<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><CONCLUSION NNC="YES" xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:noNamespaceSchemaLocation="http://formex.publications.europa.eu/schema/formex-05.00-20081231.xd"><BIB.CONCLUSION><REF.CASE FILE="ECRCJ2001DAB.1100944501.case.xml"><NO.CASE>C-17/00</NO.CASE></REF.CASE><NO.CELEX>62000C0017</NO.CELEX><NO.SEQ>0014.0001</NO.SEQ><PAGE.FIRST.ECR>9447</PAGE.FIRST.ECR><PAGE.SEQ>1</PAGE.SEQ><PAGE.LAST.ECR>9489</PAGE.LAST.ECR><PAGE.TOTAL>43</PAGE.TOTAL></BIB.CONCLUSION><CURR.TITLE><LEFT>FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT RUIZJARABO — SAG C-17/00</LEFT><RIGHT>DE COSTER</RIGHT></CURR.TITLE><CONTENTS.CONCLUSION><TITLE><TI><P><HT TYPE="UC">Forslag til afgørelse fra generaladvokat</HT></P><P><HT TYPE="UC">Dámaso Ruiz-Jarabo Colomer</HT></P><P>fremsat den <DATE ISO="20010628">28. juni 2001</DATE><NOTE NOTE.ID="E0001" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Originalsprog: spansk.</P></NOTE></P></TI></TITLE><TOC><TITLE><TI><P>Indhold</P></TI></TITLE><TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>I —</NO.ITEM><ITEM.CONT>De nationale retsregler og de faktiske omstændigheder i hovedsagen</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9448</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>II —</NO.ITEM><ITEM.CONT>De fællesskabsretlige bestemmelser</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9449</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>III —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Det præjudicielle spørgsmål</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9450</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>IV —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Antagelse af det præjudicielle spørgsmål til realitetsbehandling. Begrebet <QUOT.START ID="QS0001" REF.END="QE0001" CODE="00BB"/>en ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0001" REF.START="QS0001" CODE="00AB"/></ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9450</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>1.</NO.ITEM><ITEM.CONT>Domstolens praksis vedrørende begrebet <QUOT.START ID="QS0002" REF.END="QE0002" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0002" REF.START="QS0002" CODE="00AB"/></ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9451</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>A —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Den progressive udvanding af betingelsen om, at organet skal være uafhængigt</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9452</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>B —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Det forhold, at kravet om en kontradiktorisk rettergangsmåde er blevet et relativt begreb</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9455</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>C —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Den uklarhed, der er forbundet med kravet om, at afgørelsen skal have retslig karakter</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9458</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>D —</NO.ITEM><ITEM.CONT>De problemer, der opstår ved at betragte en voldgiftsret som <QUOT.START ID="QS0003" REF.END="QE0003" CODE="00BB"/>en ret<QUOT.END ID="QE0003" REF.START="QS0003" CODE="00AB"/></ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9461</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>E —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Udstrækningen af begrebet <QUOT.START ID="QS0004" REF.END="QE0004" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0004" REF.START="QS0004" CODE="00AB"/> til også at omfatte oversøiske retter, organer, som ikke er en del af en medlemsstats domstolssystem, samt internationale retter</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9462</ITEM.REF></TOC.ITEM></TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>2.</NO.ITEM><ITEM.CONT>Nødvendigheden af, at retspraksis må ændres</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9463</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>A —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Den manglende retssikkerhed, der følger af, at der ikke findes en definition af begrebet <QUOT.START ID="QS0005" REF.END="QE0005" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0005" REF.START="QS0005" CODE="00AB"/>, og af, at retspraksis er svingende</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9463</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>B —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Den retslige karakter af det nationale organ som et grundlæggende retsprincip, der er afgørende for Domstolens kompetence</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9464</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>C —</NO.ITEM><ITEM.CONT>De ændringer, der er indført i forbindelse med vedtagelsen af Amsterdamtraktaten vedrørende den generelle behandling af præjudicielle spørgsmål, navnlig for så vidt angår de nationale organer, der er kompetente til at forelægge præjudicielle spørgsmål</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9465</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>D —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Den reform, som ratifikationen af Nice-traktaten kan medføre, og tildelingen af kompetence til Retten i Første Instans til at afgøre præjudicielle spørgsmål</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9466</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>E —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Fordelene ved, at hele anvendelsen af fællesskabsretten forbliver omfattet af Domstolens kompetence</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9467</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>F —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Den forstyrrende virkning af et administrativt organs indblanding i en dialog mellem retsinstanser</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9468</ITEM.REF></TOC.ITEM></TOC.BLK><?PAGE NO="I-9448"?><TOC.ITEM><NO.ITEM>3.</NO.ITEM><ITEM.CONT>Forslag til en ny definition af begrebet <QUOT.START ID="QS0006" REF.END="QE0006" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0006" REF.START="QS0006" CODE="00AB"/> som omhandlet i artikel 234 EF</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9470</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>A —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Den fælleskabsretlige karakter af begrebet</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9470</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>B —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Generel regel: Alle organer, der indgår i det nationale domstolssystem, skal være omfattet af begrebet</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9471</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>C —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Undtagelse: Begrebet omfatter organer, der — uden at de indgår i det nationale domstolssystem — i henhold til den nationale retsorden har det sidste ord</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9472</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>D —</NO.ITEM><ITEM.CONT>De fordele, der er forbundet med dette forslag</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9476</ITEM.REF></TOC.ITEM></TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>4.</NO.ITEM><ITEM.CONT>Collège juridictionnel de la Région de Bruxelles-Capitale</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9478</ITEM.REF></TOC.ITEM></TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>V —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Gennemgang af det præjudicielle spørgsmål</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9483</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>1.</NO.ITEM><ITEM.CONT>Er afgiftsregulativet udtryk for forskelsbehandling?</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9484</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>2.</NO.ITEM><ITEM.CONT>Afgiftsregulativet som hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9486</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>A —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Påvirkningen af den frie udveksling af tjenesteydelser</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9486</ITEM.REF></TOC.ITEM><TOC.ITEM><NO.ITEM>B —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Den manglende berettigelse</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9486</ITEM.REF></TOC.ITEM></TOC.BLK></TOC.BLK><TOC.ITEM><NO.ITEM>VI —</NO.ITEM><ITEM.CONT>Forslag til afgørelse</ITEM.CONT><ITEM.REF>I-9489</ITEM.REF></TOC.ITEM></TOC.BLK></TOC><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>Collège juridictionnel de la Région de Bruxelles-Capitale (Belgien) har anmodet Domstolen om at fortolke artikel 49 EF ff. med henblik på at kunne afgøre, om bestemmelsen er til hinder for en kommunal bestemmelse om indførelse af en årlig afgift på parabolantenner.</TXT></NP><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P>I —</NO.P><TXT>De nationale retsregler og de faktiske omstændigheder i hovedsagen</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Watermael-Boitsfort kommune vedtog på et møde den <DATE ISO="19970624">24. juni 1997</DATE> et afgiftsregulativ (herefter <QUOT.START ID="QS0007" REF.END="QE0007" CODE="00BB"/>regulativet<QUOT.END ID="QE0007" REF.START="QS0007" CODE="00AB"/>), hvorved der pålagdes ejere af parabolantenner<NOTE NOTE.ID="E0002" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Før dette afgiftsregulativ blev vedtaget, havde kommunen den <DATE ISO="19970227">27.2.1997</DATE> vedtaget en lokalplan, som indeholdt de betingelser, som udvendige modtageantenner skal opfylde. Det fremgik heraf f.eks., at der på en fredet ejendom ikke må opsættes nogen synlige antenner overhovedet, at antennerne skal respektere bygningens arkitektoniske særpræg, at der i intet tilfælde må opsættes antenner på facaden, og at de ikke må være mere end 1,20 m i diameter.</P></NOTE> en årlig afgift<NOTE NOTE.ID="E0003" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Som konsekvens af den traktatbrudssag (nr. 98/4137), som Kommissionen havde indledt mod Belgien på grund af vedtagelsen af afgiftsregulativer, hvorved der pålægges afgifter på parabolantenner, udstedte hovedstadsregionen Bruxelles et cirkulære, hvori der blev gjort opmærksom på, afgiften var i strid med EF-traktaten og opfordrede kommunerne til at afskaffe den med virkning fra den <DATE ISO="19990101">1.1.1999</DATE>. Watermael-Boitsfort kommune fulgte opfordringen ved beslutning af <DATE ISO="19990921">21.9.1999</DATE>. Afskaffelsen af afgiften har imidlertid ingen betydning for det foreliggende spørgsmål, fordi De Coster's klage angår afgiften for afgiftsåret 1998.</P></NOTE> for regnskabsårene 1997-2001, begge inklusive.</TXT></NP><?PAGE NO="I-9449"?><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>Det bestemmes i artikel 2 i regulativet, at afgiften var på <FT TYPE="NUMBER">5000</FT> BEF pr. antenne, uanset størrelse. Afgiften skulle betales, så snart antennen var installeret, uanset hvornår antennen blev opsat i løbet af afgiftsåret.</TXT></NP><NP><NO.P>4.</NO.P><TXT>I artikel 3 var det præciseret, at afgiften, som ejeren af antennen hæftede for<NOTE NOTE.ID="E0004" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I givet fald samejere.</P></NOTE>, forfaldt til betaling den 1. januar hvert år for det pågældende afgiftsår.</TXT></NP><NP><NO.P>5.</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19981210">10. december 1998</DATE> indgav François De Coster en klage over den afgift, han var blevet pålagt for afgiftsåret 1998. Til støtte for klagen anførte han, at afgiftsregulativet var i strid med retten til fri modtagelse af fjernsynsprogrammer fra andre medlemsstater, jf. EF-traktatens artikel 59 (efter ændring nu artikel 49 EF), som omhandler den frie udveksling af tjenesteydelser, og Rådets direktiv 89/552/EØF af <DATE ISO="19891003">3. oktober 1989</DATE> (herefter <QUOT.START ID="QS0008" REF.END="QE0008" CODE="00BB"/>direktivet<QUOT.END ID="QE0008" REF.START="QS0008" CODE="00AB"/>)<NOTE NOTE.ID="E0005" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Direktiv om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tvradiospredningsvirksomhed (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="298" DATE.PUB="1989" PAGE.FIRST="23">EFT L 298, s. 23</REF.DOC.OJ>), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF af <DATE ISO="19970630">30.6.1997</DATE> (<REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="202" DATE.PUB="1997" PAGE.FIRST="60">EFT L 202, s. 60</REF.DOC.OJ>).</P></NOTE>.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P>II —</NO.P><TXT>De fællesskabsretlige bestemmelser</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>6.</NO.P><TXT>Artikel 49 EF bestemmer, at der er <QUOT.START ID="QS0009" REF.END="QE0009" CODE="00BB"/>forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i et andet af Fællesskabets lande end modtageren af den pågældende ydelse<QUOT.END ID="QE0009" REF.START="QS0009" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>7.</NO.P><TXT>Ifølge artikel 50, stk. 1, EF betragtes som tjenesteydelser i traktatens forstand de ydelser, der normalt udføres mod betaling, i det omfang de ikke omfattes af bestemmelserne vedrørende den frie bevægelighed for varer, kapital og personer.</TXT></NP><NP><NO.P>8.</NO.P><TXT>I betragtningerne til direktivet anføres det, at tv-radiospredning under normale omstændigheder udgør en tjenesteydelse i traktatens betydning. Det er også anført, at den frie udveksling af tjenesteydelser, der normalt udføres mod betaling, er omfattet af fællesskabsretten, uanset om disse tjenesteydelser har et kulturelt indhold, og uden nogen begrænsninger med hensyn til EF-statsborgere, der er etableret i en anden medlemsstat end den, hvori modtageren af tjenesteydelsen er hjemmehørende.</TXT><P>I betragtningerne tilføjes det, at denne ret til fri udveksling (af tjenesteydelser) anvendt på fjernsynsspredning og -distribution er et specielt fællesskabsretligt udtryk for ytringsfriheden, som er nedfældet i artikel 10, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,<?PAGE NO="I-9450"?> der er ratificeret af alle medlemsstaterne. I overensstemmelse hermed anføres det, at formålet med direktivet er at fjerne hindringer for den frie fjernsynsspredning indenfor Fællesskabet, således som det er pålagt i traktaten.</P></NP><NP><NO.P>9.</NO.P><TXT>Medlemsstaterne skal i henhold til direktivets artikel 2 sikre modtagefrihed og må ikke hindre retransmission på deres område af fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for de områder, der samordnes ved direktivet.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P>III—</NO.P><TXT>Det præjudicielle spørgsmål</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>10.</NO.P><TXT>Den <DATE ISO="19991209">9. december 1999</DATE> forelagde Collège juridictionnel de la Region de Bruxelles-Capitale følgende præjudicielle spørgsmål:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START ID="QS0010" REF.END="QE0010" CODE="00BB"/>Er artikel 1, 2 og 3 i afgiftsregulativet om parabolantenner, som blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i Watermael-Boitsfort i offentligt møde den <DATE ISO="19970624">24. juni 1997</DATE>, og hvorved der pålægges en afgift på parabolantenner, forenelige med bestemmelserne i artikel 59-66 i traktaten af <DATE ISO="19570325">25. marts 1957</DATE> om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab?<QUOT.END ID="QE0010" REF.START="QS0010" CODE="00AB"/></P></QUOT.S></P></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P>IV —</NO.P><TXT>Antagelse af det præjudicielle spørgsmål til realitetsbehandling. Begrebet <QUOT.START ID="QS0011" REF.END="QE0011" CODE="00BB"/>en ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0011" REF.START="QS0011" CODE="00AB"/></TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>11.</NO.P><TXT>Kommissionen har rejst tvivl om, hvorvidt Collège juridictionnel de la Région de Bruxelles-Capitale er omfattet af begrebet <QUOT.START ID="QS0012" REF.END="QE0012" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0012" REF.START="QS0012" CODE="00AB"/> i artikel 234 EF, hvorfor jeg er nødsaget til at foretage en tilbundsgående undersøgelse af den nærmere karakter af den forelæggende ret. Det drejer sig om et organ, som både for så vidt angår sin oprettelse og sammensætning har meget særegne kendetegn, som gør det vanskeligt at klassificere det efter de kriterier, der indtil nu er fastlagt i Domstolens praksis.</TXT></NP><NP><NO.P>12.</NO.P><TXT>Det fremgår af den nævnte bestemmelse, at Domstolen har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af traktaten og de retsakter, der er udstedt af Fællesskabets institutioner. I stk. 2 tilføjes det, at såfremt et sådant spørgsmål rejses <QUOT.START ID="QS0013" REF.END="QE0013" CODE="00BB"/>ved en ret i en af medlemsstaterne, kan denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet.<QUOT.END ID="QE0013" REF.START="QS0013" CODE="00AB"/></TXT></NP><NP><NO.P>13.</NO.P><TXT>Traktaten definerer imidlertid ikke begrebet <QUOT.START ID="QS0014" REF.END="QE0014" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0014" REF.START="QS0014" CODE="00AB"/>. Domstolen har heller ikke defineret det, men har i stedet fastlagt nogle vejledende kriterier som for eksempel, om organet er oprettet ved lov, om det har permanent karakter, er uafhængigt, virker som obligatorisk<?PAGE NO="I-9451"?> retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, om dets afgørelser har retslig karakter, og om det træffer afgørelse på grundlag af retsregler<NOTE NOTE.ID="E0006" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. i det hele dom af <DATE ISO="20001130">30.11.2000</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="195/98" YEAR="2000" PAGE.ECR="I-10497">C-195/98, Österreichischer Gewerkschaftsbund, Sml. I, s. 10497</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>14.</NO.P><TXT>Resultatet heraf er en unødigt fleksibel retspraksis, der mangler den nødvendige sammenhæng og som indebærer en manglende retssikkerhed. De dybe modsætninger, der er mellem generaladvokaternes forslag til afgørelse og Domstolens efterfølgende domme, illustrerer billedligt talt den manglende skiltning på vejen med den deraf følgende risiko for vildfarelser. Der er tale om en kasuistisk retspraksis, som er meget elastisk, lidet videnskabelig og med nogle konturer, der er så diffuse, at et præjudicielt spørgsmål fra Sancho Panza som guvernør på øen Barataria<NOTE NOTE.ID="E0007" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I M. de Cervantes bog: El ingenioso caballero Don Quijote de la Mancha, fortælles i kapitel XLV, XLVII, XLIX og LI, i anden del, om Sancho Panzas oplevelser som guvernør på øen Barataria. Det er pudsigt at kunne konstatere, at Sancho Panza i sidstnævnte kapitel udøver en præjudiciel kompetence, som er den litterære forgænger for den, som Domstolen udøver i dag. En dag satte han sig til at dømme, og man forelagde ham et spørgsmål, som var stillet af fire dommere, der havde til opgave at anvende en retsregel, hvorefter de, der ville gå over en bro over en vandrig flod, skulle aflægge ed på, hvor de skulle hen, og hvad de skulle der. Hvis de blot sagde sandheden, skulle de have lov til frit at gå over broen, men hvis de løj, kunne de se frem til døden i den galge, der var opstillet på stedet. Da der var en mand, der havde aflagt ed på, at han skulle dø i galgen, opstod det dilemma, at han, hvis han rent faktisk blev hængt, havde sagt sandheden og derfor havde ret til frit at krydse floden, hvorimod han, hvis han ikke blev henrettet, havde løjet og derfor ifølge reglen skulle dø. Sancho Panzas fulgte i sin præjudicielle afgørelse det råd, som Don Quijote i fordums tid havde givet ham, og bestemte sig for at anvende reglen om, at hvis retten er i tvivl, skal der udvises barmhjertighed.</P></NOTE> ville være blevet antaget til realitetsbehandling.</TXT></NP><NP><NO.P>15.</NO.P><TXT>I det følgende vil jeg redegøre for, hvordan retspraksis har været fra Vaasen-Göbbels-dommen<NOTE NOTE.ID="E0008" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19660630">30.6.1966</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="61/65" YEAR="1966" PAGE.ECR="377">61/65, Sml. 1965-1968, s. 227</REF.DOC.ECR>, org.ref.: Rec. s. 377.</P></NOTE> til Österreichischer Gewerkschaftsbund-dommen<NOTE NOTE.ID="E0009" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt ovenfor i fodnote 6.</P></NOTE> og derefter foreslå, at Domstolen foretager et efter min opfattelse nødvendigt kursskifte. Jeg foreslår derfor, at afgørelsen i denne sag træffes af Domstolens plenum.</TXT></NP><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>Domstolens praksis vedrørende begrebet <QUOT.START ID="QS0015" REF.END="QE0015" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0015" REF.START="QS0015" CODE="00AB"/></TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>16.</NO.P><TXT>Det hele startede med den nævnte Vaasen-Göbbels-dom. Det præjudicielle spørgsmål var blevet forelagt af en voldgiftsret, som ikke var omfattet af domstolssystemet i Nederlandene, men som havde kompetence til at afgøre sager vedrørende en socialsikringsinstitutions afgørelser. Domstolen fastlagde for første gang fem af de kriterier, som et organ skulle opfylde for, at det kunne karakteriseres som en retsinstans: organet skal være oprettet ved lov, have permanent karakter, anvende en kontradiktorisk sagsbehandling, virke som obligatorisk retsinstans og træffe afgørelse på grundlag af retsregler<NOTE NOTE.ID="E0010" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I dommen bemærkede Domstolen, at voldgiftsretten var et permanent organ, der var oprettet i henhold til den nederlandske lovgivning og som havde til opgave at træffe afgørelse i visse sager, der var defineret i lovgivningen, under kontradiktotiske former, som kunne sidestilles med dem, der blev anvendt af de ordinære domstole. Dets medlemmer blev udpeget af ministeren, det skulle anvende retsregler ved afgørelsen af sagerne, og de berørte personer var forpligtet til at indbringe deres klage over sikringsinstitutionens afgørelser for dette organ som retsinstans.</P></NOTE>.</TXT></NP><?PAGE NO="I-9452"?><NP><NO.P>17.</NO.P><TXT>Siden har Domstolen i hver enkelt sag efterprøvet, om de nævnte betingelser var opfyldt. Den har tydeliggjort og suppleret dem og har tilføjet andre betingelser, så som betingelsen om, at organet skal være uafhængigt, hvilket blev nævnt første gang i Pretore di Salò-dommen<NOTE NOTE.ID="E0011" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19870611">11.6.1987</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="14/86" YEAR="1987" PAGE.ECR="2545">14/86, Sml. s. 2545</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, og som uden videre blev lagt til grund i Corbiau-sagen<NOTE NOTE.ID="E0012" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19930330">30.3.1993</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-24/92" YEAR="1993" PAGE.ECR="I-1277">C-24/92, Sml. I, s. 1277</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>. Det er betegnende, at det skulle vare indtil 1987, før kriteriet om uafhængighed, der er det vigtigste for et retsligt organ, blev opstillet i en af Domstolens afgørelser.</TXT></NP><NP><NO.P>18.</NO.P><TXT>Retspraksis består uændret for så vidt angår nogle af betingelserne, nemlig betingelsen om, at organet skal være oprettet ved lov, at det skal have permanent karakter, og at det skal træffe afgørelse på grundlag af retsregler. Andre betingelser — og det er netop dem, der er mest afgørende for definitionen af et retsligt organ — nemlig den ufravigelige betingelse om organets uafhængighed, betingelsen om anvendelse af en kontradiktorisk sagsbehandling og betingelsen om, at afgørelsen skal have en retslig karakter, har imidlertid været genstand for skiftende og undertiden også uklare fortolkninger.</TXT></NP><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>A —</NO.P><TXT>Den progressive udvanding af betingelsen om, at organet skal være uafhængigt</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>19.