52006PC0485




[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 5.9.2006

KOM(2006) 485 endelig

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om fastsættelse for 2007 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for Østersøen

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. BAGGRUNDEN FOR FORSLAGET 110

- Formål med forslaget

Formålet med forslaget er at fastsætte medlemsstaternes fiskerimuligheder for de erhvervsmæssigt vigtigste fiskebestande i Østersøen for 2007. 120

- Generel baggrund

Ifølge Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik skal den fælles fiskeripolitik sikre, at de levende akvatiske ressourcer udnyttes på en økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtig måde. Den årlige fastsættelse af fiskerimuligheder i form af samlede tilladte fangstmængder (TAC'er), kvoter og begrænsninger af fiskeriindsatsen er et vigtigt værktøj til at nå disse mål.

Af forenklings- og klarhedshensyn blev fiskerimulighederne i Østersøen for første gang fastsat ved en separat forordning for 2006, nemlig Rådets forordning (EF) nr. 52/2006 af 22. december 2005 om fastsættelse for 2006 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for Østersøen.

Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) gav i juni 2006 videnskabelig rådgivning om fiskerimulighederne i Østersøen i 2007. På grundlag af den videnskabelige rådgivning drøftede EU TAC'er og kvoter og dertil knyttede betingelser med Den Russiske Føderation inden for rammerne af den nye bilaterale fiskeriaftale, der blev paraferet i juli 2006. Aftalen træder først officielt i kraft, når den er blevet indgået af begge parter, det vil for EU's vedkommende sige i form af en rådsafgørelse, der træffes på basis af et forslag fra Kommissionen. Parterne er dog blevet enige om at fastsætte forvaltningsforanstaltninger for fælles bestande allerede fra 1. januar 2007 på grundlag af en foreløbig anvendelse af aftalen [brevvekslingen]. De forvaltningsforanstaltninger, som EU og Den Russiske Føderation er blevet enige om, er i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitik.

Forslaget består af tre afdelinger, som er vigtige for forvaltningen af østersøfiskeriet i 2007. Den første afdeling omhandler fastsættelse af TAC'er og kvoter, den anden begrænsning af fiskeriindsatsen og den tredje fastsættelse af tilknyttede tekniske foranstaltninger og kontrolforanstaltninger.

Ifølge den seneste videnskabelige rådgivning fra ICES udnyttes de to torskebestande i Østersøen ikke på en bæredygtig måde. Med hensyn til den østlige bestand har ICES rekommanderet, at der ikke tages nogen fangster i 2007, og at der udarbejdes og gennemføres en genopretningsplan. Det er derfor målet, at der udarbejdes en flerårig plan for den langsigtede forvaltning af torskefiskeriet i Østersøen for at sikre, at torskebestandene i Østersøen udnyttes i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitiks overordnede mål, som er at skabe økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtige forhold. Kommissionen har for nylig fremsat et forslag til en rådsforordning om en sådan plan[1]. Foranstaltningerne i dette forslag om kontrol, inspektion og overvågning i forbindelse med genopretning af de pågældende torskebestande er i overensstemmelse med foranstaltningerne i ovennævnte forslag.

- Gældende bestemmelser på det område, forslaget vedrører

Fiskerimulighederne og fordelingen mellem medlemsstaterne fastsættes ved årlige forordninger. Den seneste er Rådets forordning (EF) nr. 52/2006 af 22. december 2005 om fastsættelse for 2006 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for Østersøen.

Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 af 21. december 2005 om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund gennem tekniske foranstaltninger, om ændring af forordning (EF) nr. 1434/98 og ophævelse af forordning (EF) nr. 88/98 er også relevant for forvaltningen af fiskeriet i Østersøen.

- Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål

De foreslåede foranstaltninger er udarbejdet i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitiks mål og er i tråd med EU's politik for bæredygtig udvikling.

2. HØRING AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSE

- Høring af interesserede parter

Afdelingerne om begrænsning af fiskeriindsatsen og om fastsættelse af tilknyttede tekniske foranstaltninger er i overensstemmelse med de beslutninger, som Rådet vedtog i december 2005 vedrørende Rådets forordning (EF) nr. 52/2006 af 22. december 2005 om fastsættelse for 2006 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for Østersøen, og blev drøftet med fiskerisektoren, de ngo'er, der beskæftiger sig med fiskerispørgsmål i Østersøen, og de berørte medlemsstater allerede i 2005.

Det Regionale Rådgivende Råd for Østersøen, der blev oprettet i marts 2006, blev foreløbigt hørt på eksekutivkomitéens møde i juni 2006. ICES leverede det videnskabelige grundlag for forslaget, og GD FISH angav, hvilke principper der ville blive fulgt ved fastsættelsen af TAC'er og kvoter for 2007. Som følge af den nye tidsplan for lovgivningsmæssige forslag og beslutninger, som der er redegjort for i meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet (KOM(2006) 246 af 24. maj 2006) om forbedret samråd om EF’s fiskeriforvaltning, kunne Det Regionale Rådgivende Råd for Østersøen ikke afgive officiel udtalelse, før forslaget var fremlagt. De foreløbige synspunkter, der blev fremsat på mødet, er dog blevet taget i betragtning.

De to torskebestandes tilstand blev drøftet under mødet. Begge torskebestande overfiskes, og den østlige bestands reproduktionsevne er også reduceret. ICES har rekommanderet, at fiskeriet efter den vestlige bestand skæres kraftigt ned, for at gydebiomassen (SSB) kan holdes over forsigtighedsniveauet, og at fiskeriet efter den østlige bestand lukkes i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, så den kan blive genopbygget og komme til at befinde sig inden for sikre biologiske grænser. Gennemføres den ønskede nedskæring for at genopbygge den østlige bestand inden for et år, fjernes fiskerisektorens økonomiske grundlag dog, og forvaltningsordningen undergraves. GD FISH foreslog derfor en langsigtet strategi, hvor fiskeriindsatsen gradvis nedsættes til et bæredygtigt niveau allerede fra 2005. Sektoren kunne da både tilslutte sig denne strategi og de TAC'er, som følger af anvendelsen heraf.

