<TI><NP><NO.P>B —</NO.P><TXT>Besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål. Spørgsmålet, om protokollen ad EF-traktatens artikel 119 finder anvendelse på den omtvistede supplerende godtgørelse</TXT></NP></TI>29.Cour du travail de Bruxelles ønsker med det første præjudicielle spørgsmål oplyst, om en godtgørelse, der skal supplere arbejdsløshedsunderstøttelsen, og som i henhold til en kollektiv overenskomst udbetales af arbejdsgiveren til arbejdstagere over en vis alder, som er omfattet af personaleindskrænkningsprogrammer, skal anses for en ydelse i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning, som er omfattet af protokollen ad traktatens artikel 119.30.Direktiv 79/7 regulerer de lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici: sygdom, invaliditet, alderdom, arbejdsulykker og erhvervssygdomme og arbejdsløshed. Den finder ligeledes anvendelse på bestemmelserne om social bistand, i det omfang disse er bestemt til at supplere eller træde i stedet for de nævnte ordninger.31.Allerede i Defrenne-dommen fra 1971 sondrede Domstolen mellem lovmæssige socialsikringsordninger og ordninger, som var omfattet af traktatens artikel 119Generaladvokat Dutheillet de Lamothe beskriver i afsnit III i sit forslag til afgørelse i denne sag, hvor forskellige og indviklede medlemsstaternes pensionsordninger er. Han sondrer mellem almindelige og særlige lovbestemte socialsikringsordninger, som han ikke mener er omfattet af traktatens artikel 119, på den ene side, og på den anden side ordninger, som han mener er omfattet af denne bestemmelse, nemlig dels pensionsordninger, hvor ydelserne betales direkte af arbejdsgiveren, dels overenskomstmæssige pensionsordninger, de såkaldte tillægs-ordninger, nvor ydelserne, der supplerer ydelserne fra den almindelige ordning, betales af branche- eller fællesbranchekasser.
. Førstnævnte ordninger finder obligatorisk anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere. Alderspensioner i henhold til sådanne ordninger er direkte reguleret ved lov, således at der ikke foreligger nogen overenskomst inden for den pågældende virksomhed eller erhvervsgren. Disse ordninger sikrer arbejdstageren ydelser fra et lovmæssigt system, der finansieres af arbejdstagere, arbejdsgivere og eventuelt det offentlige i et omfang, som i mindre grad følger af ansættelsesforholdet end af socialpolitiske overvejelser. I henhold til disse ordninger modtager arbejdstageren de ved lov fastsatte ydelser, ikke som følge af arbejdsgiverbidraget, men alene fordi han opfylder lovens betingelser for tildeling af ydelsenDom af 25.5.1971, sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org. réf.: Rec. s. 445, præmis 8 og 10.
.32.De ordninger, som er omfattet af traktatens artikel 119, er derimod kendetegnet ved, at de finansieres af arbejdsgiveren alene eller af denne sammen med arbejdstagerne, men uden deltagelse af det offentlige, og ved, at de kun omfatter arbejdstagere, som er beskæftigede i bestemte virksomheder eller brancher. Disse ordninger hører til de erhvervstilknyttede sikringsordninger som omhandlet i direktiv 86/378, der i artikel 2 opstiller følgende definition: Ved erhvervstilknyttede ordninger forstås ordninger, der ikke er omfattet af direktiv 79/7/EØF, og som har til formål at sikre lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende samlet inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tværfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk eller ej.Direktiv 86/378 finder i henhold til artikel 4 anvendelse på både erhvervstilknyttede ordninger, der sikrer beskyttelse mod risikoen for sygdom, invaliditet, alderdom, også i tilfælde af fortidspensionering, arbejdsulykker og erhvervssygdomme og arbejdsløshed, og på erhvervstilknyttede ordninger, som vedrører andre sociale natural- eller kontantydelser, herunder ydelser til efterladte og familieydelser, såfremt disse ydelser udbetales til lønmodtagere og derfor er ydelser, som disse modtager fra arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet.