</NO.P><TXT>Selv om det allerede i Pretore di Salò-dommen blev fastslået, at kriteriet om uafhængighed er en af de betingelser, der skal være opfyldt for, at et organ kan betegnes som en ret i den betydning, det er anvendt i artikel 234 EF, var det først i Corbiau-dommen, at begrebet blev tillagt et egentligt indhold, idet Domstolen udtalte, at et organ, der forelægger et præjudicielt spørgsmål, skal være en udenforstående myndighed<NOTE NOTE.ID="E0013" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det forhold, at organet skal være udenforstående i forhold til den myndighed, der træffer den beslutning, der påklages, er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at anse organet for at være uafhængigt (jf. mine bemærkninger i punkt 92 og 93).</P></NOTE> i forhold til den myndighed, der har truffet den afgørelse, der er genstand for sagsanlægget<NOTE NOTE.ID="E0014" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I dommen afviste Domstolen, at direktøren for skattevæsenet i Luxembourg, som Luxembourgs Conseil d'État havde tillagt retlig kompetence, kunne betegnes som udenforstående (jf. punkt 4 i generaladvokat Darmons forslag til afgørelse). Da direktøren er chef for den pågældende myndighed, var der en åbenbar organisatorisk forbindelse mellem ham og de myndigheder, som havde foretaget den anfægtede skatteansættelse, som den klage, der gav anledning til det præjudicielle spørgsmål, var rettet mod. Derudover er direktøren part i sagen, hvis skatteyderen indbringer dennes afgørelse for Conseil d'État.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>20.</NO.P><TXT>Domstolen udtrykte sig lige så kategorisk i straffesager mod X-dommen<NOTE NOTE.ID="E0015" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19961212">12.12.1996</DATE>, forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-74/95+C-129/95" YEAR="1996" PAGE.ECR="I-6609">C-74/95 og C-129/95, Sml. I, s. 6609</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, hvor spørgsmålet var blevet forelagt af Procura della Repubblica (anklagemyndigheden i Italien). Domstolen erklærede sig inkompetent, da anklagemyndigheden ikke opfyldte uafhængighedsbetingelsen.</TXT></NP><NP><NO.P>21.</NO.P><TXT>I Dorsch Consult-dommen<NOTE NOTE.ID="E0016" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19970917">17.9.1997</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-54/96" YEAR="1997" PAGE.ECR="I-4961">C-54/96, Sml. I, s. 4961</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> så Domstolen bort fra betingelsen om, at det forelæggende organ skal være udenforstående i forhold til det organ, der har truffet den anfægtede afgørelse, idet den i<?PAGE NO="I-9453"?> stedet lagde vægt på, om organet udfører sit hverv <QUOT.START ID="QS0016" REF.END="QE0016" CODE="00BB"/>uafhængigt<QUOT.END ID="QE0016" REF.START="QS0016" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0017" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Domstolen gjorde sig herved skyldig i en tautologi: Uafhængig, er den, der handler uafhængigt.</P></NOTE> og <QUOT.START ID="QS0017" REF.END="QE0017" CODE="00BB"/>på eget ansvar<QUOT.END ID="QE0017" REF.START="QS0017" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0018" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Præmis 35 i dommen.</P></NOTE>. Herefter kunne Domstolen betragte den tyske forbundstilsynsmyndighed, som kontrollerer indgåelsen af offentlige kontrakter, som en ret, uanset at myndigheden var knyttet til den organisatoriske opbygning af forbundsmonopolmyndigheden (Bundeskartellamt) og det tyske økonomiministerium<NOTE NOTE.ID="E0019" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>1 dom af <DATE ISO="19990304">4.3.1999</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-258/97" YEAR="1999" PAGE.ECR="I-1405">C-258/97, Hospital Ingenieure, Sml. I, s. 1405</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19991118">18.11.1999</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-275/98" YEAR="1999" PAGE.ECR="I-8291">C-275/98, Unitron Scandinavia, Sml. I, s. 8291</REF.DOC.ECR>, antog Domstolen de præjudicielle spørgsmål, der var forelagt af organer, der havde til opgave at kontrollere indgåelsen af offentlige kontrakter, til realitetsbehandling.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>22.</NO.P><TXT>Det var afgørende for Domstolen, at de væsentligste bestemmelser i den tyske lov om dommeres forhold vedrørende ophævelse eller tilbagekaldelse af deres udnævnelse samt reglerne om deres uafhængighed og afsættelighed fandt analog anvendelse på medlemmerne af tilsynsmyndigheden<NOTE NOTE.ID="E0020" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Som generaladvokat Tesauro anførte i sit forslag til afgørelse, stemte de garantiforskrifter, der gjaldt for medlemmerne af tilsynsmyndigheden, imidlertid ikke helt overens med dem, aer gjaldt for de tyske dommere, da varigheden af medlemmernes embedsperiode ikke var fastsat. Der bestod hverken nogen form for garanti med hensyn til spørgsmålet om uafsættelighed, eller for en forudbestemt varighed af deres embedsperiode, idet de kunne fratages deres kompetence på et hvilket som helst tidspunkt ved hjælp af enkle interne administrative midler.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>23.</NO.P><TXT>I Köllensberger og Atzwanger-dommen<NOTE NOTE.ID="E0021" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19990204">4.2.1999</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-103/97" YEAR="1999" PAGE.ECR="I-551">C-103/97, Sml. I, s. 551</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> nåede man til samme konklusion. Domstolen undersøgte, om Tiroler Landesvergabeamt, Østrig, (udbudsorganet for delstaten Tirol) kunne antages at have retslig karakter, og fastslog — på trods af, at den erkendte, at den lov, som organet var oprettet i henhold til, indeholdt alt for vage bestemmelser om afsættelse af dets medlemmer, og manglede udtrykkelige bestemmelser om, hvornår medlemmerne skal vige deres sæde eller ikke må deltage i behandlingen af en sag —<NOTE NOTE.ID="E0022" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dette fik generaladvokat Saggio til at foreslå, at det præjudicielle spørgsmål ikke blev antaget til realitetsbehandling.</P></NOTE>, at organets uafhængighed var garanteret, idet den almindelige lov om forvaltningsvirksomhed indeholdt meget præcise bestemmelser for, under hvilke omstændigheder medlemmerne var forpligtet til ikke at deltage i behandlingen af en sag, og idet denne lov udtrykkeligt forbød, at der blev givet instrukser til medlemmerne af Tiroler Landesvergabeamt i forbindelse med udøvelsen af deres hverv<NOTE NOTE.ID="E0023" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dette er en gentagelse af indholdet af artikel 20 i den østrigske forbundsforfatning vedrørende uafhængigheden af kollegiale organer med domstolslignende karakter.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>24.</NO.P><TXT>I dommen opgav Domstolen ikke blot betingelsen om, at organet skal være udenforstående i forhold til den myndighed, der har truffet den afgørelse, der er genstand for sagsanlægget, men så tilmed bort fra, om der findes specifikke regler, der har til formål at sikre medlemmernes uafhængighed<NOTE NOTE.ID="E0024" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Sådanne regler fandtes under henvisning til statutten for Domstolen i Dorsch Consult-sagen.</P></NOTE>, og anså de generelle bestemmelser, der har til formål at sikre, at de, der beklæder retsorganerne, er upartiske eller i givet fald uafhængige, for at være tilstrækkelige.</TXT></NP><NP><NO.P>25.</NO.P><TXT>Denne argumentation er efter min opfattelse svag. Et generelt princip om ikke at gribe ind i de statslige administrative organers virke i forbindelse med en forpligtelse til ikke at deltage i behandlingen af en sag er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt<?PAGE NO="I-9454"?> til at garantere, at de, der skal afgøre sagen, er uafhængige<NOTE NOTE.ID="E0025" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. generaladvokat Saggio's forslag til afgørelse i den sag, der var genstand for dom af <DATE ISO="20000706">6.7.2000</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-407/98" YEAR="2000" PAGE.ECR="I-5539">C-407/98, Abrahamsson og Anderson, Sml. I, s. 5539</REF.DOC.ECR>. I dommen blev et administrativt organ (Overklagandenämnden för Högskolan) anset for at have domstolslignende karakter, da medlemmerne i forbindelse med afgørelsen af klagesagerne ikke kunne modtage nogen form for instrukser og var helt upartiske. Domstolen var af den opfattelse, at disse garantier indebar, at organet var udenforstående og havde den nødvendige uafhængighed i forhold til de instanser, der traf de påklagede afgørelser. Generaladvokaten havde derimod foreslået, at det præjudicielle spørgsmål ikke skulle antages til realitetsbehandling på grund af det forelæggende organs manglende uafhængighed, da der ikke fandtes specifikke bestemmelser, der definerede betingelserne og fremgangsmåden i forbindelse med afsættelsen af medlemmerne.</P></NOTE>. Denne afgørende betingelse for, at et organ kan antages at have en domstolslignende karakter, må tværtimod være sikret ved bestemmelser, der klart og præcist angiver de tilfælde, hvor organets medlemmer ikke må deltage i behandlingen af en sag, hvor de har pligt til at vige deres sæde, samt de tilfælde, hvor de kan afsættes<NOTE NOTE.ID="E0026" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det må ikke glemmes, at Domstolen i præmis 7 i den i fodnote 11 nævnte Pretore di Salò-dom, i præmis 15 i den i fodnote 12 nævnte Corbiau-dom samt i dom af <DATE ISO="19940427">27.4.1994</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-393/92" YEAR="1994" PAGE.ECR="I-1477">C-393/92, Almelo, Sml. I, s. 1477, præmis 21</REF.DOC.ECR>, anførte, at det fælleskabsretlige begreb <QUOT.START ID="QS0018" REF.END="QE0018" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0018" REF.START="QS0018" CODE="00AB"/> i overensstemmelse med medlemsstaternes fælles juridiske tradition indebærer, at de bestemmelser, der regulerer organets sammensætning og virksomhed, specifikt skal garantere medlemmernes uafhængighed og fastsætte betingelsen om, at organet er udenforstående i forhold til den myndighed, der har truffet den afgørelse, der er genstand for sagsanlægget. Denne betingelse bør være strengere for så vidt angår de regler, der tillægger administrationen kompetence til at afsætte organets medlemmer.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>26.</NO.P><TXT>Den progressive udvanding af betingelsen om, at organet skal være uafhængigt, der kan udledes af Domstolens praksis, kulminerer i Gabalfrisa m.fl.-dommen<NOTE NOTE.ID="E0027" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="20000321">21.3.2000</DATE>, forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-110/98—C-147/98" YEAR="2000" PAGE.ECR="I-1577">C-110/98 — C-147/98, Sml. I, s. 1577</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, hvor Domstolen skulle bedømme den retslige karakter af <QUOT.START ID="QS0019" REF.END="QE0019" CODE="00BB"/>tribunales económico-administrativos<QUOT.END ID="QE0019" REF.START="QS0019" CODE="00AB"/> (de spanske forvaltningsdomstole), der ikke er en del af domstolssystemet, men organisatorisk hører under det spanske skatteministerium, dvs. den samme myndighed, der udsteder de retsakter, som retterne skal efterprøve.</TXT></NP><NP><NO.P>27.</NO.P><TXT>Uanset generaladvokatens og litteraturens opfattelse<NOTE NOTE.ID="E0028" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>R. Alonso García: Derecho comunitario. Sistema constitucional y administrativo de la Comunidad Europea, udgivet af Centro de Estudios Ramón Areces, S.A., Madrid 1994, s. 330 og 331. D. Ruiz-Jarabo: El juez nacional como juez comunitario, udgivet af Civitas, Madrid 1993, s. 81 og 82. M. Le Barbier-Le Bris, he juge espagnol face au droit communautaire, udgivet af Apogée (Publications du Centre de Recherche Européennes Université Rennes I), Rennes 1998, s. 347-350. Efterfølgende har J. Boulouis, M. Darmon og J.-G. Huglo i Contentieux communautaire, udgivet af Daīloz, 2. udgave, Paris, 2001, s. 16, fastholdt dette synspunkt. J. Banaloche hævder i sin artikel Los Tribunales Económico-Administrativos, som er optrykt i <QUOT.START ID="QS0020" REF.END="QE0020" CODE="00BB"/>Impuestos, revista de doctrina, legislación y jurisprudencia<QUOT.END ID="QE0020" REF.START="QS0020" CODE="00AB"/> år XVII, nr. 2, januar 2001, s. 1-8, at <QUOT.START ID="QS0021" REF.END="QE0021" CODE="00BB"/>til at begynde med ville det være hensigtsmæssigt, at De Europæiske Fællesskabers Domstol fik at vide<QUOT.END ID="QE0021" REF.START="QS0021" CODE="00AB"/>, at der består en hierarkisk binding mellem tribunales económico-administrativos og forvaltningen. Han kommer med denne udtalelse efter at have givet udtryk for, at det at betragte disse organer som retter, uanset at det tidligere kunne have en vis relevans, Ī dag er helt forkasteligt set ud fra en forfatningsmæssig synsvinkel. <QUOT.START ID="QS0022" REF.END="QE0022" CODE="00BB"/>Den traditionelle opsplitning i forvaltningsorganer og rekursorganer på det økonomiskadministrative område har ofte medført en illusion om, at rekursorganerne har en næsten [...] retlig form, selv om det er et faktum, at denne adskillelse [...] kun er resultatet af en arbejdsdeling/specialisering, som ikke indebærer, at organet nyder større uafhængighed, end hvad der gælder på et hvilket som helst andet administrativt område<QUOT.END ID="QE0022" REF.START="QS0022" CODE="00AB"/>. Han tilføjer, at tribunales económico-administrativos er en del af den udøvende magt, at de fungerer som retsinstans og part i de klagesager, der rejses til prøvelse af forvaltningsakter, som de selv har udstedt, og hvis fortolkningsprincipper de ved ikke så få lejligheder har underkastet sig.</P></NOTE> anså Domstolen organerne for at være <QUOT.START ID="QS0023" REF.END="QE0023" CODE="00BB"/>retter i en medlemsstat<QUOT.END ID="QE0023" REF.START="QS0023" CODE="00AB"/>, idet den lagde afgørende vægt på den funktionelle adskillelse mellem de tjenestegrene, der varetager forvaltningen, ansættelsen og opkrævningen af skatterne, og disse <QUOT.START ID="QS0024" REF.END="QE0024" CODE="00BB"/>tribunales económicos-administrativos<QUOT.END ID="QE0024" REF.START="QS0024" CODE="00AB"/>, som træffer afgørelse i klagesagerne uden nogen form for instruks fra skatte-og afgiftsmyndighederne.</TXT></NP><NP><NO.P>28.</NO.P><TXT>Som generaladvokat Saggio endnu en gang fremhævede, er det imidlertid ikke muligt af disse omstændigheder at udlede en tilstrækkelig garanti for, at medlemmerne af det pågældende organ er upartiske.<?PAGE NO="I-9455"?> Medlemmerne af en <QUOT.START ID="QS0025" REF.END="QE0025" CODE="00BB"/>tribunal económico-administrativo<QUOT.END ID="QE0025" REF.START="QS0025" CODE="00AB"/> er embedsmænd fra forvaltningen, der udnævnes af ministeren, som selv har kompetence til at afsætte dem i andre tilfælde end dem, der klart og udtømmende findes i lovgivningen. Det kan derfor ikke hævdes, at bestemmelserne vedrørende de nævnte organer garanterer medlemmernes upartiskhed, og det er følgelig tvivlsomt, om de er tilstrækkeligt uafhængige til, at de kan modstå eventuelle forsøg på indgreb og utilbørligt pres fra den udøvende magt.</TXT><P>Disse organers virksomhed kan ikke betegnes som <QUOT.START ID="QS0026" REF.END="QE0026" CODE="00BB"/>domstolslignende<QUOT.END ID="QE0026" REF.START="QS0026" CODE="00AB"/>. De sager, der forelægges for dem, udviser tværtimod de typiske kendetegn for klagesager, der er undergivet administrativ rekurs, dvs. en efterprøvelse, der foretages af forvaltningen selv på initiativ af en part. Dertil kommer, at deres afgørelser uden undtagelse kan påklages til <QUOT.START ID="QS0027" REF.END="QE0027" CODE="00BB"/>los tribunales de la jurisdicción contencioso-administrativa<QUOT.END ID="QE0027" REF.START="QS0027" CODE="00AB"/> (hvilket modvirker en uensartet anvendelse af fællesskabsretten, idet disse retsinstanser har mulighed for at tage stilling til, om der eventuelt skal forelægges præjudicielle spørgsmål for Domstolen).</P><P>Den nævnte klageadgang udviser således de typiske træk, der kendetegner administrativ rekurs, idet den giver forvaltningen mulighed for — i forbindelse med en kontradiktorisk sagsbehandling — at fastlægge sin definitive retsopfattelse, før sagen kan overgå til behandling ved domstolene.</P><P>En anden omstændighed, der bekræfter, at organet er et administrativt organ, er, at dets passivitet sidestilles med forvaltningsretlig passivitet, et begreb, der netop er skabt af lovgiver for at undgå, at en administrativ lammelse forhindrer den berørte borger i at gå domstolsvejen. Hvis en tribunal económico-administrativo ikke afgør sagen inden et år efter, at klagen er indgivet, skal klageren betragte det som om, at han ikke har fået medhold i klagen, og han kan følgelig fra dette tidspunkt indbringe sagen for en jurisdicción contencioso-administrativa.</P><P>Hertil kan yderligere føjes, at <QUOT.START ID="QS0028" REF.END="QE0028" CODE="00BB"/>el Tribunal Económico-Administrativo Central<QUOT.END ID="QE0028" REF.START="QS0028" CODE="00AB"/> kan erklære sig inkompetent i sager, som den anser for at være vigtige, eller hvor det omtvistede beløb er specielt højt og overlade afgørelsen til skatteministeren. Man kan rejse det spørgsmål, om kompetencen til at forelægge præjudicielle spørgsmål efter Gabalfrisa m.fl.-dommen også ville tilkomme ministeren i tilfælde af, at han havde ret til selv at træffe afgørelse i sagen<NOTE NOTE.ID="E0029" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jeg tor ikke tænke på, hvad C.L. de Montesquieu ville sige, nvis han så denne sammenblanding af udøvende og dømmende magt.</P></NOTE>.</P></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>B —</NO.P><TXT>Det forhold, at kravet om en kontradiktorisk rettergangsmåde er blevet et relativt begreb</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>29.</NO.P><TXT>En ret skal ikke blot være uafhængig og virke som sådan. Afgørelsen skal derudover træffes, efter at der for retten har fundet en kontradiktorisk forhandling sted, under<?PAGE NO="I-9456"?> hvilken de berørte parter kan gøre deres krav og retligt beskyttede interesser gældende. Ikke desto mindre har det meget hurtigt vist sig, at rækkevidden af det krav om, at rettergangsmå den skal være kontradiktorisk, som fremgik første gang af Vaasen-Göbbels-dommen<NOTE NOTE.ID="E0030" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt i fodnote 8.</P></NOTE>, er blevet et relativt begreb.</TXT></NP><NP><NO.P>30.</NO.P><TXT>I Politi-<NOTE NOTE.ID="E0031" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19711214">14.12.1971</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="43/71" YEAR="1971" PAGE.ECR="1039">43/71, Sml. s. 319</REF.DOC.ECR>, org.ref.: Rec. s. 1039. Spørgsmålet var forelagt af præsidenten for Tribunale di Torino, som skulle pådømme en summarisk sag (<QUOT.START ID="QS0029" REF.END="QE0029" CODE="00BB"/>orden conminatoria<QUOT.END ID="QE0029" REF.START="QS0029" CODE="00AB"/>), hvor afgørelsen træffes uden sagsøptes tilstedeværelse. Det er interessant at bemærke, at der på grund af rettergangens specielle karakter blev stillet spørgsmålstegn ved, om en domstol, der henhører under en medlemsstats ordinære domstolssystem, kan betegnes som en <QUOT.START ID="QS0030" REF.END="QE0030" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0030" REF.START="QS0030" CODE="00AB"/>.</P></NOTE> og Birra Dreher-dommene<NOTE NOTE.ID="E0032" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19740221">21.2.1974</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="162/73" YEAR="1974" PAGE.ECR="201">162/73, Sml. s. 201</REF.DOC.ECR>. Spørgsmålet opstod under en summarisk rettergang i Italien, hvorunder retten ved udelukkende at tage stilling til de af sagsøgeren nedlagte påstande kunne dømme den anden part uden at give denne lejlighed til at gøre sine synspunkter gældende, selv om han efterfølgende kunne paklage afgørelsen. Domstolen havde allerede antaget adskillige præjudicielle spørgsmål til realitetsbehandling i forbindelse med sager, der blev behandlet summarisk (dom af <DATE ISO="19691112">12.11.1969</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="29/69" YEAR="1969" PAGE.ECR="419">29/69, Stauder, Sml. s. 107</REF.DOC.ECR>, org.ref.: Rec. s. 419, af <DATE ISO="19701217">17.12.1970</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="33/70" YEAR="1970" PAGE.ECR="277">33/70, SACE, Sml. s. 277</REF.DOC.ECR>, org.ref.: Rec. s. 1213, og af <DATE ISO="19711026">26.10.1971</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="18/71" YEAR="1971" PAGE.ECR="811">18/71, Eunomīa, Sml. 1971, s. 195</REF.DOC.ECR>, org.ref.: Rec. s. 811).</P></NOTE> slog Domstolen fast, at det ikke er en betingelse for at forelægge et præjudicielt spørgsmål efter artikel 234 EF, at der har fundet en kontradiktorisk retsforhandling sted, og at et præjudicielt spørgsmål derfor kan forelægges, selv om der ikke har været en retsforhandling. Det afgørende er, at det organ, der anmoder om Domstolens bistand, udøver en retslig funktion og finder, at det er nødvendigt at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, før den træffer afgørelse i sagen, mens det er uden betydning, om den retsforhandling, hvor spørgsmålet opstod, har været kontradiktorisk<NOTE NOTE.ID="E0033" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Ifølge punkt 6 i generaladvokat Lenz' forslag til afgørelse af sagen, hvor der blev afsagt dom den <DATE ISO="19880922">22.9.1988</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="228/87" YEAR="1988" PAGE.ECR="5099">228/87, Pretura Unificata di Torino, Sml. s. 5099</REF.DOC.ECR>, har Domstolen efter Birra Dreher-dommen opgivet betingelsen om, at rettergangen skal være kontradiktorisk.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>31.</NO.P><TXT>Domstolen bemærkede ikke desto mindre i Simmenthal-dommen<NOTE NOTE.ID="E0034" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19780628">28.6.1978</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="70/77" YEAR="1978" PAGE.ECR="1453">70/77, Sml. s. 1453</REF.DOC.ECR>. I denne sag blev anmodningen om den præjudicielle afgørelse fremsat af Pretore di Alessandria Í forbindelse meden udlægssag, hvor dommeren igen havde mulighed for at træffe afgørelse i sagen udelukkende på grundlag af sagsøgerens påstand.</P></NOTE> og i Ligur Carni m.fl.-dommen<NOTE NOTE.ID="E0035" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19931215">15.12.1993</DATE>, forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-277/91+C-318/91+C-319/91" YEAR="1993" PAGE.ECR="I-6621">C-277/91, C-318/91 og C-319/91, Sml. I, s. 6621</REF.DOC.ECR>. Spørgsmålene blev forelagt af præsidenten for Tribunale di Genova i forbindelse med en sag om påbud.</P></NOTE>, at retsplejehensyn kan tilsige, at det præjudicielle spørgsmål først forelægges for Domstolen efter, at der har fundet en kontradiktorisk retsforhandling sted for den forelæggende ret. Denne præcisering gav dog ikke anledning til, at Domstolen tog afstand fra sit tidligere standpunkt, da det efter Domstolens opfattelse alene tilkommer den nationale ret at afgøre, hvad der er mest hensigtsmæssigt<NOTE NOTE.ID="E0036" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>1 det forslag til afgørelse, som jeg har forelagt den <DATE ISO="20010405">5.4.2001</DATE> i sag C-55/00, Gottardo, hvor der endnu ikke er faldet dom, har jeg tilladt mig at henlede opmærksomheden på den risiko, der er forbundet med, at Domstolen indtager en passiv holdning med hensyn til ordlyden af de præjudicielle spørgsmål, der forelægges. I mit forslag har jeg hævdet, at <QUOT.START ID="QS0031" REF.END="QE0031" CODE="00BB"/>Domstolen som kvalificeret fortolker af fælfeskabsretten i større udstrækning og på en mere fleksibel måde burde analysere problemet i sagen med henblik på at kunne give den nationale ret, der har anmodet om det, og de øvrige domstole i Den Europæiske Union et relevant svar i lyset af de gældende fællesskabsretlige bestemmelser. I modsat fald vil den dialog mellem retsinstanserne, der er forudsat i artikel 234 EF, i alt for høj grad udspille sig på den nationale rets præmisser, idet den i kraft af formuleringen af sit spørgsmål kan påvirke besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, således som det er tilfældet i de sager, jeg lige har gennemgået<QUOT.END ID="QE0031" REF.START="QS0031" CODE="00AB"/> (punkt 36). Det samme gør sig gældende for så vidt angår spørgsmålet, om hvorvidt det er relevant at forelægge et præjudicielt spørgsmål i forbindelse med en ikke-kontradiktorisk rettergang. Det er klart, at det tilkommer den nationale ret at afgøre, om den har behov for en fortolkning af fællesskabsretten for at kunne træffe afgørelse i den for den verserende sag, men efterprøvelsen af, om betingelserne for at forelægge et præjudicielt spørgsmål er opfyldt, tilkommer udelukkende Domstolen.