29.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 57/5


OVERSÆTTELSE

PROTOKOL

mellem Den Europæiske Union og Den Russiske Føderations regering om tekniske betingelser i henhold til aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation om administrationen af toldkontingenter for eksporten af træ fra Den Russiske Føderation til Den Europæiske Union

AFDELING 1

ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

1.   Denne protokol mellem Den Europæiske Union og Den Russiske Føderations regering (i det følgende benævnt »parterne«) vedtages med henblik på gennemførelsen af aftalen i form af brevveksling mellem Den Russiske Føderation og Den Europæiske Union om administrationen af toldkontingenter for eksporten af træ fra Den Russiske Føderation til Den Europæiske Union af 16. december 2011 (i det følgende benævnt »aftalen«).

2.   Denne protokol indeholder bestemmelser om de tekniske betingelser for administrationen af de toldkontingenter for eksporten, som er omhandlet i stk. 1 i denne artikel, herunder nærmere oplysninger om samarbejdet mellem myndighederne i Den Europæiske Union (i det følgende benævnt »EU«) og Den Russiske Føderation (i det følgende benævnt »Rusland«) og gælder for eksporten fra Rusland til EU af de omfattede varer.

3.   I denne protokol forstås ved:

a)

    »omfattede varer«; de varer, der er anført i bilaget til del V i Ruslands liste over indrømmelser og tilsagn vedrørende varer inden for rammerne af WTO (i det følgende benævnt »Ruslands liste over tilsagn«)

b)

    »toldkontingent«: en specificeret mængde af omfattede varer, der kan eksporteres fra Rusland til EU inden for de grænser, der er fastsat i bilaget til del V i Ruslands liste over tilsagn, i en begrænset periode, og som nyder godt af en nedsættelse af de eksportafgifter, der ellers opkræves af Rusland; de afgifter, der gælder for eksporten inden for dette toldkontingent, er de afgifter, der er anført på Ruslands liste over tilsagn

c)

    »importør«: en fysisk eller juridisk person fra en hvilken som helst medlemsstat i EU (i det følgende benævnt »EU-medlemsstat«), der agter at importere omfattede varer fra Rusland til EU

d)

    »eksportør«: en fysisk eller juridisk person fra Rusland, der agter at eksportere omfattede varer fra Rusland til EU

e)

    »kvotetilladelse«: et dokument, der er udstedt af de kompetente myndigheder i den pågældende EU-medlemsstat til en importør, og som bekræfter denne importørs ret til at få del i toldkontingentet

f)

    »eksportlicens«: et dokument, der er udstedt af den kompetente myndighed i Rusland til en eksportør, og som bekræfter denne eksportørs ret til at få del i toldkontingentet.

4.   Tildelingen af toldkontingenter i henhold til denne protokol er underlagt princippet om en retfærdig og ligelig tildeling af handelsmuligheder til alle handelsdeltagere. Parterne vil især søge at bevare konkurrencemæssige vilkår på markedet for de pågældende varer og undgå spekulativ handel med rettigheder til toldkontingenter.

5.   Betingelserne i denne protokol indskrænker ikke fremtidige betingelser, der kan indføres eller anvendes i overensstemmelse med en retsakt, der gælder på Ruslands geografiske område, forudsat at disse fremtidige betingelser er generelt gældende for handelen med varer, herunder de betingelser, der specifikt gælder for de omfattede varer, og forudsat at de er i overensstemmelse med Ruslands forpligtelser, jf. Marrakesh-overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (i det følgende benævnt »WTO-overenskomsten«).

AFDELING 2

TOLDKONTINGENTPERIODE

Artikel 2

1.   Rusland åbner toldkontingenter for EU på årsbasis for de mængder, der er fastsat i bilaget til del V i Ruslands liste over tilsagn. Sådanne toldkontingenter åbnes for en periode på 12 konsekutive måneder, som svarer til hvert kalenderår (i det følgende benævnt »kontingentperiode«).

