Til støtte for sin påstand har Durbeck henvist til prisudviklingen for året 1980, således som den fremgår af oplysningerne fra Zentrale Markt- und Preisberichtstelle. Salgspriserne for spiseæbler var i 1980 undergivet voldsomme svingninger frem til produktionsårets trettende uge, der er den uge, hvor de årlige oversøiske indførsler sædvanligvis begynder, hvorpå priserne kontinuerligt steg. Når en tilsvarende udvikling ikke fandt sted i 1979, må det ikke glemmes, at en afgørende betingelse for stimuleringen af afsætningen under alle omstændigheder er, at Fællesskabets spiseæbler opfylder kravene til størrelse og kvalitet, hvilket ikke var tilfældet for produktionsåret 1978/1979.

Ifølge Dürbeck's opfattelse havde den beskyttelsesklausul, der blev indført i april 1979, som sin væsentligste virkning, at andre lande syd for ækvator end Chile blev tvunget til fuldt ud at opbruge de mængder, der blev tildelt dem inden for rammerne af aftalerne om frivillig eksportbegrænsning. Imidlertid leverede disse stater sædvanligvis næsten aldrig hele den oplyste mængde. Således fremgår det af en sammenligning med de øvrige år, eksempelvis med 1980, at samtlige leverandørlande med undtagelse af Chile har leveret mindre end den mængde, de havde angivet at ville levere.

Endelig har Dürbeck nævnt de bedragerier, som i 1979 blev begået i Nederlandene af personer, der på markedet genindførte omkring 8 000 tons æbler, der allerede havde været genstand for intervention. Denne omstændighed beviser, at trods de ventede oversøiske indførsler, kunne det i 1979 antages, at der stadig bestod muligheder for afsætning på markedet, selv for æbler, der skulle have været forarbejdet til kreaturfoder.

Man må derfor nå til det resultat, at det fælles marked for æbler i april 1979 ikke efter noget synspunkt har været udsat for alvorlige forstyrrelser eller risiko for sådanne som følge af indførslerne.

Ifølge Dürbeck har Kommissionen på ingen måde bestræbt sig på at skaffe sig oplysninger om størrelsesinddelingen af spiseæbler og overholdelsen af kvalitetsnormerne for de oplagrede varer og af interventionsvarerne på det fælles marked for æbler, som den regulerer gennem sine forordninger og forvalter sammen med medlemsstaterne. Den sporadiske karakter af Kommissionens kontrol med hensyn til kvalitetsnormerne på det indre marked er i øvrigt også blevet gjort til genstand for kritik af Revisionsretten for De europæiske Fællesskaber.

Men dersom Kommissionen rent faktisk var i uvidenhed om de disponible mængder, der opfylder det fælles markeds kvalitetsnormer, var den efter en streng juridisk betragtning allerede af den grund ikke i stand til at afgøre, om der bestod en fare for en forstyrrelse af markedet.

Hvad prisudviklingen angår, har Dürbeck bemærket, at en analyse alene er mulig, såfremt man går ud fra kvaliteter og sorter, der er sammenlignelige. I nærværende sag må analysen gælde priserne for arten Golden Delicious med en diameter på 70 mm eller derover, idet alene æbler af denne sort og denne størrelse er blevet leveret fra landene syd for ækvator. Kommissionens angivelser opfylder ikke dette kriterium.

Kommissionens overtrædelse af forordning nr. 1035/72 indebærer tillige en overtrædelse af sagsøgerens forfatningsretligt sikrede ret til frit at vælge og udøve sit erhverv. Herved har Kommissionen overtrådt en retsregel af højere gyldighed, der tillægger borgerne rettigheder.

Durbeck har med sit tredje anbringende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning, idet den uden at det var nødvendigt vilkårligt greb ind i bestående kontrakter for over for Chile at vise, hvilke konsekvenser et afslag på indgåelse af en aftale om frivillig eksportbegrænsning ville kunne have. Gennemførelsen af en ubegrundet beskyttelsesforanstaltning udgjorde et indgreb, som man ikke fornuftigvis kunne regne med. Den omstændighed, at man gennem en række år har anerkendt en samlet mængde på omkring 360 000 tons med en tendens til stigning, forpligtelsen efter artikel XI i GATT-aftalen, de talrige møder mellem Kommissionen og eksportørerne fra den sydlige halvkugle og med importørerne, samt Kommissionens indgående kendskab til markedet, havde skabt en særlig retsstilling mellem Kommissionen og importørerne, som disse sidste burde have kunnet stole på ved deres forretningsmæssige dispositioner.