</P></NOTE>.</TXT></NP><?PAGE NO="I-9457"?><NP><NO.P>32.</NO.P><TXT>Den kontradiktoriske karakter af rettergangen i hovedsagen er efter Domstolens opfattelse følgelig ikke en forudsætning for en præjudiciel forelæggelse. Et spørgsmål, der rejses under en ikke-kontradiktorisk rettergang eller i den ikke-kontradiktoriske del af en kontradiktorisk rettergang, kan antages til realitetsbehandling. Som Domstolen allerede bemærkede i Politi-dommen, fremhævede den i Birra Dreher- og Simmenthal-dommene, at retten til at forelægge et præjudicielt spørgsmål tilkommer enhver ret i en af medlemsstaterne, uanset på hvilket stadium af proceduren i hovedsagen spørgsmålet er stillet.</TXT></NP><NP><NO.P>33.</NO.P><TXT>Betingelsen om den kontradiktoriske karakter af rettergangen i hovedsagen har lidt efter lidt mistet sin profil. I Pretore di Cento-dommen<NOTE NOTE.ID="E0037" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19770505">5.5.1977</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-110/76" YEAR="1977" PAGE.ECR="851">110/76, Sml. s. 851</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> og Pretura unificata de Torino-dommen<NOTE NOTE.ID="E0038" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt i fodnote 33.</P></NOTE> gjorde Domstolen sig ikke engang overvejelser om, hvorvidt nogle præjudicielle spørgsmål, der var rejst under retssager, hvor der ikke var nogen modpart<NOTE NOTE.ID="E0039" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det drejede sig om straffesager mod ukendte personer. Det bør erindres, at pretore er et enkeltstående retsinstitut i det italienske retssystem, der både er anklagemyndighed og undersøgelsesdommer.</P></NOTE>, kunne antages til realitetsbehandling. Pardini-dommen<NOTE NOTE.ID="E0040" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19880421">21.4.1988</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="338/85" YEAR="1988" PAGE.ECR="2041">338/85, Sml. s. 2041</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> gav svar på nogle spørgsmål, som Pretore di Lucca havde stillet under en sag om foreløbige forholdsregler<NOTE NOTE.ID="E0041" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det specielle ved sagen bestod i, at Pretore, samtidig med at han forelagde det præjudicielle spørgsmål, tog begæringen om anordning af foreløbige forholdsregler til følge, hvilket var sagens eneste formål. Efter at Domstolen havde fastslået, at den savnede kompetence til at pådømme et præjudicielt spørgsmål, når hovedsagen var afgjort, antog den alligevel spørgsmålet til realitetsbehandling, da hasteproceduren stadig verserede og kunne stadfæstes, ændres eller ophæves, efter at parterne var indkaldt.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>34.</NO.P><TXT>Indtil nu har Domstolen ikke afvist, at kontradiktionsbetingelsen har betydning, men den tillægger den mindre betydning. Men hvis man omhyggeligt analyserer de faktiske omstændigheder, kan man se, at dette princip ikke var opgivet, men kun bøjet<NOTE NOTE.ID="E0042" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. Pardini-dommen.</P></NOTE>. Under alle omstændigheder blev den manglende kontradiktoriske karakter opvejet af rettens totale upartiskhed og dens uafhængighed med hensyn til hovedsagen og dennes parter<NOTE NOTE.ID="E0043" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. punkt 7 og 26 i generaladvokat Darmon's forslag til afgørelse i Corbiau-sagen, som er nævnt i fodnote 12, samt punkt 14 i generaladvokat Saggio's forslag til afgørelse i Gabalfrisa m.fl. -sagen, nævnt i fodnote 27.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>35.</NO.P><TXT>Domstolen har imidlertid i flere efterfølgende domme tilsyneladende forladt denne kurs og beklageligvis antaget præjudicielle spørgsmål til realitetsbehandling og besvaret dem i sager, hvor den manglende kontradiktion ikke var opvejet af, at det organ, der havde forelagt spørgsmålet, var totalt uafhængigt.</TXT></NP><NP><NO.P>36.</NO.P><TXT>I Dorsch Consult-dommen<NOTE NOTE.ID="E0044" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt i fodnote 16.</P></NOTE> antog Domstolen da også de præjudicielle spørgsmål til realitetsbehandling, der var forelagt af et administrativt organ<NOTE NOTE.ID="E0045" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Den myndighed, der i Tyskland var oprettet til afgøre klager over de afgørelser, som var truffet af det organ, der havde til opgave at kontrollere indgåelsen af offentlige kontrakter.</P></NOTE> inden for rammerne af en procedure, som ikke var kontradiktorisk<NOTE NOTE.ID="E0046" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Domstolen gentog, at kravet om en kontradiktorisk rettergang ikke er et absolut kriterium, og påpegede desuden, at parterne ikke høres af tilsynsmyndigheden, men af kontrolmyndigheden.</P></NOTE>.</TXT></NP><?PAGE NO="I-9458"?><NP><NO.P>37.</NO.P><TXT>Domstolen fastslog i Gabalfrisa m.fl.-dommen<NOTE NOTE.ID="E0047" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt i fodnote 27.</P></NOTE>, at de spanske tribunales económico-administrativos<NOTE NOTE.ID="E0048" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jeg har påvist ovenfor, at der er tale om administrative organer.</P></NOTE> anvender en kontradiktorisk rettergang, eftersom parterne kan indgive skriftlige indlæg og fremlægge beviser til støtte for deres påstande og anmode om, at der afholdes et offentligt retsmøde. En tribunal económico-administrativo, der vil tage stilling til spørgsmål, som ikke er blevet rejst af klagerne, skal desuden give de klagere, som har givet møde, meddelelse herom og give dem en frist på femten dage til at fremsætte deres eventuelle bemærkninger.</TXT></NP><NP><NO.P>38.</NO.P><TXT>Men som generaladvokat Saggio klart og tydeligt påviste i sit forslag til afgørelse, kan rettergangsformen i forhold til de berørte kun betegnes som delvis kontradiktorisk på grund af begrænsningerne med hensyn til adgangen til at fremkomme med bemærkninger og fremlægge beviser, samt fordi en eventuel beslutning om, at der ikke skal afholdes et offentligt retsmøde, træffes af myndigheden selv på grundlag af et skøn og ikke kan påklages til en højere instans<NOTE NOTE.ID="E0049" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I dom af <DATE ISO="19980115">15.1.1998</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-44/96" YEAR="1998" PAGE.ECR="I-73">C-44/96, Mannesmann, Sml. I, s. 73</REF.DOC.ECR>, antog Domstolen de præjudicielle spørgsmål, der var forelagt af Bundesvergabeamt i Østrig, til realitetsbehandling — et organ, der træffer afgørelse i sager vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter — uden at behandle spørgsmålet om, hvorvidt den forelæggende ret varen <QUOT.START ID="QS0032" REF.END="QE0032" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0032" REF.START="QS0032" CODE="00AB"/>. Generaladvokat Léger, der havde analyseret spørgsmålet, betvivlede, at der var tale om en kontradiktorisk rettergangsform, selv om han udledte af forelæggelseskendelsen, at der i hovedsagen havde fundet en retsforhandling sted, der var identisk med den, der udspandt sig for de ordinære domstole. I domme af <DATE ISO="19980924">24.9.1998</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-76/97" YEAR="1998" PAGE.ECR="I-5357">C-76/97, Tögel, Sml. I, s. 5357</REF.DOC.ECR>, og sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-111/97" YEAR="1998" PAGE.ECR="I-5411">C-111/97, EvoBus Austria, Sml. I, s. 5411</REF.DOC.ECR>, antog Domstolen også en række spørgsmål fra Bundesvergabeamt til realitetsbehandling.</P></NOTE>.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>C —</NO.P><TXT>Den uklarhed, der er forbundet med kravet om, at afgørelsen skal have retslig karakter</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>39.</NO.P><TXT>Selv om der med tiden er blevet slækket på kravene om uafhængighed og kontradiktorisk rettergangsform, har kravet om, at den afgørelse, som den forelæggende ret skal træffe, skal være af retslig karakter, fra starten været uklart. Det kan ikke være anderledes: Det at sige, at den, der afsiger en retsafgørelse, er en ret, er det samme som ikke at sige noget. Denne egenskab kan ikke føres tilbage til anvendelsen af retsregler, for det har de organer, der udøver domsmyndighed, ikke eneret på. Offentlige myndigheder administrerer efter legalitetsprincippet<NOTE NOTE.ID="E0050" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I artikel 103, stk. 1, i den spanske forfatning af 1978 er det fastsat, at <QUOT.START ID="QS0033" REF.END="QE0033" CODE="00BB"/>de offentlige myndigheder administrerer [...] inden for rammerne af lovgivningen og gældende ret i øvrigt.<QUOT.END ID="QE0033" REF.START="QS0033" CODE="00AB"/></P></NOTE> og anvender derfor også retsregler<NOTE NOTE.ID="E0051" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Og de fortolker dem, før de anvender dem.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>40.</NO.P><TXT>For at kunne tage stilling til, om en afgørelse er af retslig karakter, har Domstolen følgelig indirekte måttet fokusere på andre kendetegn ved en ret, nogle gange — de fleste — på at den procedure, hvorunder afgørelsen træffes, er <QUOT.START ID="QS0034" REF.END="QE0034" CODE="00BB"/>konfliktpræget<QUOT.END ID="QE0034" REF.START="QS0034" CODE="00AB"/>, og andre gange på det forelæggende organs placering i domstolssystemet.</TXT></NP><NP><NO.P>41.</NO.P><TXT>I Borker-dommen<NOTE NOTE.ID="E0052" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Kendelse af <DATE ISO="19800618">18.6.1980</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="138/80" YEAR="1980" PAGE.ECR="1975">138/80, Sml. s. 1975</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> anerkendte Domstolen således ikke Conseil de l'Ordre des<?PAGE NO="I-9459"?> Avocats à la Cour de Paris (Advokatrådet i Paris) som en ret, da organet ikke skulle træffe afgørelse i en sag, men derimod skulle afgive en erklæring vedrørende en uoverensstemmelse, der var opstået mellem en advokat og en ret i en anden medlemsstat<NOTE NOTE.ID="E0053" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>En tysk domstol havde afslået at lade ham møde for retten, hvorfor han anmodede Advokatrådet i Paris om at afgøre, hvilke betingelser, der gjaldt for hans adgang til som tjenesteyder at udøve virksomhed som advokat ved retter i en anden medlemsstat. Paradoksalt nok lagde Domstolen i dom af <DATE ISO="19951130">30.11.1995</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-55/94" YEAR="1995" PAGE.ECR="I-4165">C-55/94, Gebhard, Sml. I, s. 4165</REF.DOC.ECR>, uden videre til grund, at Consiglio Nazionale Forense (Italien) var en ret i en medlemsstat. Det var ifølge generaladvokat Léger ikke det forelæggende organs karakter, der fik Domstolen til at erklære sig inkompetent i Borker-sagen, men genstanden for det præjudicielle spørgsmål. Derimod udgør en tvist vedrørende betingelserne for optagelse i advokatsamfundet eller en sanktion pålagt af et advokatråd eksempler på sager, som sammenslutningen ifølge hans opfattelse har en retlig forpligtelse til at afgøre. Måske burde Domstolen have lagt mere vægt pa, at Consiglio Nazionale Forense's afgørelse kunne påklages til Corte di cassazione.</P></NOTE>. Lignende grunde fik Domstolen til i Greis Unterweger-kendelsen<NOTE NOTE.ID="E0054" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Kendelse af <DATE ISO="19860305">5.3.1986</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="318/85" YEAR="1986" PAGE.ECR="955">318/85, Sml. s. 955</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> at afvise, at et rådgivende udvalg, der har til opgave at afgive udtalelser på det skatteretlige område som led i en forvaltningssag, kunne betegnes som en ret i en af medlemsstaterne<NOTE NOTE.ID="E0055" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Domstolen fremhævede, at der ikke fandtes en forpligtelse til at foranstalte en kontradiktorisk forhandling, at privatpersoner ikke kunne indbringe sager for udvalget, og at udvalgets udtalelse ikke var bindende for ministeren. Den påpegede desuden, at de sanktioner, der blev pålagt af ministeren, efter at udvalget havde afgivet udtalelse, af private kunne anfægtes ved de almindelige domstole, der havde fuld prøvelsesret i sager vedrørende sådanne sanktioner.</P></NOTE>, og i Victoria Film-dommen<NOTE NOTE.ID="E0056" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19981112">12.11.1998</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="134/97" YEAR="1998" PAGE.ECR="I-7023">C-134/97, Sml. I, s. 7023</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> blev Skatterättsnämnden (Sverige) heller ikke anerkendt som en ret, idet organets virksomhed var begrænset til at afgive forhåndsbeskeder på skatte- og afgiftsområdet<NOTE NOTE.ID="E0057" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Om en borger er omfattet af en skat, dennes rækkevidde o.lign.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>42.</NO.P><TXT>I straffesager mod X-dommen<NOTE NOTE.ID="E0058" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt i fodnote 15.</P></NOTE> udtalte Domstolen, at la Procura della Repubblica italiana ikke var en ret, bl.a. fordi den ikke havde til opgave at afgøre en retssag, men i givet fald at rejse tiltale ved den kompetente strafferet<NOTE NOTE.ID="E0059" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I punkt 7 i mit forslag til afgørelse i den pågældende sag hævdede jeg, at Procura della Repubblica ikke opfyldte i det mindste to af de vigtigste forudsætninger, som Domstolen har opstillet for at antage præjudicielle spørgsmål til realitetsbehandling: Det er ikke et organ, der virker som obligatorisk retsinstans (det er ikke engang et organ med iurisdictio i ordets snævre betydning), og det træffer ikke sine afgørelser efter at have hørt parterne under en kontradiktorisk rettergangsform, men er selv part i sagen.</P></NOTE>. Ikke desto mindre anerkendte Domstolen denne myndighed (der som allerede nævnt forener funktionen som undersøgelsesdommer med funktionen som anklagemyndighed) som en ret i Pretore di Salò-dommen<NOTE NOTE.ID="E0060" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt i fodnote 11.</P></NOTE>, på trods af, at Domstolen erkendte, at mange af dens funktioner strengt taget ikke var af retslig karakter og dens opgave navnlig ikke var at afgøre en retlig tvist.</TXT></NP><NP><NO.P>43.</NO.P><TXT>I Garofalo m.fl.-dommen<NOTE NOTE.ID="E0061" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19971016">16.10.1997</DATE>, forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-69/96—C-79/96" YEAR="1997" PAGE.ECR="I-5603">C-69/96 — C-79/96, Sml. I, s. 5603</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> anså Domstolen derimod et organ, der afgav udtalelse i en sag, hvor det tilkom en politisk instans at træffe afgørelse i sagen, for at være en ret. Det drejede sig om Consiglio di Stato (Italien), når det afgiver en udtalelse under ekstraordinær rekurs; men afgørelsen i sagen ligger reelt i dens hænder. Udtalelsen, der vedrører anvendelsen af retsregler, har form af et udkast til en afgørelse, som formelt træffes af præsidenten for den Italienske Republik, som ikke kan træffe afgørelse i modstrid med denne udtalelse uden forudgående drøftelse heraf i regeringen,<?PAGE NO="I-9460"?> og afgørelsen skal være behørigt begrundet.</TXT></NP><NP><NO.P>44.</NO.P><TXT>Domstolen fandt, idet den henviste til Nederlandse Spoorwegen-dommen<NOTE NOTE.ID="E0062" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19731127">27.11.1973</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="36/73" YEAR="1973" PAGE.ECR="1299">36/73, Spoorwegen, Sml. s. 1299</REF.DOC.ECR>. I denne dom antog Domstolen de præjudicielle spørgsmål, der var forelagt af det Raad van State (det nederlandske statsråd), før de afgav en udtalelse, der ikke var juridisk bindende, under en administrativ rekurssag, hvis endelige afgørelse henhørte under Kronen. Generaladvokat Mayras, som havde rejst spørgsmålet i sit forslag til afgørelse, mente, at spørgsmålene burde fremmes til realitetsbehandling.</P></NOTE>, at Consiglio di Stato i Italien var en <QUOT.START ID="QS0035" REF.END="QE0035" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0035" REF.START="QS0035" CODE="00AB"/> i traktatens betydning<NOTE NOTE.ID="E0063" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I mit forslag til afgørelse i Garofalo-sagen (punkt 37) anførte jeg, at den omstændighed, at den endelige afgørelse var uanfægtelig og ikke kunne være genstand for yderligere domstolskonttol, var et afgørende element, der talte til fordel for, at det præjudicielle spørgsmål skulle antages til realitetsbehandling. Det drejer sig om et udtryk for princippet om sikring af fællesskabsrettens effektiv virkning.</P></NOTE>. I modsætning hertil kan nævnes ANAS-<NOTE NOTE.ID="E0064" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Kendelse af <DATE ISO="19991126">26.11.1999</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-192/98" YEAR="1999" PAGE.ECR="I-8583">C-192/98, Sml. I, s. 8583</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> og RAI-kendelsen<NOTE NOTE.ID="E0065" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Kendelse af <DATE ISO="19991126">26.11.1999</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-440/98" YEAR="1999" PAGE.ECR="I-8597">C-440/98, Sml. I, s. 8597</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, hvori Domstolen afviste, at Corte dei Conti kunne betragtes som en <QUOT.START ID="QS0036" REF.END="QE0036" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0036" REF.START="QS0036" CODE="00AB"/>, da den i hovedsagerne udøvede en efterfølgende revisionsfunktion, der i det væsentlige bestod i evaluering og efterprøvelse af resultaterne af forvaltningsvirksomhed, hvoraf Domstolen sluttede, at organet i den sammenhæng, der havde givet anledning til den præjudicielle anmodning, ikke udøvede en retslig funktion.</TXT></NP><NP><NO.P>45.</NO.P><TXT>Indtil Job Centre I-dommen<NOTE NOTE.ID="E0066" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19951019">19.10.1995</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="111/94" YEAR="1995" PAGE.ECR="I-3361">C-lll/94, Sml. I, s. 3361</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> fremgik det tilsyneladende af Domstolens praksis, at et præjudicielt spørgsmål, der forelægges af et organ, der indgik i det nationale domstolssystem, kan antages til realitetsbehandling, selv om organet ikke har til opgave at træffe afgørelse i en sag<NOTE NOTE.ID="E0067" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>J.C. Moitinho de Almeida: <QUOT.START ID="QS0037" REF.END="QE0037" CODE="00BB"/>La notion de juridiction d'un Etat membre (article 177 du traité CE)<QUOT.END ID="QE0037" REF.START="QS0037" CODE="00AB"/>, i Mélanges en hommage à Fernand Schockweiler, 1999, s. 463-478.</P></NOTE>. Siden har situationen ikke været så klar.</TXT></NP><NP><NO.P>46.</NO.P><TXT>I denne sag havde Tribunale civile e penale di Milano forelagt to præjudicielle spørgsmål inden for rammerne af den frivillige retspleje<NOTE NOTE.ID="E0068" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Domstolen havde tidligere i dom af <DATE ISO="19741112">12.11.1974</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="32/74" YEAR="1974" PAGE.ECR="1201">32/74, Haaga, Sml. s. 1201</REF.DOC.ECR>, uden videre antaget et præjudicielt spørgsmål til realitetsbehandling, der var rejst inden for rammerne af en lignende sag. Generaladvokat Mayras havde foreslået, at Domstolen anerkendte det forelæggende organ som værende en <QUOT.START ID="QS0038" REF.END="QE0038" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0038" REF.START="QS0038" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>, og Domstolen havde anlagt et restriktivt kriterium. Domstolen fastslog, at de nationale retsorganer kun kan anmode Domstolen om at afgøre et præjudicielt spørgsmål, hvis der verserer en sag for retten, der skal løses med <QUOT.START ID="QS0039" REF.END="QE0039" CODE="00BB"/>en afgørelse af retslig karakter<QUOT.END ID="QE0039" REF.START="QS0039" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>47.</NO.P><TXT>For Domstolen er det således ikke tilstrækkeligt, at det forelæggende organ indgår i en medlemsstats nationale domstolssystem. Det er desuden en betingelse, at organet skal afgøre en tvist<NOTE NOTE.ID="E0069" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. dommens præmis 11. Generaladvokat Geelhoed foreslog i sit forslag til afgørelse af <DATE ISO="20010315">15.3.2001</DATE>, i sag C-178/99, at Domstolen erklærede sig inkompetent med hensyn til at besvare et præjudicielt spørgsmål, der var forelagt af Bezirksgericht Bregenz i Østrig (af en lokal dommer, der fungerede som første instans) i en tinglysningssag, fordi organet ikke udøvede en retslig funktion.</P></NOTE>, og der foreligger en tvist, når en person befinder sig i juridisk konflikt med en anden, selv<?PAGE NO="I-9461"?> hvis denne anden er et retsligt organ, hvis afgørelse personen vil påklage<NOTE NOTE.ID="E0070" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I præmis 18 i Victoria Film-dommen fastslog Domstolen, at kun hvis Skatterättsnämndens afgørelse blev påklaget, kunne man tale om, at det organ, der skulle afgøre klagen, udøvede dømmende myndighed. Det var netop denne situation, der forelå i dom afl <DATE ISO="19991108">8.11.1999</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-200/98" YEAR="1999" PAGE.ECR="I-8261">C-200/98, x og Y, Sml. I, s. 8261</REF.DOC.ECR>, hvori Domstolen fastslog, at Regeringsrätten udøver en retslig funktion, når den afgør en Klage over Skatterättsnämnden's afgørelse.</P></NOTE>. I Job Center I-dommen udtalte Domstolen således, at der udøves en retslig funktion, når personen anlægger sag til prøvelse af en afgørelse, der er truffet inden for rammerne af den frivillige retspleje<NOTE NOTE.ID="E0071" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Efter at Domstolen i Job Centre I-dommen, havde erklæret sig inkompetent med hensyn til besvarelsen af de forelagte spørgsmål, afgjorde Tribunale civile e penale di Milano sagen. Afgørelsen blev påklaget til Corte d'appello di Milano, som forelagde tre præjudicielle spørgsmål. Domstolen erklærede sig efterfølgende i dom afl <DATE ISO="19971201">1.12.1997</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-55/96" YEAR="1997" PAGE.ECR="I-7119">C-55/96, Job Centre II, Sml. I, s. 7119</REF.DOC.ECR>, kompetent og besvarede spørgsmålene.</P></NOTE>, således som det var tilfældet i Haaga-sagen<NOTE NOTE.ID="E0072" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Sikringen af fællesskabsrettens effektive virkning kan være den fortolkningsmæssige nøgle til at forlige de to domme: I Job Centresagen kunne organets afgørelse i modsætning til, hvad der gjaldt i Haaga-sagen, påklages til en anden myndighed.</P></NOTE>.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>D —</NO.P><TXT>De problemer, der opstår ved at betragte en voldgiftsret som <QUOT.START ID="QS0040" REF.END="QE0040" CODE="00BB"/>en ret<QUOT.END ID="QE0040" REF.START="QS0040" CODE="00AB"/></TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>48.</NO.P><TXT>Et af de momenter, der siden Vaasen-Göbbels-dommen<NOTE NOTE.ID="E0073" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt i fodnote 8.</P></NOTE> har karakteriseret en ret som omhandlet i artikel 234 EF, er den obligatoriske karakter af organets virksomhed.</TXT></NP><NP><NO.P>49.</NO.P><TXT>Denne betingelse opfyldes ikke af voldgiftsretter. I Nordsee-dommen<NOTE NOTE.ID="E0074" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19820323">23.3.1982</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="102/81" YEAR="1982" PAGE.ECR="1095">102/81, Sml. 1095</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> erklærede Domstolen sig inkompetent med hensyn til besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål, der var stillet af en tysk voldgiftsret, som parterne ikke havde nogen forpligtelse til at involvere i bilæggelsen af deres tvister<NOTE NOTE.ID="E0075" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Voldgiftsretten var i medfør af bestemmelserne i en kontrakt kompetent til at træffe afgørelse i sager vedrørende fordelingen af den økonomiske støtte fra EUGFL. Det drejede sig om en voldgiftsret, der traf afgørelse på grundlag af gældende ret, og som efter en kontradiktorisk rettergang atsagde en voldgiftskendelse, der havde virkning som en retskraftig dom. Domstolen bemærkede, at der ikke var tale om en obligatorisk retspleje, og at de tyske myndigheder ikke havde været inddraget ved valget af voldgift og ikke ex officio kunne intervenere under voldgiftssagens forløb. Herefter fastslog Domstolen, at forbindelsen mellem voldgiftssagen og den almindelige retsplejeordning i den pågældende medlemsstat ikke var tilstrækkelig snæver til, at voldgiftsmanden kunne betragtes som <QUOT.START ID="QS0041" REF.END="QE0041" CODE="00BB"/>en ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0041" REF.START="QS0041" CODE="00AB"/>. Domstolens sidste bemærkning gav anledning til, at generaladvokat Tesauro i punkt 28 i forslaget til afgørelse i Dorsch Consult-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 16, betragtede organets forbindelse med statsmagten som et yderligere kriterium for organets kompetence til at forelægge præjudicielle spørgsmål.