For at fremme større gennemsigtighed i høringsprocessen har Kommissionens tjenestegrene siden junimødet holdt Det Regionale Rådgivende Råd for Østersøen informeret om, hvilken strategi der sandsynligvis vil blive fulgt ved fastsættelsen af TAC'er for torskebestandene.

Ngo'erne og medlemsstaterne er ved flere lejligheder blevet hørt om foranstaltningerne på fiskeriindsats- og kontrolområdet, og forslaget afspejler de bemærkninger, som især fiskerisektoren har fremsat.

- Ekspertbistand

EU anmoder hvert år ICES og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) om videnskabelig rådgivning om vigtige fiskebestandes tilstand. Der er modtaget rådgivning om alle østersøbestande, som der foreslås TAC'er for. De foreslåede TAC'er er baseret på rådgivningen, men følger den ikke nødvendigvis slavisk. I tråd med Kommissionens hensigtserklæring om at sikre bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne og samtidig bevare stabile fiskerimuligheder, er ændringerne i TAC'erne begrænset til højst 15 % fra det ene år til det andet.

De foreslåede TAC'er for torskebestandene er udtryk for en langsigtet strategi, hvorefter TAC'erne og fiskeriindsatsen over en årrække gradvis nedsættes til et bæredygtigt niveau. Sideløbende med forslaget har Kommissionen fremsat et forslag til en flerårig plan for torskebestandene i Østersøen og fiskeriet, der udnytter disse bestande. Det centrale element i planen er en gradvis nedsættelse af fiskeriindsatsen til et niveau, som er bæredygtigt på lang sigt, og som vil give store og stabile udbytter. De foreslåede TAC'er følger derfor ikke ICES' fangstrådgivning om at lukke fiskeriet efter den østlige torskebestand i Østersøen for at redde den fra at bryde sammen. De er derimod baseret på den flerårige plans strategi for gradvis nedtrapning.

På grund af særlige omstændigheder er TAC-forslaget for den østlige torskebestand dog ikke fastsat i tråd med en gradvis nedtrapning af fiskeriindsatsen som omhandlet i den foreslåede flerårige plan. Som følge af bestandens kritiske tilstand kræves der strengere foranstaltninger for at hindre, at bestanden udhules yderligere. I betragtning af bestandens aktuelle tilstand ville en gradvis reduktion af fiskeridødeligheden på 10 % som foreslået i planen resultere i, at TAC'en blev forhøjet med 26 %. Da hensigten er at genopbygge bestanden og siden sørge for, at den udnyttes på en bæredygtig måde, har Kommissionen derfor besluttet at gennemføre en kraftigere nedsættelse af fiskeridødeligheden svarende til en nedsættelse af TAC'en på 15 % og en tilsvarende nedskæring af fiskeriindsatsen for de pågældende fartøjer.

På baggrund af den videnskabelige rådgivning for denne bestand vil Kommissionen holde meget nøje øje med, hvilke konsekvenser den foreslåede nedsættelse vil få for den østlige torskebestands tilstand, og hvis Rådet ikke vedtager en langsigtet forvaltningsplan for bestanden, vil den blive nødsaget til at foreslå endnu strengere foranstaltninger i de kommende år.

Væsentligste organer/eksperter, der er blevet hørt

Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) er blevet hørt.

- Konsekvensanalyse

De foreslåede foranstaltninger vil, hvis de bliver gennemført, føre til en generel forhøjelse af fiskerimulighederne for EU-fartøjer i Østersøen. Fiskerimulighederne for brisling og nogle af sildebestandene vil blive forhøjet, og det er kun for torskebestandene, at fiskerne må imødese lavere kvoter. Nedsættelsen af TAC'en for laks er baseret på reelle fangster og forventes derfor ikke at få indflydelse på landingernes værdi i første salgsled. Med uændrede priser forventes værdien i første salgsled dog at falde med ca. 12 % i 2007 for landinger fra Østersøen på grund af de lavere TAC'er for torskebestandene.

Forslaget er ikke kun baseret på kortsigtede beslutninger, men indgår også i en langsigtet strategi, hvorefter fiskeriindsatsen gradvis nedsættes til et niveau, som er bæredygtigt på lang sigt.

Den strategi, der er udstukket i forslaget, vil derfor på mellemlang til lang sigt føre til en reduceret fiskeriindsats, men stabile eller stigende kvoter. Strategiens langsigtede konsekvenser forventes derfor at blive reduceret miljøpåvirkning som følge af den faldende fiskeriindsats, indskrænkninger i fangstsektoren i form af reduktioner i antallet af fiskerfartøjer og/eller i den gennemsnitlige fiskeriindsats pr. fartøj og uændrede eller øgede landinger.

3. FORSLAGETS RETLIGE ASPEKTER

- Retsgrundlag

Retsgrundlaget for forslaget er Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002, særlig artikel 20.

4. BUDGETMÆSSIGE KONSEKVENSER

Forslaget har ingen konsekvenser for EU's budget.

5. YDERLIGERE OPLYSNINGER

- Detaljeret redegørelse

Ved forslaget fastsættes medlemsstaternes fiskerimuligheder i Østersøen for 2007.

