FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 25. september 2025 ( 1 )
Sag C-350/24
HJ
mod
Crédit agricole Corporate & Investment Bank
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig))
»Præjudiciel forelæggelse – aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab – direktiv 2006/54/EF – gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv – gennemførelse af dette direktiv i en anden medlemsstats ret – fortolkning i overensstemmelse med direktivet – anvendelse af EU-retten på faktiske omstændigheder før udtrædelsen i en sag, som blev anlagt før udtrædelsen – retssikkerhed – forbud mod tilbagevirkende kraft – effektiv retsbeskyttelse«
Brexit means Brexit ( 2 )
I. Indledning
|
1. |
Findes der trods brexit en EU-retlig forpligtelse til fortsat at anvende bestemmelser, som Det Forenede Kongerige før udtrædelsen vedtog til gennemførelse af EU-retten, efter EU-rettens regler? Dette spørgsmål har Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) forelagt for Domstolen i forbindelse med en »gammel sag«. Denne beror på faktiske omstændigheder, som fandt sted længe før Det Forenede Kongeriges udtræden, og som ligeledes før udtrædelsen førte til et søgsmål ved franske domstole. |
|
2. |
Indholdsmæssigt drejer det sig om en bestemmelse i ligebehandlingsdirektivet ( 3 ) om bevisbyrden i forbindelse med en påstand om forskelsbehandling på grund af køn. Cour de cassation (kassationsdomstol) ønsker oplyst, om Det Forenede Kongeriges gennemførelsesbestemmelse på grund af EU-retten skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, eller om der sågar kan blive tale om en direkte anvendelse af direktivbestemmelsen. EU-retten kræver imidlertid kun anvendelse af disse instrumenter, hvis den trods udtrædelsen fortsat finder anvendelse på sådanne sager i Det Forenede Kongerige. For at besvare dette spørgsmål kræves en fortolkning af artikel 50 TEU og udtrædelsesaftalen ( 4 ). |
II. Retsforskrifter
A. Folkeretlige bestemmelser
|
3. |
Artikel 70, stk. 1, i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 ( 5 ) (herefter »Wienerkonventionen«) regulerer konsekvenserne af en traktats ophør: »Medmindre traktaten bestemmer andet eller deltagerne har aftalt andet, skal en traktats ophør i henhold til dens bestemmelser eller i overensstemmelse med denne konvention:
|
B. EU-retten
1. Den primære ret
|
4. |
Artikel 50, stk. 1-3, TEU regulerer virkningerne af en udtræden af Unionen og aftalen om udtrædelsen: »1. Enhver medlemsstat kan i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser beslutte at udtræde af Unionen. 2. Hvis en medlemsstat beslutter at udtræde, meddeler den det til Det Europæiske Råd. På baggrund af Det Europæiske Råds retningslinjer forhandler og indgår Unionen en aftale med den pågældende stat om de nærmere bestemmelser for statens udtræden under hensyn til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen. […] 3. Traktaterne ophører med at finde anvendelse på den pågældende medlemsstat på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen i stk. 2, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med den pågældende medlemsstat med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist.« |
2. Udtrædelsesaftalen
|
5. |
Stk. 4 i præamblen til udtrædelsesaftalen henviser til artikel 50 TEU: »SOM MINDER OM, at EU-retten og Euratomretten i sin helhed i overensstemmelse med artikel 50 i TEU sammenholdt med Euratomtraktatens artikel 106a og med forbehold af denne aftales bestemmelser ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige på datoen for denne aftales ikrafttræden«. |
|
6. |
Stk. 7 i præamblen til udtrædelsesaftalen fremhæver målsætningen om retssikkerhed: »SOM HAR DET FORSÆT at sikre en velordnet udtræden ved hjælp af forskellige udtrædelsesbestemmelser, der tager sigte på at forhindre forstyrrelser og skabe retssikkerhed for borgere og økonomiske aktører samt for retslige og administrative myndigheder i Unionen og i Det Forenede Kongerige, uden at udelukke muligheden for, at relevante udtrædelsesbestemmelser kan blive afløst af aftalen/aftalerne om de fremtidige forbindelser«. |
|
7. |
Udtrædelsesaftalens artikel 66 og 67 indeholder overgangsbestemmelser for civilretlige spørgsmål: »Artikel 66 Lovvalgsregler for sager i eller uden for kontrakt I Det Forenede Kongerige finder følgende retsakter anvendelse som følger:
Artikel 67 Retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og dermed forbundet samarbejde mellem centralmyndigheder 1. Med hensyn til retssager anlagt inden overgangsperiodens udløb og retssager eller krav, som er indbyrdes sammenhængende med sådanne retssager i henhold til artikel 29, 30 og 31 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 [ ( 8 )], artikel 19 i forordning (EF) nr. 2201/2003 [ ( 9 )] eller artikel 12 og 13 i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 [ ( 10 )], finder følgende retsakter eller bestemmelser anvendelse i Det Forenede Kongerige samt i medlemsstaterne i situationer, der involverer Det Forenede Kongerige:
2. Med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, retsafgørelser, officielt bekræftede dokumenter, retsforlig og aftaler finder følgende retsakter eller bestemmelser anvendelse som følger i Det Forenede Kongerige samt i medlemsstaterne i situationer, der involverer Det Forenede Kongerige:
3. [...]« |
|
8. |
I henhold til udtrædelsesaftalens artikel 126 sluttede overgangsperioden den 31. december 2020. I denne periode fandt EU-retten med forbehold af bestemte punktvise undtagelser i henhold til artikel 127-131 fortsat anvendelse på og i Det Forenede Kongerige. |
3. Ligebehandlingsdirektivet
