Ved skrivelse af 21. november 1979 meddelte Kommissionen den belgiske regering, at de ovennævnte belgiske bestemmelser efter Kommissionens opfattelse er uforenelige med sjette direktiv, navnlig artikel 11 vedrørende beskatningsgrundlaget for momsen, og at den ikke kunne godkende de belgiske bestemmelser, der fraviger bestemmelserne i direktivets artikel 27, stk. 5, og som har form af foranstaltninger til bekæmpelse af svig i forbindelse med nye eller indførte biler samt forenklede foranstaltninger for demonstrationsvogne.

Denne skrivelse blev besvaret af den belgiske regering ved skrivelse af 10. juni 1980 fra Belgiens faste repræsentation ved De europæiske Fællesskaber, som vedlagde et notat fra finansministeriet. Det fremgår heraf, at den belgiske regering ikke bestrider, at den belgiske lovgivning fraviger sjette direktivs artikel 11, men den mener, at den i det foreliggende tilfælde er omfattet af undtagelsesbestemmelserne efter direktivets artikel 27, stk. 5.

Kommissionen følte sig ikke overbevist af de af den belgiske regering i notatet fremførte argumenter, og den indledte derfor ved skrivelse af 20. marts 1981 en traktatbrudssag mod Belgien, jfr. EØF-traktatens artikel 169, idet den anmodede den belgiske regering om at fremsende sine eventuelle bemærkninger inden for en frist af to måneder efter modtagelsen af skrivelsen.

Ifølge skrivelse af 10. juni 1981 fra Belgiens faste repræsentation fastholdt den belgiske regering sit synspunkt, idet den især fremhævede, at den belgiske lovgivning er forenelig med sjette direktivs artikel 27, stk. 5.

Efter en fornyet gennemgang af disse argumenter opretholdt Kommissionen det standpunkt, at det omhandlede belgiske momssystem var i strid med sjette direktiv, og fremsendte derfor den 15. april 1982 en begrundet udtalelse til Belgien, hvori den opfordrede regeringen til inden for en frist af to måneder efter modtagelsen at træffe de nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med udtalelsen. Da Kommissionen ikke modtog svar på den begrundede udtalelse, har den ved stævning, registreret på Domstolens justitskontor den 20. december 1982, anlagt nærværende sag.

For så vidt angår nye og importerede biler, har Kommissionen gjort gældende, at det belgiske merværdiafgiftssystem er uforeneligt med sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), og stk. 3, litra b), samt puntk B, stk. 1 og 2. Ordningen indebærer, at næsten alle artikel 11's bestemmelser bliver genstandsløse i en for erhvervslivet så væsentlig sektor, hvorved der indføres et afgiftssystem, som afviger væsentligt fra det i direktivet fastlagte. Foranstaltninger af dette omfang er ikke rimelige i forhold til det bestående problem, nemlig risikoen for fiktive fakturaer samt for ibyttetagning af en brugt bil til forhøjet pris ved salg af en ny bil. Begge disse risici kan kontrolleres ved en sammenligning af lagerbeholdningen dels af nye biler, dels af brugte biler, som forhandleren har taget i bytte, med det af denne foretagne salg. Det er altså fuldt ud muligt, inden for rammerne af artikel 27, at opretholde et generelt og systematisk minimalbeskatningsgrundlag ved import.

Kommissionen har yderligere anført, at en brugt bil normalt tages i bytte på grundlag af et katalog, og at en forhøjet pris for en ibyttetaget bil ikke i sig selv giver mulighed for svig eller skatteunddragelse. Ifølge sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), skal der svares moms af den samlede pris, som aftalt mellem parterne. Værdien af det gode,

der tages i bytte, er denne pris uvedkommende. De belgiske foranstaltninger har udelukkende til følge, at elementer som rabat og bonus i strid med direktivets artikel 11, punkt A, stk. 3, litra b), medregnes i beskatningsgrundlaget.