De TAC'er og kvoter, som medlemsstaterne får tildelt, er fastsat i bilag I. De foreslåede tal er baseret på den videnskabelige rådgivning og svarer til de rammer, der er udstukket for fastsættelsen af TAC'er og kvoter i meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en principerklæring fra Europa-Kommissionen om fiskerimulighederne for 2007.

TAC'erne og kvoterne for de to torskebestande hænger nøje sammen med de fiskeriindsatsbegrænsninger, der er fastsat i bilag II, og de kontrol-, inspektions- og overvågningsforanstaltninger, der er fastsat i punkt 2 i bilag III.

De tekniske foranstaltninger, der skal anvendes i en overgangsperiode, jf. bilag III, er vigtige for de to torskebestande i Østersøen, som udnyttes på en måde, der ikke er bæredygtig. Kommissionen har fremsat et forslag til en ny forordning om en flerårig plan for torskebestandene i Østersøen og fiskeriet, der udnytter disse bestande, og det omfatter alle disse foranstaltninger [KOM(2006) 411]. Det forventes, at forslaget vil blive vedtaget af Rådet i begyndelsen af 2007.

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om fastsættelse for 2007 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for Østersøen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik[2], særlig artikel 20,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 847/1996 af 6. maj 1996 om supplerende betingelser for forvaltningen af TAC og kvoter fra år til år[3], særlig artikel 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge artikel 4 i forordning (EF) nr. 2371/2002 skal Rådet vedtage de foranstaltninger, der er nødvendige for adgang til farvande og ressourcer og for bæredygtigt fiskeri under hensyntagen til den foreliggende videnskabelige rådgivning, herunder især rapporten fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri.

(2) Ifølge artikel 20 i forordning (EF) nr. 2371/2002 skal Rådet fastsætte begrænsninger for fiskerimulighederne for de enkelte fiskerier eller fiskerigrupper og fordele disse muligheder mellem medlemsstaterne.

(3) For at fiskerimulighederne skal kunne forvaltes effektivt, bør der fastsættes særlige betingelser for fiskeriet.

(4) Principperne og visse procedurer for fiskeriforvaltningen bør fastlægges på EF-plan, således at medlemsstaterne kan forvalte de fartøjer, der fører deres flag.

(5) Artikel 3 i forordning (EF) nr. 2371/2002 indeholder definitioner, der vedrører fordelingen af fiskerimuligheder.

(6) Ifølge artikel 2 i forordning (EF) nr. 847/96 skal det bestemmes, hvilke bestande de deri fastsatte forskellige foranstaltninger skal gælde for.

(7) Fiskerimulighederne bør udnyttes i overensstemmelse med de gældende EF-retsforskrifter på området, navnlig Kommissionens forordning (EØF) nr. 1381/87 af 20. maj 1987 om fastsættelse af mærknings- og dokumentationsbestemmelser for fiskerfartøjer[4], Kommissionens forordning (EØF) nr. 2807/83 af 22. september 1983 om nærmere bestemmelser for registrering af oplysninger om medlemsstaternes fangster[5], Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik[6], Kommissionens forordning (EF) nr. 2244/2003 af 18. december 2003 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende satellitbaserede fartøjsovervågningssystemer[7], Rådets forordning (EØF) nr. 2930/86 af 22. september 1986 om definition af fiskerfartøjers karakteristika[8], Rådets forordning (EØF) nr. 3880/91 af 17. december 1991 om indberetning af statistiske oplysninger om fangster taget af medlemsstater, der driver fiskeri i det nordøstlige Atlanterhav[9] og Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 af 21. december 2005 om bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund gennem tekniske foranstaltninger[10].

(8) Som hjælp til bevarelsen af fiskebestandene bør der i 2007 iværksættes en række supplerende kontrolforanstaltninger og tekniske fiskeribestemmelser.

(9) For at sikre EF-fiskernes udkomme er det vigtigt at åbne for disse fiskerier fra den 1. januar 2007. På grund af sagens hastende karakter er det absolut nødvendigt at fravige den periode på seks uger, der er nævnt i punkt I, nr. 3, i protokollen om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I Anvendelsesområde og definitioner

Artikel 1 Formål

Ved denne forordning fastsættes der for 2007 fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande i Østersøen og dertil knyttede betingelser for udnyttelse af disse fiskerimuligheder.

Artikel 2 Anvendelsesområde

1. Denne forordning gælder for EF-fiskerfartøjer (i det følgende benævnt "EF-fartøjer") og fiskerfartøjer, der fører et tredjelands flag og er registreret i dette tredjeland, og som fisker i Østersøen.

2. Uanset stk. 1 gælder denne forordning ikke for fiskeri, som udelukkende drives med henblik på videnskabelige undersøgelser, der udføres med tilladelse fra en medlemsstat og under dennes myndighed, og som Kommissionen og den medlemsstat, i hvis farvande undersøgelserne foregår, på forhånd er blevet informeret om.

Artikel 3 Definitioner

Ud over de definitioner, der er fastlagt i artikel 3 i forordning (EF) nr. 2371/2002, gælder følgende definitioner i denne forordning:

a) "ICES-områder": områder som fastsat af Det Internationale Havundersøgelsesråd og defineret i forordning (EØF) nr. 3880/91

b) "Østersøen": ICES-afsnit III b, III c og III d

c) "samlet tilladt fangstmængde (TAC)": den mængde, der hvert år kan tages af hver bestand

d) "kvote": en andel af den TAC, som er tildelt EF, en medlemsstat eller et tredjeland.

KAPITEL IIFiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser

Artikel 4 Fangstbegrænsninger og fordeling

Fangstbegrænsningerne, fordelingen af dem mellem medlemsstaterne og yderligere betingelser, jf. artikel 2 i forordning (EF) nr. 847/96, er fastsat i bilag I til nærværende forordning.