|
9. |
30. betragtning til ligestillingsdirektivet omhandler bestemmelsen om bevisbyrden i artikel 19: »For at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis, er det vigtigt, at der vedtages bestemmelser om bevisbyrden. Som fastslået af Domstolen bør der derfor fastsættes bestemmelser, der sikrer, at bevisbyrden pålægges indklagede, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, undtagen i forbindelse med sager, hvor det påhviler en domstol eller en anden kompetent national instans at undersøge de faktiske omstændigheder. Det skal imidlertid gøres klart, at det fortsat tilkommer den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Endvidere overlades det til medlemsstaterne på alle stadier af sagsbehandlingen at indføre bevisregler, som er gunstigere for klager.« |
|
10. |
Ligebehandlingsdirektivets artikel 19, stk. 1, regulerer bevisbyrden: »1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.« |
C. Det Forenede Kongeriges ret
|
11. |
Section 136 i Equality Act 2010 (»Bevisbyrden«) gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel 19: »1. Denne afdeling finder anvendelse på alle sager i forbindelse med en overtrædelse af denne lov. 2. Såfremt der foreligger faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke retten i mangel af andre erklæringer kan konstatere, at en person (A) har overtrådt den pågældende bestemmelse, skal retten fastslå, at overtrædelsen har fundet sted. 3. Stk. 2 gælder imidlertid ikke, hvis A beviser, at A ikke har overtrådt bestemmelsen.« |
III. Sagens faktiske omstændigheder og anmodningen om præjudiciel afgørelse
|
12. |
I den præjudicielle anmodning beskrives de faktiske omstændigheder som anført nedenfor, idet de franske domstoles kompetence ikke kommenteres. |
|
13. |
HJ var fra den 17. januar 2007 ansat hos Crédit agricole Corporate & Investment Bank (herefter »CACIB«). Ansættelseskontrakten er underlagt Det Forenede Kongeriges ret. Senest havde hun i en filial af banken i denne stat en stilling som funktionær inden for kundeinformationssystemer, før hun blev sygemeldt fra den 28. august 2013. |
|
14. |
Den 23. september 2013 anlagde HJ en arbejdsretlig sag ved conseil de prud’hommes Nanterre (arbejdsretten i Nanterre, Frankrig), hvormed hun under henvisning til ansættelseskontrakten rejste krav på grund af forskelsbehandling på grund af sit køn og på grund af psykisk chikane. Ved dom af 26. juni 2019 forkastede denne ret søgsmålet. |
|
15. |
HJ iværksatte appel ved cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles, Frankrig). Ved dom af 27. maj 2021 fandt denne domstol, at HJ ikke havde fremlagt faktiske omstændigheder, der ville kunne tages hensyn til som relevante, og på grundlag af hvilke det kunne konkluderes, at der havde været tale om forskelsbehandling som omhandlet i section 13-19 og 136 i Det Forenede Kongeriges Equality Act 2010. Den nævnte ret fastslog ligeledes, at det ikke var godtgjort, at der havde været tale om chikane, der udgjorde forskelsbehandling, som omhandlet i samme lovs section 26, eller om repressalier som omhandlet i lovens section 27. |
|
16. |
HJ har iværksat kassationsappel til prøvelse af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol). |
|
17. |
Tvisten mellem parterne drejer sig bl.a. om, hvorvidt der, på trods af at Det Forenede Kongerige i mellemtiden er udtrådt af Unionen, fortsat består en EU-retlig forpligtelse til at fortolke Equality Act 2010 og navnlig bestemmelsen om bevisbyrden i section 136 i overensstemmelse med EU-retten, altså især i overensstemmelse med ligebehandlingsdirektivets artikel 19. |
|
18. |
Cour de cassation (kassationsdomstol) har derfor forelagt følgende spørgsmål for Domstolen:
|
|
19. |
HJ, Crédit Agricole Corporate & Investment Bank, Den Franske Republik, Republikken Polen, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg. Bortset fra Polen deltog de også i retsmødet, som blev afholdt den 24. juni 2025. |
IV. Retlig bedømmelse
|
20. |
Før Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union forpligtede EU-retten denne stats domstole til så vidt muligt at fortolke en national bestemmelse til gennemførelse af ligebehandlingsdirektivet i overensstemmelse med dette direktiv ( 17 ). Hvis dette ikke var muligt, opstod spørgsmålet om direkte anvendelse af den pågældende direktivbestemmelse ( 18 ) eller om direkte anvendelse af forbuddet mod forskelsbehandling, som er en grundlæggende rettighed, i lyset af direktivet ( 19 ). |
|
21. |
Disse forpligtelser gjaldt uden tvivl på tidspunktet for de hændelser, der var genstand for hovedsagen, idet disse må have fundet sted før søgsmålet af 23. september 2013 til Conseil de prud’hommes Nanterre (arbejdsretten i Nanterre). De gjaldt også stadig, da søgsmålet blev forkastet den 26. juni 2019. |
|
22. |
På tidspunktet for cour d’appel de Versailles’ (appeldomstolen i Versailles) afgørelse af appellen den 27. maj 2021 var Det Forenede Kongerige imidlertid allerede udtrådt af Unionen, og også overgangsperioden, hvor EU-retten fortsat fandt anvendelse i Det Forenede Kongerige, var udløbet den 31. december 2020. |
|
23. |
Dette giver anledning til det centrale spørgsmål i den præjudicielle anmodning fra Cour de cassation (kassationsdomstol), nemlig om de nævnte EU-retlige forpligtelser fortsat gælder i en sådan »gammel sag«, trods udtrædelsen (herom under B). Det afhænger af besvarelsen af dette spørgsmål, om der for så vidt kan være en EU-retlig forpligtelse til at fortolke Det Forenede Kongeriges bestemmelser i overensstemmelse med direktivet (herom under C). Først er det imidlertid nødvendigt med nogle bemærkninger om den præjudicielle anmodnings formalitet, som navnlig fører til, at det tredje spørgsmål må afvises på formaliteten (herom under A). |
