—

levende svin, ikke beregnet til slagtning,

—

spæk uden kødlag og svinefedt, ikke udpresset eller udsmeltet, friskt, kølet, frosset, saltet eller i saltlage, tørret eller røget,

—

svinefedt eller andre animalske fedtstoffer, udpresset eller udsmeltet,

—

kogte skinker,

a)

Ved den første hævdes det, at Kommissionens skrivelse af 21. december 1960 ikke var en »begrundet udtalelse«, således som dette forstås i traktatens artikel 169, fordi det ikke deri blev undersøgt, om de argumenter, som den italienske regering havde fremført vedrørende eksistensen og alvoren af krisen på markedet for svinekød og nødvendigheden af de midlertidige foranstaltninger, som var truffet for at bringe denne krise til ophør, var relevante;

den udtalelse, som omhandles i traktatens artikel 169, må betragtes som tilstrækkeligt retligt begrundet, når den, som i den foreliggende sag, indeholder en sammenhængende fremstilling af de grunde, som har ført Kommissionen til den opfattelse, at den pågældende stat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaten;

den ovenfor nævnte skrivelse af 21. december 1960 opfylder dette krav, selv om den ikke er affattet på korrekt måde.

b)

Sagsøgte hævder for det andet, at der foreligger en modsigelse mellem Kommissionens holdning på datoen for den begrundede udtalelse, den 21. december 1960, hvor den mente sig i stand til at vurdere situationen og fremsætte en begrundet udtalelse, og holdningen på datoen for svaret på ansøgningen om at anvende beskyttelsesforanstaltninger, den 10. marts 1961, hvor den erklærede, at den afventede de nødvendige oplysninger for at kunne udtale sig om ansøgningen;

en ansøgning efter traktatens artikel 226 kræver på én gang en udersøgelse og en vurdering af de faktiske omstændigheder efterfulgt af en beslutning, kort sagt gennemførelsen af en vis procedure;

derimod kan artikel 169, stk. 1 anvendes hver gang, Kommissionen med rette eller urette finder, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaten;

der ses ikke at foreligge nogen modsigelse mellem Kommissionens holdning på det tidspunkt, hvor den fremsatte den begrundede udtalelse, og dens holdning på det tidspunkt, hvor den svarede på ansøgningen om at anvende beskyttelsesforanstaltninger.

c)

Sagsøgte hævder for det tredje, at søgsmålet efter artikel 169, stk. 2 kun kan antages til realitetsbehandling, hvis den omhandlede stat ikke har rettet sig efter den begrundede udtalelse, og at sagsøgte faktisk har rettet sig herefter ved den 5. januar 1961, før udløbet af den foreskrevne frist, at tilstille Kommissionen en ansøgning efter artikel 226 om at anvende beskyttelsesforanstaltninger;

for at rette sig efter den begrundede udtalelse skulle den italienske regering i rette tid have indledt de nødvendige skridt for at bringe de ophævelsesforanstaltninger, som blev anset for stridende mod artikel 31, til ophør; forelæggelse af en ansøgning om at anvende beskyttelsesforanstaltninger har en helt anden betydning;

af de ovenfor nævnte grunde bør de af sagsøgte fremførte indsigelser imod sagens antagelse til realitetsbehandling forkastes.

a)

Sagsøgte gør først og fremmest gældende, at de vedtagne foranstaltninger er af foreløbig art; den hævder, at dens vilje til så hurtigt som muligt at genindføre den frie indførsel af de omhandlede produkter er påvist ved, at den gentagne gange og for korte perioder har fastsat gyldighedsperioden for de foranstaltninger, der begrænsede indførslen;

»standstill«-forpligtelsen i artikel 31 er absolut; den åbner ikke mulighed for nogen, selv delvis eller midlertidig, undtagelse; den fortolkning, som sagsøgte påberåber sig, ville åbne vejen for ensidige handlinger fra medlemsstaternes side, der ville gå stik imod det formål, som traktaten forfølger vedrørende de frie varebevægelser ;

denne indsigelse fra sagsøgte kan således ikke tages til følge.

