1)Finder principperne fastlagt i Domstolens dom [Fastweb (C-100/12, EU:C:2013:448)] – med henvisning til det konkrete tilfælde, der lå til grund for den respektive anmodning om præjudiciel forelæggelse, hvor der kun var to deltagere i et udbud af offentlige kontrakter, og henset til det formelle sammenfald mellem omstændighederne i de to sager – også anvendelse i den for nærværende Consiglio verserende sag, hvor alle deltagere i udbuddet, selv om flere end to virksomheder var blevet givet adgang til at deltage i udbuddet, er blevet udelukket af den ordregivende myndighed, og hvor ingen andre virksomheder end de, der er parter i den foreliggende sag, har anfægtet udelukkelsen, således at den foreliggende sag i praksis alene vedrører to virksomheder?2)Er artikel 99, stk. 3, i codice del processo amministrativo [den italienske forvaltningslov], for så vidt som denne processuelle bestemmelse fastlægger, at alle afdelinger og dommerkollegier i Consiglio di Stato skal følge ethvert retsprincip fastlagt af plenarforsamlingen, selv om det helt klart fremgår, at plenarforsamlingen har fastlagt, eller kan have fastlagt, et princip, som er i strid eller uforeneligt med EU-retten – hvad angår de spørgsmål, som skal afgøres ved anvendelsen af EU-retten – i strid med fortolkningen af EU-retten, og navnlig med artikel 267 TEUF? I særdeleshed ønskes følgende oplyst.

Er den afdeling eller det dommerkollegium i Consiglio di Stato, der skal behandle sagen, og som nærer tvivl om, hvorvidt et retsprincip fastlagt af plenarforsamlingen er i overensstemmelse eller foreneligt med EU-retten, forpligtet til ved begrundet kendelse at henvise sagen til plenarforsamlingen med henblik på afgørelse, i givet fald inden anmodning af Domstolen om præjudiciel afgørelse for at fastlægge, om det omstridte retsprincip er i overensstemmelse eller foreneligt med EU-retten? Eller kan, eller rettere sagt skal, den afdeling eller det dommerkollegium i Consiglio di Stato, i egenskab af almindelige nationale retter, der skal træffe afgørelse i sidste instans om anvendelsen af EU-retten, selvstændigt forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende den korrekte fortolkning af EU-retten?

1)Den fortolkning af artikel 1, stk. 3, i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007, som Den Europæiske Unions Domstol anlagde i dom Fastweb (C-100/12, EU:C:2013:448), finder også anvendelse i det tilfælde, hvor det kun er den ene tilbudsgiver, der anlægger et søgsmål, selv om flere virksomheder havde fået adgang til at deltage i udbudsproceduren, og hvor tilslagsmodtageren anlægger et særskilt søgsmål inden for rammerne af den samme sag, og både den sagsøgende tilbudsgiver og tilslagsmodtageren har en ligeværdig retlig interesse i, at modparten udelukkes.2)Når Den Europæiske Unions Domstol allerede har fortolket en bestemmelse i et direktiv, skal en national ret, hvis afgørelser ikke ifølge de nationale retsregler kan appelleres, fortolke den nationale ret efter Den Europæiske Unions Domstols anvisninger, og når en sådan fortolkning ikke er mulig, undlade at anvende den pågældende nationale bestemmelse, uden at den hverken er forpligtet til eller forhindret i forinden at anmode sidstnævnte om en præjudiciel afgørelse.

Artikel 267 TEUF er til hinder for en bestemmelse som artikel 99, stk. 3, i codice del processo amministrativo, såfremt den fortolkes således, at den pålægger en afdeling af en ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, og som ikke mener at være enig i et retsprincip fastlagt af denne rets plenarforsamling, at henvise den anfægtede afgørelse til plenarforsamlingen, uden at denne afdeling kan forelægge Den Europæiske Unions Domstol et præjudicielt spørgsmål.