A. Formaliteten
|
24. |
Kommissionen og CACIB betvivler, at alle eller i det mindste nogle af de præjudicielle spørgsmål er relevante for afgørelsen. |
|
25. |
Kommissionen ser ingen modstrid mellem section 136 i Equality Act 2010 og ligebehandlingsdirektivets artikel 19. Det fremgår ifølge Kommissionen heller ikke, at cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles) fraveg artikel 19, da den fortolkede og anvendte section 136. Spørgsmålet om, hvorvidt der endnu i dag foreligger en EU-retlig forpligtelse til at fortolke Det Forenede Kongeriges bestemmelse i overensstemmelse med direktivet, opstår derfor ikke, for slet ikke at tale om spørgsmålet om en direkte anvendelse af artikel 19. |
|
26. |
CACIB har forklaret, at der i hovedsagen er tale om en bevisbyrderegel, som ikke følger af EU-retten, men af fransk retspraksis. Det drejer sig om en – lovlig – udformning af fransk ret, som er gunstigere for angiveligt forskelsbehandlede personer, og som ikke kan overføres på Det Forenede Kongeriges gennemførelse af ligebehandlingsdirektivet. |
|
27. |
Derudover fremhæver CACIB, at tvisten indholdsmæssigt drejer sig om cour d’appel de Versailles’ (appeldomstolen i Versailles) vurdering af beviserne, som det imidlertid ikke tilkommer Cour de cassation (kassationsdomstol) at kontrollere. |
|
28. |
Derfor har Cour de cassation (kassationsdomstol) ikke redegjort tilstrækkeligt for, hvorfor anmodningen er relevant for afgørelsen. I virkeligheden er spørgsmålene hypotetiske. |
|
29. |
Ifølge fast retspraksis gælder der imidlertid en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er hypotetisk, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål ( 20 ). |
|
30. |
Den foreliggende præjudicielle anmodning viser tydeligt, hvorfor Domstolen lægger til grund, at de præjudicielle spørgsmål har betydning for afgørelsen, og kræver åbenbare grunde for at tilbagevise denne formodning. |
|
31. |
Spørgsmålenes relevans for afgørelsen afhænger nemlig af de kontrolbeføjelser, der i hovedsagen tilkommer Cour de cassation (kassationsdomstol) over for cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles). Rækkevidden af disse beføjelser er et spørgsmål om fransk ret, som det ikke tilkommer Domstolen at bedømme. Dette påhviler i stedet Cour de cassation (kassationsdomstol) selv. |
|
32. |
Det ser faktisk ud til, at Cour de cassations (kassationsdomstol) Assemblée plénière (plenarforsamling) har indgivet den præjudicielle anmodning til Domstolen for at forberede en afgørelse om en eventuel videreudvikling af disse kontrolbeføjelser. |
|
33. |
Ifølge den præjudicielle anmodning tilkommer det i princippet den dommer, der skal påkende sagens realitet, at anvende og fortolke den udenlandske lovgivning ( 21 ). Dette er altså i vidt omfang unddraget kontrol ved Cour de cassation (kassationsdomstol) som revisionsinstans. |
|
34. |
Cour de cassation (kassationsdomstol) finder imidlertid, at det, såfremt de franske retter er forpligtet til at vurdere overensstemmelsen med EU-retten af en lov, der hidrører fra en anden medlemsstat, for at sikre, at den franske stat overholder EU-rettens forrang, vil være nødvendigt at udvikle karakteren af denne domstols kontrol vedrørende anvendelsen og fortolkningen af udenlandsk ret ( 22 ). |
|
35. |
Fru Berriat, tidligere førstegeneraladvokat ved Cour de cassations (kassationsdomstol) afdeling for socialretlige sager, foreslog i samme retning i sin udtalelse vedrørende hovedsagen en strengere kontrol, såfremt den udenlandske lovgivning skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten. Derfor foreslog hun også Cour de cassation (kassationsdomstol) at forelægge de to første spørgsmål for Domstolen ( 23 ). |
|
36. |
De to første spørgsmål er således relevante for Cour de cassations (kassationsdomstol) afgørelse vedrørende denne domstols egne beføjelser med hensyn til den verserende sag. |
|
37. |
Til forskel fra Kommissionens opfattelse er det i øvrigt ikke relevant at spekulere over, hvori Cour de cassation (kassationsdomstol) måtte se en mulig overtrædelse fra cour d’appel de Versailles’ (appeldomstolen i Versailles) side af den eventuelle pligt til at foretage en fortolkning i overensstemmelse med direktivet, som kunne kræve en kontrol i revisionsappelsagen. I øjeblikket undersøger Cour de cassation (kassationsdomstol) stadig, om den overhovedet har beføjelse til at foretage denne kontrol. Dette præjudicerer ikke udfaldet af en sådan kontrol. |
|
38. |
Derimod fremgår det i betragtning af oplysningerne i den præjudicielle anmodning om indholdet af section 136 i Equality Act 2010 reelt ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt at træffe afgørelse om det tredje spørgsmål. Ifølge de sædvanlige fortolkningsmetoder skulle det være muligt uden problemer at fortolke denne bestemmelse således, at enhver modstrid med ligebehandlingsdirektivets artikel 19 undgås. |
|
39. |
Såfremt det alligevel skulle fremgå af Det Forenede Kongeriges domstoles fortolkning af section 136, at en overensstemmende fortolkning er udelukket, skulle dette i betragtning af bestemmelsens ordlyd have været beskrevet i den præjudicielle anmodning for at opretholde formodningen om spørgsmålets relevans for afgørelsen. |
|
40. |
Cour de cassation (kassationsdomstol) begrunder imidlertid kun dette spørgsmål med, at en besvarelse af dette spørgsmål kan være formålstjenlig. |
|
41. |
Det tredje spørgsmål er derfor ifølge oplysningerne i den præjudicielle anmodning hypotetisk og må afvises på formaliteten. |