Ifølge Kommissionen er det gældende eller anfægtede belgiske system i strid med sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra b) og c). Der er hverken tale om forenklede foranstaltninger eller foranstaltninger vedrørende opkrævning af moms som sådan. Kommissionen har navnlig gjort gældende, at det er uforeneligt med direktivet ikke at opkræve moms på det tidspunkt, da bilen tages i brug som demonstrationsvogn. Ifølge de belgiske system kan den afgiftspligtige omgående fradrage det fulde beløb af den moms, som han har erlagt for en demonstrationsvogn, som han har anvendt til sit personlige brug, som om bilen skulle sælges på normal vis og ikke delvis anvendes til privat brug. Kommissionen har yderligere anført, at den del af det belgiske system, hvorefter momsen ved salg af demonstrationsvogne opkræves på grundlag af eller under henvisning til den katalogpris, som gælder på det tidspunkt, hvor afgiften forfalder, ligeledes er i strid med direktivet.

Endvidere indebærer de belgiske foranstaltninger ingen forenkling af afgiftsopkrævningen, da de snarere vedrører afgiftens beregningsgrundlag.

Den belgiske regering har heroverfor til støtte for sin afvisningspåstand fremført to anbringender vedrørende sagen i sin helhed og yderligere et anbringende vedrørende beskatningsgrundlaget for nye biler.

Den belgiske regering har i sit første anbringende gjort gældende, at Kommissionen reagerede urimelig sent på Belgiens meddelelse i henhold til sjette direktivs artikel 27, stk. 5, hvorved der skete en tilsidesættelse af retssikkerheden til skade for landets lovlige interesser. Det belgiske system eksisterede allerede inden udstedelsen af det andet momsdirektiv. Sjette direktivs artikel 27, stk. 5, er blot en videreførelse af punkt 12 i bilag A til det andet direktiv. Kommissionen, som var fuldt vidende om det belgiske system, har aldrig hævdet, at det var i strid med fællesskabsretten.

Den belgiske regering har yderligere påberåbt sig referatet.fra Rådets møde af 25. marts 1977, hvorunder forslaget til sjette direktiv blev drøftet (Rådets dokument R/716/77 af 25. 3. 1977, s. 11), hvoraf det i forbindelse med behandlingen af artikel 27 klart fremgår, at der et tale om bestemmelser, der skal forhindre en sådan nedsættelse af beskatningsgrundlaget, som af medlemsstaten anses for uberettiget.

Den belgiske regering har ikke bestridt Kommissionens kompetence til at undersøge de særlige foranstaltninger, som gjaldt, da sjette direktiv trådte i kraft, og som blev meddelt Kommissionen ifølge artikel 27, stk. 5, men den har anført, at da der ikke i denne bestemmelse udtrykkelig er fastsat en frist for en eventuel indsigelse fra Kommissionen, bør en sådan indsigelse tilstilles medlemsstaten inden for en rimelig frist, da den pågældende medlemsstats administrative og budgetmæssige problemer, såfremt Kommissionen måtte få medhold ved Domstolen, vil blive desto større, jo senere Kommissionen og Domstolen træffer deres afgørelse. Den belgiske regering har herved henvist til reglerne for vurdering af nye foranstaltninger, der fraviger direktivets bestemmelser, jfr. artikel 27, stk. 5, hvorefter Kommissionen har en frist på højst tre måneder til at forelægge Rådet spørgsmålet, og regeringen har gjort gældende, at det ville være klart urimeligt, hvis Kommissionen i tilfælde af allerede eksisterende foranstaltninger kunne vente flere år med at reagere.

I det andet anbringende til støtte for afvisningspåsta'nden har den belgiske regering anført, at Kommissionen med urette i stævningen har påberåbt sig sjette direktivs artikel 11, så meget mere som regeringen aldrig har bestridt, at den gældende ordning fraviger artiklens bestemmelser. I virkeligheden vedrører sagen spørgsmålet, om de belgiske bestemmelser er forenelige med direktivets artikel 27, stk. 5, hvorfor Kommissionen i stævningen burde have anført denne artikel som genstand for sagen.