2.   Hvis protokollen træder i kraft efter den 31. januar i et kalenderår, forstås kontingentperioden for dette år som perioden i fulde kalendermåneder mellem datoen for protokollens ikrafttrædelse og den 31. december i samme år.

AFDELING 3

TARIFERING

Artikel 3

1.   Tariferingen af de omfattede varer er baseret på Ruslands told- og statistiknomenklatur. Ændringer af den russiske told- og statistiknomenklatur for de omfattede varer eller afgørelser om tariferingen af varer vil ikke kunne tilsidesætte tilsagn fra Rusland om nedsættelse af eksportafgifter som fastsat i bilaget til del V i Ruslands liste over tilsagn inden for de deri nævnte kvantitative lofter.

2.   Rusland forpligter sig til at sikre, at ændringer i den told- og statistiknomenklatur, der anvendes på Ruslands geografiske område vedrørende de omfattede varer, herunder en fuldstændig beskrivelse af de pågældende varer, er tilgængelige for Europa-Kommissionen (i det følgende benævnt »Kommissionen«) mindst 30 dage før datoen for ikrafttrædelsen i Rusland.

AFDELING 4

KVOTETILLADELSER

Artikel 4

1.   Importørernes anvendelse af toldkontingenter er underlagt udstedelsen af kvotetilladelser fra de kompetente myndigheders side i EU-medlemsstaterne. Kvotetilladelserne udstedes i papirform. Indførelse af ændringer, herunder ændringer af tekniske årsager, i de udstedte kvotetilladelser er ikke tilladt. Hvis det er nødvendigt at indføre ændringer, trækkes kvotetilladelsen tilbage, og der udstedes en ny ændret kvotetilladelse.

2.   Importørernes ansøgning om kvotetilladelser for en given kontingentperiode foretages tidligst den 1. oktober i kalenderåret før kontingentperioden og senest den 1. december i det kalenderår, der svarer til kontingentperioden.

3.   Hver kvotetilladelse udstedes for den mængde varer, der er fastlagt i kontrakten eller i en foreløbig kontrakt for de pågældende varer mellem en importør og en eksportør (i det følgende benævnt henholdsvis »kontrakten« og »den foreløbige kontrakt«).

Artikel 5

1.   De kompetente myndigheder i EU-medlemsstaterne udsteder kvotetilladelser i forbindelse med alle ansøgninger om import fra Rusland af de omfattede varer og indtil de mængder, der er gældende for de relevante toldkontingenter, forudsat at importøren forelægger kontrakten eller den foreløbige kontrakt og i overensstemmelse med Kommissionens tildeling af toldkontingentet, jf. stk. 2 i denne artikel.

2.   Kommissionen tildeler kvotetilladelser i henhold til en af følgende metoder:

a)

i kronologisk rækkefølge efter tidspunktet for Kommissionens modtagelse af meddelelser fra de kompetente myndigheder i EU-medlemsstaterne om de enkelte importørers ansøgninger eller

b)

i henhold til »traditionelle« eller »nye« importørkategorier; i det tilfælde fastsætter Kommissionen for hver kontingentperiode den andel af den samlede mængde, der tildeles henholdsvis de traditionelle importører (inden for et interval på 70 procent til 85 procent) og de nye importører (inden for et interval på 15 procent til 30 procent).

3.   I stk. 2 i denne artikel forstås ved:

a)   »traditionelle importører«: importører, som kan godtgøre, at de på tidspunktet for deres ansøgning om en kvotetilladelse:

i)

var i besiddelse af og anvendte kvotetilladelser i henhold til denne afdeling vedrørende de omfattede varer i hver af de to foregående kontingentperioder og

ii)

importerede et gennemsnit på mindst 5 000 m3 af de omfattede varer fra Rusland til EU i hver af de to foregående kontingentperioder.

b)   »nye importører«: importører ud over de importører, der er omtalt under litra a) i dette stykke.

