beslutning, som blev tnaffet af Kommissionen som kollegialt organ. Denne garanti spiller ind på to niveauer. Den opfylder en funktion I henhold til forretningsordenens artikel 16, stk. 3, er det nemlig generalsekretærens opgave at
Efter min opfattelse kan heller ikke det forhold, at Kommissionen ikke har overholdt eller ikke til fulde har overholdt ovennævnte stadfæstelsesprocedure, anses for at være en tilsidesættelse af et Der henvises til M. Waelbroeck, IAZ-dommen, nævnt i fodnote 43, præmis 16. Det bekræftes ligeledes af Domstolens praksis vedrørende mangler i forbindelse med meddelelsen i henhold til EØF-traktatens artikel 191: jf. de i afsnit 62 nævnte domme i sagerne Geigy og ICI
Derimod skal denne stadfæstelse efter min opfattelse betragtes som en procedureregel, som Kommissionen har pålagt sig selv i anledning af den Kommissionen påhvilende forpligtelse (i henhold til fusionstraktatens artikel 16; se ovenstående, punkt 48) til at udføre de opgaver, som traktaterne har pålagt den i medfør af Se Consten-Grundig-dommen, der er nævnt i fodnote 49, Sml. 1965-1968, s. 245; org. ref.: Rec. s. 500; IAZ-dommen, præmis 15. I samme ånd skal efter min opfattelse også ses den stadfæstelsesprocedure, der er nedfældet i Rådets forretningsorden i artikel 7 og 9, og som består i, at i) der for hver samling udfærdiges et forhandlingsprotokollat, som efter godkendelse undertegnes af formanden og af generalsekretæren, ii) teksten til retsakter, som vedtages af Rådet, undertegnes af formanden og generalsekretæren, og iii) de pågældende tekster optages som bilag til forhandlingsprotokollatet.
Nemlig en
Se PVC-dommen, præmis 28, og generalsekretæren for Kommissionens forklaring, hvortil henvises.
Appelindstævntes anbringender går i store træk ud på, at Kommissionen har en forkert opfattelse af nullitetslæren, således som denne bl.a. er fremstillet i Consorzio-dommen. Det er bl.a. ikke nødvendigt,-at de mangler, som en retsakt er behæftet med, er åbenbare for adressaten, dvs. at de umiddelbart er synlige. Kommissionen har derfor også med urette hentet et argument i det forhold, at Domstolen kun én gang har fastslået, at der var tale om en nullitet. På det fællesskabsretlige plan kender man ikke et eneste tilfælde, hvor procedurereglerne var blevet tilsidesat i så stort omfang som i det foreliggende tilfælde, hvor højdepunktet blev nået, da beslutningen ikke blev bekræftet.
PVC-dommen, præmis 68. Retten henviser vedrørende begrebet juridisk nullitet for så vidt angår Fællesskabets retsakter til Domstolens dom af
Af Consorzio-dommen (se nedenfor, punkt 75) udleder Retten derefter, at:
PVC-dommen, præmis 68 in fine.
Retten følger derefter følgende fremgangsmåde. Efter at have fastslået, at stadfæstelsen som omhandlet i forretningsordenens artikel 12 manglede, og efter at have rekapituleret, hvad der var fastslået vedrørende ændringerne i beslutningens tekst og ophavsmandens manglende kompetence fastslog Retten, at det ikke er muligt at fastslå datoen for, indholdet af og ophavsmanden til beslutningen.
Med hensyn til
PVC-dommen, præmis 93.
Heller ikke med hensyn til retsakternes
PVC-dommen, præmis 94.
Endelig fastslår Retten
PVC-dommen, præmis 95.
Retten kommer derefter i præmis 96 til følgende resultat:
Dommen i sagen Algera m.fl., nævnt i fodnote 151, Sml. 1954-1964, s. 47; org. ref.: Rec. s. 122.
I samme dom understregede Domstolen:
Ibidem, Rec. s. 122.
I en nyere sag, Consorzio-dommen af
Consorzie Cooperative d'Abnuzzo-dommcn, præmis 10.
