Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

L. MEDINA

fremsat den 8. oktober 2026 (1)

Sag C-222/25

X

mod

Rahapesu Andmebüroo,

procesdeltager:

Andmekaitse Inspektsioon

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Riigikohus (øverste domstol, Estland))

» Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – forordning (EU) 2016/679 – artikel 2, stk. 2, litra d) – direktiv (EU) 2016/680 – artikel 1, stk. 1 – anvendelsesområde – begrebet »kompetent myndighed« – direktiv (EU) 2015/849 – forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme – finansielle efterretningsenheder (FIU’er) – behandling af personoplysninger i forbindelse med mistanke om hvidvask af penge – den registreredes indsigtsret – begrænsninger fastsat ved en lovgivningsmæssig foranstaltning – indirekte indsigt gennem en tilsynsmyndighed «






I.      Indledning

1.        Kriminalitet, udbytte fra kriminalitet og ulovlige finansielle strømme kender ingen grænser. Over de seneste årtier har Den Europæiske Union udviklet en robust ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge, der også har til formål at hindre finansiering af terrorisme. Denne ramme er under konstant udvikling i takt med de bestræbelser, der gøres på internationalt niveau på området, navnlig anbefalingerne fra Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF) (2) og instrumenter fra andre internationale organer, som beskæftiger sig med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (3). Finansielle efterretninger og deling af finansielle oplysninger udgør hjørnestenen i disse bestræbelser. De nationale myndigheder med kompetence for spørgsmål om finansielle efterretninger, de finansielle efterretningsenheder (FIU’er), er en afgørende komponent i den internationale og den EU-retlige ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (4).

2.        I forbindelse med FIU’ernes hovedopgave med at indsamle og analysere finansielle efterretningsoplysninger behandler de en stor mængde personoplysninger. På trods af deres væsentlige beføjelser og den mængde oplysninger, de behandler, er det stadig ikke fuldstændig klart, hvilken databeskyttelsesordning de er omfattet af. Den foreliggende sag giver for første gang Domstolen mulighed for at drøfte FIU’ernes retlige status, spørgsmålet om, hvilken databeskyttelsesordning de er omfattet af, og betingelserne for begrænsning af de registreredes ret til indsigt i de personoplysninger, som FIU’erne er i besiddelse af.

II.    Faktiske omstændigheder, den nationale sag og de præjudicielle spørgsmål

3.        Den 16. december 2019 og den 27. december 2019 indgav X to anmodninger om indsigt til Rahapesu Andmebüroo (finansiel efterretningsenhed, Estland (herefter »RAB«)) med henblik på at afklare, om oplysninger vedrørende ham var blevet videregivet til – eller om der var indgået forespørgsler fra – estiske eller udenlandske kreditinstitutter eller udenlandske myndigheder.

4.        Den 20. december 2019 og den 6. januar 2020 gav RAB afslag på disse to anmodninger med den begrundelse, at den i henhold til § 60, stk. 1, i Rahapesu ja terrorismi rahastamise tõkestamise seadus (lov om forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herefter »hvidvaskloven«) af 26. oktober 2017 (RT I, 17.11.2017, 2) (5) og § 23, stk. 1, første afsnit, i Avaliku teabe seadus (lov om offentlige oplysninger) af 15. november 2000 (RT I 2000, 92, 597) (6) ikke kunne udlevere oplysninger, der var indsamlet i forbindelse med dens opgaver, eller oplyse noget om, hvorvidt der forelå sådanne oplysninger, eller om udveksling heraf. Som svar på X’ efterfølgende anmodning om præcisering af begrundelsen for begrænsningen af indsigt anførte RAB, at den i henhold til hvidvasklovens § 60, stk. 1, hverken kunne bekræfte, at de oplysninger, hvorom der var anmodet, fandtes, eller udlevere dem.

5.        Tallinna Halduskohus (forvaltningsdomstolen i Tallinn, Estland) og efterfølgende Tallinna Ringkonnakohus (appeldomstolen i Tallinn, Estland) gav ikke medhold i det søgsmål, som X anlagde til prøvelse af afslaget på sine anmodninger. Begge domme blev ophævet af Riigikohus (øverste domstol, Estland), som ved dom af 24. marts 2022 pålagde RAB at træffe fornyet afgørelse om X’ anmodninger.

6.        I denne dom fastslog Riigikohus (øverste domstol), at forordning (EU) 2016/679 (7) i henhold til artikel 41 i direktiv (EU) 2015/849 (8), og idet der ikke er tale om en straffesag, finder anvendelse på X’ ret til indsigt i hans oplysninger.

7.        Den nævnte ret fastslog endvidere, at hvidvasklovens § 60, stk. 1, ikke som sådan fastsætter en begrænsning af den registreredes rettigheder, men giver lederen af RAB beføjelse til at begrænse adgangen til oplysninger ved at klassificere sådanne oplysninger som beregnet til intern brug. I den foreliggende sag blev der imidlertid ikke truffet en sådan afgørelse.

8.        I mellemtiden indgav X en tredje anmodning om oplysninger til RAB med henblik på at afklare, om sidstnævnte havde oprettet en sagsmappe om ham, og om den havde fremsat forespørgsler til USA, en anmodning, som igen blev afvist af RAB.

9.        X indgav en administrativ klage til Andmekaitse Inspektsioon (tilsynsmyndighed for databeskyttelse, Estland (herefter »AKI«)). AKI tog den administrative klage til følge og pålagde RAB at foretage en fornyet prøvelse af anmodningen om oplysninger. Den 17. februar 2022 gav RAB på ny afslag på anmodningen om oplysninger, hvorefter X indgav en ny administrativ klage til AKI.

10.      Ved afgørelse af 18. april 2022 udstedte AKI en foreløbig forholdsregel, som pålagde RAB at udlevere de oplysninger, hvorom der var anmodet, idet den fastslog, at den registreredes rettigheder ikke kunne begrænses i henhold til hvidvasklovens § 60, stk. 1.

11.      Lederen af RAB traf den 22. april 2022 under påberåbelse af hvidvasklovens § 60, stk. 1, andet punktum, en afgørelse, hvorved den begrænsede X’ indsigt, idet den forklarede, at den var forpligtet til at bevare fortroligheden af oplysningerne i RAB-databasen for at beskytte det estiske finansielle system.

12.      Den 13. maj 2022 udstedte lederen af RAB en anordning, hvorved han med tilbagevirkende kraft begrænsede adgangen til de oplysninger, der var registreret i RAB-databasen, og hvorved det blev erklæret, at de oplysninger, der er omhandlet i §§ 8-17 i finansministerens dekret nr. 56 af 16. december 2020 om Rahapesu Andmebüroo andmekogu põhimäärus (vedtægterne for RAB-databasen) (9), udelukkende var til intern myndighedsbrug (herefter »anordningen fra lederen af RAB«).

13.      Den 19. maj 2022 traf lederen af RAB en afgørelse, hvorved han på ny afslog at imødekomme X’ anmodning om oplysninger med henvisning til § 23, stk. 1, nr. 1, i lov om offentlige oplysninger og de adgangsbegrænsninger, der er fastsat i afgørelsen af 22. april 2022 og i anordningen fra lederen af RAB.

14.      X anfægtede afgørelserne af 22. april 2022 og 19. maj 2022 samt anordningen fra lederen af RAB ved Tallinna Halduskohus (forvaltningsdomstolen i Tallinn). Den nævnte ret gav medhold i søgsmålet ved dom af 19. december 2022. Den fastslog, at hvidvasklovens § 60, stk. 1, var uforenelig med artikel 23 i den generelle forordning om databeskyttelse. I denne henseende påpegede den, at hvidvasklovens § 60, stk. 1, ikke fastlagde, i forbindelse med hvilke af RAB’s aktiviteter der behandles personoplysninger, af hvilke grunde indsigt i behandlingen af personoplysninger afslås, og hvor længe begrænsningen varer. Den pålagde derfor RAB at træffe fornyet afgørelse om X’ anmodninger om indsigt.

15.      RAB iværksatte en appel ved Tallinna Ringkonnakohus, som blev forkastet ved dom af 10. april 2024. Den nævnte ret stadfæstede argumentationen i den appellerede dom og anførte, at hvidvasklovens § 60, stk. 1, ikke er klar og præcis og ikke giver de registrerede mulighed for at afklare varigheden af begrænsningen. Den lagde endvidere til grund, at de omtvistede afgørelser og den omtvistede anordning fra lederen af RAB fastsætter en absolut og ubegrænset begrænsning af indsigtsretten, som ikke er forholdsmæssig.

16.      RAB har iværksat en kassationsappel til prøvelse af Tallinna Ringkonnakohus’ (appeldomstolen i Tallinn) dom ved Riigikohus (øverste domstol), den forelæggende ret.

17.      Den forelæggende ret har for det første anmodet om, at Domstolen præciserer, hvilken databeskyttelsesordning der finder anvendelse på de oplysninger, der behandles af RAB, henset til dels artikel 41 i direktiv 2015/849, som fastsætter, at behandling af personoplysninger efter dette direktiv er underlagt den generelle forordning om databeskyttelse, og dels 40. betragtning til direktiv (EU) 2018/843 (10), hvorefter dette direktiv ikke berører beskyttelsen af personoplysninger, som kompetente myndigheder behandler i henhold til direktiv (EU) 2016/680 (11).

18.      Den forelæggende ret har påpeget, at det forhold, at RAB ikke er en efterforskningsmyndighed og ikke gennemfører straffesager, ikke nødvendigvis bør være afgørende for afgrænsningen af anvendelsesområdet for den generelle forordning om databeskyttelse og direktiv 2016/680 i lyset af Domstolens dom i sagen La Quadrature du Net m.fl. (Personoplysninger og bekæmpelse af immaterialretskrænkelser) (12).

19.      For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om RAB i henhold til artikel 23, stk. 2, litra h), i den generelle forordning om databeskyttelse eller artikel 15, stk. 3, i direktiv 2016/680 kan undlade at meddele retsgrundlaget for et afslag på indsigt. I denne henseende har den påpeget, at den generelle forordning om databeskyttelse ikke indeholder nogen mekanisme for indirekte udøvelse af den registreredes rettigheder gennem den kompetente tilsynsmyndighed svarende til den, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2016/680.

20.      For det tredje har den forelæggende ret understreget, at en begrænsning af den registreredes rettigheder ved en lovgivningsmæssig foranstaltning ganske vist er lovlig, uanset om den generelle forordning om databeskyttelse eller direktiv 2016/680 finder anvendelse i det konkrete tilfælde, men at den relevante lovgivningsmæssige foranstaltning skal opfylde kravene om klarhed og præcision, og at dens anvendelse bør være forudsigelig.

21.      Den forelæggende ret har anført, at hvidvasklovens § 60, stk. 1, ikke udtrykkeligt fastsætter de betingelser, hvorunder lederen af RAB kan træffe afgørelse om at begrænse adgangen til oplysninger, eller adgangsbegrænsningens tidsmæssige eller materielle omfang. Begrænsningen af den registreredes rettigheder kan vare indtil udløbet af de lagringsfrister, der er fastlagt i § 26 i vedtægterne for RAB-databasen (sædvanligvis 15 år). Efter denne periode har den registrerede ikke længere mulighed for at få indsigt i oplysningerne om vedkommende, eftersom disse oplysninger da vil være blevet slettet.

22.      Desuden kan formålet med adgangsbegrænsningen i henhold til hvidvasklovens § 60, stk. 1, kun fastslås ved fortolkning af denne bestemmelse sammenholdt med andre bestemmelser i samme lov og retsakterne til forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

23.      Endelig ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 23 i den generelle forordning om databeskyttelse og artikel 15 i direktiv 2016/680 er til hinder for national lovgivning, som fuldstændig begrænser udøvelsen af retten til indsigt i personoplysninger, indtil sådanne oplysninger tilintetgøres.

24.      På denne baggrund har Riigikohus (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»1)      Skal artikel 2, stk. 2, litra d), i [den generelle forordning om databeskyttelse] og artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 1, i [direktiv 2016/680] fortolkes således, at en [FIU’s] mulige behandling af personoplysninger kan udgøre en behandling af personoplysninger, som foretages af en kompetent myndighed med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed, selv om [FIU’en] ikke er en efterforskningsmyndighed i strafferetsplejelovens forstand?

