Heroverfor har Kommissionen henvist til Domstolens praksis, hvoraf det fremgår, at en kortfattet begrundelse af EUGFL's beslutninger må anses for tilstrækkelig, når den pågældende regering har været stærkt inddraget i forarbejdet til den indklagede beslutning og således kendte grunden til, at Kommissionen skønnede ikke at kunne pålægge EUGFL det omtvistede beløb

Dom af 14. januar 1981 (Tyskland mod Kommissionen, præmis 19-21, 819/79, Sml. s. 21).

Ved at kræve, at en frist for udbetaling af støtte, som ikke er fastsat i fællesskabsreglerne, overholdes strengt, har Kommissionen, ifølge regeringen, fortolket og anvendt reglerne forkert.

Under den mundtlige forhandling har den italienske regering imidlertid anerkendt, at der bør tages hensyn til en rimelig frist for udbetaling af støtte. Denne indrømmelse har, som vi senere skal se, stor betydning for sagens bedømmelse.

For det andet har Kommissionen understreget, at den ved den praktiske gennemførelse af ordningen faktisk tog hensyn til, at Italien havde vanskeligheder med at overholde kravet om udbetaling af støtten inden for tre år efter organisationernes oprettelse. Kommissionen indførte derfor en smidig ordning, idet den accepterede, at støtte, der ydes for det tredje års virksomhed, udbetales i løbet af det fjerde år, mens støtte vedrørende de første to år først udbetales i løbet af det tredje år. Kommissionen indtog denne smidige holdning i sin skrivelse nr. 12.060 af 30. juli 1980 på grundlag af flere års erfaring med ordningen samt de vanskeligheder, som bl.a. Italien var stødt på i forbindelse med gennemførelsen heraf.

Kommissionens tredje argument går på, at dens politik, hvorefter den kun refunderer støtte, der er udbetalt inden for tre eller fire år efter organisationernes oprettelse, hviler på Domstolens praksis vedrørende begrebet rimelig frist

Kommissionen har her henvist ti! Domstolens domme af 3. marts 1982 (Alpha Steel, pramis 10, 14/81, Sml. s. 749) og 21. september 1983 (Deutsche Milchkontor, 205-215/82, Sml. s. 2633); for sa vidt angår sidstnævnte sag, tænker Kommissionen måske på præmis 33, der er uden storre betydning i denne sammenhæng.

Som det fjerde argument mod anbringendet om tilsidesættelse af artikel 14 har Kommissionen henvist til princippet om ligebehandling mellem medlemsstaterne

Dom af 27. maj 1981 (Essevi og Salengo, 142 og 143/80, Sml. s. 1413).

Efter min opfattelse vedrører den foreliggende sag imidlertid ikke så meget kompetencen til at gennemføre artikel 14, stk. 1, men snarere, som nævnt ovenfor, Kommissionens kompetence til at fastsætte de nærmere bestemmelser, som i virkeligheden udgør en variant af kompetencen til at fortolke en uklar lovbestemmelse, in casu (som omtalt nedenfor under punkt 14) den bestemmelse i artikel 14, stk. 1, hvorved der fastsættes en frist på tre år for ydelse af støtte. I henhold til sin præciseringsbeføjelse kan Kommissionen — naturligvis under Domstolens kontrol — uddybe visse fællesskabsbestemmelser, hvis generelle rækkevidde er ubestridelig, ved hjælp af fortolkningsmeddelelser i form af cirkulærer, vejledninger og lignende. At vi her står over for en bestemmelse af denne art, hvis generelle rækkevidde så lidt som Kommissionens præciseringsbeføjelse er bestridt, fremgår af, at den italienske regering har accepteret, at der også for udbetalingen af støtte må fastsættes en rimelig frist (jfr. punkt 9 ovenfor).

Det siger sig selv, at en sådan præciserings-beføjelse må være stærkt begrænset. Som enhver fortolkningskompetence, hvoraf den, som allerede sagt, udgør en variant

Der er netop tale om en variant af generel harakter af den forlolkningskompetence, der normalt tilkommer den, som anvender en lovbestemmelse. Når den anlagte fortolkning finder anvendelse pa forskellige personer, er det derfor ganske naturligt at optage den i en fortolkningsakt af generel rækkevidde.

I et arbejdsdokument af 13. december 1977 krævede Kommissionen oprindelig, at støtten til organisationerne, for at kunne finansieres af Fællesskabet, ikke blot skulle ydes i løbet af de første tre år efter organisationens oprettelse, men at den ligeledes skulle udbetales inden for denne frist. Når henses til formålet med støtten og ordlyden af artikel 14, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1035/72, kan det ikke siges at være urimeligt. Det fremgår nemlig af den nævnte bestemmeise, at støtten skal fremme igangsætningen af disse organisationer, dvs. deres oprettelse og indkøring. Man kan kun nå dette mål, hvis støtten ikke blot ydes i begyndelsen, men også rent faktisk står til organisationernes rådighed. Strengt taget dækker udtrykket yde støtte, der er anvendt i den første sætning i artikel 14, stk. 1, i øvrigt to ting, nemlig yde støtte og udbetale støtte

I en passus i skrivelsen af 30. juli 1980, der er gengivet i retsmøderapporten, talte Kommissionen i den retsgyldige italienske version om la concessione (tildeling) og il pagamento (udbetaling eller betaling), to handlinger, der omfattes af begrebet accordare (yde), der anvendes i første sætning i artikel 14, stk. 1.

