I.

Indledning

1.

Såvel erhvervsdrivendes som privatpersoners brug af software  ( 2 ) og internettet er nu blevet en fast del af hverdagen. Tjenesten, der består i at udvikle software, der er tilpasset særlige erhvervsfaglige behov, er i praksis også meget udbredt. De økonomiske interesser på dette område er store.

2.

Det er derfor overraskende at konstatere, at Domstolen hidtil aldrig er blevet anmodet om at tage stilling til et præjudicielt spørgsmål om muligheden for valg af internationale kompetenceregler i sager om kontraktforhold som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra b), i forordning (EU) nr. 1215/2012  ( 3 ) i forbindelse med tvister af international karakter om levering af onlinedatabehandlingstjenester.

3.

Eksistensen af aftaler om værneting eller lovvalg afhængigt af kontraktmæssig praksis på området kan forklare dette  ( 4 ).

4.

Derfor udgør fraværet af enhver aftale i hovedsagen en mulighed for Domstolen for at præcisere tilknytningskriterierne til den kompetente ret og for at afgøre denne selvmodsigelse: Hvordan skal muligheden for valg af internationale kompetenceregler, der er baseret på en konkret placering af leveringen af tjenesteydelser, fortolkes, når leveringen sker via internettet? Med andre ord: Hvordan skal det materielle kriterium, som EU-lovgiver har opstillet, defineres i en immateriel kontekst?

5.

Denne problematik er ganske vist ikke ny for Domstolen, som det fremgår af retspraksis om muligheden for valg af kompetenceregler i sager om erstatning uden for kontrakt. Denne retspraksis er imidlertid støttet på tilgange, der ikke kan overføres på sager om kontraktforhold. Drøftelserne vedrører således det konkrete alternativ, som Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), der er den forelæggende ret, har foreslået, og som er følgende: Når der ikke findes kontraktbestemmelser, skal det sted, hvor softwaren udvikles, eller det sted, hvor den anvendes, da lægges til grund?

6.

Jeg vil redegøre for grundene til, at jeg i denne særlige kontekst med levering af databehandlingstjenester på et åbent netværk såsom internettet, er af den opfattelse, at kriteriet om det sted, hvor tjenesten nyttiggøres for brugeren, skal finde anvendelse  ( 5 ).

II.

Retsforskrifter

7.

15. og 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

8.

Forordningens artikel 4, stk. 1, fastsætter:

9.

Den nævnte forordnings artikel 7, nr. 1), bestemmer følgende:

–

ved salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

–

ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

III.

De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

10.

VariusSystems digital solutions GmbH  ( 6 ), der har hjemsted i Wien, udøver virksomhed inden for IT-tjenester. VariusSystems har udviklet en software til GR, indehaver af virksomheden B & G, der har hjemsted i Tyskland, til analyse af covid-19-test i overensstemmelse med kravene fra den tyske lovgiver og til brug i de tyske testcentre  ( 7 ). Aftalens genstand var udvikling  ( 8 ) og drift  ( 9 ) af softwaren i Tyskland. Parterne i hovedsagen indgik ingen skriftlig aftale og aftalte hverken værneting eller opfyldelsessted i tilfælde af en tvist.

11.

VariusSystems har krævet, at GR betaler et samlet beløb på 101 587,68 EUR med tillæg af renter for ydelsesperioden fra den 1. januar 2022 til den 3. juni 2022, svarende til faktureringen af de enkelte covid-19-test, der er foretaget. Selskabet baserede de østrigske domstoles kompetence på artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012 med den begrundelse, at selv om softwaren var blevet specielt tilpasset og udviklet til at opfylde GR’s virksomheds behov med henblik på at blive brugt i Tyskland, var hele dette arbejde udført i Wien.

12.

Det fremgår af de af den forelæggende ret fremsendte sagsakter, at tvisten mellem parterne tager sit udspring i de angivelige mangler ved den leverede software, som GR har påpeget, navnlig vedrørende overholdelsen af den tyske lovgivers og Kassenärztliche Bundesvereinigungs (forbundssammenslutning af sygekasselæger i Tyskland) krav vedrørende faktureringen af testene og de nærmere bestemmelser for overførsel af testresultatcertifikaterne til appen »Corona-Warn-App«.

13.