2)      Skal artikel 23, stk. 2, litra h), i den generelle forordning om databeskyttelse og artikel 15, stk. 3, i direktiv 2016/680 fortolkes således, at det i en administrativ procedure eller en retssag også kan afslås at meddele en registreret den retsakt, på grundlag af hvilken den pågældende fik afslag på indsigt i sine personoplysninger, for at forhindre, at det bekræftes eller afkræftes, at vedkommendes personoplysninger er blevet behandlet, når den registrerede ikke har kendskab til, om en sådan behandling har fundet sted eller ej, og kan det i et sådant tilfælde også undlades at give den registrerede indsigt i, om vedkommende har mulighed for at påberåbe sig den foranstaltning, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i direktiv 2016/680?

3)      Skal artikel 15 i direktiv 2016/680 henholdsvis artikel 23 i den generelle forordning om databeskyttelse fortolkes således, at en national lovgivning, som giver lederen af en [FIU] beføjelse til at begrænse den registreredes rettigheder, og som, sammenholdt med andre, herunder også trinlavere retsforskrifter, angiver formålet med, betingelserne for samt det tidsmæssige og stedlige omfang af begrænsningen af den registreredes rettigheder, er forenelig med disse bestemmelser?

4)      Skal artikel 15 i direktiv 2016/680 henholdsvis artikel 23 i den generelle forordning om databeskyttelse fortolkes således, at en national lovgivning, som fuldstændig begrænser udøvelsen af den ret, der er fastsat i artikel 14 i direktiv 2016/680 henholdsvis artikel 15 i den generelle forordning om databeskyttelse, indtil oplysningerne tilintetgøres, således at det er umuligt for den registrerede nogensinde at få indsigt i disse oplysninger, er forenelig med disse bestemmelser?«

25.      Appellanten i hovedsagen, Republikken Estland, Kongeriget Spanien, Republikken Finland og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Republikken Estland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Republikken Letland, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, Republikken Finland og Kommissionen deltog i retsmødet den 3. juni 2026 og besvarede Domstolens spørgsmål til mundtlig besvarelse.

III. Bedømmelse

A.      Det første spørgsmål (den EU-retlige ramme for databeskyttelse, der finder anvendelse på FIU’er)

26.      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 2, litra d), i den generelle forordning om databeskyttelse og artikel 2, stk. 1, i direktiv 2016/680, sammenholdt med sidstnævnte direktivs artikel 1, stk. 1, skal fortolkes således, at en FIU’s – såsom RAB – behandling af personoplysninger kan anses for at blive foretaget af en kompetent myndighed med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed, selv om den relevante FIU ikke er en efterforskningsmyndighed i den nationale strafferetsplejelovs forstand.

27.      Dette spørgsmål har til formål at fastlægge, hvilken EU-retlig ramme for databeskyttelse der finder anvendelse på en FIU, når den udfører de opgaver, den er tillagt i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask og penge og finansiering af terrorisme. En sådan fastlæggelse er navnlig væsentlig i lyset af forskellene mellem den generelle forordning om databeskyttelse og direktiv 2016/680. Med henblik på den foreliggende sag er det væsentligt at bemærke forskellen mellem omfanget af begrænsningerne af den registreredes rettigheder (13), tilsynsmyndighedens rolle i henhold til artikel 17 i direktiv 2016/680 i den indirekte udøvelse af den registreredes rettigheder og forskellene mellem de ordninger, der finder anvendelse på videregivelse af oplysninger til tredjelande eller tredjepartsorganisationer (14).

28.      Det centrale spørgsmål ved fastlæggelsen af, hvilken databeskyttelsesramme der finder anvendelse, er, om en FIU’s – såsom RAB – databehandling skal anses for at udgøre en behandling foretaget af en »kompetent myndighed« som omhandlet i direktiv 2016/680. Hvis dette er tilfældet, vil RAB’s databehandling være omfattet af det materielle anvendelsesområde for direktiv 2016/680 i henhold til dette direktivs artikel 2, stk. 1, og artikel 1, stk. 1. Med henblik på analysen af dette spørgsmål vil jeg først anføre et kort overblik over kriterierne for afgrænsningen af anvendelsesområdet for den generelle forordning om databeskyttelse og direktiv 2016/680. Herefter vil jeg undersøge FIU’ernes status, opgaver og funktion og afslutningsvis nå en konklusion om, hvilken databeskyttelsesramme der finder anvendelse på FIU’erne ved udøvelsen af deres centrale opgaver inden for rammen for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

1.      Afgrænsning af anvendelsesområdet for den generelle forordning om databeskyttelse og direktiv 2016/680

29.      Den grundlæggende ret til persondatabeskyttelse er forankret i artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 16, stk. 1, TEUF. Unionens databeskyttelsesramme hviler på tre søjler: den generelle forordning om databeskyttelse, direktiv 2016/680 og forordning (EU) 2018/1725 (15), som finder anvendelse på Unionens institutioner.

30.      Som navnet indikerer, fastsætter den generelle forordning om databeskyttelse en generel og horisontal databeskyttelsesordning (16). Artikel 2, stk. 2, i den generelle forordning om databeskyttelse fastsætter fire undtagelser fra forordningens anvendelsesområde som defineret i dens artikel 2, stk. 1, og disse undtagelser skal fortolkes strengt (17).

31.      Navnlig udelukker artikel 2, stk. 2, litra d), i den generelle forordning om databeskyttelse behandling af personoplysninger, som foretages af kompetente myndigheder med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed, fra forordningens anvendelsesområde.

32.      Som det fremgår af 19. betragtning til den generelle forordning om databeskyttelse, er denne undtagelse for retshåndhævelse begrundet i den omstændighed, at behandling af personoplysninger til sådanne formål og af de kompetente myndigheder er reguleret af en specifik EU-retsakt, nemlig direktiv 2016/680, der blev vedtaget samme dag som den generelle forordning om databeskyttelse (18).

33.      Anvendelsesområdet for direktiv 2016/680 som defineret i dette direktivs artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 1, stk. 1, er fastlagt på grundlag af den person eller aktør, som udfører behandlingen, og formålene med behandlingen (19). Den person, der udfører aktiviteten, skal være en »kompetent myndighed« som omhandlet i artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680. Formålene med behandlingsaktiviteten omfatter forebyggelse, afsløring, efterforskning eller retsforfølgning af strafbare handlinger eller fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner, herunder at beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.

34.      Det følger af tiende betragtning til direktiv 2016/680, at begrebet »kompetent myndighed« skal forstås i forbindelse med beskyttelse af personoplysninger inden for retligt samarbejde i straffesager og politisamarbejde, under hensyntagen til de tilpasninger, der kan vise sig nødvendige i denne henseende som følge af disse områders specifikke karakter (20).

35.      Definitionen af en »kompetent myndighed« er fastsat i artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680.

36.      Artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680 fastsætter to kategorier af kompetente myndigheder. I denne bestemmelses litra a) defineres en »kompetent myndighed« som »enhver offentlig myndighed, der er kompetent med hensyn til at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed«. Denne definition omfatter offentlige myndigheder, såsom judicielle myndigheder, politi eller andre retshåndhævende myndigheder (21).

37.      Artikel 3, nr. 7), litra b), udvider denne definition af en kompetent myndighed til at omfatte »ethvert andet organ eller enhver anden enhed, som i henhold til medlemsstaternes nationale ret udøver offentlig myndighed og offentlige beføjelser med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed«.

38.      Definitionen af en kompetent myndighed definition skal anvendes analogt på artikel 2, stk. 2, litra d), i den generelle forordning om databeskyttelse og den i denne bestemmelse fastsatte undtagelse for retshåndhævelse (22). Denne bestemmelses ordlyd viser klart, at de to betingelser vedrørende formålene med behandlingen og spørgsmålet om, hvem der foretager behandlingen, skal være opfyldt samtidig, for at den relevante undtagelse finder anvendelse (23).

39.      Det forhold, at behandlingen af oplysninger foretages med henblik på retshåndhævelse, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til at udelukke anvendelsen af den generelle forordning om databeskyttelse (24). Modsat er det forhold, at en kompetent myndighed behandler oplysninger, ikke tilstrækkeligt til, at denne behandling er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2016/680, hvis en sådan behandling ikke har nogen forbindelse med formålet om retshåndhævelse (25).

40.      I Domstolens praksis gives der instruktive eksempler på afgrænsningen af de to retsakters anvendelsesområde. Domstolen har bemærket, at den ansvarlige lettiske enhed (26), når den udfører en aktivitet bestående i videregivelse til offentligheden af personoplysninger vedrørende strafpoint, som førere af køretøjer er blevet pålagt for færdselsforseelser, ikke kan betragtes som en »kompetent myndighed« som omhandlet i artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680. En sådan aktivitet henhører dermed under det materielle anvendelsesområde for den generelle forordning om databeskyttelse (27). Domstolen har også fastslået, at skattemyndigheder, når de indhenter oplysninger fra en erhvervsdrivende med henblik på skatteopkrævning og bekæmpelse af skattesvig, ikke kan anses for at være »kompetente myndigheder« som omhandlet i artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680 (28).

41.      Domstolen har derimod lagt til grund, at en behandling af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) foretaget af en passageroplysningsenhed, en myndighed med kompetence til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet som fastsat i direktiv (EU) 2016/681 (29), er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2016/680 (30).

42.      Domstolen har også fastslået, at direktiv 2016/680 finder anvendelse på databehandling foretaget af Haute Autorité pour la diffusion des œuvres et la protection des droits sur internet (den franske offentlige myndighed med ansvar for spredning af værker og beskyttelse af rettigheder på internettet, herefter »Hadopi«), når den træffer foranstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af proceduren med »gradvise foranstaltninger«, for så vidt som disse foranstaltninger har en præpønal karakter, der er direkte forbundet med den retslige procedure (31).

43.      Det følger af denne retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 2016/680 finder anvendelse – for så vidt angår forebyggelse af kriminalitet – ikke afhænger af, om den relevante offentlige myndighed er en efterforskningsmyndighed i henhold til national strafferet. Det afhænger af den relevante offentlige myndigheds specifikke opgaver og funktioner i kæden af forebyggelse af kriminalitet i henhold til den retsakt, der fastsætter reglerne for denne myndigheds databehandling med henblik på forebyggelse af kriminalitet.

44.      I lyset af ovenstående generelle betragtninger vil jeg nu undersøge FIU’ernes status, opgaver og funktioner inden for den juridiske ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og herefter vurdere, om de opfylder kriterierne for anvendelsen af direktiv 2016/680.

2.      FIU’ernes status, opgaver og funktioner inden for den EU-retlige ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme

45.      Medlemsstaternes forpligtelse til at oprette FIU’er fastsat i artikel 32, stk. 1, i direktiv 2015/849 (også kendt som det fjerde hvidvaskdirektiv).

46.      FIU’er havde dog fandtes i lang tid, før de blev formelt anerkendt i det nævnte direktiv (32). Artikel 1, stk. 1, i Rådets afgørelse 2000/642/RIA (33), som blev vedtaget under den tidligere »tredje søjle« om politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager (34), fastsatte en forpligtelse for medlemsstaterne til at drage omsorg for, at »finansielle efterretningsenheder, der er oprettet eller udpeget til at modtage finansielle oplysninger med henblik på bekæmpelse af hvidvaskning af penge, i overensstemmelse med deres nationale beføjelser samarbejder inden for efterretningsenheden om at indsamle, analysere og efterforske relevante oplysninger om ethvert forhold, der kan være tegn på hvidvaskning af penge«. I henhold til samme afgørelses artikel 3 skulle medlemsstaterne drage omsorg for, at de finansielle efterretningsenheders udførelse af deres opgaver ikke blev påvirket af »deres interne status, uanset om der er tale om administrative, retshåndhævende eller retslige myndigheder«.