Artikel 5 Særlige fordelingsbestemmelser

1. Fangstbegrænsningerne fordeles mellem medlemsstaterne som fastsat i bilag I, idet der dog er mulighed for følgende:

a) udvekslinger, jf. artikel 20, stk. 5, i forordning (EF) nr. 2371/2002

b) omfordelinger, jf. artikel 21, stk. 4, artikel 23, stk. 1, og artikel 32, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2847/93

c) supplerende landinger, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96

d) tilbageholdelse af mængder, jf. artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96

e) nedsættelser, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 847/96.

2. Med henblik på tilbageholdelse af kvoter, der skal overføres til 2008, kan artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 som undtagelse fra samme forordning anvendes på alle bestande, der er underlagt en analytisk TAC.

Artikel 6 Betingelser for fangster og bifangster

1. Fisk fra bestande, som der er fastsat fangstbegrænsninger for, må kun opbevares om bord eller landes, hvis:

a) fangsterne er taget af fartøjer fra en medlemsstat, der har en kvote, og denne kvote ikke er opbrugt

b) fangsterne udgør en del af EF's andel, der ikke er blevet fordelt som kvoter mellem medlemsstaterne, og denne andel ikke er opbrugt

c) andre arter end sild og brisling er blandet med andre arter, og fangsterne er taget med trawl, snurrevod eller lignende redskaber med en maskestørrelse på under 32 mm, og fangsterne hverken sorteres om bord eller ved landing.

2. Samtlige landinger afskrives på kvoten eller, såfremt EF's andel ikke er blevet fordelt som kvoter mellem medlemsstaterne, på EF's andel, medmindre det drejer sig om fangster taget i henhold til stk. 1, litra c).

3. Hvis en medlemsstats sildekvote er opbrugt, må fartøjer, der fører dens flag og er registreret i EF, og som udøver det fiskeri, som kvoten gælder for, ikke lande usorterede fangster, der indeholder sild.

Artikel 7 Fiskeriindsatsbegrænsninger

Fiskeriindsatsbegrænsningerne er fastsat i bilag II.

Artikel 8 Tekniske foranstaltninger og kontrolforanstaltninger

De tekniske foranstaltnin ger og kontrolforanstaltninger, er fastsat i bilag III.

KAPITEL III Afsluttende bestemmelser

Artikel 9 Dataoverførsel

Når medlemsstaterne sender Kommissionen data om de landede fangstmængder af de enkelte bestande i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2847/93, skal de anvende de bestandskoder, som er fastsat i bilag I til nærværende forordning.

Artikel 10 Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Den anvendes fra den 1. januar 2007.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Rådets vegne

Formand

BILAG I

Landingsbegrænsninger og dertil knyttede betingelser for forvaltningen fra år til år af fangstbegrænsningerne for EF-fartøjer i områder, som er omfattet af fangstbegrænsninger, opdelt efter art og område

I nedenstående skemaer fastsættes TAC'er og kvoter (i tons levende vægt, medmindre andet er angivet) for hver bestand, de mængder, der tildeles medlemsstaterne, og dertil knyttede betingelser for forvaltningen af kvoterne fra år til år.

Art: | Sild | Område: | Underafsnit 30-31 |

Clupea harengus | HER/3D30.; HER/3D31. |

Finland | 72 230 | Analytisk TAC. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. Artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. |

Sverige | 15 870 |

EF | 88 100 |

TAC | 88 100 |

Art: | Sild | Område: | Underafsnit 22-24 |

Clupea harengus | HER/3B23.; HER/3C22.; HER/3D24. |

Danmark | 7 359 | Analytisk TAC. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. Artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. |

Tyskland | 28 966 |

Finland | 4 |

Polen | 6 831 |

Sverige | 9 340 |

EF | 52 500 |

TAC | 52 500 |

Art: | Sild | Område: | Underafsnit 25-27, 28.2, 29 og 32 |

Clupea harengus | HER/3D25.; HER/3D26.; HER/3D27.; HER/3D28.; HER/3D29.; HER/3D32. |

Danmark | 2 931 | Analytisk TAC. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes ikke. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes ikke. Artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. |

Tyskland | 777 |

Estland | 14 967 |

Finland | 29 215 |

Letland | 3 693 |

Litauen | 3 889 |

Polen | 33 190 |

Sverige | 44 556 |

EF | 133 218 |

TAC | 147 200 |

Art: | Sild | Område: | Underafsnit 28.1 |

Clupea harengus | HER/03D.RG |

Estland | 15 701 | Analytisk TAC. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. Artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. |

Letland | 18 299 |

EF | 34 000 |

TAC | 34 000 |

Art | Torsk | Område: | Underafsnit 25-32 (EF-farvande) |

Gadus morhua | COD/3D25.; COD/3D26.; COD/3D27.; COD/3D28.; COD/3D29.; COD/3D30.; COD/3D31.; COD/3D32. |

Danmark | 8 849 | Analytisk TAC. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes ikke. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes ikke. Artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. |

Tyskland | 3 520 |

Estland | 862 |

Finland | 677 |

Letland | 3 290 |

Litauen | 2 168 |

Polen | 10 191 |

Sverige | 8 965 |

EF | 38 522 |

TAC | 41 820 |

Art: | Torsk | Område: | Underafsnit 22-24 (EF-farvande) |

Gadus morhua | COD/3B23.; COD/3C22.; COD/3D24. |

Danmark | 10 537 | Analytisk TAC. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. Artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. |