</P></NOTE>, og præciserede, at såfremt der under en sædvanlig voldgiftssag opstår spørgsmål om fortolkning af fællesskabsretten, tilkommer det de ordinære retter at forelægge et præjudicielle spørgsmål herom, hvis de finder det nødvendigt, enten inden for rammerne af den bistand, som de almindeligvis yder voldgiftsretterne, eller i forbindelse med påklage af voldgiftskendelsen<NOTE NOTE.ID="E0076" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>P. Bonassies redegør i artiklen: <QUOT.START ID="QS0042" REF.END="QE0042" CODE="00BB"/>Arbitrage et droit communautaire<QUOT.END ID="QE0042" REF.START="QS0042" CODE="00AB"/> i L'Europe et le droit. Mélanges en hommage a Jean Boulouis, udgivet af Dalloz, Paris 1999, s. 21 ff., for de ulemper, der var ved Domstolens oprindelige praksis vedrørende den retslige karakter af voldgiftsretters virksomhed.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>50.</NO.P><TXT>Efter Nordsee-dommen forholdt det sig tilsyneladende sådan, at svaret var givet på forhånd, hvis det var obligatorisk at indbringe sagen for voldgiftsretten, og denne traf afgørelse i sagen som sidste instans. Dette var da også tilfældet i Danfoss-sagen<NOTE NOTE.ID="E0077" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19891017">17.10.1989</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="109/88" YEAR="1989" PAGE.ECR="3199">109/88, Sml. s. 3199</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, hvor de præjudicielle spørgsmål blev forelagt af en faglig voldgiftsret i<?PAGE NO="I-9462"?> Danmark, som i henhold til den danske lovgivning havde kompetence til som sidste instans at afgøre de tvister vedrørende kollektive overenskomster, der opstod mellem lønmodtagerorganisationerne og arbejdsgiverne. Voldgiftsrettens kompetence afhang ikke af en aftale mellem parterne, da hver af parterne kunne indbringe en sag for retten, uanset den anden parts eventuelle modstand herimod, og afgørelsen var bindende for begge parter.</TXT></NP><NP><NO.P>51.</NO.P><TXT>Domstolen har på dette punkt fulgt en sammenhængende linje og fastslog da også i Almelo-dommen<NOTE NOTE.ID="E0078" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt i fodnote 26.</P></NOTE>, at den var kompetent til at besvare præjudicielle spørgsmål, der var forelagt af et organ, som traf afgørelser efter billighed, og som skulle afgøre en klage, der var indgivet over en voldgiftskendelse, fordi organet var forpligtet til at overholde de fællesskabsretlige bestemmelser<NOTE NOTE.ID="E0079" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I dom af <DATE ISO="19990601">1.6.1999</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-126/97" YEAR="1999" PAGE.ECR="I-3055">C-126/97, Eco Swiss, Sml. I, s. 3055</REF.DOC.ECR>, besluttede' Domstolen igen at antage en række præjudicielle spørgsmål til realitetsbehandling, der var rejst inden for rammerne af en klagesag vedrørende en voldgiftskendelse, og som i dette tilfælde var blevet forelagt af Hoge Raad der Nederlanden.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>52.</NO.P><TXT>Ved at fokusere så meget på, at det skal være obligatorisk at indbringe sagen for et sådant organ, overså Domstolen imidlertid de øvrige kriterier, som efter retspraksis er afgørende for, om et givet organ kan betragtes som en <QUOT.START ID="QS0043" REF.END="QE0043" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0043" REF.START="QS0043" CODE="00AB"/> i den forstand, begrebet er anvendt i artikel 234 EF, og i Danfoss-sagen lagde Domstolen til grund, at den forelæggende voldgiftsret var en <QUOT.START ID="QS0044" REF.END="QE0044" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0044" REF.START="QS0044" CODE="00AB"/>, selv om rettens sammensætning og virkemåde ikke var detaljeret reguleret i lovgivningen. Rettens sammensætning afgøres i den konkrete sag, og rettergangsformen er fastsat i en aftale mellem parterne inden for lovgivningens rammer<NOTE NOTE.ID="E0080" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. punkt 19-21 i generaladvokat Lenz' forslag til afgørelse i sagen. Domstolen, der i denne sag fulgte generaladvokatens forslag til afgørelse, begrundede efter min opfattelse endnu en gang sin opfattelse i nødvendigheden af at sikre fælleskabsrettens effektive virkning, eftersom den forelæggende voldgiftsret afgjorde tvisterne som sidste instans.</P></NOTE>.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>E —</NO.P><TXT>Udstrækningen af begrebet <QUOT.START ID="QS0045" REF.END="QE0045" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0045" REF.START="QS0045" CODE="00AB"/> til også at omfatte oversøiske retter, organer, som ikke er en del af en medlemsstats domstolssystem, samt internationale retter</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>53.</NO.P><TXT>1 Kaefer og Proacci-dommen<NOTE NOTE.ID="E0081" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19901212">12.12.1990</DATE>, forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-100/89+C-101/89" YEAR="1990" PAGE.ECR="I-4647">C-100/89 og C-101/89, Sml. 1, s. 4647</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> og i Leplat-dommen<NOTE NOTE.ID="E0082" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19920212">12.2.1992</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-260/90" YEAR="1992" PAGE.ECR="I-643">C-260/90, Sml. I, s. 643</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> anerkendte Domstolen, at retterne i de oversøiske departementer og territorier, der er en del af det franske domstolssystem, kunne forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen.</TXT></NP><NP><NO.P>54.</NO.P><TXT>I Barr og Montrose Holdings-dommen<NOTE NOTE.ID="E0083" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19910703">3.7.1991</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-355/89" YEAR="1991" PAGE.ECR="I-3479">C-355/89, Sml. I, s. 3479</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> anerkendte Domstolen desuden, at retterne på Isle of Man kunne forelægge præjudicielle spørgsmål, selv om de ikke er en del af det britiske domstolssystem<NOTE NOTE.ID="E0084" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Som anført i punkt 4 i generaladvokat Jacobs' forslag til afgørelse udgør Isle of Man i lighed med Kanaløerne ikke en del af Det Forenede Kongerige, og øen er heller ikke en koloni. Han gik imidlertid ind for en vid fortolkning af udtrykket <QUOT.START ID="QS0046" REF.END="QE0046" CODE="00BB"/>en ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0046" REF.START="QS0046" CODE="00AB"/>, således at det også omfatter organer, der befinder sig på et hvilket som helst sted på medlemsstaternes territorier, hvor traktaten finder anvendelse, også selv om den kun finder delvis anvendelse dér (punkt 18).</P></NOTE>. Domstolen besvarede efterfølgende i<?PAGE NO="I-9463"?> Pereira Roque-dommen<NOTE NOTE.ID="E0085" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19980716">16.7.1998</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-171/96" YEAR="1998" PAGE.ECR="I-4607">C-171/96, Sml. I, s. 4607</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> et spørgsmål, der var forelagt af et organ på Jersey, der heller ikke er en del af domstolssystemet i Det Forenede Kongerige<NOTE NOTE.ID="E0086" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det bekræftes i denne dom, at retspraksis som i Barr og Montrose Holdings-dommen finder anvendelse på retterne på Kanaløerne.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>55.</NO.P><TXT>Selv om der i artikel 234 EF henvises til retterne i en medlemsstat, fastslog Domstolen i Parfums Christian Dior-dommen<NOTE NOTE.ID="E0087" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19971104">4.11.1997</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="337/95" YEAR="1997" PAGE.ECR="I-6013">C-337/95, Sml. I, s. 6013</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, at Benelux-Domstolen ikke alene havde kompetence til at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen. Den var forpligtet til det, idet dens afgørelser ikke kunne appelleres ifølge de nationale retsregler. Den omstændighed, at rettens afgørelser ikke kan appelleres til en højere retsinstans, som definitivt fastlægger en ensartet fortolkning af fællesskabsretten i Beneluxlandene, førte til, at Domstolen antog spørgsmålet til realitetsbehandling.</TXT></NP><NP><NO.P>56.</NO.P><TXT>I alle disse domme, hvor betingelsen om, at det forelæggende organ skal være <QUOT.START ID="QS0047" REF.END="QE0047" CODE="00BB"/>en ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0047" REF.START="QS0047" CODE="00AB"/>, udvides til også at omfatte organer, som utvivlsomt ikke er det, gør nødvendigheden af at sikre en ensartet fortolkning af fællesskabsretten sig gældende, således at alle de retslige organer, der træffer afgørelser i sager, hvor <HT TYPE="ITALIC"><QUOT.START ID="QS0048" REF.END="QE0048" CODE="00BB"/>la norma decidendi<QUOT.END ID="QE0048" REF.START="QS0048" CODE="00AB"/></HT> er af fællesskabsretlig karakter, kan benytte sig af det redskab, der er til rådighed i henhold til artikel 234 EF.</TXT></NP><NP><NO.P>57.</NO.P><TXT>Omvendt forholder det sig sådan, at medlemsstaterne med samme begrundelse bør undlade at fastsætte bestemmelser, der forbyder et organ at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen. I Rheinmiihlendommen<NOTE NOTE.ID="E0088" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19740116">16.1.1974</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="166/73" YEAR="1974" PAGE.ECR="33">166/73, Sml. s. 33</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> bemærkede Domstolen, at den omstændighed, at der fandtes en statsretlig bestemmelse i den pågældende medlemsstat, i henhold til hvilken retterne var bundet af den fortolkning, som en højere instans havde fastlagt, ikke af denne ene grund kunne afskære dem fra at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Nødvendigheden af, at retspraksis må ændres</TXT></NP></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>A —</NO.P><TXT>Den manglende retssikkerhed, der følger af, at der ikke findes en definition af begrebet <QUOT.START ID="QS0049" REF.END="QE0049" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0049" REF.START="QS0049" CODE="00AB"/>, og af, at retspraksis er svingende</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>58.</NO.P><TXT>Det er ikke meningen, at det foran anførte skal opfattes som ren opremsning af praksis. Hensigten er at påvise, at Domstolens praksis på dette bestemte område ikke blot, som tidligere nævnt, i for høj grad er kasuistisk, men også, at den savner de klare og præcise elementer, som et fællesskabsretligt begreb skal indeholde. Dommene, der langt fra udgør et sikkert referencegrundlag, tegner et uklart og<?PAGE NO="I-9464"?> usammenhængende billede af retspraksis, hvilket medfører en generel usikkerhed<NOTE NOTE.ID="E0089" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Den ulempe, som situationen har medført, er fremhævet i følgende værker: L. Neville og T. Kennedy: The Court of Justice of The European Communities, udgivet af Sweet &amp; Maxwell, London, 1994, s. 209-213, M. Ch. Bergerès: Contentieux communautaire, udgivet af Presses Universitaires de France, 2. udg., s. 247-248, og M. Jimeno Bulnes: La cuestión prejudicial del art. 177 TCE, udgivet af Bosch, Barcelona, 1996, s. 189 ff.</P></NOTE>. Den hyppige uoverensstemmelse mellem generaladvokaternes forslag og Domstolens domme illustrerer den retlige usikkerhed, der er knyttet til begrebet <QUOT.START ID="QS0050" REF.END="QE0050" CODE="00BB"/>en ret i en af medlemsstaterne <QUOT.END ID="QE0050" REF.START="QS0050" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>59.</NO.P><TXT>Det første offer for situationen har været Domstolen selv, der har givet udtryk for skiftende vurderinger af den retslige karakter af mange organer, der har forelagt præjudicielle spørgsmål, undertiden uden at angive de grunde, der fik den til at hælde i den ene eller anden retning<NOTE NOTE.ID="E0090" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Domstolen har været kritiseret for ved forskellige lejligheder at have fastslået, at den havde kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål uden at have foranstaltet nærmere undersøgelser af det forelæggende organs karakter. Dette er tilfældet for så vidt angår dom af <DATE ISO="19920408">8.4.1992</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-166/91" YEAR="1992" PAGE.ECR="I-2797">C-166/91, Bauer, Sml. I, s. 2797</REF.DOC.ECR>, af <DATE ISO="19940809">9.8.1994</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-447/93" YEAR="1994" PAGE.ECR="I-4087">C-447/93, Dreessen, Sml. I, s. 4087</REF.DOC.ECR>, hvor det forelæggende organ var Conseil d'appel d'expression française de l'ordre des architectes (Belgien), samt dom af <DATE ISO="19920716">16.7.1992</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-67/91" YEAR="1992" PAGE.ECR="I-4785">C-67/91, Asociación Española de Banca Privada m.fl., Smh I, s. 4785</REF.DOC.ECR>, hvori Domstolen tog stilling til diverse præjudicielle spørgsmål, der var forelagt af Tribunal de Defensa de la Competencia (Spanien), der som en del af Økonomiministeriet ikke henhører under domstolssystemet, og hvis afgørelser altid kunne påklages til Tribunales de la jurisdicción contencioso-administrativa. Hertil kan føjes dom af <DATE ISO="19980617">17.6.1998</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-243/95" YEAR="1998" PAGE.ECR="I-3739">C-243/95, Hill og Stapleton, Sml. I, s. 3739</REF.DOC.ECR>, hvori Domstolen antog de spørgsmål til realitetsbehandling, som Labour Court i Dublin havde forelagt, og dom af <DATE ISO="19981126">26.11.1998</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="7/97" YEAR="1998" PAGE.ECR="I-7791">C-7/97, Bronner, Sml. I, s. 7791</REF.DOC.ECR>, der vedrørte nogle spørgsmål, der var blevet forelagt af Oberlandesgericht Wien i dens egenskab af kartelretlig instans. Desuden bør man nævne de sager, jeg allerede har nævnt i fodnote 19, nemlig Hospital Ingenieure, forelagt af Unabhängiger Verwaltungsrat für Kärnten, som kun har kompetence til at træffe afgørelse om lovligheden af myndighedernes retsakter, herunder dem, der vedrørte indgåelsen af offentlige kontrakter, og Unitron Scandinavia og 3-S, forelagt af Klagenævnet for udbud. Også i dom af <DATE ISO="19930401">1.4.1993</DATE>, forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-260/91+C-261/91" YEAR="1993" PAGE.ECR="I-1885">C-260/91 og C-261/91, Diversinte og Iberlacta, Sml. I, s. 1885</REF.DOC.ECR>, antog Domstolen for første gang et præjudicielt spørgsmål til realitetsbehandling, der var forelagt af Tribunal Económico-Administrativo Central (Spanien) uden at fremkomme med bemærkninger vedrørende organets retslige karakter.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>60.</NO.P><TXT>Det kan konstateres, at i de sager, hvor Domstolen har været i tvivl, har det som allerede nævnt været på de punkter, der adskiller en <QUOT.START ID="QS0051" REF.END="QE0051" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0051" REF.START="QS0051" CODE="00AB"/> fra et organ, der ikke er det, eftersom det forhold, at organet er oprettet ved lov, at det har permanent karakter, og at det træffer afgørelse i henhold til retsregler, også gør sig gældende for organer, der er en del af det administrative system.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>B —</NO.P><TXT>Den retslige karakter af det nationale organ som et grundlæggende retsprincip, der er afgørende for Domstolens kompetence</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>61.</NO.P><TXT>Er usikkerhed forstyrrende i retsforhold, er problemet så meget desto større, når det berører et begreb, der, som det er tilfældet for så vidt angår begrebet i artikel 234 EF, vedrører den offentlige interesse. Begrebet <QUOT.START ID="QS0052" REF.END="QE0052" CODE="00BB"/>en ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0052" REF.START="QS0052" CODE="00AB"/> bestemmer Domstolens kompetence til at fremme en proces, der, som den præjudicielle forelæggelse, har vist sig at være afgørende for den progressive konstruktion og konsolidering af Fællesskabets retsorden. Domstolen kan ikke fastsætte sin egen kompetence. Spillereglerne skal være præcise i et retsfællesskab. De nationale domstole og borgerne i Fællesskabet har ret til på forhånd at vide, hvilke organer der kan anses for at være <QUOT.START ID="QS0053" REF.END="QE0053" CODE="00BB"/>retter i en medlemsstat<QUOT.END ID="QE0053" REF.START="QS0053" CODE="00AB"/> i henhold til artikel 234 EF.</TXT></NP><NP><NO.P>62.</NO.P><TXT>Den større eller mindre fasthed, der har gjort sig gældende i forbindelse med behandlingen af begrebet, bestemmer bredden af den vifte af eventuelle samarbejdspartnere,<?PAGE NO="I-9465"?> som Domstolen kan få, og følgelig antallet af præjudicielle domme. Og dette forhold er relevant i forbindelse med den harmoniserende funktion, som fortolkningen og anvendelsen af fællesskabsretten har. Når det drejer sig om at vise vejen for andre ved hjælp af domme, der er bestemt til at skulle følges af alle, bør der handles med påpasselighed og forsigtighed. Én dom, der er velovervejet og velunderbygget, løser flere problemer end en række forhastede domme, der ikke går i dybden med præmisserne og ikke gør op med de spørgsmål, der er blevet forelagt.</TXT></NP><NP><NO.P>63.</NO.P><TXT>Med det formål at fremme den ensartede udbredelse og anvendelse af fællesskabsretten tilskyndede Domstolen i sine første leveår de nationale retter til at forelægge præjudicielle spørgsmål, idet den anlagde en bred definition af, hvilke organer der havde kompetence til at sætte den præjudicielle procedure i gang. Men det, der tidligere havde en klar berettigelse, er i dag, hvor fællesskabets retsorden er en realitet, der er accepteret af de retslige instanser i medlemsstaterne, forstyrrende og kan i vidt omfang vanskeliggøre Domstolens opgave.</TXT></NP><NP><NO.P>64.</NO.P><TXT>På fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er det nødvendigt at nå frem til en mere restriktiv definition af begrebet <QUOT.START ID="QS0054" REF.END="QE0054" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0054" REF.START="QS0054" CODE="00AB"/>, idet begrebets forskellige komponenter må beskrives med henblik på at tilvejebringe et præcist referencegrundlag, således at det undgås, at usikkerheden definitivt breder sig over dette område. Domstolens oprindelig synspunkt om, at de nationale retter skulle tilskyndes til at forelægge præjudicielle spørgsmål, hvilket måtte betegnes som pædagogisk, bør vige pladsen til fordel for en anden samarbejdsform, hvor den formynderiske indstilling over for de nationale domstole opgives, og de får mulighed for at påtage sig deres ansvar som almindelige fællesskabsretlige retsinstanser.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>C —</NO.P><TXT>De ændringer, der er indført i forbindelse med vedtagelsen af Amsterdamtraktaten vedrørende den generelle behandling af præjudicielle spørgsmål, navnlig for så vidt angår de nationale organer, der er kompetente til at forelægge præjudicielle spørgsmål</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>65.</NO.P><TXT>Der kan argumenteres for, at selve Amsterdam-traktaten indeholder en implicit appel til Domstolen om, at den præciserer begrebet <QUOT.START ID="QS0055" REF.END="QE0055" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0055" REF.START="QS0055" CODE="00AB"/> for så vidt angår forelæggelsen af præjudicielle spørgsmål. Traktaten bryder med princippet om, at der kun er én ordning. Ved siden af <QUOT.START ID="QS0056" REF.END="QE0056" CODE="00BB"/>generelle<QUOT.END ID="QE0056" REF.START="QS0056" CODE="00AB"/> præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 234 EF, tilføjes yderligere to <QUOT.START ID="QS0057" REF.END="QE0057" CODE="00BB"/>specifikke<QUOT.END ID="QE0057" REF.START="QS0057" CODE="00AB"/> spørgsmål med usædvanlige kendetegn, det ene i henhold til artikel 35, stk. 1, EU, og det andet i henhold til artikel 68, stk. 1, EF.</TXT></NP><NP><NO.P>66.</NO.P><TXT>Traktaten om den Europæiske Union har udvidet Domstolens jurisdiktion til den tredje søjle ved hjælp af tre bestemmelser. En af disse, der vedrører præjudiciel forelæggelse, gør det muligt for Domstolen at afgøre spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af rammeafgørelser og andre afgørelser, og spørgsmål om gennemførelsesforanstaltningerne til de aftaler, der indgås inden for rammerne af politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager, samt om fortolkningen af konventioner<?PAGE NO="I-9466"?> (artikel 35, stk. 1, EU). Domstolens jurisdiktion er på dette punkt betinget, idet Domstolens kompetence skal godkendes af medlemsstaterne for at kunne træde i kraft.</TXT></NP><NP><NO.P>67.</NO.P><TXT>Ved artikel 68 EF tildeles Domstolen en præjudiciel kompetence for så vidt angår den frie bevægelighed for personer bortset fra foranstaltninger eller afgørelser, der træffes vedrørende opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed.</TXT></NP><NP><NO.P>68.</NO.P><TXT>Hvad angår den første bestemmelse vil jeg gerne fremhæve, at de medlemsstater, der godkender Domstolens nye kompetence, kan vælge mellem at give et hvilket som helst nationalt organ mulighed for — og altså ikke pligt til — at forelægge præjudicielle spørgsmål, eller kun at tildele kompetencen til dem, der afgør sager som sidste instans, dvs. de retter, hvis afgørelser <QUOT.START ID="QS0058" REF.END="QE0058" CODE="00BB"/>ikke kan appelleres<QUOT.END ID="QE0058" REF.START="QS0058" CODE="00AB"/> (artikel 35, stk. 3, EU). Forelæggelsen af den anden type præjudicielle spørgsmål, — som retterne er forpligtet til — er fortsat begrænset til de organer, hvis afgørelser <QUOT.START ID="QS0059" REF.END="QE0059" CODE="00BB"/>ikke kan appelleres<QUOT.END ID="QE0059" REF.START="QS0059" CODE="00AB"/> (artikel 68, stk. 1, EF).</TXT></NP><NP><NO.P>69.</NO.P><TXT>Efter min opfattelse afspejler denne ændring af den generelle ordning med forelæggelse af præjudicielle spørgsmål med den deraf følgende begrænsning af, hvilke organer der har kompetence til at forelægge præjudicielle spørgsmål, et mere eller mindre udtrykkeligt ønske om at begrænse Domstolens vide definition af begrebet <QUOT.START ID="QS0060" REF.END="QE0060" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0060" REF.START="QS0060" CODE="00AB"/>. Det ser ud til, at traktatens forfattere anser begrebet — sådan som det er blevet fortolket — for ikke at være anvendeligt inden for de nye kompetenceområder, og at de anser det for at være nødvendigt, at det afgrænses eller omgås, idet der indføres undtagelser for så vidt angår de områder, der er mere følsomme som politisamarbejdet og det retlige samarbejde i kriminalsager, og området frihed, sikkerhed og retfærdighed.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>D —</NO.P><TXT>Den reform, som ratifikationen af Nice-traktaten kan medføre, og tildelingen af kompetence til Retten i Første Instans til at afgøre præjudicielle spørgsmål</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>70.</NO.P><TXT>Nødvendigheden af at nå frem til en klar definition af begrebet <QUOT.START ID="QS0061" REF.END="QE0061" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0061" REF.START="QS0061" CODE="00AB"/> haster endnu mere, når henses til resultaterne af den nyligt afholdte regeringskonference. Nice-traktaten, undertegnet den <DATE ISO="20010226">26. februar 2001</DATE><NOTE NOTE.ID="E0091" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P><REF.DOC.OJ COLL="C" NO.OJ="080" DATE.PUB="2001" PAGE.FIRST="1">EFT C 80, s. 1</REF.DOC.OJ>.