47.      Der er forskelle mellem FIU’ernes status i de enkelte medlemsstater (35). FIU-modellen er ikke blevet harmoniseret, og medlemsstaterne har fortsat »det fulde ansvar for at oprette FIU’er og bestemme deres organisatoriske karakter« (36).

48.      Direktiv 2015/849 fastsætter dog ét væsentligt krav, som gælder, uanset hvilken FIU-status den enkelte medlemsstat har valgt. FIU’en skal i henhold til artikel 32, stk. 3, i direktiv 2015/849 være »operationelt uafhængig og autonom«, hvorved forstås, at en FIU bør have »kompetence og kapacitet til at udføre deres opgaver frit og [kunne] træffe autonome beslutninger om at analysere, anmode om og formidle specifikke oplysninger«.

49.      Endvidere bør forskellene mellem FIU’ernes retlige status ikke hindre deres samarbejde (37) og den effektive udveksling af oplysninger mellem retshåndhævende eller retsforfølgende myndigheder og FIU’erne (38).

50.      En FIU’s centrale opgave (39), som fastsat i artikel 32, stk. 1, i direktiv 2015/849, er at »forebygge, opdage og effektivt bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme«. Med henblik herpå er FIU’en i henhold til artikel 32, stk. 3, i direktiv 2015/849 den centrale nationale enhed, der er ansvarlig for at modtage (40) og analysere indberetninger af mistænkelige transaktioner og andre oplysninger af relevans for hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme. Den er også ansvarlig for at formidle resultaterne af sin analyse og alle yderligere relevante oplysninger til de kompetente myndigheder, når der er begrundet mistanke om hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme.

51.      Det følger af artikel 32, stk. 4, i direktiv 2015/849, at FIU’erne har væsentlige beføjelser til adgang til de oplysninger om retshåndhævelse, som de skal bruge for at kunne udføre deres opgaver korrekt (41).

52.      I henhold til artikel 32, stk. 7, i direktiv 2015/849 har FIU’erne også beføjelse til at træffe »hastende foranstaltninger, […] når der er mistanke om, at en transaktion er forbundet med hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, med henblik på at suspendere eller tilbageholde en godkendelse af en igangværende transaktion, med det formål at analysere transaktionen, bekræfte mistanken og formidle resultaterne af analysen til de kompetente myndigheder«.

53.      FIU’ernes opgaver, funktioner og beføjelser illustrerer deres betydning for opdagelsen og forebyggelsen af kriminalitet på området for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. FIU’erne har dels til opgave at forebygge og bekæmpe hvidvask og finansiering og terrorisme, hvilket er en retshåndhævende opgave, og dels samarbejder de tæt med de kompetente retshåndhævende myndigheder (42).

54.      FIU’erne har en helt særegen status. Selv om de opererer inden for det »bredere politimæssige område« (43), er de ikke nødvendigvis integreret i politistrukturen. Uden at se bort fra deres betydning for sikringen af et velfungerende finansielt marked i Unionen (hvilket begrunder, at vedtagelsen af artikel 2015/849 blev støttet på artikel 114 TEUF), skal det påpeges, at deres rolle i udvekslingen af finansielle oplysninger med retshåndhævende myndigheder og Europol er specifikt fastsat i et instrument for politisamarbejde, som er baseret på artikel 87, stk. 2, TEUF, nemlig direktiv 2019/1153 (som erstattede afgørelse 2000/642, et tidligere instrument under den »tredje søjle«).

55.      FIU’ens centrale opgave, hverv og beføjelser tyder på, at den EU-databeskyttelsesordning, der finder anvendelse på en FIU’s databehandling, skal være den, der er passende med henblik på retshåndhævelse. Jeg vil uddybe dette i det følgende.

3.      Den ramme for databeskyttelse, der finder anvendelse på FIU’er

56.      Alle de regeringer, der i deres skriftlige indlæg eller i retsmødet har taget stilling til spørgsmålet om, hvilken EU-databeskyttelsesordning der finder anvendelse på FIU’er (44), er af den opfattelse, at FIU’erne ved udøvelsen af deres centrale opgave er »kompetente myndigheder« som omhandlet i direktiv 2016/680. I denne henseende har de i det væsentlige anlagt en funktionel tilgang til fortolkningen af dette direktiv, som er fokuseret på de opgaver og funktioner, der udøves af FIU’erne.

57.      Jeg er enig i, at FIU’ernes behandling af personoplysninger ved udøvelsen af deres centrale opgaver og funktioner er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2016/680.

58.      Som jeg har allerede har forklaret ovenfor vedrører FIU’ernes centrale opgave opdagelse og forebyggelse af kriminalitet på området for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Artikel 83, stk. 1, medtager terrorisme og hvidvask af penge blandt de områder med kriminalitet af særlig grov karakter og med en grænseoverskridende dimension, for hvilke EU-lovgiver kan fastsætte minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, samt for straffene herfor (45). Ved udøvelsen af denne opgave deltager FIU’erne i forebyggelsen og opdagelsen af de relevante strafbare handlinger.

59.      Som påpeget ovenfor har FIU’erne i forbindelse med deres opgaver nær tilknytning til retshåndhævende myndigheder og Europol. De formidler resultaterne af deres analyse til de retshåndhævende myndigheder, de besvarer anmodninger om oplysninger fra sådanne myndigheder, og de har også selv adgang til de oplysninger om retshåndhævelse, som de skal bruge.

60.      FIU’erne er placeret mellem de enheder i den private sektor, der er underlagt indberetningspligter vedrørende hvidvask af penge, nærmere bestemt de forpligtede enheder på den ene side og på den anden side de retshåndhævende myndigheder. Deres rolle er imidlertid ikke begrænset til blot at modtage og videresende oplysninger. FIU’ernes yderligere værdi består i deres analyse af oplysninger (46), som er et væsentligt led i forebyggelsen af kriminalitet. Henset til deres rolle i den analyse og de udvekslings- og kommunikationskanaler, der står til deres rådighed, er FIU’er, således som det rammende er blevet beskrevet i den juridiske litteratur, Den Europæiske Unions »finansielle efterretningscentraler« (47) og spiller som sådan en afgørende rolle i strukturen for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

61.      De befinder sig i skæringspunktet (48) mellem på den ene side forebyggelse og på den anden side andre retshåndhævende myndigheders efterforskning og retsforfølgning inden for det statslige system for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. En FIU’s centrale opgave er, således som den lettiske regering påpegede i retsmødet, i den indledende fase af straffesager. I samme retning bemærkede den luxembourgske regering med rette, at FIU’er har en »præpønal« funktion, som udgør en del af et »funktionelt kontinuum«, der går op til retshåndhævelse.

62.      I lyset af FIU’ernes rolle i opdagelse og forebyggelse af kriminalitet drog visse af de regeringer, der deltog i den skriftlige procedure og i retsmødet, en analogi til Domstolens konklusioner i dommen i sagen La Quadrature du Net m.fl. (Personoplysninger og bekæmpelse af immaterialretskrænkelser) (49) vedrørende den franske myndighed Hadopi. I den nævnte sag lagde Domstolen, således som jeg allerede har anført ovenfor (50), til grund, at Hadopi, en administrativ myndighed, som har beføjelse til at træffe foranstaltninger af »præpønal« karakter, bør kvalificeres som en »kompetent myndighed« som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2016/680, der er involveret i forebyggelse og afsløring af strafbare handlinger, nemlig alvorlige forsømmelser eller immaterialretskrænkelser, og dermed hører under dette direktivs anvendelsesområde i overensstemmelse med dets artikel 1 (51). Dette var tilfældet, selv om Domstolen fastslog, at Hadopi i henhold til gældende national ret ikke havde »selvstændige beslutningsbeføjelser« (52).

63.      Hvis den databehandling, der foretages af en administrativ myndighed såsom Hadopi, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2016/680, må den samme konklusion så meget desto mere gælde for en FIU, en offentlig myndighed, der uanset sin status i henhold til national ret har kompetence til at træffe selvstændige beslutninger om at analysere, anmode om og formidle finansielle efterretningsoplysninger og ved EU-retten er tillagt væsentlige beføjelser, som er nødvendige for opdagelse og forebyggelse af kriminalitet på området for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

64.      De fleste af regeringerne har efter min opfattelse med rette påpeget, at karakteren af FIU’ernes opgaver minder om de opgaver, der udføres af passageroplysningsenheder (53), som Domstolen i dommen i sagen Ligue des droits humains (54) kvalificerede som »kompetente myndigheder«, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2016/680. Passageroplysningsenheder blev kvalificeret som sådan på grundlag af deres kompetence i henhold til PNR-direktivets artikel 4 og 7 til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet. Disse passageroplysningsenheder indsamler oplysninger fra luftfartsselskaber, behandler dem og videregiver oplysningerne eller resultatet af behandlingen til de kompetente myndigheder. De er også ansvarlige for at udveksle PNR-oplysninger og resultatet af denne behandling med passageroplysningsenhederne i andre medlemsstater og Europol. Passageroplysningsenhederne henhører klart under det strafferetlige område og indgår i kæden af forebyggelse og opdagelse af kriminalitet.

65.      FIU’ernes funktion i kæden af forebyggelse af kriminalitet minder om passageroplysningsenhedernes funktion, for så vidt som de også modtager oplysninger, analyserer dem og formidler dette til de retshåndhævende myndigheder.

66.      Domstolens praksis støtter derfor den konklusion, at FIU’ernes databehandling med henblik på forebyggelse af kriminalitet på området for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme falder under anvendelsesområdet for direktiv 2016/680.

67.      FIU’erne opfylder også betingelserne for at være en »kompetent myndighed« som omhandlet i artikel 3, nr. 7), litra a), i direktiv 2016/680. Som anført ovenfor (55) dækker denne definition ikke blot de »traditionelle« judicielle eller retshåndhævende myndigheder, men omfatter »enhver offentlig myndighed« (min fremhævelse), der har kompetence på området for retshåndhævelse.

68.      Kvalificeringen af en FIU som en »kompetent myndighed« som omhandlet i artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680 bør ikke afhænge af den valgte organisationsstruktur (retshåndhævende, judiciel, administrativ eller hybrid), men af den opgave og de funktioner, den er tillagt, og de beføjelser, den udøver. Den omstændighed, at en FIU, såsom RAB, ikke er en efterforskningsenhed som omhandlet i den nationale strafferetsplejelov er heller ikke afgørende (56).

69.      Selv hvis det lægges til grund, at en FIU ikke falder under artikel 3, nr. 7), litra a), i direktiv 2016/680, bør den – som anført af den luxembourgske regering – under alle omstændigheder anses for at falde under denne bestemmelses nr. 7), litra b), der finder anvendelse på »ethvert andet organ eller enhver anden enhed« med retshåndhævelsesopgaver. I det omfang, en privat enhed i henhold til det nævnte direktivs artikel 3, nr. 7), litra b), kan kvalificeres som en »kompetent myndighed«, når den i henhold til medlemsstaternes nationale ret udøver retshåndhævelsesbeføjelser, må dette så meget desto mere gælde en FIU, som er en offentlig myndighed med væsentlige beføjelser på området for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

70.      Det følger heraf, at en FIU skal kvalificeres som en »kompetent myndighed« som omhandlet i artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680, når den udfører sine centrale opgaver på området for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

71.      Dette berører ikke anvendelsen af den generelle forordning om databeskyttelse, når FIU’erne behandler oplysninger i forbindelse med andre opgaver, som de er tillagt ved medlemsstaternes lovgivning, og som ikke vedrører en af de aktiviteter, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2016/680. Det følger af samme direktivs artikel 9, stk. 2, at den generelle forordning om databeskyttelse finder anvendelse på behandling til disse formål. Den estiske regering har gjort gældende, at RAB har tilsynskompetence i forhold til den ikkefinansielle sektor og også kontrollerer fuldbyrdelsen af visse finansielle sanktioner. Når en FIU behandler oplysninger til formål, som er uden forbindelse med dens centrale opgave på området for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, er en sådan behandling således omfattet af anvendelsesområdet for den generelle forordning om databeskyttelse (57).

72.      Kommissionen er ikke desto mindre af den opfattelse, at FIU’er ikke er »kompetente myndigheder« som omhandlet i direktiv 2016/680, hvorfor disse myndigheders databehandling er omfattet af den generelle forordning om databeskyttelse.

