a)sagen antages til realitetsbehandling, og der gives dom i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.b)sagsøgtes afgørelse om tilbageholdelse i lønnen af det fejlagtigt udbetalte husstandstillæg for perioden fra 1. januar 1975 til 31. august 1977 samt den stiltiende afvisning af den af sagsøgeren den 14. april 1978 herimod indbragte klage annulleres.c)sagsøgte tilpligtes at tilbagebetale sagsøgeren de beløb, der er tilbageholdt under tilbagesøgningen af de fejlagtigt udbetalte husstandstillæg for den ovennævnte periode, med tillæg af renter 8 % pro anno fra tidspunktet for tilbageholdelsen af de enkelte beløb,d)sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

a)frifindelse,b)sagsøgeren tilpligtes at afholde sagens omkostninger

Sagsøgeren gør i anden række gældende, at den anfægtede afgørelse udgør en overtrædelse af grundsætningerne om billighed, ligebehandling, fordelende retfærdighed og god forvaltning og må karakteriseres som myndighedsmisbrug idet det, selv om betingelserne i vedtægtens artikel 85 måtte være opflydt, fremgår af oplysninger, sagsøger har fået kendskab til, at sagsøgte ikke har krævet tilbagebetaling af fejlagtigt udbetalte beløb i tilfælde, der ligner hans.

Kommissionen anfører, at sagsøgeren ikke kan have været uden kendskab til disse regler. Den finder imidlertid, at selv om sagsøgeren måtte kunne bevise, at anvendelsen af justeringskoefficienten på maksimumsbeløbet 250000 FB var ham ubekendt, uanset at dette var offentliggjort i Personaleposten afsvækkes fejlens åbenbare karakter ikke, idet ingen tjenestemand kan påberåbe sig ukendskab til en foranstaltning, som regelmæssigt offentliggøres i Tidende eller i interne meddelelser til personalet. Kommissionen anfører videre, at det påståede ukendskab til anvendelsen af justeringskoefficienten på maksimumsbeløbet 250000 FB ikke fritager sagsøgeren fra pligten til at tilbagebetale de fejlagtigt udbetalte beløb, men i stedet gør fejlen ved udbetalingen endnu mere åbenbar. Kommissionen mener ligeledes, at sagsøgeren ikke kan have været uden kendskab til størrelsen af sin hustrus løn.

Kommissionen anfører videre, at det forhold, at de uretmæssige udbetalinger skyldtes en vildfarelse hos administrationen, ikke i sig selv kan hindre, at artikel 85 bringes i anvendelse. Den støtter dette på generaladvokat Mayras' udtalelse (forslag til afgørelse i sag 71/72, Kuhl mod Rådet, Sml. 1973, s. 719), ifølge hvilken administrationens vildfarelse ikke udelukker tilbagesøgning, selv om den ikke er fremkaldt af den ansatte; den er tværtimod en af de klart nødvendige faktiske forudsætninger. Sagsøgeren kan følgelig hverken påberåbe sig de beregninger, sagsøgte foretog, da han tiltrådte eller, at sagsøgte var i besiddelse af alle oplysninger, da hans hustru også var ansat hos sagsøgte.

Kommissionen konkluderer, at de klare regler i artikel 1, stk. 3, i vedtægtens bilag VII, som ændret ved administrationschefernes ovenstående foranstaltning, offentliggørelsen af disse regler på alle officielle sprog, det kendskab, som sagsøgeren må have haft til størrelsen af sin hustrus løn samt de omstændigheder, under hvilke han fik meddelelse om, at han havde ret til husstandsstillæg, udgør tilstrækkeligt bevis for, at fejlen ved de omtvistede udbetalinger var så åbenbar, at han burde have kendt den.

Sagsøgte bestrider det af sagsøgeren i anden række anførte vedrørende overtrædelse af grundsætningerne om billighed, lighed i forvaltningen, den fordelende retfærdighed og god administration, og finder, at dette anbringende bør forkastes, da sagsøgeren ikke har angivet de grunde, hvorpå det støttes, med tilstrækkelig klarhed.

Førend sagsøgeren tager til genmæle over for det af sagsøgte anførte, bemærker han:

1)da sagsøgtes specialafdelinger har begået fejlen i mere end to år, er det klart, at den ikke var så åbenbar, at den kan danne grundlag for tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb;2)fejlen fremgik ikke af lønsedlerne, idet disse kun angav, at tillægget udbetaltes, således at man for at opdage fejlen havde måttet konsultere vedtægtsbestemmelserne om lønnens forskellige bestanddele;3)sagsøgte meddelte ham, da hans daværende hustru tiltrådte i februar 1974, at han havde ret til husstandstillæg;4)seks eller syv andre tjenestemænd befandt sig i samme situation som han og havde heller ikke opdaget fejlen.

På grundlag af disse indledende bemærkninger konkluderer sagsøgeren, at fejlen ikke var så åbenbar, at han burde have kendt den, og at der bør gives dom i overensstemmelse med hans påstand.

Sagsøgeren gør herefter over for det af sagsøgte anførte gældende, at han ikke havde kendskab til administrationschefernes afgørelse af 26. oktober 1973, som ændrede artikel 1 i vedtægtens bilag VII; han henviser herved til den måde, hvorpå Personaleposten omdeles og stiller spørgsmålet, hvorfor gennemførelsesforanstaltninger vedrørende vedtægten ikke meddeles personalet på samme måde som ændringerne til denne, det vil sige i adresserede kuverter. Selv om artikel 1 i vedtægtens bilag VII, klart angiver de maksimumsbeløb, som skal tages i betragtning, er dette i øvrigt kun en del af problemet, idet disse derpå skal sammenlignes med ægtefællens erhvervsindtægter før fradrag af skat, hvilket ubestrideligt er en kompliceret beregning.