B. Det første spørgsmål: Er der stadig tale om EU-ret?
|
42. |
Således skal det første spørgsmål undersøges, nemlig om en bestemmelse som section 136 i Equality Act 2010 set fra et EU-retligt perspektiv trods Det Forenede Kongeriges udtræden i det mindste for gamle sager stadig skal anses for gennemførelse af EU-retten, således at der foreligger en pligt til at fortolke den i overensstemmelse med direktivet. |
|
43. |
Ifølge Det Forenede Kongerige fortolker dets domstole faktisk fortsat denne bestemmelse i overensstemmelse med direktivet. De følger også Domstolens praksis, som blev afsagt indtil udløbet af overgangsperioden. |
|
44. |
Det Forenede Kongerige afviser imidlertid, at denne praksis beror på en EU-retlig forpligtelse. Den følger i stedet af de nationale bestemmelser om udtrædelsen af Unionen, Withdrawal Act ( 24 ), som bl.a. overførte næsten hele den EU-ret, som gjaldt i Det Forenede Kongerige før udtrædelsen, til national ret ( 25 ). |
|
45. |
Denne opfattelse kan imidlertid navnlig i lyset af Wienerkonventionens artikel 70 hverken støttes på artikel 50, stk. 3, TEU (herom under 1) eller på udtrædelsesaftalen (herom under 2). Såfremt medlemsstaternes domstole imidlertid undtagelsesvis anvender EU-ret i sådanne gamle sager fra Det Forenede Kongerige, kan de lige så lidt som Det Forenede Kongeriges domstole forelægge præjudicielle anmodninger for Domstolen vedrørende fortolkningen af denne lovgivning med hensyn til hovedsagerne (herom under 3). |
1. Artikel 50, stk. 3, TEU
|
46. |
Det Forenede Kongeriges opfattelse er ved første blik i overensstemmelse med artikel 50, stk. 3, TEU. I henhold til denne artikel ophører traktaterne med at finde anvendelse på en udtrædende stat på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen af udtrædelsen, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med den pågældende medlemsstat med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist. |
|
47. |
Efter udløbet af overgangsperioden gælder EU-retten ganske vist ikke længere for eller i Det Forenede Kongerige [herom under a)]. Dette indebærer imidlertid ikke, at EU-rettens gyldighed for gamle sager ophører [herom under b)]. |
a) Ingen gyldighed efter overgangsperiodens udløb
|
48. |
Domstolen forstår korrekt artikel 50, stk. 3, TEU således, at traktaterne fra datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden den 1. februar 2020 ikke længere finder anvendelse på Det Forenede Kongerige, således at denne stat fra denne dag ikke længere er en medlemsstat ( 26 ). |
|
49. |
Ved udtrædelsesaftalens artikel 126-131 blev EU-rettens gyldighed i Det Forenede Kongerige bortset fra enkelte undtagelser forlænget til den 31. december 2020, udløbet af overgangsperioden. |
|
50. |
Som fastsat i artikel 50, stk. 2, andet punktum, TEU blev der ved udtrædelsesaftalen fastsat særlige ordninger for bestemte spørgsmål, som også gælder efter udløbet af overgangsperioden. EU-retten i form af udtrædelsesaftalen forpligter således Det Forenede Kongerige til at afgøre disse spørgsmål i overensstemmelse med disse ordninger i aftalen. |
|
51. |
Ligebehandlingsdirektivet er imidlertid ikke genstand for disse særlige ordninger i udtrædelsesaftalen. Derfor forpligter aftalen efter udløbet af overgangsperioden hverken Det Forenede Kongerige eller dets domstole til at overholde ligebehandlingsdirektivet. |
b) Fortsat gyldighed for gamle sager
|
52. |
Men hvad indebærer dette for gamle sager, dvs. for faktiske omstændigheder, som udspandt sig før denne dato? |
|
53. |
I denne forbindelse kunne man tro, at EU-retten i henhold til artikel 50, stk. 3, TEU i dag ikke kan medføre yderligere forpligtelser for Det Forenede Kongerige, heller ikke for gamle sager, idet »traktaterne ophører med at finde anvendelse på den pågældende medlemsstat«. Hvad skulle da være grundlaget for en EU-retlig regel, som forpligter Det Forenede Kongerige til fortsat at anvende EU-retten på gamle sager? Ingen af de få EU-retlige bestemmelser, som fortsat er bindende for denne stat, fastsætter dette. Dette er i øvrigt også Det Forenede Kongeriges synspunkt i den foreliggende sag ( 27 ). |
|
54. |
Ved en nærmere betragtning er denne fortolkning af artikel 50, stk. 3, TEU imidlertid ikke obligatorisk, idet bestemmelsen heller ikke udtrykkeligt fastsætter, at EU-retten efter en udtræden ikke længere kan finde anvendelse på gamle sager i den pågældende stat. En sådan udtrykkelig bestemmelse ville imidlertid være en nødvendig forudsætning for at kunne lægge til grund, at medlemsstaterne vil tillægge artikel 50, stk. 3, TEU tilbagevirkende kraft (ex tunc). Normalt gælder retsforskrifter nemlig først fra deres offentliggørelse (ex nunc). Tilbagevirkende kraft er nemlig kun forenelig med det grundlæggende princip om retssikkerhed i sjældne undtagelsestilfælde ( 28 ). |
|
55. |
Det Forenede Kongerige forsøger ganske vist at argumentere for, at det i dag ikke længere er bundet af EU-retten og navnlig ikke af det EU-retlige retssikkerhedsprincip. Det betyder imidlertid alligevel ikke, at man kan forstå artikel 50, stk. 3, TEU som en fravigelse af dette princip. |
|
56. |
Retssikkerhedsprincippet er nemlig ikke et særligt træk ved EU-retten, men et princip, som er fælles for medlemsstaternes nationale retsordener, og som går helt tilbage til romerretten ( 29 ). Navnlig er det en integreret del af Det Forenede Kongeriges retsorden ( 30 ). Derfor kan det ikke lægges til grund, at medlemsstaterne i tilfælde af en udtræden ville tage en så tungtvejende reduktion af retssikkerheden med i købet, som også kunne være til ulempe for deres egne statsborgere og virksomheder. |
|
57. |
Derudover er det internationale samfund netop bevidst om retssikkerheden i forbindelse med folkeretlige traktaters ophør, hvis konsekvenser er reguleret i Wienerkonventionens artikel 70. I lighed med artikel 50, stk. 3, TEU fastsætter Wienerkonventionens artikel 70, stk. 1, litra a), at en folkeretlig traktats ophør fritager de kontraherende parter for forpligtelsen til fortsat at opfylde traktaten. Imidlertid kan ophøret i henhold til artikel 70, stk. 1, litra b), ikke anfægte nogen rettighed, forpligtelse eller retlig situation opstået for deltagerne gennem opfyldelse af traktaten inden dens ophør. |
