|
8.4.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 88/23 |
RÅDETS AFGØRELSE
af 16. november 2009
om Fællesskabets holdning til medlemskab af Det Rådgivende Cariforum/EF-udvalg, der er omhandlet i den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, og om udvælgelse af repræsentanter for organisationer hjemmehørende i Fællesskabet
(2010/207/EF)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 300, stk. 2, andet afsnit,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
efter høring af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (1) (herefter »aftalen«) blev undertegnet den 15. oktober 2008 og har fundet midlertidig anvendelse siden den 29. december 2008. |
|
(2) |
I henhold til aftalens artikel 232, stk. 2, skal Det Fælles Cariforum/EF-råd (herefter »det fælles råd«) udvælge medlemmerne af Det Rådgivende Cariforum/EF-udvalg (herefter »udvalget«) med henblik på at sikre, at alle berørte parter repræsenteres bredt. |
|
(3) |
Det er vigtigt hurtigt at få nedsat de institutioner, der er omhandlet i aftalen, særlig udvalget, i lyset af dets rolle i forbindelse med overvågningen af gennemførelsen af aftalen. |
|
(4) |
Der bør fastlægges en intern fællesskabsprocedure for udvælgelsen af repræsentanter for organisationer hjemmehørende i Fællesskabet. |
|
(5) |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har erklæret sig villigt til at hjælpe med at finde og udvælge repræsentanter for europæiske civilsamfundsorganisationer og til indledningsvist at være sekretariat for udvalget — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Fællesskabets holdning med henblik på det fælles råds vedtagelse af en afgørelse om udvælgelse af faste medlemmer af udvalget, der er omhandlet i aftalen, baseres på det fælles råds udkast til afgørelse, der er knyttet som bilag til denne afgørelse.
Artikel 2
1. Repræsentanter for de europæiske organisationer, der er defineret i bilagets artikel 1, stk. 1, litra a), foreslås af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg efter samråd og aftale med Kommissionen med henblik på godkendelse i Cariforum/EF-udvalget for Handel og Udvikling (herefter »udvalget for handel og udvikling«). De foreslåede repræsentanter skal bestå af tre repræsentanter for arbejdstagerorganisationer, tre repræsentanter for arbejdsgiverorganisationer og tre repræsentanter for forskellige sociale og økonomiske interesseorganisationer, herunder landbrugs- og forbrugersammenslutninger, og opfylde kravene i bilagets artikel 1, stk. 1.
2. Der skal være fire repræsentanter for de europæiske organisationer, der er defineret i bilagets artikel 1, stk. 1, litra c), og to repræsentanter for de europæiske organisationer, der er defineret i bilagets artikel 1, stk. 1, litra b). Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg anmodes om at opstille lister over de organisationer, der er defineret i bilagets artikel 1, stk. 1, litra b) og c). Med henblik herpå offentliggøres der en indkaldelse af tilkendegivelser af interesse i at blive optaget på sådanne lister. Interesserede organisationer anfører i deres svar på indkaldelsen, hvordan de opfylder kravene i bilagets artikel 1. På listerne kan optages alle organisationer, der opfylder kravene i nævnte bestemmelse. Kommissionen kontrollerer, at organisationer, der søger optagelse på listen, opfylder kravene i bilagets artikel 1. Finder Kommissionen, at en organisation, der har ansøgt om optagelse på listen, ikke opfylder kravene, underretter den den ansøgende organisation herom senest to måneder efter ansøgningsdatoen.
3. Organisationer, der er optaget på listerne, holdes orienteret om og kan for egen regning deltage som observatører i arbejdet i udvalget.
4. I indkaldelsen af interessetilkendegivelser anmodes organisationerne også om at anføre, om de er interesseret i, at en af deres repræsentanter er fast medlem af udvalget. Organisationerne på listerne anmodes efterfølgende om at give deres tilslutning til kandidaturen for indtil to faste medlemmer af udvalget blandt dem, der har givet udtryk for interesse heri, og som opfylder kravene i bilagets artikel 1. Fællesskabet indstiller til udvalget for handel og udvikling som faste medlemmer for kategorierne i bilagets artikel 1, stk. 1, litra b) og c), de repræsentanter, der har fået størst tilslutning, forudsat at kravene i bilagets artikel 1 er opfyldt.