Tyskland | 5 152 |

Estland | 234 |

Finland | 207 |

Letland | 872 |

Litauen | 565 |

Polen | 2 819 |

Sverige | 3 754 |

EF | 24 140 |

TAC | 24 140 |

Art: | Rødspætte | Område: | IIIbcd (EF-farvande) |

Pleuronectes platessa | PLE/3B23.; PLE/3C22.; PLE/3D24.; PLE/3D25.; PLE/3D26.; PLE/3D27.; PLE/3D28.; PLE/3D29.; PLE/3D30.; PLE/3D31.; PLE/3D32. |

Danmark | 2 697 | Præventiv TAC. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. Artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. |

Tyskland | 300 |

Sverige | 203 |

Polen | 565 |

EF | 3 766 |

TAC | Ikke relevant. |

Art: | Atlantisk laks | Område: | IIIbcd (EF-farvande) undtagen underafsnit 32 |

Salmo salar | SAL/3B23.; SAL/3C22.; SAL/3D24.; SAL/3D25.; SAL/3D26.; SAL/3D27.; SAL/3D28.; SAL/3D29.; SAL/3D30.; SAL/3D31. |

Danmark | 74 808 | (1) | Analytisk TAC. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes ikke. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes ikke. Artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. |

Tyskland | 8 323 | (1) |

Estland | 7 603 | (1) |

Finland | 93 280 | (1) |

Letland | 47 581 | (1) |

Litauen | 5 593 | (1) |

Polen | 22 694 | (1) |

Sverige | 101 119 | (1) |

EF | 361 001 | (1) |

TAC | 368 000 | (1) |

__________ |

(1) Udtrykt i antal fisk. |

Art: | Atlantisk laks | Område: | Underafsnit 32 |

Salmo salar | SAL/3D32. |

Estland | 1 581 | (1) | Analytisk TAC. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes ikke. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes ikke. Artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. |

Finland | 13 838 | (1) |

EF | 15 419 | (1) |

TAC | 17 000 | (1) |

_________ |

(1) Udtrykt i antal fisk. |

Art: | Brisling | Område: | IIIbcd (EF-farvande) |

Sprattus sprattus | SPR/3B23.; SPR/3C22.; SPR/3D24.; SPR/3D25.; SPR/3D26.; SPR/3D27.; SPR/3D28.; SPR/3D29.; SPR/3D30.; SPR/3D31.; SPR/3D32. |

Danmark | 42 310 | Analytisk TAC. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes ikke. Artikel 4 i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes ikke. Artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 847/96 anvendes. |

Tyskland | 26 805 |

Estland | 49 131 |

Finland | 22 148 |

Letland | 59 339 |

Litauen | 21 465 |

Polen | 125 927 |

Sverige | 81 793 |

EF | 428 918 |

TAC | 477 000 |

BILAG II

1. Fiskeriindsatsbegrænsninger

1.1. Fiskeri med trawl, vod eller lignende redskaber med en maskestørrelse på mindst 90 mm, fiskeri med bundsat garn, indfiltringsnet og toggegarn med en maskestørrelse på mindst 90 mm og fiskeri med bundliner er forbudt:

a) fra den 15. marts til den 14. maj i underafsnit 22-24 og

b) fra den 15. juni til den 14. september i underafsnit 25-27.

1.2. Medlemsstaterne sikrer for så vidt angår fartøjer under deres flag, at fiskeri med trawl, vod eller lignende redskaber med en maskestørrelse på mindst 90 mm, fiskeri med bundsat garn, indfiltringsgarn og toggegarn med en maskestørrelse på mindst 90 mm og fiskeri med bundliner forbydes i:

a) 57 kalenderdage i underafsnit 22-24 uden for perioden fra den 15. marts til den 14. maj og

b) 51 kalenderdage i underafsnit 25-27 uden for perioden fra den 15. juni til den 14. september.

1.3. Medlemsstaterne skal på Kommissionens anmodning forelægge en beskrivelse af den ordning, der anvendes for at sikre, at punkt 1.2. overholdes.

1.4. Uanset punkt 1.1. og 1.2. er det tilladt EF-fartøjer med en længde overalt på under 12 meter om bord at beholde og lande indtil 10 % torsk udtrykt i levende vægt, når de fisker med garn, indfiltringsnet og/eller toggegarn med en maskestørrelse på mindst 110 mm.

BILAG IIITekniske foranstaltninger og kontrolforanstaltninger, der skal anvendes i en overgangsperiode

1. Fiskerirestriktioner

1.1. Alt fiskeri inden for de områder, der afgrænses af geodætiske linjer mellem følgende punkter målt efter WGS84-koordinatsystemet, er forbudt fra den 1. maj til den 31. oktober.

Område 1 :

– 55°45' N, 15°30' Ø

– 55°45' N, 16°30' Ø

– 55°00' N, 16°30' Ø

– 55°00' N, 16°00' Ø

– 55°15' N, 16°00' Ø

– 55°15' N, 15°30' Ø

– 55°45' N, 15°30' Ø

Område 2 :

– 55°00' N, 19°14' Ø

– 54°48' N, 19°20' Ø

– 54°45' N, 19°19' Ø

– 54°45' N, 18°55' Ø

– 55°00' N, 19°14' Ø

Område 3 :

– 56°13' N, 18°27' Ø

– 56°13' N, 19°31' Ø

– 55°59' N, 19°13' Ø

– 56°03' N, 19°06' Ø

– 56°00' N, 18°51' Ø

– 55°47' N, 18°57' Ø

– 55°30' N, 18°34' Ø

– 56°13' N, 18°27' Ø

1.2. Uanset punkt 1.1. er fiskeri med garn, indfiltringsnet og toggegarn med en maskestørrelse på mindst 157 mm eller med liner tilladt. Ved linefiskeri må der ikke beholdes torsk om bord.