|
58. |
Selv om Wienerkonventionen ikke er bindende hverken for Unionen eller alle medlemsstaterne, gengiver en række af dens bestemmelser reglerne i den folkeretlige sædvaneret, der er bindende for EU-institutionerne og udgør en del af Unionens retsorden ( 31 ). Så vidt det fremgår, er det uomtvistet, at også artikel 70 kodificerer den folkeretlige sædvaneret ( 32 ), som beror på de alment anerkendte retsprincipper om retssikkerhed og forbud mod tilbagevirkende kraft ( 33 ). |
|
59. |
Wienerkonventionens artikel 70 tillader ganske vist også afvigende aftaler, men da der ikke findes en udtrykkelig bestemmelse i artikel 50 TEU, anser jeg det for udelukket at forstå denne bestemmelse som en sådan aftale. |
2. Udtrædelsesaftalen
|
60. |
Dermed står det tilbage at afklare, om udtrædelsesaftalen indeholder en speciel aftale, som fraviger Wienerkonventionens artikel 70, stk. 1, litra b), og som udelukker den fortsatte anvendelse af ligebehandlingsdirektivet på hovedsagen. |
|
61. |
I denne forbindelse skal det indledningsvis konstateres, at udtrædelsesaftalen ikke indeholder en bestemmelse, som udtrykkeligt omhandler anvendelsen af ligebehandlingsdirektivet eller EU-retten som helhed på gamle sager. |
|
62. |
For bestemte bestemmelser fastsætter udtrædelsesaftalen imidlertid udtrykkeligt, at de fortsat gælder for gamle sager. I denne forbindelse er navnlig udtrædelsesaftalens artikel 66 og 67 relevante. |
|
63. |
I henhold til udtrædelsesaftalens artikel 66 finder forordningerne om lovvalgsregler for sager i eller uden for kontrakt også i Det Forenede Kongerige fortsat anvendelse på kontrakter indgået inden overgangsperiodens udløb, og for skadevoldende begivenheder, som fandt sted før dette tidspunkt ( 34 ). I medlemsstaterne, som i hovedsagen i Frankrig, finder disse forordninger – som Kommissionen har gjort gældende – derimod allerede anvendelse uafhængigt af udtrædelsesaftalen. |
|
64. |
Derudover fastsætter udtrædelsesaftalens artikel 67, at bestemte EU-retlige regler om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af domme fortsat finder anvendelse for sager, der som hovedsagen blev anlagt før overgangsperiodens udløb. Således skal domstole i Unionen eventuelt anerkende Det Forenede Kongeriges domstoles kompetence, og medlemsstaterne skal principielt fuldbyrde bestemte domme afsagt af sidstnævnte domstole. |
|
65. |
Heraf udleder CACIB ved en modsætningsslutning, at EU-retten heller ikke længere finder anvendelse på gamle sager for så vidt angår spørgsmål, som ikke er reguleret i artikel 66 og 67 eller i andre bestemmelser. Det Forenede Kongerige når frem til samme resultat, da udtrædelsesaftalen udgør en detaljeret, omfattende og fuldstændig kodificering, som fastsætter anvendelse af EU-retten for bestemte, udtrykkeligt regulerede gamle sager, men netop ikke i hovedsagen. I modsat fald ville Domstolen trods udtrædelsen fortsat have kompetence til at bedømme Det Forenede Kongeriges lovgivning. |
|
66. |
HJ og Kommissionen afviser derimod denne modsætningsslutning. Målsætningen om at skabe retssikkerhed, som kommer til udtryk i syvende afsnit i præamblen til udtrædelsesaftalen, taler til fordel for deres fortolkning af udtrædelsesaftalen. Ændringen af retsstillingen med tilbagevirkende kraft er principielt ikke forenelig med dette mål. Dette gælder så meget desto mere i den foreliggende sag, som udfaldet af verserende tvister kan afhænge af den tilfældige omstændighed, om de blev afsluttet før overgangsperiodens udløb eller – som hovedsagen – først efter dette tidspunkt ( 35 ). |
|
67. |
Det er korrekt, at Det Forenede Kongerige netop for at sikre retssikkerheden ved udtrædelsen overtog næsten hele EU-retten i national ret ( 36 ), og at dets domstole fortsat fortolker disse bestemmelser i lyset af EU-retten og Domstolens praksis ( 37 ). |
|
68. |
Dette ændrer imidlertid ikke ved den overvejelse, som allerede den fortolkning af artikel 50, stk. 3, TEU, der argumenteres for her, beror på: I betragtning af retssikkerhedens grundlæggende betydning kan det ikke i mangel af en udtrykkelig bestemmelse lægges til grund, at Unionen og Det Forenede Kongerige i udtrædelsesaftalen som EU-retsakt har aftalt at fjerne anvendelsen af næsten hele EU-retten på gamle sager med tilbagevirkende kraft ( 38 ). |
3. Begrænsning af den præjudicielle procedure
|
69. |
Det Forenede Kongerige må dog medgives, at det ikke var hensigten, at Domstolen fortsat skulle have kompetence til i forbindelse med gamle sager, som behandles ved medlemsstaternes domstole, at bedømme, om Det Forenede Kongeriges – muligvis fortsat gældende – gennemførelseslovgivning er forenelig med EU-retten. Faktisk indeholder udtrædelsesaftalen bestemmelser vedrørende dette spørgsmål, som ganske vist ikke udtrykkeligt omfatter hovedsagen, men som viser, hvordan den skal behandles. |
|
70. |
I henhold til aftalens artikel 4, stk. 4, fortolkes de bestemmelser i denne aftale, som henviser til EU-ret eller til begreber eller bestemmelser deri, ved deres gennemførelse og anvendelse i overensstemmelse med den relevante retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol, som er afsagt inden overgangsperiodens udløb. Artikel 4, stk. 5, fastsætter derudover, at Det Forenede Kongeriges retslige og administrative myndigheder ved fortolkningen og anvendelsen af denne aftale tager behørigt hensyn til den relevante retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol, som er afsagt efter overgangsperiodens udløb. Med undtagelse af de få tilfælde, der udtrykkeligt er reguleret i udtrædelsesaftalen ( 39 ), er dette imidlertid ikke længere knyttet til en forelæggelsesret for Det Forenede Kongeriges domstole. |
|
71. |