</P></NOTE>, indeholder hjemmel til, at Retten i Første Instans kan afgøre præjudicielle spørgsmål, der forelægges i medfør af artikel 234 EF på bestemte områder, der er fastlagt i statutten. Jeg mener, at Domstolen bør afklare, hvad den forstår ved en ret i en af medlemsstaterne med henblik på at give Retten i Første Instans nogle relevante retninglinjer. I modsat fald er der risiko for, at der til et organs tvivlrådighed i forbindelse med dette begreb føjes et andet organs tvivlrådighed i takt med, at den nye bestemmelse udvikler sig og træder i kraft.</TXT></NP><NP><NO.P>71.</NO.P><TXT>Bestemmelsen om, at Rettens afgørelser kan efterprøves af Domstolen i medfør af<?PAGE NO="I-9467"?> det nye afsnit tre i artikel 225, stk. 3, EF, vil efter min opfattelse ikke være tilstrækkelig til, at den forstyrrende virkning af en eventuel divergerende opfattelse af spørgsmålet mellem Fællesskabets to retsinstanser kan undgås, idet Rettens afgørelser kun undtagelsesvis kan appelleres, og en eventuel appel formentlig kun kommer til at omfatte realiteten og ikke forudsætningerne for antagelse af præjudicielle spørgsmål til realitetsbehandling<NOTE NOTE.ID="E0092" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Appeladgangen, der kun skal benyttes undtagelsesvis, er forbeholdt tilfælde, hvor der er <QUOT.START ID="QS0062" REF.END="QE0062" CODE="00BB"/>alvorlig risiko for, at enheden og sammenhængen i fællesskabsretten svækkes<QUOT.END ID="QE0062" REF.START="QS0062" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>, herunder betingelsen om, at det forelæggende organ skal være <QUOT.START ID="QS0063" REF.END="QE0063" CODE="00BB"/>en ret<QUOT.END ID="QE0063" REF.START="QS0063" CODE="00AB"/>. Det ville være mere effektivt at afstikke vejen på forhånd fremfor at gøre det efterfølgende via appel af Rettens afgørelser.</TXT></NP><NP><NO.P>72.</NO.P><TXT>Men Nice-konferencen har ikke blot gjort det muligt at øge antallet af organer i Fællesskabet, der har til opgave at fastlægge en ensartet fortolkning af fællesskabsretten. Den har også skabt forudsætningerne for, at antallet af organer, der kan forelægge præjudicielle spørgsmål, kan vokse betydeligt som følge af udsigten til, at Unionen kan udvides fra 15 til 27 medlemmer. Den Europæiske Unions fremtid udviser et panorama, hvor 12 nye stater med forskellige juridiske traditioner og forskelligartede retssystemer skal inkorporeres i et retsfællesskab, hvis effektive virkeliggørelse — som Domstolen gentagne gange har understreget — forudsætter en ensartet fortolkning og anvendelse af dens bestemmelser. Det er absolut nødvendigt præcist at afgrænse begrebet <QUOT.START ID="QS0064" REF.END="QE0064" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0064" REF.START="QS0064" CODE="00AB"/> i artikel 234 EF, hvis man ikke ønsker, at Domstolen og til sin tid Retten i Første Instans bliver mødt med en lavine af præjudicielle spørgsmål, der forelægges af organer, hvis nærmere karakter vanskeligt kan fastlægges, og hvis spørgsmål skal besvares uagtet den begrænsede nytte<NOTE NOTE.ID="E0093" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jeg siger <QUOT.START ID="QS0065" REF.END="QE0065" CODE="00BB"/>begrænset nytte<QUOT.END ID="QE0065" REF.START="QS0065" CODE="00AB"/>, fordi — som jeg vil forklare længere fremme (i punkt 75-79) — svaret på præjudicielle spørgsmål, der forelægges af organer, der ikke kan betegnes som <QUOT.START ID="QS0066" REF.END="QE0066" CODE="00BB"/>retter<QUOT.END ID="QE0066" REF.START="QS0066" CODE="00AB"/>, kan vise sig at være nytteløst, hvis det forelæggende organs afgørelse efterfølgende underkendes af den nationale retsorden.</P></NOTE>, dette vil have på grund af den uklarhed, som omgiver begrebet i retspraksis. Der vil opstå tvivl, og den træghed, der er indbygget i enhver institution, vil føre til, at præjudicielle spørgsmål, der forelægges af rent administrative organer, vil blive antaget til realitetsbehandling.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>E —</NO.P><TXT>Fordelene ved, at hele anvendelsen af fællesskabsretten forbliver omfattet af Domstolens kompetence</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>73.</NO.P><TXT>Også Retten i Første Instans skal således deltage i den præjudicielle procedure. Efter min opfattelse vil Retten imidlertid ikke komme til at udføre sin opgave under optimale forhold, uanset den almindelige anerkendelse, den nyder. Det er ikke nemt at forene den præjudicielle kompetence, der gentagne gange er blevet kvalificeret som <QUOT.START ID="QS0067" REF.END="QE0067" CODE="00BB"/>forfatningsretlig<QUOT.END ID="QE0067" REF.START="QS0067" CODE="00AB"/>, med, at den skal udøves under kontrol<NOTE NOTE.ID="E0094" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Husk på, at Rettens afgørelser i henhold til artikel 225, stk. 3, EF kan appelleres til Domstolen på førstegeneraladvokatens foranledning (artikel 62 i statutten for Domstolen, som ændret ved Nice-traktaten).</P></NOTE>. Retten i Første Instans har heller ikke den struktur, der skal til for at kunne løfte en opgave, der kræver en høj grad af funktionel uafhængighed, en vilje til at gøre retsanvendelsen ensartet, samt en evne til fornyelse og til at samarbejde. <QUOT.START ID="QS0068" REF.END="QE0068" CODE="00BB"/>Den vil ikke kunne flyve med den frihed, der er nødvendig for at udvikle den<?PAGE NO="I-9468"?> førende rolle og lede alles indsats henimod en fælles forståelse af fællesskabsretten<QUOT.END ID="QE0068" REF.START="QS0068" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0095" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. mit bidrag D. Ruiz-Jarabo: <QUOT.START ID="QS0069" REF.END="QE0069" CODE="00BB"/>Den ved Nice-traktaten gennemførte reform af Domstolen og dens efterfølgende udvikling<QUOT.END ID="QE0069" REF.START="QS0069" CODE="00AB"/>, til bogen El Tratado de Niza, análisis y comentarios (Nice-traktaten, analyse og kommentarer), et fælles værk, der også indeholder bidrag af E Mariño, R. Silva, A. Mangas, P. Andrés og C. Moreiro, udgivet af Colex, Madrid, 2001, hvori jeg fremhæver, at Retten <QUOT.START ID="QS0070" REF.END="QE0070" CODE="00BB"/>løber den risiko at få samme skæbne som Ikaros, søn af Daidalos og Naukrate, i den græske mytologi, som Minos spærrede inde i labyrinten på Kreta. For at kunne flygte fandt Daidalos på at fremstille nogle vinger af fuglefjer til sin søn. De skulle klistres fast til hans krop med voks. Han advarede ham mod at flyve for tæt på solen for at undgå, at voksen smeltede, og mod at flyve for tæt på havet, fordi fierene, hvis de blev fugtige, ville blive tungere og dermed ikke kunne bruges. Retten vil stå over for en svær balancegang, idet den ikke kan gribe ind i Domstolens egentlige arbejde, da den kun skal bistå den, men den kan på den anden side heller ikke afstå fra at påtage sig at samarbejde med de nationale retter, et samarbejde, som er uløseligt forbundet med den præjudicielle kompetence, eller afstå fra at forsøge at harmonisere fortolkningen og anvendelsen af fællesskabsretten. Under de betingelser, Retten får tildelt kompetencen, mister den præjudicielle forelæggelse sine mest Karakteristiske kendetegn samt sin eksistensberettigelse, navnlig hvis den nye kompetence tildeles Retten i reduceret form og på så mange betingelser. En gentagelse af Ikaros' skæbne må undgås. Han var så fascineret af at flyve, at han nærmede sig solen så meget, at voksen smeltede, vingerne løsnede sig, og han faldt i havet og druknede<QUOT.END ID="QE0070" REF.START="QS0070" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>74.</NO.P><TXT>Den ensartede fortolkning af fællesskabsretten bør uden undtagelse forblive underlagt Domstolens præjudicielle kompetence. Det drejer sig om en kompetence, der ikke kan deles<NOTE NOTE.ID="E0096" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dette var Domstolens egen opfattelse, som i sin rapport om bestemte forhold vedrørende anvendelsen af Traktaten om Den Europæiske Union, udgivet i maj 1995, uden blusel etklærede, <QUOT.START ID="QS0071" REF.END="QE0071" CODE="00BB"/>at det set fra enhver synsvinkel er oplagt, at nødvendigheden af at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af fællesskabsretten, samt af de aftaler, der er uløseligt forbundet med virkeliggørelsen af traktatens mål, forudsætter, at der er et enkelt retsligt organ, som Domstolen, der definitivt afgør, hvad der er gældende ret for hele Fællesskabet<QUOT.END ID="QE0071" REF.START="QS0071" CODE="00AB"/>. Og den tilføjede, at <QUOT.START ID="QS0072" REF.END="QE0072" CODE="00BB"/>der er tale om et grundlæggende krav i alle sager af konstitutionel karakter, eller som omhandler et hvilket som helst problem, der er vigtigt for fællesskabsrettens udvikling<QUOT.END ID="QE0072" REF.START="QS0072" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>, hvilket indebærer, at Retten i Første Instans ikke kan medvirke på dette område. Nøglen til den præjudicielle kompetences succes ligger i en centralisering af den fortolkende funktion, som letter den ensartede fortolkning. Hvis man lader andre organer deltage, opstår der en risiko for, at enheden brydes. Når der vedrørende det samme juridiske begreb inden for fællesskabsretten opstår to forskellige fortolkninger fra de to fællesskabsretlige retsinstanser, er den præjudicielle forelæggelse dødsmærket. Risikoen for forvirring undgås ikke ved, at artikel 225 EF bestemmer, at Retten i Første Instans kun skal tildeles præjudiciel kompetence i <QUOT.START ID="QS0073" REF.END="QE0073" CODE="00BB"/>bestemte arter af sager<QUOT.END ID="QE0073" REF.START="QS0073" CODE="00AB"/>, da enhver jurist ved, at forskellige sager indeholder fælles kategorier, begreber, og juridiske principper, hvorfor risikoen for uoverensstemmelser ikke forsvinder. Den opgave, der varetages i forbindelse med den præjudicielle procedure, svarer til en retsbeskyttende funktion, der har kassatorisk karakter, og der bør derfor kun være én kassationsret inden for hver retsorden.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>F —</NO.P><TXT>Den forstyrrende virkning af et administrativt organs indblanding i en dialog mellem retsinstanser</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>75.</NO.P><TXT>Som jeg allerede har nævnt, var der et tidspunkt, hvor Domstolens accept af at besvare spørgsmål, der blev forelagt af organer, der utvivlsomt ikke kunne betegnes som <QUOT.START ID="QS0074" REF.END="QE0074" CODE="00BB"/>retter<QUOT.END ID="QE0074" REF.START="QS0074" CODE="00AB"/>, var berettiget, idet det var nødvendigt at give den nødvendige tilskyndelse til at tilvejebringe et juridisk enhedsområde inden for Fællesskabets rammer. Når nu marchhastigheden er nået, og retsfællesskabet er en almindelig anerkendt<?PAGE NO="I-9469"?> realitet, kan det være forstyrrende, at adgangen til at forelægge præjudicielle spørgsmål består for de organer, som ikke har dømmende myndighed.</TXT></NP><NP><NO.P>76.</NO.P><TXT>Der er ved artikel 234 EF indført en ordning med et retligt samarbejde, der har karakter af en teknisk dialog mellem retsinstanser. Domstolen har aldrig sået tvivl om denne definition. Formålet med det præjudicielle spørgsmål er altså ikke at bistå et organ, der henhører under den udøvende magt.</TXT></NP><NP><NO.P>77.</NO.P><TXT>De administrative organer, der ved at anvende gældende ret afgør sager ud fra legalitetsprincippet, er ikke nødvendigvis sammensat af jurister<NOTE NOTE.ID="E0097" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>To eksempler: Af de tre medlemmer af den finske maaseutuelinkeinojen valituslautakakunta, som forelagde det præjudicielle spørgsmål, der blev besvaret i dom af <DATE ISO="19981022">22.10.1998</DATE>, forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-9/97+C-118/97" YEAR="1998" PAGE.ECR="I-6267">C-9/97 og C-118/97, Jokela og Pitkäranta, Sml. I, s. 6267</REF.DOC.ECR>, var den ene en syns- og skønsmand, der ikke var jurist. Den østrigske Kartellgericht, der forelagde det spørgsmål, der var genstand for Bronner-dommen (nævnt i fodnote 90), var sammensat af tre medlemmer, hvoraf de to var ikke-juridiske assessorer.</P></NOTE>. Denne omstændighed kan medføre, at det præjudicielle spørgsmål ikke formuleres på den mest hensigtsmæssige måde, at spørgsmålet ikke er præcist nok og mangler den nødvendige tekniske nøjagtighed.</TXT></NP><NP><NO.P>78.</NO.P><TXT>Det retslige organ, der efterprøver den administrative afgørelse, der er udformet på grundlag af Domstolens svar, kan anse den præjudicielle forelæggelse for at have været være unødvendig eller være af den opfattelse, at der skulle have været lagt vægt på andre aspekter i forbindelse med forelæggelsen. Hvis retsinstansen når frem til, at den konkrete sag hverken vedrører fortolkningen eller anvendelsen af fællesskabsretten, vil den præjudicielle forelæggelse have været nytteløs, og de ressourcer, der har været brugt på at besvare spørgsmålet, være spildte, med det deraf følgende tab af legitimitet, som for Domstolens vedkommende indebærer, at der ikke bliver taget hensyn til dens domme, fordi de forekommer unødvendige.</TXT></NP><NP><NO.P>79.</NO.P><TXT>Hvis det retslige organ finder, at spørgsmålet skulle have været formuleret anderledes, er den ikke desto mindre bundet af det præjudicielle spørgsmål, der har været forelagt og det svar, der er modtaget, og det vil af procesøkonomiske årsager ikke være tilbøjelig til på ny at sætte den præjudicielle procedure i gang for at rette op på, hvad efter dets opfattelse startede skævt på grund af den mangelfulde forelæggelse. Det er alvorligt, at det retlige samarbejde i medfør af artikel 234 EF, bliver forstyrret, fordi der i det direkte forhold mellem Domstolen og den nationale ret indskydes et administrativt organ, hvis handlinger er velmente, men som med sin manglende uafhængighed og sine manglende retsvidenskabelige forudsætninger vanskeliggør hele processen. Det er før set, at den måde, hvorpå det præjudicielle spørgsmål er formuleret, kan bestemme Domstolens svar<NOTE NOTE.ID="E0098" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I mit forslag til afgørelse i Gottardo-sagen, som er omtalt i fodnote 36, har jeg beskrevet, hvordan Domstolen med mindre end to års mellemrum gav to heit forskellige svar på det samme spørgsmål, fordi den forelæggende ret i den første sag, hvor der blev afsagt dom den <DATE ISO="19910725">25.7.1991</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-345/89" YEAR="1991" PAGE.ECR="I-4047">C-345/89, Stöckel, Sml. I, s. 4047</REF.DOC.ECR>, ikke havde henvist til en ILO-konvention, mens retten i den anden sag havde gjort det, jf. dom af <DATE ISO="19930802">2.8.1993</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-158/91" YEAR="1993" PAGE.ECR="I-4287">C-158/91, Levy, Sml. I, s. 4287</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, hvorfor det er vigtigt at fastholde, at de organer, der deltager i<?PAGE NO="I-9470"?> den præjudicielle forelæggelse, skal være retsinstanser. Hvis spørgsmålet forelægges af et administrativt organ, kan behandlingen af den sag, der efterfølgende anlægges til prøvelse af afgørelsen, blive afhængig af den måde, forelæggelsen skete på, eller det tidspunkt, forelæggelsen fandt sted, således at det <QUOT.START ID="QS0075" REF.END="QE0075" CODE="00BB"/>rigtige<QUOT.END ID="QE0075" REF.START="QS0075" CODE="00AB"/> retslige organ i vidt omfang er berøvet muligheden for at benytte sig af en præjudiciel forelæggelse. Selv om det i teorien kunne forelægge et nyt spørgsmål, vil en sådan fornyet forelæggelse nemlig medføre en yderligere forsinkelse i behandlingen af hovedsagen, hvilket ville være uacceptabelt set i lyset af, at sagsbehandlingen i forvejen er ret langsommelig.</TXT><P>Sagt i al korthed: Ved at antage præjudicielle spørgsmål, der forelægges af administrative organer, til realitetsbehandling vanskeliggøres den dialog mellem retsinstanser, der er forudsat i traktaten, betydeligt, traktatens formål fordrejes, og borgernes domstolsbeskyttelse forvanskes.</P></NP></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>Forslag til en ny definition af begrebet <QUOT.START ID="QS0076" REF.END="QE0076" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0076" REF.START="QS0076" CODE="00AB"/> som omhandlet i artikel 234 EF</TXT></NP></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>A —</NO.P><TXT>Den fælleskabsretlige karakter af begrebet</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>80.</NO.P><TXT>Set i lyset af mine betragtninger ovenfor er det nødvendigt, at Domstolen udarbejder en ny definition af begrebet <QUOT.START ID="QS0077" REF.END="QE0077" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0077" REF.START="QS0077" CODE="00AB"/> som omhandlet i artikel 234 EF.</TXT></NP><NP><NO.P>81.</NO.P><TXT>Det er en forudsætning for den ensartede anvendelse af fællesskabsretten, at definitionen af begrebet <QUOT.START ID="QS0078" REF.END="QE0078" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0078" REF.START="QS0078" CODE="00AB"/> fastlægges i fællesskabsretligt regi. Det er på baggrund af fællesskabsretten og med udgangspunkt i Unionens egne strukturelle behov, at opgaven bør gribes an. Med andre ord bør begrebet ikke kun fastlægges ud fra national rets egne begreber<NOTE NOTE.ID="E0099" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>M. Chevalier og D. Maidani anfører i <HT TYPE="ITALIC">Guide pratique Article 177 CEE,</HT> Luxembourg, Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 1982, at det fællesskabsretlige begreb ikke er helt uafhængigt af de nationale lovgivningers begreber. De omstændigheder og kriterier, som Domstolen lægger vægt på i sin praksis, har rødder i de generelle principper, der er fælles for retssystemerne i alle medlemsstaterne.</P></NOTE>, men hovedsageligt på baggrund af den præjudicielle forelæggelses formål, som er at sikre, at fællesskabsretten får samme gennemslagskraft overalt i Fællesskabet, selv om de fælles forfatningsretlige traditioner bør spille en afgørende rolle i forbindelse med fortolkningen af et så relevant begreb.</TXT></NP><NP><NO.P>82.</NO.P><TXT>En <QUOT.START ID="QS0079" REF.END="QE0079" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0079" REF.START="QS0079" CODE="00AB"/> er ikke kun det organ, der betegnes som sådan i henhold til national ret, men også det organ, som burde være en <QUOT.START ID="QS0080" REF.END="QE0080" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0080" REF.START="QS0080" CODE="00AB"/>, således at der ikke er nogen del af fællesskabsretten, som kan unddrage sig harmonisering. Dette er årsagen til, at Domstolen har tillagt spørgsmålet om, hvorvidt det forelæggende organs afgørelse kan appelleres inden for det nationale<?PAGE NO="I-9471"?> retssystems rammer, stor betydning. Hvis det forelæggende organ træffer afgørelse i sagen som sidste instans, fraviger Domstolen de betingelser, den har opstillet for, at et organ kan betragtes som en <QUOT.START ID="QS0081" REF.END="QE0081" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0081" REF.START="QS0081" CODE="00AB"/>, og udstrækker begrebet <QUOT.START ID="QS0082" REF.END="QE0082" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0082" REF.START="QS0082" CODE="00AB"/> til også at omfatte administrative organer. Dette er efter min opfattelse tilfældet for så vidt angår Danfoss-<NOTE NOTE.ID="E0100" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt i fodnote 77.</P></NOTE> og Broekmeulen-dommen<NOTE NOTE.ID="E0101" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19811006">6.10.1981</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="246/80" YEAR="1981" PAGE.ECR="2311">246/80, Sml. s. 2311</REF.DOC.ECR>, hvori Domstolen lagde til grund, at et ankenævn, der var nedsat af et fagligt organ i Nederlandene, og hvis opgave var at behandle klager over de afgørelser, der var truffet af en kommission til optagelse af alment praktiserende læger, var en <QUOT.START ID="QS0083" REF.END="QE0083" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0083" REF.START="QS0083" CODE="00AB"/>. Domstolen støttede sig hovedsageligt på, at der reelt ikke var mulighed for at påklage ankenævnets afgørelser, selv om det ae lege lata var muligt. Det er på denne baggrund, at dommen skal forstås (jf. i denne sammenhæng punkt 23, 24 og 25 i generaladvokat Tesauro's forslag til afgørelse i Dorsch Consult-sagen, der er omtalt i fodnote 16).</P></NOTE>. Det var også hensynet til den effektive virkning af fællesskabsretten, således at anvendelsen af denne altid sker i overensstemmelse med de af Domstolen opstillede kriterier, der var afgørende for, at de præjudicielle spørgsmål i Barr og Montrose Holdings-sagen<NOTE NOTE.ID="E0102" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dommen er nævnt i fodnote 83.</P></NOTE> og i Pereira Roque-sagen<NOTE NOTE.ID="E0103" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dommen er nævnt i fodnote 85.</P></NOTE> blev antaget til realitetsbehandling.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>B —</NO.P><TXT>Generel regel: Alle organer, der indgår i det nationale domstolssystem, skal være omfattet af begrebet</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>83.</NO.P><TXT>I dette forslag har jeg beskrevet de omstændigheder, hvorunder Domstolen har angivet de kriterier, der definerer begrebet. Udøvelsen af den dømmende magt tilkommer organer, der er oprettet ved lov, og hvis medlemmer er underlagt loven, og som i forbindelse med afgørelsen af de tvister, der indbringes for organet, optræder fuldstændig uafhængigt og overholder kontradiktionsprincippet. Det retslige enhedsprincip og princippet om retternes enekompetence har imidlertid ikke været genstand for tilstrækkelig opmærksomhed.</TXT></NP><NP><NO.P>84.</NO.P><TXT>I medfør af sidstnævnte princip overdrages udøvelsen af den dømmende magt, dvs. kompetencen til at dømme og til at lade dommen fuldbyrde, udelukkende til instanser, der er indgår i domstolshierarkiet. Det er et område, som andre offentligt ansatte ikke har adgang til. Dets grundlag er det samme som det, der legitimerer selve den dømmende myndighed: Uafhængighed og det at være underlagt lovgivningen. I princippet kan det derfor kun være retslige organer, der forelægger præjudicielle spørgsmål, dvs. de organer, der udtrykkeligt er tillagt eneret til at udøve dømmende myndighed.</TXT></NP><NP><NO.P>85.</NO.P><TXT>Min gennemgang af Domstolens praksis viser, at organer, der indgår i det nationale domstolssystem, altid er <QUOT.START ID="QS0084" REF.END="QE0084" CODE="00BB"/>retter i en medlemsstat<QUOT.END ID="QE0084" REF.START="QS0084" CODE="00AB"/> som omhandlet i artikel 234 EF<NOTE NOTE.ID="E0104" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Måske var det det, Domstolen refererede til, da den i Birra Dreher-dommen, der er omtalt i fodnote 32, og i Simmenthal-dommen, der er omtalt i fodnote 34, hævdede, at døren til den præjudicielle procedure står åben for ethvert nationalt retligt organ. Kun i Corbiau-dommen, der er nævnt i fodnote 12, var der tale om et andet resultat: I denne dom erklærede Domstolen, at direktøren for skattevæsenet i Luxembourg ikke er at betragte som en <QUOT.START ID="QS0085" REF.END="QE0085" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0085" REF.START="QS0085" CODE="00AB"/> i traktatens forstand, på trods af, at Luxembourgs Conseil d'État havde tildelt ham dømmende myndighed (jf. fodnote 14). Men direktørens funktion er omdiskuteret i Luxembourgs egen juridiske litteratur (jf. punkt 36-39 i generaladvokat Darmon's forslag til afgørelse).</P></NOTE>, hvilket imidlertid ikke indebærer, at ethvert spørgsmål, der forelægges<?PAGE NO="I-9472"?> af et sådant organ, automatisk bør fremmes til afgørelse af realiteten. Det forelæggende organ skal desuden optræde i sin egenskab af ret, ligesom der skal versere en sag for retten, dvs. en tvist mellem to eller flere (juridiske) personer, som retten skal afgøre, idet den fortolker og anvender gældende ret. Den skal kort sagt udøve dømmende myndighed<NOTE NOTE.ID="E0105" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det erindres, at Domstolen i Job Centre I-dommen, der er omtalt i fodnote 66, a limine afviste et præjudicielt spørgsmål, der var forelagt af en ret i forbindelse med en sag, nvor der ikke var nogen tvist, men hvor der derimod var tale om en sag inden for rammerne af den frivillige retspleje.</P></NOTE>. Under disse omstændigheder må et organ, der indgår i en medlemsstats domstolssystem, og som uafhængigt træffer afgørelse i tvister på grundlag af retsregler og inden for rammerne af en kontradiktorisk rettergang, altid betegnes som en <QUOT.START ID="QS0086" REF.END="QE0086" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0086" REF.START="QS0086" CODE="00AB"/> som omhandlet i artikel 234 EF. Dette bør Domstolen klart give udtryk for, og den kan ikke afvise at anse et organ for at være en <QUOT.START ID="QS0087" REF.END="QE0087" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0087" REF.START="QS0087" CODE="00AB"/>, såfremt organet har denne status i medfør af national ret.