GR har bestridt, at den ret, ved hvilken søgsmålet er blevet anlagt, har international kompetence. GR har gjort gældende, at den karakteristiske tjenesteydelse i kontrakten var anvendelse af en operationel software i overensstemmelse med den tyske lovgivers krav på fysiske personer i Tyskland, og har heraf udledt, at opfyldelsesstedet er GR’s hovedsæde.

14.

Landesgericht Wien (den regionale domstol i Wien, Østrig) afviste sagen, idet den erklærede at savne international kompetence. Den betegnede den aftale, der var indgået mellem parterne, som en »salgsaftale« og skønnede, at opfyldelsesstedet er GR’s virksomheds hovedsæde i Tyskland.

15.

Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien, Østrig) stadfæstede denne afgørelse, idet den dog anvendte kvalifikationen »levering af tjenesteydelser« som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012, bl.a. med den begrundelse, at softwaren skulle tilpasses og udvikles specielt til GR’s virksomheds behov i overensstemmelse med den tyske lovgivers krav. Den pågældende ret fandt, at tjenesteydelserne, der ikke er knyttet til et bestemt sted, i den foreliggende sag anses for at være leveret på det sted, hvor modtageren tilgår tjenesteydelserne, og den skønnede derfor, at dette sted i den foreliggende sag var Tyskland, hvor den software, der skal være specifikt tilpasset situationen i Tyskland, er tilgængelig, hvilket udgør aftalens karakteristiske tjenesteydelse.

16.

VariusSystems iværksatte dernæst en »revisionsappel« ved Oberster Gerichtshof (øverste domstol), der også skønnede, at artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse, eftersom der er tale om udvikling af en individuelt tilpasset software.

17.

Ifølge den forelæggende ret er det nødvendigt at bestemme det sted, hvor tjenesteydelserne hovedsageligt er blevet leveret  ( 10 ), hvilket resulterer i, at opfyldelsesstedet for aftalerne om udvikling af software fastsættes til det sted, hvor den intellektuelle ydelse er blevet leveret, og ikke det sted, hvor softwaren anvendes.

18.

Nævnte ret ønsker imidlertid oplyst, om en sådan løsning er relevant, på grund af visse holdninger i retslitteraturen, hvorefter en tjenesteydelse, såfremt den ikke vedrører et bestemt sted, anses for at være leveret der, hvor modtageren af tjenesteydelsen tilgår den.

19.

Den har fremhævet, at den intellektuelle tjenesteydelse, der er leveret i Østrig, i den foreliggende sag ikke har nogen selvstændig værdi, hvis ikke den kan tilgås og anvendes i Tyskland, navnlig da VariusSystems har gjort gældende, at der skulle betales et honorar for hver vellykket test, der blev udført. Den har tilføjet, at domstolene på det sted, hvor softwaren anvendes, uden tvivl er bedre placeret til at afgøre materielle spørgsmål om aftalens opfyldelse på grund af nærheden i forhold til de faktiske omstændigheder og beviserne. Den ønsker derfor oplyst, om det sted, der er afgørende i forbindelse med fastlæggelsen af opfyldelsesstedet i tilfælde af fjernydelser – som dem, der er tale om i den foreliggende sag – er det sted, hvor tjenesteyderen har udført arbejdet, eller det sted, hvortil tjenesteydelsen er blevet leveret, og hvor kunden har fået adgang hertil.

20.

På denne baggrund har Oberster Gerichtshof (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21.

VariusSystems, GR og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

IV.

Bedømmelse

22.

Domstolen har fået forelagt et hidtil uløst spørgsmål om fortolkningen af artikel 7, nr. 1), litra b), i forordning nr. 1215/2012 i forbindelse med levering af en software, hvis udvikling og drift varetages af en udgiver i en medlemsstat med henblik på opfyldelse af en brugers specifikke behov i en anden medlemsstat.

23.

Indledningsvis skal der tages stilling til kvalificeringen af aftalen. På grund af de pågældende aftalevilkårs særlige karakteristika  ( 11 ) er jeg enig med såvel parterne som den forelæggende ret i, at den berørte aftale er omfattet af begrebet »levering af tjenesteydelser«.

24.