73.      I denne henseende har den givet udtryk for det synspunkt, at FIU’ernes aktivitet er begrænset til »forudgående administrativ håndtering« af enhver oplysning, de kommer i besiddelse af. Det er kun de kompetente myndigheder, hvortil de formidler oplysninger, der kan drage konklusioner om, hvorvidt de pågældende aktiviteter er af strafferetlig karakter.

74.      I lyset af FIU’ernes opgaver, funktioner og beføjelser, som allerede er blevet udførligt forklaret, stemmer denne tilgang efter min opfattelse dårligt overens med FIU’ernes afgørende rolle i kæden af forebyggelse af kriminalitet. FIU’erne er, som det fremgår af deres betegnelse, egentlige efterretningscentraler, som er i stand til at træffe selvstændige beslutninger, når de analyserer relevante oplysninger. FIU’ernes beføjelser til at tilgå de oplysninger om retshåndhævelse, som de skal bruge for at udføre deres opgaver korrekt (i henhold til artikel 32, stk. 4, i direktiv 2015/849), og til at udveksle oplysninger indbyrdes, med de retshåndhævende myndigheder og med Europol og beføjelsen til at suspendere eller tilbageholde en godkendelse af en transaktion indikerer kraftigt, at deres rolle ikke er begrænset til blot at bestå i en forudgående administrativ håndtering.

75.      Det forhold, at FIU’erne er placeret i midten af kæden af opdagelse og forebyggelse af kriminalitet, og at de formidler oplysninger til de kompetente myndigheder, udelukker ikke, at de selv kan kvalificeres som »kompetente myndigheder«. En sådan kvalificering afhænger således ikke af myndighedens præcise placering i den strafferetlige struktur, men af dens opgaver og funktioner (58).

76.      Det stærkeste argument, som Kommissionen har fremført, vedrører ordlyden af artikel 41, stk. 1, i direktiv 2015/849, hvorefter behandling af personoplysninger efter dette direktiv er underlagt den generelle forordning om databeskyttelse. Kommissionen har anført, at denne bestemmelse er affattet i brede vendinger for at dække alle behandlingsaktiviteter i henhold til direktiv 2015/849, herunder behandling, der foretages af FIU’er.

77.      Imidlertid bør artikel 41, stk. 1, i direktiv 2015/849, som påpeget af næsten alle de regeringer, der har indgivet skriftlige indlæg og deltog i retsmødet (59), forstås med forbehold af anvendelsen af direktiv 2016/680.

78.      EU-lovgiver har fastsat et omfattende sæt af databeskyttelsesregler, som skal anvendes ensartet på alle områder af EU-retten. Den generelle forordning om databeskyttelse og direktiv 2016/680 finder anvendelse på hver sit anvendelsesområde. Med andre ord ændrer artikel 41, stk. 1, i direktiv 2015/849, således som den spanske regering gjorde gældende i retsmødet, ikke betingelserne for anvendelsesområderne for henholdsvis den generelle forordning om databeskyttelse og direktiv 2016/680.

79.      Dette bekræftes af 42. betragtning til direktiv 2015/849, hvori det anføres, at dette direktiv ikke berører beskyttelsen af personoplysninger, der behandles i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, herunder i Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (60), der gik forud for direktiv 2016/680. Det er væsentligt at erindre, at denne rammeafgørelse, som blev ophævet ved direktiv 2016/680, havde et begrænset anvendelsesområde inden for politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager, idet det kun omfattede behandling på tværs af grænserne.

80.      Som den franske regering gjorde gældende i retsmødet, fremgår det endvidere af 22. betragtning til direktiv 2016/680, at EU-lovgiver ikke tilsigtede at ændre reglen for afgrænsning mellem den generelle forordning om databeskyttelse og direktiv 2016/680 på området for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Den nævnte betragtning henviser til en række offentlige myndigheder, til hvem personoplysninger videregives i overensstemmelse med en retlig forpligtelse i forbindelse med udøvelsen af deres officielle hverv, og det anføres, at disse offentlige myndigheders behandling af personoplysninger bør være i overensstemmelse med de gældende databeskyttelsesregler afhængigt af formålet med behandlingen.

81.      Endelig bekræftes behovet for at sikre overensstemmelse mellem direktiv 2015/849 og den eksisterende EU-retlige ramme for databeskyttelse af direktiv 2024/1640 (det sjette hvidvaskdirektiv), som ophæver direktiv 2015/849. Direktiv 2024/1640 indeholder ikke længere en udtrykkelig bestemmelse om, hvilken databeskyttelsesordning der finder anvendelse. Det anføres ganske vist i 122. betragtning, at den generelle forordning om databeskyttelse finder anvendelse på behandling af personoplysninger med henblik på dette direktiv, men i samme betragtning henvises der også til anvendelsen af direktiv 2016/680.

82.      Kommissionen har udtrykt bekymring for, at hvis FIU’er anses for at være »kompetente myndigheder«, kan dette være til fare for deres uafhængighed i forhold til de kompetente myndigheder, hvortil de formidler oplysningerne.

83.      Jeg finder det vanskeligt at være enig i Kommissionens bekymringer. FIU’erne bør anses for at være »kompetente myndigheder« med henblik på fastlæggelsen af, hvilken EU-databeskyttelsesordning der finder anvendelse. Denne fastlæggelse berører ikke deres operationelle uafhængighed og selvstændighed, som skal sikres uanset deres organisatoriske status, selv hvis FIU’en befinder sig inden for en anden myndigheds eksisterende struktur (61).

84.      Et sidste argument for, at direktiv 2016/680 finder anvendelse på FIU’er ved udøvelsen af deres opgaver og funktioner i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, er nødvendigheden af at sikre muligheden for en indirekte udøvelse af de registreredes ret til indsigt gennem tilsynsmyndigheden i henhold til dette direktivs artikel 17. Som jeg vil forklare nærmere i min undersøgelse af det fjerde præjudicielle spørgsmål, er indirekte kontrol gennem tilsynsmyndigheden en væsentlig sikringsmekanisme med henblik på at opveje muligheden for en fuldstændig begrænsning af indsigtsretten i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680.

85.      På baggrund af ovenstående betragtninger bør artikel 2, stk. 2, litra d), i den generelle forordning om databeskyttelse og artikel 2, stk. 1, i direktiv 2016/680, sammenholdt med dette direktivs artikel 1, stk. 1, fortolkes således, at en FIU’s – såsom RAB – behandling af personoplysninger som led i udøvelsen af dens opgave med at forebygge, opdage og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og i lyset af dens funktioner og beføjelser på dette område skal anses for at blive foretaget af en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680, selv om den relevante FIU ikke er en efterforskningsmyndighed i den nationale strafferetsplejelovs forstand. Behandlingen af sådanne oplysninger er således omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2016/680.

86.      I betragtning af det svar, som jeg foreslår Domstolen at give til det første præjudicielle spørgsmål, vil jeg undersøge de resterende spørgsmål vedrørende den registreredes ret til indsigt på grundlag af de relevante bestemmelser i direktiv 2016/680 uden at tage den generelle forordning om databeskyttelse i betragtning.

B.      Det fjerde spørgsmål

87.      Med det fjerde spørgsmål, som det vil være hensigtsmæssigt at undersøge som det andet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15 i direktiv 2016/680 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse, som fuldstændig begrænser udøvelsen af den registreredes ret til indsigt i dennes personoplysninger, som en FIU er i besiddelse af, indtil oplysningerne tilintetgøres, således at det er umuligt for den registrerede nogensinde at få indsigt i disse oplysninger.

88.      Artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680 giver den nationale lovgiver beføjelse til under hensyn til formålene med den databehandling, som er omfattet af dette direktiv (og som navnlig er omhandlet i tiende betragtning hertil), at vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger, der under visse betingelser begrænser den registreredes ret til indsigt. Retten til indsigt kan begrænset »helt eller delvis […] i det omfang og så længe en sådan delvis eller fuldstændig begrænsning udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund under behørigt hensyn til den berørte fysiske persons grundlæggende rettigheder«, for at sikre formål af almen interesse, som er udtømmende opregnet i denne bestemmelses litra a)-e). Disse formål omfatter behovet for at »undgå, at der lægges hindringer i vejen for officielle eller retlige undersøgelser, efterforskninger eller procedurer«, og at »undgå at skade forebyggelsen, afsløringen, efterforskningen eller retsforfølgningen af strafbare handlinger […]«.

89.      Medlemsstaterne har i henhold til artikel 15, stk. 2, i direktiv 2016/680 ret til at vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger for at fastsætte de kategorier af behandling, som helt eller delvis er omfattet af disse formål.

90.      Artikel 41, stk. 4, i direktiv 2015/849 fastsætter en specifik forpligtelse for medlemsstaterne til at begrænse den registreredes ret til indsigt »[i] medfør af oplysningsforbuddet i artikel 39, stk. 1«. I henhold til denne bestemmelse skal medlemsstaterne i medfør af dette forbud vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger, der »helt eller delvis« begrænser den registreredes ret til indsigt under de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse. Disse betingelser er i det væsentlige de samme som dem, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680. De vedrører nødvendigheden og forholdsmæssigheden af den hele eller delvise begrænsning og behovet for at sikre de formål, der er fastsat i artikel 41, stk. 4 (62), i direktiv 2015/849.

91.      Det oplysningsforbud, hvortil der henvises i artikel 41, stk. 4, første punktum, i direktiv 2015/849, vedrører de forpligtede enheder, som har forbud mod at underrette (eller »advare« med formuleringen i FATF’s anbefaling nr. 21) om, at oplysninger om mistænkelige transaktioner sendes, vil blive sendt eller er blevet sendt til en FIU i overensstemmelse med dette direktivs artikel 33 (63).

92.      Henvisningen til oplysningsforbuddet synes at indikere, at artikel 41, stk. 4, i direktiv 2015/849 specifikt regulerer begrænsningerne af den registreredes ret til indsigt med hensyn til de oplysninger, som de forpligtede enheder er i besiddelse af, og det forhold, at sådanne oplysninger sendes, vil blive sendt eller er blevet sendt til en FIU (eller et selvregulerende organ). Hvad angår retten til indsigt i de oplysninger, som en FIU er i besiddelse af, skal det dog erindres, at disse myndigheder ikke kun modtager oplysninger fra de forpligtede enheder, men også fra andre kilder (indenlandske og udenlandske kompetente myndigheder, FIU’er i forskellige medlemsstater og Europol), med hvilke de også udveksler oplysninger. FIU’erne tilvejebringer også finansielle efterretninger (64). Efter vedtagelsen af direktiv 2016/680 og henset til den brede formulering af den registreredes anmodninger om indsigt i hovedsagen forekommer det mere hensigtsmæssigt at undersøge begrænsningerne af retten til indsigt i lyset af dette direktivs artikel 15. Denne bestemmelse har et bredt anvendelsesområde og kan finde anvendelse på alle de oplysninger, som FIU’erne er i besiddelse af (65).

93.      Det fremgår af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680, at den begrænsning af indsigtsretten, som medlemsstaterne har ret til at fastsætte, kan være »fuldstændig«. En sådan fuldstændig (eller delvis) begrænsning skal imidlertid overholde proportionalitetsprincippet. Ifølge den bestemmelse kan den lovgivningsmæssige foranstaltning, der helt eller delvis begrænser den registreredes ret til indsigt, vedtages »i det omfang og så længe en sådan delvis eller fuldstændig begrænsning udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund under behørigt hensyn til den berørte fysiske persons grundlæggende rettigheder og legitime interesser«. Enhver begrænsning skal derfor med hensyn til omfanget og tidsmæssigt være begrænset til, hvad der er nødvendigt og forholdsmæssigt (66).

94.      I denne henseende skal det erindres, at enhver persons ret til indsigt i sine personoplysninger er fastsat i chartrets artikel 8, stk. 2. Denne ret er ikke absolut, men skal vurderes i forhold til dens funktion i samfundet.