</TXT><P>Denne definition tager højde for de krav, der stilles til begrebet <QUOT.START ID="QS0088" REF.END="QE0088" CODE="00BB"/>domstol<QUOT.END ID="QE0088" REF.START="QS0088" CODE="00AB"/> i den europæiske menneskerettighedskonvention, navnlig i artikel 6, stk. 1, således som bestemmelsen er blevet fortolket af institutionerne i Strasbourg. Ved hjælp af denne fælles referenceramme — konventionen er blevet ratificeret af alle medlemsstaterne — kan man overvinde de vanskeligheder, der ellers kunne opstå som følge af de forskellige opfattelser af domstolsfunktionen, der gør sig gældende for de forskellige retsordener.</P></NP><NP><NO.P>86.</NO.P><TXT>Modsat må det være sådan, at organer, som ikke er en del af det nationale domstolssystem, dvs. organer, som ikke har fået tillagt kompetence til at afgøre, <QUOT.START ID="QS0089" REF.END="QE0089" CODE="00BB"/>hvad der er gældende ret<QUOT.END ID="QE0089" REF.START="QS0089" CODE="00AB"/>, ved at fortolke og anvende retsregler<NOTE NOTE.ID="E0106" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nogle af de organer, der henhører under den udøvende magt, fortolker og anvender retsregler, men de kan ikke af den grund anses for at udøve en retslig funktion, lus ŕfr'cere-funktionen, dvs. det at fastslå, hvad der er ret i den konkrete sag, begrænser sig ikke til anvendelsen af lovgivningen. Funktionen går videre. Den <QUOT.START ID="QS0090" REF.END="QE0090" CODE="00BB"/>spiller<QUOT.END ID="QE0090" REF.START="QS0090" CODE="00AB"/> en potentiel retsskabende rolle. Retten anvender i nogle situationer eksisterende retsregler, i andre situationer går den et skridt videre, idet den udleder regler ved at anvende juridiske grundsætninger, og på den måde skaber den ret. En forvaltningsakt kan aldrig sidestilles med en dom. Dens formål er ikke at fastslå, hvad der er gældende ret, men at dække konkrete behov. Den funktion, den varetager, er, henset til dens formål, metajuridisk, selv om retsregler er bestemmende for og afgrænser dens funktion (jf. R. de Mendizábal: Códice con un juez sedente, Real Academia de Jurisprudencia y Legislación, Madrid, 1999, s. 165-166).</P></NOTE> under retssager, ikke bør anses for at være <QUOT.START ID="QS0091" REF.END="QE0091" CODE="00BB"/>retter<QUOT.END ID="QE0091" REF.START="QS0091" CODE="00AB"/>. Som jeg allerede har nævnt, er et præjudicielt spørgsmål udtryk for en dialog mellem retsinstanser.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>C —</NO.P><TXT>Undtagelse: Begrebet omfatter organer, der — uden at de indgår i det nationale domstolssystem — i henhold til den nationale retsorden har det sidste ord</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>87.</NO.P><TXT>Kun undtagelsesvis bør Domstolen antage præjudicielle spørgsmål, der forelægges af organer, der ikke er en del af det nationale domstolssystem, til realitetsbehandling, nemlig når det forelæggende organ, uanset at det står uden for det almindelige domstolshierarki, i henhold til den nationale retsorden har det sidste ord, idet dets afgørelser ikke kan appelleres. Under disse omstændigheder tilsiger formålet med og eksistensberettigelsen af den præjudicielle forelæggelse, at Domstolen<?PAGE NO="I-9473"?> besvarer de spørgsmål, som forelægges af sådanne organer<NOTE NOTE.ID="E0107" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jeg har flere gange i dette forslag omtalt Domstolens holdning til nødvendigheden af dels at udstrække anvendelsen af den præjudicielle procedure, dels at tilsikre den ensartede anvendelse af fællesskabsretten ved at antage spørgsmål til realitetsbehandling, der forelægges af organer, hvis afgørelser ikke kan appelleres.</P></NOTE>. Uanset at den præjudicielle procedure på nuværende tidspunkt er konsolideret, er det fortsat nødvendigt, at Domstolen sikrer sig, at situationer, der er reguleret af fællesskabsretten, ikke udelukkes fra Domstolens kompetence, og de relevante fællesskabsretlige regler på den måde bliver genstand for en ensartet fortolkning.</TXT></NP><NP><NO.P>88.</NO.P><TXT>Disse situationer er imidlertid ikke blot undtagelser. De eksisterer praktisk talt ikke, på grund af anerkendelsen af borgernes ret til at nyde godt af en effektiv domstolsbeskyttelse, hvilket kræver, at der ikke må findes områder, der er undtaget fra retslig kontrol.</TXT><P>Retten til at anlægge sag ved en domstol <HT TYPE="ITALIC">(accès à un tribunal)</HT> er omfattet af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1. Selv om det er klart, at denne bestemmelse kun udtrykkeligt vedrører de garantier, der skal være til stede i forbindelse med en retfærdig rettergang, er det dog klart, at disse garantier ville være ineffektive, hvis man ikke anerkendte den forudsætningsvise ret til en domstolsbeskyttelse. Princippet om rettens forrang kan ikke gennemføres i praksis, hvis borgerne ikke har adgang til at få deres ret fastslået under en retssag. <QUOT.START ID="QS0092" REF.END="QE0092" CODE="00BB"/>Retfærdighed, offentlighed og omhu i forbindelse med rettergangen tjener intet formål, hvis der ikke er en retssag<QUOT.END ID="QE0092" REF.START="QS0092" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0108" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af <DATE ISO="19750221">21.2.1975</DATE>, Golder mod Det Forenede Kongerige, serie A, nummer 18, præmis 36. [Den officielle franske version har følgende ordlyd: <QUOT.START ID="QS0093" REF.END="QE0093" CODE="00BB"/>Equité, publicité, et célérité du procès n'offrent point d'intérêt en l'absence de procès<QUOT.END ID="QE0093" REF.START="QS0093" CODE="00AB"/>, Den officielle engelske version har følgende ordlyd: <QUOT.START ID="QS0094" REF.END="QE0094" CODE="00BB"/>The fair, public and expeditious characteristics of judicial proceedings are of no value at all if there are no judicial proceedings<QUOT.END ID="QE0094" REF.START="QS0094" CODE="00AB"/>].</P></NOTE>. Omvendt er der heller ikke tale om en effektiv domstolsbeskyttelse, hvis retssagen ikke er forbundet med disse processuelle garantier. <QUOT.START ID="QS0095" REF.END="QE0095" CODE="00BB"/>Adgangen til at forelægge sin sag for en dommer<QUOT.END ID="QE0095" REF.START="QS0095" CODE="00AB"/> og <QUOT.START ID="QS0096" REF.END="QE0096" CODE="00BB"/>processuelle garantier<QUOT.END ID="QE0096" REF.START="QS0096" CODE="00AB"/> udgør således et uadskilleligt hele, hvilket gør det muligt at hævde, at der ikke er tale om en effektiv domstolsbeskyttelse, hvis disse garantier ikke er til stede, herunder det dømmende organs uafhængighed og den kontradiktoriske rettergangsform.</P><P>Domstolen har også i sin praksis fastslået, at <QUOT.START ID="QS0097" REF.END="QE0097" CODE="00BB"/>adgangen til domstolsprøvelse<QUOT.END ID="QE0097" REF.START="QS0097" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0109" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. generaladvokat Darmon's forslag til afgørelse i Johnston-sagen, dom af <DATE ISO="19860515">15.5.1986</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="222/84" YEAR="1986" PAGE.ECR="1651">222/84, Sml. s. 1651</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, forstået som privates ret til at anlægge sag ved den kompetente domstol for at få anerkendt de rettigheder, de har i medfør af fællesskabsretten, er en forudsætning for deres effektive håndhævelse.</P><P>I Johnston-dommen<NOTE NOTE.ID="E0110" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Nævnt i fodnoten ovenfor.</P></NOTE> og i Heylens-dommen<NOTE NOTE.ID="E0111" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19871015">15.10.1987</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="222/86" YEAR="1987" PAGE.ECR="4097">222/86, Sml. s. 4097</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> blev konturerne af den nævnte ret skitseret. Det er som nævnt en forudsætning for udnyttelsen af denne ret, at der findes en mulighed for at anfægte en hvilken som helst afgørelse, der træffes af en national myndighed, som afskærer borgeren fra at udnytte en rettighed, han er blevet tillagt i medfør af fællesskabsretten. Enhver borger i en medlemsstat har således<?PAGE NO="I-9474"?> ret til at anlægge sag med henblik på at få gennemtvunget sine rettigheder i medfør af fællesskabsretten<NOTE NOTE.ID="E0112" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Med andre ord må retssubjekterne ikke i medfør af bestemmelser desangående i de nationale processuelle regler fratages muligheden for at gøre deres rettigheder efter fællesskabsretten gældende for de nationale domstole. Ved dette princip tilsikres, at de nationale myndigheders administration af fællesskabsretten er underlagt en retslig kontrol. Der må ikke være nogen undtagelse fra dette princip. Generaladvokat Darmon påpegede i punkt 54 i sit forslag til afgørelse i Corbiau-sagen (omtalt i fodnote 12), at for så vidt angår fællesskabsretten har enhver borger en umistelig ret til at henvende sig til en <QUOT.START ID="QS0098" REF.END="QE0098" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0098" REF.START="QS0098" CODE="00AB"/> som omhandlet i artikel 234 EF, når der opstår et fortolkningsspørgsmål, uanset om et sådant retsmiddel er begrænset efter national ret.</P></NOTE>. Det bør være en anekdote i medlemsstaternes retsordener, at der findes administrative afgørelser, der ikke kan prøves af en domstol.</P></NP><NP><NO.P>89.</NO.P><TXT>Som betingelse for at besvare et præjudicielt spørgsmål, der forelægges af et organ, der i henhold til den nationale lovgivning ikke er del af medlemsstatens domstolssystem, bør Domstolen sikre sig, at organet fuldt ud opfylder de kriterier, som fremgår af dens egen praksis og Menneskerettighedsdomstolens praksis af de grunde, der er angivet ovenfor, specielt de kriterier, der vedrører organets uafhængighed og den kontradiktoriske rettergangsform.</TXT></NP><NP><NO.P>90.</NO.P><TXT>Hvad angår det sidste krav bør Domstolen se bort fra de begrænsninger, den har opstillet i sine domme<NOTE NOTE.ID="E0113" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Den begrænsning, der går ud på, at det udelukkende er op til den nationale ret at afgøre, om det er hensigtsmæssigt eller ej, at spørgsmålet forelægges efter en kontradiktorisk retsforhandling (Simmenthal og Ligur Carni m.fl.-dommen, omtalt i fodnote 34 og 35). Eller den, der uden videre fastslår, at en rettergangsform er kontradiktorisk, når parterne er blevet hørt af den myndighed, der traf den afgørelse, der er indbragt for det organ, der har forelagt spørgsmålet, selv om der ikke for det forelæggende organ finder nogen retsforhandling sted (Dorsch Consult-dommen, omtalt i fodnote 16).</P></NOTE>. Indtil de nyeste uheldige domme blev afsagt, var det efter praksis kun i situationer, hvor rettergangens manglende kontradiktoriske karakter blev opvejet af, at dommeren var neutral i forhold til tvistens parter, at der kunne slækkes på dette princip.</TXT></NP><NP><NO.P>91.</NO.P><TXT>For så vidt angår kravet om, at det organ, der skal træffe afgørelse i sagen, og som forelægger det præjudicielle spørgsmål, skal være uafhængigt, er det endnu mere nødvendigt, at Domstolen ikke slækker på kriterierne<NOTE NOTE.ID="E0114" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dette haster, bl.a. som følge af den nylige stigning i antallet af præjudicielle spørgsmål, der forelægges af administrative organen der har kompetence til at afgøre tvister om indgåelse af offentlige kontrakter.</P></NOTE>. I enkelte tilfælde er Domstolen gået meget langt i sin fortolkning af dette afgørende princip, der ligger til grund for den retslige funktion, og har derved forvansket det<NOTE NOTE.ID="E0115" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Garbalfrisa m.fl.-dommen, der er omtalt i fodnote 27, er et typisk eksempel herpå.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>92.</NO.P><TXT>Uafhængighed er ikke en tilfældig egenskab, men en egenskab, der er snævert forbundet med den dømmende funktion. Den omfatter to aspekter, et personelt og et funktionelt. Det første aspekt retter sig direkte mod den person, som skal træffe afgørelse i sagen, og indebærer, at udøvelsen af den dømmende myndighed skal være forbundet med visse garantier, såsom en garanti for, at dommeren ikke kan afsættes. Det funktionelle aspekt indebærer, at der ikke må være hierarkiske bånd mellem det retslige organ og andre myndigheder, bortset fra dem, der følger af adgangen til at appellere afgørelsen til en højere instans. Uafhængigheden skal ikke blot gøre sig gældende <HT TYPE="ITALIC">udadtil,</HT> dvs. over for påvirkning fra elementer, der står uden for den dømmende myndighed og retssagen, den skal også gøre sig gældende internt i forhold til de modstående interesser. Her er uafhængighed lig med upartiskhed. Når alt kommer til alt, kan man ikke være både dommer og part på én gang, og det er ikke<?PAGE NO="I-9475"?> muligt at tale om en retslig funktion, hvis der ikke findes et upartisk og uafhængigt organ.</TXT></NP><NP><NO.P>93.</NO.P><TXT>Sidestillingen af princippet om uafhængighed med betingelsen om, at den, der skal afgøre sagen, skal være udenforstående i forhold til de stridende parter, er en forenkling af begreberne. Denne betingelse er som allerede anført<NOTE NOTE.ID="E0116" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. fodnote 13.</P></NOTE> nødvendig, men ikke tilstrækkelig til at garantere uafhængigheden. Uafhængighed omfatter meget mere; den omfatter det, at være neutral i forhold til sagens parter og genstanden for tvisten, dvs. udelukkelse af enhver interesse i sagens udfald, der ikke er legitimeret af lovgivningen<NOTE NOTE.ID="E0117" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det er det, som R Calamandrei kaldte en psykologisk holdning, der kan karakteriseres som oprindelig ligegyldighed. Elogio dei Giudici scritto da un avvocato, Ponte Alle Grazie, Firenze, 1989, s. XXIX og 122. Det, at der ikke findes upartiskhed, er det samme som at <QUOT.START ID="QS0099" REF.END="QE0099" CODE="00BB"/>fornægte essensen af judiciel virksomhed<QUOT.END ID="QE0099" REF.START="QS0099" CODE="00AB"/> (den spanske forfatningsdomstols dom 142/1997).</P></NOTE>, hvilket understreger nødvendigheden af at regulere de tilfælde, hvor dommere ikke må deltage i behandlingen af en sag, og de omstændigheder, hvorunder de kan afsættes. Men det er også frihed i forhold til de organer, der befinder sig på et højere trin i hierarkiet, i forhold til regeringsorganerne, i forhold til de øvrige dele af statsmagten samt i forhold til pression, der udøves af forskellige samfundsgrupper. Princippet om dommeres uafsættelighed er årsag til og en følge af den retlige uafhængighed og består i, at de ikke kan opsiges, suspenderes, forflyttes eller pensioneres ud over i de tilfælde og med de garantier, der er angivet i lovgivningen<NOTE NOTE.ID="E0118" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>H. Sidgwick (som R. de Mendizábal henviser til på side 201 i den bog, der er omtalt i fodnote 106) anførte i The Elements of Politics, at den omstændighed, at dommerne udnævnes af den lovgivende eller den udøvende magt, ikke bringer deres uafhængighed i fare, hvis der til udnævnelsen knyttes garantier om, at dommerne ikke kan afsættes eller degraderes.</P></NOTE>. Endelig må det anføres, at uafhængigheden udadtil er dommerens personlige ansvarlighed, som desuden udgør modstykket til, at dommeren kun er bundet af én ting, nemlig lovgivningen.</TXT><P>Upartiskhed og uafhængighed er skrøbelige størrelser, og de bør beskyttes mest muligt. De organer, hvis afgørelser delvis eller teoretisk kan ændres eller tilbagekaldes af en ikke-retlig myndighed, er ikke fuldstændig uafhængige og kan derfor ikke yde borgerne en fuldgyldig retsbeskyttelse<NOTE NOTE.ID="E0119" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af <DATE ISO="19940419">19.4.1994</DATE>, serie A, nr. 288, Van de Hurk mod Nederlandene, præmis 45, og af <DATE ISO="19970225">25.2.1997</DATE>, Findlay mod Det Forenede Kongerige, Recueil des arrêts et décisions, 1997-1, præmis 77.</P></NOTE>.</P></NP><NP><NO.P>94.</NO.P><TXT>For at kunne vurdere, om det organ, der forelægger et præjudicielt spørgsmål, er en <QUOT.START ID="QS0100" REF.END="QE0100" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0100" REF.START="QS0100" CODE="00AB"/>, er Domstolen således nødsaget til at sikre sig, at det opfylder kriteriet om uafhængighed i alle dets afskygninger samt betingelsen om, at det ikke er bundet af andet end lovgivningen, ved hjælp af klare regler om udnævnelse og forbliven i embedet, om de tilfælde, hvor dommere ikke må deltage i behandlingen af en sag og skal vige deres sæde, og om afsættelse af organets medlemmer. Sådanne regler garanterer, at organet er neutralt i forhold til de stridende parter og er immunt overfor enhver form for uvedkommende forslag og instruktioner samt åbenlyse eller skjulte forsøg på pression.</TXT></NP><NP><NO.P>95.</NO.P><TXT>Sammenfattende kan det anføres, at præjudicielle spørgsmål som hovedregel kun kan forelægges af organer i forbindelse med retssager, hvor de skal afgøre en tvist, hvorved de udøver dømmende myndighed. Spørgsmål, der forelægges af andre organer,<?PAGE NO="I-9476"?> kan — som en undtagelse fra hovedreglen — kun antages til realitetsbehandling, hvis deres afgørelser ikke kan indbringes for nogen højere national retsinstans og under den forudsætning, at organerne er uafhængige og anvender en kontradiktorisk rettergangsf orm.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>D —</NO.P><TXT>De fordele, der er forbundet med dette forslag</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>96.</NO.P><TXT>Med den nye indfaldsvinkel til begrebet <QUOT.START ID="QS0101" REF.END="QE0101" CODE="00BB"/>en ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0101" REF.START="QS0101" CODE="00AB"/>, som jeg foreslår, bliver Domstolens arbejde mere enkelt, og mit forslag vil have den positive virkning, at der opnås resultater, der er langt klarere, end hvad der er tilfældet i dag. Når der forelægges præjudicielle spørgsmål af et organ, der henhører under en medlemsstats domstolssystem, skal Domstolen kun efterprøve, at organet forelægger spørgsmålet i sin egenskab af dømmende myndighed. Hvis spørgsmålet forelægges af et organ, der ikke en del af dette domstolssystem, vil Domstolen i første omgang skulle tage stilling til, om organets afgørelser kan indbringes for et organ inden for det nationale domstolssystem og efterfølgende anlægge en restriktiv vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt organet opfylder de kriterier, der er afgørende for, at organet kan anses for at udøve en judiciel funktion.</TXT></NP><NP><NO.P>97.</NO.P><TXT>Det må desuden forventes, at der vil ske en reduktion af antallet af præjudicielle spørgsmål, hvis de foreslåede kriterier lægges til grund. Jeg har allerede anført i punkt 41 i mit forslag til afgørelse i Kofisa-sagen<NOTE NOTE.ID="E0120" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="20010111">11.1.2001</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-1/99" YEAR="2001" PAGE.ECR="I-207">C-1/99, Sml. I, s. 207</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, at en væsentlig stigning i antallet af de spørgsmål, som Domstolen skal besvare, indirekte vil kunne true den ensartede fortolkning af fællesskabsretten, som er selve formålet med den præjudicielle procedure. Ved at antage præjudicielle spørgsmål, der forelægges af organer, der ikke er en del af det nationale domstolssystem, til realitetsbehandling forøges Domstolens arbejdsbyrde, og sagsbehandlingstiden forlænges tilsvarende. Den forhaling af sagsbehandlingstiden, der følger af forelæggelsen af unødvendige<NOTE NOTE.ID="E0121" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. punkt 78 i dette forslag.</P></NOTE> præjudicielle spørgsmål, kan afholde de egentlige retter i medlemsstaterne fra at forelægge spørgsmål, der er nødvendige for den ensartede anvendelse af fællesskabsretten, hvorved det retlige samarbejde, der er forudsat i artikel 234 EF, bliver påvirket i negativ retning.</TXT></NP><NP><NO.P>98.</NO.P><TXT>Endelig bør man ikke negligere de konsekvenser, som den kompetence, Domstolen har tillagt retterne i medlemsstaterne, har på retskildesystemet. I overensstemmelse med Simmenthal-dommen<NOTE NOTE.ID="E0122" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19780309">9.3.1978</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="106/77" YEAR="1978" PAGE.ECR="629">106/77, Sml. s. 629</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> er de retsinstanser i medlemsstaterne, der har kompetence til at bringe fællsskabsretten i anvendelse, forpligtet til at garantere disse reglers fulde effektivitet, idet de om nødvendigt skal undlade at anvende modstridende bestemmelser i den nationale lovgivning, uanset om disse bestemmelser er indført efterfølgende, ligesom retsinstanserne ikke er forpligtet til at anmode om eller afvente, at lovgivningsmagten ophæver disse regler eller, at de ophæves i<?PAGE NO="I-9477"?> forbindelse med en speciel forfatningsmæssig procedure.</TXT></NP><NP><NO.P>99.</NO.P><TXT>I Factortame-dommen<NOTE NOTE.ID="E0123" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19900619">19.6.1990</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="213/89" YEAR="1990" PAGE.ECR="I-2433">C-213/89, Sml. I, s. 2433</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> tilføjede Domstolen, at fællesskabsrettens fulde virkning ligeledes ville blive begrænset, hvis en national retsregel kunne forhindre en ret, der skal træffe afgørelse i en sag, hvor fællesskabsretten finder anvendelse, i at træffe foreløbige forholdsregler med henblik på at sikre den fulde virkning af den afgørelse, den skal træffe. I den situation er den berettiget til at se bort fra den nationale regel<NOTE NOTE.ID="E0124" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det fremgår af dommens præmis 21, at denne retspraksis også gælder for organer, der har kompetence til at forelægge præjudicielle spørgsmål. I den følgende præmis tilføjer Domstolen, at den effektive virkning af den ordning, der er indført ved EØF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF), ville blive svækket, hvis en national retsinstans, som udsætter sagen på Domstolens besvarelse af dens præjudicielle spørgsmål, ikke kunne træffe foreløbige forholdsregler for at sikre sig den effektive virkning af den dom, den skal afsige, når Domstolen har besvaret spørgsmålet.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>100.</NO.P><TXT>Under alle omstændigheder giver Domstolens vide fortolkning af begrebet <QUOT.START ID="QS0102" REF.END="QE0102" CODE="00BB"/>ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0102" REF.START="QS0102" CODE="00AB"/> i artikel 234 EF anledning til alvorlige problemer, i det omfang Domstolen efter gældende praksis betragter organer som retter, som ikke har denne status efter den nationale lovgivning, idet den identitet, der bør være mellem dem, der forelægger spørgsmålet, og dem, der modtager svaret, derved fordrejes. Selv om man til nød kan have forståelse for, at Domstolen udstrækker begrebet, som den desværre har gjort, til også at omfatte administrative organer, er det særdeles vanskeligt at forstå, hvorfor den i sit svar tildeler organets medlemmer en kompetence, de ikke har efter den nationale lovgivning, og således griber ind i det pågældende forfatningsretlige system. Når Domstolen tillægger de nationale domstole en omfattende kompetence som fælleskabsretlige retsinstanser<NOTE NOTE.ID="E0125" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>R. Alonso García beskriver i bogen: Derecho comunitario. Sistema constitucional y administrativo de la Comunidad Europea, udgivet af Centro de Estudios Ramón Areces, Madrid, 1994, s. 332 og 333, den forvirring, der er opstået i praksis efter dommen af <DATE ISO="19890622">22.6.1989</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="103/88" YEAR="1989" PAGE.ECR="1839">103/88, Fratelli Costanzo, Sml. s. 1839</REF.DOC.ECR>, i hvilken Domstolen uden videre anførte, at forpligtelsen til ikke at anvende nationale regler, der er i strid med fællesskabsretten, ikke blot påhviler de retslige organer, men også de administrative myndigheder. Domstolen burde have nuanceret dette udsagn, således at det fremgik, at denne uforenelighed forinden skal være fastslået af Domstolen.