Der henvises således til de principper, der er opstillet i dom af 14. september 2023, EXTÉRIA  ( 12 ), og til de kriterier, der er opstillet i dom af 25. februar 2010, Car Trim  ( 13 ). De gør det muligt at sondre mellem to kvalifikationer af aftalen, nemlig »salg af varer« eller »levering af tjenesteydelser«  ( 14 ). Ifølge Domstolens faste praksis skal det således undersøges, hvilken forpligtelse der er karakteristisk for den pågældende aftale, og hvem medkontrahenten er. I den foreliggende sag bestod VariusSystems arbejde i at udgive en software, der var tilpasset GR’s virksomheds behov, og i at varetage driften heraf. Der er tale om tjenesteydelser, der er blevet leveret som modydelse for en betaling, som GR skulle erlægge for hver brug  ( 15 ). Kriterierne for »levering af tjenesteydelser« i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012, er dermed opfyldt  ( 16 ).

25.

Følgelig skal det undersøges, hvordan den forelæggende rets eneste præjudicielle spørgsmål, hvormed den nærmere bestemt ønsker oplyst, om opfyldelsesstedet for en aftale om »levering af tjenesteydelser« som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012 i tilfælde af onlinelevering  ( 17 ) af en software, skal fastsættes som det sted, hvor softwaren er blevet udviklet  ( 18 ) af en IT-virksomhed, eller om det tværtimod skal fastsættes som det sted, hvor softwaren anvendes af kunden, skal besvares.

26.

Da der ikke findes nogen aftalevilkår, der gør det muligt at bestemme aftalens opfyldelsessted, eftersom der ikke findes nogen form for aftale eller noget andet dokument  ( 19 ), skal besvarelsen af dette spørgsmål støttes på de to følgende hovedbetragtninger, som Domstolen for nylig har anført  ( 20 ):

–

den specielle kompetenceregel for kontraktforhold fastsat i artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012, der er begrundet med tilstedeværelsen af en tæt tilknytning mellem den pågældende kontrakt og den ret, som skal dømme i sagen, supplerer reglen om værneting ved sagsøgtes bopæl, og

–

tilknytningskriteriet i forhold til denne aftale, der defineres selvstændigt – med henblik på at styrke formålet bestående i tilvejebringelse af ensartede kompetenceregler for retterne ud fra et ønske om forudsigelighed og således retssikkerhed – som det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til kontrakten er blevet leveret eller skulle have været leveret.

27.

Denne specielle kompetenceregel, der er affattet således, at den adskiller sig fra reglen om værneting, er med andre ord støttet på et rent faktuelt kriterium, der fører til, at en ret med direkte tilknytning til sagen udpeges som følge af hensynet til god retspleje  ( 21 ).

28.

Denne tankegang og dette mål foranlediger mig til at mene, at når der er tale om en IT-virksomheds levering af onlinetjenesteydelser, og når EU-lovgiver ikke har truffet noget valg på et sådan immaterielt område, er det relevante tilknytningskriterium aftalens faktiske opfyldelsessted  ( 22 ), dvs. det sted, hvorfra kunden rent konkret tilgår onlinetjenesteydelsen eller med andre ord »onlineaktivitetens væsentligste indvirkningssted«  ( 23 ) eller »stedet for den endelige levering af tjenesteydelserne«  ( 24 ).

29.

Fire typer argumenter vedrørende ordlyd, retspraksis, praksis og gældende lovgivning taler for valget af kriteriet om anvendelse af tjenesteydelsen frem for kriteriet om udgivelse af denne.

30.

For det første kan der fremsættes et argument vedrørende ordlyd, der kan udledes af udtrykket »det sted [...], hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet eller burde være blevet leveret«  ( 25 ). Leveringen af en tjenesteydelse  ( 26 ) bør dermed adskilles fra udviklingen af den.

31.

For det andet har Domstolen i det tilfælde, der ikke er omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra b), i forordning nr. 1215/2012, nemlig når der ikke kan udledes kriterier af kontrakten, ved fjernsalg af varer, valgt kriteriet om »endeligt bestemmelsessted« for denne transaktion  ( 27 ). Såfremt der ved levering af tjenesteydelser findes en flerhed af opfyldelsessteder for den karakteristiske forpligtelse i en sådan kontrakt, og der ikke på grundlag af denne kontrakt kan påvises et sted, hvor tjenesteydelserne hovedsageligt leveres  ( 28 ), har den subsidiært valgt det sted, hvor leverandøren overvejende har udført sin virksomhed til opfyldelse af aftalen  ( 29 ). Domstolen stadfæstede valget af kriteriet om den reelle opfyldelse af aftalen  ( 30 ) i dommen i sagen Saey Home & Garden  ( 31 ). Valget af kriteriet om den endelige anvendelse af onlinetjenesten er således i overensstemmelse med denne retspraksis  ( 32 ), der efter min opfattelse ikke bør begrænses til alene at gælde levering af tjenesteydelser i flere medlemsstater  ( 33 ).