b)

Sagsøgte hævder endvidere, at artikel 226 om beskyttelsesforanstaltningerne skulle kunne anvendes i den foreliggende sag, og at Kommissionen skulle have udtalt sig herom, selv om den ikke formelt blev opfordret dertil før den 5. januar 1961;

beskyttelsesforanstaltningerne i artikel 226 kan kun tillades inden for rammerne af den særlig procedure i denne artikel, dvs. på grundlag af en formel og utvetydig ansøgning fra den pågældende regering, eftersom foranstaltningerne udgør undtagelser fra traktatens regler, som kan forstyrre fællesmarkedets funktion;

i nærværende tilfælde handlede den italienske regerings skrivelse af 20. juni 1960 kun om de foranstaltninger, som regeringen havde vedtaget, og hentydede ikke engang til beskyttelsesforanstaltninger, som er betinget af en tilladelse fra Kommissionen ;

følgelig havde Kommissionen ikke pligt til at udtale sig om ansøgningen om beskyttelsesforanstaltninger før den 5. januar 1961, den dag, hvor sagsøgte udtrykkeligt opfordrede den hertil.

c)

Sagsøgte hævder for det tredje, at den ikke rådede over noget andet middel end et midlertidigt importstop til at afhjælpe de kunstigt lave priser, som dominerede inden for svinekødsektoren; i øvrigt har enhver stat efter offentligretlige principper i hastende tilfælde ret til at vedtage de nødvendige midlertidige foranstaltninger for at afhjælpe alvorlige begivenheder;

artikel 226 indeholder en udtrykkelig bestemmelse, som foreskriver en behandling som hastesag, hvorved det bliver muligt hurtigst muligt at afhjælpe de mest alvorlige situationer;

selve den omstændighed, at der er foreskrevet en mulighed for hastesager, udelukker enhver ensidig handling fra medlemsstaternes side, som derfor ikke hverken med støtte i situationens hastende karakter eller i dens alvor kan omgå proceduren efter artikel 226;

i den nærværende sag blev en sådan procedure først indledt flere måneder efter, at tvistens administrative fase var begyndt;

de indsigelser, der støttes på nødvendigheden og den hastende karakter, kan derfor ikke tages til følge.

d)

Sagsøgte påberåber sig til slut traktatens artikel 36, der navnlig tillader indførselsforbud, som begrundes i hensynet til den offentlige orden; ifølge sagsøgte burde Kommissionen, efter at den havde fået forelagt problemet, af egen drift have undersøgt, om artikel 36 kunne anvendes i den foreliggende sag;

artikel 36 omhandler i modsætning til artikel 226 tilfælde af ikke-økonomisk art, som ikke kan komme i strid med principperne i artiklerne 30 til 34, hvilket fremgår af det sidste punktum i denne artikel;

denne bestemmelse er navnlig ikke en almen beskyttelsesklausul, som føjer sig til den, der er fastsat i artikel 226, og som tillader medlemsstaterne ved en ensidig handling at fravige den procedure og de garantier, som den sidstnævnte artikel foreskriver ;

endelig var der intet, der a priori kunne lade Kommissionen formode, at de midlertidige importrestriktioner, som den italienske regering pludselig havde besluttet, kunne være berettigede efter artikel 36, idet denne indsigelse ikke blev nævnt under de forhandlinger, der gik forud for den judicielle fase;

denne indsigelse kan ikke tages til følge;

På grundlag af disse præmisser,

udtaler

DOMSTOLEN

idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand, at deri foreliggende sag kan antages til realitetsbehandling. Det bestemmes:

Den italienske regering har ved midlertidigt at standse importen af de omhandlede produkter fra medlemsstaterne undladt at overholde forpligtelsen efter traktatens artikel 31, stk. 1.