2. Kontrol, inspektion og overvågning i forbindelse med genopretning af torskebestandene i Østersøen

2.1. Særlig tilladelse til torskefiskeri i Østersøen

2.1.1. Uanset artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1627/94 af 27. juni 1994 om generelle bestemmelser for de særlige fiskeritilladelser[11] skal alle EF-fartøjer med en længde overalt på mindst 8 m, der medfører eller anvender redskaber med en maskestørrelse på mindst 90 mm, have en særlig tilladelse til at fiske efter torsk i Østersøen.

2.1.2. En medlemsstat må kun udstede den særlige tilladelse til at fiske efter torsk, som er nævnt i punkt 2.1.1, til EF-fartøjer, der i 2005 har en særlig tilladelse til torskefiskeri i Østersøen i henhold til punkt 6.2.1 i bilag III til Rådets forordning (EF) nr. 27/2005 af 22. december 2004 om fastsættelse for 2005 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger[12]. En medlemsstat kan dog udstede en særlig tilladelse til torskefiskeri til et EF-fartøj, der fører dens flag og er registreret i EF, og som ikke har en særlig fiskeritilladelse i 2005, hvis den sørger for, at tilsvarende kapacitet målt i kilowatt (kW) forhindres i at fiske i Østersøen med redskaber, der har en maskestørrelse på mindst 90 mm.

2.1.3. Hver medlemsstat opstiller og ajourfører en liste over fartøjer, der har en særlig tilladelse til torskefiskeri i Østersøen, og stiller den til rådighed på sit officielle websted, for Kommissionen og de øvrige medlemsstater, der grænser op til Østersøen.

2.1.4. Føreren af et EF-fartøj eller dennes bemyndigede repræsentant, som af en medlemsstat har fået udstedt en særlig tilladelse til torskefiskeri i Østersøen, skal opbevare en kopi af denne tilladelse om bord på fiskerfartøjet.

2.2. Logbøger

2.2.1. Uanset artikel 6, stk. 4, i Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik[13] skal førere af EF-fartøjer med en længde overalt på mindst 8 m føre en logbog over deres aktiviteter i henhold til artikel 6 i samme forordning.

2.2.2. For fartøjer, der er udstyret med FOS, kontrollerer medlemsstaterne ved hjælp af FOS-data, at de data, som fiskeriovervågningscentret (FOC) modtager, svarer til de aktiviteter, der er registreret i logbogen. Krydskontrollen registreres i elektronisk form for en periode på tre år.

2.2.3. Hver medlemsstat opstiller en liste over kontaktsteder, hvortil logbøger, landingsopgørelser og forudgående meddelelser, jf. punkt 2.8. i dette bilag, skal sendes, og lægger den ud på sit officielle websted.

2.3. Tolerance i forbindelse med logbogen

2.3.1. Uanset artikel 5, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2807/83 er den tilladte tolerance i forbindelse med vurdering af, hvor stor en mængde TAC-fisk udtrykt i kg, der er om bord på fartøjerne, 8 % af tallet i logbogen.

2.3.2. For fangster, der landes usorteret, udgør den tilladte tolerance ved vurderingen af mængder 8 % af den samlede mængde, der er om bord.

2.4. Elektronisk registrering og fremsendelse af fangstdata

2.4.1. Uanset artikel 1 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2807/83 af 22. september 1983 om nærmere bestemmelser for registrering af oplysninger om medlemsstaternes fangster[14] kan fartøjer, der er udstyret med FOS, om bord have installeret operationelle elektroniske midler, der er godkendt af flagmedlemsstatens myndigheder, til elektronisk registrering og indberetning af fiskeridata, som skal registreres i en logbog.

2.4.2. De fartøjer, der er nævnt i punkt 2.4.1, skal sende alle de registrerede fiskeridata, som skal registreres i en logbog, til flagmedlemsstatens FOC. Flagmedlemsstatens FOC sørger for, at dataene registreres i elektronisk form og opbevares i tre år.

2.4.3. Medlemsstaterne sørger for, at deres FOC modtager de oplysninger, der er nævnt i punkt 2.4.2, mindst én gang om dagen eller hyppigere, hvis FOC'et forlanger det.

2.4.4. Flagmedlemsstaterne sender dagligt de oplysninger, der er modtaget i henhold til punkt 2.4.2, til kyststatens FOC i den periode, hvor deres fiskerfartøjer befinder sig i kyststatens farvande. Kyststatens FOC kan beslutte, at oplysningerne skal fremsendes med kortere mellemrum.

2.5. Registrering af fiskeriindsatsdata

2.5.1. Fiskerfartøjerne skal sende de data, der er foreskrevet i artikel 19b i forordning (EØF) nr. 2847/93 til flagmedlemsstatens FOC, og dataene registreres i dens elektroniske database, jf. artikel 13 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2244/2003.

2.5.2. Artikel 19b i forordning (EØF) nr. 2847/93 finder ikke anvendelse på fartøjer udstyret med FOS.

2.6. Kontrol af fiskeriindsatsen

2.6.1. Flagmedlemsstatens myndigheder fører kontrol med, at følgende overholdes:

a) de fiskeriindsatsbegrænsninger, der er fastsat i punkt 1.1. og 1.2. i bilag II.

b) de fangstbegrænsninger, der er fastsat i punkt 1 i dette bilag.

2.6.2. Hver medlemsstat opstiller senest den 31. januar hvert år en liste over fartøjer, som punkt 1.1. og 1.2. i bilag II gælder for, og lægger den ud på sit officielle websted. Listen skal indeholde oplysning om det antal kalenderdage, som hvert fartøj har tilbragt i de områder, som er fastsat i punkt 1.1. og 1.2. i bilag II.