Durbeck har med sit fierde anbringende henvist til, at efter artikel 37 i forordning nr. 1035/72 skal der ved gennemførelsen af denne forordning på passende måde tages hensyn til de i traktatens artikel 39 og traktatens artikel 110 fastsatte mål.

Imidlertid tilsidesættes målene i artikel 39 gennem beskyttelsesforanstaltningen, hvilket ikke ville være tilfældet ved en eventuel indførsel af chilenske æbler. Artikel 110, stk. 1, der udtrykker Fællesskabets og medlemsstaternes hensigt til en gradvis afskaffelse af restriktionerne i den internationale handel er blevet overtrådt på en endnu mere slående måde. Denne overtrædelse udgør desuden ligeledes en overtrædelse af forpligtelserne efter GATT.

Durbeck har vedrørende det femte anbringende anført, at der er sket en overtrædelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling i de almindelige forbindelser mellem Fællesskabet og tredjelande derved, at den importkvote, der er blevet tillagt Chile uden objektiv begrundelse procentuelt er blevet reduceret i større omfang end de kvoter, der er blevet tillagt andre lande.

Videre har Kommissionen ved forordning nr. 1152/79 tilladt indførsel af varer, der ikke var på vej til Fællesskabet på tidspunktet for gennemførelsen af beskyttelsesforanstaltningen, hvorved den har overtrådt det specielle forbud mod forskelsbehandling i EØF-traktatens artikel 40, stk. 3. Den nævnte forordning udgjorde praktisk taget en særordning for en enkelt tysk virksomhed, der endog efter gennemførelsen af beskyttelsesforanstaltningen foretog indskibning af varer.

Dürbeck har i sin replik særligt undersøgt spørgsmålet om bevisbyrden, idet Kommissionen flere gange har fremhævet, at en række af de forhold, der er blevet hævdet af sagsøgeren, ikke var bevist.

Dürbeck har medgivet, at ifølge Domstolens praksis består der en formodning for, at de forordninger, der gennemføres af Fællesskabets organer er lovlige. Den, der direkte eller indirekte anfægter en forordning, må altså først godtgøre, at Kommissionen er gået ud fra forkerte konstateringer. Det er dog en forudsætning herfor, at

Det er Dürbeck's opfattelse, at ingen af disse betingelser er blevet opfyldt i nærværende sag.

Kravet om den udtrykkelige begrundelse er ikke blevet opfyldt, idet forordning nr. 687/79 ikke indeholder nogen henvisning til forordning nr. 2707/72, der fastsætter kriterierne for gennemførelsen af beskyttelsesforanstaltninger.

Betragtningerne til forordning nr. 687/79 er hverken logiske i sammenhængen, fuldstændige, nøjagtige eller utvetydige. En række væsentlige forhold nævnes overhovedet ikke. Dette gælder lagersituationen på tidspunktet for gennemførelsen af beskyttelsesforanstaltningen, opfyldelsen af kvalitetsnormerne for spiseæbler, der har været undergivet prisundersøgelse, og den positive indflydelse på salget af æbler generelt, der skyldes import af spiseæbler fra den sydlige halvkugle.

Endelig har Kommissionen ikke på korrekt måde opfyldt sin pligt til at påvise de faktiske omstændigheder, der kræves i forhold til alle kriterier for beskyttelsesklausulen. Men har Kommissionen ikke præcist kendskab til markedssituationen på det tidspunkt, hvor beskyttelsesforanstaltninger træffes, kan den ikke støtte sig på tvivlsomme angivelser ved gennemførelsen af disse foranstaltninger. Gør den det alligevel, påhviler det den at bevise, at de faktiske omstændigheder, som den støtter sig på, foreligger, og at beskyttelsesforanstaltningen således er begrundet.