For det tredje har den belgiske regering påstået sagen afvist, da de argumenter, som Kommissionen under den administrative procedure har fremført mod den belgiske ordning for nye biler, ikke er identiske med de under sagens behandling for Domstolen fremførte anbringender. Kommissionens argumenter støttes i det væsentlige på proportionalitetsprincippet, som den imidlertid først har gjort gældende i stævningen.

For så vidt angår realiteten, har den belgiske regering bestridt de af Kommissionen fremsatte anbringender vedrørende afgiftssystemet for såvel nye biler som demonstrationsvogne.

Den belgiske regering har anerkendt, at afgiftsopkrævningen ved salg af nye biler fraviger sjette direktivs artikel 11, idet den dog samtidig har gjort gældende, at ordningen har hjemmel i direktivets artikel 27, stk. 5, og derfor er lovlig. Artiklens opbygning hviler på en sondring mellem nye særlige foranstaltninger, som fraviger direktivets bestemmelser, og de foranstaltninger, som allerede gjaldt ved direktivets udstedelse. Den anden sondring vedrører arten af de særlige foranstaltninger, som enten har til formål at bekæmpe afgiftskriminalitet eller forenkle afgiftsopkrævningen. Hvad enten der er tale om allerede gældende eller nye foranstaltninger, må de kun i ubetydelig grad påvirke størrelsen af den skyldige afgift ved det endelige forbrug. Derimod indeholder direktivet ikke noget kriterium vedrørende en begrænsning af nationale bestemmelser til bekæmpelse af afgiftskriminalitet. Kommissionen har således kun kompetence til at kontrollere, om den nationale bestemmelse reelt er en foranstaltning, som udelukkende har til formål at bekæmpe afgiftskriminalitet. Følgelig falder de af Kommissionen i stævningen anførte betragtninger uden for de i artikel 27, stk. 5, fastsatte rammer. Ved at påberåbe sig proportionalitetsprincippet har Kommissionen yderligere udvidet artiklen med et kriterium, som ikke var tilsigtet. Ved at fastslå, at undtagelsesbestemmelserne ikke omfatter visse foranstaltninger, som den finder væsentlige i henhold til direktivet, har Kommissionen endelig tilsidesat den af medlemsstaterne udtrykte vilje og i deres sted anlagt en fortolkning af en række bestemmelser, som går ud over disse ordlyd og ånd.

For så vidt angår omfanget af undtagelsesbestemmelsen efter artikel 27, stk. 5, har den belgiske regering anført, at det ikke ifølge artiklens ordlyd er muligt at begrænse bestemmelsens rækkevidde til bestemte artikler i direktivet. I så fald måtte bestemmelserne i deres helhed snarere anses for ugyldige. En medlemsstat kan derfor, for at bekæmpe afgiftskriminalitet, endog fravige artikel 11's bestemmelser om beskatningsgrundlaget. Det belgiske system, som har til formål at sikre et minimalbeskatningsgrundlag med den mindre væsentlige risiko, at den opkrævede afgift bliver lidt for høj, kan kun betragtes som en ubetydelig omgåelse af artikel 11 ; derimod opretholdes det underliggende formål, nemlig en retfærdig afgiftsopkrævning trods risikoen for afgiftskriminalitet.

Den belgiske regering har navnlig anfægtet Kommissionens henvisning til proportionalitetsprincippet. Skønt princippet udtrykkelig fastslås i artikel 27, stk. 1, finder det ikke anvendelse på stk. 5. I forbindelse med vedtagelsen af denne bestemmelse, anerkendte Rådet nemlig, at bekæmpelsen af svig gik forud for hensynet til proportionalitetsprincippet, hvilket fremgår klart af kommentaren til artikel 27 i referatet af det rådsmøde, hvorunder sjette direktiv blev vedtaget (dok. R/716/77 (FIN 151 af 25. 3. 1977)). Det blev her præciseret, at Rådet og Kommissionen er enige om, at foranstaltninger til forebyggelse af den i artikel 27 omhandlede svig og unddragelse eller til forenkling, kan antage forskellige former. De kan for eksempel bestå i en suspension af afgiften i et eller flere omsætningsled, hvor afgiften, hvis den var blevet opkrævet, i alle tilfælde havde været genstand for fuldt fradrag for køber eller aftager, eller i bestemmelser, der skal forhindre en sådan nedsættelse af beskatningsgrundlaget, som af medlemsstaten anses for uberettiget.