95.      Som det fremgår af chartrets artikel 52, stk. 1, tillader dette charter nemlig begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder, for så vidt som disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen og respekterer de nævnte rettigheders væsentligste indhold, og for så vidt som disse begrænsninger under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (67).

96.      I forbindelse med direktiv 2015/849 er fuld fortrolighed af oplysningerne en afgørende forudsætning for effektiviteten af det ved dette direktiv fastsatte system for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (68). Det følger også af 46. betragtning til dette direktiv, at hvis den registrerede får indsigt i oplysninger, som vedrører en indberetning af en mistænkelig transaktion, vil det i høj grad undergrave en effektiv bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Oplysningerne er og skal forblive fortrolige gennem hele kæden af hovedaktører i dette system: de forpligtede enheder, som er underlagt et oplysningsforbud, FIU’erne, som indsamler og analyserer fortrolige oplysninger, og de retshåndhævende myndigheder.

97.      Alle de regeringer, som har indgivet skriftlige indlæg, gjorde i retsmødet gældende, at kravet om fortrolighed er et iboende kendetegn ved systemet for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og er centralt for samarbejdet mellem FIU’er. De nævnte regeringer understregede den følsomme karakter af de oplysninger, som FIU’erne er i besiddelse af, idet det blotte kendskab til, at oplysninger behandles, kan bringe den igangværende analyse og efterforskning i fare og give de mistænkte mulighed for at skjule midlernes oprindelse.

98.      En fuldstændig begrænsning af retten til indsigt i de oplysninger, som FIU’er er i besiddelse af i forbindelse med deres centrale opgaver, synes derfor at være nødvendig og passende med henblik på at opfylde formålene om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

99.      Det skal dog erindres, at kravet om, at foranstaltninger, der indebærer et indgreb i de rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og 8, skal være forholdsmæssige, ifølge fast retspraksis indebærer overholdelse af kravene om egnethed og nødvendighed samt af det krav, der vedrører disse foranstaltningers forholdsmæssighed i forhold til det forfulgte formål (69). Mere specifikt skal undtagelser fra og begrænsninger i beskyttelsen af personoplysninger begrænses til det strengt nødvendige (70).

100. Mere specifikt følger det af Domstolens praksis, at ethvert indgreb i retten til beskyttelse af personoplysninger skal foretages under overholdelse af proportionalitetsprincippet, fastsætte klare og præcise regler, som regulerer rækkevidden og anvendelsen af den omhandlede foranstaltning og opstiller en række mindstekrav, således at de personer, hvis oplysninger berøres, råder over tilstrækkelige garantier, der gør det muligt effektivt at beskytte disse oplysninger mod risikoen for misbrug og mod ulovlig adgang til og anvendelse af disse oplysninger (71). Denne lovgivning skal være retligt bindende i national ret og navnlig angive, under hvilke omstændigheder og på hvilke betingelser der kan vedtages en foranstaltning om behandling af sådanne oplysninger, hvorved det sikres, at indgrebet begrænses til, hvad der er strengt nødvendigt for ikke at bringe et formål af almen interesse i fare (72).

101. Det følger af denne retspraksis, at en absolut og ubetinget begrænsning af retten til indsigt i de oplysninger, som FIU’en er i besiddelse af, i forbindelse med hvilken der ikke er fastsat nogen omstændigheder, betingelser eller garantier med hensyn til denne begrænsning, udgør et ubegrundet indgreb i retten til databeskyttelse, som er uforeneligt med artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680. Hvis der ikke foreligger nogen ved lov fastsatte betingelser eller kriterier, er det ikke muligt for tilsynsmyndighederne eller den kompetente ret, der foretager domstolsprøvelsen af den dataansvarliges afgørelse, at undersøge lovligheden af den pålagte begrænsning.

102. Det skal også anføres, at den dataansvarlige i henhold til artikel 15, stk. 4, i direktiv 2016/680 skal dokumentere den faktiske eller retlige begrundelse, som afgørelsen om at afslå indsigt hviler på, og stille disse oplysninger til rådighed for tilsynsmyndighederne. Den dataansvarliges forpligtelse til at dokumentere afslaget sikrer, at den dataansvarlige står til ansvar over for tilsynsmyndigheden og giver mulighed for effektiv domstolsprøvelse (73). Med andre ord giver den dataansvarliges mulighed for at afslå at give den registrerede indsigt ikke den dataansvarlige (i den foreliggende sag FIU’en) et carte blanche.

103. Kravene om nødvendighed og forholdsmæssighed, som følger af chartrets artikel 25, stk. 1, skal også opfyldes, når medlemsstater i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, i direktiv 2016/680 fastsætter de kategorier af behandling, som er omfattet af begrænsninger i henhold til samme direktivs artikel 15, stk. 1.

104. Hvad angår den nationale lovgivning i hovedsagen har den forelæggende ret påpeget, at den fastsætter en absolut begrænsning af indsigtsretten for alle personer under alle omstændigheder, og indtil oplysningerne tilintetgøres. Anordningen fra lederen af RAB, som begrænser indsigten i alle oplysninger i RAB-databasen, synes ikke at fastsætte nogen præcise regler for omfanget og anvendelsen af adgangsbegrænsningen eller at fastsætte nogen mindstekrav for at imødegå risikoen for misbrug og sikre, at FIU’en kun anvender de relevante begrænsninger i det omfang, det er strengt nødvendigt. Som Kommissionen i det væsentlige har anført i sit skriftlige indlæg, skal nødvendigheden og forholdsmæssigheden af begrænsningen af rettigheden sikres på grundlag af generelle kriterier, som giver mulighed for en vurdering af hver enkelt individuel anmodning.

105. Den estiske regering anførte i retsmødet, at de nationale retsforskrifter ikke fastsætter en absolut eller kategorisk begrænsning. Den gjorde gældende, at lederen af RAB har en skønsbeføjelse til at vurdere og træffe afgørelse om hver enkelt anmodning om indsigt. Den bekræftede, at en sådan beføjelse f.eks. udøves, når en person allerede har kendskab til en igangværende efterforskning, eller når RAB beslutter at indefryse denne persons midler.

106. Det tilkommer den forelæggende ret, som er kompetent til at fortolke sin nationale lovgivning, at efterprøve, om de nationale retsforskrifter omfatter elementer, der sikrer, at begrænsninger af retten til indsigt kun finder anvendelse i det omfang, det er strengt nødvendigt, således at det formål af almen interesse, med henblik på hvilket adgangsbegrænsningen er fastsat, ikke bringes i fare, og at denne begrænsning ikke er vilkårlig.

107. Når dette er sagt, påpegede Kommissionen i retsmødet med rette, at selv hvis det lægges til grund, at lederen af RAB har en skønsmargen, skal de elementer eller kriterier, som fastlægger rammen for et sådant skøn, være fastsat i forbindelse med den pågældende nationale foranstaltning. Sådanne elementer synes imidlertid ikke at fremgå af fremstillingen af den relevante nationale lovgivning.

108. Der kan derfor ganske vist ved national ret indføres en fuldstændig begrænsning af adgangen til de oplysninger, som FIU’en er i besiddelse af, men der skal fastsættes klare og præcise regler, som regulerer rækkevidden og betingelserne for anvendelsen af den omhandlede foranstaltning og opstilles en række mindstekrav, således at de personer, hvis oplysninger berøres, råder over tilstrækkelige garantier, der gør det muligt effektivt at beskytte disse oplysninger mod risikoen for misbrug og mod, at FIU’erne eller enhver anden kompetent myndighed inden for systemet for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme får adgang til eller anvender disse oplysninger på ulovlig vis (74).

109. Endvidere skal enhver begrænsning, der pålægges den registreredes indsigt, opvejes af den mekanisme, der er fastsat i artikel 17 i direktiv 2016/680. Denne bestemmelse fastsætter, at den registrerede indirekte kan udøve sine rettigheder gennem tilsynsmyndigheden. Denne indirekte udøvelse finder bl.a. anvendelse i den situation, der er omhandlet i dette direktivs artikel 15, stk. 3, som giver den dataansvarlige mulighed for ikke at give den registrerede meddelelse om afslaget på eller begrænsningen af indsigt og om begrundelsen for afslaget eller begrænsningen, hvis sådanne oplysninger ville være til skade for et af de formål af almen interesse, der er fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 1. Det følger af artikel 17, stk. 3, at tilsynsmyndigheden, hvis den udøver retten til indsigt på vegne af den registrerede, som minimum skal underrette den registrerede om, at tilsynsmyndigheden har foretaget den nødvendige kontrol eller undersøgelse.

110. I Domstolens praksis fremhæves betydningen af den indirekte udøvelse af den registreredes rettigheder med henblik på at sikre, at der er en passende balance mellem den offentlige interesse, som begrunder begrænsningen af retten til adgang og den registreredes grundlæggende ret til databeskyttelse og effektiv domstolsprøvelse i henhold til chartrets artikel 47. I dommen i sagen Ligue des droits humains (Tilsynsmyndighedens kontrol med behandlingen af oplysninger) fastslog Domstolen, at den indirekte udøvelse af den registreredes rettigheder gennem tilsynsmyndigheden, som det fremgår af 48. betragtning til direktiv 2016/680, skal anses for at være nødvendig for beskyttelsen af disse rettigheder, idet den direkte udøvelse af dem hos den dataansvarlige viser sig at være vanskelig eller endda umulig (75).

111. Hvad angår tilsynsmyndighedens præcise rolle i den indirekte udøvelse af disse rettigheder har Domstolen fastslået, at denne myndighed skal indlede en fortrolig dialog med den dataansvarlige og efter denne dialog beslutte, hvilke oplysninger der er nødvendige for den registreredes udøvelse af dennes ret til adgang til effektive retsmidler (76).

112. Det følger endvidere af Domstolens praksis, at det inden for rammerne af den korrekte anvendelse af artikel 17 i direktiv 2016/680 påhviler medlemsstaterne at fastsætte bestemmelser, der gør det muligt for den ret, som har kompetence, at få kendskab til såvel den fulde begrundelse som de dertil hørende beviser, som denne myndighed i denne sammenhæng har støttet sig på for at kontrollere, om behandlingen af de pågældende oplysninger er lovlig, og de konklusioner, den har udledt heraf (77). De oplysninger, som den dataansvarlige har givet tilsynsmyndigheden om den begrundelse, som dens afgørelse hviler på, skal også stilles til rådighed for den retsinstans, for hvilken der er indbragt en sag mod tilsynsmyndigheden (78).

113. I retsmødet gjorde den estiske regering gældende, at den nationale tilsynsmyndighed har beføjelse til at efterprøve lovligheden af RAB’s databehandling. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, at den nationale lovgivning sikrer en korrekt anvendelse af artikel 17 i direktiv 2016/680.

114. På baggrund af ovenstående betragtninger skal artikel 15 i direktiv 2016/680 fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse, som fuldstændig begrænser udøvelsen af den registreredes ret til indsigt i den pågældendes personoplysninger, som en FIU er i besiddelse af, indtil oplysningerne tilintetgøres, således at det er umuligt for den registrerede nogensinde at få indsigt i disse oplysninger, for så vidt som den relevante nationale foranstaltning ikke synes at fastsætte klare og præcise regler, som regulerer rækkevidden og anvendelsen af den omhandlede foranstaltning og opstiller en række mindstekrav, således at de personer, hvis oplysninger berøres, råder over tilstrækkelige garantier, der gør det muligt effektivt at beskytte disse oplysninger mod risikoen for misbrug og mod, at den relevante FIU får adgang til eller anvender disse oplysninger på ulovlig vis.

C.      Det andet spørgsmål

115. Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges (79).

116. I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret med første del af det andet spørgsmål oplyst, om artikel 15, stk. 3, i direktiv 2016/680 giver en FIU mulighed for at afslå at meddele en registreret den retsakt, på grundlag af hvilken den pågældende fik afslag på indsigt i sine personoplysninger, for at forhindre, at det bekræftes eller afkræftes, at vedkommendes personoplysninger er blevet behandlet.