Hvis denne protokol træder i kraft efter den 31. januar i et kalenderår, beregnes den krævede importmængde fra Rusland i forbindelse med litra a) i dette stykke for den første kontingentperiode som pro rata, som følger:

M = (5 000/12) * t

hvor:

 

»M« repræsenterer den krævede importmængde fra Rusland for den første kontingentperiode

 

»t« repræsenterer antallet af hele kalendermåneder fra datoen for ikrafttrædelsen af denne protokol indtil den 31. december i samme år.

4.   Såfremt den metode, der er nævnt i stk. 2, litra b), i denne artikel, anvendes af Kommissionen i de første tre kontingentperioder efter ikrafttrædelsen af denne protokol, vil definitionen på »traditionel importør« i den forbindelse være de importører, som kan godtgøre, at de har importeret et gennemsnit på mindst 5 000 m3 af de omfattede varer fra Rusland til EU i en referenceperiode, der endnu ikke er fastlagt.

5.   Kvotetilladelserne udstedes i kvoteindehaverens navn. Sådanne tilladelser vil være gyldige for hele kontingentperioden og for importen til hele EU's toldområde.

Artikel 6

1.   En kvotetilladelse skal være i overensstemmelse med formularen i bilaget til denne protokol.

2.   Den enkelte kvotetilladelse bekræfter, at mængden af den pågældende vare er blevet modregnet i det relevante kvantitative loft, der er fastsat for den pågældende vare på Ruslands liste over tilsagn.

Artikel 7

1.   For hver enkelt kvotetilladelse, der er udstedt, underretter Kommissionen omgående den kompetente myndighed i Rusland om identiteten på indehaveren af kvotetilladelsen, eksportørens identitet og den pågældende kontingentmængde.

2.   Kommissionen underretter omgående den kompetente myndighed i Rusland om tilbagetrækningen af enhver allerede udstedt kvotetilladelse og om udstedte kopier og de kvotetilladelser, der ikke er anvendt, og som er sendt tilbage af importørerne. Saldoen på det kontingent, der eksisterer i henhold til det kvantitative loft på Ruslands liste over tilsagn vedrørende de berørte varer, ændres med det tilsvarende beløb.

3.   Den kompetente myndighed i Rusland fører fortegnelser over de oplysninger, den har fået tilsendt i henhold til stk. 1 og 2 i denne artikel. Disse fortegnelser skal navnlig indeholde oplysninger om identiteten på hver enkelt kvotetilladelses indehaver og mængden af de varer, der er omfattet af kvotetilladelsen.

AFDELING 5

EKSPORTLICENSER

Artikel 8

1.   Eksportørernes anvendelse af toldkontingenter er underlagt udstedelsen af eksportlicenser fra den kompetente myndigheds side i Rusland.

2.   For at ansøge om en eksportlicens indsender en eksportør de dokumenter, der kræves af den russiske lovgivning, til den kompetente myndighed i Rusland, jf. stk. 3 i denne artikel, originalen, en genpart eller en kopi af den kvotetilladelse, som er givet til importøren, jf. artikel 5 i denne protokol. Mængden af varer, der er fastsat i kontrakten, skal svare til mængden af varer i kvotetilladelsen, som er indsendt af eksportøren. Hvis en eksportør forelægger en kopi af kvotetilladelsen, kan licensen kun udstedes ved forelæggelse af originalen eller en genpart af denne kvotetilladelse.

3.   På datoen for ikrafttrædelsen af denne protokol er de dokumenter, der kræves i henhold til den russiske lovgivning i forbindelse med udstedelsen af en eksportlicens, som følger:

a)

en behørigt udfyldt ansøgning om eksportlicens både i skriftligt og elektronisk format

b)

en kopi af kontrakten

c)

en kopi af det dokument, hvoraf det fremgår, at eksportøren er registreret hos de russiske skattemyndigheder og

d)

en kopi af det dokument, hvoraf det fremgår, at gebyret for licensen er betalt.

Uden at tilsidesætte stk. 5 i artikel 1 i denne protokol kræves der ikke yderligere dokumenter fra eksportøren i forbindelse med udstedelsen af en eksportlicens.