Den belgiske regering har yderligere anført, at de bestemmelser, som ifølge artikel 27, stk. 1, kan indføres efter sjette direktivs ikrafttræden, i det væsentlige svarer til de foranstaltninger, som kan opretholdes i henhold til artiklens stk. 5. På trods af denne identitet har Kommissionen overraskende skiftet standpunkt, for så vidt angår minimalbeskatningsgrundlaget, idet den ikke over for Rådet har henvist til de særlige foranstaltninger af samme art, som inden for rammerne af artikel 27, stk. 1 og 2, er indført af Belgien, Nederlandene og Tyskland.

Princippet om minimumsgrundlag blev yderligere udtrykkelig anerkendt i andet direktiv (bilag A, punkt 12, artikel 8) og blev anvendt i Belgien i et tidsrum af syv år fra indførelsen af moms i Belgien til sjette direktivs ikrafttræden, uden at Kommissionen anfægtede denne ordning.

Selv om proportionalitetsprincippet kunne anvendes på den foreliggende sag, er der ifølge den belgiske regering tale om et forhold, som ikke er omfattet af traktatens artikel 36, da sagen ikke vedrører en undtagelse fra et af traktatens grundlæggende principper, men udelukkende en særforanstaltning, der er båret af ubestridte offentlige hensyn, nemlig bekæmpelse af afgiftskriminalitet. Under alle omstændigheder er den omtvistede belgiske bestemmelse i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, idet den tager hensyn til omfanget af afgiftskriminaliteten og bekæmpelsen heraf. Det tilkommer udelukkende den enkelte medlemsstat på eget ansvar at træffe de foranstaltninger til bekæmpelse af denne kriminalitet, som den finder bedst egnede og mest effektive.

Den belgiske regering har indgående gjort rede for afgiftskriminalitetens betydelige omfang inden for bilsektoren og især for de forskellige former for svig, som de belgiske myndigheder har konstateret lige siden 2. verdenskrig, såvel på hjemmemarkedet som ved import.

Yderligere har den belgiske regering anført, at merværdiafgiftssystemet, hvorefter momsen opkræves på grundlag af katalogprisen, kun kan fungere effektivt, når der er tale om goder, hvis salg let kan identificeres bogføringsmæssigt, hvilket er forklaringen på, at systemet i Belgien kun anvendes ved salg af biler og ikke ved salg af andre goder såsom elektriske husholdningsredskaber.

Endelig har den belgiske regering fastholdt, at den har bestræbt sig på at forene bekæmpelsen af afgiftskriminalitet med respekten for transaktionens reelle pris, og at katalogprisen i det belgiske system så vidt som overhovedet muligt svarer til den reelle pris, idet denne i virkeligheden er identisk med den normale handelspris. Derfor kan systemet absolut ikke anses for stift, og det tager endog hensyn til salgskampagner. Sammenfattende har regeringen gjort gældende, at det af Kommissionen rejste problem i virkeligheden er fiktivt.

For så vidt angår demonstrationsvogne, har den belgiske regering gjort gældende, at den i Belgien gældende ordning må anses for en forenkling i forhold til den af Fællesskabet anbefalede, og samtidig er den suppleret med en foranstaltning til bekæmpelse af afgiftskriminalitet. Regeringen har erklæret sig enig med Kommissionen i, at fællesskabsbestemmelserne vedrørende tjenesteydelser i højere grad end bestemmelserne vedrørende salg svarer til de for demonstrationsvogne gældende forhold. Regeringen har dog anført, at det ikke desto mindre er nødvendigt at fastlægge visse faktiske momenter for at kunne anvende disse bestemmelser. Dette kan kun gøres ved et omtrentligt skøn og nødvendiggør foranstaltninger til forenkling af metoden. Der kan ligeledes opstå vanskeligheder ved fastsættelsen af den faktisk aftalte pris for en demonstrationsvogn, som sælges inden for seks måneder, efter den er taget i brug. På dette område foregår der svigagtige manipulationer af betydeligt omfang, eller der består risiko herfor.