117. I sit skriftlige indlæg har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse mod det andet spørgsmål. Den har anført, at RAB’s afgørelse om at afslå indsigt i hovedsagen udelukkende vedrørte retsgrundlaget for afslaget, nemlig hvidvasklovens § 60, stk. 1, og § 23, stk. 1, nr. 1, i lov om offentlige oplysninger.

118. I retsmødet gjorde den estiske regering gældende, at spørgsmålet kan antages til realitetsbehandling, mens den nederlandske regering anførte, at det er ukorrekt at hævde, at meddelelsen af en begrundelse for en begrænsning kan afsløre, at personoplysninger er blevet behandlet. Under alle omstændigheder giver begrænsningen af indsigtsretten mulighed for en begrænsning af meddelelsen om, hvorvidt der behandles oplysninger eller ej.

119. I lyset af forklaringerne i forelæggelseskendelsen, som i generelle vendinger henviser til »retsgrundlaget« for begrænsningen, men også til de »faktiske og retlige grunde« til afgørelserne, der påvirker de registrerede, kan første del af det andet spørgsmål forstås således, at det ønskes oplyst, om en FIU kan afslå at meddele grundene til afslaget.

120. Henset til den retspraksis, der er anført i punkt 115 i dette forslag til afgørelse, bør det derfor lægges til grund, at den forelæggende ret med det andet spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 15, stk. 3, i direktiv 2016/680 skal fortolkes således, at denne bestemmelse giver en FIU mulighed for at afslå at meddele grundene til afslaget eller begrænsningen for at undgå, at det bekræftes eller afkræftes, at den registreredes personoplysninger er blevet behandlet, og om det i et sådant tilfælde kan undlades at give den registrerede oplysning om, at vedkommende har mulighed for at udøve sin indsigtsret gennem tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2016/680.

121. Artikel 15, stk. 3, i direktiv 2016/680 fastsætter, at den dataansvarlige, hvis en begrænsning af den registreredes indsigtsret finder anvendelse (80), uden unødig forsinkelse skal give den registrerede skriftlig meddelelse om ethvert afslag på indsigt i personoplysninger eller begrænsning af indsigten og om begrundelsen for afslaget eller begrænsningen. En sådan meddelelse kan dog udelades, hvis sådanne oplysninger ville være til skade for et formål af almen interesse (som fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 1) (81).

122. Det følger af denne bestemmelse, at en FIU med forbehold af de heri fastsatte betingelser har mulighed for at give en besvarelse, der »hverken bekræfter eller afkræfter«, idet det undlades at give meddelelse om, hvorvidt en behandling overhovedet har fundet sted.

123. Det følger imidlertid af artikel 15, stk. 3, i direktiv 2016/680, at den dataansvarlige i et sådant tilfælde er forpligtet til at underrette den registrerede om muligheden for at indgive en klage til en tilsynsmyndighed eller adgangen til retsmidler. Den dataansvarlige er i henhold til artikel 17, stk. 2, i direktiv 2016/680 også forpligtet til at underrette den registrerede om den pågældendes mulighed for at udøve dennes rettigheder gennem tilsynsmyndigheden i henhold til samme artikels stk. 1. Der er ikke mulighed for nogen fritagelse fra at give sådanne oplysninger.

124. Dette skyldes den afgørende betydning af retten til indirekte adgang gennem tilsynsmyndigheden. Som det allerede er blevet anført ovenfor i forbindelse med undersøgelsen af det fjerde spørgsmål (82), opvejer det forhold, at denne ret foreligger, for den dataansvarliges afslag på at give nogen meddelelse om behandlingen af oplysninger. Når den direkte udøvelse af indsigtsretten er vanskelig eller umulig, skal den registrerede altid underrettes om muligheden for at udøve sine rettigheder indirekte. Endvidere er en FIU ikke fritaget fra forpligtelsen til at dokumentere de grunde, hvorpå afslaget på indsigt er støttet, og gøre denne information tilgængelig for tilsynsmyndighederne i henhold til dette direktivs artikel 15, stk. 4 (83).

125. På baggrund af ovenstående betragtninger skal artikel 15, stk. 3, i direktiv 2016/680 fortolkes således, at denne bestemmelse giver en FIU mulighed for at afslå at meddele grundene til afslaget eller begrænsningen for at undgå, at det bekræftes eller afkræftes, at den registreredes personoplysninger er blevet behandlet. I et sådant tilfælde skal den registrerede dog altid gives oplysning om, at vedkommende har mulighed for at udøve sin indsigtsret gennem tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2016/680.

D.      Det tredje spørgsmål

126. Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, som ved en generel bestemmelse giver lederen af en FIU beføjelse til at begrænse den registreredes rettigheder, når forståelsen af formålet med, betingelserne for og omfanget af denne begrænsning kræver en læsning sammenholdt med andre retsforskrifter, herunder trinlavere retsforskrifter.

127. Det følger af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680, at enhver begrænsning af den registreredes indsigtsret kræver, at medlemsstaterne vedtager en lovgivningsmæssig foranstaltning.

128. Det fremgår af 33. betragtning til dette direktiv, at henvisningen til en lovgivningsmæssig foranstaltning ikke nødvendigvis kræver en lov, der er vedtaget af et parlament. En sådan lovgivningsmæssig foranstaltning bør imidlertid være klar og præcis, og anvendelse heraf bør være forudsigelig for de personer, der er omfattet af dens anvendelsesområde, jf. retspraksis fra Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det anføres endvidere i denne betragtning, at medlemsstaternes nationale ret, som regulerer behandling af personoplysninger, som minimum bør angive målene, de personoplysninger, der skal behandles, formålene med behandlingen og procedurerne for sikring af personoplysningernes integritet og fortrolighed samt procedurerne for deres tilintetgørelse og derved i tilstrækkelig grad sikre oplysningerne mod risikoen for misbrug og vilkårlighed.

129. Domstolen har i sin praksis udledt af chartrets artikel 8, stk. 2 – en bestemmelse, der selv blot afspejler det krav, der er opstillet i chartrets artikel 52, hvorefter enhver begrænsning i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, der anerkendes ved chartret, skal være fastlagt i lovgivningen – at ethvert retsgrundlag, som tillader et indgreb i retten til beskyttelse af personoplysninger, selv skal definere rækkevidden af begrænsningen af udøvelsen af den pågældende rettighed, som det kan medføre (84).

130. Desuden har Domstolen for så vidt angår kravet i chartrets artikel 52 fastslået, at ethvert indgreb i retten til beskyttelse af personoplysninger skal foretages under overholdelse af proportionalitetsprincippet, hvilket kræver, at enhver lovgivning, der medfører et sådant indgreb, skal fastsætte klare og præcise regler, som regulerer rækkevidden og anvendelsen af den omhandlede foranstaltning og opstiller en række mindstekrav, således at de personer, hvis oplysninger berøres, råder over tilstrækkelige garantier, der gør det muligt effektivt at beskytte disse oplysninger mod risikoen for misbrug og mod ulovlig adgang til og anvendelse af disse oplysninger (85).

131. Det følger af Domstolens praksis, der henviser til fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at udtrykket »ved lov fastsat grundlag«, der er anvendt i chartrets artikel 8, stk. 2, skal forstås i dets materielle og ikke dets formelle betydning (86). Endvidere følger det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at ordet »loven« i udtrykket »i overensstemmelse med loven« i EMRK’s artikel 8, stk. 2, ikke blot henviser til love, men også til trinlavere retsforskrifter (87). Det henviser til den gældende tekst, således som de kompetente retter har fortolket den (88).

132. Derfor bør kravet i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680 om, at enhver begrænsning skal hvile på lovgivningsmæssige foranstaltninger, forstås bredt, således at det ikke kun er opfyldt, når der foreligger én enkelt lov, der regulerer alle aspekter af begrænsningen af adgangen til en bestemt kategori af oplysninger, såsom de oplysninger, som RAB er i besiddelse af. Udtrykket »lovgivningsmæssige foranstaltninger« kan omfatte en mængde lovgivningsmæssige bestemmelser, herunder trinlavere retsforskrifter, således som de kompetente retter har fortolket dem.

133. Dette forudsætter dog, at de relevante lovgivningsmæssige foranstaltninger giver mulighed for en klar og præcis forståelse af den pålagte begrænsnings omfang og anvendelse, og at anvendelsen af sådanne foranstaltninger er forudsigelig for personer, der er omfattet af dens anvendelsesområde. Anvendelsen af en foranstaltning, der er vedtaget i henhold til direktiv 2016/680, er forudsigelig for personer, der er omfattet af dens anvendelsesområde, når de er i stand til at identificere de omstændigheder og betingelser, hvorunder rækkevidden af de rettigheder, som det nævnte direktiv tillægger dem, kan begrænses (89).

134. I det i hovedsagen foreliggende tilfælde er der ved en række lovgivningsmæssige foranstaltninger fastsat bestemmelser, der er relevante for udøvelsen af indsigtsretten. Hvidvasklovens § 60, stk. 1, giver lederen af RAB beføjelse til at begrænse adgangen til oplysningerne i RAB-databasen og klassificere dem som beregnet til intern brug. RAB’s anordning af 13. maj 2022 fastsætter en begrænsning af adgangen til oplysningerne i RAB-databasen, idet det fastslås, at disse oplysninger er beregnet til intern brug. Hvidvasklovens § 23, stk. 1, nr. 1, giver mulighed for begrænsning af adgangen til oplysninger, når den person, der indgiver anmodningen, ikke har ret til at tilgå disse oplysninger.

135. Disse bestemmelser synes at være affattet i meget generelle vendinger uden at give de registrerede mulighed for at identificere de betingelser og omstændigheder, hvorunder en begrænsning er mulig, og de garantier, der sikrer, at de behandlede oplysninger vil blive effektivt beskyttet mod risikoen for misbrug og mod enhver ulovlig adgang til eller anvendelse af disse oplysninger (90).

136. Det er ganske vist korrekt, at RAB’s interne vedtægter indeholder visse oplysninger, som er relevante for behandlingen af oplysninger, nemlig specificeringen af den dataansvarlige (RAB), den type oplysninger, som indføres i databasen (91), klassificeringen af sikkerheden i forbindelse med oplysningerne (92) og opbevaringsperioden for oplysninger vedrørende en person i databasen (93).

137. Disse elementer vedrører imidlertid mere generelt RAB’s databehandling uden en specifik henvisning til betingelserne for og omstændighederne ved begrænsningen af indsigtsretten og garantierne mod risikoen for misbrug.

138. I retsmødet anførte den estiske regering, at lederen af RAB har skønsbeføjelse til at beslutte, om der skal gives indsigt i oplysningerne i RAB-databasen eller ej, og der findes omstændigheder, hvorunder der kan gives indsigt. Som før nævnt (94) synes de relevante retsforskrifter imidlertid ikke at fastsætte rammer for dette skøn eller klare og præcise betingelser for begrænsninger af indsigtsretten. Dette bestyrker den konklusion, at de relevante nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger ikke synes at opfylde standarden om en klar og præcis regel, hvis anvendelse er forudsigelig for den registrerede, der ønsker at udøve sin indsigtsret, hvilket det dog tilkommer den nationale ret at bedømme.

139. Henset til det ovenfor anførte skal artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680 fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, som ved en generel bestemmelse giver lederen af en FIU beføjelse til at begrænse den registreredes rettigheder alene med den begrundelse, at forståelsen af formålet med, betingelserne for og omfanget af denne begrænsning kræver en læsning sammenholdt med andre retsforskrifter, herunder trinlavere retsforskrifter. Denne samme bestemmelse er dog til hinder for en sådan national lovgivning i det omfang, den relevante nationale lovgivning ikke synes at fastsætte klare og præcise regler, der regulerer omfanget af og betingelserne for anvendelsen af begrænsningen af indsigtsretten, således at de personer, hvis personoplysninger behandles, har tilstrækkelige garantier for, at de behandlede oplysninger vil blive effektivt beskyttet mod risikoen for misbrug og mod enhver ulovlig adgang til eller anvendelse af disse oplysninger.