32.

Det skal imidlertid anføres, at modsatte holdninger også kan udledes af Domstolens praksis.

33.

For det første vedrører drøftelserne, som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse og af sagsakterne, det kriterium, der er valgt i Wood Floor-dommen, der fastsætter det sted, hvor tjenesteyderen hovedsageligt udfører sit arbejde, hvilket i den foreliggende sag resulterer i en prioritering af det sted, hvor den intellektuelle ydelse er blevet præsteret.

34.

Jeg er af den opfattelse, at det følger af såvel Wood Floor-dommen som af dommen i sagen Saey Home & Garden, der er baseret på kriteriet om en reel opfyldelse af kontrakten, at når der ikke findes kontraktvilkår, skal der findes frem til det sted, hvor leveringen af tjenesteydelser reelt finder sted. I forholdet mellem en agenturgiver og en handelsagent, som det, der findes mellem en leverandør og en distributør i tilknytning til en koncessionskontrakt, er det valgte værneting således det sted, hvor arbejdet hovedsageligt udføres, der i førstnævnte tilfælde består i at levere forskellige ydelser i form af agentens forberedelse, forhandling og i givet fald afslutning af handelstransaktioner for agenturgiverens regning  ( 34 ), og i det andet tilfælde at sikre distribution af leverandørens varer  ( 35 ).

35.

Det skal endvidere anføres, at disse afgørelser er truffet under hensyntagen til særlige omstændigheder, der følger af placeringen af aktiviteter i flere medlemsstater, og at disse således ligger i direkte forlængelse  ( 36 ) af Color Drack-dommen, når der er tale om salg af varer, der leveres forskellige steder i samme medlemsstat  ( 37 ), og dom af 9. juli 2009, Rehder  ( 38 ), når der er tale om levering af tjenesteydelser i to medlemsstater  ( 39 ).

36.

Rækkevidden af denne retspraksis er for stor, hvis det heraf udledes, at stedet for levering af tjenesteydelsen i alle tilfælde er det sted, hvor den, der skal præstere ydelsen, udfører den. Dels har Domstolen således anført konkrete aspekter, der er nyttige i forbindelse med identificering af opfyldelsesstedet for ydelsen, som det tilkommer den nationale ret at tilpasse til de sager, der er indbragt for den  ( 40 ).

37.

Dels er nævnte retspraksis efter min opfattelse et udtryk for en interesse i at søge at lokalisere aktiviteten i henhold til en økonomisk tilgang med henblik på bedst muligt at opfylde kravene om nærhed og forudsigelighed. Denne tilgang er efter min opfattelse særlig tilpasset IT-tjenesteydelser, der opfyldes online, på grund af deres immaterielle karakter, så længe modtageren ikke har haft adgang hertil.

38.

For det andet kan det ligeledes på grund af denne immaterielle karakter  ( 41 ) gøres gældende, at Domstolen allerede har taget stilling til en tilsvarende situation, nemlig en kreditaftale indgået af en bank  ( 42 ). Eftersom en sådan kontrakts karakteristiske forpligtelse er selve udbetalingen af det lånte beløb, mens låntagerens forpligtelse til at tilbagebetale det lånte beløb blot er en konsekvens af långiverens levering af sin tjenesteydelse, har Domstolen fastslået, at det sted, hvor tjenesteydelserne er blevet leveret som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012, i tilfælde af et kreditinstituts ydelse af et lån er det sted, hvor dette institut har hjemsted  ( 43 ).

39.

Det skal i denne henseende anføres, at Domstolen har taget hensyn til karakteristikaene ved en banks levering af tjenesteydelser, der ikke havde tilknytning til et bestemt sted, og at den ikke skulle tage stilling til et tilfælde af bankoverførsel til en konto i en anden medlemsstat end den, hvori banken havde sit hjemsted  ( 44 ).

40.

Af disse grunde kan løsningen i Kareda-dommen efter min opfattelse ikke overføres på tilfælde af onlinelevering af software, slet ikke i en grænseoverskridende sammenhæng.

41.