Sagsøgeren bemærker til det af sagsøgte anførte om, at han i givet fald burde have anmodet sagsøgte om en supplerende redegørelse, at såfremt yderligere forklaring er nødvendig for at opdage en fejl, har fejlen ikke været så åbenbar, at han burde have opdaget den, idet det herfor må kræves, at fejlen springer i øjnene på en person, som udviser almindelig omhu.

Sagsøgeren gør gældende, at når to ægtefæller er ansat i samme institution, behøver den pågældende tjenestemand ikke at beskæftige sig med den indflydelse, hans ægtefælles erhvervsindtægter har på hans løn, da administrationen nødvendigvis må være i besiddelse af alle oplysninger. Han er følgelig ikke forpligtet til at meddele den omhandlede institution disse. Hvis sagsøgte ikke sammenholder sagsakterne for to ægtefæller, som er ansat i institutionen, må fejlen lægges institutionen, og ikke tjenestemanden, til last.

Sagsøgeren bemærker videre, at han ikke længere gør det i anden række anførte gældende, da sagsøgte ifølge supplerende oplysninger, som han er kommet i besiddelse af, i april 1978 meddelte seks eller syv tjenestemænd, som befandt sig i samme situation som han, at problemet var under overvejelse, og at der for tre af dem endog er truffet beslutning om tilbagesøgning af de fejlagtige udbetalte beløb.

Den bemærker videre, at den ikke kan tiltræde sagsøgerens opfattelse, hvorefter fejlen ved udbetalingen af husstandstillægget ikke kan have været åbenbar, da administrationen, som råder over specialafdelinger på området, ikke har opdaget fejlen igennem omkring 2 år. Den henviser til de bemærkninger, den har fremført i svarskriftet, og tilføjer, at dens afdelinger ikke kan foretage en systematisk og vedvarende kontrol af størrelsen af dens tjenestemænds og øvrige ægtefællers løn, hvorfor den har pålagt sine tjenestemænd at meddele enhver ændring, især vedrørende deres ægtefællers erhvervsindtægter. I denne sag har sagsøgeren ikke efterkommet denne forpligtelse, hvorfor Kommissionen ikke har været i stand til at kontrollere, om udbetalingen af husstandstillæg er sket med rette eller med urette.

Vedrørende den vanskelighed, som sagsøgeren skal have haft ved fastsættelsen af den del af hans hustrus løn, som skulle sammenlignes med det maksimumsbeløb, hvis overskridelse indebar fortabelse af husstandstillæget, gør sagsøgte gældende, at sagsøgeren blot havde kunnet addere hustruens nettoløn med fællesskabskatten for at få det månedlige beløb, som på årsbasis skulle sammenholdes med masksimumsbeløbet i vedtægten.

Sagsøgte bestrider sagsøgerens påstand om, at han ikke havde kendskab til artikel 1, nr. 3 i vedtægtens bilag VII og til administrationschefernes foranstaltning, idet han ved sin tiltrædelse — hvilket han har erkendt — modtog et vade mecum på dansk og et eksemplar af vedtægten på tysk, et sprog han havde et meget godt kendskab til, ifølge den bedømmelse af ham, som blev afgivet for perioden fra januar 1974 til juni 1975. Hvad angår Personaleposten må det kunne forventes, at en tjenestemand i hans lønklasse kan skelne mellem oplysninger af en vis betydning og oplysninger af anekdotisk karakter.

Sagsøgte gør gældende, at sagsøgeren i det mindste burde have anmodet dens afdelinger om en supplerende redegørelse, og at det forhold, at man ved hans tiltrædelse havde meddelt ham, at han havde ret til husstandstillæg, ikke kan være afgørende, da oplysninger, som er korrekte, når de afgives, ikke nødvendigvis vil være det fremover, især ikke, når deres grundlag er under konstant udvikling.

Sagsøgte bestrider ligeledes sagsøgerens opfattelse, hvorefter forpligtelsen til at oplyse om ægtefællens erhvervsindtægter kun påhviler tjenestemænd, hvis ægtefælle ikke er i sagsøgtes tjeneste. Den finder derimod, at forpligtelsen påhviler enhver tjenestemand, hvis ægtefælle har indtægtsgivende beskæftigelse, enten i Kommissionen eller andetsteds. Da sagsøgeren ikke har overholdt denne forpligtelse, har han ikke opfyldt det kontraktmæssige tilsagn ha afgav ved sin tiltrædelse, og har derved tilsidesat den grundlæggende samarbejdspligt, som påhviler enhver tjenestemand over for den myndighed, hvorunder han hører (dom af 14. december 1966, sag 3/66, Alfieri mod Europa-Parlamentet, Sml. 1965-1968. s. 317, org. ref. Rec. s. 634 ff, især s. 650).

Kommissionen tager afslutningsvis til efterretning, at sagsøgeren har frafaldet sit anbringende om overtrædelse af grundsætningerne om billighed, ligebehandling, fordelende retfærdighed og god forvaltning og om myndighedsmisbrug.

I retsmødet den 31. maj 1979 har sagsøgeren, repræsenteret af advokat E. Lebrun, Bruxelles, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin befuldmægtigede D. Sorasio, Kommissionens juridiske tjeneste, bistået af advokat D. Jacob, Bruxelles, afgivet mundtlige indlæg.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 21. juni 1979.

Da sagsøgeren har tabt sagen, dømmes han til at betale sagens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 70 bærer institutionerne imidlertid selv de udgifter, de har afholdt i sager anlagt af de ansatte ved Fællesskaberne.