I sag 26/74
SOCIÉTÉ ROQUETTE FRÈRES, aktieselskab i henhold til fransk lovgivning med hovedsæde i Lestrem (Pas-de-Calais-departementet), repræsenteret af Marcel Veroone, advokat i Lille, med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jacques Loesch, 2, rue Goethe,
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret i nævnte rækkefølge af sin juridiske rådgiver Jacques H. J. Bourgeois som befuldmægtiget og, ved genoptagelsen af den mundtlige forhandling, af sine juridiske rådgivere Michel Van Ackere og Richard Wainwright som sambefuldmægtigede, med valgt adresse i Luxembourg hos sin juridiske rådgiver Mario Cervino, Bâtiment CFL, place de la Gare,
angående et krav om erstatning i henhold til EØF-traktatens artikel 215, stk. 2 på området for monetære udligningsbeløb,
har
DOMSTOLEN
sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene H. Kutscher og A. O'Keeffe og dommerne A. M. Donner, J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore og A. J. Mackenzie Stuart,
generaladvokat: A. Trabucchi
justitssekretær: A. Van Houtte
afsagt
følgende
De faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og parternes påstande, søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender kan sammenfattes således:
På grund af den forstyrrelse, som visse valutamarkeder i Fællesskabet blev genstand for som følge af spekulative bevægelser, der medførte en usædvanlig tilstrømning af kortfristet kapital, gav Rådet fór Fællesskaberne, ved beslutning af
Da en betydelig forskel i en medlemsstats faktiske valutakurs og den officielle paritet kan skabe vanskeligheder for det fælles landbrugsmarkeds funktion, idet samhandelen, som vil foregå til den faktiske valutakurs, har mulighed for at udvikle sig hen mod en pris, der i landets egen valuta er lavere end den interventions- eller købspris, som er fastsat ved fællesskabsretlige regler ud fra den officielle paritet, tillod Rådet ved forordning nr. 974/71 af
Ifølge artikel 1, stk. 2 i forordning nr. 974/71 anvendes udligningsbeløbene dels på produkter, for hvilke der er fastsat interventionsforanstaltninger inden for rammerne af de fælles markedsordninger for landbrugsvarer, dels på produkter, hvis pris er afhængig af prisen på de førstnævnte produkter, og som henhører under de fælles markedsordninger eller er genstand for en særlig ordning i medfør af EØF-traktatens artikel 235.
Ifølge den sidste betragtning i forordning nr. 974/71 bør udligningsbeløbene begrænses til de beløb, der er strengt nødvendige for at udligne incidensen af valutaforanstaltningerne på priserne på de basisprodukter, for hvilke der er fastsat interventionsforanstaltninger, og de bør kun anvendes i de tilfælde, hvor denne incidens måtte føre til vanskeligheder.
Hvad angår metoden til beregning af udligningsbeløbene, bestemmer artikel 1 i forordning nr. 974/71, at udligningsbeløbene for de produkter, for hvilke der ikke er fastsat interventionsforanstaltninger, dvs. forarbejdede produkter, er lig med incidensen på priserne for det pågældende produkt, ved anvendelse af udligningsbeløbet for priserne på det produkt, som de afhænger af.
I begyndelsen af 1973 faldt visse medlemsstaters valutakurser, som de faktisk blev konstateret på valutamarkederne, betydeligt ned under den grænse for kursudsving, der var tilladt ifølge de siden
Forordning nr. 509/73 har især føjet en artikel 4 a til forordning nr. 974/71, som bestemmer, at i samhandelen med tredjelande trækkes de udligningsbeløb, der ydes ved indførsel, fra importbelastningen, og de udligningsbeløb, der opkræves ved udførsel, fra eksportrestitutionerne; i samhandelen mellem medlemsstaterne og med tredjelande kan de på grund af en nedskrivning af den pågældende valuta gældende udligningsbeløb ikke være højere end indførselsomkostningerne ved indførsel fra tredjelande.
Kommissionen har ved sin forordning nr. 218/74 af
De for Frankrig fastsatte udligningsbeløb anvendtes efter anmodning fra denne stat fra den
Den
Société Roquette frères, der har hovedsæde i Lestrem (Pas-de-Calais-departementet), er først og fremmest beskæftiget med fremstilling af stivelsesholdige produkter af majs, hovedsagelig bestemt til eksport.
De franske toldmyndigheder har fra den
Selskabet Roquette har fundet indbetalingen af disse udligningsbeløb uberettiget og har derfor anlagt to parallelle sager: det har indledt erstatningssøgsmål for Tribunal d'instance i Lille mod de franske toldmyndigheder og i henhold til EØF-traktatens artikel 215, stk. 2 mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved en stævning, der blev registreret på Domstolens justitskontor den
Sagens skriftlige forhandling forløb lovformeligt.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttede Domstolen at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
Mundtlige indlæg og svar på spørgsmål stillet af Domstolen blev afgivet i retsmødet den
Generaladvokaten har fremsat sine forslag til afgørelse af de to sager i retsmødet den
Domstolen traf ved dom af
Samme dato besluttede Domstolen at udsætte behandlingen af nærværende sag, indtil der forelå en afgørelse af hovedsagen fra Tribunal d'instance i Lille.