Heraf konkluderer jeg, at Domstolen efter overgangsperiodens udløb ikke kan træffe nye bindende afgørelser om fortolkningen af EU-retten med hensyn til faktiske omstændigheder, der er underlagt Det Forenede Kongeriges lovgivning. Dette udelukker navnlig, at domstole i medlemsstaterne, der som i hovedsagen behandler gamle sager fra Det Forenede Kongerige, kan forelægge præjudicielle anmodninger om fortolkningen af de bestemmelser, der finder anvendelse på disse sager, for Domstolen. En dom, som Domstolen har afsagt i en præjudiciel sag, er nemlig bindende for den nationale ret ved afgørelsen af tvisten i hovedsagen ( 40 ) og har ikke til formål at afgive responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål ( 41 ). Det er ikke tilstrækkeligt for dette, at der blot som omhandlet i udtrædelsesaftalens artikel 4, stk. 5, er taget behørigt hensyn til en afgørelse fra Domstolen. |
|
72. |
Derfor skal medlemsstaternes domstole afgøre gamle sager, der er underlagt Det Forenede Kongeriges lovgivning, på samme måde som denne stats domstole, idet de overholder den relevante praksis fra Domstolen fra før overgangsperiodens udløb og tager behørigt hensyn til praksis, der er afsagt efterfølgende, men uden at kunne forelægge sagen for Domstolen. |
4. Foreløbigt resultat
|
73. |
Det første spørgsmål skal følgelig besvares med, at en national domstol, som træffer afgørelse efter udløbet af overgangsperioden, skal anse en bestemmelse i Det Forenede Kongerige, som tjener til gennemførelse af ligebehandlingsdirektivets artikel 19, for gennemførelse af EU-retten, hvis genstanden for dens afgørelse er faktiske omstændigheder, som fandt sted i Det Forenede Kongerige før dette tidspunkt. I denne forbindelse skal domstolen – lige som en domstol i Det Forenede Kongerige – overholde den relevante praksis fra Domstolen, som er afsagt før overgangsperiodens udløb, og tage behørigt hensyn til retspraksis, som er afsagt efter dette tidspunkt, men uden at kunne forelægge sagen for Domstolen i form af en præjudiciel anmodning. |
C. Det andet spørgsmål: forpligtelse til fortolkning i overensstemmelse med direktivet
|
74. |
Med det andet spørgsmål ønsker Cour de cassation (kassationsdomstol) oplyst, om nationale domstole, der anvender andre medlemsstaters lovgivning, er forpligtet til at fortolke denne lovgivning i overensstemmelse med EU-retten på samme måde som national ret. |
|
75. |
Svaret på dette spørgsmål er klart. Som Domstolen allerede har fastslået i to domme, som også nævnes i den præjudicielle anmodning, skal medlemsstaternes domstole også anvende andre medlemsstaters ret i overensstemmelse med EU-retten ( 42 ). Selv Den Europæiske Unions Ret er i bestemte tilfælde forpligtet til at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten ( 43 ). |
|
76. |
Dette resultat er konsekvent, idet pligten til at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten gælder i alle Unionens medlemsstater. Den er uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens system, idet den giver de nationale retter mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når de afgør de tvister, der er indbragt for dem ( 44 ). |
|
77. |
Tvivlen vedrørende dette resultat beror ifølge den præjudicielle anmodning og endnu tydeligere ifølge generaladvokat Berriats udtalelse på, at fortolkningen af en anden medlemsstats ret i overensstemmelse med EU-retten kan ses som et indgreb i dens suveræne rettigheder ( 45 ). Disse betænkeligheder kommer også til udtryk i henvisningen til den gensidige tillid i det præjudicielle spørgsmål. |
|
78. |
Når en medlemsstats domstole anvender en anden medlemsstats ret, påvirker disse domstole som nationale instanser imidlertid nødvendigvis den anden medlemsstats suveræne rettigheder ( 46 ). Der foreligger altid en risiko for, at de pågældende regler vil blive anvendt på en måde, som den anden medlemsstats domstole, hvem den primære kompetence tilkommer, ikke ville have foretaget. En sådan indflydelse på suveræne rettigheder accepteres imidlertid principielt gennem de EU-retlige lovvalgsregler, f.eks. Rom I- og Rom II-forordningerne, som er nævnt i udtrædelsesaftalens artikel 66. Deri ligger der derfor ingen begrænsning af disse rettigheder. |
|
79. |
Desuden nævner Cour de cassation (kassationsdomstol) og generaladvokat Berriat, at Domstolen i et tilfælde afviste at besvare et spørgsmål om overensstemmende fortolkning af andre medlemsstaters ret ( 47 ). Denne afgørelse beror imidlertid alene på, at besvarelsen af spørgsmålet ikke var relevant for afgørelsen. Den kan ikke forstås således, at nationale domstole er hindret i at anlægge en fortolkning af andre medlemsstaters ret i overensstemmelse med EU-retten, når de anvender denne ret. |
|
80. |
Pligten til at anlægge en fortolkning i overensstemmelse med EU-retten skal dog holdes adskilt fra spørgsmålet om, hvilket resultat der kan opnås. Fortolkningen begrænses EU-retligt af Unionens generelle retsprincipper, især retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod tilbagevirkende kraft, og den kan ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem ( 48 ). Forpligtelsen til at foretage en overensstemmende fortolkning ophører med andre ord, når national lovgivning ikke kan anvendes således, at den fører til et resultat, der er foreneligt med det resultat, der tilsigtes med det pågældende direktiv ( 49 ). |
|
81. |
Desuden kan den overensstemmende fortolkning af national ret kun ske med anvendelse af de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret ( 50 ). I det omfang forskellige fortolkningsmetoder er anerkendt i medlemsstaterne, er det derfor muligt at forestille sig, at en fortolkning i overensstemmelse med EU-retten af forskellige medlemsstaters lignende formulerede gennemførelsesregler fører til forskellige resultater. |
|
82. |
En national domstol, som behandler en tvist mellem private, og som skal anvende en anden medlemsstats ret, skal følgelig fortolke denne rets bestemmelser i overensstemmelse med EU-retten under anvendelse af de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne anden medlemsstat, og under overholdelse af de almindelige retsprincipper. |
V. Forslag til afgørelse
|
83. |
Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare anmodningen om præjudiciel afgørelse som følger:
|
( 1 ) – Originalsprog: tysk.