</P></NOTE> — i hvilken forbindelse der blot kan henvises til den kategoriske ordlyd af Simmenthal-dommen, som jeg lige har omtalt — er det uforståeligt, at denne kompetence tillægges organer, som i henhold til det lands lovgivning, der gælder for disse organer, ikke er en del af den dømmende magt og blot betragtes som administrative organer. Det er endnu mere vanskeligt at forstå, at Domstolen, når den besvarer et spørgsmål fra et organ, som den betragter som en <QUOT.START ID="QS0103" REF.END="QE0103" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0103" REF.START="QS0103" CODE="00AB"/>, på trods af, at organet ikke betegnes som sådan i den stat, det tilhører, udelukkende henvender sig til de organer, der indgår i det nationale domstolssystem<NOTE NOTE.ID="E0126" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. A. Barav's artikel: <QUOT.START ID="QS0104" REF.END="QE0104" CODE="00BB"/>La plénitude du juge national en sa qualité de juge communautaire<QUOT.END ID="QE0104" REF.START="QS0104" CODE="00AB"/> ¡ L'Europe et le droit. Mélanges en hommage à Jean Boulouis, udgivet af Dalloz, Paris 1991, s. 1 ff.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>101.</NO.P><TXT>Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at påpege det uhensigtmæssige i at udstrække kompetencen til at undlade at anvende nationale retsregler til også at omfatte administrative organer. Der er kort sagt tale om endnu et forhold, der tilsiger, at kompetencen til at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen bør begrænses til egentlige retsorganer, bortset fra de ovenfor beskrevne undtagelsestilfælde.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ><?PAGE NO="I-9478"?><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P>4.</NO.P><TXT>Collège juridictionnel de la Région de Bruxelles-Capitale</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>102.</NO.P><TXT>Som det vil fremgå af det følgende, må jeg indrømme, at College juridictionnel de la Région de Bruxelles-Capitale er et grænsetilfælde, idet det er meget tvivlsomt, om dette organ kan anses for at være en <QUOT.START ID="QS0105" REF.END="QE0105" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0105" REF.START="QS0105" CODE="00AB"/> i henhold til artikel 234 EF, set i lyset af Domstolens praksis. Men som jeg også vil påvise, illustrerer dette ekstreme tilfælde til perfektion, hvorfor en kursændring som den, jeg foreslår, er ønskelig.</TXT><P>Spørgsmålet er blevet forelagt af et kollegialt organ, der udadtil fremstår som et retsligt organ, men som rent faktisk ikke er det. For at kunne foretage en analyse af dette organs nærmere karakter er det nødvendigt at foretage en gennemgang af de belgiske regler om klageadgangen inden for skatte- og afgiftsområdet på provinsniveau og på kommunalt niveau.</P></NP><NP><NO.P>103.</NO.P><TXT>Ved lov af <DATE ISO="19861223">23. december 1986</DATE><NOTE NOTE.ID="E0127" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P><QUOT.START ID="QS0106" REF.END="QE0106" CODE="00BB"/>Lov om inddrivelse af kommune- og provinsskal og om påklage af skatteansættelser<QUOT.END ID="QE0106" REF.START="QS0106" CODE="00AB"/> (Moniteur belge af <DATE ISO="19870212">12.2.1987</DATE>).</P></NOTE> fik provinsrådenes permanente organ af deputerede<NOTE NOTE.ID="E0128" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. artikel 5 og 9.</P></NOTE>, når de fungerer i deres egenskab af retslige organer, kompetence til at afgøre borgernes klager over deres skatteansættelser.</TXT></NP><NP><NO.P>104.</NO.P><TXT>Dette organ er et kollegialt organ, der består af syv personer, hvoraf de seks vælges af provinsrådet blandt dets medlemmer og den syvende er provinsguvernøren, der er organets formand<NOTE NOTE.ID="E0129" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Artikel 96 og 104 i provinsloven af <DATE ISO="18360430">30.4.1836</DATE> (den tekst, der er optrykt i Moniteur belge af <DATE ISO="18911223">23.12.1891</DATE>), som affattet ved lov af <DATE ISO="19970625">25.6.1997</DATE>.</P></NOTE>. Mandatet er bundet til provinsrådets mandat, og varigheden heraf er derfor for tiden seks år<NOTE NOTE.ID="E0130" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Artikel 100 i provinsloven, der er nævnt i forrige fodnote, som affattet i henhold til artikel 10 i lov af <DATE ISO="19490515">15.5.1949</DATE>. Varigheden af mandatet er fastsat til seks år i medfør af artikel 224 i lov af <DATE ISO="19930716">16.7.1993</DATE>.</P></NOTE>. Udnævnelsen kan ikke trækkes tilbage, og udvalgets medlemmer kan ikke være genstand for disciplinærforfølgning<NOTE NOTE.ID="E0131" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. punkt 1, tredje afsnit, i afsnittet <QUOT.START ID="QS0107" REF.END="QE0107" CODE="00BB"/>funktion og kompetence<QUOT.END ID="QE0107" REF.START="QS0107" CODE="00AB"/> i det svar, som den belgiske regering har givet på de spørgsmål, Domstolen har stillet.</P></NOTE>. Personer, der tilhører den dømmende magt, præster, embedsmænd og medarbejdere i provinsadministrationen og den kommunale administration kan ikke udnævnes til medlemmer af organet, hvilket også gælder for borgmestre og de folkevalgte rådmænd<NOTE NOTE.ID="E0132" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Uforenelighedsspørgsmålet er reguleret i artikel 27 i konstitutionel lov af <DATE ISO="19211019">19.10.1921</DATE> om provinsvalg. Reglerne suppleres af artikel 71 i den nye kommunelov af <DATE ISO="19880624">24.6.1988</DATE>, kodificeret ved kongeligt dekret af samme dato (Moniteur belge af <DATE ISO="19880903">3.9.1988</DATE>), som blev ratificeret ved lov af <DATE ISO="19890526">26.5.1989</DATE> (Moniteur belge af <DATE ISO="19890530">30.5.1989</DATE>).</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>105.</NO.P><TXT>Det permanente organ er det udøvende organ i provinsen og forener<?PAGE NO="I-9479"?> administrative, lovgivningsmæssige og judicielle funktioner<NOTE NOTE.ID="E0133" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. første kapitel i afsnit VII i den allerede omtalte provinslov, samt M. Uyttendaele i: Regards sur un système institutionnel paradoxal. Précis de droit public belge, udgivet af Bruylant, Bruxelles, 1997, s. 1034-1035.</P></NOTE>. Når det optræder som judicielt organ, sker det i forbindelse med en kontradiktorisk rettergangsform<NOTE NOTE.ID="E0134" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. artikel 104a i regionsloven af 1836, der er inkorporeret i lov af <DATE ISO="19870706">6.7.1987</DATE> (Moniteur belge af <DATE ISO="19870818">18.8.1987</DATE>) og kongeligt dekret af <DATE ISO="19870917">17.9.1987</DATE> {Moniteur belge af <DATE ISO="19870929">29.9.1987</DATE>).</P></NOTE>. Hvis tvisten vedrører mindst <FT TYPE="NUMBER">10000</FT> BEF, kan afgørelsen indbringes for Cour d'appel. Cour d'appel's afgørelse eller det permanente organs afgørelse, hvis Cour d'appel ikke er kompetent, kan indbringes for kassationsretten<NOTE NOTE.ID="E0135" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. artikel 7 i den allerede omtalte lov af <DATE ISO="19861223">23.12.1986</DATE>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>106.</NO.P><TXT>I overensstemmelse med artikel 83d, stk. 2<NOTE NOTE.ID="E0136" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Inkorporeret i speciallov af <DATE ISO="19930716">16.7.1993</DATE>.</P></NOTE>, i lov af <DATE ISO="19890112">12. januar 1989</DATE> om institutionerne i Bruxelles<NOTE NOTE.ID="E0137" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Moniteur belge af <DATE ISO="19890114">14.1.1989</DATE>.</P></NOTE> tilkommer de retslige funktioner, der i provinserne udøves af ovennævnte permanente organ, i hovedstadsregionen Bruxelles et organ bestående af ni medlemmer, der udpeges for en ubegrænset periode af Regionsrådet efter forslag fra regeringen<NOTE NOTE.ID="E0138" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Mindst tre medlemmer skal tilhøre den mindste sproggruppe.</P></NOTE>. Dette organ er Collège juridictionnel.</TXT></NP><NP><NO.P>107.</NO.P><TXT>Selv om der ikke findes nærmere regler om dette organ, kan dets medlemmer ikke være genstand for disciplinær forfølgning, deres udnævnelse kan ikke trækkes tilbage, og de er underlagt de samme inhablilitetsregler som dem, der gælder for de tilsvarende organer i provinserne<NOTE NOTE.ID="E0139" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. artikel 83d, stk. 2, andet afsnit, i lov af <DATE ISO="19890112">12.1.1989</DATE>, samt punkt 1 og 2 i afsnittet <QUOT.START ID="QS0108" REF.END="QE0108" CODE="00BB"/>funktion og kompetence<QUOT.END ID="QE0108" REF.START="QS0108" CODE="00AB"/> i den belgiske regerings ovennævnte svar.</P></NOTE>. Reglerne om rettergangsmåden er identiske med dem, der gælder for de nævnte organer, når de udøver en judiciel funktion<NOTE NOTE.ID="E0140" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. artikel 83d, stk. 2, tredje afsnit, i loven af 1989.</P></NOTE>, og betingelserne for retslig prøvelse af dets afgørelser er ligeledes identiske<NOTE NOTE.ID="E0141" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. den artikel, der er nævnt i den foregående fodnote, sammenholdt med artikel 7 i lov af <DATE ISO="19861223">23.12.1986</DATE>. Den henvisning, der findes i artikel 83d i loven af 1989 til de processuelle regler, der gælder for de permanente organer, omfatter også reglerne om retslig prøvelse, jf. i den forbindelse de to sidste afsnit i den belgiske regerings svar, hvor det anføres, at kollegiets afgørelse kan påklages til Cour d'appel, hvis det omtvistede beløb er lig mea eller større end <FT TYPE="NUMBER">10000</FT> BEF. I næste linje tilføjes det, at der er adgang til at indbringe <QUOT.START ID="QS0109" REF.END="QE0109" CODE="00BB"/>det permanente organs<QUOT.END ID="QE0109" REF.START="QS0109" CODE="00AB"/> afgørelse (sic) eller dets afgørelser i anden instans for kassationsretten. Dette er konsekvensen af, at henvisningen i artikel 83d også omfatter reglerne om retslig prøvelse, dvs. artikel 7 i loven af 1986. Når der således er mulighed for både at indbringe organets afgørelse for Cour d'appel og for kassationsretten, alt afhængig af hvilken sag der er tale om, må henvisningen til <QUOT.START ID="QS0110" REF.END="QE0110" CODE="00BB"/>det permanente organ<QUOT.END ID="QE0110" REF.START="QS0110" CODE="00AB"/> i den belgiske regerings svar ud fra sammenhængen forstås som en henvisning til Collège juridictionnel.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>108.</NO.P><TXT>Artikel 9 i loven af <DATE ISO="19961224">24. december 1996</DATE><NOTE NOTE.ID="E0142" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Moniteur belge af <DATE ISO="19961231">31.12.1996</DATE>.</P></NOTE> bestemte, at de permanente organer behandler klagerne i deres egenskab af administrative organer. Af bestemmelsens stk. 2 fremgik det derimod, at Collège juridictionnel fortsat havde kompetencen for så vidt angår hovedstadsregionen Bruxelles.</TXT></NP><?PAGE NO="I-9480"?><NP><NO.P>109.</NO.P><TXT>Denne ændring gav anledning til, at der for Cour d'arbitrage<NOTE NOTE.ID="E0143" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Det er den belgiske forfatningsdomstol.</P></NOTE> blev anlagt en sag med påstand om, at den nævnte regel var i strid med artikel 10 og 11 i den belgiske forfatning. I dommen fastsloges det, at artikel 9 i loven af <DATE ISO="19961224">24. december 1996</DATE> faktisk var i strid med ligebehandlingsprincippet, idet der ved bestemmelsen var indført en ordning, hvor indbyggerne i Bruxelles blev behandlet anderledes end borgerne i resten af landet. De førstnævnte havde mulighed for at indbringe deres klage for et egentligt retsligt organ, mens de andre måtte stille sig tilfreds med en administrativ behandling af deres klage. Som konsekvens heraf ophævede Cour d'arbitrage bestemmelsen, og man vendte tilbage til den tidligere gældende ordning med virkning fra ikrafttrædelsesdatoen<NOTE NOTE.ID="E0144" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom nr. 30/98 af <DATE ISO="19980318">18.3.1998</DATE>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>110.</NO.P><TXT>Ved en ny lov af <DATE ISO="19990315">15. marts 1999</DATE> om klageadgangen på skatte- og afgiftsområdet<NOTE NOTE.ID="E0145" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Moniteur belge af <DATE ISO="19990327">27.3.1999</DATE>.</P></NOTE> blev de permanente organer frataget den omhandlede kompetence, og den blev i stedet tillagt provinsguvernøren eller et kollegialt organ bestående af kommunale repræsentanter (som administrative organer), alt afhængig af, om klagen vedrører provinsskatter eller kommunale skatter og afgifter. Disse organers afgørelser kan påklages til den stedligt kompetente ret i første instans<NOTE NOTE.ID="E0146" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. artikel 9 og 10 i loven af <DATE ISO="19961224">24.12.1996</DATE>, som affattet ved artikel 91 og 92 i lov af <DATE ISO="19990315">15.3.1999</DATE>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>111.</NO.P><TXT>Efter reformen i 1999 er der opstået tvivl om, hvorvidt Collège juridictionnel fortsat har kompetence til at afgøre klager over hovedstadsregionen Bruxelles' egne skatteansættelser. Artikel 9 i loven af 1996 bestemte, at skatteyderen i provinserne kunne indgive klage til det permanente organ, der fungerede som administrativ myndighed, hvorimod den kompetente myndighed i hovedstadsregionen var College juridictionnel. Bestemmelsen blev uden videre ophævet i sin helhed af Cour d'arbitrage. Ved loven af <DATE ISO="19990315">15. marts 1999</DATE> genindførtes bestemmelsen, dog uden henvisning til Collège juridictionnel. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at artikel 83d i loven af 1989, der omhandler institutionerne i hovedstadsregionen Bruxelles, er blevet ophævet, hvorfor jeg i første omgang mener at kunne udlede, at klager over denne regions skatteansættelser skal indgives til dette specifikke organ.</TXT><P>Hvis jeg imidlertid går et skridt videre i analysen, må jeg konstatere, at Collège juridictionnel ved den førnævnte artikel 83d fik tillagt kompetencen til at udøve de judicielle funktioner, som i provinserne tilkom det permanente organ. Man ønskede, at den sidstnævnte myndighed under alle omstændigheder ikke længere skulle spille nogen rolle i de kommunale skattesager, og heller ikke Collège juridictionnel. Men der er en mere tungtvejende grund, der cementerer denne antagelse: Det drejer sig om ratio decidendi i Cour d'arbitrage's dom nr. 30/98, hvorved førnævnte artikel 9 i udgaven af 1996 blev ophævet, fordi der ved bestemmelsen var indført en retlig procedure for så vidt angår hovedstadsregionen Bruxelles og en administrativ procedure for provinserne. Det forhold, at man i loven fra 1999 fastholdt Collège juridictionnel's kompetence, medførte således, at den ulige behandling af borgerne,<?PAGE NO="I-9481"?> der blev underkendt af forfatningsdomstolen i dommen af 1998, blev genindført<NOTE NOTE.ID="E0147" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>T. Afschrift og M. Igalson ser ud til i artiklen <QUOT.START ID="QS0111" REF.END="QE0111" CODE="00BB"/>La procèdure fiscale après les lois des <DATE ISO="19990315">15</DATE> et <DATE ISO="19990323">23 mars 1999</DATE><QUOT.END ID="QE0111" REF.START="QS0111" CODE="00AB"/> i Journal des tribunaux, nr. 593, <DATE ISO="19990626">26.6.1999</DATE>, s. 48 ff., afsnit 132, at være af samme opfattelse. De anfører her, at det efter Cour d'arbitrage's dom havde været at foretrække, om man i regionen Flandern og i regionen Wallonien havde oprettet organer, der var identiske med Collège juridictionnel. Lovgiver valgte i 1999 det modsatte: Klager af rent administrativ karakter kan efterprøves af et judicielt organ.</P></NOTE>.</P></NP><NP><NO.P>112.</NO.P><TXT>Den juridiske litteratur i Belgien har uden forbehold karakteriseret de nævnte permanente organer som politiske organer<NOTE NOTE.ID="E0148" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>M. Leroy har i Contentieux administratif, udgivet af Bruylant, Bruxelles, 1996, s. 96, 97 og 98, anført, at de permanente organer frem for alt er politiske organer, og selv om deres afgørelser i praksis sjældent kritiseres for at være partiske, er der ikke ud fra et principielt synspunkt nogen grund til at ophæve politikerne til dommere. M. Uyttendaele har i Regards sur un système institutionnel paradoxal. Précis de droit public belge, s. 1035, med hensyn til disse organer anført, at det er påfaldende at se et politisk organ udøve judicielle funktioner.</P></NOTE>. Efter min opfattelse kan man ikke sige det samme om Collège juridictionnel. Det er rigtigt, at begge organer udøver de samme funktioner i kraft af, at de anvender samme procedure i forbindelse med behandlingen af klagesagerne, men organets sammensætning og dets enekompetence giver det en selvstændig profil.</TXT></NP><NP><NO.P>113.</NO.P><TXT>De permanente organer henhører, uanset de uforenelighedsregler, der gælder for dets medlemmer, under det relevante provinsråd, hvis medlemmer er folkevalgte<NOTE NOTE.ID="E0149" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. artikel 2 i provinsioven af <DATE ISO="18360430">30. 4. 1836</DATE>, som affattet ved lov af <DATE ISO="19360411">11.4.1936</DATE>.</P></NOTE>, og deres mandat er som tidligere anført knyttet til dette politiske organs mandat. Organet ledes af guvernøren, som er regeringens repræsentant i provinsen<NOTE NOTE.ID="E0150" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. artikel 4 i provinsloven af <DATE ISO="18360430">30. 4. 1836</DATE>, som affattet ved lov af <DATE ISO="19970625">25.6.1997</DATE>.</P></NOTE>. Han har stemmeret, og hans stemme er udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed<NOTE NOTE.ID="E0151" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. første og tredje led i artikel 104 i førnævnte provinslov af 1836.</P></NOTE>. Organet beskæftiger sig endvidere med såvel politiske, som administrative og judicielle opgaver, en blanding, som ikke forekommer at være den mest hensigtsmæssige garanti for medlemmernes uafhængighed<NOTE NOTE.ID="E0152" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>De, som skal tage stilling til gyldigheden af en skatteansættelse, kommer fra det organ, der i kraft af dets regelfastsættende myndighed har vedtaget skatteudskrivningen, og som har gennemført skattekravet i sin egenskab af administrativ myndighed. T. Afschrift og M. Igalson har i <QUOT.START ID="QS0112" REF.END="QE0112" CODE="00BB"/>La procédure fiscale après les lois des <DATE ISO="19990315">15</DATE> et <DATE ISO="19990323">23 mars 1999</DATE><QUOT.END ID="QE0112" REF.START="QS0112" CODE="00AB"/>, afsnit 132, kritiseret det ved reformen i 1999 indførte kollegiale organ af kommunale repræsentanters manglende uafhængighed, og de har derudover anført, at dets medlemmer ikke vil være særligt tilbøjelige til at annullere de skatteansættelser, der er foretaget i medfør af regler, der er vedtaget af den kommunalbestyrelse, som de selv er en del af, og som er gennemført af embedsmænd, der arbejder direkte under dem. Ikke desto mindre besvarede Domstolen i dom af <DATE ISO="19910319">19.3.1991</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="109/90" YEAR="1991" PAGE.ECR="1385">C-109/90, Giant, Sml. I, s. 1385</REF.DOC.ECR>, et præjudicielt spørgsmål, der var forelagt af Brabant provinsråds permanente organ. Domstolen tog stilling til spørgsmålets realitet uden først at undersøge den nærmere karakter af det forelæggende organ. Generaladvokat Jacobs, som i modsætning til Domstolen undersøgte spørgsmålet, hældede mest til den opfattelse, at spørgsmålet burde antages til realitetsbehandling, idet han lagde vægt på, at organet afholdt offentlige (rets)-møder som led i en kontradiktorisk rettergangsmåde samt at organet var forpligtet til at begrunde sine afgørelser.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>114.</NO.P><TXT>Collège juridictionnel er derimod sammensat af personer, der — selv om de er underlagt de samme uforenelighedsregler som medlemmerne af de permanente organer — ikke kommer fra regeringsstrukturen, selv om de er udpeget af regeringen for hovedstadsregionen Bruxelles. Vigtigere er det imidlertid, at deres mandat ikke er forbundet med den udnævnende myndigheds mandat. Desuden udøver det kun<?PAGE NO="I-9482"?> judicielle funktioner. Disse kendetegn har gjort det muligt for en del af retslitteraturen at hævde, at Collège juridictionnel er totalt uafhængigt af de lokale myndigheder<NOTE NOTE.ID="E0153" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>T. Afschrift og M. Igalson: <QUOT.START ID="QS0113" REF.END="QE0113" CODE="00BB"/>La procédure fiscale après les lois de <DATE ISO="19990315">13</DATE> et <DATE ISO="19990323">23 mars 1999</DATE><QUOT.END ID="QE0113" REF.START="QS0113" CODE="00AB"/>, afsnit 132.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>115.</NO.P><TXT>Det forhold, at Collège juridictionnel ikke er en politisk instans, og den omstændighed, at det udøver sin kompetence uafhængigt af den myndighed, der har udpeget dets medlemmer, er faktorer, der på trods af deres vidtrækkende betydning, ikke automatisk gør det til en <QUOT.START ID="QS0114" REF.END="QE0114" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0114" REF.START="QS0114" CODE="00AB"/> som forudsat i artikel 234 EF.</TXT></NP><NP><NO.P>116.</NO.P><TXT>Collège juridictionnel er et organ, der er funktionelt uafhængigt, men som ikke desto mindre indgår i den administrative opbygning i hovedstadsregionen Bruxelles, der har tillagt det kompetence til at behandle klager over regionens skatteansættelser<NOTE NOTE.ID="E0154" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>I henhold til artikel 83d i loven af <DATE ISO="19890112">12.1.1989</DATE> er den kompetence, der i provinserne tilkommer de permanente organer, i hovedstadsregionen Bruxelles fordelt mellem regeringen for hovedstadsregionen og Collège juridictionnel: Førstnævnte har den administrative kompetence, sidstnævnte har den judicielle kompetence. Den regeludstedende myndighed er Rådet for Hovedstadsregionen henholdsvis regeringen (jf. artikel 6 og 38 ff. i loven).</P></NOTE>. Faktisk udgør det et filter mellem de administrative myndigheder, der foretager skatteansættelserne og inddriver skattekravet over for skatteyderne, og domstolene<NOTE NOTE.ID="E0155" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>T. Afschrift og M. Igalson, hvis bog er nævnt ovenfor, giver udtryk for det samme i afsnit 132.</P></NOTE>. Det er derfor ikke en del af den dømmende magt, da dets medlemmer ikke må være dommere. Når det således ikke drejer sig om en domstol, bør man ikke anse organet for at være en <QUOT.START ID="QS0115" REF.END="QE0115" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0115" REF.START="QS0115" CODE="00AB"/> i den i artikel 234 EF forudsatte betydning.</TXT></NP><NP><NO.P>117.</NO.P><TXT>Det er et faktum, at den belgiske retslitteratur ikke betvivler, at Collège juridictionnel udøver judicielle funktioner<NOTE NOTE.ID="E0156" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>B. Dambetmont: Taxes communales (Loi du <DATE ISO="19961224">24 décembre 1996</DATE>, analyse par article, textes légaux), udgivet af La Charte, Brugge, 1999.</P></NOTE>. Cour d'arbitrage fastslog ligeledes i dom nr. 30/98, at der for Collège juridictionnel <QUOT.START ID="QS0116" REF.END="QE0116" CODE="00BB"/>er tale om en retlig procedure<QUOT.END ID="QE0116" REF.START="QS0116" CODE="00AB"/>. Denne konklusion er imidlertid ikke i strid med min antagelse af, at det ikke er et judicielt organ. Cour d'arbitrage's dom blev afsagt i en sag, der var anlagt til prøvelse af, om loven fra 1986 var forfatningsstridig ud fra lighedsbetragtninger, og retten belyste forskelsbehandlingen ved at sammenligne de permanente organer med Collège juridictionnel. Til grund for afgørelsen lå den forskellige karakter af de to organer, hvilket jeg har redegjort for ovenfor.</TXT><P>Under alle omstændigheder er <QUOT.START ID="QS0117" REF.END="QE0117" CODE="00BB"/>udøvelsen af judicielle funktioner<QUOT.END ID="QE0117" REF.START="QS0117" CODE="00AB"/> ikke synonymt med begrebet <QUOT.START ID="QS0118" REF.END="QE0118" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0118" REF.START="QS0118" CODE="00AB"/>. Domstolens praksis er, som det er fremgået, et godt eksempel herpå, og hensigten med dette forslag er netop at overvinde denne begrebsforvirring. Der er ingen, der har påstået, og det vil heller ikke være muligt at påstå, at Collège juridictionnel tilhører domstolssystemet<?PAGE NO="I-9483"?> i Belgien, på trods af, at dets opgave er at afgøre klager i skattesager under en kontradiktorisk rettergang og ved hjælp af fortolkning og anvendelse af retsregler.