Under henvisning til Domstolens præjudicielle afgørelse af
Tribunal d'instance i Lille har ved dom af
Selskabet Roquette har den
På grundlag af den referende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen ved kendelse af
Selskabet Roquette er vedrørende dets andet hovedkrav blevet opfordret til for Domstolen at fremkomme med præciseringer vedrørende eksistensen og omfanget af det tab, det forlanger erstattet; den
Parterne er blevet hørt angående deres mundtlige supplerende bemærkninger og svar på spørgsmål stillet af Domstolen i retsmødet den
I retsmødet den
Under denne del af retsforhandlingerne anmoder det sagsøgende selskab derfor Domstolen om at
forhalingsrenter af udligningsbeløbene, beregnet efter en passende sats, fra datoen for hvert enkelt uretmæssigt opkrævet beløb; en almindelig erstatning som godtgørelse for det tab, der skyldes følgerne for dets virksomhed af den konkurrencemæssige forskelsbehandling, det har været genstand for.
forkaste kravet om en symbolsk erstatning som ubegrundet;
afvise kravet om renter af udligningsbeløbene eller i hvert fald forkaste det som ubegrundet;
idømme sagsøgeren sagsomkostningerne.
Ifølge
Under alle omstændigheder nævner artikel 215, stk. 2 ikke, at der skal foreligge en forsømmelighed, og Domstolen har ikke i sine domme udelukket muligheden af et ansvar uden forsømmelighed, der især kan følge af et usædvanligt tab, som en statsborger har lidt på grund af en forordning.
Ifølge det
Det første anbringende forekommer meget omtvisteligt; det sagsøgende selskab kan dog ikke af denne ene grund have ment at burde eller kunne appellere, så meget mere som det har begrænset sit erstatningskrav. Desuden kan argumentation, som er lagt til grund af Tribunal d'instance i Lille — vedrørende disse to synspunkter — ikke uden videre overføres til nærværende sags område.
Kravet om forhalingsrenter af udligningsbeløbene, beregnet efter en passende sats fra datoen for hver enkelt med urette foretagen indbetaling, kan til en vis grad råde bod på den indflydelse, opkrævningerne har haft på sagsøgers likviditet.
Sagsøger har i den indledende stævning anmodet Domstolen om at fastsætte renterne til en sats svarende til den franske nationalbanks diskonto. Denne henvisning er senere anvendt i lov af
Sagsøger er imidlertid sindet at forlade sig på Domstolens visdom, hvis den foretrækker at anvende et system, der forekommer den bedre.
Denne del af tabet frembyder en vis betydning men er vanskeligt at opgøre. Derfor agter sagsøger, der har fået medhold vedrørende det principielle krav, at lægge mådehold for dagen og kun at anmode Domstolen om at tilkende sig en principiel erstatning.
Det sagsøgende selskab påpeger, som svar på Domstolens anmodning om at fremkomme med præciseringer vedrørende dette element af dets erstatningskrav, at der ikke eksisterer officielle statistikker over summen af de i perioden
Hvis man som tankeeksperiment forudsætter, at ingen fransk retsregel og intet fransk retsprincip tillægger sagsøger ret til godtgørelse af renter, rejser det spørgsmål sig, om en sådan ret kan udledes af fællesskabsreglerne.
De monetære udligningsbeløb følger, både ved deres anvendelse og ved de tvistemålssager, de giver anledning til, samme regler som den fælles landbrugspolitiks andre foranstaltninger. Beløbene fremkommer ved medlemsstaternes opkrævninger og bevillinger, og de herved opstående forbindelser dannes mellem de afgiftspligtige og de begunstigede på den ene side, og de nationale myndigheder på den anden side. Disse forbindelser må nødvendigvis, i mangel af fællesskabsforanstaltninger på området og forudsat, at rettigheder til fordel for private i henhold til fællesskabsretten ikke krænkes, være underlagt supplerende nationale retsregler.
Ingen fællesskabsretlig foranstaltning giver regler for problemet vedrørende renter; spørgsmålet, om der eksisterer en ret til tilkendelse af renter af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld, og til hvilken sats de beregnes, hører under den nuværende retstilstand ind under de nationale bestemmelser om de forbindel ser mellem private og nationale myndigheder, som opstår ved ydelsen eller modtagelsen af de nævnte beløb.
Under disse omstændigheder forekommer den af sagsøger foreslåede løsning ikke antagelig. Sagsøger forsøger gennem erstatningssøgsmålet at opnå en ydelse, der henhører under det nationale tvi stemåls sagsgenstand og som ikke anerkendes af Fællesskabets retsregler, for så vidt som disse overlader afgørelsen til en national retsorden, der udelukker betalingen af renter; denne løsning ville indebære, at Fællesskabet skulle udbetale renter i stedet for en medlemsstat uden at have mulighed for at kræve refusion fra denne stat.
På den anden sideer det på ingen måde slået fast, at ingen fransk lovbestemmelse eller intet fransk retsprincip tillægger det sagsøgende selskab ret til godtgørelse af renter ved siden af tilbagebetalingen af de beløb, det har betalt til de franske myndigheder i urigtig formening om skyld. Imidlertid kræver det sagsøgende selskab, i strid med et almindeligt anerkendt princip, erstatning for et tab, det selv burde have kunnet undgå ved at appellere den af Tribunal d'instance i Lille afsagte dom; déts klage bør således også af denne grund afvises.
Ifølge
På grundlag af disse præmisser,
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
Lecourt
Kutscher
O'Keeffe
Donner
Mertens de Wilmars
Pescatore
Mackenzie Stuart
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
A. Van Houtte
Justitssekretær
R. Lecourt
Præsident