( 2 ) – Theresa May den 11.7.2016 (https://www.youtube.com/watch?v=zV6n6zNVw_I).
( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5.7.2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23).
( 4 ) – Aftale om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2020, L 29, s. 7), godkendt af Rådet for Den Europæiske Union ved afgørelse (EU) 2020/135 af 30.1.2020 (EUT 2020, L 29, s. 1), senest ændret ved afgørelse nr. 2/2024 truffet af Det Blandede Udvalg, der er nedsat ved aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab af 16.5.2024 om tilføjelse af en nyligt vedtagen EU-retsakt i Windsorrammens bilag 2 (EUT L, 2024/2134).
( 5 ) – United Nations Treaty Series, bind 1155, s. 331.
( 6 ) – Forordning af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6).
( 7 ) – Forordning (EF) nr. 864/2007, af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40).
( 8 ) – Rådets forordning af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).
( 9 ) – Rådets forordning af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1).
( 10 ) – Rådets forordning af 18.12.2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009, L 7, s. 1).
( 11 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).
( 12 ) – Rådets forordning af 12.12.2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1).
( 13 ) – Rådets forordning af 27.7.1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT 1994, L 227, s. 1).
( 14 ) – Forordning af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).
( 15 ) – Direktiv af 16.12.1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (EFT 1997, L 18, s. 1).
( 16 ) – Forordning af 21.4.2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (EUT 2004, L 143, s. 15).
( 17 ) – Jf. dom af 10.4.1984, von Colson og Kamann (14/83, EU:C:1984:153, præmis 26), af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl. (C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 114), og af 9.4.2024, Profi Credit Polska (Genoptagelse af sagen, hvor der er blevet truffet en endelig afgørelse) (C-582/21, EU:C:2024:282, præmis 61).
( 18 ) – Jf. dom af 26.2.1986, Marshall, 152/84, EU:C:1986:84, præmis 49), og af 12.7.1990, Foster m.fl., C-188/89, EU:C:1990:313, præmis 17).
( 19 ) – Jf. dom af 19.1.2010, Kücükdeveci (C-555/07, EU:C:2010:21, præmis 27).
( 20 ) – Dom af 24.6.2008, Commune de Mesquer (C-188/07, EU:C:2008:359, præmis 30), af 24.10.2018, XC m.fl. (C-234/17, EU:C:2018:853, præmis 16), og af 8.4.2025, Den Europæiske Anklagemydighed (Domstolskontrol med proceduremæssige retsakter) (C-292/23, EU:C:2025:255, præmis 36).
( 21 ) – Præmis 24 i den præjudicielle anmodning.
( 22 ) – Præmis 40 i den præjudicielle anmodning.
( 23 ) – Udtalelse af 5.4.2024 (Pourvoi no D 21-21 615, s. 24 og 25).
( 24 ) – Behandlet i dom afsagt af Supreme Court (øverste domstol, Det Forenede Kongerige) den 10.7.2024, Lipton m.fl. mod BA Cityflyer Ltd ((2024) UKSC 24, præmis 81-132).
( 25 ) – Beskrevet i dom afsagt af Supreme Court (øverste domstol) den 10.7.2024, Lipton m.fl. mod BA Cityflyer Ltd ((2024) UKSC 24, præmis 51-57).
( 26 ) – Dom af 9.6.2022, Préfet du Gers og Institut national de la statistique et des études économiques (C-673/20, EU:C:2022:449, præmis 55), og kendelse af 16.6.2021, Sharpston mod Rådet for Den Europæiske Union og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer (C-685/20 P, EU:C:2021:485, præmis 53).
( 27 ) – Således forstår jeg også Det Forenede Kongeriges European Union Committee under House of Lords, Brexit and the EU budget, 15. rapport fra samlingen 2016/17 af 4.3.2017 (HL Paper 125, punkt 133 og 135).
( 28 ) – Jf. dom af 12.10.1978, Belbouab (10/78, EU:C:1978:181, præmis 7), af 6.7.2006, Kersbergen-Lap og Dams-Schipper (C-154/05, EU:C:2006:449, præmis 42), og af 10.9.2024, Neves 77 Solutions (C-351/22, EU:C:2024:723, præmis 102).