</P></NP><NP><NO.P>118.</NO.P><TXT>Collège juridictionnel er altså ikke en <QUOT.START ID="QS0119" REF.END="QE0119" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0119" REF.START="QS0119" CODE="00AB"/>. Dets afgørelser kan altid indbringes<NOTE NOTE.ID="E0157" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. punkt 107 og fodnote 141.</P></NOTE> for judicielle organer. Hvis det omtvistede beløb er lig med eller større end <FT TYPE="NUMBER">10000</FT> BEF, skal sagen indbringes for Cour d'appel, i modsat fald kan sagen indbringes direkte for kassationsretten<NOTE NOTE.ID="E0158" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>For at kunne tage stilling til, om et organs afgørelse er endelig i det interne retssystem, bør man lægge vægt på, om der er mulighed for at indbringe sagen for kassationsretten. Kassationsretten er ganske vist ikke en ny instans, men henset til dens formål, der er at fastlægge fortolkningen af de nationale retsregler og henset til formålet med den præjudicielle forelæggelse, der er at fastlægge fortolkningen af fællesskabsretten, kan man ikke betragte et organ, hvis afgørelser kan indbringes for en kassationsret, som værende sidste instans i henhold til artikel 234 EF.</P></NOTE>. Disse egentlige retslige organer vil så kunne anmode Domstolen om at besvare et korrekt formuleret præjudicielt spørgsmål, idet de har et større overblik over de nationale retsregler og optræder med den uafhængighed og det ansvar, der tilkommer et organ, der har fået til opgave at udøve dømmende myndighed. Jeg har allerede anført, at Collège juridictionnel er et grænsetilfælde, fordi det er meget tæt på at være en <QUOT.START ID="QS0120" REF.END="QE0120" CODE="00BB"/>ret<QUOT.END ID="QE0120" REF.START="QS0120" CODE="00AB"/>, men det er netop i et sådant tilfælde, at man må gå frem med den yderste varsomhed og klart angive, hvor grænsen går, uanset hvor subtil linjeføringen måtte være. På den baggrund foreslår jeg, at Domstolen erklærer sig inkompetent til at besvare det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Collège juridictionnel de la Région de Bruxelles-Capitale.</TXT></NP><NP><NO.P>119.</NO.P><TXT>Da det er muligt, at Domstolen ikke følger mit forslag på dette punkt, vil jeg alligevel foretage en analyse af det præjudicielle spørgsmål.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P>V —</NO.P><TXT>Gennemgang af det præjudicielle spørgsmål</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>120.</NO.P><TXT>Collège juridictionnel de la Région de Bruxelles-Capitale ønsker oplyst, om traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet er til hinder for, at der indføres en årlig afgift på parabolantenner.</TXT></NP><NP><NO.P>121.</NO.P><TXT>Jeg vil begynde min analyse med at henlede opmærksomheden på, at medlemsstaterne — uanset at de direkte skatter på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin ikke som sådan henhører under Fællesskabets kompetence — er forpligtet til at udøve deres enekompetence under behørig hensyntagen til fællesskabsretten<NOTE NOTE.ID="E0159" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. dom af <DATE ISO="19950214">14.2.1995</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="279/93" YEAR="1995" PAGE.ECR="I-225">C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, præmis 21</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>122.</NO.P><TXT>Artikel 49 EF indeholder et forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet. Efter Domstolens praksis kræver dette princip ikke blot afskaffelse af enhver forskelsbehandling af en tjenesteyder, der<?PAGE NO="I-9484"?> er hjemmehørende i en anden medlemsstat, på grund af dennes nationalitet, men også ophævelse af enhver restriktion — også selv om den anvendes uden forskel på indenlandske tjenesteydere og tjenesteydere fra andre medlemstater — der kan være til hinder for eller på anden måde genere den virksomhed, som udøves af en sådan tjenesteyder<NOTE NOTE.ID="E0160" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19910725">25.7.1991</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-76/90" YEAR="1991" PAGE.ECR="I-4221">C-76/90, Säger, Sml. I, s. 4221, præmis 12</REF.DOC.ECR>, af <DATE ISO="19960328">28.3.1996</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-272/94" YEAR="1996" PAGE.ECR="I-1905">C-272/94, Guiot, Sml. I, s. 1905, præmis 10</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19970605">5.6.1997</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-398/95" YEAR="1997" PAGE.ECR="I-3091">C-398/95, SETTG, Sml. I, s. 3091, præmis 16</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>123.</NO.P><TXT>Tjenesteydelserne defineres i artikel 50 EF som de ydelser, der normalt udføres mod betaling, i det omfang de ikke omfattes af bestemmelserne vedrørende den frie bevægelighed for varer, kapital og personer. Den frie udveksling af tjenesteydelser er sikret inden for Fællesskabet, og den skal være grænseoverskridende. Efter traktatens ordlyd er det kun tjenesteyderen, der er omfattet af beskyttelsen, men Domstolen har også anvendt bestemmelserne på tjenesteydelsesmodtagerne<NOTE NOTE.ID="E0161" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19840131">31.1.1984</DATE>, forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="286/82+26/83" YEAR="1984" PAGE.ECR="377">286/82 og 26/83, Luisi og Carbone, Sml. s. 377</REF.DOC.ECR>, af <DATE ISO="19951114">14.11.1995</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-484/93" YEAR="1995" PAGE.ECR="I-3955">C-484/93, Svensson og Gusravsson, Sml. I, s. 3955</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19991026">26.10.1999</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-294/97" YEAR="1999" PAGE.ECR="I-7447">C-294/97, Eurowings Luftverkehrs, Sml. I, s. 7447, præmis 34</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, som således kan påberåbe sig de subjektive rettigheder, de er blevet tillagt i henhold til fællesskabsretten.</TXT></NP><NP><NO.P>124.</NO.P><TXT>Domstolen har endvidere fastslået, at fjernsynsudsendelser er omfattet af bestemmelserne om den frie udveksling af tjenesteydelser<NOTE NOTE.ID="E0162" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19740430">30.4.1974</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="155/73" YEAR="1974" PAGE.ECR="409">155/73, Sacchi, Sml. s. 409, præmis 6</REF.DOC.ECR>, af <DATE ISO="19800318">18.3.1980</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="52/79" YEAR="1980" PAGE.ECR="833">52/79, Debauve m.fl, Sml. s. 833, præmis 8</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19941005">5.10.1994</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-23/93" YEAR="1994" PAGE.ECR="I-4795">C-23/93, TV10, Sml. I, s. 4795, præmis 13-16</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>, og at lovligheden af nationale foranstaltninger, der kan hæmme udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder eller gøre udøvelsen heraf mindre tiltrækkende, afhænger af, om fire betingelser er opfyldt: Foranstaltningerne skal anvendes uden forskelsbehandling, de skal være begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn, de skal være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og de må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå formålet<NOTE NOTE.ID="E0163" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19930331">31.3.1993</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-19/92" YEAR="1993" PAGE.ECR="I-1663">C-19/92, Kraus, Sml. I, s. 1663, præmis 32</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19951130">30.11.1995</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-55/94" YEAR="1995" PAGE.ECR="I-4165">C-55/94, Gebhard, Sml. I, s. 4165, præmis 37</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>125.</NO.P><TXT>Det følger heraf, at selv i tilfælde, hvor den omtvistede afgiftsmæssige hindring ikke måtte være udtryk for forskelsbehandling, skal den være begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn og under alle omstændigheder være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.</TXT></NP><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>Er afgiftsregulativet udtryk for forskelsbehandling?</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>126.</NO.P><TXT>Ifølge ligebehandlingsprincippet, som artikel 49 EF er et specielt udtryk for, er ikke blot åbenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet forbudt, men desuden enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelsen af andre kriterier reelt fører til samme resultat<NOTE NOTE.ID="E0164" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19891205">5.12.1989</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-3/88" YEAR="1989" PAGE.ECR="4035">C-3/88, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 4035, præmis 8</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19920603">3.6.1992</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-360/89" YEAR="1992" PAGE.ECR="I-3401">C-360/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3401, præmis 11</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>. Det nævnte princip er således til hinder for<?PAGE NO="I-9485"?> anvendelse af nationale bestemmelser, der vanskeliggør leveringen af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne<NOTE NOTE.ID="E0165" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19941005">5.10.1994</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="381/93" YEAR="1994" PAGE.ECR="I-5145">C-381/93, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 5145, præmis 17</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19980428">28.4.1998</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-118/96" YEAR="1998" PAGE.ECR="I-1897">C-118/96, Safir, Sml. I, s. 1897, præmis 23</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>127.</NO.P><TXT>Som Kommissionen har anført i sit indlæg, er en afgift på parabolantenner udtryk for materiel forskelsbehandling i to henseender.</TXT></NP><NP><NO.P>128.</NO.P><TXT>For tjenesteydelsesmodtagernes vedkommende er den årlige afgift, uanset at den pålægges alle brugere uden hensyntagen til deres nationalitet eller bopæl, mere indgribende over for ikke-belgiske fællesskabsborgere, der er bosat i Watermael-Boitsfort. Disse brugere har til forskel fra belgiske statsborgere, der er bosat i deres eget land, ikke altid mulighed for at se fjernsynsudsendelser fra deres oprindelsesland via kabel, hvorfor de er mere interesserede i at se fjernsyn, der sendes over satellit.</TXT></NP><NP><NO.P>129.</NO.P><TXT>For tjenesteydernes vedkommende udgør afgiften på parabolantenner en hindring for modtagelsen af fjernsyn via satellit. Da tv-operatører, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, til forskel fra belgiske tv-operatører kun sender tv-signaler pr. satellit, påvirker den omtvistede afgift disse udenlandske tv-operatører i højere grad. Afgiften er således udtryk for forskelsbehandling.</TXT></NP><NP><NO.P>130.</NO.P><TXT>Men det følger af Domstolens praksis, at nationale bestemmelser, hvorefter der sondres mellem tjenesteydelser fra hjemlandet og de øvrige medlemsstater, og som derfor er udtryk for forskelsbehandling, alligevel kan være i overensstemmelse med fællesskabsretten, hvis der findes en bestemmelse i traktaten, der udtrykkeligt tillader den<NOTE NOTE.ID="E0166" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19880426">26.4.1988</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="352/85" YEAR="1988" PAGE.ECR="2085">352/85, Bond van Adverteerders, Sml. s. 2085, præmis 32</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19910618">18.6.1991</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-260/89" YEAR="1991" PAGE.ECR="I-2925">C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, præmis 24</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>. Det fremgår af artikel 55 EF, at artikel 45 EF-48 EF, der findes i kapitlet om etableringsretten, finder anvendelse på den frie udveksling af tjenesteydelser. I artikel 46 er som undtagelser til begge rettigheder samlet de forholdsregler, der består i national lovgivning, der indeholder særlige regler for fremmede statsborgere, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed.</TXT></NP><NP><NO.P>131.</NO.P><TXT>De diskriminerende bestemmelser er efter min opfattelse ikke omfattet af de nævnte undtagelser og er derfor heller ikke i kraft af artikel 45-48 EF forenelige med fællesskabsretten. I et demokratisk samfund, der er baseret på ytrings- og kommunikationsfrihed, har en afgift på parabolantenner intet at gøre med den offentlige orden og borgernes sikkerhed.</TXT></NP></GR.SEQ><?PAGE NO="I-9486"?><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Afgiftsregulativet som hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser</TXT></NP></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>A —</NO.P><TXT>Påvirkningen af den frie udveksling af tjenesteydelser</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>132.</NO.P><TXT>For det tilfælde, at Domstolen ikke skulle anse de belgiske afgiftsregler for at være diskriminerende, er det nødvendigt at undersøge, om de er til hinder for den frie udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet, og om de i bekræftende fald er begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn.</TXT></NP><NP><NO.P>133.</NO.P><TXT>Den periodiske afgift på parabolantenner kan påvirke den frie udveksling af audiovisuelle tjenesteydelser mærkbart, både set ud fra tjenesteydelsesmodtagerens og tjenesteyderens synsvinkel.</TXT></NP><NP><NO.P>134.</NO.P><TXT>For den første gruppes vedkommende kan en årlig afgift på parabolantenner virke demotiverende for seerne eller gøre betingelserne for modtagelse af tv-udsendelser via satellit mere byrdefulde. For tjenesteydernes vedkommende kan afgiftspålæggelsen — ved at gøre det mindre attraktivt at modtage tv-udsendelser pr. satellit — reducere muligheden for grænseoverskridende udsendelse af tv-programmer for operatører bosat på en anden medlemsstats område.</TXT></NP><NP><NO.P>135.</NO.P><TXT>Indførelsen af en årlig afgift på parabolantenner ved hjælp af et kommunalt regulativ udgør en hindring for benyttelsen af dette modtageredskab og dermed i sidste instans for den frie udveksling af audiovisuelle tjenesteydelser via satellit<NOTE NOTE.ID="E0167" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Man bør i denne forbindelse ikke se bort fra, at størrelsen af den årlige afgift (<FT TYPE="NUMBER">5000</FT> BEF) udgør et betragteligt beløb set i forhold til prisen for anskaffelse af en parabolantenne. Under alle omstændigheder er der ikke tvivl om, at formålet med afgiften er at modvirke udbredelsen af dette modtageudstyr. Dette er da også anført i afgiftsregulativet som argument for indførelsen af afgiften: <QUOT.START ID="QS0121" REF.END="QE0121" CODE="00BB"/>henset til det stigende antal parabolantenner [...]<QUOT.END ID="QE0121" REF.START="QS0121" CODE="00AB"/>.</P></NOTE>.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>B —</NO.P><TXT>Den manglende berettigelse</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>136.</NO.P><TXT>Det fremgår af Domstolens praksis, at den frie udveksling af tjenesteydelser, der er et grundlæggende princip i traktaten, kun kan begrænses ved regler, der</TXT><P><LIST TYPE="ARAB"><ITEM><NP><NO.P>1)</NO.P><TXT>er begrundet i almene hensyn, og som gælder for enhver person eller ethvert selskab, der driver den pågældende virksomhed på vedkommende stats område, og kun i det omfang, disse hensyn ikke tilgodeses i kraft af bestemmelser, fællesskabsborgeren er<?PAGE NO="I-9487"?> undergivet i den medlemsstat, hvor han er etableret</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2)</NO.P><TXT>er nødvendige for at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>3)</NO.P><TXT>ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette formål<NOTE NOTE.ID="E0168" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="19861204">4.12.1986</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="205/84" YEAR="1986" PAGE.ECR="3755">205/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3755, præmis 27</REF.DOC.ECR>, af <DATE ISO="19910226">26.2.1991</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-180/89" YEAR="1991" PAGE.ECR="I-709">C-180/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 709, præmis 17 og 18</REF.DOC.ECR>, og af <DATE ISO="19920520">20.5.1992</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-106/91" YEAR="1992" PAGE.ECR="I-3351">C-106/91, Ramrath, Sml. I, s. 3351, præmis 29, 30 og 31</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE>.</TXT></NP></ITEM></LIST></P></NP><NP><NO.P>137.</NO.P><TXT>Det forholder sig således, at den belgiske regering ikke har fremsat bemærkninger i sagen, og derfor kan der kun gisnes om den mulige begrundelse for denne hindring for den fri udveksling af tjenesteydelser.</TXT></NP><NP><NO.P>138.</NO.P><TXT>Kommissionen har med henvisning til det cirkulære, som ministeriet for hovedstadsregionen Bruxelles sendte til kommunerne den <DATE ISO="19990831">31. august 1999</DATE>, anført, at afgiften på parabolantennerne er begrundet i hensynet til bymiljøet, eftersom formålet med afgiften er at bevare bygningernes æstetiske præg. Watermael-Boitsfort kommune erkendte dette i skrivelse af <DATE ISO="19990427">27. april 1999</DATE> til College juridictionnel, idet den anførte, at <QUOT.START ID="QS0122" REF.END="QE0122" CODE="00BB"/>afgiften på parabolantenner er blevet indført som et forsøg på at sætte en stopper for den ureglementerede udbredelse af parabolantenner på kommunens område og dermed bevare kvaliteten af miljøet<QUOT.END ID="QE0122" REF.START="QS0122" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>139.</NO.P><TXT>Denne forklaring er imidlertid ikke acceptabel. Jeg mener ikke, at den kan begrunde den begrænsende foranstaltning. Den påståede bekymring for omgivelsernes æstetiske karakter ses ikke at finde støtte i nogen undersøgelse om parabolantenners påvirkning af bymiljøet. Og selv i tilfælde, hvor afgiften af åbenlyse grunde er berettiget som f.eks. i forbindelse med beskyttelsen af fredede bygninger, savner den berettigelse for så vidt angår de øvrige bygninger.</TXT></NP><NP><NO.P>140.</NO.P><TXT>Selv hvis det antages, at hensynet til bymiljøet kan betragtes som en gyldig begrundelse for hindringen, skal denne begrundelse være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Det er intet, der får mig til at tro, at afgiften på parabolantenner er egnet til at opnå en bevarelse af bymiljøet. De indtægter, som afgiften kaster af sig, ser ikke ud til at være tiltænkt initiativer eller kompensatoriske foranstaltninger til beskyttelse af miljøet, og afgiftsregulativet finder anvendelse uafhængigt af tid og sted for opsætningen af antennen, og uden skelen til antennens størrelse.</TXT></NP><NP><NO.P>141.</NO.P><TXT>Kort sagt er det ikke muligt at påvise, at afgiftspålæggeisen er egnet til at beskytte miljøet.</TXT></NP><?PAGE NO="I-9488"?><NP><NO.P>142.</NO.P><TXT>Kommissionen er af den opfattelse, at det angivne formål med afgiftsregulativet ville kunne opnås mere effektivt ved at pålægge ejerne af parabolantenner alternative forholdsregler, der er mindre byrdefulde, som f. eks. en forpligtelse til at anvende en bestemt farve eller en bestemt størrelse, eller en forpligtelse til at anbringe antennerne bagved bygningerne eller på områder, hvor de er mindre synlige. Disse forholdsregler svarer til dem, der findes i den del af lokalplanen, der vedrører udvendige modtageantenner<NOTE NOTE.ID="E0169" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Jf. fodnote 2.</P></NOTE>, og hvoraf det for eksempel fremgår, at antennerne ikke må opsættes på fredede bygninger, at de skal respektere bygningens arkitektoniske særpræg, og at de højst må være 1,20 m i diameter.</TXT></NP><NP><NO.P>143.</NO.P><TXT>Omvendt kan det anføres, at en generel anvendelse af afgiften på alle parabolantenner uden hensyn til omstændighederne i forbindelse med opsætningen er i strid med proportionalitetsprincippet.</TXT></NP><NP><NO.P>144.</NO.P><TXT>På baggrund af det anførte må det konkluderes, at Watermael-Boitsfort kommunes afgiftsregulativ udgør en hindring i strid med artikel 49 EF, der ikke kan begrundes i tvingende samfundsmæssige hensyn.</TXT></NP><NP><NO.P>145.</NO.P><TXT>Endelig har Kommissionen fundet, at det ville være hensigtsmæssigt at undersøge, om bestemmelserne i det omhandlede afgiftsregulativ er i strid med artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention, som omhandler princippet om informationsfrihed.</TXT></NP><NP><NO.P>146.</NO.P><TXT>I punkt 9 i mit forslag til afgørelse i sagen Connolly mod Kommissionen<NOTE NOTE.ID="E0170" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Dom af <DATE ISO="20010306">6.3.2001</DATE>, sag <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="C-274/99 P" YEAR="2001" PAGE.ECR="I-1611">C-274/99 P, Sml. I, s. 1611</REF.DOC.ECR>.</P></NOTE> har jeg anført, at ytringsfriheden er en grundlæggende pille i ethvert demokratisk samfund. Jeg kan i den forbindelse henvise til et af menneskerettighedsdomstolens smukkeste udsagn: <QUOT.START ID="QS0123" REF.END="QE0123" CODE="00BB"/>Ytringsfriheden er en afgørende del af fundamentet [i ethvert demokratisk samfund], samt en af de afgørende betingelser for samfundets udvikling og for hvert individs frie udfoldelse<QUOT.END ID="QE0123" REF.START="QS0123" CODE="00AB"/>. Medmindre andet følger af artikel 10, stk. 2, finder princippet ikke blot anvendelse på <QUOT.START ID="QS0124" REF.END="QE0124" CODE="00BB"/>oplysninger<QUOT.END ID="QE0124" REF.START="QS0124" CODE="00AB"/> eller <QUOT.START ID="QS0125" REF.END="QE0125" CODE="00BB"/>ideer<QUOT.END ID="QE0125" REF.START="QS0125" CODE="00AB"/> som opfattes positivt eller betragtes som harmløse eller ligegyldige, men også på de oplysninger/ideer, der fornærmer, forstyrrer eller generer staten eller en del af befolkningen. Det er de krav, der stilles af mangesidigheden, tolerancen, og åbenheden, uden hvilke der ikke kan være et <QUOT.START ID="QS0126" REF.END="QE0126" CODE="00BB"/>demokratisk samfund<QUOT.END ID="QE0126" REF.START="QS0126" CODE="00AB"/><NOTE NOTE.ID="E0171" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af <DATE ISO="19761217">17.12.1976</DATE>, serie A, nr. 24, Handyside mod Det Forenede Kongerige, præmis 49.</P></NOTE>.</TXT></NP><NP><NO.P>147.</NO.P><TXT>Da princippet om den fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet imidlertid klart er til hinder for det belgiske afgiftsregulativ, og da det i ottende betragtning til direktivet er anført, at dette princips anvendelse på udsendelse og distribution<?PAGE NO="I-9489"?> af fjernsynsydelser er et specielt udtryk for ytringsfriheden i fællesskabsretten, således som princippet er anerkendt i Romtraktaten, mener jeg ikke, at det er fornødent at foretage den undersøgelse, som Kommissionen har foreslået.</TXT></NP><NP><NO.P>148.</NO.P><TXT>Herefter foreslår jeg, at Domstolen erklærer, at artikel 49 EF er til hinder for indførelse af afgifter på parabolantenner, som det er sket ved Watermael-Boitsfort kommunes vedtagelse af det omhandlede regulativ.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><NP><NO.P>VI —</NO.P><TXT>Forslag til afgørelse</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>149.</NO.P><TXT>På baggrund af ovennævnte betragtninger foreslår jeg, at Domstolen</TXT><P><LIST TYPE="ARAB"><ITEM><NP><NO.P>1)</NO.P><TXT>behandler den foreliggende sag i plenum med henblik på en præcisering af begrebet <QUOT.START ID="QS0127" REF.END="QE0127" CODE="00BB"/>en ret i en af medlemsstaterne<QUOT.END ID="QE0127" REF.START="QS0127" CODE="00AB"/> som omhandlet i artikel 234 EF</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2)</NO.P><TXT>erklærer sig inkompetent til at besvare det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Collège juridictionnel de la Région de Bruxelles-Capitale, idet dette organ ikke er en ret som omhandlet i artikel 234 EF</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>3)</NO.P><TXT>subsidiært foreslår jeg, såfremt det besluttes, at spørgsmålet skal antages til realitetsbehandling, at Domstolen fastslår, at artikel 49 EF er til hinder for vedtagelsen af bestemmelser som dem, der er indeholdt i det afgiftsregulativ, som Watermael-Boitsfort kommune vedtog på mødet den <DATE ISO="19970624">24. juni 1997</DATE>, og hvorved der indførtes en afgift på parabolantenner, der anvendes til at modtage audiovisuelle udsendelser via satellit.</TXT></NP></ITEM></LIST></P></NP></GR.SEQ></CONTENTS.CONCLUSION></CONCLUSION>