Endelig har den belgiske regering gjort gældende, at der snarere tilsyneladende end rent faktisk er sket en omgåelse af reglerne vedrørende beskatningsgrundlaget. Den ved salget gældende katalogpris tager nemlig hensyn både til beskatningsgrundlaget på det tidspunkt, da bilen tages i brug, og til bilens salgspris, således at det belgiske afgiftssystem ved afgiftsopkrævning alene på salgstidspunktet rent faktisk giver samme resultat som det fællesskabsretlige system, hvorefter der opkræves afgift to gange, nemlig når bilen tages i brug, og når den sælges. Den belgiske regering har yderligere bestridt Kommissionens opfattelse, hvorefter det belgiske system ikke er en foranstaltning til forenkling af momsopkrævningen, da det berører beskatningsgrundlaget. Der kan intet anføres til støtte for en så restriktiv fortolkning af begrebet opkrævning som herved begrænses til at dække begrebet betalingsvilkår. Opkrævning omfatter nemlig alle de led, som gør det muligt dels at fastsætte dels at betale afgiften og især at fastlægge beregningsgrundlaget.

Kommissionen har i replikken tilbagevist den belgiske regerings indsigelse mod, at sagen admitteres, fordi den er for sent anlagt. Efter Kommissionens opfattelse pålægger traktatbrudsproceduren efter traktatens artikel 155 Kommissionen en tidsubegrænset forpligtelse. Kommissionen har ikke fundet det hensigtsmæssigt at gribe ind over for en eventuel overtrædelse af sjette direktiv, før det var gennemført i samtlige medlemsstater.

For så vidt angår den påståede fejltagelse i de ifølge stævningen nedlagte påstande, har Kommissionen anført, at den med rette har kritiseret Belgien for at have overtrådt artikel 11 og ikke artikel 27, stk. 5, som efter Kommissionens opfattelse nærmest må betragtes som en procedureregel.

Kommissionen har videre anerkendt, at de anbringender og argumenter, som påberåbes under traktatbrudsprocedurens tre trin, skal være identiske for at give den retsforfulgte stat mulighed for at varetage sit forsvar. Kommissionen har dog ikke, ved i stævningen at påberåbe sig proportionalitetsprincippet, indført et nyt klagepunkt eller anbringende, men alene uddybet sine argumenter.

I sine indledende generelle betragtninger vedrørende realiteten har Kommissionen ikke bestridt, at det er nødvendigt at bekæmpe afgiftskriminaliteten. Dette kan dog ikke gøres ved at anvende et hvilket som helst middel, men kun ved foranstaltninger, som er i overensstemmelse med bestemmelserne i sjette direktiv. Artikel 27, stk. 5, pålægger således medlemsstaterne ikke blot en formel pligt til at give Kommissionen meddelelse om særlige foranstaltninger, men indeholder ligeledes indirekte grundlæggende grænser for, hvilke foranstaltninger der kan opretholdes. Medlemsstaterne skal navnlig overholde de bestemmelser, som er af afgørende betydning for den tilsigtede harmonisering, hvilket gælder for beregningsgrundlaget for momsen. Efter Kommissionens opfattelse påhviler det den at kontrollere, om de omhandlede foranstaltninger er i overensstemmelse med disse bestemmelser.