( 29 ) – Dom af 25.2.1969, Klomp (23/68, EU:C:1969:6, præmis 13), og af 29.3.2011, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl. (C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190, præmis 63). Jf. i øvrigt Menneskerettighedsdomstolens dom af 9.12.1994, Stran Greek Refineries og Stratis Andreadis mod Grækenland (CE:ECHR:1994:1209JUD001342787, § 49), samt af 28.10.1999, Zielinski, Pradal og Gonzales m.fl. mod Frankrig (CE:ECHR:1999:1028JUD002484694, § 57).
( 30 ) – Jf. dom afsagt af Supreme Court (øverste domstol) den 10.7.2024, Lipton m.fl. mod BA Cityflyer Ltd ((2024) UKSC 24, præmis 66 og 67) samt Lord Lloyd-Jones’ samstemmende udtalelse vedrørende denne dom (præmis 196).
( 31 ) – Dom af 16.6.1998, Racke (C-162/96, EU:C:1998:293, præmis 24, 45 og 46), af 25.2.2010, Brita (C-386/08, EU:C:2010:91, præmis 42), og af 27.2.2018, Western Sahara Campaign UK (C-266/16, EU:C:2018:118, præmis 58).
( 32 ) – Voldgiftskendelse af 30.4.1990, New Zealand mod Frankrig (Rainbow Warrior) (United Nations Reports of International Arbitration Awards, bind XX, præmis 75), M.E. Villiger (2008), Commentary on the 1969 Vienna Convention on the Law of Treaties, artikel 70, punkt 14, H. Ascensio i O. Corten og P. Klein (red.) (2011), The Vienna Conventions on the Law of Treaties: a commentary (bind 2), artikel 70, nr. 8, S. Wittich i O. Dörr og K. Schmalenbach (2018), Vienna convention on the law of treaties, artikel 70, punkt 40 og 41.
( 33 ) – M.E. Villiger (2008), Commentary on the 1969 Vienna Convention on the Law of Treaties, artikel 70, punkt 14, og H. Ascensio i O. Corten og P. Klein (2011), The Vienna Conventions on the Law of Treaties: a commentary (bind 2), artikel 70, punkt 8 og 9.
( 34 ) – I denne retning dom af 14.9.2023, Diamond Resorts Europe m.fl. (C-632/21, EU:C:2023:671, præmis 66).
( 35 ) – Jf. dom afsagt af Supreme Court (øverste domstol) den 10.7.2024, Lipton m.fl. mod BA Cityflyer Ltd ((2024) UKSC 24, præmis 66). Illustrativt på Unionens side EUIPO’s klageudvalgs holdning, som er gengivet i Rettens dom af 16.3.2022, Nowhere mod EUIPO – Ye (APE TEES) (T-281/21, EU:T:2022:139, præmis 15).
( 36 ) – Jf. ovenfor, punkt 44.
( 37 ) – Jf. section 6 i Withdrawal Act.
( 38 ) – Jf. ovenfor, punkt 56.
( 39 ) – Udtrædelsesaftalens artikel 158 og 160.
( 40 ) – Dom af 3.2.1977, Benedetti (52/76, EU:C:1977:16, præmis 26 og 27), og af 16.6.2015, Gauweiler m.fl. (C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 16).
( 41 ) – Dom af 16.12.1981, Foglia (244/80, EU:C:1981:302, præmis 18), af 16.7.1992, Meilicke (C-83/91, EU:C:1992:332, præmis 25), og af 1.8.2025, Voore Mets og Lemeks Põlva (C-784/23, EU:C:2025:609, præmis 64).
( 42 ) – Dom af 18.11.2020, DelayFix (C-519/19, EU:C:2020:933, præmis 51), og af 8.12.2022, Luxury Trust Automobil (C-247/21, EU:C:2022:966, præmis 67).
( 43 ) – Dom af 15.7.2025, ECB og Kommissionen mod Corneli (C-777/22 P og C-789/22 P, EU:C:2025:580, præmis 137).
( 44 ) – Dom af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl. (C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 114), af 24.1.2012, Dominguez (C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 24), og af 9.4.2024, Profi Credit Polska (Genoptagelse af sagen, hvor der er blevet truffet en endelig afgørelse) (C-582/21, EU:C:2024:282, præmis 61).
( 45 ) – Jf. også generaladvokat Emilious forslag til afgørelse European Lotto and Betting og Deutsche Lotto- und Sportwetten (C-444/23, EU:C:2025:668, punkt 54).
( 46 ) – Jf. generaladvokat Emilious forslag til afgørelse European Lotto and Betting og Deutsche Lotto- und Sportwetten (C-444/23, EU:C:2025:668, punkt 48, 49 og 56) vedrørende det endnu mere vidtgående spørgsmål om afvisningskompetence ved anvendelsen af fremmed ret.
( 47 ) – Dom af 15.12.2022, HUK-COBURG-Allgemeine Versicherung (C-577/21, EU:C:2022:992, præmis 52).
( 48 ) – Dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl. (C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 110), af 9.4.2024, Profi Credit Polska (Genoptagelse af sagen, hvor der er blevet truffet en endelig afgørelse) (C-582/21, EU:C:2024:282, præmis 63), og af 5.6.2025, Nuratau (C-349/24, EU:C:2025:397, præmis 45).
( 49 ) – Dom af 8.11.2016, Ognyanov (C-554/14, EU:C:2016:835, præmis 66), af 24.6.2019, Popławski (C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 76), og af 15.7.2025, ECB og Kommissionen mod Corneli (C-777/22 P og C-789/22 P, EU:C:2025:580, præmis 140).
( 50 ) – Dom af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl. (C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 116), af 4.7.2006, Adeneler m.fl. (C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 111), af 9.4.2024, Profi Credit Polska (Genoptagelse af sagen, hvor der er blevet truffet en endelig afgørelse) (C-582/21, EU:C:2024:282, præmis 62), og af 5.6.2025, Nuratau (C-349/24, EU:C:2025:397, præmis 46).