4.   Den kompetente myndighed i Rusland godkender ansøgninger om eksportlicenser fra den 15. oktober i det kalenderår, som går forud for kontingentperioden, indtil den 15. december i det kalenderår, som svarer til kontingentperioden.

5.   Det gebyr for licensen, som er omtalt i stk. 3, litra d), i denne artikel, er det gebyr, der er fastsat i retsakterne i forbindelse med den generelle lovgivning om eksportlicens i Rusland.

Artikel 9

1.   Såfremt en eksportør opfylder alle de gældende krav i artikel 8 i denne protokol, udsteder den kompetente myndighed i Rusland en eksportlicens for forsendelserne af de omfattede varer til indehaveren af kvotetilladelsen.

2.   Eksportlicensen udstedes for den mængde varer, der er fastsat i kontrakten.

3.   Eksportlicensen er udstedt i eksportørens navn. Den skal også indeholde oplysninger om importørens identitet.

4.   Eksportlicensen har ingen juridisk værdi for eksport til toldområder ud over EU's toldområde, ej heller for eksport til en importør ud over indehaveren af kvotetilladelsen.

Artikel 10

Hvis afgørelsen truffet af den kompetente myndighed i Rusland vedrørende en ansøgning om en eksportlicens er positiv, udstedes denne eksportlicens inden for en tidsperiode, der ikke overstiger 10 arbejdsdage fra datoen for indsendelsen af ansøgningen.

Artikel 11

1.   Eksportlicensen udløber ved udgangen af det kalenderår, for hvilket toldkontingentet er blevet åbnet.

2.   Hvis Kommissionen har underrettet den kompetente myndighed i Rusland om, at en kvotetilladelse er blevet trukket tilbage, annullerer denne myndighed den tilsvarende eksportlicens, som allerede er udstedt, forudsat at oplysningerne blev modtaget af en sådan kompetent myndighed inden toldbehandlingen i forbindelse med eksporten af de varer, der er omfattet af en sådan eksportlicens. Hvis den kompetente myndighed i Rusland først underrettes om tilbagetrækningen af kvotetilladelsen efter toldbehandlingen i forbindelse med eksporten af de varer, der er omfattet af den tilsvarende eksportlicens, modregnes en sådan eksport i det kvantitative loft, der er fastsat for kontingentperioden, for hvilken eksportlicensen var blevet udstedt.

Artikel 12

1.   Eksportøren forelægger originalen eller genparten af eksportlicensen for den kompetente russiske toldmyndighed på det tidspunkt, hvor varerne forelægges til toldbehandling i forbindelse med eksport.

2.   Det er muligt med successive afsendelser under samme eksportlicens op til det kvantitative loft, der er fastsat for eksportlicensen.

3.   Det er ikke tilladt at foretage rettelser i eksportlicenserne, heller ikke af tekniske årsager. Hvis det er nødvendigt med ændringer, annulleres licensen, og der udstedes en ny og ændret eksportlicens. Såfremt den faktiske mængde, der skal eksporteres, er lavere end den mængde, der er fastsat i eksportlicensen, kan eksportlicensen anvendes, uden at det er nødvendigt at ændre den.

Artikel 13

1.   De varer, der er omfattet af en eksportlicens, toldbehandles af de russiske toldmyndigheder inden for licensens gyldighedsperiode. Ruslands toldmyndigheder toldbehandler straks sådanne varer til eksport i overensstemmelse med den russiske lovgivning.

2.   De varer, der toldbehandles af de russiske toldmyndigheder med henblik på eksport, jf. stk. 1 i denne artikel, kan afsendes fra Rusland, selv om gyldighedsperioden for disse varers eksportlicens er udløbet. En sådan eksport modregnes i det kvantitative loft, der er fastsat for kontingentperioden, for hvilken eksportlicensen var blevet udstedt, selv om afsendelsen af varerne har fundet sted efter denne periode.

3.   I forbindelse med stk. 2 i denne artikel anses afsendelsen af varerne for at have fundet sted på den dato, hvor de blev anbragt på transportmidlet, dokumenteret ved deres konnossement eller andet transportdokument.