2.6.3. Den liste, der er nævnt i punkt 2.6.2., skal ajourføres dagligt, så den viser det antal fiskedage, som hvert fartøj har haft.

2.7. Indsejling i eller udsejling af bestemte områder

2.7.1. Et fiskerfartøj kan begynde at fiske i EF-farvande enten i underafsnit 22-24 (område A) eller underafsnit 25-27 (område B) med under 100 kg torsk om bord.

2.7.2. Når et fiskerfartøj sejler ud af område A eller B eller underafsnit 28-32 (område C) med over 100 kg torsk om bord, skal det:

a) sejle direkte til en havn i det område, det har fisket i, og lande fisken eller

b) sejle direkte til en havn uden for det område, det har fisket i, og lande fisken

c) ved udsejling af det område, fartøjet har fisket i, skal redskaberne være stuvet i overensstemmelse med følgende betingelser, så de ikke umiddelbart kan bruges:

i) redskabets net, synk og lignende udstyr skal være adskilt fra dets skovle og dets slæbe- og trawlliner samt wirer

ii) redskaber, der befinder sig på eller over dækket, skal være solidt fastgjort til en del af overbygningen.

2.8. Forudgående meddelelse

2.8.1. Føreren af et EF-fiskerfartøj, der sejler ud af underafsnit 22-24 (område A), underafsnit 25-27 (område B) eller underafsnit 28-32 (område C) med over 300 kg torsk om bord, skal to timer før udsejlingen af området give flagmedlemsstatens myndigheder meddelelse om følgende:

a) udsejlingstidspunkt og -position

b) de fangstmængder, der opbevares om bord, angivet i levende vægt for hver art.

Fartøjer, som punkt 2.4. i dette bilag gælder for, er fritaget for denne forpligtelse.

2.8.2. Den meddelelse, der er nævnt i punkt 2.8.1., kan også gives af EF-fartøjsførerens repræsentant.

2.8.3. Uanset artikel 7, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2847/93 skal føreren af et EF-fartøj eller dennes bemyndigede repræsentant, hvis fartøjet har over 300 kg torsk om bord (levende vægt), give myndighederne i den medlemsstat, hvor landingen skal finde sted, meddelelse om følgende, mindst en time før det anløber et landingssted:

a) landingsstedets navn

b) det anslåede tidspunkt for ankomsten til landingsstedet

c) de fangstmængder, der opbevares om bord, angivet i levende vægt for hver art.

2.9. Udpegede havne

2.9.1. Et fartøj, der har over 750 kg torsk om bord udtrykt i levende vægt, må kun lande torsken i udpegede havne.

2.9.2. Hver medlemsstat kan udpege havne, hvor landinger på over 750 kg østersøtorsk skal foregå.

2.9.3. Senest 15 dage efter denne forordnings ikrafttrædelse ajourfører hver medlemsstat, der har udfærdiget en liste over udpegede havne, sin liste og lægger den ud på sit officielle websted.

2.10. Vejning af torsk, der landes første gang

2.10.1. Fiskerfartøjer med over 100 kg torsk om bord må først påbegynde landingen, når myndighederne på landingsstedet har givet dem tilladelse til det.

2.10.2. En medlemsstats myndigheder kan forlange, at enhver mængde torsk, der er fanget i Østersøen, og som landes i den pågældende medlemsstat, vejes under overværelse af kontrollører, inden den transporteres bort fra landingshavnen.

2.11. Inspektionsmål

Medlemsstaterne omkring Østersøen fastsætter hver især særlige inspektionsmål. Målene revideres med regelmæssige mellemrum, efter at de opnåede resultater er analyseret. Inspektionsmålene skal udvikles gradvis, indtil de referencemål, der er fastsat i tillæg 1, er nået.

2.12. Forbud mod gennemsejling og omladning

2.12.1. Det er forbudt at gennemsejle områder, der er lukket for torskefiskeri, medmindre fiskeredskaberne om bord er forsvarligt fastsurret og stuvet i henhold til punkt 2.7.2, litra c).

2.12.2. Omladning af torsk må kun finde sted i en havn, som myndighederne har udpeget til omladning.

2.13. Transport af østersøtorsk

Uanset artikel 8, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2847/93 skal føreren af et fiskerfartøj med en længde overalt på mindst otte meter udfylde en landingsopgørelse, når der transporteres fisk til et andet sted end landings- eller importstedet.

Landingsopgørelsen vedlægges de transportdokumenter, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2847/93.

2.14. Fælles overvågning og udveksling af kontrollører

2.14.1. De pågældende medlemsstater foretager fælles inspektion og overvågning og indfører fælles operative procedurer med henblik herpå.

2.14.2. De medlemsstater, der deltager i fælles inspektion og overvågning, sørger for, at der inviteres kontrollører fra hver af de deltagende medlemsstater til at være med i dette arbejde.

2.14.3. Kommissionens inspektører kan deltage i den fælles inspektion og overvågning.

2.14.4. EF-Fiskerikontrolagenturet indkalder inden den 15. november 2007 de nationale inspektionsmyndigheder til et møde for at koordinere det fælles inspektions- og overvågningsprogram for 2008.

2.15. Nationale kontrolhandlingsprogrammer

2.15.1. De berørte medlemsstater fastlægger et nationalt kontrolhandlingsprogram for Østersøen i henhold til tillæg 2.

2.15.2. De berørte medlemsstater fastsætter særlige inspektionsmål i henhold til tillæg 1. Målene revideres med regelmæssige mellemrum, efter at de opnåede resultater er analyseret. Inspektionsmålene skal udvikles gradvis, indtil de referencemål, der er fastsat i tillæg 2, er nået.