Durbeck har tilføjet, at Kommissionen som objektiv instans ikke må optræde som en almindelig part, men at den under sager for Domstolen skal fremlægge alle dokumenter, der rummer oplysninger, som medlemsstaterne efter lovbestemmelserne har overladt den, da disse dokumenter efter deres beskaffenhed ikke er tilgængelige for private.

Kommissionen har indledningsvis vendt sig imod sagsøgerens procesmåde og anført, at selv om sagen ikke ud fra et formelt synspunkt må afvises, havde det været mere korrekt af Dürbeck at afvente udfaldet af den præjudicielle sag 112/80, før end man eventuelt anlagde en erstatningssag.

Selv om Kommissionen er af den opfattelse, at der ikke er grund til under nærværende sag på ny at behandle spørgsmålet om gyldigheden af forordningerne nr. 687/79, 797/79 og 1152/79, hvorom sagens parter har udtalt sig tilstrækkeligt klart i sag 112/80, ønsker den dog at fremsætte enkelte bemærkninger herom.

Kommissionen har således kommenteret en række forhold, såsom mængden af transitvarer, at kvoterne blev opbrugt af andre produktionslande end Chile, størrelsen af høsten i Fællesskabet i 1978, samt andre omstændigheder, som sagsøgeren fortsat insisterer på, selv om disse allerede er blevet opklaret, i det mindste efter Kommissionens besvarelse af de spørgsmål, som Domstolen stillede den under sag 112/80 den 7. januar 1981.

Kommissionen har videre anført, at sagsøgeren ikke har fremført noget bevis eller kun utilstrækkelige beviser til støtte for sine påstande. Dette gælder endog for den alvorlige påstand om, at 70 % af de oplagrede æbler fra høsten i 1978 ikke kunne gøres til genstand for intervention. I øvrigt afviser Kommissionen på det skarpeste sagsøgerens opfattelse, hvorefter det påhviler Kommissionen at bevise de omstændigheder, der ligger til grund for dens forordninger.

Som svar på Dürbeck's første anbringende har Kommissionen gjort gældende, at selv om der ikke foreligger udtrykkelige bestemmelser, der bemyndiger Kommissionen til at indgå aftaler om frivillig eksportbegrænsning med tredjelande, har Kommissionen ikke desto minde bemyndigelse til at træffe beskyttelsesforanstaltninger, jf. artikel 29 i Rådets forordning (EØF) nr. 1035/72 af 18. maj 1972 om den fælles markedsordning for frugt og grønsager.

Disse foranstaltninger kan kun træffes for så vidt og for så længe, det er ubetinget nødvendigt, hvorfor deres gennemførelse ikke vil være nødvendig over for et tredjeland, der erklærer sig rede til at begrænse sine udførsler til Fællesskabet i et sådant omfang, at enhver forstyrrelse af markedet undgås. Det er altså ganske normalt, at Kommissionen forespørger tredjelande om, hvorvidt de er rede til at afgive en sådan erklæring, der ikke er en formel handelsaftale efter EØF-traktatens artikel 113. I øvrigt står det tredjelandene frit for, om de vil afgive tienne erklæring, ligesom den eventuelle gennemførelse af beskyttelsesforanstaltninger aldrig har været begrundet i et tredjelands afslag på at gå ind på en sådan erklæring. Imidlertid skal det anføres, at det ikke kan accepteres, at et land, der ikke har villet gå ind på frivillig begrænsning, gør gældende, at dets egne udførsler ikke længere forstyrrer det fælles marked som følge af de eksportbegrænsninger, som andre tredjelande har accepteret.

Kommissionen finder, at sagsøgerens anbringender vedrørende de anfægtede forordningers ugyldighed savner ethvert grundlag. Alene for det tilfælde, at Domstolen skulle træffe anden afgørelse, anfører Kommissionen subsidiært nogle betragtninger vedrørende spørgsmålet om dens mulige ansvar under en erstatningssag og vedrørende udregningen af erstatningen som foretaget af sagsøgeren.