AFDELING 6

OVERFØRSEL

Artikel 14

1.   Når et toldkontingent for en varegruppe ikke fuldt ud er anvendt, kan uudnyttede mængder af sådanne kontingenter, der ikke overstiger 7 procent af den samlede mængde af dette toldkontingent, overføres til det tilsvarende toldkontingent for det efterfølgende kalenderår. Kommissionen underretter den kompetente myndighed i Rusland, hvis den agter at gøre brug af bestemmelsen i dette stykke, tidligst den 15. januar og senest den 28. februar i det kalenderår, der følger det år, der svarer til kontingentperioden. Den kompetente myndighed i Rusland bekræfter senest 30 dage efter modtagelsen af meddelelsen de yderligere mængder i forbindelse med dette toldkontingent for den eller de pågældende varegruppe(r), der er et resultat af overførslen.

2.   Ud over den eller de andel(e) af toldkontingentet, som er overført, jf. stk. 1 i denne artikel, kan op til yderligere 3 procent af det relevante toldkontingent overføres, jf. stk. 1 i denne artikel, efter aftale imellem parterne. Kommissionen underretter den kompetente myndighed i Rusland, hvis den agter at gøre brug af bestemmelsen i dette stykke, tidligst den 15. januar og senest den 28. februar i det kalenderår, der følger det år, der svarer til kontingentperioden. Den kompetente myndighed i Rusland underretter Kommissionen om sin afgørelse senest 60 dage efter datoen for modtagelsen af meddelelsen fra Kommissionen.

3.   Overførsel i henhold til stk. 1 og 2 i denne artikel kan finde sted én gang i løbet af et kalenderår, når afgørelsen eller afgørelserne om overførsel er blevet truffet. Tilpasninger til de kvantitative lofter som følge af overførslen vil kun påvirke kalenderåret, når afgørelsen om overførsel er blevet truffet.

AFDELING 7

UDVEKSLING AF OPLYSNINGER

Artikel 15

1.   Med henblik på at gøre overvågningssystemet så effektivt som muligt og begrænse mulighederne for misbrug og omgåelse af toldkontingentordningen for de omfattede varer som aftalt mellem Rusland og EU:

a)

underretter Kommissionen den kompetente myndighed i Rusland senest den femte arbejdsdag i hver måned om de kvotetilladelser, der er udstedt i den foregående måned

b)

underretter den kompetente myndighed i Rusland Kommissionen senest den femte arbejdsdag i hver måned om de eksportlicenser, der er udstedt i den foregående måned

c)

underretter de russiske toldmyndigheder Kommissionen senest 39 dage efter udgangen af hver tredje måned om de mængder og værdier af de omfattede varer, der er eksporteret til EU i løbet af de foregående tre måneder

d)

underretter Kommissionen den kompetente myndighed i Rusland senest 39 dage efter udgangen af hver tredje måned om de mængder og værdier af de omfattede varer, der er importeret til EU i løbet af de foregående tre måneder.

2.   Uden at dette berører den periodiske udveksling af oplysninger om eksportlicenser og kvotetilladelser i henhold til stk. 1 i denne artikel, er parterne enige om med passende mellemrum at udveksle tilgængelige statistiske oplysninger om handelen med de omfattede varer, idet der tages hensyn til den korteste frist, inden for hvilken de pågældende oplysninger kan udarbejdes. Sådanne oplysninger omfatter udstedte kvotetilladelser og eksportlicenser og import- og eksportstatistikker for de pågældende varer.

3.   I tilfælde af betydelige afvigelser kan begge parter under hensyntagen til tidsfaktorerne i forbindelse med sådanne oplysninger, der er leveret i henhold til stk. 1 og 2 i denne artikel, anmode om konsultationer, der omgående afholdes.

AFDELING 8

FORMNING OG UDSTEDELSE AF KVOTETILLADELSER OG FÆLLES BESTEMMELSER OM EKSPORTEN TIL EU

Artikel 16

1.   Kvotetilladelsesformularen udfyldes på russisk eller på et hvilket som helst officielt EU-sprog. Hvis formularen udfyldes på et officielt EU-sprog, ledsages en sådan kvotetilladelse ved forelæggelse for den kompetente myndighed i Rusland af en oversættelse til russisk, bekræftet af en notar i Rusland i overensstemmelse med russisk lovgivning.

2.   Hvert dokument vil få et standardiseret serienummer, gennem hvilket det kan identificeres. Dette nummer består af følgende elementer:

a)

to bogstaver, som identificerer eksportlandet, nemlig: RU

b)

to bogstaver, der identificerer den EU-medlemsstat, der udsteder kvotetilladelsen, nemlig:

BE= Belgien

BG= Bulgarien

CZ= Tjekkiet

DK= Danmark

DE= Tyskland

EE= Estland

EL= Grækenland

ES= Spanien

FR= Frankrig

IE= Irland

IT= Italien

CY= Cypern

LV= Letland

LT= Litauen

LU= Luxembourg

HU= Ungarn

MT= Malta

NL= Nederlandene

AT= Østrig

PL= Polen

PT= Portugal

RO= Rumænien

SI= Slovenien

SK= Slovakiet

FI= Finland

SE= Sverige

GB= Det Forenede Kongerige

c)

et tocifret tal, der identificerer det pågældende år, og som svarer til de sidste to tal i et år, f.eks. »12« for 2012, og

d)

et femcifret fortløbende tal fra 00001 til 99999, som er tildelt til den pågældende EU-medlemsstat, som foretager toldbehandlingen.

Artikel 17

1.   I tilfælde af tyveri, bortkomst eller ødelæggelse af en kvotetilladelse kan importøren ansøge den kompetente myndighed i den pågældende EU-medlemsstat om en genpart. Genparten af en sådan kvotetilladelse skal påtegnes »duplicate«

2.   På genparten skal være påtegnet datoen for den oprindelige kvotetilladelse.

AFDELING 9

ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE

Artikel 18

EU og Rusland samarbejder tæt om gennemførelsen af bestemmelserne i denne protokol. I den forbindelse sørger parterne for at lette kontakter og udveksling af synspunkter, herunder også om tekniske anliggender.

Artikel 19

1.   Med henblik på at sikre, at denne protokol fungerer effektivt, er EU og Rusland enige i at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at forebygge, undersøge og tage ethvert nødvendigt retligt og/eller administrativt skridt for at forhindre omgåelse, herunder især omladning eller omdirigering af varer, forfalskning af dokumenter, urigtige angivelser af mængder, beskrivelse eller tarifering af varer.

2.   Inden for rammen af det samarbejde, der er omtalt i stk. 1 i denne artikel, udveksler Kommissionen og den kompetente myndighed i Rusland alle oplysninger, der anses af hver part for at kunne anvendes til at forhindre omgåelse eller overtrædelse af bestemmelserne i denne protokol. Disse oplysninger kan på anmodning af én af parterne omfatte kopier af al eventuel relevant dokumentation.

3.   I tilfælde, hvor oplysninger, som er tilgængelige for Kommissionen eller den kompetente myndighed i Rusland, synes at tyde på, at bestemmelserne i denne protokol omgås eller overtrædes, samarbejder parterne tæt og med den fornødne hurtighed og kan blive enige om at træffe foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at forhindre en sådan omgåelse eller overtrædelse.

Artikel 20

1.   Såfremt den ene af parterne ud fra de foreliggende oplysninger er af den opfattelse, at denne protokol omgås eller overtrædes, kan denne anmode om konsultationer, som skal afholdes omgående.

2.   Hver parts relevante myndigheder udfører på eget initiativ eller på den anden parts anmodning passende forespørgsler eller sørger for, at sådanne forespørgsler udføres med hensyn til de transaktioner, der er eller synes at være en omgåelse eller overtrædelse af denne protokol. Hver part meddeler resultaterne af disse forespørgsler til den anden part, herunder også enhver relevant oplysning, der gør det muligt at afgøre årsagen til omgåelsen eller overtrædelsen.