5. Fire måneder før udløbet af udvalgsmedlemmernes mandat offentliggøres der en indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på fast medlemskab af udvalget. Ved udpegelsen følges den i stk. 4 omhandlede procedure.
Udfærdiget i Bruxelles, den 16. november 2009.
På Rådets vegne
C. MALMSTRÖM
Formand
BILAG
AFGØRELSE Nr. …/20.. TRUFFET AF DET FÆLLES CARIFORUM/EF-RÅD,
der er nedsat ved den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, om medlemskab af Det Rådgivende Cariforum/EF-udvalg
DET FÆLLES CARIFORUM/EF-RÅD HAR —
under henvisning til den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (herefter »aftalen«), undertegnet i Bridgetown, Barbados, den 15. oktober 2008, særlig artikel 232, stk. 2, og
ud fra følgende betragtning:
I lyset af målene i aftalens artikel 1 og forpligtelsen til at overvåge aftalens gennemførelse, jf. aftalens artikel 5, bør Det Rådgivende Cariforum/EF-udvalg (herefter »udvalget«) nedsættes hurtigst muligt —
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Udvalget består af 40 faste medlemmer, der repræsenterer civilsamfundsorganisationer, hvoraf 25 repræsenterer organisationer hjemmehørende i Cariforumlandene, og 15 repræsenterer organisationer hjemmehørende i Fællesskabet.
I hver af disse to grupper skal der være mindst to repræsentanter fra organisationer, der repræsenterer henholdsvis:
|
a) |
arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer |
|
b) |
den akademiske verden, herunder uafhængige forskningsinstitutioner, og |
|
c) |
andre ikke-statslige organisationer, herunder udviklings- og miljøorganisationer. |
Varigheden af de faste medlemmers mandat er to år, som kan forlænges. Det skal sikres, at der i udvalget er den relevante ekspertise, og at der er bred geografisk og sektormæssig dækning.
2. I denne afgørelse forstås ved »civilsamfundsorganisationer« foreninger, fonde og andre private institutioner, som arbejder for et internationalt almennyttigt mål på nonprofitbasis, og som kan bidrage med ekspertviden eller –rådgivning i spørgsmål, der er omfattet af aftalen, eller som repræsenterer vigtige elementer af den offentlige mening vedrørende spørgsmål, der er omfattet af aftalen. Der kan ses bort fra kravet om almennyttigt mål på nonprofitbasis i tilfælde af akademiske institutioner med særlig ekspertise på områder, der er omfattet af aftalen.
3. En organisation anses for at være hjemmehørende på enten Cariforumlandenes eller Fællesskabets område, hvis den har sit hovedaktivitetssted og sine centrale administrations- og kontrolorganer på henholdsvis Cariforumlandenes eller Fællesskabets område.
Artikel 2
Cariforum/EF-udvalget for Handel og Udvikling (herefter »udvalget for handel og udvikling«) drøfter og godkender hurtigst muligt listen over faste medlemmer som foreslået af henholdsvis Cariforumlandene og Fællesskabet og fornyelser af listen.
Artikel 3
Alle organisationer, der opfylder kravene i artikel 1, stk. 2 og 3, kan deltage i møderne i udvalget som observatører. Udvalget for handel og udvikling godkender hvert år listen over observatører som foreslået af henholdsvis Cariforumlandene og Fællesskabet. Udvalget kan indbyde eksperter til at bidrage til sit arbejde. De nærmere regler for eksperters og observatørers deltagelse fastsættes i udvalgets forretningsorden.
Artikel 4
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er sekretariat for udvalget i en indledende periode indtil den 31. december 2010. Denne periode forlænges automatisk, medmindre parterne eller Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg modsætter sig dette, og med en rimelig frist i forvejen giver meddelelse herom.
Artikel 5
Udvalget for handel og udvikling fastlægger de nærmere bestemmelser vedrørende finansiering. Kun faste medlemmer af udvalget kan få økonomisk bistand til udøvelsen af deres hverv i udvalget.
Artikel 6
Denne afgørelse træder i kraft den …
Udfærdiget i …