33.Den omtvistede godtgørelse udbetales ikke i henhold til en social sikringsordning, der er direkte reguleret ved lov, og den finder ikke obligatorisk anvendelse på almindelige grupper af arbejdstagere. Som allerede nævnt afviste Domstolen i dommen af 17. februar 1993Jf. ovenfor i fodnote 5.
den belgiske regerings argument, hvorefter godtgørelsen måtte betragtes som en socialsikringsydelse, fordi den sammen med arbejdsløshedsunderstøttelsen udgjorde en uadskillelig helhed, nemlig en såkaldt overenskomstmæssig førtidspension .34.Der er derimod tale om en godtgørelse i henhold til en kollektiv overenskomst, som udbetales til arbejdstagerne i en virksomhed, og som skal supplere ydelserne i henhold til den lovbestemte ordning, der sikrer arbejdstagerne beskyttelse mod arbejdsloshed i tilfælde af afskedigelse ved en bestemt alder, og som udbetales af den sidste arbejdsgiver som følge af arbejdsforholdet, idet beløbet fastsættes på grundlag af antallet af tjenesteår.35.Den omhandlede supplerende godtgørelse falder derfor inden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 119, og den sociale sikringsordning, i henhold til hvilken den udbetales, er en erhvervstilknyttet ordning.36.Herefter skal det undersøges, om godtgørelsen er omfattet af protokollen, idet det herved skal erindres, at Domstolen i dommen fra 1993 ikke kommenterede den belgiske regerings argument om, at såfremt den ved kollektiv overenskomst nr. 17 indførte supplerende godtgørelse skulle være omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119, måtte det være berettiget at anvende protokollen, der indfører en tidsmæssig begrænsning af rækkevidden af artikel 119 for så vidt angår ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning.37.Cour du travail de Bruxelles redegør i forelæggelseskendelsen for sine tvivlsspørgsmål vedrørende anvendelsen af protokollen på nærværende sag. Jeg vil forsøge at fjerne denne tvivl, efterhånden som jeg undersøger disse spørgsmål.38.Retten mener for det første ikke, at det er klart, om den tidsmæssige begrænsning af virkningerne af artikel 119, således som den er fastsat i protokollen, kun gælder for pensionsordninger, der svarer til de kriterier, Domstolen har opstillet i Barber-dommen og i de efterfølgende domme, eller om denne begrænsning i overensstemmelse med formuleringen i protokollen omfatter alle ydelser, som udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet social sikringsordning.39.På dette stadium mener jeg ikke, at der længere kan være tvivl om, hvorvidt protokollen udelukkende finder anvendelse på pensionsordninger eller på alle ydelser, som udbetales i henhold til en erhvervstilknyttet social sikringsordning. Selv om Domstolen ganske vist i Barber-dommen fastslog, at traktatens artikel 119 ikke kunne påberåbes til støtte for krav om tilkendelse af pensionsret fra et tidspunkt, der lå forud for afsigelsen af denne dom, må det erindres, at sagsøgeren i hovedsagen netop gjorde krav på tilkendelse af ret til alderspension, og der var ikke tale om andre ydelser. I Ten Oever-dommenDom af 6.10.1993, sag C-109/91, Sml. I, s. 4879.
, som var den næste dom i rækken af sager, hvor sagsøgeren gjorde krav på tilkendelse af ret til efterladtepension, præciserede Domstolen imidlertid — med henvisning til begrundelsen for begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen — at ligebehandlingen med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner kun kunne påberåbes, for så vidt angik ydelser, der vedrørte beskæftigelsesperioder efter den 17. maj 1990Præmis 19.
.Netop dette aspekt præciserede Domstolen i præmis 49 i Fisscher-dommenDom af 28.9.1994, sag C-128/93, Sral. I, s. 4583.
, hvori den fastslog, at [p]rotokollen er... klart knyttet til Barber-dommen, idet den dato, der henvises til, nemlig den 17. maj 1990, er den samme. I Barber-dommen blev det fastslået, at det udgør en forskelsbehandling af mænd og kvinder, at der gælder forskellige aldersbetingelser for de to køn for retten til at opnå en arbejdsophørspension efter en afskedigelse af driftsmæssige grunde. Der er blevet anlagt forskellige fortolkninger af Barber-dommen, hvori Domstolen har begrænset virkningerne af den fortolkning af traktatens artikel 119, der anlægges i dommen, fra domsafsigelsen den 17. maj 1990. Med afsigelsen af dommen i Ten Oever-sagen, som lå forud for ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union, blev disse fortolkningsforskelle fjernet. I protokol nr. 2 er der i det væsentlige fastlagt samme fortolkning af Barber-dommen som den, der er anlagt i Ten Oever-dommen — idet den anlagte fortolkning dog udvides til at omfatte alle ydelser fra en erhvervstilknyttet social sikringsordning....