Det fremgår af artiklerne 1 og 2 i forordning nr. 2707/72 (tages der hensyn til og tages der navnlig hensyn til), at de kriterier, der opstilles ved disse bestemmelser, ikke alle binder Kommissionen og ikke er absolut tvingende for den. Ligeledes bestemmer artikel 3, at visse forholdsregler kan træffes. Alt dette viser, at Kommissionen råder over en skønsmæssig beføjelse, der er relativt vidtgående.

Med hensyn til det tredje anbringende har Kommissionen bemærket, at i de meget detaljerede betragtninger til forordning nr. 687/79 gentages de væsentlige kriterier, der jf. forordning nr. 2707/72 skal opfyldes ved gennemførelsen af beskyttelsesforanstaltninger i medfør af artikel 29, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 1035/72, således at man ikke kan antage, at manglen på en udtrykkelig henvisning til forordning nr. 2702/72 udgør en mangel på begrundelse efter EØF-traktatens artikel 190.

Angående det tredje anbringende mener Kommissionen på det bestemteste at måtte bestride de bebrejdelser, som sagsøgeren har rettet mod den for manglende opfyldelse af pligten til at skaffe sig oplysninger om beskaffenheden af de kendsgerninger, der kunne begrunde gennemførelsen af en beskyttelsesforanstaltning.

Egentlig vedrører sagsøgerens bebrejdelser ikke det forhold, at Kommissionen ikke har skaffet sig oplysninger, men snarere slutninger, den har draget på grundlag af de indhentede oplysninger.

I tilknytning til disse bemærkninger har Kommissionen i enkeltheder bestridt en række af sagsøgerens klagepunkter. Dürbeck's påstande vedrørende tredjelandes evne til at opbruge deres udførselskvoter dementeres af de officielle tal for indførslerne for året 1979 og af medlemsstaternes tilsvarende erklæringer. Det fremgår af disse tal og af disse erklæringer, at ingen af leverandørlandene har haft vanskeligheder ved at opfylde deres udførselskvoter.

Det er heller ikke rigtigt, at 70 % af produktionen af oplagrede spiseæbler i marts/april 1979 ikke opfyldte de kvalitetskriterier, der stilles for intervention. Selv når man ser bort fra, at æbler af forskellige sorter og forskellige størrelser (og ikke blot Golden Delicious med en størrelse på over 70 mm) kan gøres til genstand for intervention, forudsætter rigtigheden af et sådant udsagn, at så at sige alle medlemsstaterne har overtrådt fællesskabsretten. Sagsøgeren har den fulde bevisbyrde for, at der foreligger en så systematisk og så alvorlig overtrædelse. Kommissionen på sin side er ikke bekendt med nogen omstændighed, der kan give denne antagelse troværdighed. Det er i øvrigt ikke sandsynligt, når henses til de strenge regler, som Kommissionen anvender til kontrol af medlemsstaternes regnskaber inden for rammerne af EUGFL, at medlemsstaterne løbende skulle overtræde fællesskabsnormerne på området for frugt og grønsager.

Med hensyn til de bedragerier, der blev begået af en række nederlandske producenter, og som bestod i, at æbler på ny indførtes på markedet, efter at de allerede havde været genstand for intervention, bemærker Kommissionen, at disse handlinger fandt sted i 1980, og ikke i 1979, hvorfor de ikke kan påberåbes ved vurderingen af legaliteten af Kommissionens akter i 1979.

Kommissionen har ligeledes bestridt det af Durbeck anførte vedrørende mulighederne for oplagring og har anført, at visse sene æblesorter kan opbevares indtil slutningen af maj i underjordiske lagre, der er godt ventilerede, uden at deres smag ændres, således at opbevaringen af dem endog er mulig indtil juli — august på kølelagre med kontrolleret atmosfære.

Angående mængden af transitvarer har Kommissionen anført, at de chilenske myndigheder ikke kunne afgive nøjagtige oplysninger, og at den overvågningsmetode, der blev tilbudt af nogle importører, ikke kunne anerkendes på grund af manglen på tilstrækkelige kontrolmidler.

Med hensyn til den tredje betragtning til forordning nr. 687/79 har Kommissionen medgivet, at denne formulering ikke er ganske heldig, når det anføres, at indførslerne fra tredjelande i hvert fald

O.a.: Den franske tekst anvender formuleringen en toute hypothèse.