IV.    Forslag til afgørelse

140. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Riigikohus (øverste domstol, Estland) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»1)      Artikel 2, stk. 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) og artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA, sammenholdt med dette direktivs artikel 1, stk. 1,

skal fortolkes således, at en finansiel efterretningsenheds (FIU) – såsom RAB – behandling af personoplysninger som led i udøvelsen af dens opgave med at forebygge, opdage og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og i lyset af dens funktioner og beføjelser på dette område skal anses for at blive foretaget af en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680, selv om den relevante FIU ikke er en efterforskningsenhed i den nationale strafferetsplejelovs forstand. Behandlingen af sådanne oplysninger er derfor omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2016/680.

2)      Artikel 15 i direktiv 2016/680

skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse, som fuldstændig begrænser udøvelsen af den registreredes ret til indsigt i den pågældendes personoplysninger, som en FIU er i besiddelse af, indtil oplysningerne tilintetgøres, således at det er umuligt for den registrerede nogensinde at få indsigt i disse oplysninger, for så vidt som den relevante nationale foranstaltning ikke synes at fastsætte klare og præcise regler, som regulerer rækkevidden og anvendelsen af den omhandlede foranstaltning og opstiller en række mindstekrav, således at de personer, hvis oplysninger berøres, råder over tilstrækkelige garantier, der gør det muligt effektivt at beskytte disse oplysninger mod risikoen for misbrug og mod, at den relevante FIU får adgang til eller anvender disse oplysninger på ulovlig vis.

3)      Artikel 15, stk. 3, i direktiv 2016/680

skal fortolkes således, at denne bestemmelse giver en FIU mulighed for at afslå at meddele grundene til afslaget eller begrænsningen for at undgå, at det bekræftes eller afkræftes, at den registreredes personoplysninger er blevet behandlet. I et sådant tilfælde skal den registrerede dog altid gives oplysning om, at vedkommende har mulighed for at udøve sin indsigtsret gennem tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 17, stk. 1, i direktiv 2016/680.

4)      Artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680

skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, som ved en generel bestemmelse giver lederen af en FIU beføjelse til at begrænse den registreredes rettigheder alene med den begrundelse, at forståelsen af formålet med, betingelserne for og omfanget af denne begrænsning kræver en læsning sammenholdt med andre retsforskrifter, herunder trinlavere retsforskrifter. Denne bestemmelse er dog til hinder for en sådan national lovgivning i det omfang, den relevante nationale lovgivning ikke synes at fastsætte klare og præcise regler, der regulerer omfanget af og betingelserne for anvendelsen af begrænsningen af indsigtsretten, således at de personer, hvis personoplysninger behandles, har tilstrækkelige garantier for, at de behandlede oplysninger vil blive effektivt beskyttet mod risikoen for misbrug og mod enhver ulovlig adgang til eller anvendelse af disse oplysninger.«


1 –      Originalsprog: engelsk.


2 –      FATF er et mellemstatsligt organ, som fastsætter standarder og udvikler og fremmer politikker med henblik på at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.


3 –      Jf. fjerde betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1624 af 31.5.2024 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme (EUT L, 2024/1624) samt V. Mitsilegas og N. Vavoula, »The evolving EU anti-money Llundering regime: Challenges for fundamental rights and the rule of law«, Maastricht Journal of European and Comparative Law,  bind 23, nr. 2, 2016, s. 261-293.


4 –      Jf. præamblen til chartret for Egmont-gruppen af finansielle efterretningsenheder, vedtaget i juli 2013 af ledere af finansielle efterretningsenheder i Egmont-gruppen.


5 –      Denne bestemmelse fastsætter følgende: »Kun en tjenestemand eller ansat ved den finansielle efterretningsenhed har adgang til og ret til at behandle oplysningerne i den finansielle efterretningsenheds database. På grundlag af denne lov kan lederen af den finansielle efterretningsenhed fastsætte begrænsninger af adgangen til oplysningerne ved at klassificere oplysninger som beregnet til intern brug […]«


6 –      Denne bestemmelse fastsætter følgende: »Den, der er i besiddelse af oplysningerne, skal afvise at imødekomme en anmodning om oplysninger, hvis 1) adgangsbegrænsningerne gælder de oplysninger, hvorom der anmodes, og den person, der fremsætter anmodningen om oplysninger, ikke har ret til at tilgå de oplysninger, hvorom der anmodes […]«


7 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1) (herefter »den generelle forordning om databeskyttelse«).


8 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 20.5.2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT 2015, L 141, s. 73).


9 –      RT I, 18.12.2020, 38.


10 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 30.5.2018 om ændring af direktiv 2015/849 og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (EUT 2018, L 156, s. 43).


11 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT 2016, L 119, s. 89).


12 –      Dom af 30.4.2024 (C-470/21, EU:C:2024:370, præmis 158).


13 –      Den generelle forordning om databeskyttelse indeholder en horisontal bestemmelse i artikel 23, mens det følger af direktiv 2016/680, at hver rettighed kan begrænses individuelt. Hvad navnlig angår den registreredes ret til indsigt giver artikel 15 i direktiv 2016/680 udtrykkeligt medlemsstaterne mulighed for at vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger, der begrænser denne ret »helt eller delvis«, og for at vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger for at fastsætte de »kategorier af behandling«, som »helt eller delvis« er omfattet af de forskellige kategorier af begrundelser for begrænsningerne. I den juridiske litteratur er det blevet påpeget, at selv om borgernes rettigheder, herunder retten til indsigt, også kan begrænses i henhold til den generelle forordning om databeskyttelse, giver direktiv 2016/680 større muligheder for begrænsninger, hvilket gør det mere sandsynligt, at en person, der anmoder en retshåndhævende myndighed om indsigt i oplysninger, vil modtage et svar af typen »hverken bekræfte eller afkræfte«, jf. F. Mouzakiti, »Cooperation between financial intelligence units in the European Union: Stuck in the middle between the General Data Protection Regulation and the Police Data Protection Directive«, 2020, bind 11, nr. 3, New Journal of European Criminal Law, s. 351-374, på s. 366.


14 –      Kommissionens afgørelser om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet i henhold til artikel 45 i den generelle forordning om databeskyttelse, hvorved det fastslås, om et tredjeland har et tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau, gælder ikke for udvekslinger af oplysninger i henhold til direktiv 2016/680, for hvilke der skal foreligge en separat afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet i henhold til sidstnævnte direktivs artikel 36. Hvis der ikke foreligger en sådan afgørelse, kan overførsler omfattet af fornødne garantier finde sted i henhold til artikel 37 i direktiv 2016/680.


15 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 23.10.2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT 2018, L 295, s. 39).


16 –      Jf. tiende betragtning til den generelle forordning om databeskyttelse.


17 –      Dom af 24.2.2022, Valsts ieņēmumu dienests (Behandling af personoplysninger til skatteformål) (C-175/20, EU:C:2022:124, præmis 40).


18 –      Dom af 24.2.2022, Valsts ieņēmumu dienests (Behandling af personoplysninger til skatteformål) (C-175/20, EU:C:2022:124, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).


19 –      Jf. P. Vogiatzoglou, »Scope«, i E. Kosta og F. Boehm (red.), The EU Law Enforcement Directive (LED), Oxford University Press, Oxford, 2024, s. 67-77, på s. 74.


20 –      Dom af 24.2.2022, Valsts ieņēmumu dienests (Behandling af personoplysninger til skatteformål) (C-175/20, EU:C:2022:124, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).


21 –      Jf. 11. betragtning til direktiv 2016/680.


22 –      Dom af 24.2.2022, Valsts ieņēmumu dienests (Behandling af personoplysninger til skatteformål) (C-175/20, EU:C:2022:124, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).


23 –      Jf. i denne retning dom af 21.6.2022, Ligue des droits humains (C-817/19, EU:C:2022:491, præmis 67). Jf. M. Brewczyńska, »A critical reflection on the material scope of the application of the Law Enforcement Directive and its boundaries with the General Data Protection Regulation«, i E. Kosta m.fl. (red.), Research handbook on EU data protection law, Edward Elgar, Cheltenham, 2022, s. 91-114, på s. 104.


24 –      Det fremgår af artikel 23, stk. 1, litra d) og h), i den generelle forordning om databeskyttelse, at behandling af personoplysninger, der foretages af privatpersoner med henblik på de formål om retshåndhævelse, som er angivet i denne forordnings artikel 2, stk. 2, litra d), er omfattet af dens anvendelsesområde, jf. dom af 21.6.2022, Ligue des droits humains (C-817/19, EU:C:2022:491, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).


25 –      Som anført i 11. og 12. betragtning til direktiv 2016/680, gælder den generelle forordning om databeskyttelse for den behandling af personoplysninger, som foretages af en »kompetent myndighed« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3, nr. 7), men til andre formål end de i dette direktiv fastsatte; dom af 24.2.2022, Valsts ieņēmumu dienests (Behandling af personoplysninger til skatteformål) (C-175/20, EU:C:2022:124, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).


26 –      Ceļu satiksmes drošības direkcija (direktorat for færdselssikkerhed, Letland).


27 –      Dom af 22.6.2021, Latvijas Republikas Saeima (Strafpoint) (C-439/19, EU:C:2021:504, præmis 72).


28 –      Dom af 24.2.2022, Valsts ieņēmumu dienests (Behandling af personoplysninger til skatteformål) (C-175/20, EU:C:2022:124, præmis 44).


29 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 27.4.2016 om anvendelse af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet (EUT 2016, L 119, s. 132, herefter »PNR-direktivet«).


30 –      Dom af 21.6.2022, Ligue des droits humains (C-817/19, EU:C:2022:491, præmis 80).


31 –      Dom af 30.4.2024, La Quadrature du Net m.fl. (Personoplysninger og bekæmpelse af forfalskning) (C-470/21, EU:C:2024:370, præmis 158 og 159).


32 –      For et overblik over FIU’ernes historie på området for bekæmpelse af hvidvask jf. Europa-Parlamentet: Europa-Parlamentets Forskningstjeneste og A. Scherrer, Fighting tax-crimes – Cooperation between Financial Intelligence Units, Ex-post impact assessment – Study, marts 2017, s. 8 (herefter »Europa-Parlamentets studie af 2017«), og V. Mitsilegas, »New forms of transnational policing: The emergence of financial intelligence units in the European Union and the challenges for human rights: Part 1«, Journal of Money Laundering Control, bind 3, nr. 2, 1999, s. 147. Samarbejdet mellem enheder, der er specialiseret i finansielle efterretninger, blev indledt på det første møde i »Egmont-gruppen« i 1995. I 2002 vedtog FATF et revideret sæt af 40 anbefalinger, som formelt omfattede en anbefaling om oprettelse af FIU’er og deres funktion. FATF’s anbefalinger af 2012, som blev ajourført i 2026, indeholder en anbefaling om FIU’er (anbefaling nr. 29).


33 –      Rådets afgørelse af 17.10.2000 om samarbejdsordninger mellem medlemsstaternes finansielle efterretningsenheder for så vidt angår udveksling af oplysninger (EFT 2000, L 271, s. 4).


34 –      Tidligere artikel 34, stk. 2, litra c), TEU.


35 –      Jf. Den Internationale Valutafond (IMF), Financial Intelligence Units, An Overview, 2004 (tilgængelig på: https://www.elibrary.imf.org/display/book/9781589063624/9781589063624.xmlhttps://www.imf.org/external/pubs/ft/FIU/fiu.pdf.), s. 9. I Europa-Parlamentets studie, s. 13 og 14, henvises der til en rapport fra 2016 udarbejdet af Unionens FIU-platform, hvor der henvises til tre FIU-modeller, en administrativ model, en retshåndhævende (eller judiciel) model og en hybridmodel. De FIU-modeller, hvortil der bliver henvist i den nævnte rapport, er fordelt således: tolv FIU’er i Unionen er af administrativ karakter og henhører f.eks. under finansministeriet, justitsministeriet eller indenrigsministeriet eller er indlejret i centralbanken eller en tilsynsmyndighed, idet der henvises til Belgien, Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Letland, Malta, Polen, Rumænien og Slovenien; elleve FIU’er i Unionen er organiseret efter en retshåndhævende (politi- og/eller justits)model, idet der henvises til Østrig, Estland, Finland, Tyskland, Irland, Litauen, Portugal, Slovakiet, Sverige, Luxembourg og Det Forenede Kongerige; fem FIU’er har beskrevet sig selv således, at de er af »hybrid« karakter, da de både indeholder politimæssige og administrative elementer, idet der henvises til Danmark, Grækenland, Cypern, Ungarn og Nederlandene. Vedrørende årsagerne til valget af FIU’ernes udformning jf. D. Masciandaro og A. Volpicella, »Designing financial supervision: The puzzling case of the FIUs against money laundering«, Journal of Financial Regulation, bind 2, nr. 1, 2016, s. 79-113.