For det tredje vedrørende de praktiske overvejelser, der også danner grundlag for drøftelserne, bør argumentet om, at den karakteristiske forpligtelse i en kontrakt om levering af onlinetjenesteydelser i det væsentlige kun kan være upload, der foretages af leverandøren af det digitale indhold, efter min opfattelse afvises med den begrundelse, at placeringen af denne levering kan afhænge af kundens indgriben  ( 45 ). I dette tilfælde skal det sted, hvorfra tjenesteyderen rent konkret udøver sin virksomhed, vælges.

42.

Selv om jeg er enig i den bedømmelse, som dette argument til dels er støttet på, nemlig at den virksomhed, der udøves online, altid kan knyttes til konkrete steder  ( 46 ), er det min opfattelse, at den løsning, der slås til lyd for, ikke tager hensyn til disse aktiviteters forskelligartethed på grund af såvel deres art  ( 47 ) som deres potentielle placering  ( 48 ).

43.

En IT-virksomheds ydelser kan således foregå i flere etaper samlet eller delvist: udvikling af softwaren (eller skabelsesfasen), udrulning (eller kundens ibrugtagningsfase) og drift (eller fase, hvor korrekt funktion garanteres). Disse forskellige aktiviteter foregår ikke nødvendigvis på det sted, hvor den virksomhed, der leverer tjenesteydelsen eller tjenesteydelserne, har hjemsted.

44.

Jeg kan ligesom Kommissionen heraf først og fremmest udlede, at udvikling og programmering af en software ikke udgør den karakteristiske forpligtelse i kontrakten om levering af en software, eftersom tjenesteydelsen ikke vil kunne anvendes af kunden uden udrulning  ( 49 ). Det er fra denne fase, at softwaren, når den er testet, kan anvendes og dens kvalitet kontrolleres. Denne transaktion udføres på det sted, hvor brugeren tilgår softwaren. Jeg er således af den opfattelse, at denne fase af tjenesteydelsen skal adskilles fra driftsfasen. Eftersom denne ikke indebærer ny IT-udvikling, udgør den blot en accessorisk forpligtelse, der ikke kan ligge til grund for et tilknytningskriterium.

45.

Dernæst kan udgiverens aktiviteter, som Kommissionen med rette har fremhævet, udføres uden for virksomhedens hjemsted  ( 50 ). Det samme gælder udrulningen af softwaren. Desuden kan denne varetages af udgiveren eller af enhver anden leverandør af digitalt indhold enten direkte online på kundens udstyr eller via en tilrådighedsstillelse online via tjenesteyderens site f.eks. via internettet eller via en IT-platform  ( 51 ) eller inden for rammerne af en IT-tjenesteydelseskontrakt i skyen (»cloud computing«)  ( 52 ).

46.

Der kan således opstilles en række kriterier for placeringen af aktiviteten levering af software på grundlag af artikel 7, nr. 1), litra b), i forordning nr. 1215/2012, dog med undtagelse af enhver tilknytning til serverens placering  ( 53 ). I denne henseende fremgår de konkrete vanskeligheder med placering, som modtageren af en onlinetjenesteydelse kan støde på, klart af de faktiske omstændigheder, således som den forelæggende ret har beskrevet dem, og af dens egne spørgsmål. Følgende spørgsmål gør sig gældende i den foreliggende sag: Skal der sondres mellem den oprindelige udviklingstjenesteydelse (eller udvikling) af softwaren og vedligeholdelsestjenesteydelsen (eller opfølgning), når de hænger tæt sammen på grund af den regelmæssige ajourføring af softwaren? Udføres disse tjenesteydelser alle fra det samme sted? Hvordan er softwaren blevet udrullet (eller stillet til rådighed) af udgiveren (VariusSytems)? Eftersom der ikke findes nogen præcisering i forelæggelsesafgørelsen eller i konstateringerne i de tidligere afgørelser, der er truffet i hovedsagen, og som er fremsendt til Domstolen, kan det da ikke på grund af faktureringsformen antages, at en software af typen »Software as a Service«  ( 54 ) er blevet udrullet på en platform og ikke installeret på kundens udstyr, efter at denne har downloadet den? Mig bekendt har kunden i de seneste ti år  ( 55 ) i størstedelen af sagerne vedrørende online IT-tjenester således fået adgang til software via et netværk (f.eks. internettet) fra sin computer eller ethvert andet medium via en IT-tjenesteydelse i skyen (»cloud computing«)  ( 56 ).

47.