Kommissionen har gjort gældende, at artikel 27, stk. 5, i lighed med alle andre undtagelsesbestemmelser skal fortolkes restriktivt. Ifølge bestemmelsens ordlyd skal de nationale foranstaltninger således opfylde kravet om, at de skal være særlige og kun tage sigte på visse former for svig. Enhver form for generel foranstaltning, som i stedet for at tage sigte på visse former for transaktioner har til formål systematisk at benægte eksistensen af et økonomisk faktum, er imidlertid udelukket. I strid med det af den belgiske regering forfægtede standpunkt har end ikke Rådet kompetence til at godkende sådanne foranstaltninger. Hvis artikel 1 fraviges ved indførelsen af et fiktivt opkrævningsgrundlag for momsen, ville selve grundlaget for direktivet blive undergravet. I virkeligheden har det belgiske system til følge, at beskatningsgrundlaget systematisk forhøjes. Kommissionen har anerkendt, at den belgiske stat i kraft af systemet særdeles effektivt har fjernet enhver form for svig eller unddragelse. Men samtidig går systemets virkninger langt ud over det tilsigtede mål.

For så vidt angår de i svarskriftet anførte tekniske detaljer, har Kommissionen fremført følgende supplerende betragtninger:

Kommissionen har på den ene side i overensstemmelse med det af den belgiske regering nævnte referat af rådsmødet af 25. marts 1977 anerkendt, at foranstaltningerne mod afgiftskriminalitet kan antage forskellige former for at forhindre en nedsættelse af beskatningsgrundlaget, men på den anden side har den anfægtet de foranstaltninger, som udtrykkeligt er udelukket, og som tværtimod har til følge, at der opkræves for høj en afgift.

For så vidt angår vurderingen af andre foranstaltninger, som er truffet af Belgien, Nederlandene og Tyskland, har Kommissionen gjort gældende, at den altid har lagt samme kriterier til grund ved sin bedømmelse af den måde, hvorpå artikel 27 anvendes, og den har i denne henseende henvist til replikkens bilag IV.

Med hensyn til omfanget af svig i forbindelse med salg af brugtbiler, har Kommissionen anført, at der her kun er tale om enkelttilfælde, som derfor ikke kan begrunde en foranstaltning, som gælder generelt for ethvert salg og enhver import af nye biler, som gennemføres i strid med sjette direktiv, så meget mere som det er muligt at foretage en passende kontrol på grundlag af virksomhedernes regnskab.

For så vidt angår importerede biler, har Kommissionen hævdet, at den belgiske regel ikke kan anses for en foranstaltning til bekæmpelse af svig, idet den ikke har til formål at afsløre de enkelte tilfælde af svig, men derimod at sikre den belgiske stat et minimumsafgiftsprovenu. Ved at kræve, at der skal svares moms af et andet beløb end det mellem parterne aftalte, begrænser det belgiske afgiftssystem den aftaleretlige frihed.

Ifølge Kommissionen er det uacceptabelt, at der ikke skal svares moms af en virksomheds brug af demonstrationsvogne, og at det fulde momsbeløb opkræves af køberen. En sådan praksis må i dobbelt forstand betragtes som en overtrædelse af sjette direktiv.

Yderligere har Belgien først i svarskriftet fremstillet systemet som en foranstaltning til bekæmpelse af afgiftskriminalitet. Dette argument er imidlertid i strid med den i meddelelsen til Kommissionen anførte begrundelse.

Kommissionen har videre bestridt, at de belgiske foranstaltninger indebærer en forenkling, da de i virkeligheden behandler bilerne på tre forskellige måder, alt efter alder, hvilket snarere må betegnes som en kompliceret ordning.

Endelig har Kommissionen fremhævet, at begrebet afgiftsopkrævning, jfr. artikel 27, stk. 5, ikke omfatter det ensartede beregningsgrundlag for selve momsen, når henses til andre bestemmelser i direktivet, som sondrer mellem fastsættelse og opkrævning af afgiften.

Den belgiske regering har i duplikken fastholdt, at Kommissionen — som fastslået af Domstolen i dom af 11. december 1973 i sag 120/73 (Sml., s. 1481) — burde have taget stilling til de belgiske foranstaltninger inden for en rimelig frist. Uanset Kommissionens betragtninger vedrørende sjette direktivs ikrafttræden, blev fristen i henhold til artikel 27, stk. 5, i øvrigt ikke ændret ved Rådets niende direktiv af 26. juni 1978 (EFT L 194, s. 16), således at Kommissionen på et tidligere tidspunkt kunne (og burde) have fremsat sin klage over for Belgien. For så vidt angår de forberedende arbejder til sjette direktiv, har den belgiske regering henvist til artikel 12, afsnit C, stk. 2, i Kommissionens forslag, hvorefter det ikke er udelukket at beholde eller at indføre gennemsnitseller minimalbeskatningsgrundlag såfremt en medlemsstat måtte ønske det for at forebygge besvigelser eller for at forenkle afgiftsopkrævningen. Selv om denne ordlyd ikke formelt blev godkendt af Rådet, findes der tilsvarende bestemmelser i artikel 24 og artikel 27.

Den belgiske regering har anerkendt, at for så vidt angår tidligere undtagelsesbestemmelser, har Kommissionen visse skønsbeføjelser, som er undergivet Domstolens kontrol. Denne kompetence er imidlertid begrænset af artiklens særlige kontekst, og selv om der anvendes forskellige procedurer til opretholdelse af tidligere foranstaltninger og til indførelse af nye, kan den dog ikke, for så vidt angår nye foranstaltninger, være mere vidtrækkende end den kompetence til at forelægge Rådet forslag, som udtrykkeligt tillægges Kommissionen ifølge artikel 27 stk. 1. Følgelig begrænses Kommissionens almindelige kompetence, jfr. traktatens artikel 155, til at kontrollere overholdelsen af betingelserne for at opretholde eller indføre foranstaltninger, der fraviger direktivets bestemmelser, nemlig om den pågældende foranstaltning er begrundet i ønsket om at bekæmpe afgiftskriminalitet, og om fravigelsen i bekræftende fald kan betragtes som en særlig foranstaltning. Den belgiske regering har i detaljer gjort rede for, at betingelserne herfor er opfyldt i den foreliggende sag. Ud over de klassiske former for skattesvig er momsen genstand for særlig afgiftskriminalitet. De belgiske modforanstaltninger er imidlertid helt specielle, for så vidt de begrænses til en bestemt sektor og kun vedrører en bestemt form for svig. Under alle omstændigheder ville artikel 27 kun have nogen mening, hvis den gjorde det muligt inden for afgrænsede sektorer at gennemføre systematiske og effektive foranstaltninger med henblik på afsløring af visse former for svig.

Den belgiske regering har ligeledes henvist til den foranstaltning, som med Kommissionens og Rådets samtykke er truffet inden for byggesektoren, som udgør et relevant eksempel på, hvad der forstås ved en foranstaltning til bekæmpelse af svig på momsområdet.

Den belgiske regering har yderligere anført, dels at Fællesskabet i øjeblikket må være lige så interesseret som medlemsstaterne i, at afgiftsopkrævningen er effektiv, om ikke for andet så for indirekte at sikre Fællesskabets egne indtægter, uden at disse påvirkes af national afgiftskriminalitet, dels at direktivet indeholder en række væsentlige fravigelser, navnlig artikel 4, stk. 3, artikel 11, punkt B, stk. 2, artikel 13, punkt A, litra m) og n), artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6, artikel 13, punkt C, og artikel 20, stk. 4, som alle begrænser rækkevidden af harmoniseringen.

Ved at henvise til den reelle pris er artikel 11 ifølge den belgiske regering til hinder for, at prisen nedsættes; derimod er en vis forhøjelse af mindre betydning. Under Rådets drøftelser har repræsentanterne for den belgiske regering aldrig lagt skjul på, at det var hensigten at opretholde et minimumsbeskatningsgrundlag.

Den belgiske regering har endelig anført, at det på salgstidspunktet er så vanskeligt at vurdere, hvilken afgift der skal svares af den private brug af bilen, at det er nødvendigt at undgå disse komplikationer samt den dertil knyttede risiko for svig ved på salgstidspunktet at lægge bilernes katalogpris til grund.