36 –      Jf. 14. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1153 af 20.6.2019 om regler, der letter brugen af finansielle og andre oplysninger med henblik på forebyggelse, afsløring, efterforskning eller retsforfølgning af visse strafbare handlinger, og om ophævelse af Rådets afgørelse 2000/642/RIA (EUT 2019, L 186, s. 122).


37 –      Jf. artikel 52 i direktiv 2015/849, hvorefter FIU’er bør samarbejde med hinanden i videst muligt omfang, »uanset deres organisatoriske status«.


38 –      Jf. 14. betragtning til direktiv 2019/1153. Med dette direktiv, som blev vedtaget i henhold til artikel 87, stk. 2, TEUF om politisamarbejde (og som ophævede afgørelse 2000/642), blev det tilsigtet at forstærke udvekslingen af finansielle oplysninger med de udpegede kompetente myndigheder samt at øge retssikkerhed og operationel effektivitet. Dette direktivs artikel 1, stk. 2, litra a), præciserer, at det ikke berører direktiv 2015/849 og de tilhørende bestemmelser i national ret, »herunder den organisatoriske status, der tillægges FIU’er i henhold til national ret samt deres operationelle uafhængighed og autonomi«.


39 –      Afhængigt af hvilken medlemsstat der er tale om, kan FIU’erne betros andre opgaver og funktioner i det omfang, de ikke griber ind i deres centrale opgave. Den estiske regering har gjort gældende, at RAB også har en tilsynsfunktion. Hovedsagen vedrører imidlertid retten til indsigt i oplysninger, som FIU’en er i besiddelse af som led i udøvelsen af sin centrale opgave og funktion.


40 –      De modtager oplysninger fra forpligtede enheder, som direktiv 2015/849 gælder for i henhold til samme direktivs artikel 2, stk. 1. Forpligtede enheder er i henhold til direktivets artikel 33 forpligtet til at informere FIU’erne, herunder ved en indberetning om mistænkelige transaktioner.


41 –      Med henblik herpå skal medlemsstaterne i henhold til artikel 8 i direktiv 2019/1153 sikre, at dens udpegede kompetente myndigheder har pligt til rettidigt at besvare anmodninger om retshåndhævelsesoplysninger fra den nationale FIU, hvis oplysningerne i det konkrete tilfælde er nødvendige med henblik på forebyggelse, afsløring og bekæmpelse af hvidvask af penge, tilknyttede underliggende lovovertrædelser og finansiering af terrorisme.


42 –      Selv når FIU’erne er indlejret i politiets eller retsvæsenets struktur, skal de dog forblive uafhængige og operationelt adskilte. Jf. artikel 19, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1640 af 31.5.2024 om de mekanismer, som medlemsstaterne skal indføre for at forebygge anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og om ændring og ophævelse af direktiv 2015/849 (med virkning fra den 10.7.2027) (EUT L, 2024/1640) (det sjette hvidvaskdirektiv).


43 –      F. Mouzakiti, fodnote 13, op.cit., s. 373, der beskriver dem som »nye politimæssige institutioner«.


44 –      Kongeriget Nederlandene tog i sit mundtlige indlæg ikke stilling til spørgsmålet om, hvilken juridisk ramme for databeskyttelse der finder anvendelse på FIU’erne.


45 –      På dette grundlag fastsætter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1673 af 23.10.2018 om strafferetlig bekæmpelse af hvidvask af penge (EUT 2018, L 284, s. 22) krav vedrørende kriminalisering af hvidvask af penge.


46 –      Dette understreges også af Europarådets ekspertkomité om evaluering af foranstaltninger til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (Moneyval) i fremstillingen af FIU’ernes funktioner (tilgængelig på: https://www.coe.int/en/web/moneyval/implementation/fiu). Ifølge organisationen Transparency International »forbinder« FIU’erne, når de analyserer oplysninger, »fragmenter, som ingen enkeltstående bank eller myndighed kan se alene« (jf. https://www.transparency.org/en/news/financial-intelligence-units-powerful-tools-against-corruption).


47 –      F. Mouzakiti, fodnote 13, op.cit., s. 353.


48 –      Jf. det franske senat, Rapport fait au nom de la commission d’enquête aux fins d’évaluer les outils de la lutte contre la délinquance financière, la criminalité organisée et le contournement des sanctions internationales, en France et en Europe, et de proposer des mesures face aux nouveaux défis, bind I, 18.6.2005, s. 197, hvori det påpeges, at den franske FIU (Tracfin) befinder sig på grænsen mellem forebyggelse og retsforfølgning (»à la frontière entre les volets préventif et répressif«).


49 –      Dom af 30.4.2024 (C-470/21, EU:C:2024:370).


50 –      Punkt 42 i dette forslag til afgørelse.


51 –      Dom af 30.4.2024, La Quadrature du Net m.fl. (Personoplysninger og bekæmpelse af forfalskning) (C-470/21, EU:C:2024:370, præmis 158).


52 –      Ibidem.


53 –      Jf. punkt 41 i dette forslag til afgørelse.


54 –      Dom af 21.6.2022 (C-817/19, EU:C:2022:491, præmis 79 og 80).


55 –      Jf. punkt 36 i dette forslag til afgørelse.


56 –      Jf. punkt 43 i dette forslag til afgørelse.


57 –      For fuldstændighedens skyld anfører jeg, at det følger af 14. betragtning til direktiv 2016/680, at dette direktiv ikke finder anvendelse på behandling af oplysninger i forbindelse med en aktivitet, der falder uden for EU-retten, navnlig aktiviteter vedrørende statens sikkerhed.


58 –      Dette støttes af dom af 21.6.2022, Ligue des droits humains (C-817/19, EU:C:2022:491), hvori Domstolen fastslog, at passageroplysningsenheder skal kvalificeres som »kompetente myndigheder« som omhandlet i direktiv 2016/680. En sådan kvalificering udelukkes ikke af det forhold, at passageroplysningsenhederne videregiver PNR-oplysninger eller resultatet af behandlingen til de kompetente myndigheder.


59 –      Med undtagelse af den nederlandske regering, som ikke tog stilling til spørgsmålet.


60 –      Rådets rammeafgørelse af 27.11.2008 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (EUT 2008, L 350, s. 60).


61 –      Jf. artikel 19, stk. 4, andet punktum, i direktiv 2024/1640.


62 –      Nærmere bestemt at gøre det muligt for den forpligtede enhed eller den kompetente nationale myndighed at udføre sine opgaver korrekt og at undgå, at der lægges hindringer i vejen for officielle eller retlige undersøgelser, analyser, efterforskninger eller procedurer i medfør af dette direktiv, og for at sikre, at forebyggelse, efterforskning og opdagelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme ikke bringes i fare. Det forhold, at der foreligger sådan sektorspecifik begrænsning af den registreredes ret til indsigt i forbindelse med oplysningsforbuddet, kan måske forklares med, at direktiv 2015/849 gik forud for vedtagelsen af det EU-retlige databeskyttelsesinstrument for retshåndhævelse, nemlig direktiv 2016/680. Direktiv 2024/1640, der som før nævnt (i punkt 81 i dette forslag til afgørelse) ophæver direktiv 2015/849, indeholder ikke længere denne bestemmelse om begrænsning af indsigtsretten.


63 –      Eller til et selvregulerende organ for erhvervet i henhold til de betingelser, der er fastsat i artikel 34 i direktiv 2015/849.


64 –      Jf. punkt 60 i dette forslag til afgørelse.


65 –      Såfremt Domstolen er af den opfattelse, at artikel 41, stk. 4, i direktiv 2015/849 finder anvendelse på alle de oplysninger, som FIU’erne er i besiddelse af, vil min undersøgelse vedrørende det fjerde spørgsmål fortsat være relevant, for så vidt som denne bestemmelse i det væsentlige afspejler de primære betingelser for den begrænsning af indsigtsretten, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2016/680.


66 –      Jf. D. Dimitrova, »Limitations to the right of access«, i E. Kosta og F. Boehm (red.), fodnote 19, op.cit., s. 288.


67 –      Dom af 6.10.2020, Privacy International (C-623/17, EU:C:2020:790, præmis 64).


68 –      Jf. artikel 38, stk. 2, og artikel 42, i direktiv 2015/849 samt artikel 61, stk. 3, tredje afsnit, heri.


69 –      Dom af 22.11.2022, Luxembourg Business Registers (C-37/20 og C-601/20, EU:C:2022:912, præmis 63).


70 –      Dom af 22.11.2022, Luxembourg Business Registers (C-37/20 og C-601/20, EU:C:2022:912, præmis 64).


71 –      Dom af 18.6.2026, NTH Haustechnik (C-484/24, EU:C:2026:496, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).


72 –      Dom af 6.10.2020, Privacy International (C-623/17, EU:C:2020:790, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).


73 –      Jf. D. Dimitrova, fodnote 66, op.cit., s. 292, der påpeger, at dokumentationsforpligtelsen har til formål at sikre, at begrænsninger ikke pålægges tilfældigt.


74 –      Sådanne garantier bør ikke berøre de i national ret fastsatte sikringsmekanismer, såfremt den registrerede formelt anklages for en strafbar handling.


75 –      Dom af 16.11.2023 (C-333/22, EU:C:2023:874, præmis 44).


76 –      Ibidem, præmis 66.


77 –      Ibidem, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis.


78 –      Ibidem, præmis 70.


79 –      Dom af 16.7.2026, AEDT og État du Grand-Duché de Luxembourg (C-158/25, EU:C:2026:591, præmis 21).


80 –      Jf. punkt 88 ff. i dette forslag til afgørelse.


81 –      Dom af 16.11.2023, Ligue des droits humains (Tilsynsmyndighedens kontrol med behandlingen af oplysninger) (C-333/22, EU:C:2023:874, præmis 42).


82 –      Jf. punkt 109 i dette forslag til afgørelse.


83 –      Jf. punkt 102 i dette forslag til afgørelse.


84 –      Dom af 18.6.2026, NTH Haustechnik (C-484/24, EU:C:2026:496, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).


85 –      Ibidem, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis.


86 –      Ibidem, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis.


87 –      Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.1.2025, H.W. mod Frankrig, CE:ECHR:2025:0123JUD001380521, § 65 og den deri nævnte retspraksis.


88 –      Jf. i denne retning dom af 18.6.2026, NTH Haustechnik (C-484/24, EU:C:2026:496, præmis 75 med henvisning i denne retning til Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.1.2025, H.W. mod Frankrig, CE:ECHR:2025:0123JUD001380521, § 65 og den deri nævnte retspraksis).


89 –      Jf. i denne retning dom af 24.2.2022, Valsts ieņēmumu dienests (Behandling af personoplysninger til skatteformål) (C-175/20, EU:C:2022:124, præmis 56).


90 –      Jf. punkt 100 ff. i dette forslag til afgørelse.


91 –      §§ 8-17 i vedtægterne for RAB-databasen.


92 –      Sikkerhedsniveauet for de behandlede oplysninger angives som »højt« i § 5, stk. 2, i vedtægterne for RAB-databasen.


93 –      § 26, stk. 1, i vedtægterne for RAB-databasen præciserer, at oplysningerne i databasen og de dokumenter, der indføres i databasen vedrørende en person, lagres heri i 15 år efter lukningen af den pågældende indberetningssag eller sagsmappe. Oplysningerne om en person, personens tilknytning til andre oplysninger og dokumenterne vedrørende personen slettes fra databasen på måde, der sikrer integriteten af oplysningerne om personer, indberetningssager og sagsmapper.


94 –      Jf. punkt 107 i dette forslag til afgørelse.