Endelig kan de mange forskellige leveringsformer i forbindelse med IT-tjenesteydelser og deres stadige teknologiske og økonomiske udvikling  ( 57 ) efter min opfattelse være tilstrækkelige til at begrunde, at den eneste sikre og dermed forudsigelige opfyldelse af en kontrakt om levering af onlinetjenesteydelser er den konkrete anvendelse af disse tjenesteydelser  ( 58 ).

48.

Denne præference for modtagelses- eller anvendelsesstedet for den/de leverede tjenesteydelse/tjenesteydelser har den fordel, at tilknytningskriterierne ikke ændrer sig i de forskellige etaper af leveringen af tjenesteydelserne, og brugeren kan ikke vælge, hvor de skal udføres, mens den økonomiske tendens desuden går i retning af outsourcing til tredjelande. Omvendt vil det kunne udgøre en fiktion, der stadfæster et forum actoris i strid med målene i artikel 7, nr. 1), litra b), i forordning nr. 1215/2012, at anse software for altid at blive udviklet på udgiverens hjemsted  ( 59 ).

49.

En sådan tilpasning af tilknytningskriterierne til den konkrete komplekse udførelse af tjenesteydelserne er i øvrigt ikke noget nyt. Den har således allerede gjort sig gældende inden for lufttransport, hvor Domstolen har prioriteret det sted, hvor tjenesteydelsen anvendes, dvs. fra afgangsstedet for den første flyvning og til ankomststedet for den sidste flyvning  ( 60 ).

50.

Det kan ganske vist indebære tilsvarende problemer at vælge kriteriet om det endelige bestemmelsessted, når adgangen til en tjeneste, der er udrullet for en kunde, sker på forskellige steder. I den foreliggende sag ser dette i henhold til de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, ud til at være tilfældet i Tyskland. Ifølge Domstolens faste praksis er det tilstrækkeligt at finde hovedleveringsstedet i den berørte medlemsstat  ( 61 ). Det samme ville være tilfældet, selv om onlinetjenesteydelsen skulle anvendes i flere medlemsstater  ( 62 ). Endelig er dette sted efter min opfattelse forudsigeligt for leverandøren af IT-tjenesteydelser. De specifikationer, som denne skal overholde i forbindelse med udvikling af en software, er generelt underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor softwaren skal udrulles  ( 63 ). Under disse omstændigheder er det i tilfælde af en ensartet anvendelse på forskellige steder efter min opfattelse unødvendigt at anvende kompetencereglen i artikel 7, nr. 1), litra b), i forordning nr. 1215/2012, idet tilknytningskriteriet ikke begrunder dette  ( 64 ).

51.

For det fjerde skal der tages stilling til et sidste supplerende element i bedømmelsen, der vedrører den lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten. Når der ikke er foretaget lovvalg, hvilket er tilfældet i den foreliggende sag, bestemmer artikel 4, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)  ( 65 ), at »tjenesteydelsesaftaler er underlagt loven i det land, hvor tjenesteyderen har sit sædvanlige opholdssted«  ( 66 ). Således understøttes valget af et sådant tilknytningskriterium i forhold til den kompetente ret  ( 67 ). Jeg finder ikke dette argument afgørende. For det første findes der således en lovgivningsmæssig uoverensstemmelse mellem målet om nærhed, der følger af valget af et kriterium om den specielle kompetenceregel i sager om kontraktforhold  ( 68 ), og målene om fastsættelse af den lov, der finder anvendelse på kontrakten. For det andet er den løsning, der består i at anvende Rom I-forordningens artikel 4, stk. 3  ( 69 ), begrundet  ( 70 ), når der er valgt et kompetencekriterium afhængigt af det sted, hvor modtageren af ydelsen faktisk tilgår den.

52.

Følgelig fremgår det af undersøgelsen af begrundelserne for at prioritere kriteriet om hjemstedet for det selskab, der har udviklet en software som kompetencekriterium, at de ikke kan så tvivl om de kriterier, jeg har redegjort for med henblik på i forbindelse med levering af software, uanset om der er tale om standardsoftware eller individualiseret software, når en levering af tjenesteydelsen såsom onlineadgang er en forudsætning for brugen af softwaren, at fastslå, at det er særlig hensigtsmæssigt som kompetencekriterium på grundlag af artikel 7, nr. 1), litra b), i forordning nr. 1215/2012 at vælge kriteriet om det sted, hvor modtageren af denne ydelse rent konkret tilgår den.

V.

Forslag til afgørelse

53.

På baggrund af alle de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det af Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) forelagte præjudicielle spørgsmål således: