Spørgsmålet var følgende: Er en national lovgivning som den italienske, der i artikel 4, stk. 1 ff., artikel 4a og artikel 4b i lov nr. 401/89 (senest ændret ved artikel 37, stk. 5, i lov nr. 388 af 23.12.2000) indeholder strafsanktionerede forbud mod, at en person hvorsomhelst udøver virksomhed med indsamling, modtagelse, registrering og videresendelse af tilbud om væddemål, navnlig vedrørende sportsbegivenheder, uden en koncession eller tilladelse som foreskrevet i national ret, uforenelig (med de deraf følgende retsvirkninger i det nationale retssystem) med EF-traktatens artikel 43 ff. og artikel 49 ff. vedrørende etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser over grænserne?

Generaladvokat Alber gav i sit forslag til afgørelse udtryk for den opfattelse, at dataoverførselscentrene ikke var det britiske firmas sekundære etableringer, men at disse centres virksomhed fandt sted som led i den frie udveksling af tjenesteydelser (punkt 87), og han foreslog derfor at begrænse besvarelsen til kun at omfatte den frie udveksling af tjenesteydelser.

I Zenatti-dommen fastslog Domstolen med en lignende formulering (i præmis 37), at det tilkom den forelæggende ret at afgøre, om den nationale lovgivning var berettiget, og om de restriktioner, som den pålagde, ikke virkede uforholdsmæssige i forhold til målene. Generaladvokat Alber anførte i sit forslag til afgørelse i sagen Gambelli m.fl., at det hidtil er blevet overladt til de nationale retter at foretage undersøgelsen heraf, men at opgaven åbenbart volder dem vanskeligheder (punkt 116).

Ifølge dommen fra Corte suprema di cassazione fordi Tribunale di Prato fandt, at den nationale lovgivning ikke var begrundet: For det første indeholdt den ingen garanti for beskyttelse af den offentlige orden, idet den i stedet for at begrænse spillemulighederne øgede antallet af indgåede væddemål og personer med tilladelse til at udøve denne virksomhed, og for det andet tog den heller ikke sigte på at øge den offentlige sikkerhed, idet den ikke omfattede foranstaltninger med henblik på at forhindre infiltration af kriminelle organisationer. Efter Tribunale di Pratos opfattelse var det alene statens økonomiske interesser, der lå til grund for disse restriktioner for de fællesskabsretlige frihedsrettigheder.

Dom nr. 124 af 27.3.2000, Foglia, rv. 216223, dom nr. 7764 af 4.7.2000, Vicentini, rv. 216986, og dom nr. 36206 af 6.10.2001, Publiese, rv. 220112, alle afsagt af Sezione III (tredje afdeling).

Consiglio di Stato har udtalt sig i samme retning i afgørelse af 1.3.2005 (N. 5203/2005, appel NRG. 4587/2004) og af 14.6.2005 (N. 5898/2005, appel NRG. 2715/1998).

Tribunale di Teramo har nuanceret denne uenighed yderligere, idet den som allerede nævnt har tilføjet nye aspekter. Denne type konflikt er også beskrevet i den juridiske litteratur. A.S. Botella, La responsabilité du juge national, Revue trimestrielle de droit européen, nr. 2, 2004, s. 307, nævner de eventuelle uoverensstemmelser mellem forskellige retsordener eller mellem retter inden for samme retsorden og giver et eksempel på dette fra Frankrig.

Særlig præmis 66, 71, 73 og 75.

Generaladvokat Léger bemærkede i sit forslag til afgørelse i Köbler-sagen (dom af 30.9.2003, sag C-224/01, Sml. I, s. 10239), at Domstolen i udtalelsen om Den Europæiske Union i 1975 tilkendegav, at det ville være hensigtsmæssigt at have en passende garanti i traktaten til beskyttelse af borgernes rettigheder i tilfælde, hvor de øverste retsinstanser tilsidesætter artikel 234 EF (fodnote 126).

F. Ossenbühl, Der Entwurf eines Staatsvertrages zum Lotteriewesen in Deutschland — Verfassungs- und europarechtliche Fragen, Deutsches Verwaltungsblatt, juli, 2003, s. 892, anfører, at selv om de nationale retter kan efterprøve rigtigheden af de argumenter, hvormed medlemsstaterne begrunder nationale restriktioner, og overholdelsen af proportionalitetsprincippet, har Domstolen ikke helt opgivet selv at foretage denne efterprøvelse, og det er således efter forfatterens opfattelse forkert at antage, at den har uddelegeret denne beføjelse.

Kendelse af 5.3.1986, sag 69/85, Wünsche, Sml. s. 947, præmis 15, dom af 11.6.1987, sag 14/86, Pretore di Salò, Sml. s. 2545, præmis 12, og af 6.3.2003, sag C-466/00, Kaba II, Smi. I, s. 2219, præmis 39. I sidstnævnte sag forelagde Immigration Adjudicator et spørgsmål, som var identisk med det, som var blevet besvaret i dommen af 11.4.2000 i Kaba I-sagen (sag C-356/98, Sml. I, s. 2623), en dom, som Immigration Adjudicator på visse punkter var uenig i.

Sag C-129/00, Sml. I, s. 14637.

Kommissionen har været tilbageholdende med at anlægge sag mod medlemsstaterne vedrørende traktatbrud, som skyldes de nationale retters afgørelser, jf. E. Cobreros Mendazona, La responsabilidad por actuaciones judiciales. El último gran paso en la responsabilidad de los Estados por el incumplimiento del derecho comunitario, Revista Española de Derecho Europeo, nr. 10, 2004, særlig s. 291-299; Jf. vedrørende tidligere sager L. Ortúzar Andéchaga, La aplicación judicial del derecho comunitario, Trivium, Madrid, 1992, s. 184 og 185.

Domstolen er dog med henblik på at efterprøve sin egen kompetence beføjet til om fornødent at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen (Foglia-dommen, præmis 21 og 27, samt dom af 26.9.2000, sag C-322/98, Kachelmann, Sml. I, s. 7505, præmis 17, af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099, præmis 39, af 17.5.2001, sag C-340/99, TNT Traco, Sml. I, s. 4109, præmis 31, og af 16.12.2004, sag C-293/03, My, Sml. I, s. 12013, præmis 25).

P. Martín Rodríguez, La responsabilidad del Estado por actos judiciales en derecho comunitario, Revista de Derecho Comunitario Europeo, nr. 19, 2004, s. 859, fremhæver vanskelighederne ved at afgøre, hvem der var ansvarlig for traktatbruddet i denne sag, idet tilsidesættelsen ville kunne tilregnes den lovgivende magt, fordi den havde vedtaget bestemmelsen om indførelse af den diskriminerende godtgørelse, den udøvende magt, fordi de østrigske myndigheder burde have givet fællesskabsbestemmelserne forrang, eller den dømmende magt (hvilket blev tilfældet), fordi den ikke havde sikret en effektiv beskyttelse af borgernes rettigheder i henhold til Fællesskabets retsorden.

D. Simon, The Sanction of Member States' Serious Violations of Community Law, i Judicial Review in European Law. Liber Amicorum Lord Slynn of Hadley, O'Keeffe (red.), Kluwer, Haag, 2000, s. 275 ff.

I Köbler-dommen hedder det, at staten kun undtagelsesvis kan drages til ansvar i sådanne tilfælde (præmis 53).

Sag 166/73, Sml. s. 33. Baggrunden for sagen var nogle anmodninger om eksportrestitutioner, som den tyske interventionsmyndighed for korn- og foderstoffer havde afslået. Denne afgørelse blev stadfæstet af Hessisches Finanzgericht (skattedomstolen i Hessen). Sagsøgeren appellerede til Bundesfinanzhof (den øverste tyske domstol i skattesager), som forelagde Domstolen nogle præjudicielle spørgsmål. Disse blev besvaret (ved dom af 27.10.1971, sag 6/71, Rheinmühlen, Sml. 1971, s. 201, org.ref.: Rec. s. 823), og Bundesfinanzhof gav herefter sagsøgeren delvist medhold og hjemviste sagen til førsteinstansen, således at denne kunne træffe en ny afgørelse. Hessisches Finanzgericht afsagde imidlertid en kendelse om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for Domstolen. Denne kendelse blev kæret til Bundesfinanzhof, som herefter selv forelagde Domstolen et præjudiciel spørgsmål. Dette spørgsmål gav anledning til den dom, jeg henviser til her, mens spørgsmålene fra Hessisches Finanzgericht blev besvaret i dom af 12.2.1974, sag 146/73, Rheinmühlen, Sml. s. 139.

Det kan ved en ændring af traktaten bestemmes, at kun de etter, der træffer afgørelse i sidste instans, skal have mulighed for at forelægge præjudicielle spørgsmål, således som det er tilfældet inden for visse områder (jf. artikel 68 EF), men et sådant valg giver anledning til diskussion.

Hammurapis Lov, der blev udgivet under det babylonske riges storhedstid i det 18. århundrede f.Kr., nævner flere steder det ordal, der bestod i vandprøven: Den tiltalte blev kastet i floden, og overlevede han, blev han kendt uskyldig.

Det er almindeligt at udvælge jurymedlemmer og sagkyndige ved lodtrækning. Nogle gange er en drastisk løsning nødvendig, som f.eks. i sagen U.S. mod William Holmes, hvor besætningen efter et forlis havde kastet 14 passagerer over bord fra en overfyldt redningsbåd. Dommeren i sagen fandt, at alle — både passagerer og besætningsmedlemmer — burde have deltaget i den dramatiske lodtrækning til udvælgelse af ofrene.

Ofte bruges en udfordring alene til at tage til genmæle over for eller latterliggøre en anden i ens selskab, som f.eks. da don Quixote slynger sin væbner følgende ord i ansigtet: Jeg vil vædde på, Sancho, [...] at nu hvor I snakker løs, uden at nogen bremser Jer, gør det ikke ondt nogetsteds i Jeres krop (Miguel de Cervantes Saavedra, Den Sindrige ridder Don Quixote de la Mancha, oversat fra spansk af Rigmor Kappel Schmidt, bind II, kapitel XXVIII, forlaget Centrum, 1999, s. 256).

Immanuel Kant henviser til disse aspekter, idet han skriver, at børnelege som boldspil, brydekampe, kapløb og røver- og soldaterlege har til formål at underholde og udvikle. Senere søges der med voksenspil som skak og kortspil samtidig opnået en gevinst. Endelig er der de spil, hvor borgeren demonstrerer sit held offentligt ved rouletten eller med terninger, og som alle — uden at det er bevidst — sættes i gang af den menneskelige natur (Anthropologie in pragmatischer Hinsicht).

Fjodor Dostojevskij, der var kendt som spillegal, beskriver mesterligt mennesker, der er faldet i spilledjævelens kløer: Spillere forstår kun alt for godt, hvorledes et menneske f.eks. kan udholde at sidde fireogtyve timer ved kortbordet uden at kaste et blik hverken til højre eller venstre (Dostojevskijs samlede værker, oversat af Ejnar Thomassen, bind 18: Spilleren og Krokodillen, Stig Vendelkærs Forlag, København, 1966, s. 113). Dostojevskij tilføjer senere følgende: Men derefter [...] blev jeg pludselig — uden yderligere forfængelige rørelser — båret afsted som i storm af det virkelige, mægtige vovemod. Måske er det således, at den sjæl, som i kort tid løftes og nedslås af mange heftige følelser, ingenlunde mættes eller trættes, men netop ægges og anspores derved og søger stadig stærkere og stærkere følelser indtil den endelige og fuldstændige udmattelse (s. 128). Det er den samme følelse, der beskrives i følgende tekst af José Antonio Gabriel y Galán: Det var sandt, at jeg tænkte på penge dagen lang, var afhængig af dem, levede efter deres rytme, men ligesom andre spillere hang jeg dog ikke ved pengene, det var kun jetonerne, der interesserede mig {Muchos años después, Alfaguara, Madrid, 1992, s. 324, frit oversat). François-René de Chateaubriand erkender at have haft en lignende følelse efter at have tabt størstedelen af en pengesum, som han lige havde lånt: Jeg havde aldrig spillet: Spillet fremkaldte en form for smertelig beruselse i mig. Hvis jeg var blevet besat af denne passion, ville den have gjort mig forstyrret i hovedet (Mémoires d'Outre-Tombe (niende bog, kapitel 6), Garnier, Paris, 1989, s. 495 og 496, frit oversat).

Dostojevskij lader sin hovedperson sige følgende: Hvorfor kulle gevinsten ved spil være af ringere eller slettere art end enhversomhelst anden pengevinding, f.eks. ved handels-vindingen? Ganske vist: hér vinder af hundrede spillere kun én; men hvad vedkommer det mig — når blot jeg er denne ene? (Spilleren, nævnt i fodnote 60, s. 18).

José Zorrillas berømte figur Don Juan Tenorio giver udtryk or bekymring i denne retning, da han efter at have vundet et kortspil bliver udfordret af taberen og svarer denne med følgende ord: Vil det sige/at fordi jeg vandt/vil De, at festen slutter med/at vi går udenfor og slås? (Don Juan Tenorio, Alianza, Madrid, 1998, første del, fjerde akt, sjette scene, frit oversat).

Generaladvokaten støttede sig til dommen af 30.11.1995 i Gebhard-sagen (sag C-55/94, Sml. I, s. 4165, præmis 22).

S. Korte, Das Gambelli-Urteil des EuGH, Neue Zeitschrift für Veraltungsrecht, 2004, s. 1449, anfører, at sådanne trusler vedrørende samarbejdet om at drive væddemålsvirksomhed udgør en barriere på markedet for tjenesteydelser.

S. Korte, nævnt i foregående fodnote, s. 1451.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfunds-tjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (Direktivet om elektronisk handel) (EFT L 178, s. 1).

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked (KOM(2004) 2 endelig).

Debatten er i øjeblikket i fuld gang. De franske domstole har for nylig skullet tage stilling til problemer svarende til dem, de italienske domstole er blevet forelagt, i forbindelse med hestevæddemål, som det maltesiske selskab Zeturf driver på internettet. Cour d'appel de Paris stadfæstede ved dom af 4.1.2006 den dom, der var afsagt af tribunal de grande instance de Paris. Cour d'appel fastslog, uden at forelægge spørgsmålet for Domstolen, at den nationale lovgivning er forenelig med fællesskabsretten, hvilket allerede har givet anledning til kritik (T. Verbiest, Paris hippiques en ligne: la Cour d'appel de Paris confirme la condamnation de Zeturf, Droit et Nouvelles Technologies, http://www.droit-technologie.org/1_2.asp?actu_id=1150).

Som eksempel kan nævnes den konflikt mellem USA og Antigua, som blev bilagt ved Appelorganets rapport af 7.4.2005, United States — Measures Affecting the Cross-Border Supply of Gambling and Betting Services, WT/DS285/AB/R.