8.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 4/13


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/22

af 5. januar 2015

om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (1), særlig artikel 9, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.hh

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under den KN-kode, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (2). Denne periode bør fastsættes til tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under den KN-kode, der er nævnt i kolonne 2 i tabellen.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 12, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 2913/92 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. januar 2015.

På Kommissionens vegne

For formanden

Heinz ZOUREK

Generaldirektør for beskatning og toldunion


(1)   EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1).


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering

(KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

Et brugt, firhjulstrukket SUV-køretøj med dieselmotor med en slagvolumen på 2 000 cm3, en manuel gearkasse med fem fremadgående og et bagudgående gear. Dets samlede vægt er på ca. 2 330 kg, og dets samlede lasteevne er på ca. 700 kg.

Det har ét rum til befordring af både personer og gods. Kabinen indeholder en række med to sæder (inklusive førersædet) og fem døre med vinduespaneler (bagdøren er af typen, der svinger ud). Lasteområdets underlag er udstyret med tæppe, og hele køretøjets indre er forsynet med side- og tagpolstring. Køretøjet er udstyret med en mekanisme til at rulle de forreste og bageste ruder op og ned.

Køretøjet kan tilpasses godsbefordring ved at fjerne den anden sæderække. Forankringspunkterne til at fastgøre bagsæderne og sikkerhedsselerne kan dækkes til, og kabinen kan adskilles fra lasteområdet med et net. Forankringspunkterne til at fastgøre bagsæderne og sikkerhedsselerne fjernes ikke eller gøres permanent uanvendelige.

8703 32 90

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 8703 , 8703 32 og 8703 32 90 .

Tarifering under position 8704 som motorkøretøj til godsbefordring er udelukket, da køretøjets objektive karakteristika og generelle udseende svarer til dem, man finder på et køretøj, der hovedsagelig er konstrueret til personbefordring (fem vinduer, side- og tagpolstring, tæppe). De justeringer, der skal foretages med henblik på at transportere gods (fjernelse af bagsæderne og montering af et net), kan let ændres.

Køretøjet tariferes derfor under KN-kode 8703 32 90 som et brugt motorkøretøj, hovedsagelig konstrueret til personbefordring.