Artikel 21

For at sikre den korrekte anvendelse af denne protokol tilbyder EU og Rusland hinanden gensidig bistand med hensyn til at kontrollere ægtheden og nøjagtigheden af de udstedte kvotetilladelser.

Artikel 22

1.   Undtagelsesvist udføres der efterfølgende kontrol af kvotetilladelser, hvis den kompetente myndighed i Rusland nærer begrundet tvivl om tilladelsernes ægthed. I sådanne tilfælde returnerer den kompetente myndighed i Rusland kvotetilladelsen til Kommissionen med angivelse af de reelle eller formelle grunde, der gør en undersøgelse berettiget.

2.   Resultaterne af den efterfølgende kontrol, der blev udført i henhold til stk. 1 i denne artikel, vil blive meddelt den kompetente myndighed i Rusland inden for en frist på 10 arbejdsdage. De meddelte oplysninger vil vise, om de omdiskuterede/pågældende kvotetilladelser finder anvendelse på den påståede indehaver, og om varerne er eksportberettigede i henhold til betingelserne i denne protokol.

3.   Anvendelsen af kontrolproceduren, der er nævnt i denne artikel, må ikke udgøre en hindring for udstedelsen af eksportlicenser. I den forbindelse og uden at tilsidesætte artikel 10 i denne protokol udsteder den kompetente myndighed i Rusland den tilsvarende eksportlicens inden for en frist på 5 arbejdsdage efter modtagelsen af bekræftelsen af kvotetilladelsens ægthed, jf. stk. 2 i denne artikel.

AFDELING 10

OVERGANGSORDNINGER

Artikel 23

1.   Den kompetente myndighed i Rusland vil ikke anmode om originalen eller en genpart af kvotetilladelsen som en betingelse for at udstede en eksportlicens i henhold til artikel 8 i denne protokol, så længe man afventer EU's vedtagelse af de interne foranstaltninger, der er nødvendige for at forvalte toldkontingenterne.

2.   EU meddeler vedtagelsen af de interne foranstaltninger, der er omtalt i stk. 1 i denne artikel, skriftligt. Når den kompetente myndighed i Rusland har modtaget en sådan meddelelse, ophører de overgangsordninger, der er omtalt i stk. 1 i denne artikel.

3.   Hvis denne protokol træder i kraft efter den 31. januar i et kalenderår, vil toldkontingentet for dette år blive anvendt på pro rata basis. I den forbindelse åbner Rusland et toldkontingent, der er beregnet som følger (i det følgende omtalt som »overgangstoldkontingent«):

Qt = (Q:12) * Tt

hvor:

 

»Q« er toldkontingentet,

 

»Qt« er overgangstoldkontingentet,

 

»Tt« er antallet af hele kalendermåneder fra datoen for ikrafttrædelsen af denne protokol indtil den 31. december i samme år.

4.   Under anvendelsen af overgangsordningerne i denne artikel finder bestemmelserne i denne protokol tilsvarende anvendelse.

AFDELING 11

KONSULTATIONER

Artikel 24

1.   På anmodning af den enkelte part vil der finde konsultationer sted om uoverensstemmelser mellem parterne som følge af anvendelsen af denne protokol og aftalen. Under alle konsultationer udviser parterne samarbejdsvilje og bestræber sig på at bilægge de uoverensstemmelser, der er opstået.

2.   Når det i henhold til denne protokol anføres, at der omgående skal afholdes konsultationer, forpligter parterne sig til at anvende alle rimelige midler for at sikre, at dette sker.

3.   For konsultationer gælder følgende bestemmelser:

a)

en anmodning om konsultationer indgives skriftligt til den anden part

b)

i en sådan anmodning anføres årsagerne til konsultationerne

c)

konsultationerne begynder senest en måned efter datoen for modtagelsen af en sådan anmodning og

d)

gennem konsultationerne bestræber parterne sig på at nå frem til en gensidigt acceptabel løsning senest en måned efter indledningen heraf, medmindre perioden forlænges ved en aftale mellem parterne.