Også i de seneste år har Domstolen gentagne gange bekræftet, at den kun er villig til at anvende nullitetslæren
Dom af
Den første og hidtil eneste lejlighed, hvor Domstolen besluttede at erklære en af Fællesskabets forvaltningsakter for en nullitet, var i dommen Société des usines à tubes de la Sarre af Dommen er nævnt i fodnote 160. Den eneste antydning af begrundelse til støtte for Den Høje Myndigheds standpunkt i det pågældende brev lød:
Sml. 1954-1964, s. 51; org. ref.: Rec. 1957, s. 219-220.
Dommen er nævnt i fodnote 160.
Domme af
Schots-Kortner-dommen, præmis 33.
Navnlig artikel 22, stk. 3, i Rådets forordning (EGF) nr. 355/77 af
Efter at have mindet om sit syn på fællesskabsretlige forvaltningsakters nullitet (ovenfor, punkt 74) fejede Domstolen Kommissionens anbringende om beslutningen af 1982 som værende en nullitet af bordet:
Consorzio-dommen, præmis 11.
Nævnt i fodnote 160.
Det vedrører Kommissionens beslutning (EØF) 85/276 af
Dommen Kommissionen mod Grækenland, nævnt i fodnote 160, præmis 16.
Se henvisningen i fodnote 160.
Valverde Mordt-dommen, præmis 84.
Den eventuelle tilsidesættelse af den af tjenestemanden nævnte forordning — en foranstaltning, der var tidsmæssigt og materielt begrænset, og som var truffet i anledning af Spaniens og Portugals tiltrædelse — hørte ifølge Retten på ingen måde til Valverde Mordt-dommen, præmis 85.
Sml. 1974, s. 197.
Er det i øvrigt ikke påfaldende, at Domstolen i de 40 år, den har eksisteret, kun har anvendt nullitetslæren én gang, nemlig i dommen Société des usines à tubes de la Sarre af
Jf. præmis 9 i PVC-dommen, hvoraf fremgå;-, at sagsøgerne for Retten principalt nedlægger pastand om annullation af den trufne beslutning, subsidiært ophævelse eller nedsættelse af den ved beslutningens artikel 3 pålagte bøde. I præmis 30 i dommen sammenfatter Retten, at sagsøgerne i første instans
PVC-dommen, præmis 30.
Også
Med hensyn til beslutningens PVC-dommen, præmis 37.
Også Rettens konstatering af, at den ikke med sikkerhed kan få kendskab til
Som helhed betragtet kan jeg således ikke indse, hvorfor beslutningen, som Retten gør gældende, på grund af de anførte to
Er denne mangel af en sådan art, at den i sig selv — dvs. efter at jeg har afvist de to andre
Dommen Dow Chemical Ibérica, nævnt i fodnote 95, præmis 59 I sit forslag til afgørelse i denne sag bemærker generaladvokat Mischo med rette, at adressaten i hvert fald ikke kunne tage fejl med hensyn til, at det drejede sig om beslutninger fra Kommissionen, da beslutningerne var bekræftet med Kommissionens segl, forsynet med generalsekretærens underskrift, og blev udleveret af behørigt bemyndigede ansatte fra Kommissionen: Sml. 1989, s. 2903, punkt 163.
Det er ikke her på sin plads at minde om forskellene mellem en undersøgelsesbeslutning og en endelig beslutning som den foreliggende. Jeg vil nøjes med at bemærke, at lige så lidt som dette er tilfældet for undersøgelsesbeslutninger, findes der andre bestemmelser i fællesskabsretten, der pålægger Kommissionen at sørge for, at den for adressaten Denne formalitet tjener efter min opfattelse til at stadfæste, at den forkyndte version er i overensstemmelse med det i henhold til forretningsordenens artikel 12 af Kommissionens formand og generalsekretær bekræftede originale eksemplar af beslutmngen. Som det er anført i det ovenstående (punkt 66), tjener sidstnævnte bekræftelse på sin side til at stadfæste, at beslutningens original og den af Kommissionen som kollegialt organ trufne beslutning er enslydende.
Det er naturligvis stadigvæk et faktum, at den forkyndte beslutnings tekst tillige forneden har påskriften PVC-dommen, pramis 63.
Med hensyn til påtegningen Jf. domme af