Rådets fælles holdning af 20. november 2000 om ændring af fælles holdning 96/184/FUSP vedrørende eksport af våben til det tidligere Jugoslavien
EF-Tidende nr. L 292 af 21/11/2000 s. 0001 - 0001
Rådets fælles holdning af 20. november 2000 om ændring af fælles holdning 96/184/FUSP vedrørende eksport af våben til det tidligere Jugoslavien (2000/722/FUSP) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 15, og ud fra følgende betragtninger: (1) Den 26. februar 1996 vedtog Rådet fælles holdning 96/184/FUSP(1) vedrørende eksport af våben til det tidligere Jugoslavien, ændret ved afgørelse 98/498/FUSP(2) og 1999/481/FUSP(3). (2) Rådet er nået til den konklusion, at udviklingen i situationen i Kroatien, især landets tilsagn om at gennemføre Dayton/Paris-aftalerne fuldt ud og dets politik med hensyn til våbeneksport, berettiger til at ophæve de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for denne stat i henhold til fælles holdning 96/184/FUSP. (3) Med hensyn til våbeneksport til Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien vil medlemsstaterne nøje følge Den Europæiske Unions adfærdskodeks for våbeneksport, der blev vedtaget den 8. juni 1998 - VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES HOLDNING: Artikel 1 Fælles holdning 96/184/FUSP ændres således: 1) I punkt 2, nr. i), udgår ordet "Kroatien". 2) Punkt 2, nr. ii), affattes således: "ii) med forbehold af bestemmelserne i FN-Sikkerhedsrådets resolution 1021 skal ansøgninger om licenser for eksport til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Kroatien vurderes i det enkelte tilfælde. Nærværende bestemmelse vedtages med den forståelse, at medlemsstaterne nøje vil følge Den Europæiske Unions adfærdskodeks for våbeneksport, der blev vedtaget den 8. juni 1998. De vil ligeledes tage hensyn til målene for Den Europæiske Unions politik i området, hvis grundlæggende sigte er fredeliggørelse og stabilisering af området, herunder nødvendigheden af våbenkontrol og våbenreduktion på det laveste niveau samt tillidsskabende foranstaltninger." Artikel 2 Denne fælles holdning får virkning på dagen for vedtagelsen. Artikel 3 Denne fælles holdning offentliggøres i EF-Tidende. Udfærdiget i Bruxelles, den 20. november 2000. På Rådets vegne H. Védrine Formand (1) EFT L 58 af 7.3.1996, s. 1. (2) EFT L 225 af 12.8.1998, s. 1. (3) EFT L 188 af 21.7.1999, s. 3.