AFDELING 12

TVISTBILÆGGELSE

Artikel 25

1.   Hvis en part finder, at den anden part har misligholdt sine forpligtelser i henhold til denne protokol eller aftalen, og at konsultationer, jf. artikel 24 i protokollen, ikke har ført til en gensidigt acceptabel løsning inden for den tidsperiode, der er fastlagt i stk. 3, litra d), i nævnte artikel, kan en sådan part anmode om, at der nedsættes et voldgiftspanel, jf. artikel 3 i afgørelse truffet af Samarbejdsrådet, der er nedsat ved partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side, af 24. juni 1994, med henblik på at udarbejde procedureregler for tvistbilæggelse i henhold til den aftale, som blev vedtaget den 7. april 2004 (i det følgende benævnt »Samarbejdsrådets afgørelse om tvistbilæggelse«.

2.   Hvis der benyttes et voldgiftspanel i henhold til stk. 1 i denne artikel, finder bestemmelserne i Samarbejdsrådets afgørelse om tvistbilæggelse anvendelse, undtagen artikel 2 i afgørelsen vedrørende konsultationer. Der er enighed om, at henvisninger i den afgørelse til tvister vedrørende partnerskabs- og samarbejdsaftalen om oprettelse af et partnerskab mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side, af 24. juni 1994, (i det følgende benævnt »partnerskabs- og samarbejdsaftalen«), betragtes som henvisninger til tvister i forbindelse med denne protokol eller aftalen.

3.   Det voldgiftspanel, der er nedsat i henhold til stk. 1 i denne artikel, har ikke kompetence til at vurdere foreneligheden med bestemmelserne i partnerskabs- og samarbejdsaftalen eller WTO-overenskomsten af en foranstaltning, truffet af en part, som undersøges af dette voldgiftspanel.

4.   Hvis den vejledende liste over voldgiftsmænd, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Samarbejdsrådets afgørelse om tvistbilæggelse, ikke er blevet etableret på det tidspunkt, hvor en part anmoder om nedsættelse af et voldgiftspanel i henhold til artikel 3 i nævnte afgørelse, i forbindelse med en påstået krænkelse af denne protokol eller aftalen, og hvis en part ikke har udpeget en voldgiftsmand, eller parterne ikke når frem til enighed om formanden for voldgiftspanelet inden for de respektive tidsfrister, der er fastsat til dette formål i artikel 4 i nævnte afgørelse, kan enhver part anmode generaldirektøren for WTO om at udpege de voldgiftsmænd, der mangler at blive udpeget. Generaldirektøren for WTO orienterer efter samråd med parterne begge parter om den eller de udpegede voldgiftsmand/-mænd senest 20 dage efter modtagelsen af en sådan anmodning.

5.   De relevante tvistbilæggelsesbestemmelser i enhver aftale mellem EU og Rusland efter partnerskabs- og samarbejdsaftalen (i det følgende benævnt »den nye aftale«), gælder for tvister om påstået krænkelse af forpligtelser i henhold til denne protokol eller aftalen. Der er enighed om, at når der i den nye aftale henvises til tvister vedrørende den nye aftale, betragtes de som henvisninger til tvister vedrørende denne protokol eller aftalen.

AFDELING 13

IKRAFTTRÆDELSE

Artikel 26

1.   Denne protokol godkendes af parterne i overensstemmelse med deres respektive interne procedurer.

2.   Denne protokol træder i kraft 30 dage efter den dato, hvor parterne udveksler skriftlige meddelelser om, at deres respektive interne procedurer er afsluttet, eller på en hvilken som helst anden dato, som parterne måtte blive enige om, men tidligst på datoen for Ruslands tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen.

3.   Denne protokol anvendes midlertidigt fra datoen for Ruslands tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen, indtil denne træder i kraft

Udfærdiget i Genève den 16. december 2011, i to eksemplarer, hver på engelsk og russisk, idet begge tekster har samme gyldighed.

 


BILAG

Image 1

Tekst af billedet