40.Den nationale ret mener for det andet, at de fleste af de kriterier, som Domstolen har anvendt i sine domme vedrørende fortolkningen af protokollen, som har været udtryk for et ønske om at sikre den finansielle ligevægt i pensionsordningerne, ikke kan anvendes på den ordning, som er indført ved kollektiv overenskomst indgået i det paritetiske underudvalg Sabena, vedrørende udbetaling af den omtvistede supplerende godtgørelse. Disse kriterier, som Domstolen har opstillet i præmis 17 og 18 i Ten Oever-dommenJr. ovenfor i fodnote 29.
, er dels de særlige forhold, der gør sig gældende med hensyn til løn, der udbetales i form af pension, idet der er en tidsmæssig forskydning mellem erhvervelsen af retten til pension, som sker gradvis i løbet af hele arbejdstagerens beskæftigelsesforlob, og den faktiske udbetaling af ydelsen, som opsættes indtil opnåelsen af en bestemt alder, dels de særlige mekanismer i forbindelse med finansieringen af erhvervstilknyttede pensioner, idet der består en forbindelse mellem de periodiske bidrag og de beløb, der skal udbetales engang i fremtiden.Den nationale mener derimod, i) at der ikke er nogen årsagsforbindelse mellem den omtvistede supplerende godtgørelse og beskæftigelsesperioderne forud for den 17. maj 1990, ii) at størrelsen af denne eluden forbindelse med de indbetalte bidrag, iii) at der ikke er nogen tidsmæssig forskydning mellem erhvervelsen af retten til pension og den faktiske udbetaling af ydelsen, og iv) at den supplerende godtgørelse ikke er underlagt de samme finansieringsvilkår som de erhvervstilknyttede pensioner.
41.Jeg er ikke enig i, at der i nærværende sag ikke består en årsagsforbindelse mellem godtgørelsen og beskæftigelsesperioderne forud for domsafsigelsen i Barbersagen [i)]. Sabena udbetalte nemlig den omtvistede supplerende godtgørelse i sin egenskab af tidligere arbejdsgiver for Marthe Defreyn, der havde arbejdet for denne virksomhed fra juni 1960 til december 1986. Godtgørelsen blev altså udbetalt som følge af det arbejdsforhold, som var indgået mellem de to parter, og som blev afsluttet inden den 17. maj 1990.Selv hvis vi går ud fra, at den nationale ret har ret, og der ikke består en årsagsforbindelse mellem den omtvistede supplerende godtgørelse og beskæftigelsesperioderne forud for den 17. maj 1990, har Domstolen under alle omstændigheder i præmis 60 i Coloroll-dommenDom af 28.9.1994, sag C-200/91, Sml. I, s. 4389.
fastslået, at begrænsningen af de tidsmæssige virkninger af Barber-dommen kun gælder for ydelser, som ikke afhænger af, hvor længe den pågældende faktisk har været beskæftiget, såfremt den udløsende begivenhed indtraf før den 17. maj 1990Det skal dog præciseres, at Domstolen i denne sag helt konkret henviste til ydelser som f.eks. betaling af et engangsbeløb i tilfælde, hvor en arbejdstager afgår ved doden, mens arbejdsforholdet består.
. I nærværende sag indtraf den udløsende begivenhed, nemlig afskedigelsen, før denne dato.
42.Jeg er heller ikke enig i den påstand, at størrelsen af godtgørelsen ikke afhænger af de indbetalte bidrag [ii)], eftersom denne fastsættes på grundlag af antallet af tjenesteår som 1% af den sidste bruttomånedsløn pr. år, og eftersom personer med mere end 25 års anciennitet garanteres 82% af dette beløb. Den største del af bidragene til de sociale sikringsordninger, både de lovbestemte og de erhvervstilknyttede, betales netop i de år, hvor arbejdstageren er erhvervsaktiv.43.For så vidt angår den tidsmæssige forskydning mellem erhvervelsen af retten til godtgørelsen og den faktiske udbetaling af denne [iii)], som er et særligt, om end ikke unikt, kendetegn for pensionsordninger, mener jeg ikke som den nationale ret, at det kan konstateres, at en sådan ikke findes i forbindelse med den omtvistede supplerende godtgørelse.Det er rigtigt, at denne godtgørelse, som blev indført for at tilskynde arbejdstagere over en vis alder til at forlade arbejdspladsen, således at yngre arbejdstagere kunne opretholde deres arbejdsplads, ikke opnås på samme måde som alderspensionen, som arbejdstageren optjener ret til gradvis i løbet af hele sit beskæftigelsesforløb, og som alle arbejdstagere med alderen får ret tilMed hensyn til den supplerende godtgørelse vil det nok forholde sig således, at ikke alle arbejdstagere, som har opnået den krævede alder, vil anmode om at få den tilkendt, og af dem som gor det, vil ikke alle få den udbetalt, idet virksomheden kan nægte at tilkende den. På den anden side kan nogle arbejdstagere, som ikke har anmodet om godtgørelsen, blive nødt til at acceptere den, hvis de afskediges og er omfattet af den kollektive overenskomst.