Da det viste sig, at en streng overholdelse af fristen skabte praktiske vanskeligheder, lempede Kommissionen i henhold til skrivelse af 30. juli 1980 til de italienske myndigheder fællesskabsordningen og forlængede de facto fristen for udbetaling med et år (jfr. punkt 10 ovenfor). Således blev der — som den italienske regering i øvrigt endnu under den mundtlige forhandling har krævet — taget hensyn til den tid, der var nødvendig for rent administrativt at behandle oplysningerne vedrørende visse producenter, som havde tilsluttet sig organisationerne i slutningen af den treårige periode for ydelse af støtte

Se ovenfor under punkt 2 vedrørende beregningen af støtte bl. a. på grundlag af medlemmernes produktion i løbet af de tre kalenderår, der går forud for deres tilslutning.

Kan det forhold, at Kommissionen således fastsætter fristen for udbetaling af støtte, og at den herved lemper den objektive fortolkning af bestemmelsen, anses for en retsstridig udøvelse af dens retsanordnende kompetence over for den berørte medlemsstat? Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, kunne den fastsatte frist da ikke anses for urimelig? Det er sådanne spørgsmål, jeg nu skal tage stilling til.

Vel er det nødvendigt — som allerede understreget ovenfor under de generelle betragtninger — at et sådant uformelt fristsystem generelt fastsættes forud, efter at spørgsmålet har været drøftet med de berørte myndigheder, og at systemet meddeles dem rettidigt. I denne forbindelse kan Kommissionen ikke kritiseres. Allerede i ovennævnte arbejdsdokument af 13. december 1977, som blev meddelt samtlige medlemsstater, blev problemet vedrørende udbetaling af støtten inden for en vis frist nævnt i generelle vendinger og derefter drøftet med de italienske myndigheder

Det bemærkes i denne forbindelse bl.a., at den nævnte skrivelse af 30. juli 1980 indeholdt en henvisning til en skrivelse fra det italienske ministerium.

Min første bemærkning vedrører fristens længde. Rådede Italien over en tilstrækkelig frist, nemlig tre år (for de første to års virksomhed) henholdsvis fire år (for det tredje års virksomhed) efter organisationens oprettelse? Besvarelsen af dette spørgsmål afhænger af den form for undersøgelse, som medlemsstaten må iværksætte for at beregne den støtte, der kan ydes en bestemt organisation. Artikel 14, stk. 1, bestemmer her, at man skal gå ud fra værdien af den produktion, de tilsluttede producenter har afsat i løbet af de tre kalenderår, der går forud for deres tilslutning (for så vidt angår bestemmelsens ordlyd, henvises til punkt 2 ovenfor, og med hensyn til de praktiske vanskeligheder, den giver anledning til, til punkt 14). Efter min opfattelse må disse oplysninger for den enkelte tilsluttede producent være til rådighed allerede ved dennes tilslutning eller i det mindste kort tid efter, og endnu et år (endog to år, såfremt der er tale om støtte vedrørende det første års virksomhed) må anses for en rimelig frist til en administrativ gennemgang af sagerne. Den italienske regering har under alle omstændigheder ikke fremført noget, der kan rejse tvivl om rigtigheden af denne opfattelse.

Min anden bemærkning vedrører udgangspunktet for fristen. Uafhængigt af spørgsmålet om den berettigede forventning, som Kommissionen har fremkaldt, og som er genstand for den italienske regerings subsidiære anbringende, har Kommissionen da handlet vilkårligt ved at holde fast ved oprettelsestidspunktet som udgangspunkt for fristen, efter at den i skrivelsen af 30. juli 1980 havde anerkendt, at datoen for anerkendelsen ville være at foretrække, bl.a. af hensyn til harmoniseringen med andre ordninger

Jfr. fodnote 8 ovenfor.

Domstolens praksis, hvorefter en udgift, såfremt der rejses tvivl om, hvorvidt den er afholdt med rette, ikke kan finansieres gennem EUGFL, viser, at det nævnte argument må tages alvorligt

Jfr. Domstolens domme af 7. februar 1979 (Nederlandene mod Kommissionen, 11/76, Sml. s. 245, præmis 8 og 9), og (Tyskland/Kommissionen, 18/76, Sml. s. 343, præmis 7 og 8). Jfr. ligeledes dommen af 28. januar 1986 (Italien/Kommissionen, 129/84, Sml. s. 309, præmis 19).

I besvarelse af dette spørgsmål har den italienske regering blot fremlagt en liste over de organisationer, til hvilke der ikke kunne udbetales støtte rettidigt på grund af Kommissionens igangværende undersøgelse. Den italienske regering har yderligere tilføjet, at det på grund af det, der var kommet frem under den nævnte undersøgelse, fandtes nødvendigt at uddybe kendskabet til organisationernes virksomhed, endog af de organisationer, som ikke havde været omfattet af Kommissionens undersøgelse. Dette svar indeholder imidlertid ikke den mindste konkrete antydning af — og altså heller ikke noget bevis for — et generende indgreb fra Kommissionens side, for da slet ikke at tale om en skødesløs eller uberettiget adfærd, som kunne have hindret Italien i på behørig vis at gennemføre landbrugspolitikken.

Min opfattelse støttes af det forhold, at Domstolen i dommen af 28. januar 1986 i sag 129/84

Dom af 28. januar 1983, se ovenfor under fodnote 3, præmis 20.