2.15.3. Inden den 31. januar 2007 stiller de berørte medlemsstater deres nationale kontrolhandlingsprogram, jf. punkt 2.15.1, tillige med en gennemførelsesplan til rådighed for Kommissionen og de øvrige medlemsstater, der grænser op til Østersøen, på deres officielle netsted.

2.15.4. Kommissionen indkalder til et møde i Komitéen for Fiskeri og Akvakultur for at undersøge, om det nationale kontrolhandlingsprogram for torskebestandene i Østersøen er blevet overholdt, og evaluere dets resultater.

2.16. Det særlige kontrolprogram

2.16.1. Uanset artikel 34c, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning (EØF) nr. 2847/93 kan det særlige kontrol- og inspektionsprogram for de pågældende torskebestande vare i mere end tre år.

Tillæg 1 til bilag III

Særlige inspektionsmål:

Formål

1. Hver medlemsstat skal fastsætte særlige inspektionsmål i henhold til dette bilag.

Strategi

2. Inspektionen og overvågningen af fiskeriet skal koncentreres om fartøjer, der vil kunne fange torsk. Der skal foretages stikprøveinspektioner i forbindelse med transport og afsætning af torsk som en supplerende krydskontrol for at teste, hvor effektiv inspektionen og overvågningen er.

Prioritering

3. Kontrollen af de forskellige redskabstyper prioriteres forskelligt, afhængigt af i hvilket omfang flåderne er berørt af fiskeriindsatsbegrænsningerne. Derfor skal medlemsstaterne hver især foretage en særlig prioritering.

Prøvetagning

4. Medlemsstaterne specificerer og beskriver, hvilken stikprøvestrategi der vil blive anvendt.

Kommissionen kan efter anmodning få adgang til medlemsstatens stikprøveplan.

Referencemål

5. Senest en måned efter denne forordnings ikrafttrædelse gennemfører medlemsstaterne deres inspektionsplaner under hensyntagen til nedenstående mål.

a. Inspektion i havn

Generelt bør der tilstræbes en nøjagtighed, der mindst svarer til, hvad der kan opnås ved en simpel, tilfældig prøveudtagning, hvor inspektionerne omfatter 20 vægtprocent af torskelandingerne på alle landingssteder.

b. Inspektion af afsætningen

Inspektion af 5 % af de mængder torsk, der udbydes til salg på fiskeauktionerne.

c. Inspektion til havs

Fleksibelt mål, der skal fastsættes efter en indgående analyse af fiskeriet i hvert område. Målene for inspektion til havs vedrører antallet af inspektionsdage til havs i forvaltningsområderne for torsk, eventuelt med et separat mål for inspektionsdage i bestemte områder.

d. Overvågning fra luften

Fleksibelt mål, der skal fastsættes efter en indgående analyse af fiskeriet i hvert område og under hensyntagen til de ressourcer, som medlemsstaten har til rådighed.

Tillæg 2 til bilag III

De nationale kontrolhandlingsprogrammers indhold

De nationale kontrolhandlingsprogrammer skal bl.a. indeholde følgende:

1. Kontrolmidler

Menneskelige ressourcer

1.1. Antallet af kontrollører på land og på skibene og de perioder og områder, hvor de skal sættes ind.

Tekniske ressourcer

1.2. Antallet af inspektionsskibe og -luftfartøjer og de perioder og områder, hvor de skal sættes ind.

Finansielle ressourcer

1.3. Budgetmidlerne til indsættelse af menneskelige ressourcer, inspektionsskibe og -luftfartøjer.

2. Elektronisk registrering og indberetning af fiskeridata

Beskrivelse af de ordninger, der er indført for at sikre, at punkt 2.4., 2.5., 2.6. og 2.8. i bilag III overholdes.

3. Udpegning af havne

Eventuelt en liste over havne, der er udpeget til torskelandinger, jf. punkt 2.9. i bilag III.

4. Meddelelse om indsejling og udsejling

Beskrivelse af de ordninger, der skal sikre, at punkt 2.7. i bilag III overholdes.

5. Kontrol af landinger

Beskrivelse af de faciliteter og/eller ordninger, der skal sikre, at punkt 2.2., 2.3., 2.10., 2.12. og 2.13. i bilag III overholdes.

6. Inspektionsprocedurer

I de nationale kontrolhandlingsprogrammer angives, hvilke procedurer der følges i forbindelse med:

a) inspektion til havs og på land

b) kommunikation med de myndigheder, som andre medlemsstater har udpeget til at være ansvarlige for det nationale kontrolhandlingsprogram for torsk

c) fælles overvågning og udveksling af kontrollører, herunder fastlæggelse af kontrollørernes beføjelser og myndighed, når de opererer i andre medlemsstaters farvande.

[1] KOM(2006) 411 af 24.7.2006.

[2] EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.

[3] EFT L 115 af 9.5.1996, s. 3.

[4] EFT L 132 af 21.5.1987, s. 9.

[5] EFT L 276 af 10.10.1983, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1965/2001 (EFT L 268 af 9.10.2001, s. 23).

[6] EFT L 261 af 20.10.1993, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1954/2003 (EUT L 289 af 7.11.2003, s. 1).

[7] EUT L 333 af 20.12.2003, s. 17.

[8] EFT L 274 af 25.9.1986, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 3259/94 (EFT L 339 af 29.12.1994, s. 11).

[9] EFT L 365 af 31.12.1991, s. 1.

[10] EUT L 16 af 20.1.2005, s. 184.

[11] EFT L 171 af 6.7.1994, s. 7.

[12] EUT L 12 af 14.1.2005, s. 1.

[13] EFT L 261 af 20.10.1993, s. 1.

[14] EFT L 276 af 10.10.1983, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1804/2005 (EUT L 290 af 4.11.2005, s. 10).