.
For mig at se er det alligevel åbenbart, at der er en tidsmæssig forskydning, idet der er tale om en godtgørelse, der ligesom ydelser ved alderdom og arbejdsløshedsunderstøttelse kun udbetales, hvis arbejdsforholdet er ophørt. En sådan forskydning findes derimod ikke i forbindelse med ydelser ved f.eks. uarbejdsdygtighed på grund af sygdom eller arbejdsulykker, der kun udbetales, så længe arbejdstageren er aktiv på arbejdsmarkedet, og hvor der ikke er nogen afbrydelse mellem erhvervelsen af retten og udbetalingen af ydelsen.
44.Det er rigtigt, at den supplerende godtgørelse ikke er underlagt de samme finansieringsvilkår som de erhvervstilknyttede pensioner [iv)], hvor der er en sammenhæng mellem de periodiske bidrag og de beløb, der skal udbetales engang i fremtiden. Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at konkludere, at protokollen ikke finder anvendelse på godtgørelsen. Der er nemlig tale om en ydelse, der — henset til den alder, de ydelsesberettigede personer skal have — kunne betegnes som en fortidspensionsydelse, som skal supplere arbejdsløshedsunderstøttelsen ved afskedigelse, og hvor den periode, hvori ydelsen oppebæres, afhænger af pensionsalderen, som i Belgien ikke var den samme for mænd som for kvinder. En sådan kønsbestemt forskel i pensionsalderen fik medlemsstaterne lov til at opretholde ved artikel 9 i direktiv 86/378. Den sagsøgte virksomhed må derfor have hort til kredsen af berørte parter, som med rimelighed kunne gå ud fra, at artikel 119 ikke fandt anvendelse på godtgørelsen, og som kalkulerede hermed i forbindelse med personaleindskrænkninger. Jeg mener derfor, at hvis en sådan virksomhed nu blev tvunget til at anvende ligelønsprincippet på denne godtgørelse i retsforhold, hvis virkninger allerede er udtømt, kunne det bevirke, at ligevægten i den ved den kollektive overenskomst indførte ordning blev alvorligt forstyrret.45.Jeg er heller ikke enig med Kommissionen i, at protokollen ikke finder anvendelse på Marthe Defreyn's krav om betaling af den supplerende godtgørelse for tiden fra december 1991 til november 1996— en periode, som ligger efter den 17. maj 1990. Det fremgår af en simpel læsning af protokollen, at det er beskæftigelsesperioderne, og ikke det tidsrum, inden for hvilket arbejdstageren har ret til at modtage godtgørelsen, som skal ligge efter denne dato.46.Endelig skal det bemærkes, at Marthe Defreyn ophørte med at arbejde for Sabena i december 1986, og at virksomheden udbetalte hende den supplerende godtgørelse, indtil hun fyldte 60 år i november 1991. Da bidragene til den erhvervstilknyttede pensionsordning ifølge artikel 9 i den kollektive overenskomst fortsat indbetales, som om arbejdstageren var erhvervsaktiv, har jeg spurgt mig selv, om perioden fra den 17. maj 1990 til den 30. november 1991 burde betragtes som en beskæftigelsesperiode eller en dermed ligestillet periode, i hvilken Marthe Defreyn ville have optjent ret til godtgørelsen, i forbindelse med hvilken hun ville kunne påberåbe sig den direkte virkning af artikel 119 til støtte folet krav om ligebehandling.Jeg mener, at svaret må være benægtende. I henhold til artikel 4 i overenskomsten skal virksomheden nemlig vedblive med at udbetale den supplerende godtgørelse til den tidligere arbejdstager, indtil denne når pensionsalderen, også selv om retten til arbejdsløshedsunderstøttelse ophører, fordi arbejdstageren begynder at arbejde igen i en anden virksomhed. Hvis den ydelsesberettigede person kan arbejde for en anden virksomhed og samtidig modtage denne godtgørelse, kan den periode, hvori den modtages, således ikke anses for en beskæftigelsesperiode i Sabena.
47.Jeg må derfor konkludere, at den omtvistede supplerende godtgørelse er en ydelse i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning, som protokollen ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab finder anvendelse på.